eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857.

København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857
    - Kapitel VII

Kbh., G.E.C. Gad, 1912

Villads Christensen (1864-1922)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet oktober 2004. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

VII. BYENS UDVIDELSE.

_____

Portene aabnes.

Den politiske Frihed var vundet, Freden udadtil var genoprettet, - nu var det Tid til nyttige Reformer.

1848 havde ikke forandret Københavns ydre Fysiognomi. Endnu laa de spærrende Volde omkring Byen, endnu stod Bommænd og Konsumtionsbetjente i alle Porte, endnu laa det store Demarkations terræn unyttet hen foran Byen, medens Folk inden for Voldene trængtes om hver Tommes Plads. Her var nok for den nye Tid at rydde op i, og det var en selvsagt Ting, at den Frihedens og Frihandelens Aand, der havde sejret i 1848, ikke i Længden kunde finde sig i de snævre Grænser, som Aanden fra Frederik VI's Dage havde afstukket.

Den første Indrømmelse, der blev gjort, var den, at man holdt op med bogstaveligt at lukke Portene om Natten. Portspærringen var jo - efter at Troen paa Fæstningens militære Betydning i Virkeligheden var opgivet - alene et Middel til Beskatning, en Maade, paa hvilken Stat og Kommune kunde skaffe sig en Indtægt. Men til dette Formaal var en Landevejsbom og en Toldbetjent tilstrækkelig. Om selve de jernbeslaaede Portfløje stod aabne eller var lukkede, betød intet, og det var ikke nogen stor Overvindelse for Autoriteterne paa dette Punkt at imødekomme Befolkningens Ønsker. Nørreport havde jo længe staaet paa Klem for dem, der vilde betale. I 1848

[496]

497

blev det paabudt, at ogsaa Vesterport skulde staa aaben om Natten 1). Østerport blev holdt aaben fra 1. Januar 1851, Amagerport fra 28. Maj 1852 og Norgesporten i Kastellet fra 1. September 1853. Kastelsporten lukkedes dog igen efter Krigsministerens Befaling i Marts 1854 paa Grund af de politiske Forhold (Krimkrigen); men fra 1. Februar 1855 blev denne Forsigtighed atter opgivet.

Nu kunde man altsaa komme ud og ind af alle Portene Natten igennem. Men det kostede noget; thi Bommene lukkedes endnu, som tidligere Portene, hver Nat Kl. 12 og aabnedes først henad Morgenstunden efter følgende Tabel:


Januar og December ........ Kl. 7
Februar og November ...... - 6 1/2
Marts og Oktober .......... - 5 1/2
April og September .......... - 4 1/2
Maj, Juni, Juli og August .. - 3 1/2 2)

Det var altsaa kun Omvejen ad Nørreport, man var bleven fri for, ikke de kontante to Skilling, og dem viste Magistraten ingen Tilbøjelighed til at give Afkald paa. Men blandt Befolkningen var Misfornøjelsen med det hele Bomvæsen stadig stigende, og saa meget havde Systemskiftet i 1848 dog bevirket, at Regeringen nu stillede sig ved Publikums Side.

Den dygtige Finansminister i en Række af skiftende Regeringer, Grev Sponneck, fik i 1850 Konsumtionen og den dertil knyttede Formalingsafgift ophævet i Provinskøbstæderne; Ofret var her ganske vist mindre for Statskassen, og der var Byer, i hvilke Afgiften end ikke ind-

__________

1) Se foran S. 19. - 2. Sekr. 1848 Nr. 1020.

2) Dokumenter vedrørende Bomhusene og deres Bortforpagtning 1848-56.


498

bragte saa meget, som Opkrævningen kostede 1). København maatte indtil videre nøjes med et Løfte paa Fremtiden; men dette blev for øvrigt ret hurtigt indfriet. Ved Lov af 7. Februar 1851 ophævedes Formalingsafgiften og Møllekontrollen i København, ligesom Maltmøllen mistede sin Eneret til at male Malt. Desuden ophævedes Indførselsafgiften af en Række vigtige Livsfornødenheder: Brød, Mel, Gryn, Kartofler, Fisk, Brændevin og Øl m. m. Af andre Varer skulde Afgiften betales et Aar endnu og først bortfalde d. 1. April 1852.

Efter denne Dag var Byen altsaa helt fri for den gamle forhadte Afgift. »Posekiggerne« forsvandt fra Ravelinerne, og allerede i Maj 1852 blev de fire Konsumtionsbygninger uden for Portene bortsolgte ved Auktion.

Kommunen var endda saa heldig at redde sin Del af Pengene. Den havde fra gammel Tid Ret til en Part af Konsumtionsafgiften, oprindelig en Tiendedel, senere fastsat til et Beløb af 1692 Rdlr. aarlig 2). Ministeriet havde forment, at naar den hele Afgift blev ophævet, bortfaldt ogsaa denne Del, og det kom til Proces om Pengene. Men en Højesteretsdom fastslog i 1855, at de 1692 Rdlr. fremdeles skulde udbetales Københavns Kommune af Statskassen 3).

Trods dette har Kommunalbestyrelsen dog næppe set med ublandet Glæde paa det Fremskridt, som Konsumtionens Afskaffelse unægtelig var; thi den kunde jo ikke være blind for, at det givne Eksempel bragte ogsaa dens egne Portindtægter i Fare. Og dem var den bestemt paa at værge saa længe som muligt. Port- og Passagepengene indbragte 25-30,000 Rdlr., - en anselig Post paa det kommunale Budget. Brændeafgiften i Portene var min-

__________

1) Saaledes Lemvig og Holstebro. Rubin: Frederik VI.s Tid, S. 465-66.

2) Borgerrepr. Forh. 1851 S. 153.

3) 2. Sekr. 1853 Nr. 760.


499

dre værd, - den beløb sig kun til ca. 1800 Rdlr. aarlig. Men Magistraten var nødt til at holde paa den, hvis den vilde sikre sig det langt større Beløb, der indkom i Afgift af Brænde, som tilførtes Byen fra Søsiden; thi det kunde forudses, at Skipperne vilde udskibe deres Brænde uden for Byen og lade det transportere det sidste Stykke Vej til Vogns, hvis de derved kunde slippe for Afgiften. Magistraten gjorde da ej heller Indtryk af at tænke paa nogen Forandring i det bestaaende. Den bortforpagtede Bompengene som sædvanlig. I 1848 havde den bygget et nyt Bomhus ved Vesterport, ja, endnu saa sent som i 1856 lod den det gamle Bomhus ved Nørreport nedrive for at afløses af en ny og helt stadselig lille Bygning af Grundmur med Tegltag og takkede Gavle og Uret over den rundbuede Dør 1).

Det gik, som man kunde vente: Ministeriet foreslog Kommunen at afskaffe alle Portafgifter sammen med Konsumtionen fra 1. April 1852, og det kunde lægge et lille Pres paa Magistraten ved at tilføje, at i hvert Fald kunde Toldvæsenet ikke længer have med Opkrævningen af Brændeafgiften at gøre. Men Magistraten vendte det døve Øre til: den fik Bomforpagterne til at overtage Opkrævningen af Brændeafgiften, og derved blev det.

Regeringen lod dog ikke Magistraten have Fred. Indenrigsministeren udviklede, at Byens Borgere ikke vilde faa den fulde Fordel af Konsumtionens Ophævelse, naar der fremdeles skulde ske Ophold og Forsinkelse ved Portene af Hensyn til de kommunale Bompenge. Og i hvert Fald burde de Arbejdere, der gik til deres Arbejdspladser tidlig om Morgenen, være fri for Afgiften. Denne samme Tanke udvikledes i et Andragende fra Oldgesellerne, der gjorde opmærksom paa, hvor meget en Afgift af 2 Skilling om Dagen betød for en Arbejdsmand, og at

__________

1) Bomhusene og deres Bortforpagtning 1848-56.


500

man ofte saa Fruentimmer og Børn, der arbejdede paa Fabrikkerne, staa ved Bommene og vente, tyndt klædte og i Regn og Kulde, paa, at der skulde blive lukket op 1).

Under dette Pres fra oven og fra neden bestemte Kommunalbestyrelsen sig til en lille Indrømmelse; de tidlige Morgenvandrere skulde slippe fri, og fra 1. September 1852 opkrævedes Passagepenge af Fodgængere kun indtil Kl. 4 om Morgenen. Reformen gavnede især de Arbejdere, der hver Morgen mellem Kl. 5 1/2 og 6 vandrede ud ad de tre Porte, Nørre, Vester og Amager, i Reglen 40-50 gennem hver Port. Ud ad Østerport passerede saa godt som ingen paa dette tidlige Tidspunkt.

Da denne nye Bestemmelse skulde træde i Kraft, skrev Bomforpagter Johnsen de fornuftige Ord til Magistraten, at nu maatte den hellere afskaffe Passagepengene helt. De Toskillinger var ikke alle de Ubehageligheder værd, som fulgte med dem; thi Forholdet var dog i Virkeligheden saaledes, at kun de betalte, der havde Lyst til det, og at ofte Klynger paa 20-30 Personer væltede igennem Portrummet uden at betale, kun udstødende Skældsord mod Bommanden 2). - Politidirektøren bekræftede denne Skildring: Ofte maatte der opstilles forstærket Vagt med Politiassistance ved Portene, og endda kunde det ske, naar Trængslen var meget stærk, at mange slap igennem uden at betale. Det skete særlig i Vesterport, naar Folk kom ud fra Tivoli efter Kl. 12 3).

Det viste sig da ogsaa snart umuligt for Kommunalbestyrelsen at blive staaende ved sin første Indrømmelse. Baade Befolkningen og Ministeriet vedblev at presse paa, og over for Magistratens Indvending, at den ikke kunde give Slip paa Indtægten af Passagepengene, henviste In-

__________

1) 2. Sekr. 1852 Nr. 703.

2) 2. Sekr. 1851 Nr. 2467.

3) 2. Sekr. 1852 Nr. 1414.


501

denrigsminister P. G. Bang til Indførelse af en Formue- og Lejlighedsskat. Da et Aar var gaaet, maatte ogsaa de sidste Nattetimer, mellem Kl. 12 og 4, gives fri, og fra 1. September 1853 bortfaldt Passagepengene af Fodgængere aldeles. De havde i de sidste Aar indbragt ca. 2700 Rdlr. aarlig.

Men for kørende og ridende skulde Afgifterne fremdeles vedblive. Og da Kontrakterne med Bomforpagterne udløb d. 1. September 1853, stilledes disse Intrader til ny Auktion, som sædvanlig paa fire Aar. I sidste Øjeblik gjorde Ministeriet endnu et Forsøg paa at forpurre Magistratens Planer. Samme Formiddag, som Auktionen skulde afholdes, og efter at de Lysthavende allerede havde indfundet sig, indløb en Skrivelse, hvori Ministeriet forlangte, at Portintraderne ikke maatte bortforpagtes paa længere Tid end ét Aar og helst paa endnu kortere Tid. Saa maatte Auktionen aflyses for den Gang, og da en ny blev berammet, var der indført den Bestemmelse, at Kontrakten kunde opsiges med fire Maaneders Varsel. Paa disse Vilkaar blev Portintraderne paa ny bortfæstede paa fire Aar. Trods Fodgængernes Fritagelse mærkedes ingen Nedgang i Indtægterne for Kommunen. De tre Lodder betaltes med i alt 23,400 Rdlr., og Kommunen udbragte i de følgende Aar sin egen Fjerdepart til over 8000 Rdlr. aarlig 1).

Da Kontrakten atter udløb d. 1. September 1857, bortforpagtedes Bompengene endnu en Gang. Kontrakten gjaldt dog kun for ét Aar, og der blev ikke siden Lejlighed til at forny den. Ved Loven om den udenbys Grundtakst af 14. December 1857 blev alle Afgifter for Passage gennem Portene endelig ganske ophævede.

__________

1) Borgerrepr. Forh. 15. Aug. 1853 og 14. Sept. 1857. - 2. Sekr. 1853 Nr. 1219.


__________


502

Demarkationslinien flyttes.

Den egentlige Hindring for Byens frie Vækst var dog stadig til Stede. Finansministeriet havde vist sig imødekommende, og Magistraten kunde man faa i Tale; men det var Krigsministeriet, der raadede for Fæstningen.

Inden for Voldene blev Trangen til nye Boligpladser stedse stærkere. Det forslog saa godt som intet, at Grosserer Lorentzen byggede den nye Nikolajgade og de høje Husrækker i Nyboder. De enkelte tomme Pladser, som endnu var tilbage inde i Byen - Gammelholm og Marmorpladsen -, kunde man ikke enes om at benytte, og Bebyggelsen af den borgerlige Eksercerplads paa Kristianshavn modsatte Sundhedsvæsenet sig, da Stadens gamle Renovationskule laa frisk og vel bevaret derunder. Alt imens vedblev Huslejen at stige - den voksede gennem Trediverne og Fyrrerne med 50 Procent og for de mindre Lejligheders Vedkommende med 100 Procent -, og det var kun en daarlig Trøst at skænde paa Borgerrepræsentanterne, der næsten alle var Grundejere og derfor stadig maatte høre Beskyldninger for, at de intet alvorligt vilde gøre for at skaffe Befolkningen bedre Boligforhold.

Men skulde der for Alvor tænkes paa at skaffe ny Byggeplads, da var det uden for Voldene, der maatte bygges, og her var det for Byens Udvikling saa heldigt, at Grundejernes Interesser faldt sammen med det almenes.

Indtil 3000 Alen foran Voldene, det vil sige til Pilealleen, Falkoneralleen og Jagtvejen, skulde der være fri Udsigt og frit Skud fra Fæstningen. Ingen ny Bygning maatte her opføres og ingen ældre ombygges uden Militæretatens Tilladelse. Nøje Forskrifter var givne for Bygningernes Konstruktion, - Huse af Bindingsværk i én Etage over grundmurede Kældere af mindst tre Fods


503

Dybde. Spotterne sagde, at i Krigstilfælde skulde Husene kunne pakkes sammen og lægges ned i Kælderen 1).

Indtil 1840 vaagede en saakaldt Demoleringskommission over disse Reglers Overholdelse, og ingen Bygning maatte paabegyndes paa Demarkationsterrænet, før Kommissionen havde approberet Tegningen til den. Demoleringskommissionen ophævedes 1840, men dens Forretninger gik da over til Ingeniørkorpset, og i selve Bestemmelserne skete ingen Forandring.

Naar en Bygning skulde opføres, maatte Ejeren udstede et Revers til Ingeniørkorpset, hvori han forpligtede sig og alle efterfølgende Ejere til, saa snart det af Militæretaten blev forlangt, at nedrive Bygningen og ryddeliggøre Pladsen uden noget Krav paa Erstatning. Naar en ældre Bygning brændte eller blev nedbrudt, kunde Militæret forbyde dens Genopførelse, hvis den befandtes hinderlig for Byens Forsvar, - saaledes gik det f. Eks. med »Lille Kongens Mølle« paa Østervold, der brændte i 1842 2).

Men fra samme Aar haves et Eksempel paa, at Grundejerne begyndte at protestere mod denne Tvang og at drage Lovmæssigheden af den i Tvivl. Da Stjernemøllen ved Øster Farimagsvejen var brændt i 1842, udstedte vel dens Ejer det sædvanlige Revers for at faa Lov til at bygge igen, men Dokumentet fik følgende Tilføjelse:

»Dog meddeler jeg nærværende Revers kun under udtrykkelig Reservation af min Ret til ved Domstolene at faa afgjort, hvor vidt jeg er pligtig at udstede saadant Revers, eller jeg og efterkommende Ejere af merbemeldte Grund ere pligtige at taale de heri gjorte Betingelser og Indskrænkninger, da Reverset selvfølgeligen, saafremt det ved Dom afgøres, at slig Forpligtelse ikke kan forlanges

__________

1) Et Par af disse Trævillaer, byggede efter de militære Forskrifter, findes endnu i Østerbros Allé.

2) Schlegel: Samling af Højesteretsdomme I, 210. - 2. Sekr. 1845 Nr. 1454.


504

af mig og Grundens efterkommende Ejer, ikke længer skal være gyldig eller for os forbindende.« 1)

Andre forsøgte mere ligefremt at sætte sig ud over de militære Bestemmelser; men det gik dem da ogsaa ilde. Paa Glaciholmen lod Gartner Rudolphis Enke opføre et lidet Bindingsværks Hus uden først at indhente den befalede Tilladelse. Hun selv kaldte Huset for et Brændeskur, Ingeniørkorpset kaldte det en Pavillon. Hun blev straks tiltalt ved Kriminalretten af de militære Myndigheder, der forlangte Huset nedbrudt og saavel Enken som de Haandværkere, der havde arbejdet for hende, dragne til Ansvar 2).

Allerede i 1846 ansøgte 152 Ejere af udenbys Grunde om Ophævelse af de forskellige Indskrænkninger i deres Byggeret 3). De gentog deres Andragende i 1850 4); men det var saa langt fra, der blev taget noget Hensyn til det, at Krigsministeriet netop paa samme Tid begyndte at skærpe sine Forholdsregler.

Tidligere havde Militæret altid tilladt at bygge, naar Forskrifterne i Plakat af 13. Oktober 1824 overholdtes; men efter 1850 nægtedes Tilladelsen aldeles. Begyndelsen skete med en Jordlod, som Kommunen ejede ved Øster Farimagsvej, og som i Sept. 1850 blev udbudt til Salg. Da indløb Skrivelse fra Krigsministeriet, at Lodden ikke maatte bebygges. Magistraten mente, at dette Forbud var uhjemlet, ligesom det i hvert Fald stred mod gammel Praksis, men foretog sig for øvrigt intet videre.

Det gjorde derimod en anden Grundejer, Tømmermester Wildau, der vilde have det Spørgsmaal klaret til Bunds: om Krigsministeriet kunde forbyde alt Byggeri paa Demarkationsterrænet, naar Bygningerne for øvrigt

__________

1) 2. Sekr. 1842 Nr. 3510.

2) 2. Sekr. 1851 Nr. 2255.

3) Sager: Kbhvn. som Stad og Fæstning, 1846.

4) Borgerrepr. Forh. 15. Aug. 1850.


505

opfyldte Lovens Forskrifter. Han indsendte til Ingeniørkorpsets Approbation Tegningerne til en Bygning, som han agtede at opføre paa en Grund paa Hjørnet af Ladegaardsvejen og Vester Farimagsvej. Det var en simpel Værkstedsbygning, 1-Etages Bindingsværk med Kælder under, i alle Maader indrettet efter Militærets Forskrifter. Ingeniørkorpsets Svar var, som forventet, et Afslag. For at faa Sagen til Doms begyndte Wildau derefter at opføre Huset, og Krigsministeriet anlagde Sag. Men det militære Standpunkt var ikke til at rokke: Wildau tabte Sagen gennem begge Instanser og forpligtedes til under en daglig Mulkt af 5 Rdlr. at nedrive den paabegyndte Bygning 1).

Denne strikse Optræden fra Militærets Side hang sammen med nye Planer om Københavns Befæstning. De gik ud paa at omgive Byen med en dobbelt Forsvarsrække: uden om Forstæderne en Række fremskudte Forter og bag dem den gamle Vold som en indre Linie; nærmest foran denne skulde da Demarkationsforpligtelsen gennemføres med Strenghed, - Rummet indtil Søerne skulde om muligt helt ryddes for Bygninger. Men samtidig mistede Demarkationsterrænet uden for Søerne sin Interesse for Militæret.

Da denne Plan blev bekendt gennem en Kommissionsbetænkning i 1851, skyndte Hovedstaden sig at gribe det Tilbud, som laa heri. Da Rigsdagen sammentraadte i Efteraaret 1851, fremsatte en af Byens Rigsdagsmænd, Professor Wilkens, Forslag om en ny Demarkationslinie. Forslaget var i Overensstemmelse med de militære Planer og gik uden Vanskelighed igennem, og ved Lov af 6. Januar 1852 rykkedes Demarkationslinien tilbage til Søerne. Den nye Linie kom til at gaa fra Rosenaaens Udløb i Kallebodstrand til det sydøstre Hjørne af Sct. Jørgens Sø; derefter langs Søernes østre Side til Østerbrogade, ad Ci-

__________

1) Schlegel I, 585. - Wildaus Proces og Dom (trykt). - Købke: Kbhvn.s Fæstningsværker S. 30.


506

tadelsvejen og i lige Linie videre over Kalkbrænderivejen ud til Sundet.

Saaledes blev hele Terrænet uden for Søerne givet fri til Bebyggelse. Regeringen betingede sig ikke nogen Godtgørelse for de Rettigheder, den gav Slip paa, og den voldsomme Værdiforøgelse, som derved tilførtes disse Arealer, kom som en Gave fra det offentlige til de daværende Grundbesiddere.

__________

Forstædernes Bebyggelse.

Nu blev der livligt ude i Forstæderne, - der var jo nu Frihed til at bygge, og »Friheden« blev i fuldt Maal benyttet. I Aarene 1850-57 opførtes 296 nye Bygninger uden for Portene, gennemsnitlig 37 Nybygninger aarlig 1). Menneskemasserne fra de overfyldte Baggaarde inden for Voldene pressede jo paa, og der var Penge at tjene for Grundejere og Spekulanter. Hver Dag, der gik hen, før Lejekasernen stod færdig, betød en Formindskelse i Gevinsten, og der var altsaa ikke Tid til at tage æstetiske eller hygiejniske Hensyn. Resultatet blev derefter: det blev de triste og ensformige Sidegader paa Nørre- og Vesterbro, som man nu bagefter med store Pengeanvendelser søger saa vidt muligt at bøde paa.

Nørrebro kom først med i Bebyggelsen og blev derfor mishandlet værst. Tømrergade og Smedegade anlagdes i 1853, Murergade i 1854, og hele det store Blaagaards Kvarter fyldtes med Huse paa Kryds og tværs.

Forfatteren af »Blaagaards Mysterier« fortæller i sin skæmtende Form om Forholdene herude efter 1852:

»Tidligere havde der hvilet en idyllisk Ro over hele det blaagaardske Landskab. Byen kendte næppe dets Eksi-

__________

1) E. Hornemann: Den nuværende Husvildhed, 1857. S. 15.


507

stens og forstyrrede ikke dets Fred; nu opnaaede det efterhaanden en sørgelig Berømmelse. Man gik ud for at se paa det, ligesom man gaar ind i et Menageri og ser paa de vilde Dyr og glæder sig over, at man er fri for dem i sit Hjem; ja, man begyndte nu at sætte det i Bladene. Nogle behandlede den komiske, andre den bedrøvelige, men alle var enige om at behandle den snavsede Side af Sagen med den største Strenghed. Men uagtet alle disse Angreb og uagtet Vejenes Forfald, Lygte- og Vægterløshed solgtes den ene Grund efter den anden, byggedes det ene Hus efter det andet, flyttede den ene Familie ind efter den anden.«

Følgen af alt dette Hastværk blev saadanne Besynderligheder som f. Eks. den Forbindelse mellem Aaboulevarden og Nørrebrogade, der bugter sig frem gennem Evaldsgade og Thorupsgade, Korsgade, Vesselsgade, Baggesensgade og Dosseringen. Eller selve Dosseringens Bebyggelse: i den ene Ende med Villaer i 15 Alens Afstand fra Dosseringen; dernæst med høje Huse i 12 Alens Afstand og med Façade ud mod en Fodsti, som Beboerne kun har Adgang til med Vandvæsenets Tilladelse; endelig paa det sidste Stykke ud til en offentlig Gade. Man har ikke vidst, om man langs Søens Bred skulde anlægge et Villakvarter eller en Pragtgade, og Resultatet blev saa ingen af Delene. Den lille Stump Gade ved Dronning Louises Bro er kun fremkommet, fordi Hjørnegrundens Ejer, Tømmermester Wildau, ønskede det saaledes, da han i 1857 skulde have Grunden bebygget. Og Husrækkens Afstand fra Søen er lige saa tilfældig. En Tømrer Bergmann, der i 1853 byggede det første Hus paa Dosseringen (Matr.-Nr. 36 y, i Nærheden af Korsgade), havde lagt sit Hus i 12 Alens Afstand fra Dosseringen, og efter dette Hus rettedes senere Naboejendommene til 1).

Som Bergmann og Wildau byggede efter deres eget

__________

1) Undersøgelser herom ved 4. Afd. 1896 B. Nr. 161.


508

Hoved, byggede enhver anden efter sit. Spekulationen i de blaagaardske »Parceller« gik lystig i de Dage, og »Parcelvejen« (nu Griffenfeldtsgade) fik Navn efter dem. Inspektøren ved Ladegaarden, Bülow, var Ejer af en Del Parceller ned mod Aaen, og han fik Tilladelse til for egen Regning at anlægge en Bro over Ladegaardsaaen for at sætte det nye Kvarter, han der anlagde, i Forbindelse med de Grunde, han ejede paa den frederiksbergske Side, hvor Navnet »Bülowsvej« endnu bevarer Mindet om ham 1). Kaptajn Bangert paa Solitude fik en lignende Tilladelse; han bebyggede et Kvarter noget længere ude og fik baade sin »Bangertsgade« og sin »Bangertsbro« (ved Brohuset) 2). Inden 1857 var Bebyggelsen naaet helt ud i Kløvermarken, mellem Jagtvejen og Lygten. Den første Gade herude var Allersgade, der i 1857 blev opkaldt efter Grundenes Ejer 3).

De nye Gader og Veje var jo alle sammen private, og de var, som Brygger J. C. Jacobsen skrev i 1856, »i Reglen i den beklageligste Forfatning, uden Brolægning, uden Fortove og, hvad der var endnu værre, uden Rendestene« 4). Der var hverken tænkt paa Vandafløb eller paa Tilførsel af Drikkevand; der var ingen Lygter og ingen Vægtere, og Renovationsvæsenet maatte passe sig selv. Over den stinkende Grøft langs Blaagaardsvejen førtes bestandige Klager; men Parcelejerne vægrede sig ved at lade den oprense, og da Vejen var privat, var derved ikke videre at gøre. Selve Vejen var bundløs. Kommunen havde tilbudt at besørge den første Istandsættelse af den, imod at den blev aabnet for offentlig Færdsel. Men Parcellisterne frygtede for, at derved skulde nye Byrder blive dem paalagte, og de modtog ikke Tilbudet. Paa Korsvejen saa det ikke bedre ud. Inde i Byen morede man sig

__________

1) Borgerrepr. Forh. 6. Dec. 1852.

2) Smstds. 31. Okt. 1853.

3) 2. Sekr. 1857 Nr. 3584.

4) Borgerrepr, Forh. 14. April 1856.


509

i 1855 over, at et lille Læs Tørv var bleven stikkende saa dybt i Mudderet derude, at Hestene maatte spændes fra og alle Tørvene læsses af, før det lykkedes at faa Vognen i Gang igen.

Drikkevandet skaffede man sig i Begyndelsen fra Brønde, der direkte modtog Grundvandet fra Assistens Kirkegaard og derfor var saa sundhedsfarlige, at Politiet forbød Brugen af dem. I 1854 fik man da indlagt nogle provisoriske Ledninger fra Peblingesøen og Ladegaardsaaen.

Ikke bedre saa det ud paa den anden Side af Nørrebrogade. Her var Sct. Hans Gade bleven anlagt paa 1. Blegdam, uden at noget Forsøg paa Vandafledning var blevet gjort. Spildevandet løb langs Gadens Rendestene lige ned i Sortedamssøen, hvor det blandede sig med Byens Drikkevand.

Vandinspektør Colding skildrer i 1854 Forholdene saaledes:


Hidindtil har, som bekendt, Jorderne og Ejendommene paa Stadens Grund udenfor Voldene henligget uden andet Vandafløb end det, som fra Arilds Tid har fundet Sted. Stadens Kommunalbestyrelse troede sig ikke berettiget eller beføjet til at ordne Forholdene, da Grundene, Vejene, Vandledningerne, Spildevandsafløbene, kort sagt Alt var Grundejernes private Ejendomme. Vandafløbet blev derved i Virkeligheden hvert Aar slettere og slettere; thi Grøfterne forfaldt uden at blive rensede, Grunde, hvorover Vandet tidligere havde haft Aftræk, opfyldtes flere Fod med Skrallesnavs for at blive tjenlige til Bebyggelse, Vandløbene indskrænkedes ved Udvidelser af de private Haveanlæg etc. etc. Vi behøver kun at drage os til Minde, hvorledes den største Del af Blegdamsgrundene ere situerede. Indtil for ikke længe siden gik det eneste Afløb fra disse til Stadens Drikkevandsbeholder. Der fandtes vel, ligesom der endnu findes, en afskyelig stinkende Pøl i Store Ravnsborg Have, som var bestemt til at optage Afløbs- og Skidenvandet fra Grundene, Vaskerierne og en Del af Ejendommene paa Fælledvejen; men denne kunde naturligvis kun optage et bestemt Kvantum, og hvad deri ej kunde


510

rummes, løb samme Vej som Vandet i Pølen, forsaavidt som det ikke fordampede, nemlig i Sortesøen. - For Tiden er Skidenvandet fra Fælledvejen givet et andet Afløb, og Vandvæsenets Dossering er bleven forhøjet saaledes, at et direkte Afløb til Søerne er blevet umuligt; ved Foraarstider ere derfor store Strækninger af Blegdammene oversvømmede, og dette Vand maa henstaa saalænge paa Grundene, til det enten er fordampet eller sivet igennem Jorden til Søerne. - Indtil for kort Tid siden var en stor Del af Blaagaards Parceller beliggende paa en lignende Maade, idet de aarlig oversvømmedes af Nørrebros Kloakvand . . . Jeg maa anse det for særdeles paatrængende, at der snarest muligt udarbejdes en samlet, paa Opmaalinger og Undersøgelser i Marken grundet Plan for Vandafledninger for det hele paagældende Terræn, saavel for Stadens som for Amtets Andel . . .; thi en hensigtsmæssig Afledning af Vandet vil højst sandsynligt blive en Umulighed, naar Bygninger først blive opførte paa lavtliggende Steder og større eller mindre Kloaker eller Underløb blive nedlagte til Afledning af Vandet fra visse Strækninger, uden Hensyn til, om det staar i Strid med en hensigtsmæssig Vandafledning for det Hele eller ikke. 1)


Det hævnede sig, at Bebyggelsen paa de udenbys Jorder var bleven holdt hen saa længe. Inde i Byen var Boligtrangen bleven saa stærk, at Folk tog til Takke med hvad som helst for blot at faa Tag over Hovedet, og i samme Øjeblik, der lukkedes op for Jorderne uden for Søerne, væltede derfor Menneskestrømmen derud. Byggeriet kastede sig saa voldsomt over det frigivne Areal, at der ikke blev Tid for Autoriteterne til at foretage de allernødvendigste Forberedelser. Det varede 5-6 Aar, inden de fornødne Planer og Lovbestemmelser var i Orden, og i den Tid byggede den private Foretagsomhed løs paa egen Haand, og mange smukke Muligheder blev forspildte.

Da Bebyggelsen tog fat i 1852, havde man end ikke et brugeligt Nivellement over Terrænet. Der fandtes kun Generalstabens Kort fra 1848, hvis Femfodskurver ikke gav tilstrækkelig Nøjagtighed. I 1854 fik man Terrænet

__________

1) Brolægnings- og Vejvæsen 1859 Nr. 21.


511

opmaalt og en Del Højdepunkter fastsatte langs Gader og Veje i en indbyrdes Afstand af ca. 1000 Fod 1). Men ogsaa denne Opmaaling var kun et Forarbejde til en egentlig Bebyggelsesplan, og foreløbig var der ingen, der vidste, hvorledes de fremtidige Gader vilde komme til at gaa.

I 1855 androg Arkitekt Herholdt m. il. hos Ministeriet om, at en Bebyggelsesplan for Forstæderne maatte blive udarbejdet. Der blev ogsaa nedsat en Komité med denne Opgave; men den kom snart til den Erkendelse, at saa længe ikke det allernødvendigste, Regulering af Vandløbene, var ordnet, vilde det være haabløst at forsøge paa at planlægge Gader 2). Det betød derfor ej heller meget, at det i 1854 var bleven bestemt, at ingen Bygning maatte opføres i Forstæderne, forinden Brolægnings- og Vejkommissionen havde attesteret, at der fandtes fornøden Vej til og Vandafløb fra Byggegrunden. Hvis man ikke helt vilde forbyde Byggeriet, maatte Autoriteterne i den Henseende tage til Takke med, hvad der fandtes. Et Forslag til en samlet Bebyggelsesplan blev først forelagt og vedtaget i Borgerrepræsentationen d. 26. Oktober 1857, samtidig med den udenbys Kloakplan. Da var allerede det meste foregrebet, og for det, som endnu stod tilbage, blev Planen kun delvis fulgt. Ryesgade blev anlagt efter Forslaget, men en planlagt Gade fra Vesterbros Torv over Skydebanens Have til Vesterfælled kom aldrig til Udførelse. Kun Svendsgade er en lille Stump af den oprindelige store Plan.

Hvad der først maatte gøres, var altsaa Vandafledningens Ordning. Og medens der stadig byggedes videre uden Spildevandsafløb, arbejdede Autoriteterne paa at faa de nødvendigste Dele af et Kloaksystem anlagte paa det store Nybyggerterræn.

__________

1) 2. Sekr. 1856 Nr. 1005.

2) Borgerrepr. Forh. 1855 S. 23, 138.


512

Der var foreløbig slet ingen Lov eller Regel for disse Ting derude. Forordningen af 29. Juli 1846 om skadeligt Vands Afledning gjaldt ikke for Københavns Grund. Den eneste Myndighed, som hidtil havde taget sig noget af Vandløbene her, var Vandkommissionen. Under denne sorterede saavel Ladegaardsaaen som de mindre Vandløb, i alt seks, der fandtes paa Forstædernes Grund. Men Vandvæsenets Interesse i disse Vandløb gik alene ud paa at sikre sig det rene Vand og værge sig mod det skidne. At indrette Kloaker og Spildevandsledninger laa jo fjernt fra Vandkommissionens Opgaver, og da den i 1853 blev spurgt om sin Mening, kunde den derfor svare, at naar blot Ladegaardsaaen, Lersøen og de tre københavnske Søer fremdeles blev forbeholdte Vandvæsenet, var den ubekymret om det øvrige.

Magistraten foreslog da som det nemmeste, at Forordningen af 1846 udvidedes til ogsaa at gælde for København, og at der her ligesom paa andre Steder blev udnævnt Vandsynsmænd og anordnet en Landvæsenskommission, der i hvert enkelt mødende Tilfælde skulde træffe Bestemmelse om Vandafledningen. Men Ministeriet forstod fuldt vel, at Forholdene paa Hovedstadens Jorder var saa vidt forskellige fra de Markjorder, for hvilke den nævnte Lov var beregnet, at denne aldeles ikke kunde bruges her, og det udbad sig derfor et andet og bedre Forslag.

Magistraten maatte altsaa til at tage kraftigere fat, og den overdrog da Vandinspektør Colding at udarbejde en fuldstændig Plan til Spildevandets Afledning fra Byens Jorder.

Colding havde sin Kloakplan færdig i 1856. Den faldt naturlig i to Dele: en østlig med Afløb til Sundet og en vestlig med Udløb i Kallebodstrand.

Den østlige Del voldte ikke større Vanskeligheder. Den berygtede Blegdamsgrøft skulde afløses af en lukket


513

Kloak under den nye Gade, som samtidig blev foreslaaet anlagt hen over alle Blegdammene (Ryesgade); men for øvrigt kunde de gamle Linier og Udløb i det væsentlige bevares.

Ogsaa i det vestlige System bibeholdtes de to ældre Løb: Rosenaaen og det mindre Vandløb ved Belvedere. Men Colding foreslog at gøre dette sidste til Hovedafløbet for at fjerne det urene Vand saa langt som muligt fra Havnen. Rosenaaen skulde da kun fra den forreste Del af Vesterbro optage Kloakvand, men for øvrigt kun Markvandet fra de ubebyggede Jorder og Drænvandet fra Assistens Kirkegaard, naar den af Polyteknisk Læreanstalt foreslaaede Dræning af Kirkegaarden, som Colding stærkt anbefalede, blev udført. Dette Drænvand skulde gennem et nyt Underløb under Ladegaardsaaen ved Bangertsbro føres ud til Vodrofsaa.

Rosenaaens nedre Løb, der nu som for Aarhundreder siden slyngede sig ned mod Stranden gennem Kristian IV's gamle Fæstningsgrave, skulde helt omlægges og afløses af et nyt, lige Vandløb. Og paa de lave Engstrækninger deromkring maatte intet Hus bygges, med mindre dets nederste Gulv laa mindst 6 Fod over daglig Vande, da der ellers ikke vilde kunne skaffes Afløb. »Saa længe Vandløbet ligger hen, og ikkun Møddinger, Svinerier og Latriner udgøre Omgivelserne, kan det nok nogenlunde forsvares at lade det beholde den Retning, som det selv har antaget; men naar der er Spørgsmaal om at bebygge det omliggende Terræn, det være til Beboelse for »ubemidlede« eller for andre, da tror jeg ikke, at det offentlige bør tillade, at der gøres Anlæg, som vilde gøre en senere Regulering umulig.« 1)

Aaløbet blev da ogsaa reguleret efter Coldings Plan. Paa Strækningen under Vesterbro blev det forandret til

__________

1) 2. Sekr. 1854 Nr. 1008.


514

en muret Kloak, som den engelske Ingeniør John Aird udførte i 1856, og som vakte almindelig Tilfredshed 1). Dette Arbejde var den første Del af den udenbys Kloakplan, som blev bragt til Udførelse.

Med Hovedkloaken til Belvedere havde det derimod længere Udsigter; thi gennem denne skulde efter Planen ogsaa Spildevandet fra Nørrebro have sit Udløb.

Nørrebro var stadig det vanskelige Punkt. Efter Terrænets Fald kunde der ikke afvandes mod Øst længere op end til Sct. Hans Gade; alt det øvrige af Byens Jord skulde afvandes til Kallebodstrand. Den nye Hovedkloak skulde begynde paa Ravnsborgs Grund, gaa ad Blaagaards Langgade og gennem den gamle Akvædukt under Ladegaardsaaen. Her havde man tidligere sluppet Kloakvandet, idet det gennem den aabne Vodrofsaa selv søgte sin Vej ud i Stranden. Men skulde det nu efter Coldings Plan føres gennem en ny Ledning til Udløbet ved Belvedere, maatte denne paa en lang Strækning gaa over Frederiksberg Kommunes Jorder, og der krævedes altsaa en Overenskomst med Amtet, før dette Anlæg kunde udføres.

En Skrivelse fra Colding af 18. Oktober 1857 viser, hvor brydsomme Forhandlingerne herom har været:


Hr. Kancelliraad Linnemann 2) har anmodet mig om at opgive, om det er muligt at lægge en Kloak fra Underløbet under Ladegaardsaaen tvers under Amtets Grund med Udløb ved Belvedere, men saaledes indrettet, at den kun skulde aflede Spildevandet fra Stadens Grunde, og derimod ikke skulde optage Afløbsvandet fra Amtets Grund. - Et saadant Arrangement er ganske vist udførbart . . . Aldeles at forhindre enhver gavnlig Virkning af denne Kloak paa Amtets Grund vilde man forøvrigt ikke kunne; thi den vilde i ethvert Tilfælde aflede Grundvandet fra de den nærmest liggende Strækninger, og saaledes gøre disse mere sunde. Een Ting maa jeg imidler-

__________

1) 2. Sekr. 1857 Nr. 973. - Borgerrepr. Forh. 2. Nov. 1857.

2) Borgmester 1856-62.


515

tid bemærke, nemlig, at hvis Kloaken til Belvedere ikke gøres saa stor, at den i Tiden, naar Amtet bliver tvunget til at sørge for en bedre Afledning af dets Spildevand, end nu er Tilfælde, kan optage Spildevandet fra Amtets Grund, saa maa Amtet selv sørge for de fornødne Kloaker til Spildevandets Afledning. - Fra de Bekostninger, som disse særskilte Anlæg ville medføre, vil jeg aldeles se bort, men jeg vil derimod bemærke, at saalænge Amtet finder og faar Lov til at indbilde sig, at Spildevandsafløbene i Frederiksberg Sogn ere svarende til, hvad man med Billighed kan fordre af et Terræn, der daglig udstykkes mere og mere i smaa Ejendomme, hvorpaa det ene Hus efter det andet skyder op som Paddehatte af den sumpige og usunde Grund, saalænge kan Amtet nægte Anlæg af mere gennemgribende Natur og indskrænke sig til nu og da at anlægge en Jordgrøft eller en Rendesten med Afløb til Vodrofgaards-Aaen eller det nuværende slette Grøfteløb til Belvedere; men naar den Tid kommer - og den bør og vil forhaabentlig komme snart, hvis der overhovedet ikke sættes en Grænse for Byggeriet paa Amtets Grund -, at der forlanges noget fuldkomnere end Vodrofsgaards-Aaen og Grøfteafløbet til denne Aa m. m., da betvivler jeg, at det vil være muligt at gennemføre et System af Kloaker for Amtets Grunde, uafhængigt af Stadens udenbys Kloaksystem, og i ethvert Tilfælde vil et saadant blive meget mindre godt, end hvis det forenes med Stadens. Jeg har den bestemte Mening, at Kloakanlæget for hele det udenbys vestlige Terræn bør udføres under Eet. Er Tiden endnu ikke kommen, da dette kan gennemføres, saa maa man lade Planen henstaa til en kommende Tid, endskønt Planen er sikker paa at blive betydelig vanskeliggjort med hver Maaned, der hengaar, før en Beslutning angaaende dens Gennemførelse tages. - I det Tilfælde altsaa, hvori Amtet nægter at tage Del i Ordningen af det udenbys vestlige Partis Vandafløb paa en passende Maade, saa vil jeg tilraade Kommunen at stille hele den Del af dette Partis Kloaker og Vandafløb, som sigter til en bedre Ordning af Forholdene paa Amtets Grund, i Bero, og kun at udføre Afløbene paa Nørrebro til Underløbet under Ladegaardsaaen, og derpaa lade Afløbsvandet sejle sin egen Sø igennem Vodrofgaards-Aaen, hvor dets naturlige Afløb er, og hvor det har Ret til at gaa, indtil det naar ind paa Stadens Grund paa Vesterbro. - Belvedere Kloaken vilde jeg selvfølgelig kun an-


516

befale at udføre over Vesterbro og Kongens Enghave, og dermed maatte man saa afvente, om Amtet eller Sundhedsvæsenet maatte finde sig foranledigede til at optage Spørgsmaalet. 1)


Det blev den sidste Udvej - at stille Sagen i Bero -, som Kommunen maatte bestemme sig for. Nogen Overenskomst med Frederiksberg kunde ikke opnaas. Rigtignok var en Kommission, der repræsenterede baade København og Frederiksberg, bleven nedsat af Indenrigsministeriet, og d. 30. November 1857 udkom en Lov, der gav Københavns Kommune Ret til at ekspropriere de til Vandaflednings- og Kloakanlæg fornødne Arealer baade paa Stadens udenbys Grunde og paa den tilgrænsende Del af Københavns Amt. Men om Fordelingen af Udgifterne kunde man ikke enes, og der hengik endnu hele 30 Aar, inden København og Frederiksberg sluttede sig sammen om at udføre det store fælles Kloakanlæg fra Nørrebro til Belvedere. Colding oplevede saaledes ikke at se sin udenbys Kloakplan fuldt gennemført. Man vedblev indtil videre at hjælpe sig med Rosenaaen og udførte Kloakerne paa Nørre- og Vesterbro saa godt, som det under disse Omstændigheder kunde lade sig gøre.

Men trods denne Hindring i Arbejdet kan det dog siges, at med Aaret 1857 var den første vilde Nybyggertid ude i Forstæderne forbi. D. 14. December 1857 udkom en Lov om Gader, Veje og Vandløb i København. Den bemyndigede Kommunalbestyrelsen til at overtage enhver privat Vej, som berørte mere end ét Matrikelnummer. Med Overtagelsen fulgte Ret til at ordne Gadens Afløb og hele øvrige Beskaffenhed, men tillige Forpligtelsen til at sørge for dens fremtidige Vedligeholdelse, Renholdelse og Belysning. Ogsaa de private Veje, der ikke blev overtagne af Kommunen, skulde fremtidig af Ejerne "holdes i farbar Stand og forsynes med forsvarligt Vandafløb efter Magi-

__________

1) 2. Sekr. 1857 Nr. 2389.


517

stratens Bestemmelse. Ved denne Lov fik ogsaa Kommunalbestyrelsen for første Gang Ret til selv at give Gaderne Navne. Endvidere udkom samme Dag en Lov om den udenbys Grundtakst, hvorved Beskatningsforholdene i de nye Distrikter ordnedes. Og i 1857 paabegyndtes Anlæget af den store Kloak gennem Blaagaards Langgade. Alt dette bevirkede, at Parcelejerne i Blaagaardskvarteret nu selv ansøgte om, at deres Gader og Veje maatte blive overtagne af det offentlige, og de var til Gengæld villige til at give Afkald paa deres tidligere Frihed for Brolægnings- og Lygteskat. Saaledes begyndte omsider den kommunale Civilisation at brede sig ud over Forstæderne. Men uheldigt var det, at man ikke samtidig fik en særlig Byggelov for de udenbys Kvarterer. I den Henseende skete der ikke andet, end at Byggeloven af 1856, som navnlig var beregnet paa den indre By, blev gældende ogsaa for Forstæderne, og der blev intet gjort for at bevare, hvad der endnu kunde være tilbage af disses fordums landskabelige Karakter.

Snart efter fik Nørrebro sin egen Kirke. Indsamling af Bidrag til en saadan var begyndt i 1853, men gik kort efter i Staa paa Grund af Koleraen. Saa testamenterede en Pastor emer. Rafn 9000 Rdlr. til Nørrebros Kirke, og derved kom der atter Liv i Sagen. I 1854 skænkede Kommunen en Byggegrund paa Fælleden, og Grundstenen til Sct. Johannes Kirke blev nedlagt af Kongen i 1856. Kirken, den første uden for Voldene siden 1658, blev indviet i 1861.

Befolkningens Tilvækst i de udenbys Kvarterer var følgende:

1840 1850 1855 1860
Vesterbro ........ 1,711 2,377 3,961 7,296
Nørre- og Østerbro 3,309 4,903 9,156 16,870
_________________________
I alt 5,020 7,280 24,166

518

Da den samlede Forøgelse af Københavns Indbyggerantal i Tiden 1855-60 var 11,552, vil det altsaa ses, at saa godt som hele Tilvæksten i disse Aar er foregaaet ude i Forstæderne.

Samtidig var Frederiksberg vokset fra 2304 Indbyggere i 1840 til 8164 i 1860.

__________

Fæstningens Nedlæggelse.

De militære Autoriteter havde ikke affundet sig med Byen ved Loven af 6. Januar 1852. De havde givet Slip paa en Del af Bymarken, men Befolkningen krævede den hele; og Byen var trods den store Udflytning lige saa overbefolket som før.

De nye Arbejder trak nye Folk til Byen, og ikke alle kunde bo i Forstæderne, der endnu laa ret langt adskilte fra den egentlige By, med Fæstningsværkerne og Glaciet imellem. Huslejen og Grundpriserne inde i Byen blev ved at stige, - i 1852 kunde en Byggegrund paa Østergade koste 70 Rdlr. pr. Kvadratalen 1). Overalt fortsatte man med at forhøje de ældre Huse, med at overbebygge de tidligere Gaardspladser, med at indrette Pakhuse, Vognskure og Stalde til Beboelse; ja, under Koleraen blev det oplyst, at der endogsaa boede Mennesker i Hundehuse og Dueslag eller oven paa Lokumerne i Gaarden. Folketællingen d. 1. Februar 1855 viste, hvorledes særlig Smaagaderne overfyldtes med Mennesker. Fra 1850 til 1855 tiltog Befolkningen i Holmensgade med 344 Personer, i Admiralgade med 275, i Skvaldergade med 151, i Kattesund med 166, i Larslejstræde med 119, i Sct. Gertrudstræde med 101, i Møntergade med 249, Suhmsgade med

__________

1) Fædrelandet 28. Maj 1852.


519

202, i Kaninlængen med 105, i Borgergade med 449, i Adelgade med 217, i Lille Torvegade med 128, i Overgaden o. V. med 584, i Dronningensgade med 154, i So-phiegade med 158 o. s. v.

Kun undtagelsesvis skyldtes Folkemængdens Forøgelse, at et nyt Hus var blevet opført i Gaden. I Reglen var de nye tilkomne stuvede sammen med de ældre i de gamle Rum 1).

Først nu, under den stigende Trang til Boliger, blev det en særlig Levevej at være Husejer. Egentlig Spekulation i Bygninger kunde først begynde, da Pengeudlaan til nyopførte Ejendomme var bleven sikret og ordnet ved Oprettelsen af »Østifternes Kreditforening« i 1851. Tidligere maatte Grundejere som Regel vente med at bygge, til de selv havde de Penge, de skulde bruge. Der fandtes nok en ældre »Kreditkasse for Husejere«, men dens Pengemidler var smaa og dens Virksomhed derfor stærkt begrænset. En af de første Bygherrer i større Stil var den før nævnte Grosserer Lorentzen. Den første egentlige Byggespekulant i København skal have været en Eventyrer ved Navn Molzen, en S@?n af den polske General Dombrowski. Han gik fallit i Pengekrisen 1857 2).

Men trods al Sammenstuvning inden for Voldene og al ny Bebyggelse i Forstæderne slog Pladsen ikke til. Sidst i Halvtredserne var der virkelig Husvildhed i København. Ved Efteraarsflyttedagen 1857 var der saaledes 284 husvilde Personer, som Politiet maatte tage sig af 3).

Lægerne var utrættelige i at drage de slette og uforsvarlige Boligforhold frem for Dagens Lys. Dr. Engelsted skildrede i 1855 Bebyggelsen i et Fattigkvarter i København, Bygningskarreen mellem Klerkegade og Rosen-

__________

1) Hornemann: Den nuværende Husvildhed, S. 5.

2) Joseph Michaelsen: Fra min Samtid II, 205.

3) Hornemann l. c. S. 2, 13.


520

gade 1). Alene et Blik paa den Grundplan, der medfulgte Afhandlingen, var nok til at vise, hvor aldeles uforsvarligt Grundene var overbebyggede, og hvorledes Luft og Lys var spærret ude. Af en Grund paa 172 Kvadratalen var f. Eks. kun 16 Kvadratalen udlagt til Gaardsplads, og at det bebyggede Areal var 5-6 Gange saa stort som det ubebyggede, var helt almindeligt. Paa alle fire Sider var en saadan lille Gaardsplads omsluttet af de høje Mure som en Skorsten: »Det er alene gennem Aabningen for oven mellem Tagene, at et sparsomt Lys kan trænge ned. Om Solstraaler kan der naturligvis aldeles ikke være Tale. Derfor have Murene, som vende ud til disse Gaarde, ogsaa et raat og fugtigt Udseende, og i flere af Gaardspladserne er Jordbunden altid fugtig, saa meget mere, som der i flere af disse, foruden et Latrin, findes en Pumpe. Det synes troligt, at det heldigst stillede af disse Huse er Huset Nr. 437 i Rigensgade, der er aldeles frit for Gaardsrum.«

Dr. Hempel fortalte om »Lejlighederne«s Indretning i et saadant overbebygget Kvarter, - han havde valgt den bagerste Del af Kristianshavn, fra Kanalen og ud til Amagerport. Her boede talrige Familier i lutter Et-Værelses Lejligheder, undertiden med Adgang til et fælles Ildsted, ellers med en Kogekakkelovn. Brænderum og andre Udenomslejligheder fandtes ikke; Vasken stod paa Trappegangen, og Tøjet maatte tørres i Værelset. Naar et Barn døde - hvad ofte skete -, hensattes Liget under Vasken eller paa Skorstenen indtil Begravelsen 2).

Ved en Undersøgelse, som Sundhedskommissionen lod foretage i 1857 over 30 Ejendomme paa Kristianshavn, befandtes af disse 2 aldeles ubeboelige og kun egnede til Nedrivning og 12 til Dels ubeboelige; i 8 blev enkelte Etager erklærede for ubeboelige, og ved de øvrige 8 blev

__________

1) Ugeskrift for Læger, 2. Række, Bd. 23.

2) Hygiejniske Meddelelser, Bd. I, 1856-58.


521

mere eller mindre indgribende Forandringer erklærede for nødvendige for at gøre dem til nogenlunde sunde Boliger for Mennesker 1).

Saaledes saa det ud i de gamle Huse. I de nye, som byggedes, blev der ikke mindre sparet paa Pladsen; overalt indrettedes de saakaldte »hyggelige«, det vil sige smaa og indknebne, Lejligheder. Men Huslejen steg bestandig; hver Flyttedag betød et nyt Paalæg, og selv de sletteste Lejligheder - et eller to Værelser med Adgang til fælles Køkken - betaltes med 30 Rdlr. eller derover halvaarlig 2). Men, skriver »Fædrelandet«, »hvor kan man undre sig over, at Ejerne blive fordringsfulde og skrue Lejen op, naar en Skare af Lysthavende kommer styrtende ind i næsten enhver Lejlighed, den første Dag den bekendtgøres ledig, og den i Reglen, naar den blot duer en lille Smule, er reven bort inden Middag; eller naar man ikke engang bier, indtil en Lejlighed er bleven ledig, men paa den blotte Formodning om, at dette vil ske, overløber Husværten med Anmodning om at faa den? . . . Man har jo kun haft Valget mellem at blive herinde eller at flytte ud hinsides Søerne, hvor uordentlig, samvittighedsløs Byggemaade, slet Grund, slet Vand, stinkende Grøfter, mørke og daarlige Veje o. s. v. forøger den betydelig forlængede Afstands Ubehageligheder . . . Men allerede den blotte Vished om, at hele Fæstningens vidtløftige Terræn Tid efter anden vilde blive udlagt til Bebyggelse, vilde knække Spekulationsaanden i denne Retning for lang Tid« 3).

Det var da det, som blev Maalet for alle hygiejniske Bestræbelser i den følgende Tid: at faa Fæstningen helt bort, Voldene nedrevne, det hele Terræn givet fri til Bebyggelse.

Militærmyndighedernes næste Indrømmelse til Be-

__________

1) Anmærkning til Lov 19. Sept. 1857.

2) Hornemann l. c. S. 8, 12.

3) Fædrelandet 23. Juni 1857


522

folkningens Krav var en Tilladelse til, at der blev aabnet en ny Forbindelse mellem Byen og Forstæderne.

Efterhaanden som Bebyggelsen voksede uden for Voldene, blev Trængslen i de snævre Porte mere og mere livsfarlig, og fra alle Sider krævedes, at særlig de to mest benyttede Porte, Vester og Nørre, blev aflastede for en Del af den vældige Færdsel. I 1853 tilbød da Krigsministeriet at aabne en Færdselsvej, dog kun for Fodgængere, imellem de to Porte, naar Kommunen vilde afholde Omkostningerne derved. Planen gik ud paa, at der skulde indrettes en Poterne gennem Volden ud for Teglgaardsstræde med en Bro over Stadsgraven og Forbindelse videre frem til Ladegaardsvejen. Det hele skulde koste 41,000 Rdlr. 1) Kommunalbestyrelsen fandt dette Beløb alt for kolossalt og henstillede, om ikke Poternen kunde falde bort og erstattes ved Ramper paa de ydre Voldskraaninger, hvorved hele Anlæget kunde udføres for 9700 Rdlr. Denne Plan blev godkendt, og i 1856 var Gangstierne og Teglgaardsbroen færdige. Jordarbejdet var til Dels blevet udført af Slaver, og det hele Anlæg havde kostet 300 Rdlr. mindre end paaregnet 2).

Herved var der dog kun skaffet en lidt lettere Adgang til Byen for en Del af Beboerne paa Frederiksberg og i Blaagaardskvarteret. En saadan midlertidig Foranstaltning kunde ikke hjælpe ret længe, og Angrebene paa Fæstningen fortsattes med stigende Voldsomhed. »Fædrelandet« skriver om Fæstningsgraven: »Det er en sand Fryd for Yndere af farvede og duftende Vandarter at tage Fæstningsgravene i Øjesyn. Her vil han finde en fra det lysegule i det grønne spillende, hist gule Ærter og her Kørvel lignende, aldeles stillestaaende Pøl, der udbreder giftige Dunster rundt om sig. Og af denne Pøl er København omgivet! Skulde vi dog ikke kunne komme saa vidt en

__________

1) 2. Sekr. 1853 Nr. 1769.

2) Borgerrepr. Forh. 8. Sept. 1856.


523

Gang, at Københavns Borgere stormede deres egne Volde inde fra og kastede dette det kongelige Ingeniørkorpses unyttige Legetøj ned i den aabne Pestgrube, der omgiver det.« 1)

Fæstningsgraven har taget sig anderledes ud gennem »Fædrelandet«s Briller end i Boghandler Wroblewskis Erindring 2).

Da den konservative »Flyvepost« tog Voldene, som alt andet bestaaende, i Forsvar, førte dette kun til, at selve Spørgsmaalet om Hovedstadens Befæstning blev sat under Debat. Det konservative Blad spaaede, at Voldenes Fald vilde være »Gravhymnen over København som Hovedstad«; det truede med, at Regering, Marine, Arsenaler, Kunstskatte o. s. v. da vilde blive flyttede bort til Fredericia (!) og København »fra en betydningsfuld Hovedstad synke ned til en simpel Provinsby«. Over for dette indrømmede »Fædrelandet«, at »København ikke kan blive ved at være Pakhus for alt, hvad Landet besidder af Krigsfornødemheder, naar det ophører at være Fæstning. Men er det ikke ogsaa saa forkert som muligt at sammenhobe alle Forsvarsmidler paa dette Yderpunkt, som en fjendtlig Flaade en skøn Dag kan afspærre fra Fyen og Halvøen? Er det ikke højst misligt at lede enhver Fjendes hele Opmærksomhed og Anstrengelse mod dette ene Punkt, der netop omslutter alt, hvar Danmark har af skønt og herligt?« 3)

Det blev dog hverken Lægernes alvorlige Anklager eller Bladenes voldsomme Sprog, som kom til at bestemme de gamle Voldes Skæbne, Militærmyndighederne havde Loven og det bestaaende paa deres Side, og de tog kun Hensyn til deres eget.

Saa længe de endnu tumlede med den i 1851 frem-

__________

1) Fædrelandet 17. Juli 1852.

2) Se foran S. 20-21.

3) Fædrelandet 28. Sept. 1853.


524

satte Befæstningsplan, efter hvilken de gamle Volde skulde bibeholdes som en indre Forsvarslinie, kunde ingen betydende Forandring gøres, - en Fodsti over Volden var alt, hvad der kunde tillades. Men den hele Plan viste sig snart uholdbar; Krigsministeriet blev klar over, at de gamle Fæstningsværker var uden Værdi for Forsvaret; men samtidig opdagede det, at de havde en anden Værdi, som man hidtil ikke havde regnet med: de kunde gøres i Penge.

Krigsministeriet havde ingen Godtgørelse faaet for at trække Demarkationslinien tilbage i 1852. Men paa det frigjorte Terræn steg Grundpriserne saa stærkt, at der snart blev betalt indtil 5 eller 7 Rdlr. pr. Kvadratalen, og det laa da nær at anstille Betragtninger over, hvor meget det Terræn, man endnu havde tilbage, maatte kunne udbringes til. En ny Kommission blev nedsat, og i 1855 forelaa dens Betænkning: den foreslog helt at opgive den gamle Befæstningslinie, at bortsælge Voldterrænet og - mod Erstatning - ophæve de sidste Demarkationsforpligtelser. Den beregnede, at der herved vilde indvindes omtrent 9 Millioner Rdlr., for hvilket Beløb en helt ny Fæstning kunde anlægges.

I en senere Forestilling fra Ingeniørkorpset udvikledes nærmere Planen til en fremskudt Befæstning foran Hovedstaden og Fremgangsmaaden ved Afhændelsen af det gamle Voldterræn.

Forslaget gik ud paa, at hele Terrænet inden for Demarkationslinien skulde erhverves ved Ekspropriation til den Pris, det stod i, medens alle Indskrænkningerne endnu hvilede paa det. Derefter skulde Voldene sløjfes, Overfladen reguleres, Gader og Torve, Vandledninger og Kloaker anlægges og endelig det hele sælges som Byggegrunde 1). - Det blev ikke just paa den Maade, at Ord-

__________

1) Betænkning om Ekspropriation af Demarkationsterrænet. Afgiven af den dertil nedsatte Kommission 30. Aug. 1858.


525

ningen omsider gennemførtes. Men det afgørende i Sagen kunde allerede nu betragtes som sikret: Den ældre Befæstningsplan, med Bibeholdelsen af de gamle Volde, var opgivet.

Skal der nævnes en bestemt Dag, paa hvilken København ophørte at være Fæstning, maa det blive d. 30. Juni 1856. Efter denne Dag blev de militære Vagtposter ved samtlige Porte inddragne, og Militæret meddelte Kommunalbestyrelsen, at det ikke vilde have mere at gøre med Bevogtningen af Adgangene til Byen. - Politidirektør Bræstrup anmodede i den Anledning straks om at faa bevilget 36 nye Politibetjente 1).

Det endelige, det uigenkaldelige Vidnesbyrd om Fæstningens Nedlæggelse var Portenes Fald. Disse gamle maleriske Bygninger forfulgtes med et Had, som en yngre Slægt har Vanskelighed ved at forstaa. Den offentlige Mening var ikke tilfreds, før de var jævnede med Jorden.

Den, der først faldt, var den mægtige, monumentale Nørreport. Allerede et Par Dage efter Skildvagternes Inddragelse, d. 2. Juli, kunde »Fædrelandet« triumferende meddele, at dens Undergang var besluttet: Porten med den derover staaende Bygning vilde blive stillet til Auktion til Nedbrydelse, Volden blive gennemskaaret i samme Bredde som Frederiksborggade og en Jernbro kastet over Skaaret for at forbinde den derved afbrudte Voldpassage. »Den eneste Fare, der endnu synes at kunne være for, at Beslutningen ikke kom til Udførelse, skulde da være, at det kgl. Akademi for de skønne Kunster ansaa Portbygningen for et arkitektonisk Monument, der burde opbevares for en skønsommere Slægt end den nulevende.«

Ja, utvivlsomt har dette netop været Akademiets Mening; men over for den raadende Folkestemning vilde det være haabløst at forsøge paa at skaffe Ørenlyd for saa-

__________

1) 2. Sekr. 1856 Nr. 2484.


526

danne Betragtninger, og det blev vistnok slet ikke forsøgt. Nørreport blev nedrevet og en Jernbro anbragt over Gabet, - af Hensyn til Frederik VII's Rideture paa Volden og efter hans personlige Ønske 1). Det er den Bro, som nu ligger over Graven i Ørstedsparken.

Den 18. Oktober 1856 aabnedes Færdselen gennem »den forhenværende Nørreport«. »Fædrelandet« føjer til Meddelelsen herom det hjertelige Ønske: Gid snart de andre Porte maatte gaa samme Vej!

I Løbet af det næste Aar gik dette Ønske i Opfyldelse. Kongelige Resolutioner paabød Nedbrydningen af Amagerport d. 27. Februar, af Vesterport d. 16. Maj og af Østerport d. 30. Oktober 1857. - Nu var København altsaa fra Landsiden en aaben By.


Trods al Bebyggelsens Ufuldkommenhed var det i disse Aar, at Københavns Udvikling fra den gamle til den nye By gik for sig. Demarkationsloven af 6. Februar 1852 blev et Vendepunkt i Byens Historie. For første Gang siden Kristian IV's Tid var Byens Grænser flyttede ud, og snart laa de Volde, der hidtil havde betegnet dens Omkreds, som brede Boulevarder midt inde i Byen.

__________

1) Fædrelandet 16. Juni 1857.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: ons okt 20 20:14:35 CEST 2004
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top