eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857.

København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857
    - Kapitel VIII

Kbh., G.E.C. Gad, 1912

Villads Christensen (1864-1922)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet oktober 2004. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

VIII. KOLERAEN OG DENS VIRKNINGER.

_____

Koleraen 1853.

Den frie Luftning fra 1848 bidrog noget til at lukke op for Københavns Fremtidsmuligheder: den fik Demarkationslinien flyttet og Konsumtionen ophævet. Den forberedte og planlagde adskilligt af det, som den følgende Tid bragte til Udførelse. Men der skulde dog endnu en Rystelse til for ret at bringe Fart i Reformarbejdet og gøre Alvor af Planerne. Dette Stød kom med Koleraen 1853.

Den asiatiske Kolera havde i Løbet af en Snes Aar luret ved vore Grænser, inden Udbruddet kom. Den nærmede sig første Gang i 1831, da den naaede Berlin, Hamborg og det sydligste Holsten. Der blev truffet kraftige Foranstaltninger mod den: Karantæne blev paabudt fra Søsiden og Grænsen spærret ved Ejderen. I København oprettedes en overordentlig Sundhedskommission; Kolerahospitaler indrettedes i Søkvæsthuset og i Frue Arbejdshus, og en Anvisning til Behandling af Kolerasygdom blev trykt og omdelt. Men Faren drev over for den Gang, og i 1840 blev den særlige Sundhedskommission og de andre Foranstaltninger atter ophævede.

Faa Aar efter nærmede den sig igen Østersøen. I 1848 naaede den Sct. Petersborg, derfra Helsingfors og Åbo, Reval og Riga, og her i Landet forefaldt et enkelt Tilfælde i Dragør. Nu blev alle de ældre Bestemmelser

[527]

528

fra 1831 paa ny dragne frem. Den specielle Sundhedskommission blev atter organiseret; de gammeldags Spærringsbestemmelser blev paa ny satte i Kraft og en Karantæneanstalt indrettet paa Klampenborg med Dr. Hjaltelin som Karantænelæge. Men man havde ingen ret Tro til, at disse Foranstaltninger betød noget. Spærringsbestemmelserne var meget trykkende og efter de mest kyndiges Mening tillige virkningsløse, hvorfor de atter ophævedes i 1852, ikke fordi man da ansaa Faren for overstaaet, men paa Grund af den almindelige Mistillid til Foranstaltningens Nytte. Og da de antikverede Bestemmelser i Forordningen af 1831 blev optrykte og omdelte i Byen, blev de blot latterliggjorte i Bladene. »Fædrelandet« finder Forordningen »paa en vis Maade meget morsom«:


»Vi maatte under Læsningen flere Gange overtyde os om, at det ogsaa virkelig var en kgl. Forordning - uden Tvivl forfattet af høj fornemme og højlærde Mænd -, ikke et Stykke ud af Niels Klims eller Kaptajn Gullivers Rejse. Den forener en løjerlig Blanding af faderlig Omhu og ustyrlig Blodtørst, f. Eks. Uddeling af Skrifter og præstelige Formaninger til sund Levemaade, Bestemmelser om Pleje og Medicin, Amtmændenes og Kancelliets Bemyndigelse til at nedsætte Standretter for at paadømme Forseelser mod Forordningen; Dødsdom kan straks eksekveres uden foregaaende Indberetning til Kongen og »kan«, siges der, »fuldbyrdes ved Skydning«; man skulde altsaa tro, at det ej var forbudt at aflive Offeret paa andre Maader. Videre bør alle i et smittet Hus værende Hunde bindes eller dræbes, men Kattene uden Naade dræbes; paa »Fjerkreaturet stækkes Vingerne saaledes, at de ej kunne flyve bort«. Til de mindre Grusomheder hører Spærringssystemet, der iøvrigt har noget romantisk ved sig, saasom Telte og Hytter til militære Cordonner, og sindrigt indrettede Træskure til Salg af Levnedsmidler. Til blandede Kuriosa kan man henregne Forskriften om Udveksling af Penge med de Indespærrede; Metalpenge udvaskes i Eddike; Papirsdito gennemrøges med Salpeter og Svovl.« 1)

__________

1) Fædrelandet 14. Sept. 1850.


529

Fra sagkyndig Side fremhævedes, at det bedste eller vistnok eneste Middel mod Koleraen var at raade Bod paa Hovedstadens bekendte slette sanitære Forhold, f. Eks. ved Anlæg af Kloaker. Dette Raad var utvivlsomt rigtigt, men des mere vanskeligt at sætte i Værk.

I 1850 var Malmø og Lübeck smittede, og enkelte Tilfælde viste sig i Bandholm og Korsør. Dr. Hornemann havde spaaet, at vi allerede vilde have Koleraen i København i 1851. Men den ventede »med en eksempelløs Langmodighed« endnu et Par Aar »ret som for at give os Tid til at forberede os paa dens Ankomst og for at gøre det evident, hvad det er, den ynder, og hvad den vrager«. Men Ventetiden blev ladet ganske ubenyttet. Der blev vel i 1851, med særligt Henblik paa Koleraen, nedsat en hygiejnisk Kommission; men ingen alvorlige sanitære Reformer blev gennemførte, og selv de allerbeskedneste Forslag fra Kommissionen - om at feje i Gaardene og skylle Rendestenene - blev mødt med Vrangvilje og Træghed hos Borgerrepræsentationens Grundejere.

Saa kom da endelig Koleraen i Sommeren 1853.

Det første Tilfælde indtraf d. 11. Juni og det første Dødsfald d. 15. I den følgende Uge døde 8 Mennesker af Kolera, og d. 24. erklærede Sundhedskollegiet Byen for smittet.

Dagen efter sammentraadte »den overordentlige Sundhedskommission«, der bestod af Politidirektør Bræstrup som Formand, Lægen Konferensraad O. Bang, Stadsfysi-kus Hoppe, Borgmester Bentley og de to Borgerrepræsentanter Kayser og Holmblad. Denne Kommission var nu Byens øverste Myndighed i alt, hvad der vedrørte Sundhedsvæsenet, og saa længe Sygdommen stod paa, var den hver Dag samlet paa Raadhuset. Rundt om i Byen var der indrettet Anmeldelsesbureauer, hvor der Dag og Nat kunde gøres Anmeldelse om forefaldende Koleratilfælde


530

og Dødsfald, og hvorfra alt videre fornødent derefter blev foranstaltet.

De første Tilfælde forefaldt i Nyboder og den tilgrænsende østre Del af Byen, og under hele sit Forløb var Sygdommen haardest i den Del af Byen, der ligger nord og øst for Gothersgade. I den tæt befolkede Adelgade var 514 Personer angrebne, og af dem døde de 331; men ogsaa den fornemme Amaliegade blev haardt hjemsøgt. Det var utvivlsomt den slet opfyldte Grund, hvorpaa Kvarteret var bygget - gamle Renovationskuler -, der afgav Betingelserne for Smitsotens Trivsel; og det stemmer godt nok hermed, at den ogsaa tog stærkt fat paa Kristianshavn, hvor Jordbunden var af en lignende Beskaffenhed. Men ingen Del af Byen gik helt fri.

Ind i Juli tog Epidemien til i forfærdeligt Omfang. D. 14. Juli døde 73 Mennesker af Kolera, d. 15. døde 142, d. 16. endogsaa 212 og d. 20. Juli 236. Sit Højdepunkt naaede Farsoten d. 27. Juli, paa hvilken Dag der anmeldtes 340 nye Sygdomstilfælde. Men endnu et Stykke ind i August vedblev Sygdommen at rase med Voldsomhed. Saa begyndte den at tage af, hvorvel hver Dag endnu krævede sine Ofre. I September optraadte den spredt, og d. 13. Oktober indtraf det sidste Tilfælde af Kolera. Da havde Sygdommen varet i 4 Maaneder; 7219 Personer havde været angrebne af den, og 4737 var døde.

Fattigvæsenets Stiftelser var bleven særlig stærkt hjemsøgte. Paa Ladegaarden, i Stokhuset og paa Almindelig Hospital havde Sygdommen raset med Voldsomhed, - den havde en Evne til at blotte Administrationens Mangler ved overalt at opsøge de Steder i Byen, hvor de hygiejniske Forhold var slettest. Dødeligheden var størst blandt den Befolkning, der boede i Baghuse, i Kældere eller paa Kvister og Lofter, ringere i Forhusene og i Salslejlighederne.

Af bekendte Mænd, som Koleraen bortrev, kan næv-


531

nes Maleren C. W. Eckersberg, Præsten og Digteren C. J. Boye, Arkitekt C. P. Hagemann, Grev Holstein-Ledreborg, Oberst J. T. Ræder, Landstingsmand K. A. Maaløe, den forhenværende Borgerrepræsentant, Brændevinsbrænder P. C. Hansen, Tøjmager L. V. Lund, bekendt som en af Førerne i Haandværkerdannelsesforeningen, samt en Række af de særlig udsatte Læger: Professor Withusen, Professor Thal, Overlæge Hjorth, Overlæge Berg, Distriktslæge Bramsen og Lægerne Ohlsson-Bagge og Lunding.

Straks da Epidemien udbrød, bestilte Direktøren for Almindelig Hospital, Kaptajn Herforth, 200 Ligkister, - det var al den Foranstaltning, han traf over for den truende Fjende. Stiftelsen rummede dengang henved 1200 Mennesker, sammenstuvede under de sletteste Forhold og paa et Rum, som kun var beregnet paa en Fjerdedel af dette Antal. Alligevel varede det 14 Dage, inden Smitsoten fandt Vej derind; men da den først var kommen, indrettede den sig paa at blive der. Det var ikke underligt; thi et mere passende Tilholdssted for en Pestsygdom kunde man vanskelig finde:


»Bygningerne omgaves af ildelugtende Priveter, Skarnkasser og Kloaker: ved Økonomibygningen var der en stor Slamkiste, dannet af Spildevandet fra Badet, der netop, mens Koleraen stod paa, ofte udsendte en gennemtrængende Peststank. Dunsterne fra disse Anlæg, blandede med Lugten af Svinetønder, Kaal og branket Smør fra Køkkenet, gav tilsammen en Luft, der sikkert ogsaa var en virksom Sygdomsaarsag, mentes der, - i alt Fald døde baade Køkkenjomfruen og mange af Vaskerpigerne . . .

Elendigheden var større, end man kunde tænke sig. Sunde laa Side om Side med døende og døde. Disciplin og Orden var nærved at ophøre. Hospitalets Læger anmodede Gang paa Gang Fattigdirektionen om at skaffe mere Plads, erklærede det for Manddrab ikke at sørge derfor. Anmodningerne blev uden Frugt, saalænge Epidemien var i Opgang. »Berlingske Tidende« skrev spydigt, »at Direktionen snart ikke mere vilde behøve at rømme Hospitalet, thi det vilde ske af sig selv« . . .


532

Fra Morgen til Aften gik Transporten af syge fra Lemmestuerne til Kolerastuerne, af døde fra Kolerastuerne til Lighuset. Henimod Epidemiens Slutning blev Porten til den Duntzfeldske Gaard gjort til en Ligstue, hvori der forrest stod Ligkister med Kranse, i Midten Kister med Etiketter, bagest Lig i Kister, hvis Laag ikke engang var slaaet til. Stanken derfra forpestede ikke blot Hospitalets Gaard, men ogsaa de omliggende Gader. Bag Hospitalet, paa Larsens Plads, hvor en Mængde Arbejdere færdedes, havde Fattigdirektionen indrettet et Lighus, hvori der ofte henlaa 50-100 Lig, nogle i hele 8 Dage, formodentlig af Mangel paa Ligkister« 1)

Det var under disse Forhold, at en ung Pige, Ilia Fibiger, frivillig meldte sig som Sygeplejerske paa Almindelig Hospital og ved sin sjældne Opofrelse og sit Eksempel bidrog mere end nogen anden til at bringe Hjælp til de fattige gamle i disse tunge Dage.

Af Stiftelsens 1200 Lemmer blev de 467 angrebne af Sygdommen, og desuden indgik i Hospitalet 149 Kolerapatienter andensteds fra. Der døde i alt 538 derinde i Løbet af 5 Uger.

Det viste sig nu, hvor daarlig forsynet Byen var med Hospitaler. En Afdeling af Frederiks Hospital var siden 1848 holdt rede til kolerasyge. Den blev straks fyldt ligesom Almindelig Hospitals Sygeafdeling, og i Hast maatte der nu indrettes midlertidige Sygestuer. I Frue Arbejdshus ved Nørrevold og i Frelserens Arbejdshus paa Kristianshavn indrettedes Koleralasaretter. Søetatens Hospital blev i Henhold til en Aftale fra 1848 taget i Brug til de kolerasyge, medens Hospitalets egne syge blev overflyttede til Søkvæsthuset. En Gaard paa Hjørnet af Amaliegade og Sct. Annæ Plads blev lejet af Staten og indrettet til Kolerahospital. Skolerne i Suhmsgade, paa Blegdamsvejen og i Prinsensgade paa Kristianshavn omdannedes til Hospitaler. Garnisonshospitalet fik en Afdeling for Kolera, og Stokhuset og Ladegaarden fik en Hospitalsafdeling for

__________

1) H. Trier: Koleraen 1853 i Hist. Meddelelser II, S. 92-97.


533

deres egne Patienter. Men trods alle disse Foranstaltninger kunde Byens Hospitaler langt fra optage alle de syge, og man maatte lade mange Patienter blive i deres Hjem.

Til Lighus brugtes Gymnastikhuset ved Vestervold, og naar det ikke forslog, hjalp man sig, som man kunde. Hos Krigsministeriet laantes Telte, der opstilledes paa Kirkegaardene som Lighuse; eller man nøjedes med at henlægge Koleraligene paa den bare Jord paa Kirkegaarden og indtil Begravelsen tildække dem med Presenninger og Brædder. Omsider blev dog særlige Ligskure opførte baade paa Assistenskirkegaardens Fri jord og paa Kirkegaarden uden for Amagerport. Særlig store Vogne blev indrettede til Transport af Ligkister.

Filosoffen Hans Brøchner har i et Brev af 7. August 1853 givet en Skildring af Begravelserne i Kolera tiden:


»Jeg har til enhver Tid af Dagen, fra den tidligste Morgenstund og til sildigt om Aftenen, naar jeg gik ind til Byen, kunnet se Ligtog, og jeg har ofte, paa det lille Stykke til Porten [Nørreport] - jeg bor umiddelbart udenfor Søerne - kunnet møde 3 forskellige Tog. Man har brugt de forunderligste Transportmidler: gamle affældige Ligvogne, der syntes selv at være staaede op af Graven, Rustvogne, Arbejdsvogne, Kaffemøller, Omnibusser og Møbelvogne - Trillebøre, som Kjøbenhavnsposten har talt om, har jeg dog ikke set. Paa Kirkegaarden har det gaaet meget summarisk til. Jeg saa en Dag Ligomnibussen komme derud med 6 Kister, en af Gråver-karlene aabnede den og krøb ind bag Kisterne, som han hivede ud, som om det havde været Fragtgods, og de andre Karle modtog dem med allehaande gemytlige Bemærkninger, der ikke var saa dybsindige som Graverkarlenes i Hamlet, men som dog ved Kontrasten kunde gøre en lignende Virkning. Kisterne vare flade, og dannede af 6 sværtede Brædder, der vare saa slet sammenføjede, at Laaget paa den ene Kiste gik op, da de læssede den af, hvilket en af Karlene bødede paa ved med knyttet Næve at slaa det ned igen. Paa Enden af Kisterne var anbragt en Papirlap, paa hvilken den dødes Navn, Alder og Dødsdag var anført, og de bleve nu uden videre Ceremonier satte ned i en stor Grube, to og to ovenpaa


534

hinanden. Det var lutter Fattigfolk, saa de fik ikke nogen speciel Jordpaakastelse: den var kun for Honoratiores, der bleve begravne i et andet Hjørne, hvor en Præst fungerede« 1).


Begravelsen skulde finde Sted inden 48 Timer efter Dødsfaldet. De sædvanlige kirkelige Ceremonier blev suspenderede, og i Sørgehuset maatte ingen Forsamling finde Sted og ingen Ligtale holdes 2).

Lægeforeningen mod Koleraens Udbredelse blev stiftet og begyndte sin Virksomhed d. 10. Juli. Den stillede sig til Opgave at modarbejde Sygdommen ad forebyggende Vej. Lægerne gik fra Hus til Hus for at give Raad med Hensyn til de syges Behandling og Anbringelse, for at raade Bod paa manglende Renlighed, for at skaffe dem Medicin og god og hensigtsmæssig Føde. Hvor det ansaas for nødvendigt, kunde de lade de smittede Huse rømme, medens de blev desinficerede og udbedrede, og imens anvise Beboerne Ophold andensteds. Emil Hornemann var Foreningens Formand.

Der blev fra Lægernes Side udfoldet store Anstrengelser og bragt mange Opofrelser, - ikke faa af Københavns Læger blev selv Ofre for Epidemien. Men Koleraen lod sig ikke standse; den gik sin Gang, indtil den havde bortrevet dem, den vilde. Lægeforeningens Virksomhed satte da navnlig sine Spor paa andre Punkter: den blottede de sanitære Forholds Elendighed i Hovedstaden og bidrog derved til, at der endelig blev raadet Bod paa dem; den fik de værste Smudshuler ryddede og deres Beboere udflyttede, og den fremdrog mange Steder den skjulte og haarde Nød og ledede derved Byens store Velgørenhed hen paa de rette Steder. Det varige Resultat af dens Virken blev »Lægeforeningens Boliger« paa Østerfælled.

De allerusleste af de pestbefængte Huse blev efter Lægernes Anvisning ganske ryddede: baade syge og sunde

__________

1) Trier l. c. S. 111.

2) 1. Sekr. 1853 Nr. 1440.


535

flyttedes bort, de sidste til midlertidige Boliger, der var indrettede til dem i Fodgardens Kaserne, i Rosenborg Brøndsal og i Teltlejre paa den borgerlige Eksercerplads paa Kristianshavn og paa Glaciet mellem Vester- og Nørreport. I alt flyttedes ca. 3000 Mennesker bort fra Byens mest overfyldte Huse, - i Forbindelse med de 4700, der døde, maa de vel have skaffet lidt Luft i den overfyldte By.

En tredie Udflytterlejr - særlig beregnet paa Folk fra Nørrebro og af en mere varig Beskaffenhed end Teltlejrene - blev indrettet paa den Kommunen tilhørende Jordlod mellem Øster Farimagsvej og Sortedamssøen, hvor nu Kommunehospitalet ligger. Barakkerne byggedes her af Træ med en Bekostning af ca. 25,000 Rdlr., som Kommunen afholdt.

Epidemien standsede jo omtrent al Virksomhed i den Tid, den rasede værst, og Nøden blandt Arbejderstanden blev i disse Sommeruger lige saa stor som ellers i den haarde Vintertid. Men Hovedstadens saa ofte prøvede Godgørenhed svigtede ej heller i denne Prøvelsens Tid. Kongen gav 200 fattige Middagsmad paa sin Bekostning, saa længe Epidemien varede. Bespisningsanstalterne traadte i Virksomhed, og foruden de to ældre i København og paa Kristianshavn oprettedes i Hast flere nye: tre i København, en paa Kristianshavn og en paa Nørrebro 1). Paa Kristiansborg Slot og i Enkedronningens Palæ blev Køkkener overladt til Bespisningsanstalterne, og fra Marketenderierne paa de militære Kaserner blev efter Krigsministeriets Ordre gratis udleveret Mad til trængende. Henved 4000 Mennesker blev i Koleratiden gratis bespiste i København. - Over 500 Børn var under Epidemien bleven forældreløse. Der indsamledes til disse »Kolerabørn« omtrent 38,000 Rdlr., og en Dameforening paatog sig at føre Tilsyn med dem, efter at de var satte i Pleje.

__________

1) P. A. Pedersen: Nørrebros Bespisningsforening 1853-1903. S. 12.


536

I det hele indsamledes ad privat Vej i Koleratiden hen ved 120,000 Rdlr., væsentligst gennem den i 1848 oprettede Centralkomité, der nu ligesom i Krigsaarene organiserede Indsamlingen af de frivillige Gaver. Kommunens Udgifter i Anledning af Sygdommen var 220,911 Rdlr.


Koleraens Virkninger var ikke forsvundne, fordi Epidemien hørte op. Da Sorgen over de mange døde var mildnet eller svundet, viste det sig, at Sygdommen havde været en gavnlig, om end haard Læremester for den forsømte By. Ubønhørlig havde den peget paa de svage Punkter, - og dens Anvisninger blev fulgte. Koleraen gjorde det endelig af med det gamle »hyggelige« Kongens København og skaffede os en moderne By i Stedet. Koleraen lærte os Nødvendigheden af, at den indre By blev aflastet for en Del af sin sammenstuvede Befolkning; den indprentede Borgere og Kommunalbestyrelse, at det ikke gik længer med Renovations-Urenligheden og det tilvante Svineri, at de maleriske Volde maatte ofres, for at den friske Luft kunde faa Adgang til Byen, at de romantiske, stinkende Stadsgrave maatte fyldes lige saa vel som Renovationskulerne uden for Amagerport, at Vandvæsenets raadne Trærender med det lunkne Vand og de døde Fisk nu endelig maatte afskaffes. Koleraen henledede vor Bys Opmærksomhed paa, at store Dele af den var bygget paa opfyldt Grund af den sletteste Beskaffenhed, tit paa rene Renovationskuler, og at det ikke gik an, som hidtil, at bygge væk paa det tilfældige Underlag uden først at grave Grunden ud. Den gjorde opmærksom paa, at der bør være et rimeligt Forhold mellem bebygget og ubebygget Grund i den store By, at Grundejerne bør sørge for tilstrækkeligt Gaardsrum i deres Ejendomme, at ikke ethvert Kælderhul eller ethvert aabent Rum under Tagstenene bør regnes for godt nok til Menneskeboliger 1).

__________

1) Colding og Thomsen: Om de sandsynlige Aarsager til Koleraen 1853.


537

Og alt dette blev lært og forstaaet. Vi fik den nye Byggelov, det nye Vandværk; Voldene faldt, og Bebyggelsen blev spredt over det vide Land. Der blev taget kraftigt fat i de nærmeste Aar efter Koleraens Besøg, og den uvelkomne Gæst havde saaledes ikke været her forgæves.

Enkelte Tilfælde af Kolera forefaldt endnu i 1854, 1855 og 1857. Men nogen større Koleraepidemi har ikke siden 1853 hjemsøgt København.

__________

Barakkerne og Lægeforeningens Boliger.

Den første gavnlige Følge af Koleraen var den Udflytning i stor Stil, som fandt Sted fra de pestbefængte Kvarterer og Huse. Nu skulde der skaffes Plads til Udflytterne; om det saa var Krigsminister Hansen, maatte han bøje sig for Nødvendigheden og tillade civile Personer at slaa sig ned paa det militære Glaci. Og bagefter var det ikke let at faa dem til at flytte ind i Byens Baggaarde igen.

Som nævnt blev der i August 1853 bygget en Samling Træbarakker paa en Jordlod ved Øster Farimagsvej. Krigsministeriet havde givet sin Tilladelse til deres Opførelse, men samtidig udtrykkelig forlangt, at de fjernedes igen inden Vinteren.

Der blev opført 30 Bygninger af Træ med Plads til 180 Familier. De forsynedes med Vandindlæg og med Afløb til Peymanns Rende, der førte Spildevandet videre til Stadsgraven. For hver Lejlighed blev der betalt 3 Mark ugentlig i Husleje. Sundhedsraadet var glad over den trufne Ordning og mente, at disse Barakker ikke blot, som Teltlejrene, havde afhjulpet en øjeblikkelig Trang, men


538

at de havde anvist den Vej, man skulde slaa ind paa for i det hele at forbedre Byens sanitære Kaar.

Men Vinteren nærmede sig, og der maatte tænkes paa et solidere Husly for de ca. 800 Familier, som Koleraen havde drevet ud af deres Boliger. Det antoges, at Halvdelen af dem paa ny kunde flytte ind i de gamle Lejligheder, efter at disse var bleven rensede og istandsatte; men naar man ikke ønskede den samme Overbefolkning som tilforn, maatte der altsaa skaffes nye Lejligheder til Resten, og inden for Voldene var der ikke Plads til flere.

Borgerrepræsentationen tilbød at lade Barakkerne ved Øster Farimagsvej indrette til Vinterboliger ved at lade Væggene udmure og anbringe Kakkelovne i dem; og da Sundhedskommissionen over for Justitsministeriet havde afgivet en Erklæring om, at der ikke vilde haves tilstrækkelige Boliger i Byen for de udflyttede Familier, maatte Krigsministeriet give efter for Nødvendighedens Tryk. I September 1853 meddeltes Tilladelse til, at Barakkerne maatte blive staaende et Aar endnu, indtil 1. November 1854. En sidste Indvending, Krigsministeren forsøgte: at Spildevandet fra Lejren ikke maatte ledes til Stadsgraven, blev han ogsaa nødt til at frafalde; thi det var faktisk umuligt at lede Spildevandet noget andet Sted hen, naar man da ikke vilde lade det løbe i Sortedamssøen, Byens Drikkevandsbeholder.

Oppositionsbladene jublede: Her var skudt en Breche i den forhadte Fæstning og vundet en Sejr over den ilde lidte Krigsminister, General Hansen. »Fædrelandet« saa allerede i Aanden det store Terræn mellem Søerne og Farimagsvejen udstykket til Bebyggelse: »Og naar Forstæderne ved dette Terræns Bebyggelse ere rykkede lige paa Livet af Fæstningsværkerne, hvis Ubrugbarhed til Byens Forsvar er indrømmet af alle Autoriteter, deriblandt af Hs. Ekscellence Krigsministeren selv, saa vil Befolkningens billige Ønske om at se dem sløjfede og den indre


539

og ydre By satte i deres naturlige Forbindelse ogsaa være rykket sin Opfyldelse et godt Skridt nærmere . . . Lad os betragte den lille Træby, der nu rejser sig ved Sortedamssø for at skaffe de fattige Ly mod Sygdom og Vinterkulde, som et Forbud om den Forby af venlige og sunde Boliger, Fremtiden vil udbrede paa dette Terræn!«

Ikke uden Grund havde Fæstningens Fjender hilst Barakkerne velkommen; thi det viste sig jo snart, at det ikke var saa let for Krigsministeren at faa dem fjernet igen. Magistraten havde under 7. Oktober 1853 udgivet et Revers, hvori den forpligtede sig til at lade dem borttage inden 1. November næste Aar; men da næste Sommer kom, foretog den sig intet andet end at ansøge om en Forlængelse af Fristen, foreløbig paa et Aar. Krigsministeren var vred; han mindede om, at den oprindelige Bestemmelse med disse Bygninger kun havde været den at skaffe et øjeblikkeligt Husly til de Familier, der blev udflyttede fra kolerabefængte Huse; det var kun de paatrængende Omstændigheder, der havde faaet ham til at indvilge i, at de blev staaende en Vinter over, og selv om Lejlighederne i Barakkerne fremdeles var meget efterspurgte, »formenes saadant at hidrøre fra deres sunde og smukke Beliggenhed, bekvemme Indretning og Prisbillighed«, saa man ikke deraf kunde slutte, at der fremdeles var nogen Trang til Stede. »Ministeriet, hvem det i øvrigt har været paafaldende, at Magistraten i den lange forløbne Tid aldeles intet har foretaget for at efterkomme sit i forommeldte Revers af 7. Oktober f. A. højtidelig givne Løfte, maa derfor, ifølge det saaledes udviklede, tilkendegive vedkommende, at det fremsatte Andragende ikke kan bevilges.« 1)

Men Ministeren slap ikke saa let. Magistraten besluttede at gøre et Forsøg paa at faa Krigsministeriets Afgø-

__________

1) 2. Sekr. 1854 Nr. 1883.


540

relse underkendt i det samlede Statsraad, og hertil opnaaede det Justitsministeriets Medvirken. Saa gav General Hansen efter. Det ordnedes saaledes, at alle Barakkerne blev staaende endnu denne Vinter over, og derefter skulde de fjernes successive, saaledes at de sidste af dem var borttagne til 1. November 1857.

Paa denne Aftale stod saa Krigsministeriet urokkelig fast, trods alle senere Forsøg paa at lirke ved den. I 1855 anmodede Fattigdirektionen om at faa nogle af Barakkerne overladte, da der manglede Plads i nogle af Fattigvæsenets Stiftelser; og det søgte derhos om Tilladelse til at lade opføre et større Kogehus derude. Men nu sagde Krigsministeriet Nej: Naar først Barakkerne blev udvidede ved Opførelse af et Kogehus, slap man aldrig af med dem; der vilde altid kunne findes en Anvendelse for dem, saa længe de stod der. Og af Hensyn til Demarkationsloven skulde det nu have en Ende. De skulde uvægerlig fjernes til de fastsatte Tidspunkter 1).

I 1854 boede 197 Familier, bestaaende af i alt 740 Personer, i Barakkerne. Der fandtes ca. 150 smaa Børn, og for dem fik Københavns gejstlige Konvent indrettet et særligt Asyl derude, da Børnene ellers maatte være alene i de kolde Kamre, medens Forældrene var paa Arbejde. Ligeledes blev en Marketender anbragt i en af Lejlighederne og en Vægter ansat. I 1855 blev det første Hold af Barakkerne solgt til Nedrivning. Flere fulgte efter i 1856, og Resten skulde efter Magistratens Bestemmelse nedbrydes i Foraaret 1857. Beboerne blev opsagte til April Flyttedag, og det var forgæves, at de endnu en Gang forsøgte at bevare det lille Hjem, som de vistnok i de tre Aar havde faaet kær. Paa samtlige Beboeres Vegne indgav tre af de udflyttede: Drejersvend Jørgensen, Arbejdsmand Benthien og Væversvend C. C. Bille i Februar 1857 et Andragende til Kommunalbestyrelsen:

__________

1) Borgerrepr. Forh. 14. Maj 1855.


541

»Underdanigst vover samtlige Beboere i Bygningerne paa Jordlodden Nr. 114 H. 3 ved Østerfarimagsvej at indgive denne vor Bønskrift til den høje Kommune.

Da den dyre Tid og strenge Vinter forbyder os alle knapt at tjene til Livets Ophold, langt mindre til at lægge hen til at fæste Hus for, da de Hrr. Husejere ikke alene fordrer 8 Dages, 1 Maaneds Leje forud, men 1/4 Aar, og hvem der haver 2 Børn, kan knapt faa Lejlighed, og her findes Familier, som har 6 à 7 Børn; vi vover derfor at bønfalde den høje Kommune om at lade Bygningerne staa i Sommer indtil Efteraaret, da i Sommerens Tid vil der, med Guds Hjælp, bedre kunne tjenes til at fæste Hus for til Efteraaret.

Underdanigst vover vi alle at forvente Bønhørelse, da i modsat Fald vil vist største Delen af os blive husvilde.« 1)


Kæmneren støttede deres Andragende ved at minde om det Humanitetshensyn, der foruden det sanitære havde fremkaldt Opførelsen af de midlertidige Bygninger, som jo efter Aftalen med Krigsministeriet ikke behøvede at fjernes før til November 1857. Men nu vilde Kommunalbestyrelsen have dem væk, og den vedtog, at de efter April Flyttedag 1857 ikke videre skulde bortlejes. Dermed forsvandt altsaa den lille Træby paa Glaciet.

Paa dette Tidspunkt havde ogsaa allerede Beboelsesforholdene i Hovedstaden bedret sig en Del. Det svære Pres, som havde skruet Lejen til Vejrs, var til Dels overvundet, og de Familier, som nu blev fordrevne fra Glaciets grønne Marker og Vænger, var ikke absolut henviste til igen at flytte ind i Smaagadernes skumle Kroge. Pastor Visbys Byggeforening paa Kristianshavn havde faaet opført 2 Huse ved Siden af Søkvæsthuset med gode og sunde Smaalejligheder. Og den første Koloni af grundmurede Arbejderboliger havde rejst sig uden for Hovedstadens Volde.

Lægeforeningen havde oprindelig tænkt sig, at Barakkerne skulde blive en vedvarende Forstad, og under denne Forudsætning havde den straks tilbudt 10,000 Rdlr. af

__________

1) 2. Sekr. 1857 Nr. 632.


542

de indsamlede Penge til deres Opførelse. Men da den baade af Krigsministeriets og af Magistratens Holdning hurtig blev klar over, at dette ikke vilde lykkes, trak den Løftet om sit Pengebidrag tilbage og begyndte at se sig om efter en anden Plads, paa hvilken den kunde realisere sin Plan. Dens Valg faldt paa det Hjørne af Øster Fælled, der skød sig ind mod Trianglen mellem Strandvejen og Øster Allé.

Den overordentlige Sundhedskommission støttede kraftigt Lægeforeningens Plan og tænkte sig endog Muligheden af, at Kommunen selv vilde gaa i Spidsen ved Udførelsen af dette Foretagende. Allerede i August 1853 forhandlede den med Kommunalbestyrelsen om Opførelse af en Række faste Beboelseshuse paa Øster Fælled til Bolig for 250 Familier af Arbejdsklassen. Planen var beregnet til at koste 75,000 Rdlr., af hvilket Beløb Lægeforeningen vilde tilskyde 10,000. Et lignende Beløb mente man at kunne indvinde ved Bortsalg til Nedrivning af de midlertidige Træbarakker ved Øster Farimagsvej, og Resten skulde saa Kommunen forstrække. Men Kommunalbestyrelsen tog meget køligt paa denne Plan: saa villig den havde været til at afholde alle de ekstraordinære Udgifter, som Koleraen gjorde fornøden, saa utilbøjelig var den til at indlade sig paa et Foretagende, der tilsigtede en Virkning langt ud over Koleratiden. Saa ansete Mænd som Brygger J. C. Jacobsen, Hvidt og Algreen-Ussing talte imod Planen: Hvis Kommunalbestyrelsen først begyndte at opføre permanente Boliger, kunde det let føre til, at den altid skulde sørge for Husly til den fattige Befolkning, og det vilde her som alle Vegne være »misligt for Kommunen at gøre sig til Entreprenør for et Foretagende, som rettest burde overlades til den private Virksomhed«. Forslaget blev altsaa afvist 1).

Men Kommunalbestyrelsen fik dog ikke Lov til der-

__________

1) Borgerrepr. Forh. 15. Aug. 1853.


543

med at slaa Sagen ihjel. I Pressen lød de heftigste Angreb paa den: »Kommunalbestyrelsen skulde«, skrev »Dagbladet«, »være den, der ivrigst arbejdede paa at tilintetgøre de Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger, som til vor Skændsel ligge inden for Hovedstadens Volde; og i dets Sted paatager den sig at værne om de usle Pengepugere, der med oprørende Griskhed berige sig af de fattiges Elendighed. Denne Kommunalbestyrelsens Færd staar i meget nøje Forbindelse med den Omstændighed, at samtlige Borgerrepræsentanter ere Grundejere.«

Mere Betydning havde det vel, at Lægeforeningen med Kraft optraadte imod Grundejernes Planer om paa ny at overfylde Byens usle Rønner, saa snart den umiddelbare Fare var drevet over. I en Skrivelse, Foreningen udsendte d. 8. Oktober 1853, paaviste den, hvorledes Udflytningen fra de pestbefængte Huse efter alle Erfaringer var det eneste virksomme Middel til at standse eller forebygge Sygdommen, og det vilde derfor være »Blindhed og Dorskhed« ikke at følge denne Vej. Hvis derimod alle de udflyttede igen vendte tilbage til de gamle Boliger, og de fattige paa ny sammenstuvedes i de overbefolkede Kvarterer og Gader, da kunde man med Vished vente Koleraens Besøg igen ad Aare.

»Skal altsaa Udflytningens Virkning være mere end blot forbigaaende, og skal den vundne Erfaring i Sandhed benyttes mod Koleraen, da bør denne Foranstaltning heller ikke ophøre med Epidemien, saa at alt gaar tilbage til den gamle Uorden, men den bør fortsættes og fuldstændiggøres ved efterhaanden at skaffe vedvarende sunde Boliger uden for Staden til deri at optage den overfyldte Befolkning. Sker det ikke, vil de af den fattige Klasse beboede Huse atter overfyldes; thi vindesyge Husejere ville ikke tage i Betænkning paa ny at fylde de nys forladte smaa Rum eller bygge nye Bag- og Sidebygninger til at sammenhobe Smuds og Mennesker i.«


544

Lægeforeningen lod derfor ikke Sagen falde trods Kommunalbestyrelsens Modstand. Den sørgede for, at Foretagendet blev udført ved private Kræfter, og Kommunalbestyrelsen strakte sig da saa vidt, at den overlod Foreningen en Byggegrund paa Øster Fælled, 40,000 Kvadratalen Jord, alene med den Betingelse, at Jordstykket igen skulde falde tilbage til Kommunen, naar det ikke længer anvendtes efter det oprindelige Øjemed. Centralkomiteen gav af sine Midler 20,000 Rdlr. til Bygningernes Opførelse. Lægeforeningen gav, hvad den havde tilbage af sine indsamlede Penge, og Arbejdet blev begyndt. Inden Udgangen af 1854 var de første af Lægeforeningens Boliger færdige, og i 1857 var hele Grunden fuldt bebygget og afgav Hjem for 250 Familier.

Siden den Tid er Kolonien gentagne Gange bleven udvidet. I 1867 fik Foreningen Skøde paa yderligere 60,000 Kvadratalen af Øster Fælled, som derefter bebyggedes. Og i Slutningen af Halvfjerdserne anlagdes en helt ny Koloni af Arbejderboliger paa en Del af Slagtervangen mellem Strandvejen og Øresund 1).

Lægeforeningens Boliger var den første Arbejderby, der rejstes uden for København. Den har fundet mange Efterfølgere, og Erfaringen har vist, at den Vej, Foreningen her betraadte, var en af dem, som den kommende Tid vilde vedblive at følge.

__________

Byggelov og sanitære Reformer.

Hvad der kunde gøres for at fremme Sundhedstilstanden i København, var, saa længe Demarkationsbestemmelserne gjaldt, ikke meget; thi Hovedaarsagen til det

__________

1) Beretning om Lægeforeningens Boliger. 1897.


545

hele Onde - den alt for tætte Befolkning - var jo stadig til Stede. En enkelt Reform blev gennemført, idet Begravelser paa de indenbys Kirkegaarde blev aldeles forbudt efter 1. Maj 1851. Men en anden Plan, som man havde tumlet med i 34 Aar, nemlig Forlæggelsen af alle sundhedsskadelige Virksomheder til Pladser uden for Byen, kunde ikke bringes til Udførelse, saa længe det var forbudt at bygge paa Demarkationsterrænet.

Det kunde næsten se ud, som om Regeringen selv havde glemt denne Vanskelighed, da den i 1818 udstedte en meget prisværdig Forordning om de sundhedsskadelige Næringsveje: Alle Tran-, Olie-, Sæbe- og Potaskekogerier, Pergament-, Lim-, Stivelse- og Tarmstrenge-Fabrikker, Fiskebløderier, Lysestøberier, Feldberederier, Garverier og Slagterier skulde søges forlagte uden for Byen. Men to Aar efter havde man vel opdaget, at det ikke lod sig gøre; thi i 1820 resolveredes paa ny, at Forlæggelsen af disse Næringsveje skulde bero til bedre Tider. Saaledes forløb 27 Aar, uden at der hørtes mere om denne Sag. I 1847 foreslog Sundhedskollegiet, at Bestemmelsen fra 1818 nu endelig skulde bringes til Udførelse samt udvides til ogsaa at omfatte Benbrænderier, Benkogerier, Fernisfabrikker og Oplag af Ben og Klude 1). Men heller ikke dette førte til noget, og først da den hygiejniske Kommission i 1851 tog sig af Sagen, blev det til Alvor.

Men da var ogsaa Muligheden til Stede for at bringe den gamle Bestemmelse til Udførelse: d. 6. Januar 1852 var jo Bebyggelsen bleven frigivet uden for Søerne, og allerede d. 10. Marts samme Aar udkom Loven om de sundhedsskadelige Virksomheder. »Den sanitære Demarkationslinie«, der angav den Grænse, inden for hvilken saadanne Virksomheder ikke maatte anlægges eller drives, blev afstukket. Den gik lidt længere ude end den nye

__________

1) 2. Sekr. 1847 Nr. 3105. - Borgerrepr. Forh. 3. Febr. 1848.


546

militære Demarkationslinie, nemlig langs Blegdamsvejen, Blaagaardsvejen og Vodrofsaa. Udflytningen skulde dog først ske, efterhaanden som de nuværende Indehavere - i nogle Tilfælde ogsaa deres Enker og Børn - var uddøde.

Den hygiejniske Kommission - eller »Kommissionen til Forbedring af de hygiejniske Forhold i København« - var bleven nedsat i Henhold til en kgl. Befaling af 4. Februar 1851 1). Den nærmeste Foranledning til dens Nedsættelse var Frygten for Kolera, og dens særlige Opgave var at træffe Foranstaltninger til at afværge eller imødegaa et muligt Udbrud af denne Epidemi. Den tog fat med stor Kraft, og dens Virksomhed blev af indgribende Betydning for mange Omraader af Hovedstadens Liv. Dens Medlemmer var: Politidirektør Bræstrup, Stadsfysikus Hoppe, Professor Hummel, Dr. E. Homemann, Borgmester Bentley og Borgerrepræsentant Holmblad. Sjælen i denne Kommission, som i alle hygiejniske Reformer i Hovedstaden i disse Aar, kan vel nok siges at have været den virksomme og utrættelige Dr. Hornemann.

Kommissionen indsamlede Oplysninger om overbefolkede og usunde Bygninger og gjorde de første Forarbejder til Byggeloven af 1856. Den arbejdede for Indførelsen af et Kloaksystem, den undersøgte Brøndene, og den gjorde sig til Talsmand for Byens Udvidelse ud over Glacierne. Den fik Rendestenene udskyllede, Rosenborg Grav oprenset og de ovennævnte Virksomheder forlagte uden for Byen 2).

Men først Koleraen satte Fart i Bestræbelserne for at forbedre Byens Sundhedstilstand. Koleraen viste sig som en mægtig Befordrer af den hygiejniske Reform, - ja, dens Lære gik dybere endnu: den gjorde opmærksom paa, at den uhyre Modsætning mellem rige og fattige i de

__________

1) 2. Sekr. 1851 Nr. 367. - Reskript 12. Marts 1851.

2) E. Hornemann: Beretning om den d. 12. Marts 1851 nedsatte Sundhedskommissions Virksomhed, 1852.


547

store Stæder ikke kunde drives ud over et vist Punkt, uden at den hævnede sig paa Samfundet i sin Helhed: »Naar man hører den, Trøst, som bydes disse af deres Livskaar trælbundne Familier, at de ere fri og kunne søge deres Boliger, hvor de ville; og fremdeles det offentliges Undskyldning, at man ikke tør gribe ind i Ejendomsretten, - saa begriber man, at en Jernarm som hin forfærdelige Sygdom var nødvendig, for at den menneskelige Følelse kunde vaagne.« 1)

Det var dette »Indgreb i Ejendomsretten«, som man endelig maatte overvinde sig til at gøre. Det var »den hensynsløse Egennytte, hvormed Husejerne ofte benytte deres Byggegrunde«, som man først og fremmest maatte vende sig imod.

Allerede i 1850 havde Sundhedskollegiet taget til Orde mod Indrettelse af Beboelseskældere i den indre By eller dog i dennes laveste Del. Men dengang modsatte baade Magistraten og Borgerrepræsentanterne sig denne Sags Fremme af Hensyn til, »at et Forbud mod nye Kælderes Anlæg vilde lægge et i høj Grad trykkende Baand paa den frie Afbenyttelse af Ejendommene«, og Forslaget blev afvist af Kommunalbestyrelsen. Denne havde ligeledes formaaet at afværge en Undersøgelse af de værste Gaarde og Huse, som den hygiejniske Kommission og særlig dens Medlem Professor Hummel foreslog. Det gjaldt alle de Huse, i hvilke mindst fire Tilfælde af Kolera havde vist sig, og Undersøgelsen skulde omfatte: Beboernes Antal i Forhold til Lejlighedernes Rumfang, Ventilationsforholdene, Vandforsyningen, Afløb fra Latriner, Stalde o. s. v. og Jordbundens Beskaffenhed 2). Borgerrepræsentationen afviste Forslaget, og Undersøgelsen blev ikke til noget. Men i Længden kunde Husejerne dog ikke slippe for det offentliges uvelkomne Indblanding.

__________

1) Fædrelandet 14. Juni 1855.

2) 2. Sekr. 1854 Nr. 1101.


548

Siden 1852 havde en særlig Kommission arbejdet paa en Byggelov for København. Det første Resultat af dens Arbejde var nogle midlertidige Bygningsbestemmelser, der udstedtes af Indenrigsministeriet d. 19. Marts 1854. De gav de allernødtørftigste Regler for Opførelsen af Nybygninger: ingen Beboelsesetage maatte gøres lavere end 4 Alen mellem Gulv og Loft, og i Gader af under 10 Alens Bredde maatte Beboelseskældere ikke indrettes. I de smalle Gader, paa under 12 Alen, blev Bygningernes Højde nedsat til 15 Alen; der blev givet Forskrifter for Tagets Rejsning, og Beboelseslejligheder maatte fremtidig ikke indrettes paa Loftet, med mindre de var forsynede med Panel ind mod Tagskraaningen, - det synes altsaa, som om man tidligere har boet under de nøgne Tagsten. Endelig blev der foreskrevet nogle Foranstaltninger mod Brandfare. - Med Hensyn til de udenbys Distrikter indførtes den højst fornødne Bestemmelse, at Magistraten ved fremtidige Nybygninger skulde give Attest for, at Vandafløbet var reguleret og Vej hen til Bygningen anlagt. Den kom dog nu bagefter og fik næppe stor Betydning.

Den nye fuldstændige Byggelov udkom d. 17. Marts 1856 og traadte i Kraft d. 1. Maj næstefter. Den betegnede et stort Fremskridt fra de tidligere Tilstande, hvor kun de nødtørftigste Sikringer mod Brandfare var paabudte, medens for øvrigt alt med Hensyn til Byggepladsens Udnyttelse og Husenes Indretning var overladt til Ejeren. Alligevel gav Byggeloven sikkert mindre, end Hygiejnens Forkæmpere havde haabet, og set med vor Tids Øjne lod den meget tilbage at ønske. Mest beklageligt var det dog, at den kom saa sent, at hele den indre By og en stor Del af Forstæderne allerede paa dette Tidspunkt var fuldt bebygget og for største Delen netop bebygget i Strid med de Regler, som opstilledes i den nye Lov.

Byggeloven søgte først at skaffe bedre Plads paa Fortovene: Disse skulde overalt være mindst 2 Alen brede.


549

Karnapper og udbuede Vinduer maatte ikke mere anbringes og Kælderhalse og udvendige Trapper kun springe indtil 18 Tommer frem foran Huslinien. Porte og Døre maatte ikke aabnes udad. Ingen Bygning maatte males hvid.

Alle udvendige Mure skulde være af Grundmur, og Brandgavle skulde adskille de enkelte Huse fra hverandre. I enhver ny Bygning skulde der være to Trapper og hver Beboelseslejlighed have Udgang til dem begge. Tagrender af Træ blev forbudte, og de Svalegange og Altaner af Træ, som forefandtes, skulde efterhaanden fjernes. Slunke eller aabne Ildsteder anbragte paa Bjælkelag blev aldeles forbudte.

De hygiejniske Krav, som derefter opstilles, er beskedne. Det ubebyggede Gaardsrum skal være mindst en Fjerdedel af hele Grundens Areal, og naar der vender Vinduer ud til Gaarden, skal denne være mindst 25 Kvadratalen og i ingen Retning have mindre Udstrækning end 3 Alen!

Beboelseskældere skal have mindst 4 Fods Højde over Brolægningen. De maa ikke anbringes i Gader, som er under 12 Alen brede, og efter Udgangen af Aar 1865 maa overhovedet ingen ny Beboelseskælder indrettes. Latriner maa ikke anbringes under Beboelseslejligheder eller under Trapper, Kostalde ikke anlægges under Beboelseslejligheder eller ud til Gaden. Køkkenvasken maa ikke anbringes paa Gangen eller Trappen. - De midlertidige Bestemmelser om Etagernes Højde, Tagets Rejsning o. s. v. blev gentagne ligesom de faa særlige Regler, der gjaldt i Forstæderne. For øvrigt gjaldt Lovens Bestemmelser uforandrede helt ud til den gamle Demarkationslinie og udvidedes senere til ogsaa at gælde for den Del af Bymarken, som laa uden for denne Linie.

Til at vaage over Lovens Efterlevelse oprettedes en Bygningskommission, under hvilken der ansattes Byg-


550

ningsinspektører, som hver i sit Distrikt skulde føre Tilsyn med alle Byggeforetagender. Ingen ny Bygning maatte tages i Brug til Beboelse, før Bygningsinspektøren havde givet Attest for, at den opfyldte Lovens Forskrifter og var tilstrækkelig udtørret.

Denne sidste Bestemmelse var det i Begyndelsen ikke let at faa overholdt. Husværterne var ikke vante til det offentlige Tilsyn, og Lejerne var for længst afvante med at stille Fordringer. Til Oktober Flyttedag 1856 flyttede over 100 Familier ind i nyopførte Huse, for hvilke der hverken var søgt eller givet den i Loven foreskrevne Beboelsesattest. »Hvor vidt man i denne Retning er gaaet, vil enhver kunne overbevise sig om ved Besøg i nogle af de sidst opførte Huse, hvor man vil træffe indflyttede Familier i én Etage, medens en anden staar ufuldført, medens Trappegangen endnu ikke er færdig, medens Kalken paa Væggen i beboede Lejligheder endnu er saa fugtig, at den ikke har kunnet betrækkes med Papir« o. s. v. 1) - Gamle Uvaner var det ikke let at faa Bugt med.

Endnu gjaldt de skadelige Bestemmelser om Skattelettelser for Lejligheder paa under 64 Kvadratalen og for Huse, der var opførte paa tidligere ubebygget Grund. Men den hygiejniske Kommission glemte dem ikke. Den henledede Justitsministeriets Opmærksomhed paa, at Bestemmelser som disse kun virkede skadeligt i sanitær Henseende, og at den Begunstigelse, de indrømmede, kun kom Ejeren og aldrig Lejerne til gode. Regeringen var nu modtagelig for saadanne Betragtninger, og ved en Lov af 4. Marts 1857 blev disse gamle Bestemmelser ophævede. Kun Fattigskatten vedblev de smaa Lejligheder fremdeles at være fritagne for.


Koleraen skaffede endelig Byen det store moderne Hospital, hvortil den saa højlig trængte, og gjorde saa-

__________

1) Fædrelandet 6. Nov. 1856.


551

ledes omsider en Ende paa de uforsvarlige Tilstande, der saa længe havde hersket paa Almindelig Hospital. Et Par Maaneder efter Epidemiens Ophør nedsatte Indenrigsministeriet en Kommission til at forberede en anden Ordning af Byens Hospitalsforhold. Dens Betænkning gik ud paa, at der skulde opføres et nyt stort Hospital paa 600 Senge, beliggende uden for Voldene i sunde Omgivelser, med sin egen Bestyrelse og uden nogen Forbindelse med Fattigvæsenet. Det gamle Hospital skulde da alene benyttes som Lemmestiftelse. - Planen blev billiget i Borgerrepræsentationen, endda med den Udvidelse, at det nye Hospital skulde være paa 800 Senge i Stedet for paa 600. Blandt de Steder, der kom i Forslag til Hospitalets Anlæg, var det første Fuglebakken bag ved Ladegaarden. Denne Plads blev dog atter forkastet, da den var for tæt ved Assistens Kirkegaard og Rosenaaen og ved selve Ladegaarden og dens Befolkning. Vesterfælled havde mange gode Betingelser som Byggeplads for et Hospital; men Afstanden fra Byen frygtedes at blive for lang. Endelig vedtoges da Pladsen paa Sortedamsagrene, som rigtignok laa inden for Søerne, hvor Demarkationsforpligtelsen endnu ikke var hævet. Men Krigsministeriet gav i 1857 sin Tilladelse til Hospitalets Opførelse, og i 1863 kunde det nye store Kommunehospital aabnes.

Et særligt Epidemihospital blev indrettet efter Koleraen. Hertil købtes for 100,000 Rdlr. den Bygning paa Sct. Annæ Plads, som allerede i 1853 var lejet til Koleralasaret, og som nu fik Navnet Sct. Annæ Hospital. Det blev dog kun i ringe Grad benyttet efter sin egentlige Bestemmelse, - kun et Par Sale holdtes bestandig rede til Modtagelse af Kolerapatienter. Det øvrige blev overladt til Fattigvæsenet, som benyttede Bygningen dels til Fattigskole, dels som en Filial af Almindelig Hospital.

Denne Lemmestiftelse vedblev nemlig stadig at trænge til Udvidelse trods den stærke Formindskelse af Beboernes


552

Antal, som Koleraen havde foraarsaget, og trods den større Plads, der vandtes ved de syges Overførelse til Kommunehospitalet i 1863. For øvrigt blev denne sidste Foranstaltning ikke fuldt gennemført, og Almindelig Hospital blev aldrig helt tømt for sine syge. De Patienter, som led af Fnat, Syfilis, Utøj eller uhelbredelig Benskade - i alt 260 -, blev ladt tilbage i de gamle Sygestuer, og til disse henvistes ogsaa i de følgende Aar alle Patienter, som led af disse Sygdomme.


Sin første Sundhedsvedtægt fik København i 1860 og sin første billige og vel indrettede Badeanstalt i 1865. Den laa i Borgergade og var opført for de betydelige Pengesummer, som den danskfødte Bankier Baron C. Hambro i London i Løbet af Halvtredserne havde skænket sin Fødeby til denne Anvendelse 1).

__________

Kloaksagen strander.

Men vigtigere maaske end alt andet var Anlæget af det haardt tiltrængte Kloaksystem og Byens Forsyning med ordentligt Drikkevand.

Det havde bestandig været Forudsætningen, at disse to Anlæg skulde følges ad. Tilførslen af det friske Vand og Afledningen af det forbrugte skulde supplere hinanden i Byens store Legeme som i den menneskelige Organisme.

Saaledes var det tænkt allerede i det første Forslag, der fremkom, til en bedre Ordning af disse Forhold i København. Det skyldtes Kammerraad F. C. Kabell, Salineinspektør i Oldeslohe, og var udarbejdet med Hamborgs Vand- og Kloaksystem som Forbillede.

__________

1) Hist. Meddelelser, Bd. III.


553

I 1844 udgav Kabell et »Forslag til en forbedret Vandforsyning og Gadeskylning i København«. Det vakte saa megen Opmærksomhed, at Kommunalbestyrelsen bevilgede Forfatteren 600 Rdlr. til en Rejse til Hamborg for nærmere at sætte sig ind i Systemet. Han skildrede derefter dette i en Artikel i »Dansk Ugeskrift« 1) og offentliggjorde i 1845 en detailleret Plan til et tilsvarende Anlæg i København.

For første Gang mødte man her en fuldstændig Plan, der hvilede paa de Principper, som man senere bestandig har arbejdet hen imod, men endnu langt fra faaet fuldt gennemført. Vandet skulde ved et stedsevarende Tryk drives gennem Rør til alle Dele af Staden og op i alle Husenes Etager. Og hvert Hus skulde have sin særegne Privat-Kloak, til hvilken der var Afløb fra Køkkenet, fra Tagrenderne og fra de ny indrettede Vandklosetter. Alle disse Privat-Kloaker udmundede i Hovedkloaker under Byens Gader, og i disse underjordiske Løb skulde alt Byens Spildevand og al Urenlighed føres bort. Kabell fremhævede stærkt, at Kloakerne var Hovedsagen ved det hele Anlæg; og de anbefaledes især derved, at kun ved en saadan Forbindelse af Vandtilførsel og Vandafledning var det muligt at faa Vandklosetter indført.

Kabells Forslag vandt ingen Tilslutning, og det led ogsaa i Udførelsen af adskillige Ufuldkommenheder. Han tænkte sig kun Pumpeværket i Gang nogle Timer hver Dag, saa der i hver Etage i Husene maatte være en Vandbeholder stor nok til et Døgns Forbrug. Og han havde ikke tænkt paa at skaffe frisk Vand til Veje ved Boringer, men regnede kun med det, der allerede fandtes i Søerne. Men Principperne i hans Forslag var rigtige, og den Vej var anvist, som man før eller senere maatte slaa ind paa.

I Begyndelsen af 1848 blev en Komité nedsat med

__________

1) 2. Række 5. Bd. 1844


554

den Opgave at fremskaffe en ny Plan. Og da nu alligevel alle Byens Gader skulde opgraves til disse Anlæg, blev det vedtaget samtidig at søge Gasledninger nedlagte og et Gasværk opført, da Byen jo dog engang skulde have en Afløser for de søvnige Tranlamper. Komiteen, der bestod af Overpræsident Lange, L. N. Hvidt, H. G. Ørsted, Major Lunding og Jernstøber Lunde, skulde altsaa opsøge en Civilingeniør, der var kyndig i hele dette tredobbelte Værk: Vand-, Gas- og Kloakanlæg. - I 1849 blev en international Konkurrence udskrevet.

Der indkom 18 Besvarelser, nemlig 8 engelske, 7 danske, 2 tyske og 1 fransk. Ingen af dem fandtes fyldestgørende i deres Helhed, men der fremkom dog brugelige Forslag til Anlæget af alle de tre Værker 1).

For Vandværkets Vedkommende var den bedste Plan indleveret af Vandinspektør Colding, og enkelte gode Momenter kunde hentes fra en anden dansk Plan, indsendt af Ingeniørfirmaet English & Hansen, men væsentlig udarbejdet af Vandmester Jens Sørensen. Begge Planerne gik ud paa hovedsagelig at benytte de gamle Reservoirer: Damhussøen, Lersøen og de tre københavnske Søer, og ved Damptryk at drive Vandet op i Husene.

Den bedste Kloakplan var fremsendt af Franskmanden Marillier. Den gik ud paa, at Kloakerne skulde føres helt over til Amagers Østkyst som det eneste Sted, hvor de kunde udtømmes, uden at deres Indhold vendte tilbage til Havnen, og hvor de var tilstrækkelig langt borte til, at den mindst mulige Lugt vilde naa Staden. Hvad Komiteen havde Betænkeligheder ved, var især Planen om at føre et dykket Rør under Havnen, som skulde optage baade Kloakindholdet og Regnvandet fra hele Staden. Man frygtede, at et saadant Rør vanskelig kunde optage alt Overfladevandet i Regnskyl, og skulde det bygges meget stort,

__________

1) Redegørelse for de indkomne Planer i Borgerrepr. Forh. 14. Aug. 1851.


555

vilde der under sædvanlige Forhold blive for lidt Strøm i Røret, saa det ikke kunde holdes rent. - En anden Kloakplan var udarbejdet af Brolægningsinspektør Lindberg. Den var mindre storslaaet og undgik det dykkede Rør ved at lade Kloakledningerne udmunde dels i Kallebodstrand, dels nord for Citadellet. Men netop disse Udmundinger saa tæt ved Byen kunde formodes at blive generende. Komiteen kombinerede da selv de to Planer til en tredie, hvorefter Overfladevandet skulde afledes til Kanalerne og Havnen, men Spildevandet ledes til Amagers Østkyst; de dykkede Rør behøvede da ikke at være større, end at der altid kunde være tilstrækkelig Strøm igennem dem. Men ogsaa over for dette sit eget Projekt stod Komiteen tvivlende, og den foreslog at udsætte i hvert Fald Kloakværket, indtil man havde indhentet yderligere Erfaringer fra England.

Af Planerne til Gasværket var der tre, som indeholdt brugelige Elementer. Bygmester Kühnell i Berlin havde fundet den bedste Anlægsplads til Gasværket, nemlig ude ved Enighedsværn, omtrent der, hvor Værket senere blev bygget. English & Hansens Plan havde det bedste Gasrensningssystem, og Marilliers Plan blev fulgt med Hensyn til Beskaffenheden af Rørene.

Den udlovede store Præmie for et samlet Anlæg blev saaledes ikke udbetalt, men alle de her nævnte Projekter blev belønnede. For Vandværksplanen fik Colding 150 Frederikd'orer og English & Hansen 100, hvilket Beløb Jens Sørensen derefter gjorde Fordring paa 1); for Kloakplanen fik Marillier og Lindberg hver 125, for Gasværksplanen Kühnell, English & Hansen og Mariliier hver 100. Præmierne blev udbetalte enten i Frederikd'orer eller i Rigsbankpenge 2).

__________

1) 2. Sekr. 1851 Nr. 1902.

2) Kommunens Regnskab 1851 S. 56. En Frederikd'or eller Christiand'or havde en Guldværdi af ca. 14 Kr. 75 Øre.


556

Komiteens Indstillinger forelaa saaledes for Borgerrepræsentationen d. 14. August 1851. Forsamlingen besluttede, at der skulde udarbejdes Planer til Anlæg af alle tre Værker paa Grundlag af de præmierede Udkast; dog skulde for Kloakplanens Vedkommende Anlægets Udførelse staa aaben til nærmere Afgørelse i Kommunalbestyrelsen. De artesiske Prøveboringer skulde fortsættes og særlig samles i Damhussøens Opland, ligesom der skulde gøres Forsøg med, efter English & Hansens Forslag, at samle Vand ved Hjælp af Underdrains over større Strækninger.

Udarbejdelsen af de tre Planer blev besørget af Colding og Professor Hummel og var tilendebragt i Begyndelsen af 1852. Samtidig var de vedtagne Forsøg paa at forøge Damhussøens Vandbeholdning bleven udførte, og Boringerne ved Harrestrup havde givet store Resultater. De nye artesiske Kilder gav allerede 40-50,000 Tdr. Vand i Døgnet eller omtrent Halvdelen af Byens hele Vandforbrug. Derimod havde de ved Damhussøen og ved Islehus nedlagte Drains kun bevist, at man ikke ad den Vej kunde skaffe nogen nævneværdig Forøgelse af Vandet.

Om alle Enkeltheder ved Vand- og Gasanlægene var der fuld Enighed mellem Colding og Hummel, og Planerne til disse Værker blev uden Vanskelighed godkendte af den endelige Bedømmelseskomité, der bestod af Generalmajor Schlegel, Professor Forchhammer og Jernstøber Lunde. Men desværre gik det ikke saa glat med Kloakanlæget. Her var der opstaaet en Uenighed mellem de to Teknikere om det Fald og den Størrelse, Kloakerne burde have, og Bedømmelseskomiteen dristede sig ikke til at tage Standpunkt i dette Spørgsmaal. Den udtalte, at »begge Meninger fremtraadte med en vis Berettigelse, der ikke uden bestemte Data kunde afvises«, og den indskrænkede sig derfor til at anbefale nærmere Forsøg.

Men paa dette Tidspunkt var det allerede bleven


557

klart, at Kloakplanen havde en farlig Modstander inden for selve Kommunalbestyrelsen. Overpræsident Lange lagde ikke Skjul paa, at han betragtede hele dette storslaaede Projekt med Mistillid og Uvilje. Han havde nylig faaet Renovationsvæsenet forbedret ved Indførelsen af Jerichaus Tøndesystem. For dette System interesserede han sig stærkt, og derved mente han, man burde blive staaende.

I April 1852 sammenkaldte han et gammelt Udvalg, der i sin Tid var bleven nedsat for at bevirke en Forbedring i Natterenovationen, til Genoptagelse af dets Møder. Han har nok ønsket at erfare Stemningen hos sine Kolleger i dette Udvalg; men hvis han har haabet paa Støtte hos dem, er han bleven skuffet. Udvalgets Medlemmer var, foruden Overpræsidenten, Konferensraad Bræstrup, Raadmand Holm, Dr. Hornemann, Kaptajn Kornbeck, Brygger Bjerre, Inspektør Lindberg og Jernstøber Lunde. Saa godt som alle disse Herrer gik ud fra, at Kloakplanen vilde blive udført og Byen i Løbet af nogle Aar forsynet med Vandklosetter, saa det var ret overflødigt nu at flikke yderligere paa det gamle slette System. Af deres Vota skal anføres:

Bræstrup: Da Indførelsen af et fuldstændigt Kloaksystem nu er besluttet 1) for København, og herved den bedste Maade at blive Latrinrenovationen kvit vil opnaas, er der formentlig ikke længer Grund til at foretage nogen indgribende Forandring med Hensyn til denne Renovations Udførsel.

Kornbeck: Jeg formener, at et fuldstændigt Kloaksystem alene vil kunne hæve de vel begrundede Klager, der føres over vort Renovationsvæsen, saavel paa den gamle som paa den nye [i.e.: Jerichaus] Maade.

__________

1) Bræstrups Skrivelse er dateret d. 21. Aug. 1852, da Kloakplanen allerede var vedtaget. De andre Skrivelser er fra Maj 1852.


558

Lindberg: Jeg kan ikke anse Indførelsen af et System, begrundet paa Opsamling og Udførsel i Tønder, som en hensigtssvareiide Forandring. Kun et System, hvorved Urenlighederne fjernes hurtigst muligt, nemlig lige saa hurtigt som de dannes, kan jeg anse for en saadan, og denne, tror jeg, opnaas simplest ved Waterclosets og Bortskylning igennem lukkede Render, Kloaker. Jeg tror at turde opstille den Sætning, at »Et Watercloset i enhver Etage af en Bygning er Nutidens Fordring«.

Lunde: Da jeg hører til dem, der anser et komplet underjordisk Kloaksystem for København baade for udførligt og hensigtsmæssigt, saa kan jeg vanskelig gøre mig fortrolig med, at nogen anden Udførselsmaade af vor Latringødning kan komme i Betragtning.

Mærkelig nok er den for alle hygiejniske Fremskridt saa ivrige Dr. E. Hornemann mere forbeholden, - maaske fordi han var klogere end de andre og anede de Vanskeligheder, Sagen vilde faa at kæmpe imod. Selvfølgelig er han principielt Tilhænger af det fuldkomne Kloaksystem; men han venter, at der vil blive rejst Indvendinger imod det, dels af økonomiske Grunde, dels fordi der altid vil være nogle, som ønsker at afvente stadig nyere og flere Erfaringer fra Udlandet, endelig ogsaa »fordi alt for mange have haft og ville faa Indflydelse paa denne Sags Afgørelse, uden egentlig at forstaa sig paa det, hvorpaa det kommer an, nemlig det tekniske og det sanitære«.

Naar vi nu husker, at Sagen et Par Aar efter strandede paa Modstand fra to Jurister, Overpræsident Lange og A. S. Ørsted, kan vi ikke nægte, at Dr. Hornemann i disse Udtalelser har vist sig som en meget fremskuende Mand.

De to sidste Medlemmer af Komiteen, Raadmand Holm og Brygger Bjerre, var nærmest Overpræsidentens Meningsfæller. Holm mener, at man ikke kan lade For-


559

bedringer i Tøndesystemet bero »efter den endnu uvisse Løsning af Spørgsmaalet om Kloaksystemets Gennemførelse«. Og Borgerrepræsentant Bjerre holdt sig overbevist om, »at et saadant vanskeligt lader sig udføre i København, som baade er en stor og tæt bebygget Stad, som har mangfoldige gamle smaa Bygninger, der ikke vilde kunne taale at undergraves, naar et Kloaksystem, der tillige skulde tjene til at bortføre Latrinindholdet, skulde udføres« 1).

Imidlertid var de ønskede Forsøg til Bestemmelse af Kloakernes Fald og Størrelse bleven anstillede i Sommeren 1852, og i Mødet d. 9. August fik Borgerrepræsentationen den hele Sag til Behandling. Den tog sit Standpunkt uden Vaklen: Alle tre Værker skulde udføres paa én Gang; Kloaksystemet skulde anlægges saa fuldstændigt, at ikke blot alt Regnvand, Grundvand og Spildevand fra Husene, men ogsaa Latrinernes Indhold kunde bortskaffes og al Natterenovation saaledes gøres overflødig; og det skulde paalægges alle Gaard- og Husejere i Staden og dens Forstæder at anskaffe og bekoste de Indretninger i deres Ejendomme, som hertil maatte blive fornødne 2). - Det vedtoges i samme Møde at søge et Laan paa 3 1/2 Mill. Rdlr. til Arbejdernes Udførelse samt, af Hensyn til den forestaaende Udarbejdelse af Lovforslag, Reglementer og Kontrakter, at forstærke Arbejdskomiteen med juridisk Assistance. Af de oprindelige Medlemmer var kun tilbage Overpræsident Lange og Jernstøber Lunde; de tre andre, Ørsted, Lunding og Hvidt, var bleven afløste af Professor Forchhammer, Professor Hummel og Bankdirektør H. P. Hansen. Nu indvalgtes yderligere af Magistraten Borgmester Mollerup, af Borgerrepræsentationen Professor Krieger og Prokurator Larsen. Senere tilkald-

__________

1) Sager vedr. Komiteen for Forandring ved Natterenovationens Udførsel 1846-52.

2) Borgerrepr. Forh. 1852 S. 112-13.


560

tes endvidere Dr. med. Schleisner som særlig sagkyndig for Kloaksagens Vedkommende. Overpræsidenten blev Komiteens Formand.

De forskellige Lovforslag blev nu udarbejdede og efterhaanden oversendte til Regeringen: Om Laanet, om Toldfrihed for Materialier til Værkerne, om Ret for Kommunen til Ekspropriation o. s. v. Under Forhandlingerne om disse Forslag mærkedes det allerede, at Kloaksagen ogsaa i Regeringskredsene vilde støde paa Modstand: A. S. Ørsted udtalte sig imod den i Landstinget, og et Lovforslag om Grundejernes Forhold til det nye Kloakværk vilde Regeringen ikke fremme, før der forelaa nærmere Redegørelse for det hele Værk.

Dette Forlangende fra Regeringens Side blev ufortøvet efterkommet. Lindberg gennemarbejdede endnu en Gang Kloakforslaget, Kommissionen gav det paa ny sin Anbefaling, og saaledes var endelig alt klart til en samlet Forelæggelse for Rigsdagen af alle tre Planer, - da Folketinget blev opløst d. 13. Januar 1853. De storpolitiske Forhold skød nu ganske de københavnske Lovforslag til Side. Efter nye Folketingsvalg fulgte en ny Rigsdagsopløsning d. 19. April, og to Dage derefter blev A. S. Ørsted Konseilspræsident og Indenrigsminister. Dermed var Afgørelsen af denne for Hovedstaden saa vigtige Sag lagt i Hænderne paa en Mand, der var Overpræsidentens gode Ven og allerede havde vist, at han ligesom denne var uvillig stemt mod det foreslaaede nye Kloakanlæg.

Kommunen maatte nu vente paa, at de politiske Forhold engang igen tillod Lovgivningsmyndighederne at beskæftige sig med de københavnske Lovforslag, og denne Ventetid besluttede man at anvende til at lade en anset engelsk Ingeniør se paa Planerne. Denne Idé skyldtes særlig Overpræsident Lange, hvis Tvivl og Ængstelse aldrig kunde tilstrækkelig beroliges.

Professor Hummel blev sendt til London med det


561

Hverv at opsøge og engagere en første Rangs Ingeniør, hvis Upartiskhed var hævet over enhver Tvivl, og som vilde rejse til København for paa Stedet at afgive den øverste Dom over Planerne. Ved Baron Hambros Mellemkomst kom han i Forbindelse med Ingeniør James Simpson, der i London blev anbefalet som den bedste Mand, der kunde faas. Simpson kom til København, saa' paa Planerne og godkendte dem alle tre. For Kloakplanens Vedkommende vilde dette sige, at han billigede Adskillelsen mellem Spildevand og Overfladevand; han anviste det Sted under Strømmen, hvor det dykkede Rør skulde anbringes, og gav den fornødne Tegning dertil, og han anbefalede et blandet System af murede Rør og Stenrør, som skulde anvendes til Kloakledningerne. I Henhold hertil udarbejdede Professor Hummel den sidste Plan, hvilken Simpson før sin Afrejse gav sin fulde Tilslutning. - Planen forudsatte, at baade Latrinkuler og Tønder aldeles blev afskaffede og Vandklosetter indførte i alle Etager i Husene.

Men ej heller Simpsons Autoritet kunde bringe Overpræsidentens Tvivl til at forstumme. Han betragtede Anlæget af de tre Værker paa én Gang som en saa »gigantisk Entreprise«, at den let kunde trodse alle forud gjorte Beregninger og Overslag. Han beklagede, at Gødningsværdien vilde gaa til Spilde i Stedet for at komme Landmanden til gode; og han antog, at de nye Vandklosetter vilde blive lige saa daarlige som de gamle Latriner, med mindre de blev underkastede det offentliges Kontrol, hvad der vilde være et Indgreb i Husfreden. Endelig greb han den Uoverensstemmelse, der havde vist sig mellem Teknikerne angaaende Rørledningerne, og udtalte Frygt for, at det blandede Rørsystem, som Simpson anbefalede, muligvis vilde forene alle de Ulemper, der havde vist sig saavel ved de murede Rør som ved Stenrørene. Lange fik dog kun Medhold hos det andet Magistratsmedlem i


562

Komiteen, Borgmester Mollerup, medens de øvrige Komitémedlemmer - H. P. Hansen, Larsen, Krieger, Forchhammer, Hummel og Lunde - fremdeles holdt paa alle tre Planer. Disse blev altsaa i det afgørende Møde d. 14. April 1853 vedtagne i Komiteen med 6 Stemmer mod 2. Dr. Schleisner nævnes ikke ved denne Afstemning, men det var bekendt nok, at hans Standpunkt faldt sammen med Flertallets. Han havde netop udtalt, at det kombinerede Vand- og Kloaksystem var en af Tidens største Opfindelser paa det sanitære Omraade.

Men i Magistraten stod 4 Stemmer mod 4, og der var saaledes endnu ingen Enighed opnaaet, da Sagen paa ny kom tilbage til Borgerrepræsentationen, hvor den behandledes d. 13. Juni 1853, just i de Dage, da Koleraen brød ud. Det viste sig, at Magistratens Ængstelse nu ogsaa havde fundet Tilhold i Borgerrepræsentationen. Algreen-Ussing stillede Forslag om kun at vedtage de to Værker, men dette Forslag blev forkastet med 16 Stemmer mod 10, og derefter vedtog Forsamlingen for anden Gang: »at samtlige Planer til Vand-, Gas- og Kloakværker bringes til Udførelse«. De 16 støttede deres Beslutning paa Overbevisningen om, at Kloakanlæget vilde være »et af de væsentligste Skridt til at forbedre Sundhedstilstanden i København og det eneste, hvorved nogen indgribende Forbedring af Renovationssystemet kunde opnaas«. De henviste i saa Henseende til Dr. Schleisners Udtalelse, til Komitéflertallets Votum, til Simpsons Anbefaling, til den hygiejniske Kommissions indtrængende Opfordringer og overhovedet til den Omstændighed, at alle Teknikere og alle, som af Selvsyn kendte det engelske Kloaksystem, optraadte som Forsvarere for Planen, medens der blandt dens Modstandere ingen sagkyndige fandtes 1).

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1853-54 S. 95.


563

Tilbage stod nu Regeringens Afgørelse. D. 28. September 1853 blev de tre Planer sendte til Indenrigsministeren - desværre altsaa A. S. Ørsted -, og d. 7. Februar 1854 kom Svaret. Det gik ud paa, at Ministeriet efter »den betydelige Meningsforskel, der havde vist sig i Kommunalbestyrelsen med Hensyn til Kloakanlæget«, ikke dristede sig til paa Sagens nuværende Standpunkt at bifalde den forelagte Plan. Derimod henstilledes, at Planerne til Gas- og Vandværkerne blev bragte til Udførelse uden Anlæg af Kloakerne 1).

Dermed var Sagen afgjort. Komiteens Flertal udtalte endnu en Gang sin stærke Beklagelse af, at Kloakanlæget ikke blev udført; og idet Komiteen for øvrigt tilraadede Anlæget af de to andre Værker, maatte den nu føje den Betingelse til, at siden Kloakerne manglede, maatte ethvert Anlæg af Vandklosetter med Efterskylning til de aabne Rendestene forbydes. Borgerrepræsentationen udtalte, at hvis Ministeriet fastholdt sin Modstand mod Kloakplanen, vilde den ikke modsætte sig, at der blev taget fat paa de to andre alene. Den store samlede Plan var saaledes skrinlagt.

Ørsted og Lange havde sejret, og den Sejr blev dyr for København. Den kombinerede Komité beregnede, at den Sum, der rent ud vilde tabes ved, at Kloakværket ikke udførtes nu, men først senere - naar Erfaringen havde godtgjort dets Uundværlighed -, vilde beløbe sig til 500,000 Rdlr. 2)

Men den Skade, der var sket, indskrænkede sig ikke til Tabet af den halve Million Rdlr. Det betød mere, at Kloaksagen nu var skudt ud i en ubestemt Fremtid, og at København fremdeles maatte leve videre med sine stinkende Rendestene, sine væmmelige Latriner og sit mangelfulde Renovationsvæsen. Et Par Gange senere duk-

__________

1) Dep. Tid. 1854 S. 267.

2) Fædrelandet 21. Juni 1854.


564

kede vel Kloakplanen op igen, dels i Anledning af Klagerne fra Beboerne paa Nørrebro og fra Krigsministeriet over Jerichaus Renovationsoplag ved Nørre Allé, dels foranlediget ved et nyt Kloakprojekt fra Ingeniørerne English & Hansen. Men Tiden var nu forbi, Øjeblikket forspildt, og der var næppe nogensteds ret Lyst til igen at tage fat paa det en Gang ødelagte Arbejde.

At Kloaksagen blev standset, er det mørke Punkt i Københavns Kommunestyrelse i disse Aar. Overalt kan ellers meldes om Virkelyst, om Fremskridt og nyttige Reformer; men her sejrede Smaalighed, Snæversyn og Ængstelse over for store Opgaver. Ansvaret derfor falder i første Række paa Overpræsident Lange, der allerede i 1851, da han modsatte sig den hygiejniske Kommissions Rendestensskylning, havde vist, hvor lidt Forstaaelse han havde af de sanitære Forholds Betydning. Nu gentog det samme sig i større Omfang, da han forhindrede Udførelsen af et ordentligt Kloaksystem. Dengang kunde vi have faaet det. Nu maatte der gaa et halvt Hundrede Aar, inden vi naaede det, som allerede i 1853 var bleven tilbudt, og kun langsomt og stykkevis blev det forsømte oprettet. Først i vor Tid er en fuldstændig Kloakplan endelig bleven gennemført. Men det System af Vandklosetter i alle Huse, som dengang var udarbejdet, godkendt af alle sagkyndige og to Gange vedtaget i Borgerrepræsentationen, - det har vi jo overhovedet ikke faaet endnu.

__________

Anlæg af Vand- og Gasværker.

Af det store samlede Anlæg var saaledes kun Gas- og Vandværkerne tilbage. Kommunen satte nu al Kraft ind paa i hvert Fald at sikre sig disse.


565

Planer om Gasbelysning havde mange Gange været fremme i København. I Vinteren 1814-15 havde man for første Gang set en Gasflamme brænde paa offentlig Gade. Det var den driftige og opfindsomme Blikkenslager Irgens, der anbragte en Gaslygte uden for sit Hus paa Købmagergade og i de følgende Åar vedblev at forfærdige smaa Gasapparater til Belysning af enkelte Bygninger.

Han indlagde Gas i »Thalia«s Lokaler i 1818, i det kemiske Øvelseslaboratorium i 1819, i Hjorteapoteket 1826, i Polyteknisk Læreanstalt 1828, paa den militære Højskole 1830, i Etatsraad Waagepetersens Gaard 1841, i Hippodromen 1846 foruden flere Steder uden for København. Som foran nævnt blev ogsaa Kasino forsynet med Gas.

Ogsaa andre eksperimenterede med det nye Belysningsmiddel. Vestindianeren Mac Evoy fik i 1819 Tilladelse til at oplyse sin Gaard i Bredgade med Gas paa Betingelse af, at han tillige oplyste Amalienborg og omliggende Bygninger. Nogle faa Aftener straalede denne Bydel i det nye Lys; men snart blev Rørene utætte, Mac Evoy blev ked af de stadige Bekostninger og forærede Apparatet og samtlige Rørledninger til Kong Frederik VI, der igen, snurrigt nok, skænkede det hele til - Blindeinstituttet. Imidlertid havde man vundet saa megen Fortrolighed til det nye Belysniiigsmateriale, at der i 1825 var sluttet Kontrakt med et engelsk Selskab om hele Byens Belysning med Gas. Men Foretagendet blev ikke udført, og senere Forhandlinger med andre engelske og franske Selskaber og til sidst med Kasinos Gasværk førte ikke til noget 1).

Det var først, da Planerne om de nye Vand- og Kloakanlæg kom frem, at der for Alvor blev Udsigt til ogsaa

__________

1) Rubin, Frederik VI's Tid, 355-56. - Fædrelandet 18. Marts 1842.


566

at faa Gasledninger nedlagte, og det blev da hurtigt afgjort, at et Gasværk skulde anlægges samtidig med de andre Værker og ved Kommunens egen Foranstaltning.

Den endelige Beslutning om at skride til Anlæg af de to Værker blev taget i Borgerrepræsentationen d. 19. April 1854, to Maaneder efter at Indenrigsministeriet havde aflivet den første, mere omfattende Plan. En Arbejdskomité, bestaaende af Borgmester Casse, Brygger J. C. Jacobsen og Jernbanedirektør Rothe, med Colding som kontrollerende Ingeniør, fik Ledelsen af Arbejdet. Da man ikke her i Landet havde nogen sagkyndig med Hensyn til Anlæg og Drift af Gasværker, blev cand. polyt. Howitz sendt til England for at sætte sig ind i denne Virksomhed.

Til Opmand i alle Tvivlstilfælde paa det tekniske Omraade valgtes den før nævnte James Simpson, med hvem Kommunen sluttede Kontrakt i Efteraaret 1854. Han forlangte og fik en Betaling, der svarede til hans europæiske Ry: 7 Guineer daglig, naar han arbejdede hjemme i London, 10 Guineer daglig paa Rejser eller under Ophold i København, foruden Rejseomkostninger og tilsvarende Lønninger for hans Assistenter 1). Dette dyre Engagement gjorde dog næppe anden Nytte end maaske at berolige nogle ængstelige; thi Simpson forandrede saa godt som intet i Coldings Planer. Efter at alle Detailtegninger var udarbejdede i Løbet af Vinteren, rejste Colding i Marts 1855 med det hele Apparat til London for endnu en Gang at forelægge det i sin Helhed for Simpson og derefter faa afsluttet Kontrakt med et engelsk Firma om Arbejdets Udførelse. Det samlede Anlæg blev overtaget af Firmaet Cochrane & Co. for en Betaling af 242,492 Pund Sterling (2,101,600 Rdlr.). Værkerne skulde afleveres i fuldfærdig Stand senest d. 31. Marts 1858. I to Maaneder der-

__________

1) Borgerrepr. Forh. 4. Juni 1855.


567

efter skulde Entreprenørerne drive Gasværket for egen Regning, og i et Aar skulde de holde begge Værkerne ved lige; først derefter skulde den sidste Rest af Betalingen, 10 Procent af det hele Beløb, udbetales til dem. Kontrakten afsluttedes i London d. 26. Februar 1856 og blev paa Københavns Kommunes Vegne underskrevet af Baron Hambro.

Den Ingeniør, som af det engelske Firma sendtes til København for at udføre Arbejdet, var den tit nævnte John Aird. Han var dengang endnu en ganske ung Mand, men blev senere en af Nutidens berømteste Ingeniører. Lignende Anlæg som i København byggede han i Amsterdam, Cagliari, Altona, Berlin, Moskwa, Calcutta, Simla, Bahia og Para. Men hans største Bedrift var Anlæget af Nildæmningerne ved Assuan, som han udførte i Aarene 1898-1902, og ved hvilke han til Tider beskæftigede en Styrke paa 20,000 Mand. Dette Foretagende gjorde hans Navn verdenskendt. Han var Medlem af Parlamentet, blev adlet som Baronet, og da han døde i 1911, efterlod han sig en Formue paa 20 Millioner Kroner 1).

John Aird lærte de københavnske Myndigheder at arbejde. Han tog fat straks og med stor Kraft. I Sommeren 1856 havde han over 900 Mand i Arbejde paa Værkerne, og naar det gjordes fornødent, arbejdede de om Natten med. Sligt var aldrig før set her i Byen, hvor Magistraten altid havde sørget for ikke at anvende flere Folk og større Kraft end strengt nødvendigt.

Arbejderne skred da ogsaa hurtigt frem. D. 16. Maj 1857 nedlagdes Grundstenen under Pumpestationen paa Vestre Glaci ved en Festlighed, ved hvilken Brygger J. C. Jacobsen og John Aird holdt Tale. De 14 Miles Rødledninger blev nedlagte i Gaderne, og et nyt stort Arbejde,

__________

1) The Times Weekly Edition 13. Jan. og 24. Marts 1911. - The Engineering 13. Jan. 1911 S. 59.


568

som ikke oprindelig var paatænkt, blev udført jævnsides med de andre Anlæg. Det var Udboringen af en Tunnel under Havnen.

Kristianshavn skulde efter Planerne forsynes baade med Vand og Gas gennem dykkede Rør under Sejlløbet. Men man var ikke ret tilfreds med denne Ordning, og Vandinspektør Colding foreslog da at bygge en Tunnel under Strømmen. Han var ved de forskellige Boringer, som allerede var foretagne, kommen til den Overbevisning, at man ca. 40 Fod under daglig Vande vilde træffe den faste Kalk, i hvilken Tunnelen kunde hugges. En Brøndgravning blev udført til Prøve, og allerede i 36 Fods Dybde traf man paa Kalklaget. Saa besluttede Kommunen at bygge Tunnelen. Den skulde lægges i en Dybde af 60 Fod, saa der blev et Kalklag af tilstrækkelig Tykkelse ovenover den. Og gennem den skulde saa baade Vand-og Gasledninger føres over, ligesom der skulde være Plads til en fremtidig Kloakledning, naar en saadan engang maatte blive besluttet.

Nedgangsbrøndene anlagdes paa Gammelholm og ved Dokken paa Kristianshavn; selve Tunnelen blev ca. 400 Fod lang, og dens Højde var 5-6 Fod. Arbejdet udførtes af John Airds Folk efter Coldings Plan. Der arbejdedes fra begge Sider, og d. 12. Januar 1858 gennembrød Colding selv det sidste mellemliggende Parti og et lille Selskab, bestaaende af Colding, John Aird og Professor Forchhammer, passerede for første Gang den nye Vej fra København til Kristianshavn under Havets Bund 1).

Et andet betydningsfuldt Arbejde, som ogsaa stod i Forbindelse med de kommunale Anlæg, fik den utrættelige Colding Tid til at udføre i de samme Aar, nemlig et fuldstændigt Nivellement over den indre By. Et ældre Nivellement, som Kaptajn Tuxen i sin Tid havde udført

__________

1) Borgerrepr. Forh. 18. Jan. 1858.


569

for Vandkommissionen, var blevet ubrugeligt. Dets faste Punkter var kun betegnede ved sorte Streger, der var malede paa Husene, eller ved særlige Bordursten, og Stregerne var i Tidens Løb bleven udslettede eller overmalede og Bordurstenene flyttede ved Stenbroens Omlægning. Arbejdet blev nu udført helt forfra. De nye Mærker bestod af indmurede Støbejernsplader, i alt 131, fordelte jævnt over hele Byen og anbragte i solide grundmurede Bygninger. Dette Arbejde blev udført 1855-56 1).

Af de to nye Anlæg blev Gasværket først færdigt. Det laa paa »Svendsens Pynt« i Kallebodstrand og er det nuværende Vestre Gasværk. D. 4. December 1857 tændtes Gassen for første Gang paa Københavns Gader, og hele Befolkningen var den Eftermiddag og Aften paa Benene for at beundre det nye Lys; 2200 Gaslygter var traadt i Stedet for de 1800 gamle Tranlamper, der dog endnu i de første 14 Dage vedblev at brænde sørgmodigt ved Siden af de nye Blus. Først efter Udløbet af de to Prøvemaaneder, da alt var befundet at være i Orden, blev de endelig borttagne 2). - Cochrane i London fejrede Begivenheden ved at tilbyde Kommunen som Foræring tre dekorative Lygtestandere. De blev modtagne med Tak og opstillede paa fremtrædende Pladser i Byen: en paa Amagertorv, en foran Kristiansborg Slot og en paa Nytorv foran Raadhuset 3).

Kommunalbestyrelsen havde med Hensyn til de nye Virksomheder overvundet sin Uvilje mod kommunal Drift, og det var i December 1856 bleven besluttet, at begge Værker skulde drives af Kommunen selv. Howitz blev Leder af Gasværket, cand. polyt. V. E. Poulsen af Vandværket, medens Colding blev Stadsingeniør.

__________

1) 2. Sekr. 1856 Nr. 1005.

2) 2. Sekr. 1857 Nr. 2420.

3) Borgerrepr. Forh. 9. Nov. 1857. - Nu staar de to paa Nytorv og en paa Kristianshavns Torv.


570

Det nye Vandværk begyndte først sin Virksomhed i Sommeren 1859. Da var Damhussøen bleven saaledes oprenset og inddæmmet, at den kunde optage de store Vandmasser, der nu strømmede til den fra de artesiske Boringer langs Harrestrup Aa. Vandløbet til Byen var paa det sidste Stykke, fra Mariendals Have ved Falkoneralleen til Sct. Jørgens Sø, forandret til en underjordisk Jernledning. Filtrerbassiner var anlagte, og fra Pumpestationen ved Vester Farimagsvej dreves Vandet af mægtige Dampmaskiner op i alle Etager i alle Byens Huse.

Det er ikke mange Foretagender, som har ført til et saa fuldt ud lykkeligt Resultat som de Boringer, Colding og Forchhammer i Halvtredserne paabegyndte i Københavns Opland. De er senere bleven fortsatte med saa godt Udbytte, at København siden 1893 har kunnet forsynes udelukkende med Vand fra de artesiske Kilder, med absolut kimfrit og infektionsfrit, klart, køligt, frisk og velsmagende Kildevand, der ved sit eget Tryk vælder frem af Jorden. »Den Istidsmoræne, der ogsaa har skænket Sælland den smukke Natur og den frugtbare Jord, har ved sin filtrerende Evne holdt alle opslemmede Stoffer tilbage i Overfladen, og det dybe Grundvand, som paa den faste Saltholmskalks Overflade søger Havet, bevæger sig i Jordlag, som den solide Moræne har holdt ren og absolut kimfri. Det er denne Egenskab ved de ca. 70,000 Kubikmeter Kildevand, som daglig flyder til Byen København, som gør denne Vandforsyning enestaaende.« 1)

Den kendelige Forbedring af Sundhedstilstanden, der er indtraadt i København, siden Byen, først delvis, senere udelukkende, er bleven forsynet med Vand fra de artesiske Kilder, staar da ogsaa utvivlsomt i nøje Forbindelse

__________

1) Prof. H. A. Nielsen i »Kbhvns. Vandværk 1859-1909« S. 2-4.


571

med dette uforlignelige Drikkevand. Fortidens Epidemier hørte sammen med det halvfordærvede Vand i de halvraadne Trærender. Og selv om der endnu af og til kan indtræffe smaa Epidemier, særlig af Tyfus, i vor By, saa er det i hvert Fald sikkert, at Drikkevandet er ganske uden Skyld deri.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: tor okt 21 20:41:24 CEST 2004
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top