eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857.

København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857
    - Kapitel VI

Kbh., G.E.C. Gad, 1912

Villads Christensen (1864-1922)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet oktober 2004. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

VI. DET POLITISKE GENNEMBRUD.

_____

Kommunens politiske Optræden.

Med Kong Frederik VI stedtes Enevælden til Jorden. Nu var den gamle Tid ude, - om kort eller længe vilde den officielle Bekræftelse foreligge derpaa. Ærbødigheden for den gamle Konge, med hvem Folket i saa mange Aar havde delt ondt og godt, havde holdt Oppositionens Røster nede; men nu var ogsaa det forbi, og den nye Tid forlangte højlydt og utaalmodigt selv at faa Statens Tøjler i Hænde.

I al sin Pomp blev Enevælden baaret til Graven med den gamle Konge. I seks Uger ringede Kirkeklokkerne over det hele Land, fire Timer hver Dag, og alle Altertavler, Prædikestole og Orgler var betrukne med sort. Den 15. Januar 1840 var den højtidelige Ligprocession skredet gennem Hovedstadens Gader, forbi de illuminerede Bygninger paa Kongens Nytorv, forbi Helliggejstes Kirke, hvor en Salme blæstes fra Taarnet med dæmpede Basuner, gennem Vesterport, fra hvis Platform en Sørgesang blev afsunget, medens Baaren førtes gennem Porten og Kirkeklokkerne tav; forbi Frihedsstøtten, som sællandske Bønder havde bekranset, og som i den mørke Vinteraften oplystes af Begkurve og Lysekranse, - ud paa Landevejen, hvorfra Bønderne den næste Dag bar Kongens Kiste til Roskilde Domkirke.

[418]

419

Og dog - midt i Sørgehøjtideligheden skærer allerede den Tone igennem, som under Kristian VIII bliver den fremherskende i det offentlige Liv: Oppositionens Haan og Spot, den nye Tids Spark til det udtjente gamle. Nede fra Montpellier skriver A. F. Tscherning: »Jeg lo, saa jeg nær var faldet af Stolen ved at læse Ordonantsen om Paradeudstillingen og Ligtoget, - kan man dog ikke finde, at slige Højtideligheder nu om Stunder er Farce! Kontorchefer med Voksfakler, Majorer, der fører Ligheste! Trække i slige Optog gennem Gaderne i Januar Maaned!« 1)


Den politiske Opposition mod Kristian VIII begyndte lige fra hans Tronbestigelse. Samme Aften, som Frederik VI havde lukket sine Øjne, d. 3. December 1839, vedtog et Studentermøde paa Hotel d'Angleterre en Adresse til den nye Konge, hvori der rent ud forlangtes Trykkefrihed og fri Forfatning. Dagen efter blev denne Adresse overbragt Kristian VIII af en Deputation, blandt hvis Medlemmer saas de unge Mænd, som siden hen skulde volde Kristian VIII saa mange Bryderier: Lehmann, Monrad og Ploug. Adressen undlod ikke at minde om den norske Grundlov, som Kongen havde underskrevet i 1814; men med god Føje kunde Kristian VIII jo svare, at denne var fremkommen under ganske særlige Omstændigheder. For øvrigt var hans Svar velvilligt og imødekommende. Studenterne havde saa at sige overrumplet ham ved straks at møde op paa hans første Regeringsdag, og han var endnu ikke forberedt paa, hvad der vilde følge efter. Men snart indfandt den ene Deputation sig efter den anden. De fleste var fredelig sindede, saaledes Københavns Magistrat med Overpræsident Kierulff som Ordfører. I sit Svar paa dennes Tale mindede Kongen om den gamle Ret i

__________

1) Efterladte Skrifter II, 225-27.


420

Københavns Privilegier, hvorefter Overpræsidenten, en Borgmester og tvende Repræsentanter altid skulde have fri Adgang til Kongen for at forestille ham, hvad der kunde tjene til Byens Tarv. I Betragtning af, hvad der senere foregik mellem Kongen og Københavns Borgerrepræsentation, var det et ejendommeligt Træf, at Kongen selv skulde fremdrage denne næsten forglemte Ret, som paa en saa virkningsfuld Maade blev benyttet i Martsdagene 1848. - Derefter kom de 32 Mænd. De talte om det, som laa dem nærmest, nemlig om større kommunal Frihed; men nu var Kristian VIII allerede ked af sine Undersaatters Forlangender, og han svarede mut og afvisende: Han havde allerede sagt, at han nok skulde ordne alt paa det bedste.

Men Adresser vedblev at strømme ind rundt om fra Købstæderne; de anslog den samme Tone som Studenteradressen og lignede hverandre saa meget, at Kongen snart fik en Mistanke om, at de stammede fra en fælles Kilde. Da han blev træt af bestandig at variere det samme vanskelige Emne, gav han omsider ren Besked. Det blev Deputationen fra Korsør, som i en Audiens d. 21. December først fik Kongens oprigtige Tanker at høre. Han sagde til dem, at naar den ene Kommune efter den anden fremstillede sig som Tolk for Folkets Ønsker og brugte de samme Udtryk og Ytringer, som han allerede kendte fra andre Adresser, »fristedes man til at forklare Ligheden af en fælles Oprindelse og til at tro, at de alle udgik fra en og samme Kilde for at strømme tilbage i et større Antal, som om de var Udtryk for Ønsker, der næredes af en stor Del af Folket, endskønt de kun udgik fra enkelte; og man kunde da ikke tillægge slige Ytringer nogen særdeles Vægt«. Dermed maatte enhver Illusion om Kristian VIII's konstitutionelle Sindelag forsvinde; men fra samme Øjeblik indtog ogsaa det københavnske Frihedsparti en fjendtlig Holdning over for ham, og Hovedstaden benyt-


421

tede den første Lejlighed, der frembød sig, til at vise, hvilke Følelser den nu nærede for sin Konge.

Nogle Maaneder efter Tronbestigelsen, d. 22. Maj 1840, fejrede Kongeparret sin Sølvbryllupsfest. Foruden paa andre Maader var Dagen bleven højtideligholdt ved, at Linieskibet »Kristian den Ottende« løb af Stabelen, og ogsaa i den Anledning var store Menneskemasser paa Benene. Ude paa Værftet havde der været fuldt af officiel Hyldest, men da Majestæterne kom kørende hjem over den tæt opfyldte Amalienborg Plads, var det kun dyb Tavshed, der modtog dem. Kongeparret »hilste paa det venligste til begge Sider - til bedækkede Hoveder«, siger H. N. Clausen 1). Om Aftenen var der stor glimrende Balparé paa Kristiansborg, men »udenfor i Gaderne brusede og gærede det, ikke som ved Tummelen ved en Glædesfest, men snarere som ved et begyndende Oprør« 2). Mængden morede sig med alle Slags Optøjer, idet den haanlig vrængede Kongens bekendte Ord: Nu ville vi alle spare!

Disse Ord var i Kongens Mund ingen tom Frase, og Kristian VIII fik virkelig indført baade Sparsommelighed og Orden i Statens Husholdning. Men samtidig yndede han ved festlige Lejligheder at fremtræde med fuld kongelig Pragt, og for dem, der kun saa denne Pragtudfoldelse, men ikke Sparsommeligheden i det daglige, laa det nær at anstille kritiske Betragtninger. At adskillige Enker og andre trængende havde mistet deres Gratialer fra Frederik VI's Tid, var bekendt nok, og de overvældende Festligheder ved Kroningen fik man baade at se og føle: der var Landsogne, hvis Beboere havde omtrent kørt Jorden rundt i Kongerejser alene i Anledning af Kroningen 3)

__________

1) Optegnelser S. 224.

2) J. P. Mynster: Meddelelser om mit Levned, S. 263.

3) Fædrelandet 1. Jan. 1841.


422

Overpræsidenten fandt Optøjerne ved Sølvbryllupsfesten saa alvorlige, at han sammenkaldte Borgerrepræsentationen til et overordentligt Møde d. 25. Maj og opfordrede Medlemmerne, »saa vidt det stod til enhver af dem, at virke imod den Aand, hvorfra disse beklagelige Optrin maatte antages at være udgaaede« 1). Men Forsamlingen tog Sagen roligt, og da Overpræsidenten var gaaet, enedes Repræsentanterne let om, at der ikke var Anledning til fra deres Side at foretage videre Skridt, - vel nok i en stille Erkendelse af, at den »Aand«, som Overpræsidenten vilde have modvirket, netop var Forsamlingens egen.

Dette viste sig paa det tydeligste en Maanedstid efter, da Borgerrepræsentationen med 32 Stemmer mod 1 - Grosserer Borgen - vedtog den saakaldte Kroningsadresse af 25. Juni 1840, der senere betragtedes som Udgangspunktet for de praktiske konstitutionelle Bestræbelser i Danmark. Det havde været Forsamlingens Hensigt at møde fuldtalligt op for at overrække Kongen denne Henvendelse, naar han kom tilbage til Hovedstaden efter Kroningen, der fandt Sted i Frederiksborg Slotskirke d. 28. Juni. Men Kongen ønskede ikke en saadan Massedemonstration; han vilde kun modtage en Deputation fra Forsamlingen, og denne maatte endda vente i flere Dage, inden den fik Foretræde.

Endelig d. 2. Juli havde Deputationen Audiens paa Amalienborg, og Forsamlingens Formand, Grosserer H. P. Hansen, oplæste her Adressen for Kongen.

Den begyndte med en Tak for den nye Kommunalforfatning, men sprang derpaa ret hurtigt over til den almindelige Politik. »I alle Statsborgeres Navn« udtalte den Haabet om, at Provinsialstænderne snart maatte blive forenede til én Forsamling og denne faa besluttende

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1840 S. 27.


423

Medvirkning ved Lovgivningen og særlig ved Finansernes Styrelse. Den mindede om Begivenhederne i Norge i Kristian VIII's Ungdom, og den forudsatte, at Kongen vilde omgive sig med indsigtsfulde og frisindede Mænd og ved deres Hjælp gennemføre de Reformer i Styrelsen, hvortil Nationen saa højlig trængte.

Det var unægtelig en noget besynderlig Lykønskning, og Kongens »Tak« for den svarede dertil. Kristian VIII var øjensynlig ikke til Sinds at finde sig i en saadan Tone fra sine Undersaatter. Naar Københavns Repræsentanter, sagde han, »benytte denne Lejlighed til at indblande politiske Betragtninger og til at andrage paa Forandringer i Statsforfatningen, saa turde de vel gaa uden for, hvad deres Kommittenter, Københavns gode Borgere, kunne ønske af dem: jeg har i dette Øjeblik modtaget en Adresse fra et stort Antal af Københavns bedste Borgere og Indvaanere, affattet i en ganske anden Aand . . . Jeg ved, at der i og uden for Borgerrepræsentanternes Kreds er Individer, der idelig klage over, at intet sker, at Statens Finanser ej er ordnede; sligt tjener kun til at svække Tilliden mellem Kongen og Folket. Gud ske Lov, at det ej har haft megen Virkning« 1).

Dette var rene Ord. Nu vidste Borgerrepræsentanterne, at Kongen ikke satte Pris paa deres Raad og ikke ønskede deres Indblanding i Statens Anliggender. Men de kunde trøste sig over Afvisningen ved Bevidstheden om, at det Borgerskab, de repræsenterede, billigede deres Optræden. Ude i Byen spottede man over Kongens Sondring mellem »gode Borgere« og »bedste Borgere«; og faa Dage efter Audiensen modtog Forsamlingen en Adresse fra 1253 Borgere i København, som i varme Ord takkede Repræsentanterne for det Skridt, de havde foretaget: »En stærk, en uimodstaaelig Trang opfordrer os

__________

1) Borgerrepr. Forh. 22. Juni 1840.


424

til lydeligen at udtale og højtideligen erklære, at den . . af Eder vedtagne og i Gaar Allerhøjstsamme overrakte Lykønskningsadresse har fundet almindelig og trøstelig Genklang i vore Hjerter. I have, ved i den at tolke længe nærede Ønsker og Forhaabninger, opfyldt vore Forventninger til Eder, Hovedstadens Borgerrepræsentanter, og aldeles handlet i den Aand, som besjæler os.« Og i Stænderforsamlingen i Roskilde kunde Hvidt samme Aar indbringe et Andragende fra 3882 Indvaanere i København, hvori der opstilledes lignende Krav som dem, Borgerrepræsentanterne havde frembaaret.

Kongen selv optraadte overalt værdigt og korrekt, og han har ikke villet udæske Oppositionen ved at lade det modsatte Parti faa for stort Spillerum. En paatænkt Illumination af Hovedstaden paa hans Sølvbryllupsdag blev efter Kongens eget Ønske opgivet 1). Men alt for geskæftige Kongetjenere udsatte jævnlig ham og hans Stilling for Angreb og Spot, og saaledes blev, trods Kristian VIII's noble Væsen og kongelige Optræden, netop under ham Kongedømmets Værdighed trampet i Skarnet under Sammenløb af Partierne fra begge Sider.

Kort efter at Kongen var kommen tilbage til Hovedstaden efter Kroningen, var han Genstand for en af de halvt latterlige Former for Folkehyldest, som selv den største Majestæt daarlig kan taale. Scenen beskrives saaledes Dagen efter:


»Hvad der er passeret i Gaar Aftes, forekommer os for stærkt til at gaa upaatalt hen, og vi holde os overbeviste om, at Kongen vil vide os Tak for, at vi underrette ham om den kejtede Iver, man paa visse Steder har troet at burde lægge for Dagen. I Gaar er Hans Majestæts Vogn nemlig bleven trukket, ikke af Heste, men af Mennesker. At Mennesker gøre

__________

1) Planen til den, udarbejdet af Prof. Hetsch, var allerede færdig. Den blev saa brugt Aaret efter ved Kronprinsens og Kronprinsessens Indtog.


425

sig til Heste har til alle Tider forekommet os at være en højst uværdig Maade at lægge sin Hylding for Dagen; men i Gaar maatte et saadant Faktum forekomme saameget mere uforklarligt, som selv Kongens mest enthusiastiske Beundrere og Regeringens varmeste Tilhængere skulle have ondt ved at paavise noget, hvorved en saadan Følelsens Overstrømmen fornuftigvis kunde antages at være motiveret. Gaaden bliver dobbelt gaadefuld, naar man ved, at Vedkommende ikke blot trak Hs. Majestæt fra Komediehuset til hans Hjem, men at de endog trak den tomme Vogn, der skulde afhente Hs. Majestæt, fra Amalienborg til Komediehuset, og at denne Scene foregik under øsende Regn, der ellers stedse plejer at udvise sig som et ypperligt Middel mod en overspændt Enthusiasme. Nøglen til Gaaden ligger i følgende Faktum, hvis Rigtighed vi er rede til at bevise: I Gaar Eftermiddags er der ikke blot blevet uddelt Resten af de sædvanlige Kroningspenge til Holmens Folk, men der er tillige ved denne Lejlighed faldet Ord, som af Vedkommende ere blevne forstaaede som et Løfte om snart at erholde mere, hvis de opførte sig vel. Det var Holmens Folk, som i Mundering trak Kongens Vogn baade frem og tilbage, og det var Holmens Folk, som i Mundering paa Amalienborg vedblev med Hurra og Haandklap, længe efter at Kongen var kommen hjem, med en Himlens Vande trodsende Udholdenhed. Vi haabe, at det sagte vil være tilstrækkeligt til for Fremtiden at gøre Vedkommende i det mindste noget mere forsigtige, da de dog maa kunne begribe, at saadanne Scener ikke kunne være den behagelig, for hvis Skyld de ere foranstaltede«. 1)


Men det blev ikke sidste Gang, Kongen maatte finde sig i en saadan Køretur. Efter Kroningen foretog han en tre Maaneders Rejse gennem sit Riges Provinser, og da han i Begyndelsen af Oktober kom tilbage til Hovedstaden, gentog den samme Scene sig. Saa snart den kongelige Vogn var kommen inden for Vesterport, stimlede en

__________

1) Fædrelandet 2. Juli 1840. - H. C. A. Lund fortæller i Studenterforeningens Historie, II, S. 108, at paa Sølvbryllupsdagen blev Kongens Vogn trukket til Amalienborg af Folk fra Gaden, som derfor fik 3 Mark hver. Dette beror dog maaske paa en Forveksling med ovennævnte Begivenhed.


426

Mængde Mennesker sammen om den, og »uagtet alle Modforestillinger« blev Hestene spændte fra, og Hoben trak Vognen til Amalienborg. For dem, der kendte Hovedstadens virkelige Stemning, lød det næsten parodisk, da Kongen, efter at være kommen vel hjem, fra en Balkon tolkede sin Glæde over atter at befinde sig iblandt sine »gode og tro« Københavnere.

Kristian VIII vilde sikkert gerne staa paa en god Fod med sin Hovedstad, og han sparede ikke sig selv, naar han mente, Undersaatterne satte Pris paa at se ham. Han tog Bings nye Papirhandel i Øjesyn lige saavel som Skolen i Sølvgade. Undertiden blev hans Villighed rent ud misbrugt. Da Urtekræmmerforeningens Stiftelse i Hoppens Længe skulde tages i Brug i 1845, indfandt baade Kongen og Dronningen sig efter Anmodning og besaa »alle Lejlighederne, ja endog Lofterne«. Da Kongen derpaa havde udtalt sin særdeles Tilfredshed med alt, hvad han havde set, og ønsket Stiftelsen Held og Velsignelse, overrakte Bestyrelsen ham - en Ansøgning om at faa Tolden og Konsumtionen paa Bygningsmaterialierne, i alt 677 Rdlr., godtgjorte! Kongen kunde ikke bevilge dette Andragende og maatte da selv skænke Stiftelsen 400 Rdlr. 1)

Nej, Forholdet mellem Kongen og det København, der betød noget, var ikke godt og blev det aldrig. Det viste de Sammenstød, han stadig havde med Hovedstadens valgte Repræsentantskab. Det var et mod Regeringen rettet Skridt, da Forsamlingen i 1841 vedtog ikke at indsende Stadens Privilegier til kongelig Stadfæstelse, hvad ellers altid havde været Skik ved Tronskifte, men i Stedet derfor udtalte, at disse Privilegier »som en vedvarende uforanderlig Lov« ingen Stadfæstelse behøvede. Og da Forsamlingens Medlem Orla Lehmann i Februar 1841 blev sat under Tiltale for sin politiske Optræden, besva-

__________

1) Urte- og Isenkræmmer- samt Sukkerbagerlavet, S. 275-76.


427

rede Forsamlingen dette med at vælge ham til Næstformand, medens Hvidt, Kroningsadressens Forfatter, blev Formand. Men dette var dog mere, end Regeringen vilde finde sig i, og Kancelliet dekreterede, at Lehmann skulde udelukkes af Forsamlingen, saa længe Sagen imod ham stod paa.

Var Stemningen saadan i de styrendes Mødesal, er det let at tænke sig, hvorledes den gav sig Udslag paa Gader og Stræder. De Gadeoptøjer, som var begyndte straks ved Kongens Sølvbryllupsfest, fortsattes hele hans Regering igennem, og Mindet om Politiassistent Leerbech som den stokkebevæbnede Politistyrkes Anfører under Gadekampene er uadskillelig knyttet til disse Aar. Den 20. Januar 1842, den Dag, da Højesteret fældede Dommen i Orla Lehmanns Sag, blev der leveret adskillige Træfninger mellem Folkemængden og Politiet. Regeringen havde vist, den var forberedt, ved at lade en Afdeling Husarer rykke op foran Rettens Lokale i Prinsens Palæ, ligesom Militær holdtes i Beredskab omkring Amalienborg. Begivenhederne udeblev da heller ikke. Store Folkeskarer trak gennem Gaderne, raabte Hurra uden for Lehmanns Bolig paa Lille Købmagergade og demonstrerede foran Kongens Slot ved Leveraab for den domfældte og for Konstitutionen. Politiet brugte flittigt Stokkene, og for de Demonstranter, der blev paagrebne, var Sagen alvorlig nok: Deltagelsen i slige Optøjer takseredes til 30 Dages Vand og Brød foruden en langvarig Varetægtsarrest.

Dagen efter lod Politidirektøren paa Byens Gadehjørner opslaa Plakater, der »alvorligen advare alle og enhver mod at indfinde eller opholde sig, hvor Gadeopløb finder Sted, da Magt vil blive anvendt mod dem, der ikke straks paa Opfordring fjerne sig, og enhver maa have sig selv de deraf flydende Følger at tilregne«. Plakaten gjorde sin Virkning, hvis man kan tro en Korrespondance fra København til en tysk Avis et Par Dage senere:


428

»Autoriteterne havde ventet, at der d. 22. om Aftenen atter vilde forefalde urolige Optrin; man havde derfor, foruden de sædvanlige Foranstaltninger, denne Gang endogsaa holdt ladte Kanoner og Kardætschladninger i Beredskab. En paa Gadehjørnerne opslaaet Opfordring til Rolighed fra Politiet og - et ugunstigt Vejr om Aftenen gjorde imidlertid lykkeligvis disse Foranstaltninger overflødige. Det første Kanon- eller Flintskud turde ogsaa let blive et Allarmskud og drage uberegnelige Følger efter sig; thi Tønder er her nok af tilstede. Sikrere gaar Regeringen tilværks, saa længe den kan holde de urolige Masser til Orden ved Politiets Stokke og Husarernes Sabler, thi dertil er man her engang vant« 1).


Selv om denne Beretning er noget overdreven, er det rigtigt nok, at der var rigeligt Tønder til Stede. Det vrimlede i 1842 med Justitssager i Anledning af Konflikter mellem Befolkningen og Politibetjente eller Skildvagter. Den bekendte Affære med de tre Studenter, der slog Frederik VI's Buste i Stykker, hører ogsaa dette Aar til, men var for øvrigt nærmest en Kaadhed uden politisk Hensigt, skønt den indbragte Ophavsmændene fra fire til otte Ugers Arrest.

Men det var ogsaa i 1842, det blev forbudt Peter Hiort Lorenzen at tale Dansk i den slesvigske Stænderforsamling. Kort efter rejstes i Hertugdømmerne Striden om Arvefølgen, og den holstenske Stænderforsamling proklamerede Schleswig-Holsteins Løsrivelse fra Danmark som det endelige Maal. En dyb Bevægelse greb det hele Land, og det nationale Spørgsmaal trængte nu alt andet i Baggrunden. De kongerigske Stænderforsamlinger vedtog Adresser, som dog syntes at forblive ganske upaaagtede af Kongen, og overalt havde man en Følelse af, at nu gik Danmark alvorlige Tider i Møde.

Det var under disse Forhold, at Københavns Borgerrepræsentanter for anden Gang traadte frem som Talsmænd for hele Nationens Ønsker og Haab.

__________

1) Fædrelandet 10. Febr. 1842 efter »Allgemeine Zeitung« Nr. 34


429

Efter Forslag af L. N. Hvidt blev en Henvendelse til Kongen vedtaget i Forsamlingen d. 27. Marts 1845. Den lagde Kongen paa Sinde, at hvad der nu tiltrængtes, var »klare og kraftige Regeringshandlinger, sigtende til at stille den danske Nationalitet i Slesvig lige med den tyske, at sammenholde Rigets forskellige Dele og derhos holde dem, som ere det tyske Forbund uvedkommende, bestemt adskilte fra de Provinser, der ere Dele af Forbundet«. Altsaa Danmark til Ejderen! Adressen var selvfølgelig affattet i loyale og ærbødige Ord; men der anedes dog som en Trusel bag Ordene, naar Underskriverne mindede om, at de repræsenterede »den Hovedstad, der ikke alene har haft en væsentlig Andel i Overantvordelsen af Arveregeringen til Deres Majestæts kongelige Slægt, men som ogsaa med urokkelig Troskab har holdt fast ved det valgte Kongehus«.

Man kan ikke fortænke Kristian VIII i, at han ikke holdt af at modtage en saadan Adresse, og der blev da ogsaa lagt alle mulige Hindringer i Vejen for Overbringelsen af den. Der var først tænkt paa et stort Folketog til Kongen, og Industriforeningen og Haandværkerforeningen havde vedtaget at slutte sig hertil; men det maatte opgives. L. N. Hvidt søgte derpaa at faa ordnet en Audiens, enten for hele Borgerrepræsentationen eller for en Deputation; men der var for mange Vanskeligheder at komme igennem. Da besluttede Forsamlingen at opgive ethvert yderligere Forsøg paa at faa Kongen i Tale; det underskrevne Dokument blev lagt i en Konvolut med Adresse til Kongen, og Forsamlingens Formand paatog sig at aflevere denne i Kongens Forgemak.

Det blev en mindeværdig Dag hin 10. April, da Hvidt gik med Adressen til Amalienborg. Politi og Militær var opbudt, som om man ventede et Angreb paa Slottet og ikke en enkelt Mand, der kom i sit lovlige Ærinde. Slotspladsen var afspærret, men rundt om i de tilstødende


430

Gader stod Folkemængden sammenpakket for at se et Glimt af Hvidt, naar han gik til Kongen. Og saa kom da den lille Mand med det strenge, lidt bidske Ansigt og det buskede hvide Haar. Ned gennem Bredgade blottedes alle Hoveder, medens Hvidt gik forbi, og et nifoldigt Hurra fulgte ham, da han gennem Afspærringen traadte ud paa Slotspladsen og ene Mand skred hen over den store tomme Plads. - Folkemængden drog derfra ned til Børsen, hvor en Deputation bragte Hvidt Befolkningens Hyldest og Tak, da han fra Amalienborg gik til sin daglige Gerning.

Foregik Overbringelsen af denne Adresse saaledes paa en usædvanlig Maade, var den Form, hvori Kongen besvarede den, ikke mindre ejendommelig. Et Par Dage efter Adressens Aflevering fik Hvidt Brev fra Overpræsidenten, at denne i en Embedssag ønskede at tale med ham og derfor udbad sig, at Hvidt, naar han den følgende Morgen gik til sine Forretninger i Banken, vilde se ind til ham. Da Hvidt derefter indfandt sig hos Overpræsidenten, meddelte denne, at han havde været kaldt op til Kongen, der mundtlig havde givet ham sit Svar paa Adressen, hvilket han, ligeledes mundtlig, skulde lade gaa videre til Formanden. Svaret gik ud paa, at Kongen vilde skænke Adressen Opmærksomhed »som en Ytring af Borgerrepræsentanternes individuelle Anskuelser«; men for øvrigt havde »Indgivelsen af Adressen just ikke været fornøden for at henlede Hs. Majestæts Opmærksomhed paa Forhold, der længe havde været Genstand for hans landsfaderlige Omsorg«. - Denne Meddelelse lod Hvidt saa gaa videre til Repræsentanterne, og det var alt det Svar, Forsamlingen fik.

Men Kongens Forsøg paa at reducere Adressen til et Udtryk for 34 Borgerrepræsentanters individuelle Anskuelser faldt fuldstændig til Jorden. Det viste sig hurtigt, at Repræsentanterne havde haft Ret, naar de i Adres-


431

sen udtalte: »Vel kunne vi ikkun tale i vort eget og den københavnske Borgerstands Navn, men vi gøre dette med den Vished, at vi udtale det hele Folks Tanke.« Det Skridt, Forsamlingen her havde foretaget, skabte den en Popularitet Landet over, som man hverken før eller senere har kendt, og gav i de følgende Aar Københavns Borgerraad en saadan Stilling inden for Danmarks hele Politik, at man kun finder et Sidestykke dertil ved at gaa helt tilbage til det københavnske Borgerraads Optræden i Aarene før 1660. Fra hele Landet strømmede i den følgende Tid Adresser ind til Forsamlingen med Tilslutning og Tak. En københavnsk Adresse med 3160 Underskrifter blev overrakt Forsamlingen i Mødet d. 8. Maj, og Borgerrepræsentantskaberne i en hel Række Købstæder vedtog Adresser til deres Kolleger i Hovedstaden. Alle disse Adresser blev aftrykte i Borgerrepræsentationens Forhandlinger, der Side efter Side bærer Vidne om, at Hvidt, selv om han gik ene til Slottet, i Virkeligheden havde hele det danske Folk med sig derop.

Denne Offentliggørelse af Adresserne fik et lille Efterspil, som bidrog til at understrege Forsamlingens Holdning og til, tydeligere end det hidtil var set, at kendetegne den som hørende til den politiske Opposition. Referatet af Forhandlingerne var siden 1840 stadig bleven offentliggjort i »Berlingske Tidende«, og Særtryk var taget heraf til Indbinding. Da nu den første af Adresserne, den fra Repræsentantskabet i Hillerød, indløb til København og blev sendt til Trykning, nægtede »Berlingske Tidende« dens Optagelse i Bladet. Forsamlingens Svar var kort og fyndigt: den vedtog at forlade Berl. Tid. og for Fremtiden offentliggøre sine Forhandlinger i Oppositionens Hovedorgan »Fædrelandet«.

Allerede nu forberedtes det, som skete tre Aar senere ved Kommunalbestyrelsens Henvendelse til Kongen i Marts 1848, og fremsynte Folk havde som en Forudanelse


432

om, at det engang vilde komme. Som nævnt var det i 1845 paatænkt at gaa til Slottet i et stort Folketog, og »Fædrelandet« beklagede, at det ikke blev gjort: Folket skulde være gaaet til Kongen »med en hensynsløs Djærvhed, med en stolt Holdning, der lagde for Dagen, hvor meget man følte baade sin Magt og sit Værd«. Og de liberale Politikere satte deres Lid til Københavns Borgerraad: »Der kan komme onde Dage, da Hovedstadens Borgere hos Kommunens Raad ville søge Opmuntring og Trøst; urolige Tider, da det kan virke til Fred og Beroligelse; skæbnesvangre Øjeblikke, da maaske hele Landets Velfærd og Fremtid kan være lagt paa dets Skuldre.« 1)

Der var endnu tre Aar at vente, inden alt dette gik i Opfyldelse, og disse tre Aar var for Politikerne kun en Ventetid. Under Kristian VIII skete intet mere; Spændingen øgedes, Konflikterne tilspidsedes, men ingen Udladning fandt Sted. Tønderet ventede fremdeles paa den tændende Gnist.

Senere, da det hele var overstaaet, og man havde set, hvad der kom ud af det, kastede »Fædrelandet« Blikket tilbage over den sidst forløbne Tid og karakteriserede den i følgende Ord:


»Hvo mindes ikke, hvilken øde Tomhed, hvilken Ligegyldighed og Smaalighed, der karakteriserede vort offentlige Liv i de sidste Maaneder før Kristian den Ottendes Død. Publikums store Hob havde kun een offentlig Interesse, det var den at fornøje sig, hvilken Tilbøjelighed Regeringen paa enhver Maade begunstigede; den uafhængige og respektable Presse førte, knækket ved Beslag og Mulkter, kun et hensygnende Liv, medens der under dens Fødder var opvokset en Snyltepublicistik, der sugede Næring af Regeringspolitikens Usselhed og Publikums Skrøbelighed.

Vilde Menigmand politisere, og det faldt lidt latterligt ud for ham, saa havde man i »den politiske Kandestøber« en

__________

1) Fædrelandet 27. Jan. 1846.


433

herlig Satire fiks og færdig tillavet for ham. Blev man ikke latterlig i sin Politiseren, saa var man et farligt Menneske, med hvem alle gode Borgere pligtskyldigst afbrøde enhver Omgang og bleve derved endnu bedre Borgere. Denne Betragtningsmaade fandt ikke blot en Støtte i Regeringen - nej, den havde langt mægtigere Talsmænd. Filosofer, Digtere, Skønaander understøttede den af al Magt.

Lykkedes det efterhaanden Politiken at finde Talsmænd blandt Landets folkekære Mænd, saa var det dog stedse kun en lille Skare, som sluttede sig trofast til dem . . . Hin lille Skare vidste imidlertid at fremkalde et saadant Røre i Landet, at ingensomhelst anden Røst formaaede at komme til Orde. Politikerne hørte kun sig selv tale - og i det højeste Regeringen skænde; de sluttede nu dristigt, at de var Folket, og havde til en vis Grad Ret i denne Paastand«. 1)

__________

Pressen og Censuren.

Et Par Dage efter Frederik VI's Død begyndte »Fædrelandet« at udkomme som Dagblad. Det blev en Begivenhed baade i den politiske Oppositions Historie og i den danske Presses.

»Fædrelandet« var i 1834 stiftet som Ugeblad af Professor C. N. David. Ved Oktober Kvartals Begyndelse 1839 havde han meddelt, at han fra 1. April 1840 agtede at lade Bladet udgaa som Dagblad, samtidig med at en Række nye Navne knyttedes til Bladet. Men Kongens Død fremskyndede Begivenhederne, og de nye Udgivere besluttede at benytte Øjeblikket. Fra d. 6. December 1839 udkom »Fædrelandet« hver Søgnedag, og foruden David opførtes nu Giødvad, Balthazar Christensen, Lehmann og Wessely som Udgivere. Da kort efter David traadte ud og blev afløst af Monrad, var hele det liberale Partis

__________

1) Fædrelandet 28. Dec. 1848; 6. Juli 1849.


434

Styrke samlet her, og »Fædrelandet« blev i de følgende Aar Partiets Hovedorgan og det mest indflydelsesrige af de københavnske Dagblade. Balthazar Christensen blev den første ansvarshavende Redaktør.

Med »Fædrelandet« begynder Journalistikkens Nutid. Ved Siden af de gammeldags ubehjælpsomme Blade fra Frederik VI's Tid gør »Fædrelandet« et helt moderne Indtryk. Dets Sprog er det samme Dansk, som skrives nu om Stunder, og mange af dets Artikler vilde den Dag i Dag være en Pryd for et Dagblad.

Det ejendommeligt nye ved Bladet var dog dette, at det meldte sig til Kamp for bestemte Ideer, at det var Organ for et enkelt politisk Parti. De Mænd, der samlede sig om »Fædrelandet«, vidste, hvad de vilde, og de havde Talent nok til at sige deres Mening saaledes, at hele Landet lyttede efter. Det var Folk, som var bestemte paa at sejre: »Om et Par Decennier«, sagde Orla Lehmann i 1845, »ligger vort Fædrelands Skæbne i vor Haand. Da sidde vi i Kongernes og Folkenes Raad.« 1) Dygtigt og dristigt brugte de Bladet i den politiske Kamp, - saa fik den ansvarshavende Redaktør tage de Kaar, som fulgte paa.

»Fædrelandet« var de liberales eget Blad, men der var andre, som stod Partiet nær. I Frederik VI's Tid havde »Kjøbenhavnsposten« været Hovedstadens eneste oppositionelle Dagblad. Giødvad var dets Redaktør, indtil han i 1839 blev idømt to Aars Censur og derfor maatte fortrække. Hans Afløser blev den forhenværende Drejersvend J. P. Grüne, der særlig gjorde Bladet til Organ for Smaahaandværkernes Interesser og for de fra Frankrig fremtrængende sociale Ideer. Grüne betragtede sig og sit Blad som de eneste virkelige Forkæmpere for politisk

__________

1) Tale i Kristiansborg Ridehus d. 24. Juni 1845. Lehmanns Efterladte Skrifter III, S. 155 ff.


435

Radikalisme. Derimod interesserede han sig ikke for den nationale Bevægelse og kom derfor jævnlig i Modsætning til »Fædrelandet«s Parti, de nationalliberale. - I Oktober 1840 begyndte Vittighedsbladet »Corsaren« at udkomme, og saa længe Goldschmidt var dets Leder, indtil 1846, kunde dette Blad regnes med til de lette Tropper i Frihedspartiets Armé. Paa samme Side kæmpede ogsaa det af Claudius Rosenhoff udgivne Ugeblad »Den Frisindede«.

Pressen i det hele, og særlig Oppositionsbladene, havde vanskelige Kaar under Kristian VIII. Skønt der bestandig taltes om og praledes med, at der ikke fandtes Censur i Danmark, var dette kun rigtigt paa Papiret. I Virkeligheden trivedes Censuren frodigt. Den gjaldt for det første for alle de privilegerede Blade, hvad enten disses Privilegium gik ud paa lettet Postforsendelse, Ret til at optage Avertissementer eller Tilladelse til at bringe politiske Efterretninger. Dernæst brugtes Censur for et kortere eller længere Aaremaal som Tillæg til Straffen for domfældte Redaktører og Forfattere. For de Blade, som ikke stod under Censuren, var Forholdet et andet, men næppe bedre. De behøvede ikke at lade deres Manuskripter godkende af Politimesteren, før de gik i Trykken; men de stod, som det kaldtes, under Politiets Gennemsyn. Saa snart Bladet var færdigtrykt, skulde det sendes til Politimesteren, der havde Magt til at standse dets Udsendelse og lægge det hele Oplag under Beslag. Kancelliet skulde derefter afgøre, om Beslaglæggelsen skulde opretholdes og Sag anlægges mod Bladet. Saa begyndte en vidtløftig Rettergang, og først langt om længe fik man at vide, om det beslaglagte Nummer maatte udkomme eller ej. »Det heldigste Tilfælde, der kan indtræffe for det beslaglagte Nummer, er, at det frifindes ved Hof- og Stadsretten. Efter at det er frifundet, har Kancelliet Magt til at appellere Sagen til Højesteret. Skulde Dommen ogsaa ved denne Ret lyde paa Frifindelse, betaler Bladets Ud-


436

giver dog Sagens Omkostninger (at det offentlige ved Højesterets Dom idømmes Sagens Omkostninger, er nemlig længe uden Eksempel), og Bladet udkommer efter et Aars Forløb, saaledes at Artiklen naturligvis vil være uden al Virkning, da den Genstand, den omhandler, som oftest alt længe vil være glemt.« 1) Forskellen mellem at staa under Censuren eller under »Gennemsynet« var saaledes ikke stor, ja, man kunde synes, et Blad maatte foretrække Censuren, der nedlagde sit Forbud i Tide, fremfor Gennemsynet, der kom med sin Beslaglæggelse bagefter, naar Bladet var trykt. I 1842 var da ogsaa Tilstanden saaledes, at af Landets 24 Dagblade var de 22 under Censur. De to, som ikke var det, - »Kjøbenhavnsposten« og »Fædrelandet«, - stod under »Gennemsynet«, og at dette ikke har virket forgæves, faar man den Dag i Dag et levende Indtryk af, naar man læser i de gamle Aargange af disse Blade fra Beslaglæggelsernes Tid. Man træffer i dem ikke blot Huller i Rækken, som aldrig er bleven udfyldte, - de skyldes de Numre, der er bleven beslaglagte, dømte og tilintetgjorte; men man støder ogsaa paa den Ejendommelighed, at to, tre eller fire Numre i Træk indeholder aldeles det samme Stof paa en enkelt Artikel nær. Det er de Numre, som har været beslaglagte, men atter er bleven frigivne. Redaktionen har ombyttet den Artikel, som har foraarsaget Beslaglæggelsen, med en anden og ladet det øvrige Stof blive staaende. Hvis den nye Artikel ogsaa befindes kriminel, beslaglægges Bladet igen, og Redaktionen prøver da for tredie Gang det gamle Stof med en ny Leder, indtil det endelig lykkes. Naar saa Beslaglæggelsen er bleven hævet og Bladet frigivet et helt eller halvt Aar efter, har Abonnenterne faaet de gamle Numre tilsendte, og saaledes kan man altsaa nu i de ind-

__________

1) Fædrelandet 15. Nov. 1842.


437

bundne Aargange fra Fyrrerne læse de samme gamle Nyheder flere Gange i Træk 1).

Den københavnske Censor var i disse Aar »Politimesterens Medhjælp« Justitsraad Reiersen. »Fædrelandet« behandlede ham med en gemytlig Overlegenhed og uden al personlig Bitterhed. Stillingen har vel ogsaa været ubehagelig nok for ham endda; thi Bladene havde jo altid Latteren og Publikums Sympati paa deres Side, og et Citat fra et af Henrik Hertz's Lystspil blev i disse Aar til et bevinget Ord: »Det skulde De ikke gøre, Hr. Reiersen!«

Over Reiersen stod den Mand, der praktisk raadede for Pressens Skæbne, Præsidenten i det danske Kancelli. Hos ham skulde et Oppositionsblad ikke vente megen Forstaaelse. »Hans Ekscellence Poul Chr. Stemann er, efter juridisk Stat, juridisk Kandidat fra 1781, 8 Aar før den første franske Revolution, den Tid, da den nuværende Slægts Bedstefædre levede. Hs. Ekscellences Dannelses- og Udviklingsperiode falder i det forrige Aarhundrede; han var ung under Kejserinde Katharina, da man brugte Allongeparykker, Fiskebensskørter og højhælede Sko, da man ikke kendte Hurtigpresser, Dampmaskiner og Jernbaner; hans Sympathier ere af et ældre Datum, og det vilde være en ubillig og urimelig Fordring, at han skulde føle Interesse for vor Tids Bestræbelser.« 2)

Denne overbærende, let ironiske Tone, hvori »Fædrelandet« omtaler sine Modstandere, er karakteristisk for Bladets Skrivemaade. De liberale Skribenter følte sig tilstrækkelig overlegne til ikke at behøve at bruge stærke Ord. Viddet og Ironien stod til deres Tjeneste, de kendte Betydningen af den kunstneriske Form, og de vidste, at man ofte opnaaede større Virkning ved den indirekte end

__________

1) Eksempel: Fædrelandet 1842 Nr. 1004, 1005 og 1006.

2) Fædrelandet 15. Nov. 1842.


438

ved den direkte Tale. Der var mange Læsere, som huskede »Fædrelandet«s udførlige Anmeldelse af den Elefant, der blev forevist ude paa Vesterbro, - medens de straks vilde have glemt en mere ukunstnerisk og ligefrem Opfordring til at tage kraftigere fat i Arbejdet for Konstitutionssagen. »Allerede den Omstændighed, at de danske Konger have valgt denne besynderlige Skabning til et Ordenstegn, leder Tanken hen paa en eller anden Idéforbindelse mellem dette Dyrs Egenskaber og de danskes Nationalitet. Elefanten kan bære store Byrder, bærer dem altid villigt og elsker altid sine Vogtere. Den har en usædvanlig tyk og haard Hud; en lempfældig Kilden føler den ikke, men vil man vække dens Opmærksomhed, maa man støde den med en Jernstang mellem Ribbenene« o. s. v. 1)

At skrive i Oppositionsbladene var i disse Aar en vanskelig Balancekunst: Forfatteren vilde jo gerne have sagt, hvad han havde paa Hjerte, og dog samtidig undgaa at faa Bladet beslaglagt. Særlig »Corsaren« drev den farlige Sport at bevæge sig i dobbeltbundede Udtryk, og den fik i disse Aar Publikum ret godt vænnet til at læse mellem Linierne. Alligevel gik det jo ofte galt. Reiersen, Stemann og Domstolene passede godt paa, og jævnlig regnede Pengebøder, Fængselsstraf og Berøvelse af Skrivefriheden ned over de liberale Blade. Forbruget af Redaktører var derfor stort. Balthazar Christensen vedblev ikke længe at være ansvarshavende ved »Fædrelandet«. I Marts 1841 fik han en Dom paa 200 Rdlr.s Mulkt og to Aars Censur. Han fratraadte derefter Redaktionen, og Lehmann tog fat; men under Forfølgelserne imod ham som Borgerrepræsentant maatte ogsaa han træde tilbage, og i Maj 1841 blev Ploug Redaktør. Det varede ikke mange Dage, før der ogsaa blev anlagt Sag mod ham samt mod Giødvad, der var Bladets Redaktionssekretær: »Det er den første

__________

1) Fædrelandet 1840 Nr. 52.


439

Nyhed, vi have at bringe vore Læsere i Dag, paa »Danmarks Majdag«, »Frihedens Vaarfest« o. s. v.«, skriver »Fædrelandet« d. 28. Maj, - Aarsdagen for Provinsialstændernes Indførelse. Ved en Dom i 1842 mistede Ploug sin Skrivefrihed og fratraadte derefter som Redaktør, hvorpaa J. A. Hansen overtog det juridiske Ansvar. Det varede dog ikke Aaret ud, før ogsaa han blev sat under Tiltale, hvad der endogsaa førte til, at Assessoren i Kriminalretten lod ham hensætte paa Vand og Brød for at aftvinge ham en Forklaring angaaende en gammel Artikel i Bladet. Da Giødvad havde genvundet sin Skrivefrihed, blev han en Tid ansvarshavende Redaktør. Men i 1846 blev han idømt Mulkter og Omkostninger til et Beløb af 1155 Rdlr. Da han ikke kunde betale, blev hans Møbler og Bøger solgte for 600 Rdlr.; de resterende 555 Rdlr. skulde han afsone ved en fire Maaneders Arrest i Kastellet. Men det lykkedes dog hans Venner at faa samlet Penge sammen til at betale Resten af Mulkten, der imidlertid var vokset til 946 Rdlr., og han blev derefter sat i Frihed. Typograf Reitzel blev hans Efterfølger som ansvarlig Redaktør ved »Fædrelandet«.

Saa vidt gik man i disse Presseforfølgelser, at undertiden baade Bogtrykkeren og Korrekturlæseren blev tiltalte sammen med Redaktøren, og engang blev en Redaktør dømt for nogle Tankestreger! Under saadanne Forhold var det, at »Fædrelandet« førte Kampen for vor politiske Frihed.

De andre Oppositionsblade gik det ikke bedre. Det hændte, at »Corsaren« blev jaget fra det ene Bogtrykkeri til det andet; naar den endelig havde fundet et tredie, som turde trykke Bladet, blev det lagt under Beslag; dette kunde gentage sig med flere Numre i Træk, saa det - for at bruge en Vending fra »Fædrelandet« - undertiden saa ud, som om Goldschmidt skrev Bladet »blot for Justitsraad Reiersen og Medlemmerne i det kongelige danske


440

Kancelli«. Den ene efter den anden af Goldschmidts Ansvarshavende blev ved Dom gjort inhabil til at være Redaktør, og de skiftede derfor ustandselig. I »den store Corsarsag« i 1842 indstævnedes foruden Goldschmidt selv hans Bogtrykker, en Boghandler og seks Arbejdsmænd, der for Betaling havde fungeret som Ansvarshavende. Goldschmidt og de fem af Arbejdsmændene blev dømte. - Ogsaa Grüne og Rosenhoff forfulgtes paa samme Maade med Beslaglæggelser og Domme. I 1841 opgjorde »Fædrelandet« Resultatet af de Trykkefrihedssager, der var bleven anlagte i Løbet af det sidste Aar. Det var i alt 22 Sager, af hvilke de 10 endnu var uafgjorte. Resultatet af de andre 12 havde været, at »Kjøbenhavnsposten« i dette Aar havde betalt 650 Rdlr. i Bøder, »Fædrelandet« 500, »Den Frisindede« 700 og Magister Monrad 200 Rdlr., alt foruden Sagernes Omkostninger. Bøderne tilfaldt Fattigkassen, der saaledes ad denne Vej havde haft en Indtægt af 2050 Rdlr. »Tages der nu Hensyn til, at dette er Resultatet af kun tolv definitivt afgjorte Pressesager, da tro vi, at den eneste, der ved at læse dette Blad af Trykkefrihedens Historie under Kristian VIII's Regering med Rolighed og Hjertens Glæde kan imødese Udfaldet af det resterende endnu for Retten svævende Antal, - er Fattigvæsenet.« 1) Der blev i Kristian VIII's Regeringstid af de fem københavnske Blade Fædrelandet, Kjøbenhavnsposten, Den Frisindede, Morgenposten 2) og Corsaren betalt i alt 17,980 Rdlr. i Mulkter.

Man maa næsten undres over, at Bladene under slige Forhold endda kunde have saa meget Humør tilbage, at de vedblev at udkomme. Kun én Gang, efter Balthazar Christensens Domfældelse i 1841, meddeler »Fædrelandet«,

__________

1) Fædrelandet 7. Juli 1841.

2) Et Dagblad, der begyndte at udkomme i Dec. 1844, udgivet af Cand. theol. P. Larsen.


441

at man har tænkt paa at standse Bladet; men det blev dog ikke til noget, og gennemgaaende tog det sine Genvordigheder med godt Humør. Der hørte ikke saa lidt Livsmod til at kunne skrive en Notits som denne: »Efter Forlydende er Hs. Majestæt Kongen af Preussen kommen her til Staden i Morges tidlig. Men vil finde det naturligt, at vi, der af Højesteret er mulkterede paa 100 Rdlr. for efter preussiske Blade at have fortalt, at Hs. Majestæts Generaladjudant Neumann vilde komme her til Staden, ikke uden en vis Ængstelse melde, at Hs. Majestæt selv er kommen.« 1)

Claudius Rosenhoff havde mindre Modstandskraft. Ruineret af Censurmulkter maatte han standse »Den Frisindede« i 1846.


De udenlandske Blade var under lige saa skarpt Opsyn som de indenlandske. Læseselskabet Athenæum ansøgte i 1840 Kancelliet om Tilladelse til at abonnere paa de to norske Blade »Morgenbladet« og »Den Gonstitutionelle«, men fik Afslag 2). I 1843 blev det forbudt at indføre »Svensk Aftonblad« i den danske Konges Riger og Lande. »Hamburger Neue Zeitung« blev forbudt i 1846 og »Bremer Zeitung« i 1847. Og ligesom der blev passet paa, hvad Folk maatte læse, saaledes vaagedes der ogsaa over, hvad de fik at høre. Det nystiftede Totalafholdenhedsselskab vilde i 1845 lade afholde nogle Foredrag om Afholdssagen omkring i Landet. Naturligvis ansøgte det først Kancelliet om Tilladelse, men Svaret gik ud paa, at der maatte opgives, hvilke af Selskabets Medlemmer der skulde holde Foredragene; først derefter kunde dets Andragende komme under nærmere Overvejelse 3). Alle Foreninger stod under Politiets Opsigt. Da den Borgerlige

__________

1) Fædrelandet 18. Juni 1845.

2) 1. Sekr. 1840 Nr. 1384.

3) 1. Sekr. 1845 Nr. 897.


442

Læseforening i Januar 1846 havde indbudt sine Medlemmer til at høre paa et Foredrag af Skolelærer Gleerup om »Bondebevægelserne, deres Grunde og Betydning«, modtog Bestyrelsen samme Dag, som Mødet skulde holdes, en Ordre fra Politidirektøren om »at drage Omsorg for, at et Foredrag over saadant Emne ikke finder Sted i Selskabet«. Bestyrelsen klagede til selve Kongen over Politimesterens Forbud, men uden Virkning 1). Skandinavismen var ilde set. Ploug blev i Juli 1843 sat under Tiltale for en Tale, han paa et Studentertog til Sverrig havde holdt i Kalmar, og Orla Lehmann blev tiltalt paa Ære, Liv og Gods for sin navnkundige Tale i Ridehuset i 1845. Begge blev dog frifundne. Et af Studenter paatænkt »Skandinavisk Samfund« blev forbudt af Regeringen i 1843; men dette førte da til, at en Kreds af ældre og ansete Mænd tog Tanken op og stiftede et »Skandinavisk Selskab« under saadanne Former, at det ikke kunde rammes af Regeringen. Ogsaa et Studentersamfund af liberal Farve, der blev stiftet i 1840, blev opløst af Konsistorium efter et halvt Aars Forløb. Og i det hele taget førtes der i disse Aar mellem Studenter og Autoriteter en stadig Guerilla 2).


Blandt de konservative Blade var »Berlingske Tidende« det betydeligste. Det redigeredes siden 1838 med Dygtighed af Nationaløkonomen M. L. Nathanson. Nogen politisk Indflydelse havde Bladet ikke; kun i statistiske og finansielle Spørgsmaal kunde Redaktøren undertiden indtage en selvstændig Stilling; men ellers yndede han mest at forholde sig refererende og afventende over for Tidens Begivenheder. Regeringens egentlige Organ i Pressen var »Dagen«, der i Begyndelsen af Fyrrerne redigeredes af Kancelliraad Fribert. Dette Blad nød i høj Grad

__________

1) 1. Sekr. 1846 Nr. 399. - Borgerrepr. Forh. 1846 S. 21.

2) Se H. G. A. Lund: Studenterforeningens Historie II, Registret under Bræstrup.


443

Regeringens Begunstigelse. Det havde Tilladelse til at meddele udenlandske Efterretninger, det blev begunstiget med Hensyn til Postforsendelse, og det fik fra officielle Kilder Meddelelser af almen Interesse tidligere end andre Blade. Des besynderligere var det, at Bladet dog ikke kunde bestaa. I 1843 forlod Redaktør Fribert pludselig Landet og rejste til Amerika, efterladende sit Bo til Skifteretten. Og derefter ophørte »Dagen« at udkomme.

Uden for al Politik stod Adresseavisen, der med sin Eneret til at optage Avertissementer for Betaling var alle de andre Blade en slem Torn i Øjet. Privilegiet, der gik helt tilbage til 1706, var adskillige Gange senere bleven fornyet og ændret, sidste Gang i 1828, da det blev forlænget til Udgangen af Aaret 1854. Privilegiehaverne betalte fra ældre Tid 1625 Rdlr. aarlig til den kongelige Kasse og 100 Rdlr. til Fødselsstiftelsen. I 1828 gik de endvidere ind paa at betale aarlig 2000 Rdlr. til den polytekniske Læreanstalt samt i 1835 paa én Gang 3000 Rdlr. til Anvendelse efter Kongens nærmere Bestemmelse, - Vidnesbyrd nok om, at Forretningen var god.

Gang efter Gang var det bleven forsøgt at komme dette Privilegium til Livs. I 1839 var en »Commissionstidende« begyndt at udkomme med Oplysninger af den Art, som greb ind i Adresseavisens Privilegium. Men Adressekontoret fik Dom for, at det var eneberettiget til alle Avertissementer angaaende lejesøgende, tjenestesøgende, fundne Sager, Auktioner, Proklamaer m. m., og at Commissionstidende skulde forbydes. Aaret efter søgte selve Borgerrepræsentationen at skaffe Byens Borgere Tilladelse til at indrykke deres private Avertissementer i hvilke Blade, de selv ønskede; men det hjalp intet, lige saa lidt som en Deputation til Kongen, der i 1841 anmodede om Ophævelse af Adressekontoret.

Adresseavisens Privilegium var saa meget mere trykkende, som Redaktøren, Jelsmark, efter Forgodtbefin-


444

dende nægtede at optage de Avertissementer, som ikke passede ham. En Bekendtgørelse fra en Værtshusholder, at han aabnede sin nye Beværtning førstkommende Søndag, blev tilbagevist med den Bemærkning, at Redaktøren fandt det upassende at aabne en Beværtning paa en Søndag. Og Adresseavisens Konkurrent, Brødrene Berling, kunde aldrig faa noget optaget i Bladet og anlagde til sidst Sag derfor imod Redaktøren.

Da Presseforholdene var bleven forandrede efter Grundloven, forsøgte man igen at komme Adresseavisen til Livs. En Bogtrykker Herdahl begyndte at udgive »Herdahls Avertissements-Tidende«, men Ejerne af Adressekontoret nedlagde straks Forbud derimod og fik ogsaa denne Gang Medhold ved Domstolene 1).

Imidlertid udløb Adresseavisens Monopol efter den sidste Fornyelse med Aaret 1854, og det havde i den Grad den offentlige Mening imod sig, at der ikke mere kunde være Tale om en Fornyelse deraf. Alle Blade fik nu Ret til at optage private Avertissementer, og de offentlige Kundgørelser overførtes til Berlingske Tidende 2). Men det viste sig her som saa ofte, at Privilegier demoraliserer: Der var ikke gaaet et Aar, før der fra alle Sider klagedes over det slette Papir og Tryk, som Berlingske Tidende havde indført, saa snart den havde faaet Eneretten til de offentlige Bekendtgørelser, og Ministeriet maatte paalægge Udgiverne at træffe Foranstaltninger til »at tilfredsstille Publikums billige Fordringer« 3).

__________

1) Juridisk Ugeskrift 1852, Nr. 50-52.

2) Lov af 22. Febr. 1855.

3) 2. Sekr. 1856 Nr. 1840.


__________


445

Begyndende Arbejderbevægelse.

Den nationalliberale Opposition, som »Fædrelandet« og Borgerrepræsentationen betegnede, var saa langt den mægtigste af Fyrrernes politiske Bevægelser, ligesom det ogsaa blev den, der senere skulde faa Landets Skæbne i Hænde for lange Tider. Men den var dog ingenlunde det eneste Udtryk for det vaagnende politiske Liv. De nationalliberale havde deres Tilhold i Embedsstanden og det højere Borgerskab, hos »Intelligensen« og blandt »de dannede«. Men der var ved Siden af dem en anden politisk Opposition, som en kort Tid syntes at have Mulighed for at erobre Hovedstaden. Det var den begyndende Arbejderbevægelse.

De første Spirer til et særligt Arbejderparti begynder at vise sig i Fyrrerne. Rigtignok var de endnu smaa og svage, og de første Foreninger, Svendene dannede, var saa upolitiske som vel muligt, - det var de før nævnte Sangforeninger. Men uden for Arbejdernes egen Kreds havde enkelte Forløbere for en kommende Bevægelse vist sig i Literaturen og Pressen. Goldschmidt i »Corsaren« og end mere Grüne i »Kjøbenhavnsposten« havde rørt ved det sociale Spørgsmaal og antydet, at dette for dem betød mere end det konstitutionelle, for Grüne tillige mere end det nationale. Det var dog meget smaaborgerlige Standpunkter, Grüne gjorde sig til Talsmand for; han var Modstander af Næringsfriheden og vilde beskytte de smaa Haandværkere ved at bekæmpe Storindustrien. Af en lignende Aandsretning, om end af langt større Evner, var J. A. Hansen, der ligesom Grüne oprindelig var Haandværksmand og bestandig bevarede en vis Tilknytning til sine gamle Standsfæller. J. A. Hansen kom snart til at spille en Rolle i det i 1846 stiftede »Bondevennernes Selskab«, og flere Gange i den følgende Tid forsøgte han at knytte Alliancer mellem Bondevennerne og den københavnske Arbejderstand.


446

Den mest typiske Repræsentant for Smaastandsbevægelsen i Fyrrerne var dog utvivlsomt Jernstøber P. F. Lunde. Han var, som de andre Talsmænd for Byernes Smaakaarsfolk, en Modstander af Næringsfriheden uden dog derfor at savne Blik for Laugsvæsenets Skavanker. Hvorledes Produktionsforholdene skulde ordnes, var det store Problem, som han og de andre tumlede med uden at kunne naa til et klart Standpunkt. Karl Marx og den tyske Socialisme med sin Løsning af Spørgsmaalet - Statsproduktion - var endnu ikke naaet herop; Frankrig var fremdeles det toneangivende Land i Europa, og det Ideal, som den københavnske Jernstøber havde for Øje, var nærmest en proudhonsk Anarkisme.

I 1848 udgav P. F. Lunde et lille Skrift med Titel: Forslag til Forbedring i de arbejdende Klassers Kaar. Det var Begivenhederne i Paris, der havde kaldt ham frem, vel at mærke ikke den politiske Revolution i Februar med Kongedømmets Fald og Republikkens Indførelse, men Arbejderopstanden i Juni. Det var ikke de politiske Former, men det sociale Indhold, der for Lunde var Hovedsagen. »I 20 Aar holdt jeg mig overbevist om, at vort Statssamfunds Bygning var forældet, forraadnet i dens Grundstøtter, og at den stod for Fald, og derfor arbejdede jeg efter Evne paa en Forandring til det bedre . . . Den Revolution, der nu er kommen, er mig derfor ikke fremmed eller uventet; mit foregaaende Liv vidner om, at jeg vidste, den maatte komme. Ja, vi befinde os i Begyndelsen af en Omvæltning saa stor og vældig som nogen, der er gaaet forud; thi dens Valgsprog er: Udligning af saadanne Misforhold i Samfundet, som staa hindrende i Vejen for alles mulige Velvære og det hele Samfunds Forædling.«

De Forslag, han derpaa fremsatte, var ret uklare og lidet gennemtænkte; men Meningen var dog nærmest den, at Produktionsordningen skulde bygge paa frie Associationer. Han vil, »at enhver nogenlunde betydelig Interesse


447

bliver repræsenteret saaledes, at den kan komme til Orde, og da bliver tillagt saa megen Myndighed, som det heles Vel og god Orden kan tilstede«. Særlige Organisationer skulde derfor dannes for Svende, for Mestre, for hvert enkelt Haandværk eller hver Fabriksvirksomhed, for Handelsstanden o. s. v. Det var et Slags Arbejder-Parlament, han sigtede imod.

Som god Demokrat haaner han Akademikere og Embedsmænd og »hine tomme Titler blandt de »højere Klasser«, der i mine Øren lyde som Narrebjælder«. Men i »Bondevennernes Selskab« venter han at finde Forbundsfæller for sig og for Købstædernes Arbejderstand. »Vi ville intet, som Landbostanden ikke vil.«

Hans Forslag fik dog ingen Betydning lige saa lidt som Grünes samtidige Bestræbelser for at faa dannet et »Arbejderraad«. Ingen af dem var betydelig nok til at blive Fører, og selve Arbejderstanden var for langt tilbage til for Alvor at forsøge paa at gaa selvstændige Veje. »Arbejderspørgsmaalet eksisterede paa en Maade ikke, fordi det endnu ikke var gaaet op for Arbejderne selv.« 1)

Lunde blev i 1849 valgt til Folketingsmand for Nyboder, og efter Valget fik han overrakt en Sølvpokal »fra Københavns Arbejdere«. Han var i disse Aar en trofast Støtte for Smaafolk i hans Valgkreds. »Gaa til Lunde« hed det bestandig, naar en af de jævne Folk i Søetaten skulde opnaa et eller andet eller havde noget at klage over. Des mere blev han angrebet af Officersstanden, især fordi han gjorde sig til Talsmand for en Udslettelse af Skellet mellem Marinens Over- og Underbefalingsmænd. Men hans Virksomhed paa Rigsdagen satte sig intet Spor.

Fra Svendene og Arbejderne selv hører vi intet. De var endnu ganske afhængige af Arbejdsgiverne, og i alle Lønstridigheder saa det fremdeles ud, som om der ikke

__________

1) Socialdemokratiets Aarhundrede II, S. 75.


448

var to Parter, men kun én til at bestemme Arbejdslønnen. Den anden Part kunde kun høfligt bede og skulde endda helst have en Forbeder. Da Arbejderne i Stadens Sandgrave i 1845 ønskede deres Dagløn forhøjet med 8 Skilling, henvendte de sig til Markmanden paa Fælleden og bad ham tale deres Sag. Markmanden var imødekommende og anbefalede Andragendet til Kæmneren, idet han ikke undlod at gøre opmærksom paa, at det var bleven fremført »i en høflig Tone« 1). Og naar Smedesvendene i 1847 ønskede deres Arbejdstid, der begyndte Kl. 4 om Morgenen, udskudt til at begynde Kl. 6 ligesom i andre Fag, henvendte de sig ærbødigt til Magistraten med Bøn om dennes Hjælp dertil 2). Men den almindelige Opgangstid i Fyrrerne havde, om ikke skaffet Svendene større Løn, saa dog øget deres Tal og allerede derved givet dem en større Betydning i Samfundet, hvad de ogsaa efterhaanden maatte blive sig selv bevidst. I Aarene 1842-1847 steg Haandværkssvendenes Antal fra 5768 til 8003, og i 1848 mærkes det, at Svendene har begyndt at faa en Forestilling om deres Betydning; de træder selv frem og begynder paa egen Haand at træffe Forholdsregler til Forbedring af deres Kaar.

Et første Forsøg paa at samle Haandværkerne, særlig Svendene, til en Sammenslutning uden for den laugsmæssige blev gjort ved Stiftelsen af Haandværkerdannelsesforeningen. Indbydelse til Deltagelse i en saadan Forening udgik i Foraaret 1847, men først i Oktober Maaned blev Foreningen dannet. Det var en Del unge Haandværkere, til Dels nylig hjemkomne fra Paris, som sluttede sig sammen: Bøssemager Christensen, Finérskærer Frederiksen, Skræddermester Lund o. fl. Det hedder i Lovenes første Paragraf, at »Foreningens Formaal er at udbrede almin-

__________

1) 2. Sekr. 1845 Nr. 1359.

2) 2. Sekr. 1847 Nr. 789.


449

delig gavnlig Oplysning, Forædling og Dannelse blandt Haandværkerne«. Men ret hurtigt fik Foreningen et bestemt politisk Anstrøg. Lunde blev Foreningens Formand; ved dens første Møde var Grundtvig Foredragsholder, og ved det næste talte Bøssemager Christensen om Begrebet Frihed. De radikale Literater Goldschmidt og Grüne fandt Vej derned. Goldschmidt blev endog Medlem af Bestyrelsen og holdt Foredrag om Demokratiet og Kommunismen 1), og den socialistiske Skribent Student Frederik Dreier deltog ivrigt i Diskussionerne. Den bevægede Tid i 1848 var gunstig for Foreningens Vækst. Snart talte den 900 Medlemmer; fra den udgik Indbydelse til de radikale »Hippodrommøder«, og den tog i en Adresse til Kongen til Orde for den almindelige Valgret.

Til Haandværkerdannelsesforeningens Stiftelsesfest i 1849 skrev Digteren Kr. Arentzen en Sang, der, uklart som Tiden selv, giver Udtryk for den særlig socialt farvede Radikalisme, som Foreningen var Hjemsted for:

Der gaar en mægtig Aand igennem Tiden,
det bruser underligt i Syd og Nord,
og midt i al vor Trængsel, al vor Liden,
sig hæver frejdigt et Apostelkor.
- - - - -
O lad dem spotte i de høje Sale:
... de dæmpe skal dog ej den stolte Tale,
ved Seinen ej, og ej ved Øresund;
thi nu er Folket vaagnet af sin Dvale
og priser Morgenstund med Guld i Mund.

__________

1) Borchsenius: Fra Fyrrerne I, S. 62-63.


__________


450

Regeringsforandringen.

Kristian VIII døde om Aftenen d. 20. Januar 1848, og næste Formiddag Kl. 9 udraabtes hans Søn Frederik VII som Konge.

Sjælden er der vel ved en Konges Død baaret mindre Sorg til Skue blandt et Lands, en Hovedstads Befolkning end her. Endnu inden han havde udaandet, var de Adresser vedtagne, med hvilke man vilde henvende sig til hans Efterfølger, de Agitationsskrifter sendte til Trykken, i hvilke Oppositionens Førere brød Staven over hans Livsgerning. Officielt var der jo Landesorg nok; Klokkerne ringede, og Kirkerne var sortbetrukne ligesom for Frederik VI, og med omhyggeligt Ceremoniel blev det foreskrevet, hvorledes Embedsmænd og Rangspersoner skulde gaa klædte i seks Maaneder efter Kongens Død:


»I 3 Maaneder bæres sorte Klæder med Klædes Knapper, sort Kaarde og Spænder, bredsømmede Manchetter og Pleureuser. I 2 Maaneder sorte Klæder med Klædes Knapper, blaa Kaarde og blaa Spænder samt smalsømmede Manchetter. I 4 Uger sorte Klæder med Silkeknapper og Knaphuller, blank Kaarde og Spænder, Kammerdugs Manchetter med Fryndser i de første 14 Dage og i de sidste 14 Dage Kniplings Manchetter.

Fruentimmerne bære:

I 3 Maaneder dybeste Sorg med Snip og Krepflor med brede Sømme, Kraver og lange Ærmer samt Slør. 2 Maaneder Speilflor, men ikke Snip. I 14 Dage sorte Klæder med Fryndser og 14 Dage med Kniplinger« 1).


Men de seks Maaneder blev kun til halvtredie. Ved Plakat af 15. April blev den anlagte Sorg hævet straks, - Kongen var glemt, endnu før Sørgetiden var til Ende.

Selve Begravelseshøjtideligheden kunde næppe nok gennemføres paa en sømmelig Maade, trods al den offi-

__________

1) Anordning 22. Jan. 1848.


451

cielle Pomp: »I Aftes blev Kong Kristian den Ottendes Lig ført i Procession,« skriver Goldschmidt. »Kongedømmet opbød hele sin Herlighed: Ryttere i skinnende Rustninger, Fakler, utallige Lys, Statens højeste Mænd som Tjenere med Hellebarder, alle store Værdigheder repræsenterede i en saadan Pragt, at de gejstlige Mænd, der fulgte efter, helt ydmygt syntes at skjule sig i Mørket.« 1)

Der var altsaa ikke sparet paa det ydre Apparat; men den tilsigtede Virkning udeblev. »Det var et sølet Føre,« skriver et Øjenvidne, »og Følget maatte ligefrem sjaske bagefter Liget. Særlig gjorde en stor Skare Embedsmænd en temmelig ynkelig Figur som Ligfølge.« 2) Men det værste var, at de Følelser og Stemninger, som Højtideligheden skulde være Udtryk for, ganske manglede. Det var kun en lille Kreds, som følte nogen virkelig Sorg ved Kongens Død; den almindelige Følelse var Ligegyldighed eller Uvilje mod den døde Konge, saaledes som Præsten Johannes Fibiger paa en næsten hjerteløs Maade har skildret det:

»Den 20. Januar døde Kristian den Ottende, og har nogen Sinde Kongedømmet vist sig i en lurvet Skikkelse, saa var det, da hans Ligvogn humpede ud af Byen. Det gamle Stillads skumplede saa uhøvisk af Sted, og Følget tog sig saa daarligt ud, og Stemningen var saa uvillig og raa, at man kunde faa ondt af at være Vidne dertil. Jeg stod i Vimmelskaftet og saa det. Der var ingen, der gad tage sin Hat af for den døde Konge; Folket var mere oplagt til at pibe i Fingrene. Qg det ikke fordi Københavns Borgerskab var særdeles frisindet, det er ikke Laugsfolkets Væsen, men fordi alle havde som en Fornemmelse af, at det var et raaddent Lig, der laa i Vognen. Visselig var Dommen baade uretfærdig og hjerteløs,

__________

1) Nord og Syd, 26. Febr. 1848.

2) Richardt Petersen: Erindringer, S. 23.


452

men den var der, selv i Samfundets fineste Lag. Saa vidt var det kommet med Enevoldskongen.« 1)

Ligprocessione opløstes uden for Vesterport. De tjenstgørende, som skulde overvære Bisættelsen i Roskilde den næste Dag, tog derned med Toget, medens den kongelige Ligvogn kørte langsomt ad Landevejen Natten igennem.

Baade Borgerrepræsentationen og de københavnske Stænderdeputerede havde deres Adresser til den nye Konge færdige allerede d. 20. Januar. De androg begge om en fri Forfatning; men Kongen frabad sig indtil videre alle Adresser og Petitioner, og Borgerrepræsentationen vedtog derefter slet ikke at sende nogen Deputation til Kongen, »eftersom den egentlige Mening, hvorfor de havde ønsket Audiens, nu ikke vilde kunne opnaas«. Befolkningens Utaalmodighed var stor. Et Folketog bragte de liberale Professorer Schouw og Clausen en Tak for deres Skrift »Ved Thronskiftet«, der udkom Morgenen efter Kongens Død, og paa ny lød Ovationer for L. N. Hvidt uden for dennes Bolig, medens der paa Slotspladsen foran Kongens Vinduer kun hørtes Raab om en Konstitution.

Den nye Konge og hans gamle Raadgivere søgte dog at gøre Tidsaanden de Indrømmelser, man med Rimelighed kunde forlange. Frederik VII's første Regeringshandling var en Oprejsning til den hidtil saa forfulgte Presse. Ved Reskript af 24. Januar blev samtlige for Retterne verserende politiske og Trykkefriheds-Sager ophævede, og nogle Dage senere, d. 28. Januar, udvidedes dette til en almindelig Amnesti for alle, som paa Grund af Domme i deslige Sager var under Straf eller Censur, ligesom alle Mulkter og Procesomkostninger fra saadanne Sager blev eftergivne. Blandt dem, der nød godt af denne

__________

1) Johannes Fibiger: Mit Liv og Levnet, S. 219.


453

Amnesti, var M. Goldschmidt, som derved blev fritaget for den livsvarige Censur, han var bleven idømt ved en Højesteretsdom i 1843. Han navngav sig straks derefter som Redaktør af Maanedsskriftet »Nord og Syd«, der var begyndt at udkomme anonymt i 1847. Nu fik ogsaa den ulykkelige Dr. Dampe Tilladelse til at vende tilbage til København, og for Resten af sin Levetid oppebar han en liden Aarpenge af Staten. Han havde gennem sit lange Fængselsliv bevaret sin Ungdoms Radikalisme og søgte straks Omgang med de ligesindede, der samledes i Haandværkerdannelsesforeningen 1). Senere faldt det af sig selv, at ogsaa Forbudene mod de udenlandske Blade, som ikke maatte holdes her i Landet, blev hævede; og fra andet Halvaar 1848 begynder Bladene pludselig at vrimle med udenlandske Efterretninger, som det hidtil havde været dem forbudt at beskæftige sig med.

Saa vidt var den nye Regering altsaa allerede gaaet af egen Drift, og det havde sikkert været Meningen at fortsætte, om end noget forsigtigt, i samme Retning, selv om ikke det store Skub fra Udlandet var kommet til. Den 28. Januar offentliggjordes Udkastet til en Konstitution, ved hvilken Enevælden blev afskaffet. Udkastet tilfredsstillede ganske vist ikke nogen; men det blev dog ikke saa meget angrebet, fordi det ikke var liberalt nok, som fordi det ikke opfyldte det ejderdanske Partis nationale Krav.

Med Drøftelsen af og Protester imod dette Forfatningsudkast hengik Februar Maaned, og saa kom d. 1. Marts Efterretning om, at Revolutionen var udbrudt i Paris. Nu slog Spændingen ud i lyse Luer. D. 11. Marts afholdtes det første Kasinomøde, hvor de nationalliberale førte Ordet, og Aftenen derefter det første Hippodrommøde, hvor Lederne af Haandværkerdannelsesfor-

__________

1) Kr. Arentzen: Fra yngre og ældre Dage, S. 66.


454

eningen forsøgte at faa deres Standsfæller i Tale. I Kasino var det Nationalitetsspørgsmaalet, der blev drøftet, og Ejderpolitikken blev her gjort til Partiets Program. Paa Nørregade var det den almindelige Valgret, der stod paa Dagsordenen. De nationalliberale blev skarpt angrebne af Goldschmidt, Grüne o. fl. Men Lehmann, som kom til Stede ud paa Aftenen, erobrede ved sin uimodstaaelige Veltalenhed ogsaa dette Møde for den nationalliberale Politik. Da han paa sit Partis Vegne havde sluttet sig til det demokratiske Krav om almindelig Valgret, som hidtil ikke havde staaet paa de nationalliberales Program, fik han paa den anden Side Mødets Tilslutning til sin ejderdanske Politik. Og da nogle Dage efter (d. 20. Marts) Budskabet kom til København om den tyske Rejsning i Hertugdømmerne, fik de nationale Strømninger en saadan Magt over Sindene, at den begyndende radikale Partidannelse hurtig blev kvalt. - De konservative Helstatsmænd, der samlede sig i den saakaldte »Føniksklub«, var foreløbig uden Betydning, og Banen laa saaledes aaben for den nationalliberale Politik.

Borgerrepræsentationen samledes d. 20. Marts om Aftenen Kl. 7 og vedtog en ny Adresse til Kongen. Den var forfattet af Lehmann, og den forlangte kort og godt de gamle Ministres Afskedigelse:


»Afgørelsens Time nærmer sig med Kæmpeskridt. Staten vil opløses, dersom Deres Majestæt ikke uopholdelig omgiver Deres Trone med Mænd, som ere Opgavens Storhed voksne, og som kunne tilføre Regeringen en energisk Vilje og Nationens Bistand, - Mænd, der kunne redde Danmarks Ære og grundlægge Landets Frihed!

Vi anraabe Deres Majestæt om ikke at drive Nationen til Fortvivlelsens Selvhjælp!«


De maadeholdne Elementer i Forsamlingen var dog betænkelige ved Adressens voldsomme Sprog og særlig ved de truende Slutningslinier, Viceformanden, Bankdi-


455

rektor H. P. Hansen, foreslog en anden, mere moderat Adresse. Forsamlingen var paa dette Tidspunkt vaklende, men da Lehmann tog Ordet, rev han den saaledes med sig, at hans Adresse blev vedtaget med 27 Stemmer mod 3, hvorefter den blev underskrevet af samtlige tilstedeværende 30. Det blev endvidere besluttet at overrække Kongen Adressen den næste Dags Middag Kl. 12, og under den stærke Bevægelse, hvori Forsamlingen skiltes, blev man paa Opfordring af Lehmann, men uden at nogen egentlig Beslutning derom toges, enig om, at enhver skulde anmode sine Bekendte om at møde næste Dag paa Gammeltorv for at ledsage Repræsentanterne op paa Slottet.

Samme Aften holdtes det andet Kasinomøde; det var ansat til Kl. 8, men da Hvidt skulde være Dirigent, maatte man vente paa Borgerrepræsentanterne, der først kom fra deres Møde Kl. 8 1/2. Den lige vedtagne Adresse blev oplæst af Hvidt og fandt begejstret Tilslutning, og Resolutioner vedtoges om Slesvigs Forbindelse med Danmark og om et nyt Ministerium. Hele den store Forsamling lovede at give Møde den næste Dag, naar Byens Repræsentanter gik til Kongen.

Men der behøvedes ikke mere end det, der allerede var sket, for at bringe det gamle Ministerium til Fald. I de følgende Nattetimer blev dets Skæbne bestemt, og d. 21. Marts Kl. 9 om Morgenen kaldtes de gamle Ministre til Møde paa Kristiansborg Slot. Her meddelte Kongen dem i skaansomme Ord, at det var bleven en Nødvendighed for Regeringen at forandre sin Politik. Statsminister Bardenfleth, der var Kongens fortrolige, udviklede derpaa, i hvilken Retning den nye Politik skulde gaa, og derefter forlangte alle de andre Ministre deres Afsked. Det blev overdraget Bardenfleth at forsøge paa at danne et nyt Ministerium.

Ude i Byen, hvor man intet vidste om, hvad der


456

var sket paa Slottet, blev Forberedelserne trufne til det store Folketog. Hvidt havde straks underrettet Overpræsident Lange om Forsamlingens Beslutning og gennem ham indbudt Magistraten til at deltage. Overpræsidenten var kommen i den heftigste Bevægelse over Adressens revolutionære Form og Kasinomødets Resolutioner; men da han den næste Morgen fik at vide, at Kongen for saa vidt havde sluttet sig til Bevægelsen, som han var bestemt paa at afskedige Ministeriet, sammenkaldte han Magistraten, og det blev da vedtaget, at denne i den offentlige Roligheds Interesse skulde slutte sig til Borgerrepræsentanterne, om end Magistratens Medlemmer ikke vilde medunderskrive Adressen.

I et Fællesmøde paa Raadhuset Kl. 12 blev Magistratens Beslutning meddelt og med Tak modtaget, og Kl. 12 1/2 aabnedes Dørene til Raadhusets Forhal. Side om Side traadte Hvidt og Lange med blottede Hoveder ud mellem Søjlerne, bag dem kom de øvrige Borgerrepræsentanter og Magistratsmedlemmer parvis. En forventningsfuld Stilhed laa over den paa Torvet forsamlede Mængde; men saa snart den havde set, at Magistraten var med, brød et jublende Bifald løs. Da Processionen var draget gennem de ærbødigt vigende Skarer, fulgte disse efter, og Toget voksede stadig paa Vandringen ned gennem Nygade, Vimmelskaftet og Amagertorv, saa det talte mange Tusinder, da det over Højbro drog ind paa Slotspladsen. Kommunalbestyrelsen begav sig op paa Slottet, og Hvidt oplæste Adressen. Og saa kom det gribende, det mindeværdige Øjeblik, da Konge og Folk for første Gang i lange Tider fandt hinanden, da Frederik VII med fuld Sandhed kunde svare, at han allerede havde gjort det, som man nu bad ham om: Det gamle Ministerium var opløst. I denne Stund bandt Kong Frederik sit Folks Hjerter til sig med den Kærlighed, som varede


457

hans Liv til Ende, og den Pagt var nu sluttet mellem Konge og Folk, som uryggelig holdt i de kommende Prøvelsens Aar.

Kommunalbestyrelsen besvarede Kong Frederik VII's Ord med et Leve for Kongen, og dette Raab gentoges af Tusinder af Stemmer, da Kommunalbestyrelsen kom ned til sit store, roligt ventende Følge, og Hvidt havde meddelt det Kongens Svar.

Det gamle Ministerium var borte, men det voldte endnu Vanskeligheder nok at faa dannet et nyt. Bardenfleths Forsøg var bristet, og ingen anden viste Lyst til at prøve. Den ene Kombination blev forkastet efter den anden, og i et Døgn var Landet uden Regering; thi ingen havde bedt de gamle Ministre om at vedblive at fungere, indtil deres Efterfølgere var udnævnte, og de var derfor gaaet deres Vej. Kongen var nedtrykt og begyndte at tale om Tronfrasigelse; Befolkningen var utaalmodig, og Stemningen i Hovedstaden var en saadan, at man maatte regne med Muligheden af en Folkerejsning.

Der var under denne Situation et Øjeblik, hvor det saa ud til, at det kunde blive Hippodrompartiet og ikke Kasinomændene, der kom til at angive den nye Kurs. De liberale Ledere var i Raadløshed og Nedtrykthed forsamlede i Professor Schouws Bolig i Botanisk Have, da Jernstøber Lunde og et Par andre Repræsentanter for den radikale Politik indfandt sig hos dem »for at sige de Herrer, at de maatte gøre noget, ellers var der andre, der vilde«. Til Professor P. G. Bang, der ogsaa var til Stede, sagde Lunde: »Hidtil har De talt; nu skal De faa at se, at vi andre skulle tale et Ord med.« 1) Men Bang kunde svare, at han netop var kommen for at kalde de liberale Ledere til Kongen. Og dermed drev Stormen over, og faa Timer senere var der kun Jubel og Glæde over hele Byen.

__________

1) Hist. Tidsskrift 3, VI, S. 132. - C. Rosenberg: Danmark i 1848, S. 135-36.


458

Det var en af de gamle Ministre, Grev A. W. Moltke, der udløste Situationens Spænding, inden Udbruddet kom. Han paatog sig at danne det nye Ministerium; han gik ind paa at arbejde sammen med Hvidt og Lehmann, Monrad og Tscherning, og han akcepterede Kasinomødets Resolutioner som Grundlag for den nye Regerings Politik. Ved Middagstid d. 22. Marts var den nye Ministerliste i Orden, »Martsministeriet« dannet.

__________

Foraaret 1848.

Saa var da Hovedstaden og Landet midt inde i den mærkværdige Tid, som Aaret 1848 betegner. Ørkenvandringen var til Ende. Man stod ved det Maal, man i Aarevis havde higet imod, - og man følte sig helt betuttet over at være der. Nu var jo Tiden en ganske anden end før. Alt det tilvante svigtede: man skulde ikke længer gøre Opposition mod Kongen og Kancelliet; men med Regeringsmagten i sin Haand og med Kongen som Ven og Forbundsfælle skulde man nu til at bekæmpe et virkeligt Oprør.

Martsdagene i 1848 var som en Opvaagnen fra Drøm til Virkelighed, - atter og atter støder man paa Udtryk for denne Fornemmelse hos Samtiden:

»Vi forlode nys Absolutismens gyldne Sale, glimrende Dragter, prangende Ordensbaand; alt viste sig for os som i en kunstig Teaterbelysning. Alle Nerver vare spændte til det højeste som om Aftenen, naar man forlader et rystende Skuespil. Da indtræder en Slaphed. Man vaagner næste Dag som af en dyb Søvn. Alle Gaarsaftenens Blændværker ere forsvundne. En frisk og kølig, om end noget skarp og raa Morgenluft strømmer os i Møde. Nu


459

skal der tages fat paa Arbejdet; vi ere ikke længer Skuespillere eller Tilskuere som Aftenen i Forvejen.«

Med Arbejdsdagen kom Alvoren og Ansvaret: »Tiden er ikke længer til at tale i, som man i de fredelige Aar havde talt, nemlig blot til en Taleøvelse, eller en gensidig Opmuntring, eller en vis planløs Agitation, eller en Forberedelse af noget, som man selv ikke kendte; nej se! Man bliver taget paa Ordet . . . Hvis nogen i Aar er saa uforsigtig at love Husmændene Jord eller Haandværkssvendene Penge, saa er der nogen Sandsynlighed for, at han kan blive tagen paa Ordet ligesom en Tyv paa fersk Gerning.«

Denne Tanke om det nye store Ansvar, der saa pludseligt, saa uventet trods al Forventning, blev lagt paa Folkets egne Skuldre, vender bestandig tilbage. Det var saa vanskeligt at vænne sig dertil, - man havde jo dog ikke troet, det skulde blive Alvor: »Efter det ydre Skin af Travlhed kunde man, som Spotteren sagde, hver Dag tro, at den store Afgørelse kom inden Aften; men man ventede slet ingen fremmede, før det pludselig banker paa Døren; og ganske imod alle rimelige Forventninger er det os selv, der skal handle, og ikke blot vore Naboer.«

Det er, som om man først nu, bagefter, ret forstod, hvad det var, man havde været med til. Nu skulde det vise sig, om man dog ikke havde overvurderet sin egen Vilje og sin egen Kraft. Hensynsløst havde man omstyrtet alt det gamle, brudt med Hertugdømmerne, udæsket Tyskland: »Man havde danset en Tarantella paa Randen af en Afgrund; nu aabnede det dybe Gab sig for alles Øjne; man standsede, man greb hinandens Hænder og stemmede Fødderne imod; man følte sig stærk ved en før ukendt Enighed og opløftet ved at træde et alvorligt Formaal i Møde.«

Alle følte vistnok Svimmelheden ved den bratte Opvaagnen, men ikke alle delte den Optimisme, der ligger i


460

de sidst anførte Ord. »Alt er for sildigt,« skriver Goldschmidt d. 20. Marts; »der skal være udbrudt Oprør.« Og der var dem, som allerede ved Efterretningen om det første Kasinomøde forudsaa, at dette var Begyndelsen til Hertugdømmernes Tab.

For Eftertiden er Aaret 1848 let kommet til at staa i et falsk Skær som en lykkelig Tid. Saaledes føltes den dog næppe dengang. Det var en stærk, en løftet Tid, indholdsrig og skæbnesvanger, i Stand til at præge Menneskers Sind og Sjæl for Livstid. Men Spændingen var ofte utaalelig, Frygt gik jævnsides med Haab, og bratte Omvekslinger fra Glæde til Sorg fulgte efter hinanden:

»Det har længe været en almindelig Følelse iblandt denne Tids Børn, at de levede i en saakaldet Overgangsperiode, det vil sige en Tilstand, hvori det bestaaende forbereder sig til en Forvandling, som nogle kalde at dø og andre at genfødes . . . En saadan Tid er mere ansvarsfuld end skøn og glædelig; man er ikke blot paa Vejen, nej, man er i selve Indgangen til de nye Ideers Rige; men i denne Indgang er der Trængsel og Angst. Over alle disse dunkelt, men dybt bevægede Aander, som trænge sig frem, maa der være Trængselens Forvirring og Besmittelse.«

Denne uligevægtige Tilstand, »denne holdningsløse Svæven mellem Tillid og Tvivl, Haab og Frygt«, føltes mangen Gang som en Pine, og man længtes kun efter Spændingens Udløsning, efter at se Tiden »vende sig enten til den ene eller den anden Side«, - blot det atter blev Vished og Virkelighed, og man igen kunde faa fat paa et dagligdags, praktisk Stykke Arbejde 1).

Det var Fantasien, der var sat i sin stærkeste Svingning og havde faaet en Overvægt over de andre Sjælsevner, som i hvert Fald hint Slægtled aldrig før havde

__________

1) Citaterne efter Fædrelandet 28. Marts, 27. Juni, 1. Nov. og 28. Dec. 1848.


461

kendt. De utroligste Rygter fandt Tiltro. Man frygtede for Snigmord, man anede Spioner og Forrædere alle Vegne, man troede paa Sammensværgelser mod Kongens Liv. Anonyme »Danekvinder« og Verdensmænd som Saint-Aubain kappedes om at kolportere saadanne Angivelser 1), og det nyttede kun lidt, at de, der selv ansaa sig for de mest besindige, dannede et »Selskab for Sandhed og Orden« til at modarbejde disse Rygter.

Den gamle Korsar spottede: »Man har her dannet et Selskab »for Orden og Sandhed«. Det skal vedligeholde den offentlige Rolighed og modarbejde usande Rygter; til det sidste Øjemed erholder det fra Krigsministeriet Meddelelser, der indføres i Selskabets Protokol (paa Højskolen paa Kongens Nytorv) og ligge til Medlemmernes Eftersyn. - Jeg havde Lyst til at se et Medlem, naar han gaar ud fra Højskolebygningen. Han ved nu, hvad der er Sandhed, han er fyldt med Sandhed, han strutter af Sandhed, han er en Bank for Sandhed; alle usande Rygter blive hos ham anholdte og vekslede med Sandhed paa Valuta, som Protokollen ejer.« 2) »Fædrelandet« tog det alvorligere: »Uagtet her alt længe har bestaaet et Selskab for »Sandhed og Orden«, der indbefatter en stor Del af Byens mest ansete Borgere og Indbyggere, og uagtet dette Selskab vistnok har stræbt efter bedste Evne at modarbejde usande Rygter og fejlagtige Forestillinger om Tingenes Tilstand, - saa er det dog faktisk, at allehaande urimelige og opdigtede Fortællinger vedblive daglig at krydse hinanden, og det turde altsaa have vist sig, at Ondet ligger dybere, end at et hvilket som helst Selskab kan raade Bod derpaa.«

»Hvorvel nu denne Tilstand vistnok engang vil vorde Moder til en kraftigere og virksommere Almenaand, end

__________

1) A. F. Tschernings Efterladte Papirer II, 322-24.

2) Nord og Syd, 4. April 1848.


462

vort offentlige Liv før har været besjælet af, og den altsaa for saa vidt er et glædeligt Tidens Tegn, saa er den dog paa den anden Side alt for afvigende fra den gamle jævne Spidsborgerlighed og gemytlige Interesseløshed, til at den ikke ogsaa skulde medføre følelige Ulemper, og blandt disse regne vi fornemmelig den utilbørlige Overvægt, som Fantasien synes at udøve over Forstanden, den umættelige Trang til at tilfredsstille Videlysten med hvilken som helst løs og urimelig Snak, den sygelige Modtagelighed for gunstige og ugunstige Indtryk, uden Prøvelse af disses Beskaffenhed, som i de sidst forløbne Uger snarere synes at gribe videre om sig end at tage af.«

De bestandig svirrende Rygter skabte en almindelig Usikkerhed og Utryghed. En udbredt Mistillid til det trykte Ord afløste Fortidens blinde Tro paa sort paa hvidt; »man ser Forræderi titte frem i alle Kroge, man er færdig at mistænke sin egen Broder og aldeles at tabe Troen paa politisk Ærlighed og Troskab« 1).

I et Par Artikler »Om Forstaaelsen af Aaret 1848« søgte »Fædrelandet« at klare sig de forskellige Opfattelser af dette mærkværdige Aar.

De mest uforstaaende kom lettest fra det. De havde deres Svar paa rede Haand: Det var »de raa Masser«, der havde sat sig op mod Herrens Salvede; det var »den uvidende Pøbel«, der vilde omstyrte alle guddommelige og menneskelige Love; det var »Proletariatet«, der vilde plyndre og røve fra de rige. - Æstetikernes Dom var ikke meget forskellig fra denne: Overalt saa de Varsler om Kunstens og Kulturens Forfald, og Tiden forekom dem aandløs og kunstforagtende. Og fremdeles hørtes ikke sjældent den Dom over Tiden, at den ikke havde mindste Sans for eller ringeste Trang til Religionen, at den rent ud var »en gudsforgaaen Tid«.

__________

1) Fædrelandet 11. Maj 1848.


463

Men fra andre Sider - og, siger »Fædrelandet«, heldigvis dog fra de fleste - hørte man en hel anden Bedømmelse af det, som skete eller var i Færd med at ske. Det var nye store Tanker af uoverskuelig Betydning for Menneskeheden, som var ved at bryde igennem.

Der var Spørgsmaalet om Almenvelstanden, om de ringes og fattiges særegne Stilling i et Nutidssamfund; det kunde ikke nægtes, at dette Problem havde beskæftiget Tidsaanden stærkt i 1848, og Tanken om Fattigdommens fuldstændige Udryddelse begyndte at dæmre. - Saa var der Tanken om Folkefreden, om Krigens Afskaffelse: »For en lille Stats Vedkommende kunde der opkastes det Spørgsmaal, om den ikke - forudsat at den ellers havde sat sit Led i Lave - vilde føre en langt roligere og mere uforstyrret Eksistens under paakommende europæiske Forviklinger, hvis den ikke var i Besiddelse af en betydelig Land- eller Sømagt, end om den havde en saadan. Vi have før set, at vor Sømagt har draget os mod vor Vilje ind med i Hvirvelen . . . Ingen vil kunne nægte, at der gaar en Opposition imod Krigen igennem det forløbne Aar.«

Men fremfor alt andet var det Kravet om borgerlig Lighed, der prægede Tidsaanden i 1848. Fjerde Stands Emancipation var Tidens Hovedtanke; dette Problem krævede nu at løses, og det var det, som voldte Tiden alle dens Veer. Forgæves prædikede Statsmænd af den gamle Skole, at det netop var hele Ulykken, at Fjerde Stand vilde være med; man fik den nu ikke mere til at forblive i sin Forborgenhed, og social Fred vilde der aldrig mere blive, før dette Spørgsmaal var løst 1).

Betragtninger som disse blev først anstillede, da Aaret var udrundet. I Foraarsdagene 1848 stod man selv midt i Begivenhedernes Hvirvel, og jævne Folk havde ikke

__________

1) Fædrelandet 28. Marts 1849.


464

Tid til at filosofere over, hvad der muligen engang vilde komme ud deraf. Nej, de gik ud paa Amager Fælled for at øve sig i Skarpskydning.

Naar efterfølgende lille Skrivelse fra Københavns Kommandantskab til Magistraten læses med Forstaaelse og Overbærenhed, da ser vi igennem den Billedet af et Folk, der pludselig er blevet løst af en hundredaarig Tvang og nu boltrer sig hensynsløst i sin nye Frihed, - et Folk, hvis Fantasi er bleven opskræmmet, og som tror sig omgivet af indre og ydre Fjender, - et ungdommeligt, begejstret Folk, der higer mod Bedrifter og Æventyr og længes efter at komme i Kast med Fjenden og Fremtiden. - Skrivelsen er af 22. Maj 1848:

»Den ved Skydebanerne paa Amager inspektionshavende Underofficer har indmeldt, at han ved at passere Amager Fælled, især om Søn- og Helligdagene, har set civile Folk, paa forskellige Steder og i aldeles modsatte Retninger, øve sig i Skarpskydning, saa at man intet Sted er sikker for Kuglerne; og har han efter bedste Evne søgt at afholde dem derfra, men ingen har villet efterkomme Advarslen. - Da ved slig Uforsigtighed lettelig Skade kan afstedkommes, anser Kommandantskabet det for Pligt at meddele den ærede Magistrat Underretning om denne Uorden, for om der mulig kunde tages Forholdsregler til at forhindre dette Uvæsen for Fremtiden.« 1)

__________

Løfter og Forventninger.

Det var mærkelige Ting, man fik at se i 1848: Ministrene frasagde sig Rang og Ekscellencetitel, Langelinie blev aabnet for Publikum, alle Aviser og Tidsskrifter

__________

1) 2. Sekr. 1848 Nr. 1414.


465

stilledes ens med Hensyn til Postforsendelsen, A. S. Ørsteds Kollegialtidende ophørte at udkomme, og Borgerrepræsentationen begyndte at holde Møder for aabne Døre.

Det var en gammel Tanke, som Borgerrepræsentanterne herved endelig gennemførte. Allerede i 1841 havde »Fædrelandet« anbefalet den. I 1843 stillede Grosserer Meinert et Forslag derom, som dog ikke førte til noget trods langvarig Udvalgsbehandling af Mænd som Hvidt, Monrad og Algreen-Ussing. Nu foreslog den nye Statsminister Orla Lehmann paa ny de offentlige Møder, og denne Gang hævede ingen Røst sig derimod. Forslaget blev enstemmig vedtaget d. 27. Marts 1848, og det første Møde for aabne Døre afholdtes d. 13. Juli. Møderne holdtes som hidtil hver Torsdag Eftermiddag Kl. 6; men en Liste over de Sager, der kom til Behandling, skulde nu i Forvejen ophænges i Forværelset 1).

Ikke mindst overraskende virkede det, at Folk kunde samles paa Gaden, synge og raabe Hurra, saa meget de vilde, uden at faa Stokkeprygl af Politiet. Overpræsidenten havde dog Vanskelighed ved at forstaa dette. Han havde jo nok selv været med i Folketoget til Kristiansborg d. 21. Marts; men da Jubelen i Gaderne over Kongens Svar og den nye Tingenes Vending varede baade den Dag og den følgende, blev det ham for meget. Og d. 23. Marts sammenkaldte han Kommunalbestyrelsen til et Plenarmøde, hvori han foreslog at udstede en Plakat, indeholdende Formaning til Vedligeholdelse af Fred og Orden, samt at nedsætte en Komité, hvis Opgave det skulde være at vaage over den offentlige Sikkerhed. Det hele Forslag mødte imidlertid en saa afgjort Modstand fra Borgerrepræsentanternes og et Par Magistratsmedlemmers Side, at Overpræsidenten maatte lade det falde, og det

__________

1) 2. Sekr. 1848 Nr. 1844.


466

fremhævedes under Debatten, at de sidste Dages Bevægelser netop var foregaaede med en Orden og Ro, som havde været ukendt ved alle tidligere Folkebevægelser, og som fandt sin bedste Forklaring i Politiets Passivitet.

Politiet havde nemlig forbavset hele Byen ved sin Optræden siden Kristian VIII's Død. Det blandede sig ikke i det Folketog, der hyldede Clausen og Schouw, Forfatterne til »Ved Thronskiftet«. Det havde heller ikke vist sig, da en Menneskemasse d. 24. Januar ledsagede L. N. Hvidt fra Børsen til hans Bopæl i Kronprinsessegade. Og dog havde der her været en god Lejlighed til at hugge løs. Hvidt holdt Tale oppe fra et Vindue, og Mængden drog derpaa ned til det allerfarligste Sted, til Slotspladsen. Men ingen Politistokke viste sig; kun civilklædte Betjente gik i Stilhed rundt og noterede de mest højrøstede og aabenmundede, og selv disse slap bagefter med en Irettesættelse paa Politikammeret. - Nu saa man ogsaa det Særsyn, at Politiet, der hidtil havde stillet sig paa det Standpunkt, at »det ikke brød sig om Bladene«, selv greb til Pennen og i »Berlingske Tidende« med Dygtighed forsvarede sig imod de Angreb, der endnu kunde fremkomme i de liberale Blade.

Den nye Justitsminister, Bardenfleth, havde den samme Opfattelse af Politiets Opgave som Borgerrepræsentanterne. D. 24. Marts tilstillede han Magistraten en Skrivelse, hvori han hævdede Nødvendigheden af, at Politiet fik en forandret Organisation og »en nærmere Tilknytning til de øvrige borgerlige Interesser«. Han foreslog Oprettelsen af et frivilligt Ordenskorps af »Fredsborgere«, og Magistraten føjede hertil et Ønske om, at den forhadte Bambusstok maatte blive afskaffet. Borgerrepræsentanterne kunde tiltræde alt dette og foreslog endvidere, at den røde Farve i Politiets Dragt skulde afskaffes og Betjentene forsynes med et tydeligt Nummer paa Uniformen, for at deres Virksomhed des bedre kunde kontrol-


467

leres. Samtidig benyttede de Lejligheden til at sige deres gamle Venner, Politiet, de Sandheder, som de længe havde trængt til at høre: »Naar der er Spørgsmaal om at skaffe Politiet den Respekt, samme nu savner, da kunne vi ikke tilbageholde den Ytring, at Politiet væsentlig maa tilskrive sig selv at have mistet sin moralske Kraft og sit Støttepunkt i den offentlige Mening, ved at dets Kræfter kun alt for ofte vare blevne misbrugte til at modvirke frie Ytringer af det offentlige Liv, og fordi det i Utide og uden paatrængende Nødvendighed brugte fysisk Magt. Politiet vil derfor heller ikke kunne genvinde sin Indflydelse paa Publikum uden ved aldeles at forandre sin Fremgangsmaade, ved at afholde sig fra al utidig Indblanden og ved i alle sine Berørelser med Publikum at beflitte sig paa Høflighed, Sindighed og Humanitet.« 1)

Det gik dog med dette som med saa meget andet fra Foraarsdagene 1848, at der kom ikke det ud af det, som man havde ventet. Politiets røde Uniformer forandredes til blaa, og der blev givet Tilladelse til at gøre et Forsøg med Udnævnelse af Fredsborgere. Men derved blev det. Politistokken blev ikke afskaffet, Nummereringen ikke indført, og efter nogle Maaneders Forløb var Tonen i Politikorpset akkurat lige saa brøsig, som den havde været før 1848 2).

Til de mest bevægede Optrin i København i de urolige Foraarsdage 1848 hørte Udjagelsen af de tyske Haandværkssvende. Denne var et Led dels af Kampen mellem dansk og tysk, dels af Arbejderbevægelsen og Brydningerne mellem Mestre og Svende.

Den nøje Forbindelse mellem dansk og tysk, som havde hersket i Aarhundreder, holdt sig omtrent lige op til 1848, da den saa voldsomt blev sønderrevet. I

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1. Maj, 2. Juni og 29. Juni 1848.

2) Hist. Meddelelser om Kbhvn. II, S. 360 f.


468

København boede endnu i 1840 mange tysktalende Familier, og Sct. Petri tyske Menighed var fremdeles anset for Byens fineste. I 1844 havde København Besøg af 40 Studenter og et Par Professorer fra Greifswalde, der blev festligt modtagne paa Toldboden og beværtede paa det bedste under deres Ophold her. En Docent paa Universitetet gik endog saa vidt i sin Forekommenhed, at han begyndte at tale Tysk, da et Par af de tyske Studenter under Forelæsningen kom ind i hans Auditorium, hvad der dog vakte en Del Misbilligelse i Byen. - Laugsvæsenet var fremdeles halvvejs tysk, og endnu i Februar 1848 drak man i Haandværkerforeningen Skaaler for Tyskerne.

Jævnsides hermed begyndte dog Uviljen mod det tyske Sprog at vise sig. Det betyder maaske ikke saa meget, at nogle Spækhøkere allerede i 1840 indgav et Andragende om at faa deres Navn forandret til Høkere, »saa at vi danske Folk maatte blive fri for det tyske Ord Spæk«, hvilken Forandring de ikke tvivler om vil være »en Nation værdig«, - saa meget mere, som man nu læser »fra Odense, Helsingør, Kristiania, Stockholm, Petersborg, Augsburg, Konstantinopel, London, Paris, Hamburg«, at der aldrig skrives Spækhøker, men blot Høker 1). - I 1846 klager Mursvendene i København til Magistraten over de tyske Svende, dog paa en saadan Maade, at man ikke faar Indtryk af, at der ligger nationale Stemninger bagved, men kun den Bitterhed, som Konkurrencen om Brødet kan fremavle. De bruger den ejendommelige Vending, at »en Tysker af Nød bliver Kunstner, men i Held en Fusker, efter som kuns Penge ligger ham paa Hjertet« 2). - Men i 1847 udtalte Borgerrepræsentationen, at Andragender til Kommunalbestyrelsen, som ikke var affattede paa Dansk, fremtidig skulde

__________

1) 2. Sekr. 1840 Nr. 3206.

2) 2. Sekr. 1848 Nr. 1077.


469

tilbagevises 1). Og med Oprøret i 1848 trængte den danske Nationalfølelse pludselig frem i et mægtigt Gennembrud. Da gav Stemningen sig saadanne Udslag, som da Skydebrødrene paa et Møde i Maj 1848 vedtog, at Hertugen af Augustenborg og hans Broder skulde udslettes af Selskabet og deres malede Skiver tilintetgøres ved at sønderhugges 2). Da sloges danske og tyske Sømænd, hvor de mødtes i fremmede Havne, og da krævede de danske Haandværkssvende højlydt, at deres tyske Kolleger skulde udvises af København.

Fra Blikkenslagere, Hattemagere, Tømmersvende, Snedkersvende o. fl. strømmede Andragender ind til Magistraten med Forlangende om, at alle tyske Svende straks skulde befordres ud af Landet og ingen Tysker derefter igen antages, »saa længe nogen dansk Svend var uden Arbejde«. Magistraten var betænkelig derover, og Laugsmestrene holdt igen, - de var jo lige saa interesserede i at beholde de tyske Haandværkere som Svendene i at faa dem bort. Men i den første Tid var den demokratiske og nationale Stemningsbølge stærk nok til at skylle alle Indvendinger bort. Der var nogle Foraarsdage, hvor Svendene med Grund kunde føle sig som Situationens Herrer, og naar Autoriteterne ikke handlede rask nok, tog Svendene sig selv til Rette.

Det var ikke Nationaliteten alene, Svendene kæmpede for. Da de først havde begyndt at holde Møder og vedtage Resolutioner, løb der adskilligt andet med, - det blev ikke skjult, at den hele Affære for dem betød en gunstig Lejlighed til et Opgør med deres Laugsmestre og til en mulig Forbedring af deres økonomiske Stilling. Mursvendene var samlede d. 12. April og vedtog skrappe Forlangender: Enhver ugift tysk eller fremmed Murer skulde,

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1847 S. 97.

2) N. P. Jensen: Det kgl. kbhvnske Skydeselskab, S. 109.


470

selv om han havde opholdt sig her i flere Aar, afskediges inden otte Dage og paa offentlig Bekostning sendes hjem. Ingen Tysker eller anden Udlænding maatte under nogen Betingelse faa Tilladelse til at gifte sig eller bosætte sig her i Landet, og Mestrene baade i København og i Provinserne skulde mulkteres af Øvrigheden, hvis de overtraadte disse Bestemmelser. Dernæst følger som sidste Punkt: »at Lærlingerne i deres Læreaar skal forpligtes til at bære Frakke med Skødskind for, som viser sig under den korte Frakke eller Trøje, baade fra og til Arbejde, at Publikum kan se, at Mesteren sender en Lærling. For Overtrædelse mulkteres den, der misbruger Forholdet.« Mulkterne skulde tilfalde Laugets Fattigbøsse 1). - Skrædderne sendte Magistraten en i en meget krigerisk Tone affattet »Begæring«, i hvilken hvert Afsnit begyndte med Vi fordrer. Den første Fordring var den, at alle tyske Svende, »(det vil sige alle, der er fødte syd for Ejderen, - fra denne Bestemmelse undtages dog alle Lauenborgere)« skulde udvises inden otte Dage; den sidste lød saaledes: »Vi fordrer, at Oldermanden er at træffe tvende Gange daglig, to Timer Formiddag og to Timer Eftermiddag.« 2)

Tyskerne var ilde stedte i disse Dage i København. Stemningen var dem fjendtlig baade oppe og nede, og Pøbelen benyttede Lejligheden til at gøre Optøjer. En Gadetøs i Slippen drillede nogle tyske Bagersvende, der passede deres Arbejde nede i en Kælder, saa længe, til en af Svendene gav hende en Vinge. Straks blev der Opløb, Pøbelen vilde have fat paa Bagersvenden, og da han undslap ved Mesterens Hjælp, gik det ud over denne ellers ganske uskyldige Bager. Hans Vinduer blev slaaet ind, og da Borgervagten ankom for at bringe Orden til Veje, udførte den dette paa den Maade, at den slæbte Bageren med sig som Arrestant til Hovedvagten.

__________

1) 2. Sekr. 1848 Nr. 1077.

2) 2. Sekr. 1848 Nr. 1439.


471

Goldschmidt skriver d. 3. Maj i »Nord og Syd«:

»Er her en Regering? Hobe af Haandværkere trænge ind i Værkstederne og tvinge Mestrene til at udjage deres tyske Arbejdere. - Er her en Presse? Intet Blad omtaler sligt, medens Kendsgerningen sniger sig fra Mand til Mand og vækker Angst, og de Haandværkere, som ere uskyldige i en saadan Brutalitet, blandes sammen med de skyldige. - Er her et Selskab for »Orden og Sandhed«? Det paatog sig at vedligeholde den offentlige Rolighed, medens alt var roligt. Nu er der Larm og Ufred, Slagsmaal og Skrig silde om Natten i Gaderne, Vægterne tør intet foretage, den bevæbnede Magt bør og skal ikke anvendes til sligt, - hvor er Selskabet for »Orden og Sandhed«? Gaar det endnu og passer paa Rygterne, og paastaar det maaske, at hin Ufred blot er et Rygte, fordi det ikke staar i Krigsministerens Protokol paa Højskolen?«

Den største Ivrighed udviste Snedkersvendene, og da deres Optræden sluttelig bragte dem for Kriminalretten, faar vi gennem Forhørene der et godt Indblik i Svendelivet i disse gærende Dage.

De arbejdsløse Snedkersvende havde oprettet et fast Standkvarter ude paa Toldboden, hvor deres Førere holdt til, og hvor Svendene kom og gik Dagen igennem. Her enedes de en Dag om, at de samlede vilde drage rundt paa Værkstederne og forlange alle tyske Svende afskedigede straks. 60-70 Mand stærk satte de sig i Bevægelse, og en af deres Førere indrømmede, at det vel nok havde været deres Mening at foranstalte Optøjer i Byen. Der blev dog ikke nogen rigtig Anledning hertil; thi Mestrene turde ikke gøre Modstand. Overalt blev de tyske Svende afskedigede, og Politiet besørgede dem derpaa sendt ud af Landet. Da Svendene havde været rundt den første Dag, fik deres Ledere en Tilsigelse om at møde for Overpræsidenten. Han sagde dog ikke andet til dem, end


472

at de ingen voldsom Adfærd maatte bruge, og at Sagen skulde ordnes paa en lempelig og rolig Maade. Efter denne stiltiende Godkendelse af deres Forehavende kunde de jo rolig fortsætte med at spore Tyskere op; de blev nu inddelte i Hold paa 6-7 Mand, og i omtrent 14 Dage gik de rundt og saa efter paa Værkstederne. De holdt jævnlige Forsamlinger med tilhørende Beværtning paa Svendekroen og vedtog med stor Tilslutning, at Svendeladen skulde bære Udgifterne derved. Traktementet opførtes da ogsaa senere i Regnskabet som »Udgifter til de tyske Svendes Bortskaffelse«.

Situationens Storhed var steget Svendene til Hovedet, og København var dem ikke længer nok som Virkefelt. De vilde rense hele Landet for Tyskere. Frederiksværk blev udset til det første Maal. Ikke mindre end ti Svende, deriblandt begge Ladesvendene, blev udnævnte til paa Kassens Regning at rejse til Frederiksværk. De kørte derned i to Vogne, og Rejsen varede to Dage. Utvivlsomt har Ekspeditionen været en fornøjelig Landtur for Deltagerne. Den kostede Svendeladen 35 Rdlr., heri medregnet Godtgørelse til tre Svende, der havde forsømt deres Arbejde for at tage med paa Turen. Men ellers var Rejsen temmelig resultatløst, eftersom det viste sig, at der ikke fandtes en eneste Tysker i Frederiksværk.

Men heller ikke Snedkerne glemte over Jagten paa Tyskerne, at de ogsaa havde et Mellemværende at ordne med deres Mestre. Paa et af deres Møder vedtog de, at de saakaldte Afskedsbøger skulde afskaffes, da de indeholdt »en for Svendene stødende Ekstrakt af Lovgivningen«, og løse Sedler indføres i Stedet for Bøgerne. Saa snart Beslutningen var taget, lod de, uden at spørge Mestrene om deres Mening, 2000 af de nye Afskedssedler trykke paa Kassens Regning. Ligeledes betalte Kassen, som sædvanlig i de Dage, Traktementet ved de Møder, hvor disse Beslutninger blev tagne, og der bevilgedes Lade-


473

svenden et Gratiale af 10 Rdlr. for hans forøgede Forretninger.

Alt dette foregik i April og Maj. Men allerede i Juni var Rusen bortdunstet, og Tømmermændene begyndte at melde sig. Nu sad Ladesvendene og Repræsentanterne med Svien, thi det var dem, der havde Ansvaret for Kassen. En Del Snedkersvende klagede til Laugsoldermanden over den ulovlige Brug, der var bleven gjort af Fælleskassens Penge; og Oldermanden, der ligeledes nu havde genvundet Fatningen, traadte kraftigt op imod Svendenes Ledere. Han forbød alle videre Udbetalinger af Svendeladen, forlangte Regnskabet frem over det, som allerede var brugt, og sendte et Cirkulære ud til alle Snedkermestre om ikke at respektere de nye Afskedssedler og ikke antage nogen Svend, som ikke var forsynet med den sædvanlige Afskedsbog. Regnskabet fik han - det viste, at et Beløb af 185 Rdlr. var anvendt til ulovlige Gilder og Rejser -, og den medfølgende Skrivelse fra Svendenes Repræsentantskab tydede ikke paa nogen rigtig god Samvittighed. »Det er os bekendt,« skriver de d. 20. Juni, »at nogle Svende have klaget over uforsvarlig Omgang med Ladens Midler, og vi kan ikke nægte, at det ogsaa i en vis Grad er til Stede; men Aarsagen hertil er, at Ladesvenden for sin personlige Sikkerheds Skyld har maattet give efter for et Parti iblandt Svendene, som, opmuntrede af den Eftergivenhed, der fra Øvrighedens Side er vist dem i deres Fordringer, samt Manglen paa Assistance og Ladesvendens ringe og aldeles ikke respekterte Myndighed, har foranlediget disse Udgifter.«

»Bedre havde det været, om de Svende, som nu paatale, hvad de kalde Misbrug, og andre dem ligesindede havde betids i Stort Antal indfundet sig i Forsamlingerne; de vilde da have dannet en tilstrækkelig Modvægt imod hint Partis Anmasselser og tillige været en velkommen Forstærkning for Repræsentanterne, og adskilligt kunde


474

da have været afværget, som nu er sket, og som Repræsentantskabet ikke kan andet end beklage.« 1)

Oldermanden sendte denne Skrivelse og de modtagne Regnskaber til Magistraten og vedføjede om Afskedsbøgerne følgende Oplysninger:

»Blandt Snedkersvendene er indført Afskedsbøger, hvori findes aftrykt en Ekstrakt af Forordningen 21. Marts 1800. - Heri attesterer Mesteren, hvor længe Svenden har arbejdet hos ham, ligesom Kontrol haves med Tidepengene, idet Ladesvenden, hver Gang en Svend træder i Arbejde hos en ny Mester, forinden paategner og med Ladens Segl forsyner Bogen . . . Men ligesom denne Afskedsbog er hæderlig for den duelige og ordentlige Svend, saaledes beklage de mindre hæderlige Svende sig over at skulle medtage en Bog, -hvori deres Personlighed afspejler sig, idet nemlig Bogen, som for disse hver 8de Dag paategnes af en ny Mester, ikke hurtig kan fuldskrives, da den har mange paginerede Sider og er forsynet med Laugets Segl og saaledes ikke saa let afløses, som Tilfældet vilde være med en Seddel.« - Oldermanden havde noget at hævne, og han fremstillede for Magistraten Sagen i det værste Lys: »Den Trods, der er rejst mod Mestrenes Ret til selv at indrette den Afsked, de skulle meddele Svendene, fremviser en Aand og Tone, som lader befrygte ubehagelige Følger, naar samme ikke tilrettevises i betimelig Tid.« Og sluttelig henstiller han, om der ikke maatte være Anledning til efter Forordningen af 21. Marts 1800 at tiltale Ladesvendene Hals og Helmcke.

Ogsaa Magistraten, som maaske havde nogen utidig Svaghed at angre, ønskede Sagen undersøgt for Retten, og snart stod da Ladesvendene og Repræsentanterne som indkaldte for Kriminalrettens Skranke, - saa kort er Vejen fra Storhed til Fald. De plæderede alle paa Grund-

__________

1) 2. Sekr. 1848 Nr. 2026.


475

laget »dette gør jeg nødtvungen«, og det lykkedes dem saa temmelig at bevisliggøre dette. Ladesvend Helmcke var gaaet med til Beslutningerne »af Frygt for Masserne, hvilken Frygt han ikke kunde overvinde«. Repræsentant Eckmann vidste vel, at Udgifterne var ulovlige, »men de mærkede paa Svendenes Tale, da de begyndte at gøre Indvendinger derimod, at man mistænkte dem for at holde med Tyskerne«. Snedkersvend Stange kunde bevidne, at Ladesvend Helmcke maatte høre Ubehageligheder af de fyrige Svende, fordi han ingen Foranstaltninger traf til de tyske Svendes Bortvisning, o. s. v. De slap da ogsaa lykkelig og vel fra det alle sammen. Politimester Bræstrup fandt, da Forhørene var afsluttede, ikke Anledning til at foretage videre, og Magistraten anbefalede endogsaa at gøre Svendene den Indrømmelse med Hensyn til Afskedsbøgerne, at de forhadte Uddrag af Forordningen af 21. Marts 1800 blev udeladte eller modificerede.


Det mærkværdige Aar 1848 var ogsaa mærkeligt ved sit Pengevæsen. Da det gjaldt om i en Hast at skaffe Penge til Krigen, udstedte Regeringen i 1848 en ny Slags Papirspenge, rentebærende Kreditbeviser, til et Beløb af 4 Mill. Rdlr. Beviserne skulde kunne bruges som Betalingsmiddel Mand og Mand imellem og var derfor af forskellig Størrelse, de mindste paa 5 Rdlr. Staten garanterede for dem, Kommunen modtog dem i Betaling for Skatter, og Nationalbanken vekslede de smaa Sedler til fuld Værdi. Alligevel var Folk bange for dem, ikke saa meget paa Grund af nogen bestemt Mistillid til deres Soliditet som paa Grund af det uvante i, at Papirspenge trak Rente 1). Da Finansministeriet i 1849 bekendtgjorde, at de kunde ombyttes med 5 Procents kongelige Obligationer, skyndte Folk sig at komme af med dem, og i Løbet af 1850 var alle de 4 Millioner konverterede.

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1848 S. 30, 74.


476

Til Krigen mærkede man jo ikke direkte noget i København. Den førtes langt borte; men i de tre Aar var det dog den, der prægede Livet i Hovedstaden saavel som i det øvrige Land.

Det mærkedes først paa den Travlhed, som de store Troppeforsendinger over til Valpladserne fremkaldte. I den sidste Uge af Marts befordredes med Jernbanen til Roskilde 8000 Mand med al deres Tros og Bagage. Der blev herefter knap Tid paa Soldater i København. Vagtposterne uden for de fyrstelige Palæer blev formindskede til det halve. Borgerne overtog Slotsholmsvagten og Studenterne Toldbodvagten. Soldaternes Anvendelse til Bevogtning af Slaverne hørte op, og i Stokhuset antoges civile Betjente. - Saa mærkedes de truende Forhold paa den usædvanlige Offervillighed, som alle lagde for Dagen. Paa faa Dage indsamledes i København Penge nok til at købe et Dampskib, som straks blev stillet til Regeringens Raadighed. Gaver til Soldaterne i Felten og til de syge og saarede strømmede ind fra alle Samfundsklasser: Slagtersvendene i København gav 500 Rdlr. af deres Lade, Fangerne i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset gav 443 Rdlr. o. s. v. Vognmændene tilbød frit at befordre alle Stafetter og Kurerer, Bagerne leverede gratis Brød, Skolebestyrerne gav de militæres Børn Fripladser, Klampenborg Badeanstalt stillede ti fuldt møblerede Værelser til Disposition for syge og saarede Soldater, københavnske Familier rømmede deres Værelser for at give Husly til de fra Hertugdømmerne fordrevne danske o. s. v.

Frivillige til Hæren meldte sig i stort Antal i København som over det hele Land, og en særlig Bataillon »københavnske Frivillige« blev dannet og indøvet. Den nye Krigsminister Tscherning var dog ikke videre glad for disse frivillige, der voldte ham meget Bryderi, og hvis Hensigters Uegennyttighed han ikke altid troede paa: der var dem, der meldte sig, siger han, blot for at slippe væk


477

fra Konen og Hjemmet. Men den Nytte gjorde i hvert Fald den frivillige Krigstjeneste, at den gav Brød til mange arbejdsløse 1).

Hvem der ikke var arbejdsløse i disse Dage, var Skrædderne. Alle Skræddere og Skræddersvende blev ved Befaling af 24. Marts tagne i Brug af Staten til at sy Uniformer. 10,000 Feltkapper skulde øjeblikkelig sættes i Arbejde, og paa dem skulde alle til Lauget hørende Personer udelukkende arbejde 2).

I de første Spændingens Dage, da selv det utroligste blev troet, saa det ud, som om København ventede Fjenden lige uden for sine gamle Volde. Allerede i Begyndelsen af Marts havde Lehmann forfattet et Opraab om at faa København sat i Forsvarsstand og havde faaet dette udsendt som et Følgeblad til »Fædrelandet« 3). D. 15. Marts udgik et Reskript om, at Ingeniørkorpset skulde træffe de fornødne Foranstaltninger til ved Oversvømmelse at sikre København mod et Bombardement. Arbejderne herpaa begyndte d. 18. Marts. Søerne og Aaløbene blev opstemmede, og i nogle Uger stod alle Jorderne omkring Lersøen og Damhussøen under Vand, saa den nedlagte Vintersæd fordærvedes, og Markerne blev uskikkede til Dyrkning. Da Korpset i Begyndelsen af Maj Maaned fik Ordre til at ophøre med Oversvømmelsen, blev der en ikke helt ringe Erstatning at udbetale til Grundejerne. Kun Vandkommissionen glædede sig. Den fik alle sine Reservoirer fyldte indtil to Fod over Flodemaal, og det varige Resultat af disse Foranstaltninger blev, som tidligere nævnt, en Udvidelse af Damhussøen med ca. 10 Tdr. Land.

Kort efter at Oprøret var udbrudt, modtog Københavns Magistrat en Pakke fra den provisoriske Regering i Hertugdømmerne. Den indeholdt et Antal Eksemplarer

__________

1) Tscherning II, 283, 294.

2) 2. Sekr. 1848 Nr. 870.

3) Tscherning II, 264.


478

af en Proklamation til det danske Folk, som Magistraten anmodedes om at uddele i Byen. Magistraten sendte hele Pakken til Justitsministeren og blev let enig med ham om, at Proklamationen skulde indrykkes i Bladene, og at man saa kunde overlade Redaktørerne selv at svare paa den 1). Det var vel nok den eneste Gang, Københavns Kommune kom i direkte Forbindelse med det fjendtlige Hovedkvarter.

Derimod fyldtes Byen helt af Krigsskuepladsens Stemning, da Tropperne Aaret efter, d. 9. og 10. September 1849, vendte tilbage til Hovedstaden. Det blev en af de mindeværdigste Festdage, som København havde oplevet. Efter en skyet Morgenstund blev Vejret smukt op ad Dagen, og da de første Afdelinger henad Kl. 3 om Eftermiddagen rykkede ind ad Vesterbrogade, skinnede Solen over den festklædte By. De grønne Volde var dækkede med Mennesker; hvert Hus i de Gader, gennem hvilke Tropperne passerede, var næsten skjult under Blomster, Guirlander og Flag. Laugene med alle deres Faner og Emblemer holdt Gaderne besatte; men det var helt umuligt at holde Tilskuerne tilbage, og ind mellem Troppeafdelingerne trængte sig Venner og Slægt, Hustruer og Børn i det glade Gensyn. Fra en Tribune ved Frihedsstøtten blev Tropperne budt velkommen af Kommunalbestyrelsen. Overpræsidenten talte paa Byens Vegne, General Schleppegrell svarede paa Soldaternes. Under en Regn af Blomster og Buketter, der efterhaanden blev anbragte paa Hatte og Huer, paa Geværpiber og Bajonetter og paa Hestenes Hovedtøj, gik Toget gennem Byen til Rosenborg Have, hvor der holdtes Fest flere Dage i Træk, efterhaanden som stadig nye Troppeafdelinger ankom.

Lignende Festligheder for de hjemvendende Tropper fandt ogsaa Sted i de følgende Aar, sidste Gang i Februar 1851.

__________

1) 2. Sekr. 1848 Nr. 998.


479

De krigerske Tider medførte, at det særlig københavnske Militærvæsen, den saa ofte latterliggjorte Borgervæbning, kom til at staa i et helt nyt Lys og nu pludselig blev taget i Alvor. Overpræsidenten og den fungerende Formand for Borgerrepræsentationen, H. P. Hansen, udsendte d. 31. Marts en Opfordring til at tegne frivillige Bidrag til Borgervæbningens Fremme. I alt indsamledes 17,462 Rdlr. til dette Formaal; en enkelt særlig ivrig Borgerrepræsentant, Grosserer og Major Sass, indsamlede alene over 6000 Rdlr. 1) Pengene anvendtes dels til Munderingshjælp for uformuende Borgere, dels til Betaling for Vagttjeneste - 4 Mark for hver Vagttur. Denne Ordning vedblev til Udgangen af August 1849, da Garnisonen atter begyndte at overtage Byens Vagter. - Af samme Sum afholdtes siden Udgifterne til Istandsættelse af 2500 erobrede Geværer, som efter Krigen blev overladte til Borgervæbningen.

Det havde været Meningen, at Borgervæbningen helt skulde omordnes, og den nye Krigsminister A. F. Tscherning tog straks kraftigt fat paa at reformere; men han kendte endnu ikke ret Administrationens Langsomhed, og denne Sag beredte ham mange Skuffelser.

D. 28. Marts udsendte han en Skrivelse om de Reformer, han agtede at indføre i Borgervæbningen. Officerskorpset skulde reformeres ved Afskedigelse og Oprykning uden Hensyn til Anciennitet. Kompagniernes Mandskab skulde fremtidig selv vælge sine Officerer, og Kaptajnerne skulde være ulønnede. Den røde Uniformskjole blev afskaffet, og i Stedet indførtes den korte blaa Frakke.

Denne radikale Indgriben i en gammel, stillestaaende Institution vakte et stærkt Røre. Menige Borgervæbningsfolk, der hidtil aldrig havde ræsonneret, fik nu Mod til

__________

1) 2. Sekr. 1850 Nr. 340. - Kommissionen ang. Bidrag til Borgervæbningen 1848-50.


480

at sige deres Mening offentligt; man fik at høre, at Borgervæbningen hidtil kun havde været en Byrde for de fleste, men for enkelte »en Vej, ad hvilken taabelig Forfængelighed og Higen efter indbildt Betydning ved værdiløse Titler kunde tilfredsstilles«. Der blev nu sagt og skrevet, at de Folk, som havde Tid og Penge, straks blev tagne til Underofficerer og derefter, hvis de ønskede det, med Lethed kunde anvancere til Officerer, hvorimod Haandværkere og Mænd i lignende Livsstillinger bestandig maatte forblive i de meniges Rækker. De Medlemmer af Korpset, som billigede Tschernings Reformplaner, samledes til Møder ude paa Enighedsværn, og her stiftedes en Forening under Navn af »Københavns borgerlige Væbnings-Samfund« med det Formaal at fremme yderligere Reformer og Forbedringer i Korpset.

Et Udkast til den nye Ordning sendte Krigsministeren i April 1848 til Magistratens Betænkning. Da der var gaaet en Maaned, uden at der kom noget Svar, var Tschernings Taalmodighed allerede udtømt. Krigsministeriet sendte i Maj en almindelig Erindringsskrivelse; men da ej heller den gjorde nogen som helst Virkning, kom d. 5. Juni følgende Brev fra Tscherning selv:


I den Forudsætning, at Forslaget til Borgervæbningens Omordning endnu findes hos Kommunal-Bestyrelsen, skulde jeg tillade mig at henlede Opmærksomheden paa, at den Forsinkelse, denne Sags endelige Behandling har været underkastet, uagtet Sagen selv oprindelig var anerkendt som paatrængende nødvendig og principmæssig rigtig, truer med at afstedkomme de største Vanskeligheder, idet de, som holde paa de ældre Mænd og Former (Forsørgelsessystemet), daglig mere træde i Modsætning til dem, som attraa en ganske ny Ordning og ingen Overgangstid ville indrømme, og der saaledes er Udsigt til, at den paatænkte Ordning snart vil være saa godt som umuliggjort.

Da jeg bragte Sagen i Bevægelse, erklæredes mig paa Kommunens Vegne, at Tilvejebringelsen af de fornødne Pengemidler ligesaalidt som Udskrivningen af nyt Mandskab, gen-


481

nemført af den sædvanlige Autoritet, vilde møde nogen Vanskelighed; men er dette Tilfældet, da kan jeg ikke ret forklare mig, hvori den indtraadte Standsning har sin Grund; det Øvrige synes dog kun bemærkningsvis at kunne være Kommunesag: Skal Borgervæbningens Organisation ganske gøres til Kommunesag, da kræves dertil en Lov, som jeg for mit Vedkommende intet skulde have imod; jeg vil kun ikke blive staaende paa et Halvhedstrin, der dagligen bliver mere farligt.

A. F. Tscherning 1).


Hvad enten nu Magistraten naaede at faa en Betænkning afgivet eller ej, fik Tscherning i hvert Fald Kongens Tilslutning til sine Reformer. Ved et Reskript af 22. August 1848 bestemtes med Hensyn til Københavns Borgervæbning følgende:

Ingen kan blive udnævnt til Befalingsmand af nogen som helst Grad ved Borgervæbningen uden først ved Valg af sine Medborgere i Væbningen at være indstillet til denne Grad. Udnævnelsen gælder for 6 Aar: den, der efter de 6 Aars Forløb ikke paa ny bliver indstillet ved Valget, træder tilbage i de meniges Rækker. Valg af Kandidater til de forskellige Grader foretages aarligt; der vælges 2 à 3 Gange saa mange Kandidater, som der med Rimelighed kan ventes Brug for. Vælgere er Kompagniernes Officerer, Underofficerer og menige.

Det var dog kun paa Papiret, at Tscherning vandt denne Sejr. I Virkeligheden blev Reformen aldrig gennemført. Baade den nye Forfremmelsesmaade og Afskaffelsen af Løn til Kaptajnerne stødte paa for stærk Modstand 2). I 1850 blev Valgene til Officerskorpset stillede i Bero, i 1851 blev de ganske afskaffede, og Forfremmelse skete derefter atter i Henhold til Reglementet af 1. Juni 1808!

Ogsaa paa et andet Punkt udæskede Tscherning den

__________

1) 2. Sekr. 1848 Nr. 1131.

2) Tscherning II, 286.


482

militære Forfængelighed. Han udskilte Livjægerkorpset af Hæren og lagde det ind under Justitsministeriet som en Afdeling af Københavns borgerlige Væbning, - et Skridt, som de selvfølende Livjægere aldrig tilgav ham 1).


Til de store Forandringer, som 1848 bragte, hørte ogsaa den, at Forholdet mellem Konge og Folk nu blev lige det modsatte af, hvad det havde været under Kristian VIII, - lige uretfærdigt maaske i begge Tilfælde. Faderens utvivlsomme Begavelse, hans omfattende Kundskaber og Interesser, hans Takt og Dannelse havde aldrig formaaet at overvinde den Mur af Kulde og Mistro, som fra først til sidst skilte ham fra hans Folk. Sønnen derimod kunde begaa saa mange Usømmeligheder, han vilde, og Folkets Kærlighed var ham dog vis. Hans jævne og ligefremme Væsen, hans folkelige Livsvaner og Tilbøjeligheder, hans ganske borgerlige Livslyst og Livsglæde, - alt forenede sig til at fremkalde det Billede af en Monark, som Danmark ikke havde kendt siden Kristian IV's Dage, men som netop var det, man ønskede at se. Alene det »du«, hvormed Frederik VII tiltalte høje og lave blandt sine Omgivelser, gik lige ind i det jævne Folks Hjerter, og saa stor var Menigmands Tillid til ham, at Bønder kom rejsende ovre fra Fyen for at spørge Kongen til Raads om, hvilken af de opstillede Rigsdagskandidater de skulde stemme paa 2). Det faldt i hans Lod ved et Pennestrøg at indføre den frie Forfatning, som begge hans Forgængere havde forberedt, og han erhvervede sig derved den uhyre Popularitet, der varede hans Liv til Ende. Men denne Handling var ikke Udslag af nogen stor Statsmandskløgt, - han gjorde, hvad man forlangte af ham, og hvad Tidsomstændighederne uundgaaelig førte med

__________

1) E. L[und]: Kongens Liyjægerkorps, S. 53.

2) Neergaard: Under Junigrundloven I, 782.


483

sig, og han havde saa meget lettere ved at give Afkald paa den arvede Enevælde, som han ganske manglede Interesse for Statsstyrelsen og foretrak sit magelige og ubundne Privatliv for Regentens Byrder. Livets Alvor og Statens Sorger tilfaldt hans Forgænger og hans Efterfølger. Hans egen Regeringstid med den gode gamle Grundlov, som vi siden mistede, og med alle sine muntre Minder begynder allerede nu at staa for Efterslægten som et Stykke af et Eventyr.

Folket er partisk i sit Venskab og sit Fjendskab. Alle Kristian VIII's gode Love og betydningsfulde Reformer forskaffede ham ikke et venligt Blik fra hans Undersaatter; men alt, hvad man kunde have at besvære sig over, fik han personlig Skylden for. Frederik VII var i den behagelige Situation, at naar det gik galt, fik hans Ministre Skylden, men naar noget gik godt, var det ham, der fik Hurraraabene og Fakkeltogene.

Hurraraab og Fakkeltog hørte til Dagens Orden i Frederik VII's glade Regeringstid. Naar Kongen havde Fødselsdag, kom Deputationer fra alle Egne af Landet for at hilse paa ham. Naar han paa en Ridetur var faldet af Hesten og var sluppet vel derfra, kom Hovedstadens Borgerrepræsentanter i Deputation for at ønske ham til Lykke, og hjemme i Salen udbragte Formanden et med Hurraraab besvaret »Leve« for ham 1). Kongen holdt Taler til sit Folk fra Slottets Altan, fra en Loge i Teatret, fra Hesteryggen eller ved et festligt Bord i Dyrehaven, - overalt havde han det jævne og træffende Ord til Rede, som Folk forstod. Naar Frederik VII henvendte sig til sine »tro Københavnere«, var det med en helt anden Berettigelse, end da Kristian VIII havde forsøgt at anslaa den samme Tone. Varmt og hjerteligt lød det i hans Proklamation til Hovedstadens Indbyggere d. 30. April 1848:

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1855 S. 95.


484

»Værer tilfulde overbeviste om, at jeg højt skatter den inderlige Kærlighed for Eders Konge, som I ved alle Lejligheder lægge for Dagen, og at jeg levende erkender dens Betydning; men værer og lige saa fuldt gennemtrængte af den faste Overbevisning, at min Kærlighed til Eder er ikke mindre! Haand i Haand ville vi vandre med hinanden; i ondt som i godt ville vi staa hinanden bi.« - Og ved Festen for de hjemvendte Tropper i 1851 kunde Kongen i sin Tak til Kommunalbestyrelsen udtale de smukke og jævne Ord, at han »med særdeles Tilfredshed betragtede sig som Københavns første Borger« 1).

Kongen holdt sig aldrig tilbage. Han kom til skandinaviske Fester, han indviede Faner og nedlagde Grundstene. Han laante Studenterne et Krigsskib, da de ønskede at sejle til Stockholm, - det var ham kært, at hans Børn morede sig, ligesom han selv gjorde. En københavnsk Ølbrygger ønskede i 1852 at kalde sit Ølbryggeri »Frederik VII«. Kongen havde ikke noget derimod, men Magistraten fraraadede det, og Indenrigsministeriet nægtede sin Tilladelse 2).

Allerbedst befandt Kong Frederik sig ude paa Skydebanen ved de muntre Fester, hvor Taler og Sange og Bøssernes Knalden forhøjede Nydelsen af den gode Mad og de stærke Vine. Han var en sikker Gæst ved den aarlige Fugleskydning og var selv gentagne Gange Fuglekonge 3). »Paa Skydebanen har Kongen aabenbart gefaldet sig selv og gefaldet Publikum,« skriver Balthazar Christensen i 1851 4). Og paa et Billede, der viser den folkekære Konges Ankomst til Skydebanen, staar som Underskrift:

__________

1) Borgerrepr. Forh. 24. Febr. 1851.

2) 2. Sekr. 1852 Nr. 1366.

3) N. P. Jensen: Det kgl. københavnske Skydeselskab, S. 110.

4) Tscherning III, 102.


485

»I Skyttelaget, ved Brødrenes Fest
Han møder stadigt som Hædersgæst.« 1)


Saa stærk var Kongens Popularitet, at end ikke Forholdet til Grevinde Danner kunde gøre det af med den. Men medens Kongens Privatliv saaledes blev nogenlunde respekteret, var Folkestemningen uridderlig nok til at søge sin Oprejsning ved saa meget desto kraftigere at angribe Grevinden, - det er jo altid lettest at komme over, hvor Gærdet er lavest.

__________

Rigsdagsvalg og Reaktion.

Ud paa Efteraaret 1848 blev København for første Gang Vidne til en Valgkamp. Vel havde man tidligere valgt baade Deputerede til Stænderforsamlingen og Medlemmer af Borgerrepræsentationen; men disse Valg foregik meget stilfærdigt og uden Kamp. Vælgerne stemte paa en Række Navne, og de seks eller tolv, som havde faaet flest Stemmer, var valgte, medens de følgende blev Suppleanter. Valgene til den Rigsforsamling, der skulde skrive Danmarks nye Grundlov, skulde derimod foregaa paa en helt anden Maade. Byen blev delt i 11 Valgkredse, og hver af disse Kredse skulde vælge én Repræsentant. Derfor mødte nu for første Gang Partierne op mod hinanden til en Styrkeprøve, hvor det gjaldt enten Sejr eller Fald. Kandidaterne holdt offentlige Møder, bejlede til Vælgernes Stemmer og forsvarede deres Standpunkter over for Modstandernes Angreb. Og til Stemmeafgivning kaldtes nu ikke blot, som ved Stændervalgene, nogle faa Grundejere, men alle uberygtede og selvstændige tredive-

__________

1) F. E. Tvermoes: Det kgl. kbhvnske Skydeselskab (Mskr. i Raad-stuearkivet).


486

aarige Mænd. Valgene skulde finde Sted d. 5. Oktober 1848.

Det mægtigste Parti i København var uden Sammenligning det nationalliberale, - »Kasinomændene«, som de blev kaldte i Foraarsdagene, »Solennitetsmændene«, som de kaldtes nu efter Solennitetssalen paa Universitetet, hvor de holdt deres Partimøder. De opstillede eller anbefalede Kandidater i de 10 af Hovedstadens 11 Kredse.

Til venstre for dem stod det radikale Parti, de efter Stedet for deres Vælgermøder saakaldte Hippodrommænd eller, med en nærliggende Vittighed, Hippodromedarerne. Det var »Haandværkerdannelsen«s Folk, - Smaaborgere og radikale Idealister. De opstillede Kandidater i 7 Kredse, blandt dem Skoledirektør Borgen, Bøssemager Christensen og Jernstøber Lunde. Deres Radikalisme lød mere revolutionær, end den i Virkeligheden var, og Forskellen mellem dem og de liberale var ikke større, end at en af de opstillede Kandidater, Tømmermester Kayser, kunde anbefales fra begge Sider.

Disse to Partier havde tænkt at dele København imellem sig, og det vakte næsten Bestyrtelse, da der uventet meldte sig en tredie Medbejler. Man havde i den almindelige Frihedsrus siden Foraarsdagene helt glemt de konservative, Helstatsmændene, der vilde bekæmpe baade den ejderdanske Politik og de vidtgaaende Frihedskrav. Nu bragte de sig selv i Erindring ved at opstille Kandidater i 3 af Hovedstadens Kredse, og det viste sig at være Kandidater, der straks formaaede at samle den almindelige Opmærksomhed om sig. Det var Enevældens gamle Statsminister A. S. Ørsted og de to forhenværende liberale C. N. David og Algreen-Ussing. Under den Valgkamp, som nu paafulgte, var det, at Ørsted fremkom med den ejendommelige Udtalelse, at naar han i tidligere Tid saa ofte paa sin Konges Befaling var fremtraadt som Regeringens Organ, da havde han vel aldrig sagt nogen absolut Usand-


487

hed, men han maatte dog tilstaa, at hans Ytringer meget ofte kun havde været »relativt sande«. Ussing betegnede sig som »en sindig Ven af Friheden« og glædede sig over, at den nye Styrelsesform var bleven indført ved Kongens eget Initiativ; »thi jeg lægger ikke Dølgsmaal paa, at jeg ikke let har kunnet sætte mig ud over, at jeg ved Embedsed var bunden til den bestaaende Regeringsform«. Baade Ussing og David havde tidligere bekæmpet Laugsvæsenet, men meldte sig nu som dets Forsvarere over for de fremtrængende Krav om Næringsfrihed.

Foruden de tre Partiers Kandidater stillede sig en Mængde uden for Partierne, »Løsgængere«, som vi nu vilde kalde dem. Der var Skuespiller Overskou, Pastor Visby, Pastor Grundtvig, Baron Dirckink-Holmfeldt o. fl. Af disse var Visby den eneste, som blev valgt.

Overraskelsen ved Valget d. 5. Oktober var Hippodrompartiets Nederlag. De nationalliberale holdt deres Stilling som det stærkeste Parti; 8 af de af Partiet opstillede eller støttede Kandidater blev valgte, deriblandt Bankdirektør H. P. Hansen, Tømmermester Kayser og L. N. Hvidt, den eneste, der valgtes uden Modkandidat. De konservative satte to af deres Kandidater, Ørsted og Ussing, igennem, og den tredie, David, var kun 17 Stemmer bag efter sin Modkandidat Kayser. Men af Hippodromens Kandidater blev ingen valgt, og dermed havde dette Parti udspillet sin Rolle.

Den Forskydning til højre, som disse første Valg betegnede, var kun det naturlige Tilbageslag efter Foraarsdagenes voldsomme Spænding, og den fortsattes med stigende Styrke i de følgende Aar. Det folkekære Martsministerium, der var tiltraadt under saa store Forventninger, sad kun i knap otte Maaneder. D. 15. November 1848 traadte det tilbage; Tscherning og Monrad, Lehmann og Hvidt havde dermed ophørt at være Ministre, og A. W. Moltke dannede nu sit andet Ministerium med Navne som


488

Sponneck, Bang og General Hansen. Nu blev Langelinie igen - fra 1. December 1848 - spærret for Publikum; Haandværkssvendene bøjede sig atter for Laugsmestrenes Myndighed, og de bebudede Reformer af Politiet og Borgervæbningen blev stillede i Bero. Offervillighedens og Begejstringens Tid var forbi: nu høres der mere om Folk, der forlanger Godtgørelse og Erstatning, end om dem, der ønsker at give frivillige Bidrag. Det er kun rimeligt, at de, der havde lidt Skade ved Ingeniørkorpsets Oversvømmelser i Foraaret, meldte sig med deres Fordringer. Men Forpagteren paa Vandvæsenets Ejendom Brønshøjholm vilde have Godtgørelse for det Tab, han havde lidt ved, at hans Tjenestefolk var bleven udskrevne til Krigstjeneste 1). Og da den almindelige Værnepligt blev indført, holdt de udskrivningspligtige unge Mænd Møder i Kasino, ikke for at samle sig om Fanerne, men for at protestere mod den nye Forordning 2).

»Fædrelandet« kunde tale med om de forandrede Tider. Det var »Fædrelandet«s Ledere, der kraftigst havde ført Murbrækkeren mod det gamle System; det var dem, der overtog Magten og Ansvaret, da dette System var fældet; og det blev dem, som nu fik Upopulariteten at føle, da Tidens Strøm atter rullede tilbage. Naar »Fædrelandet« skildrer sin egen Stilling, viser det os tillige hele Partiets. Derfor er det værd at lytte efter:


Da de Anskuelser, hvorfor »Fædrelandet« havde kæmpet gennem 9 Aar, i Marts 1848 bleve anerkendte for sande af den almindelige Mening, da maatte vi gøre den Erfaring, at en aandelig og moralsk Sejr ligesaa fuldt som en physisk i Øjeblikket svækker den Sejrendes Styrke. Det var at forudse, at af de samme, som havde bragt Martsministeriet Adresser og Serenader, og som løftede det til Skyerne, saalænge alt syntes at lykkes for det, vilde den største Del vende sig imod det,

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1851 S. 58.

2) Fædrelandet 7. Nov. 1848.


489

saasnart Verden begyndte at gaa det imod. Stænderne gik vel ind paa Krigsskatten uden Modstand, men Banken, der repræsenterer Pengemændene, viste sig tvær ved Kreditbevisernes Udstedelse. Der strømmede Frivillige nok til Fanerne, men da Regeringen for at vise den hidtil ene udskrevne Bondestand nogen Retfærdighed, forlangte blot et lille Antal Troppers Udskrivning af Købstæderne, saa mødte den Modstand paa alle Kanter. Man kastede Skylden og Hadet for alt, hvad der skete og ikke skete, paa Regeringen, og navnlig paa de af dennes Medlemmer, som havde tilført Martsministeriet dets Popularitet. Det var Lehmanns Skyld, at vi ingen virksom Hjælp fik fra England; Knuths, at Vaabenstilstandene ikke bleve udførte; Tschernings, at Armeen stod uvirksom, at ikke alt, hvad der kunde bære Vaaben, blev bevæbnet, at navnlig hele Jyllands Befolkning ikke brød op som Oldtidens Cimbrer og Longobarder for at kaste Tyskerne over Elben. Vi maatte dele Martsministeriets Upopularitet . . . Ganske vist have vi vaklet, som man siger, men hvem har ikke vaklet i disse Prøvelsens Dage ? 1)


Den grundlovgivende Rigsforsamling var bleven valgt, inden Reaktionen endnu havde faaet Magt, og den bevarede stedse noget af Martsdagenes Ungdom over sig. Men da dens Gerning var endt og Grundloven underskrevet af Kongen, var disse Dage længst forbi. D. 5. Juni 1849 faldt midt i en tung og knugende Tid. Aaret havde bragt det ene Ulykkesbudskab efter det andet fra Krigsskuepladsen: Brøns, Eckernførde, Kolding. Hele Jylland var oversvømmet af Fjenden; en mørk og uhyggelig Stemning (herskede overalt, og der var endnu en Maaned til Sejren ved Fredericia. Men Grundloven var ikke et Barn af den tunge Ængstelsens Tid, da den kom til Verden. Den var undfanget Aaret før i de lyse Martsdage 1848, og den indfriede fuldt ud de Løfter, som dengang var bleven givne, og de Forhaabninger, som 1848 havde vakt.

Men nu, da den skulde begynde at virke, var altsaa

__________

1) Fædrelandet 26. Dec. 1848, 28. Dec. 1850.


490

Tilbageslaget kommet, og Valgene i 1849 var en stadig Fremgang for det konservative Parti.

De første ordinære Valg til den nye Rigsdag afholdtes i December 1849. København skulde vælge 9 Repræsentanter til Folketinget og 5 til Landstinget. Partierne var endnu uklare; ved Folketingsvalget opstilledes ligesom i 1848 mange Løsgængere, og der var ikke faa Kredse med 3 eller 4 Kandidater. Men Bevægelsen til højre var stadig tydelig. De konservative samledes i »Den patriotiske Forening« og gik enige og vel ledede til Valg. Ørsted og Ussing stillede sig ikke, hvorimod David denne Gang opnaaede Valg. De nationalliberale var daarligt organiserede, tilbageholdende i deres Agitation og uden skarpe Grænser over for de konservative. Det var især Næringsspørgsmaalet, som dannede Skel, og det er betegnende, at en af de konservative Kandidater, Professor Velschow, i sine Valgtaler anbefalede sig med, at han var Søn af en Oldermand! - De radikale var helt forsvundne som Parti, kun Lunde stillede sig i Nyboder og blev valgt der paa sit eget gode Navn. De andre 8 Kredse deltes ved Valget ligeligt mellem de to Partier: hvert af dem fik 4 Kandidater valgt.

Den Fremgang, de konservative havde opvist ved Folketingsvalgene, fortsattes ved det kort efter paafølgende Landstingsvalg. Blandt de valgte 5 Landstingsmænd var der dog to af liberal Farve, Professor Jo. Fr. Schouw og Etatsraad L. N. Hvidt. Men da begge disse frasagde sig Stillingen - Schouw, fordi han samtidig var bleven valgt i en anden Kreds, Hvidt, fordi han ikke mere vilde deltage i det politiske Liv -, afholdtes i Januar 1850 et Suppleringsvalg, ved hvilket to udpræget konservative, Etatsraad Blechingberg og A. S. Ørsted, sendtes ind i Landstinget. Derefter var Bankdirektør H. P. Hansen den eneste af Københavns Landstingsmænd, som havde


491

bevaret noget af det liberale Anstrøg, og selv han stod dog et Stykke til højre for Partiet.

I de Aar, som nu paafulgte, tog Reaktionen Fart, - Bevægelsen var stigende gennem Moltkes andet og tredie Ministerium og under Ministeriet Bluhme, indtil endelig Kulminationen naaedes, da A. S. Ørsted dannede Ministerium i Foraaret 1853. I disse Aar kom den Tanke naturligt frem blandt Frihedens Venner at fejre Grundlovens Aarsdag som en særlig Festdag, - en Afløser af d. 28. Maj, der allerede i flere Aar ikke var bleven mindet. Paa Grundlovens første Aarsdag, i 1850, holdtes endnu ikke nogen offentlig Fest i København, kun en privat Sammenkomst af Ministre og Rigsdagsmænd paa Skydebanen. Paa samme Maade gik det de to følgende Aar. Men i 1851 hed det i en af Festsangene:


Maatte dog ad Aare denne Fest
Se det ganske Folk som selvbudt Gæst!
Selv om Himlens hvælvede Krystal
Skulde være Gildets Højloftshal.


Og i 1852 begyndte »Fædrelandet« at agitere for Grundlovsfester i stor Stil: De offentlige Bygninger skulde flage, Musikken spille i Gaderne og Kanoner salutere fra Volden; saa fulgte nok de private efter og lukkede deres Butikker og Værksteder. Der blev dog ej heller i dette Aar foranstaltet andet end den sædvanlige Sammenkomst paa Skydebanen. Der manglede endnu noget for ret at samle Folket om Grundloven: først da der var Udsigt til at miste den, begyndte man for Alvor at skønne paa, hvad man havde.

Det var denne Udsigt, der begyndte at vise sig, da den gamle A. S. Ørsted var bleven Konseilspræsident, og d. 5. Juni 1853 fejredes da for første Gang Grundlovsdagen ved en offentlig Fest i København. En Procession paa ca. 15,000 Mennesker med Faner og Musik drog gen-


492

nem Byen til Gothersgades Eksercerplads, hvor Festen holdtes. Ploug havde skrevet en Sang, og Festtalen holdtes af Tøjmager Lund.

Men Ørsteds Regimente blev stadig skrappere. Der kom Tider, som mindede om Enevældens haardeste Tryk med Forfølgelser mod Pressen og Frihedsmændene som under Kristian VIII. Liberale Embedsmænd - Andræ, Hall og Monrad - blev afskedigede, og Kongen maatte, meget mod sin Vilje, underskrive en skarp Irettesættelse til Gehejmearkivar Wegener. Bræstrup forbød de i København bosiddende Nordmænd at fejre deres 17. Maj-Fest med en Procession ud til Enighedsværn. Faa Dage efter, d. 26. Maj 1854, blev der anlagt ikke mindre end 39 Pressesager mod »Fædrelandet« og andre liberale Blade. Stemningen over hele Landet var mørk og forbitret, - selv Frederik VII's Popularitet begyndte at vakle.

Under disse Omstændigheder blev Grundlovsfesten 1854 en storartet Demonstration mod Regeringen. Festen holdtes denne Gang paa Eremitagesletten, hvor 25,000 Mennesker var samlede. Samme Dag udgik Indbydelse fra frisindede Mænd til at danne en Forening til at værne om Grundloven. Nu forstod baade nationalliberale og Bondevenner, at det gjaldt om at holde sammen.

Ogsaa paa andre Maader gav den forbitrede Stemning mod Ørsted sig Udslag i København. I August 1854 forefaldt saaledes en Demonstration af Borgervæbningen paa Fælleden.

Der skulde afholdes en Revu; men forinden denne begyndte, traadte Kompagnicheferne frem foran deres Kompagnier og meddelte, at de havde erholdt en højere Ordre, ifølge hvilken der vilde blive udbragt et Leve for Hs. kgl. Højhed Arveprinsen, som man haabede, enhver vilde istemme; men enhver, som derimod lod noget uvedkommende Raab høre, vilde paadrage sig strengt Straf-


493

ansvar. Efter Revuen udbragte Cheferne det paabudte Leve for Arveprinsen, som blev temmelig svagt besvaret; men derefter istemmede Mandskabet et rungende Hurra for Grundloven af 5. Juni 1849, og dette Raab gentoges mange Gange, stedse under levende Bifald, indtil Korpsene opløstes inde i Byen 1).

Men Frederik VII kunde ikke holde dette ud: d. 12. December 1854 fik Ministeriet Ørsted sin Afsked. Dermed var atter det gode Forhold oprettet mellem Kongen og hans Undersaatter. Allerede d. 18. December bragte Hovedstaden ham et storartet Fakkeltog paa Kristiansborg, - en Procession paa mange Tusinde Mennesker med over 1200 Fakler, i sit Slags det mest imponerende, som endnu var set. Og da Grundlovsfesten holdtes d. 5. Juni 1855, denne Gang i Tivoli, deltog Kongen og hans Gemalinde i Festen, og Hurraraabene for ham lød saa kraftigt som nogen Sinde.


Vor Frihedsbevægelses Nestor, den gamle L. N. Hvidt, skulde netop opleve at se de Ideer, han selv havde bidraget saa meget til at bære frem, saaledes sejre for anden Gang. Han havde været Deltager i vort politiske Liv fra dets første Morgengry. Han var en af de »oplyste Mænd«, der af Frederik VI sammenkaldtes i 1832 for at forberede Stænderforfatningens Indførelse, og siden var han bestandig en af Hovedstadens Repræsentanter i Forsamlingen i Roskilde. Allerede i Trediverne kæmpede han her for Handelsfrihed og for Stænderforsamlingernes Offentlighed, og fra det Øjeblik, de konstitutionelle Bestræbelser tog Fart under Kristian VIII, stillede han sig, trods sine 63 Aar, Side om Side med de unge Mænd, der tilhørte et helt andet Slægtled. Hans egen Virksomhed naaede langt tilbage i Fortiden. Det var ham, som i 1819 var Reder

__________

1) Fædrelandet 22. Aug. 1854.


494

for vort første Dampskib »Caledonia«; hans blomstrende Handelsforretning blev ødelagt af Krigen 1807, hans Borgerskab som Grosserer er fra 1799, og saa var han endda teologisk Kandidat fra 1795!

Hans Fødeby lagde stærkt Beslag paa hans store Dygtighed og hans utrættelige Arbejdsevne. Da Grosserersocietetet i 1842 fik Ret til selv at vælge sin Formand, var det L. N. Hvidt, som blev valgt, og han beholdt denne Stilling indtil faa Uger før sin Død. Han var Kurator ved Vajsenhuset, Direktør for Københavns Sparekasse og i 20 Aar den ledende Mand i Nationalbankens Bestyrelse. Saa snart den nye Kommunalforfatning var indført i 1840, blev han valgt til Borgerrepræsentant, og fra 1841 var han Forsamlingens Formand. Sjældent har vel en Formand været i den Grad Udtryk for den Forsamling, han repræsenterede, som Hvidt var det her, - sjældent maaske ogsaa en Borger været et saadant Samlingspunkt for en hel By, som Hvidt var det i København i disse Aar. Der var i 1848 Dage, hvor den beskedne Mand maatte forlade sit Kontor paa Børsen ad en Bagdør for at slippe for de Ovationer, som hans Bysbørn vilde bringe ham ude paa Gaden. Og da han i 1849 kunde fejre sit Halvtredsaars Jubilæum som Borger i Byen, samledes Borgerrepræsentationen efter Næstformandens Indkaldelse til et ekstraordinært Møde med det ene Punkt paa Dagsordenen: at lykønske sin Formand. Hvidt var selvskreven som Medlem af vort første konstitutionelle Ministerium og af den grundlovgivende Rigsdag, og i hans Arbejdsværelse blev Udkastet til Femte Juni-Grundloven skrevet af ham, Lehmann og Monrad.

Efter Grundlovens Udstedelse deltog han ikke mere i Politik. I 1853 frabad han sig Genvalg til Borgerrepræsentationen, og i 1855 opgav han sin Virksomhed i Banken. Han døde d. 16. Marts 1856 i sin Alders 79. Aar. Borgerrepræsentationen holdt Møde Dagen efter; men Mø-


495

det blev straks hævet, da Formanden havde givet Forsamlingen Meddelelse om, at L. N. Hvidt var død.

Der er ikke mange Mænd, hvis Liv og Virksomhed i den Grad er knyttet til Hovedstadens Udvikling som L. N. Hvidts, - man maa vist gaa helt tilbage til det 17. Aarhundrede, til Borgmester Hans Nansen, for at finde et Navn, der kan sættes ved Siden af hans. Hvidts eget Levnedsløb er som et Symbol paa hele Byens Udvikling. Det var i disse Aar, København gik over fra at være en Embedsmandsby til at blive en Handels- og Industriby; og Hvidt selv, der var uddannet til Embedsvirksomhed og i sin Ungdom havde prædiket i Holmens Kirke, endte med at blive Handelsmand, Bankdirektør og Politiker.

I Hundredaaret efter hans Fødsel rejste Københavns Kommune ham det Monument i Ørstedsparken, der vil bevare Mindet om hans karakterfulde Hoved med de skarpe, energiske Træk, de kraftige Øjenbryn og det buskede Haar.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: tir okt 19 20:47:11 CEST 2004
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top