eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857.

København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857
    - Kapitel V

Kbh., G.E.C. Gad, 1912

Villads Christensen (1864-1922)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet oktober 2004. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

V. NYTIDEN NÆRMER SIG.

_____

Nye Virksomheder.

Det var i Tiden efter 1840, at Dampmaskinerne holdt deres Indtog i København, - i 1839 fandtes i hele Landet endnu kun 23 Fabrikdampmaskiner og 8 Dampskibe 1). Nogen venlig Modtagelse fandt de ikke; deres Larm og deres Stenkulsrøg gjorde dem til ubehagelige Naboer, og man ansaa dem for mere brandfarlige, end de i Virkeligheden var. Dampskibsfarten blev hemmet ved mange Indskrænkninger, og paa Landjorden lød Klagerne højlydt, hver Gang en ny Dampmaskine blev sat i Gang.

Men det var jo ikke muligt at holde dem borte. Vejrmøllerne paa Volden og i Forstæderne begyndte en efter en at sætte Dampkraften i Forbindelse med deres Kværne, - trods regelmæssig Protest fra Møllerlauget, der i 1836 havde faaet Tilladelse til at anlægge en Dampmølle for fælles Regning, men af Mangel paa Kapital ikke hidtil havde benyttet sig af den. I 1841 ansøgte Ejeren af Dronningens Mølle paa Østervold om Tilladelse til at bruge Dampkraft; en anden Voldmøller ønskede i 1842 at anlægge en Dampmølle i Lille Helliggejststræde. Den afbrændte Kristinebergs Vejrmølle genopførtes i 1849 som Dampmølle, og samme Aar fik Nybromøllen paa Vester -

__________

1) C. Nyrop: Bidrag til den danske Industris Historie 1873. S. 9, 15.

[343]

344

bro Tilladelse til at gaa over til Dampkraft. Et Par Aar senere fulgte Banemøllen og Store Blegdamsmøllen efter. Grosserer A. N. Hansen anlagde en Dampmølle paa Bodenhoffs Plads, og Bagermester Marstrand drev ved Dampkraft en lille Melmølle i Forbindelse med sit Bageri i Silkegade.

Men Klager og Protester fulgte stadig disse nye Anlæg i Hælene, og Magistraten var ikke venlig sindet imod dem. I Oberstløjtnant Olaf Ryes Gaard i Store Kongensgade vilde Bøssemager Schmidt i 1847 anlægge en Sømfabrik; han ansøgte derfor om Tilladelse til Opstilling af en Dampmaskine og tilbød at bygge Skorstenen 35 Alen høj eller mere. Men inden Magistraten vilde udtale sig, lod den sin Rodemester gaa rundt til Naboerne med et Cirkulære, om de havde noget imod denne Dampmaskines Opstilling at indvende. De protesterede næsten alle: à Porta i Hotel Phoenix, Been i Bredgade, Kjeldskov paa Kongens Nytorv, Inspektøren ved det kongelige Kunstkammer i Dronningens Tværgade, Dalhoff i St. Kongensgade, Beboerne af det Thottske Palæ o. s. v. Baade Olaf Rye og Fabrikant Schmidt besværede sig stærkt herover, og sidstnævnte gjorde opmærksom paa, at der i Sølvgade var to Dampmaskiner, som der aldrig var bleven protesteret imod eller klaget over 1). Herved sigtede han formodentlig til Farver Holmblads og Finérskærer Petersens Maskiner; men disse to Næringsdrivende har næppe været ham taknemmelige for denne Henvisning; thi da nu deres Forhold blev nærmere undersøgte, viste det sig, at ingen af dem nogen Sinde havde søgt eller faaet Bevilling til Maskinernes Anbringelse. Og saa snart dette var oplyst, begyndte ogsaa Klagerne at melde sig. Holmblads Dampmaskine havde været i Gang siden 1840; men først nu, i 1847, blev der klaget fra Sølvgadens Kaserne

__________

1) 2. Sekr. 1847 Nr. 1450.


345

over, at Maskinen med sin Kulrøg beskadigede Depotets Munderingsgenstande 1).

Under Indtrykket af alle disse Klager greb Magistraten i 1855 med Iver den Efterretning, at.man i Paris havde fundet paa Midler til at fordrive Stenkulsrøgen. Magistraten forespurgte hos Polyteknisk Læreanstalt, hvori denne Metode bestod. Men Anstalten maatte svare, at den foreløbig ikke kendte noget til Sagen, men muligvis senere kunde give Oplysning derom, naar Professor Forchhammer havde været i Paris 2).


Det manglede ikke paa Foretagsomhed til at udnytte den nye Drivkraft, som Dampen bød, - tværtimod, sunde og usunde Foretagender, kapitalstærke Virksomheder og løse Projekter skød op imellem hverandre, og det gik saa meget lettere, som man netop nu havde faaet Øje paa en ny Vej, ad hvilken de fornødne Penge kunde skaffes.

Sammen med Dampkraften kom Aktievæsenet til København. Aktieselskaber var vel ikke helt ukendte i den ældre Tid; det var et Interessentskab, som ejede Kongens Bryghus, og siden 1828 havde Snedkermestrene ejet en Finérmaskine paa Aktier. Men det var først nu, man for Alvor slog ind paa denne Vej og derved gjorde Fyrrernes Begyndelse til en ren Spekulationstid. I disse Aar betaltes de Lærepenge, som altid maa gives, før man lærer at benytte de nye Forhold paa rette Maade.

Det var Industriforeningen, som gav Stødet til Oprettelsen af de første Aktieselskaber, og som i det hele viste Vej for Forretningslivet og Kapitalen i Fyrrernes Begyndelse. Foreningen var stiftet i 1838; men ret Liv i dens Virksomhed kom der først, da et Mindretal af dens Medlemmer i 1839 sluttede sig sammen i et snævrere

__________

1) 2. Sekr. 1847 Nr. 2145.

2) 2. Sekr. 1855 Nr. 202.


346

Selskab under Navn af den merkantile Industriforening. Denne bestod kun et Aars Tid og smeltede derpaa atter sammen med Moderforeningen; men i dette Aar havde den faaet dannet de første Aktieselskaber - Maskinhørspinderiet i København, et Lærredsvæveri paa Kristianshavn og et Allun- og Cementværk i Limensgade paa Bornholm -, ligesom flere andre Foretagender var planlagte og forberedte.

Hermed var Eksemplet givet, og det var faldet i frugtbar Jord. Snart fremstod det ene store Aktieselskab efter det andet: Det sællandske Jernbaneselskab, Tivoli, Kasino, Hippodromen, Klampenborg foruden en Række industrielle Anlæg. Gamle solide Foretagender blev sat paa Aktier og betalte sig godt, som Fredens Mølles Fabrikker eller Hotel »Stadt Hamborg«. Mange flere Projekter mislykkedes, saaledes Xylograf Flinchs Planer om den store Passage mellem Grønnegade og Østergade, Oprettelse af et Pariser-Kaffehus, Industriforeningens Plan om en Basar og en Laanekasse, Hofbedemand Schous Begravelseskapel og et Aktieselskab til at forsyne København med fede Lam. Adskillige af de nystiftede Selskaber gik ogsaa hurtigt i Stykker igen, og Reaktionen over for den alt for voldsomme Bevægelse udeblev ikke. Med 1847 var Aktievæsenets vilde Spekulationstid forbi, og der gik mange Aar, inden Folk igen fik Lyst til at vove deres Penge i Aktieselskaber.

Det største Nederlag blev lidt paa Maskinhørspinderiet, der var startet med store Løfter og overdrevne Forventninger. Det var stort anlagt - i 1847 beskæftigede det 162 Personer -, men straks fra Begyndelsen gik det daarligt. Aktionærerne kunde ikke enes med Direktøren, der var ikke Afsætning nok for de store Masser af spundet Garn, og i 1850 blev der gjort Eksekution i Etablissementet, som dermed forsvandt. Det laa paa Ejendommen Svanholm ved Gl. Kongevej, og en Del af Spinderiets


347

Bygninger benyttedes senere til et Jernstøberi. - Lærredsvæveriet paa Kristianshavn, med Vævere i Dragør, maatte allerede ophæves i 1843. Træskæreriet Phønix i Saltkompagniets Gaard bag Børsen forsvandt i 1847. Dets Leder var Finérskærer H. P. Frederiksen, den senere Hippodrompolitiker, og i dets Bestyrelse sad blandt andre A. F. Tscherning. Frederiksen havde allerede da vist sig som en Foregangsmand. Han var den første, der begyndte at sælge savet og hugget Brænde, hvilket Forsøg faldt heldigt ud. Tidligere kunde man kun købe Brænde i Favnevis, og Folk maatte da selv lade Favnestykkerne skære og hugge og gemme paa Forraadet for det hele Aar, hvad de nyopførte Huse i Reglen ikke havde Plads til 1). Frederiksens Idé afhjalp altsaa en virkelig Trang i Tiden. Men da hans Træhandel var bleven slaaet sammen med Aktieselskabet Phoenix, delte den Skæbne med dette i 1847. - Dampvaskeriet paa Blegdamsvejen er ret et Eksempel paa, hvorledes Aktierusen i disse Aar steg Folk til Hovedet. De to Stiftere, Grosserer J. P. Bache og Professor E. A. Scharling, forlangte for deres Part 5000 Rdlr. i Aktier, Stillingerne som første og anden Direktør med 1000 Rdlr. Gage, en Trediedel af den aarlige Nettogevinst og desuden 700 Rdlr. med fri Bolig og Brændsel for den af dem, der overtog Stillingen som Inspektør. Paa disse Vilkaar blev et Aktieselskab dannet. Det hedder i Indbydelsen, at det stedse mere bliver Skik at lade Tøjet vaske ude, og at Benyttelsen af Soda for nylig er kommen op, men endnu ikke tilstrækkelig kendt. Det nye, som her yderligere skulde anvendes, var Vask ved Hjælp af Damp. Professoren skulde lede den tekniske Side af Virksomheden, Grossereren den administrative. Foretagendet roses i 1848 af den socialistiske Skribent Frederik Dreier

__________

1) H. P. Frederiksen: Indbydelse til Aktietegning paa en Brænde- og Træhandel, 1847 (trykt).


348

som et betydeligt Fremskridt; men det fik kun en kortvarig Levetid. Straks i det første Driftsaar gav Vaskeriet et betydeligt Underskud. I 1850 blev Aktieselskabet erklæret fallit, og dets to Ejendomme Nr. 88 og 89 paa Blegdamsvej blev solgte.

Heller ikke Hofbedemanden var billig. Han forlangte 5000 Rdlr. i Aktier, Stillingen som Direktør med 800 Rdlr. i Løn og fri Bolig samt 10 Procent af den aarlige Nettoindtægt. »Aktieselskabsbevægelsen fik Karakter af Svindel.« 1)

»Fredens Mølles Fabrikker« havde derimod Held med sig og kunde i 1847 udbetale sine Aktionærer 10 Procent som det første Aarsudbytte. Selskabet ejede en i 1844 opført hollandsk Mølle, til hvilken var knyttet Sæbefabrik og Oliekogning, Benknusning, Cementværk, Fabrikation af Kradsuld, Svovlsyre, Patentgødning m. m. 2) - Ogsaa Malermestrenes Farvemølle i Grønnegade trivedes godt; i 1853 overtog et Konsortium af Malermestre yderligere et uden for Nørreport liggende Ferniskogeri 3).

Et Foretagende af en helt anden Art end disse var Det danske Silkeselskab. Skønt ogsaa dette blev formet som et Aktieselskab med ganske smaa Aktiebeløb, var det næppe Ledernes eller Interessenternes Tanke at tjene Penge paa Foretagendet. De vilde, nærmest i patriotisk Øjemed, gøre Forsøg paa, om der gennem Silkeavl kunde skabes en ny Næringsvej her i Landet. Selskabet blev stiftet i 1841 af Legationsraad Hammeken og Translatør Repp og fik et Par Hundrede Medlemmer. Kongen tog 50 Aktier i Selskabet, Dronningen 10 og Kronprinsen 25. Endvidere overlod Kongen 1 Td. Land af »Klemmen«

__________

1) C. Nyrop: Meddelelser fra Industriens Omraade. S. 206 ff.

2) Owen: Indbydelse til en Actieforening til Fredens Møller, 1846.

3) C. F. Stegemann: De forenede Malermestres Farvemølle 1845-95. S. 57.


349

mellem Søndermarken og Valby til Anlæg af en Morbærplantage. Dette Terræn viste sig dog mindre heldigt og blev ikke benyttet, hvorimod Selskabet lejede et Jordstykke i Classens Have og senere fik overladt et Areal af Glaciet til Morbærplantning. Magistraten lovede at forsøge Opelskning af Morbærtræer i Bidstrup Gods' Skove, og det kongelige Forstvæsen fik Paalæg om det samme, ligesom Kammerraad Drewsen, der var Medlem af Selskabet, gjorde betydelige Anlæg af Morbærtræer paa sin Ejendom Strandmøllen. Selskabets Kasserer, Hofvinhandler Waagepetersen, skaffede Silkeormeæg fra Montpellier, og det Reiersenske Fond bevilgede et Beløb til Anskaffelse af Opdrætningsapparater og Haspe. Men det vilde ikke gaa. Maaske Ledelsen fra Begyndelsen af var uheldig, - ingen af de to Stiftere fik Sæde i Bestyrelsen, og den ene af dem, Repp, optraadte endog med stærke Angreb paa Selskabet. De usædvanlig kolde og fugtige Somre 1844 og 1845 var uheldige for Silkeormene, og den Interesse, Selskabet havde paaregnet hos private rundt om i Landet, udeblev. I Koleraaaret blev endelig hele Plantagen paa Glaciet ryddet i Anledning af en Udvidelse af Garnisonskirkegaard.


Ogsaa uden for Aktieselskabernes Kreds rejstes mange nye Virksomheder i disse Aar, - og mange dødfødte Projekter blev undfangede. I 1839 kom H. H. Baumgarten til København og blev i et Par Aar Bestyrer af P. F. Lundes Maskinværksted uden for Nørreport. I 1843 anlagde han selv et Maskinværksted, der blev betydelig udvidet, da han i 1846 gik i Kompagni med C. C. Burmeister. Af Jacob Holm & Sønner lejede de Værkstedsplads paa Kristianshavn, og her blev Grunden lagt til det store Firma, som nu bærer Navnet Burmeister & Wain.

Et andet nu verdenskendt Firmanavn støder vi paa i en Ansøgning fra 1843. Det er Grossererne Svitzer &


350

Lassen, der ansøger om Tilladelse til at optage forliste Skibe og Varer ved Kysterne af Sælland, Lolland og Falster 1). - En Fabrik for Galvanoplastik og galvanisk Forgyldning nævnes i 1842, vistnok den første her til Lands. I 1843 ansøgte Bing & Ferslew om Tilladelse til at anlægge et Stereotypistøberi i København; det kunde foreløbig ikke bevilges af Hensyn til Brødrene Berlings Monopol; men da dette udløb nogle Maaneder senere, traadte Etablissementet i Virksomhed. Den samme M. H. Bing, der oprindelig var Papirhandler, var i 1853 ogsaa med til at grundlægge Bing & Grøndahls Porcelænsfabrik.

For Ølbryggeriet begyndte en helt ny Æra i disse Aar, da man endelig kom efter herhjemme at fremstille det undergærede saakaldte bajerske Øl. Det første Forsøg paa her i Landet at brygge dette Øl blev gjort paa Kongens Bryghus, der i 1838 indkaldte en Brygmester fra Bayern. Han bryggede nogle Gange; men da der var for lidt Plads til Lagerrum, blev Forsøget atter opgivet 2). I 1844 fik Anthon Jensen, Brygger ved Vestervold, af Kommercekollegiet Tilladelse til at anlægge et Damp-Ølbryggeri, der foruden de almindelige Ølsorter skulde tilvirke bajersk Øl, Porter og Ale. Han fortrøstede sig til, skrev han, ved nye Maskiner og Metoder at kunne forædle Øllet i den Grad, at det kunde fortrænge de almindelige Vinsorter og Brændevin 3); men der høres ikke senere noget om hans Resultater. Samtidig havde J. C. Jacobsen, der efter sin Fader havde arvet et lille Bryggeri i Brolæggerstræde, begyndt at brygge bajersk Øl. Af de militære Myndigheder fik han i 1844 Tilladelse til at anlægge en Lagerkælder i Hahns Bastion ud for Teglgaardsstræde; men da ogsaa den var for lille, indgav han i 1846

1) 1. Sekr. 1843 Nr. 860.

2) Johnstrup: Kongens Bryghus og Bryggerlauget. S. 35.

3) 2. Sekr. 1844 Nr. 1109.


351

en Ansøgning om Dispensation fra den Bestemmelse, at intet Bryggeri maatte anlægges uden for Voldene i to Miles Afstand fra Byen. Borgerrepræsentationen mente i dette Tilfælde at kunne anbefale Ansøgningen, da Jacobsen i Forvejen var Laugsbrygger i København, og det her drejede sig om at gøre et nyt Forsøg, der ikke hensigtsmæssigt kunde udføres inde i Staden 1). Jacobsen fik da den ønskede Tilladelse, og Bryggeriet Carlsberg i Valby begyndte sin Virksomhed i 1847. - Som sædvanligt førte det enkelte Anlæg, der lykkedes, en Mængde Efterlignere med sig, og i Halvtredserne begyndte den ene efter den anden at brygge bajersk Øl. Hofurmager Schaeffer anlagde et bajersk Ølbryggeri i Jægersborg, fra hvilket han havde Udsalg i København; Grosserer W. Treschow anlagde et lignende paa Nærumgaard. Aktieselskaber stiftedes til Anlæg af bajersk Ølbryggeri paa Mariendal i Falkoneralleen og paa »Amerika« ved Vesterbro; men de har vel delt Skæbne med saa mange andre af Tidens Aktieselskaber.

Paa Bageriets Omraade var Hof bager Albeck Foregangsmanden. Han oprettede det første Wienerbageri i København og indførte i 1849 Bagning i Dampovne 2).


Tidens tekniske Fremskridt var utvivlsomme og kunde ses af alle; de viste sig baade i stort og smaat, maaske ogsaa baade i ondt og godt. I 1844 begyndte man at bruge Konvolutter med Gummi, og samme Aar opfandt en Mand at lave Kaffesurrogat af Agern. Da Stormbroen blev ombygget i 1852, benyttedes for første Gang i Danmark Fundering af Bropillerne med Beton, uden at Kanalen behøvede at afdæmmes. Den første Symaskine her

__________

1) 2. Sekr. 1846 Nr. 2289. - Borgerrepr. Forh. 1846 S. 77. - Koll. Tid. 1847 S. 73.

2) 2. Sekr. 1849 Nr. 1920.


352

i Landet forevistes i Industriforeningen i 1854, og Dampens senere Konkurrent, Elektriciteten, begyndte at blive taget i Brug. Den elektriske Telegraf til Hamborg blev aabnet i 1854, og en Augustaften i 1857 vistes det elektriske Lys fra en Lygtepæl paa Kristiansborg Ridebane. Med Daguerreotypien gjorde København Bekendtskab i 1842. Det var en Portrætmaler Joseph Weninger fra Wien, der indrettede det første Atelier i Mac Evoys Gaard i Bredgade. Han kunde fremstille et Portræt paa en præpareret Sølvplade i Løbet af 15-30 Sekunder, og det kostede 8 Rdlr. Men faa Maaneder efter havde ogsaa en dansk Mand, M. Aistrup, lært Kunsten. Han havde Atelier i Pavillonen i Kongens Have og kunde levere et Billede for 5 Rdlr. 1)

Svovlstikker blev almindelige paa samme Tid. I deres ældste Skikkelse var de omtrent et Kvarter lange og besatte med Svovl i begge Ender; men Forbedringer lod jo ikke vente længe paa sig. I 1841 fik cand. phil. Ramsing Bevilling til at fabrikere Fyrstikker, der var gennemtrængte med Terpentin i Stedet for at være forsynede med Svovl paa Enderne, - formodentlig dog en mislykket Idé. Nogle Aar senere fik Guldsmed Otto Bevilling paa at forfærdige Friktionsfyrtønder efter en af ham angiven Konstruktion.

Det var ogsaa i disse Aar, at Metalpenne begyndte at afløse de gamle Gaasefjer, og Kommunens Kasse kunde nu aflastes for de 32 Rdlr., som aarlig blev betalte en Kopist for at skære Penne til Magistraten. En Guldsmedsvend Hans Christian Thønnesen synes at have været den første, der her i Landet fabrikerede Penne. I 1843 indgav han et Andragende om Tilladelse til denne Fabrikation og fik fra Generaltoldkammeret det Svar, »at en saadan Tilladelse ikke var fornøden, da den omhandlede Fabri-

__________

1) Fædrelandet 7. Juni og 14. Sept. 1842.


353

kation, efter derom med det kongelige danske Kancelli ført Korrespondance, maatte betragtes som fri Næring« 1). Det har vistnok været en vidtløftig Proces i de Dage at fremstille en Skrivepen; Guldsmeden oplyser, at han til Fabrikationen anvendte en Blanding af Sølv, Kobber og Zink. Aaret efter fik Thønnesen Bevilling paa at forfærdige Metalskrivepenne med Blækbeholder, - det er altsaa den moderne Fyldepen, som han allerede i 1844 har opfundet.

Denne Opfindelse er ikke den eneste, der har maattet hvile i et halvt Hundrede Aar, før den blev taget i Brug. Typograf Sørensens Sættemaskine belønnedes i 1852 med Eneret i 15 Aar. De Hævestilladser, der nu saa almindelig bruges ved Husreparationer, var allerede opfundne i 1857, da en Løjtnant Jensen fik Eneret paa Fabrikation af saadanne. Og de elektriske Ure, som i de sidste Aar er komne i Brug, kunde vi allerede have faaet i 1855. Systemet, saaledes som det brugtes i Gent og andre Steder, blev skildret i Borgerrepræsentationen: Et stort Ur angiver Tiden, og ved elektriske Traade reguleres fra dette alle de andre mindre Ure, som er i Forbindelse dermed. Men Forsamlingen mente ikke, der var Grund til at indføre Systemet her 2). - En Bogtrykker Volkersen ønskede Tilladelse til at anbringe Plakatsøjler paa Gaderne, men dette kunde ikke bevilges.

Det vrimlede af Opfindere i disse Aar, og Magistraten modtog aarlig en anselig Mængde Andragender om Eneret saa paa en, saa paa en anden samfundsnyttig Artikel. Nogle af disse er for længst indgaaede som selvfølgelige i vort daglige Liv, medens andre og vel de fleste var de rene Luftkasteller.

Om kunstige Tænder høres der første Gang tale i

__________

1) 2. Sekr. 1843 Nr. 3400.

2) Borgerrepr. Forh. 1855 S. 158.


354

1844, da en Kunstdrejer Iversen paa Foranledning af Sundhedskollegiet var sat under Tiltale for at have forfærdiget og selv indsat »kunstige Tænder og Gebisser«. Han blev frifundet ved Højesteret, hvorefter Sundhedskollegiet, som ikke vilde give tabt, androg Kancelliet om at bevirke en saadan Forandring i Lovene, at Indsættelsen af kunstige Tænder udtrykkelig blev erklæret for at være en Del af Tandlægevirksomheden. Men Kancelliet havde, mærkelig nok, sit eget bestemte Standpunkt i denne Sag og vilde ikke bøje sig for de lægekyndige. Det skriver til Sundhedskollegiet, at dette aldrig havde »kunnet vente noget andet Udfald af Sagen; thi man kunde dog ikke henregne Mangel af Tænder til Sygdom eller sige, at den, som indsætter andre Tænder i de manglendes Sted, tog den paagældende under Kur«, og Kancelliet nægtede derfor at medvirke til de ønskede Lovændringer 1).

Kunstdrejer Iversen fik da snart Konkurrenter. I 1844 anholder en Guldarbejder Grimur Thorlakson og en Udskærer ved den kongelige Mønt om Tilladelse til at forfærdige og indsætte Tænder, og de faar glat væk det Svar, at det staar dem frit for. Selv rene Projektmagere kunde glæde sig ved Kancelliets Beskyttelse; thi som en saadan kan man vel nok anse den Lars Peter Petersen, der ønskede Tilladelse til at indsætte kunstige Tænder af Hvalros, »som ikke blive indsat med Guld eller andet Metal, men med Silke, der ikke beskadiger Tandkødet, og jeg tillige forarbejder dem for den billige Pris 3 à 4 Mark Stk., saa at den simplere Klasse ogsaa kan blive hjulpet«. Han fik straks Tilladelsen 2).

Men baade hans og alle de andre Tandteknikeres Arbejde har dog vistnok været ret mangelfuldt; thi i 1851 fremhæves det som en Nyhed, at »kunstige Tænder, som

__________

1) 2. Sekr. 1844 Nr. 1858.

2) 2. Sekr. 1850 Nr. 773.


355

kan bruges til at tygge med, laves nu i England. De befæstes i Guttapercha, der ganske har de naturlige Gummers Farve« 1).

Som Regel sparede Regeringen ikke paa Eneretten. Jernstøber Løwener fik i 1843 fem Aars Eneret paa transportable Kogeindretninger med Stenkul som Brændsel, og en lignende Eneret fik cand. phil. Jørgensen, der vilde lave Briller af gennembrudte uigennemsigtige Plader. Tre Aars Eneret fik en Kunstdrejer, der vilde forfærdige »stumme Tjenere« til Anbringelse paa Spilleborde, og en anden Opfinder, der vilde lave Vaskegynger. Malermester Dahl fik Eneret paa Rullegardiner med Litografi, og en anden Maler fik Bevilling til at fabrikere de »saakaldte Nürnbergerbilleder, der males gennem Patron«. Undertiden stillede Myndighederne sig dog tvivlende over for Projekterne og forlangte nærmere Oplysning om dem. Saaledes fik Urtekræmmer Gamél, der i 1851 søgte om Eneret til at riste Kaffe i Sølvcylindre, Anmodning om at indsende Tegning af Apparatet og Beskrivelse af dets Anvendelse. En Arkitekt Holm ansøgte om 20 Aars Eneret paa Fabrikation af »Maskiner med flydende Legemers Tyngde og Tryk som Bevægkraft«, og en Hr. Martinussen i København havde opfundet en saakaldt »Pariser Arbejdsmaskine til at holde Fodtøj og Klæder i Orden og borttage Pletter«. Det kan ikke undre, at Ministeriet først vilde høre nærmere om, hvori disse Opfindelser egentlig bestod. En Farmaceut vilde uddrage Parafin og Olie af Tørv, og Brænderibestyrer Schou vilde tilvirke Sprit af Latringødning. Ministeriet troede heller ikke rigtig paa disse Projekter og forlangte nærmere Oplysninger om Fremgangsmaaden. Men da en Maskinbygger Møller i 1854 ønskede Eneret paa en af ham opfunden »Puster

__________

1) Fædrelandet 23. Juli 1851.


356

til at indblæse Luft i slagtede Kalve og Faar«, fik han rent ud Afslag.


Bag hele denne Bevarelse stod den ivrige og idérige Industriforening, tilskyndende og retledende, udrustet med Sagkundskab og Autoritet. Dens Aarsberetninger viser, hvor mange og hvor forskellige Opgaver den tog sig paa. Til den kunde man henvende sig med snart sagt et hvilket som helst Spørgsmaal inden for Industriens og Haandværkets Omraade, og Foreningen blev ikke Svaret skyldig: Urmagersvend Ranch i London ønsker Foreningens Bedømmelse af et »Guld-Lommeur med Kronometer- eller Cirkelgang«, - straks nedsættes et Udvalg, og Erklæringen affattes. Cand. Graae ønsker Underretning om Forfærdigelsen af Friktionssvovlstikker, - de ønskede Oplysninger tilstilles ham 1). Det var ikke Folk, som skød Arbejdet og Opgaverne fra sig.

Et af de Midler, som Foreningen tog i sin Tjeneste til Værkflidens Udvikling, var Afholdelsen af Industriudstillinger. Et Par mindre Udstillinger havde været afholdte i 1834 og 1836; men i 1840 tog Industriforeningen Ledelsen i sin Haand. Udstillingen i 1840 var dog endnu ikke mere omfattende, end at den, ligesom de to foregaaende, kunde afholdes i første Salsetage paa Charlottenborg, hvor ligeledes den næste Udstilling i 1844 fandt Sted. Men da den følgende Udstilling i 1852 skulde afholdes, blev der til Brug for den opført en særlig Bygning af Træ og Glas paa Kristiansborg Slots Ridebane. Bygningen var en treskibet Basilika, 120 Alen lang og 34 Alen bred, opført efter Tegning af Professor Hetsch. Denne Udstilling blev den største og vigtigste, som Danmark endnu havde set. Frederik VII hædrede Aabningsfesten ved sin Nærværelse, og Udstillingens Betydning hævedes

__________

1) Industriforeningens Aarsberetning 1843.


357

yderligere derved, at det første danske Industrimøde samtidig afholdtes i København.

Foruden ved disse Udstillinger søgte Foreningen at skaffe danske Industriprodukter Indgang gennem aarlige Julebasarer. Saadanne afholdtes i Aarene 1841-44, og de varede fra nogle Dage før Jul til ind i Januar. Det første Aar holdtes Basaren i Rosenborg Brøndanstalt, næste Aar i Hotel d'Angleterre. I 1843 opførtes i dette Øjemed en særlig Træbygning, 110 Alen lang, paa Kongens Nytorv i Flugt med Gothersgade. Dette Arrangement faldt godt i Publikums Smag, og alle de Autoriteter, som Industriforeningen havde spurgt, havde stillet sig velvilligt til Foretagendet. Magistraten gav Tilladelse til Afbenyttelse af det offentlige Torv, Brandvæsenet fandt ingen Betænkeligheder, og Stadsbygmesteren udtalte sig anerkendende om Bygningens tækkelige Ydre, om det usædvanlige Liv, den fremkaldte, og om det festlige Præg, den vilde give hele Pladsen. Men man havde glemt at spørge Kancelliet. Heldigvis var dog denne Autoritet saa langsom i Vendingen, at dens Misbilligelse af Foretagendet først indløb i Februar, da Udstillingen for længst var sluttet; og det vrede Kollegium maatte derfor indskrænke sig til at give Magistraten en Irettesættelse, fordi den paa egen Haand havde givet Tilladelse til Torvets Benyttelse 1). Men om en Gentagelse i 1844 kunde der efter dette ikke være Tale, og den næste Julebasar, som tillige blev den sidste, maatte derfor afholdes i Industriforeningens eget Lokale paa Østergade. - Disse Julebasarer havde for saa vidt gjort deres Nytte, som de havde lært de handlende selv at udstille deres Varer. I de følgende Aar omtales det i Bladene som noget nyt, at der arrangeres Juleudstillinger i Vinduerne, samtidig med at Amagertorv begyndte at fyldes med Juletræer.

__________

1) 2. Sekr. 1843 Nr. 3843. Se foran S. 193.


358

Industriforeningen havde tillige ønsket at anlægge en stedsevarende Industribasar i København; men denne Plan fik den ikke Held til at føre igennem. Det var den merkantile Forening, som i sin kortvarige Levetid havde erhvervet en Bevilling til Anlæg af en saadan, og efter de to Foreningers Sammenslutning vedblev man længe at tumle med Planen. Basaren skulde indeholde alle Slags indenlandske Varer, der udstilledes til Skue og Salg i flatterende Omgivelser i en monumental Bygning, beliggende saa centralt som muligt i København. Basaren skulde sættes i Forbindelse med en Kredit- eller Laanekasse, der kunde give Haandværkerne Forskud paa de Varer, der indleveredes til Salg, imod at 1 Procent af Salgssummen tilfaldt Kassen. Men dette omfattende Foretagende, der bærer Spor af Paavirkning fra Proudhons Ideer og foregriber en langt senere Tids Udvikling, blev aldrig til noget. Der blev gjort et første Forsøg med en mindre Basar i Bredgade; men Stedet her var for afsides. Og da Foreningen saa planlagde Opførelsen af et mægtigt Palads paa Nikolaj Kirkegaard 1), hvor Basaren skulde indrettes sammen med Koncertlokaler, Restauration o. a. m., stødte denne storstilede Plan paa Modstand alle Vegne: hos Forskønnelsesforeningen, i Borgerrepræsentationen og ikke mindst hos Laugene, hvis Oldermænd samtlige protesterede mod Basaren, som formentes at ville skade Laugsmestrenes Næring. Da der i 1845 blev indbudt til Tegning af Aktier i Kreditkassen, tegnedes i alt kun fire Aktier, og dermed var baade Kreditkassen og Industribasaren skrinlagte.

Men trods et saadant enkelt Uheld voksede Industriforeningen sig for hver Dag stærkere, og dens Fremgang viser sig i det ydre ved dens Flytning til stedse større Lokaler. Dens første Hjemsted var en Lejlighed paa

__________

1) Se foran S. 34.


359

Kongens Nytorv, som den forlod i 1841 for at flytte ind i rummeligere Værelser i den Gaard, der kaldtes »Vildmanden«, paa Hjørnet af Østergade og Kristen Bernikows Stræde. Baade det nye og det gamle Lokale var oprindelig indrettede til Teaterlokaler, og det er, siger Foreningens Historieskriver, Professor C. Nyrop, »næsten symbolsk for Tidens forandrede Retning, at Industriforeningen to Gange fortrænger dramatiske Selskaber og forstyrrer de af dem indrettede Teatre« 1). Men heller ikke »Vildmanden« strakte til, og i 1856 købte Industriforeningen for 82,000 Rdlr. den saakaldte Peschiers Gaard (nu Landmandsbanken) ved Holmens Kanal. Foreningen talte da 3200 Medlemmer imod de 552, hvormed den begyndte i 1838.


Industrien var i Pagt med den nye Tid som Haandværket med den gamle. Industrien krævede Frihed og Albuerum, hvor Haandværket stængte sig inde bag Laugsskrankerne. Industrien tog fat i Dagens Arbejde, medens Laugene protesterede. De protesterede, da Fabrikejer Fibiger vilde anlægge en Kaffemølle til Formaling af Kaffe en gros, da Jernstøberne fik Tilladelse til at holde Svende og Haandværkere, og da Vejrmøllerne forandredes til Dampmøller. De protesterede overalt, hvor der var Lejlighed til det. Modsætningerne fik deres skarpeste Udtryk, da begge Parter organiserede sig i Foreninger. Industriforeningens Indflydelse strakte sig langt ud over det praktiske Omraade, som var og blev dens egentlige Virkefelt. Den var fra Begyndelsen af et Tilholdssted for Frihandelsteorierne og Liberalismen, og det betød ikke lidt for det unge liberale Parti, at det havde den ansete Forening i Ryggen. Saa nøje var Forbindelsen mellem de to Bevægelser, at Orla Lehmann i 1840 kunde vælges til Næst-

__________

1) Industriforeningen i Kbhvn. S. 76.


360

formand i Industriforeningen. Modtrækket herimod fra konservativ Side var den i 1840 stiftede Haandværkerforening, hvis særlige Formaal var Kamp mod Næringsfriheden og Forsvar for Laugsvæsenet. Laugsoldermændene var Indbydere, og kun Haandværkere, som efter aflagt Prøve havde vundet Mesterret, kunde blive Medlemmer. Bagermester Scherfig blev den første Formand, og Foreningen fik Lokale i Bagernes Laugshus. De to Foreninger mødtes dog ikke blot for at bekæmpe hinanden, men ogsaa for at kappes med hinanden i frugtbringende Arbejde for fælles Formaal. Haandværkerforeningens Stifter og ledende Kraft, Snedkermester Lassenius Kramp, gjorde sig fortjent ved at skaffe Haandværkerne en bedre Undervisning. Han stiftede Teknisk Selskab og grundlagde i 1843 det tekniske Institut, hvis Leder han vedblev at være, indtil det i 1876 afløstes af »det tekniske Selskabs Skole«. Denne ene Bedrift vejer ikke saa helt lidt til ved Siden af Industriforeningens mere spredte og mangesidige Virksomhed.

__________

Jernbanen.

Industriforeningens største Bedrift var vel nok Dannelsen af det sjællandske Jernbaneselskab. Allerede i 1834 havde Fuldmægtig Søren Hjorth været i England for at studere »Dampvogne« 1), og efter sin Hjemkomst begyndte han i Forening med Bogholder G. Schram at virke for Anlæg af en Jernbane paa Sælland. I 1840 offentliggjorde de to et Overslag over Indtægter og Udgifter ved en Bane fra København til Roskilde. De henvendte sig blandt andet til Kommunalbestyrelsen om Støtte til Fore-

__________

1) »Dagen« 27. Nov. 1834.


361

tagendet; men Borgerrepræsentationen turde slet ikke udtale sig om Projektet, og nogen Udsigt til dets Fremgang var ikke at øjne. Da vendte de to Forslagsstillere sig i 1841 til Industriforeningen, og det mærkedes straks, at nu var de komne paa den rette Vej. Efter en omhyggelig Undersøgelse besluttede Foreningen at tage sig af Sagen, og fra det Øjeblik af syntes der ingen Vanskeligheder mere at være. Foreningen henvendte sig til Regeringen med en Anmodning om at lade foretage det fornødne Nivellement, og »til manges Forundring«, som Professor Nyrop siger 1), blev dette Andragende bevilget. I 1844 fik Foreningen Koncession for 100 Aar paa Anlæg af en Jernbane over Roskilde og videre til en Havn ved Storebælt 2); og da den samme Aar udstedte Indbydelse til Dannelse af et Aktieselskab til Udnyttelse af Koncessionen, blev hele Aktiekapitalen, 1 1/2 Million Rigsdaler, tegnet i Løbet af faa Dage. Den 2. Juli 1844 konstitueredes det sjællandske Jernbaneselskab.

Da Sagen var ført saa vidt frem, kunde Industriforeningen igen træde tilbage, - og den gik med en god Gevinst. Den overlod Aktieselskabet Koncessionen paa Baneanlæget mod en Godtgørelse af 1 Procent af Aktiekapitalen eller 15,000 Rdlr. Hjorth blev den tekniske, Schram den administrerende Direktør i Selskabet, og Arbejdet skred nu rask fremad.

Den første Plan gik ud paa, at Københavns Jernbanestation skulde anlægges paa Marken bag Ladegaarden og Banen føres norden for Roskilde Landevej til Havnen ved Roskilde. Men snart indsaa man dog Nødvendigheden af at faa Stationen nærmere til Byen, og dens Plads blev da bestemt i Dronningens Enghave. Dermed flyttedes hele Baneanlæget syd for Vesterbrogade og Roskilde Lan-

__________

1) Industriforeningen i Kbhvn., 1888, S. 66.

2) Reskript 25. Maj 1844.


362

devej. Man haabede, at det derved skulde blive muligt at forlænge Banen med et Spor ned til Havnen, og i hvert Fald kunde man nu faa en Station i Valby, af hvilken man ventede sig en god Indtægt, da Valby dengang var et meget yndet Udflugtssted fra København 1).

Den af Industriforeningen nedsatte Komité, som skulde forberede Sagen, havde i 1843 indsamlet Oplysninger om den Trafik af Personer og Gods, som kunde forventes at falde paa den nye Jernbane. Resultaterne heraf giver os en Forestilling om Færdslen gennem Vesterport. Der indførtes gennem denne af accisepligtige og toldbare Varer over 810,000 Centner aarlig. Den største Del af denne Varemængde bestod af Kvæg, Lam, Svin, Smør og Ost. Komiteen beregnede, at en Trediedel heraf kom fra Steder hinsides Roskilde og kunde antages at ville benytte Banen i hele dens Længde; en Trediedel benyttede nu en Del af Roskilde Landevej og kunde antages delvis at ville benytte Jernbanen; den sidste Trediedel kom ikke paa Landevejen. Man kunde altsaa regne en Indtægt, som om Halvdelen af den hele Indførsel benyttede Banen i hele dens Længde. Naar Fragten blev sat til 3 Skilling pr. Mil for 100 Pund, vilde det give en Indtægt af 70-75,000 Rdlr. Med Hensyn til Personbefordringen regnede man efter Postvæsenets Lister, at ca. 20,000 Personer aarlig befordredes gennem Vesterport af Postvæsenets Køretøjer. Endvidere regnedes, at 15-20 Personer af de højere Klasser daglig passerede frem og tilbage i egen Befordring, hvilket gav 10,000 Passagerer aarlig, samt at ca. 250 agende Bønder passerede ud og ind hver Torvedag, altsaa to Gange om Ugen, hvilket vilde give 50,000 Passagerer. I alt regnede Komiteen saaledes med ca. 80,000 Passagerer til en Gennemsnitspris af 3 Mark, hvilket vilde give 40,000 Rdlr. aarlig. For Befor-

__________

1) Se foran S. 106-07.


363

dring af Brev- og Pakkeposten, der med Vogn kostede over 3000 Rdlr. aarlig, forventede Selskabet en passende Godtgørelse, og endelig paaregnedes en Indtægt af ca. 37,000 Rdlr. af Lystrejsende fra København til Valby Station. Der kunde i alt paaregnes en Indtægt af 167,000 Rdlr., og da Anlæget var beregnet til 1 1/2 Million Rdlr., vilde den kalkulerede Aarsindtægt (11 Procent) være rigelig til Driftsomkostninger og Udbytte til Aktionærerne 1).

Ved Lov af 5. Marts 1845 om Grundafstaaelser til Jernbaneanlæg fik Selskabet Ret til at lade de fornødne Arealer ekspropriere. Ingen Grundejer kunde nægte at afgive Jord til Jernbanen, og Betalingen derfor skulde fastsættes af en i Forvejen udnævnt Kommission. Af Københavns Grund blev eksproprieret i alt 466,583 Kvadratalen mod en samlet Erstatning af 29,170 Rdlr. Det blev i Gennemsnit omtrent 12 Øre for hver Kvadratalen, hvilket maa kaldes meget billigt, selv om de afstaaede Arealer hørte til de mindst værdifulde af Stadens Jorder. Den højeste Godtgørelse, Selskabet maatte betale, var for en Byggegrund ved Alleen lige uden for Vesterport (Matr.-Nr. 78); den kostede 4 Mark pr. Kvadratalen. Et Hjørne af Professor Borrings Have (Matr.-Nr. 81) kostede 3 Mark pr. Kvadratalen. Men allerede ved Tømmerpladsvejen blev Grundene vurderede til kun 27 Skilling pr. Kvadratalen, og bag ved Vesterbro, langs Stranden, var de naturligvis langt mindre værd. Her solgtes de endnu ikke i Alenvis, men betaltes med fra 300 til ca. 2000 Rdlr. pr. Td. Land (fra ca. 2 til ca. 15 Skilling pr. Kvadratalen).

Utvivlsomt var disse Grundpriser dog allerede dengang alt for lave; i hvert Fald var Stadskonduktøren, Major Schlegel, misfornøjet med dem og fralagde sig alt Ansvar for Vurderingen: »Til Oplysning for Fremtiden,« skriver han, »og for at man ikke skal tillægge mig en

__________

1) Fædrelandet 25. Febr. 1843.


364

Mening, som jeg ikke har haft, og som kunde blive til Ugunst for Forstæderne, hvori Staden selv er den betydeligste Grundejer, maa jeg bemærke, at disse Vurderinger staa under den Pris, der i den sildigere Tid er givet i Forstæderne, især nær ved Staden. Vel er det muligt, at Strandgrundene øjeblikkelig ikkun kunne nyttes lidet; men Tabet af Adgangen til Stranden og Strandrettigheden kan blive des vigtigere i Fremtiden.« 1)

Ekspropriationsretten hjalp Selskabet over de største Vanskeligheder, men en Del Bryderier med vrangvillige Ejendomsbesiddere blev der jo endda tilbage. Tømmerhandlerne protesterede imod, at Graven mellem Tømmerpladserne og Tivoli blev fyldt eller overbygget. Professor Borring klagede over, at Jernbanevolden berøvede ham Udsigten og Adgangen til Stranden. Møller Svane gjorde Paastand paa Erstatning, fordi han blev forhindret i Vindens frie Afbenyttelse. Rebslagerne nægtede aldeles at afstaa noget af deres Reberbaner paa Vesterbro. - Men alt dette kunde jo jævnes med Penge.

Ved kongelig Resolution af 30. Maj 1845 bevilgedes Anlæg af Jernbanen efter den af Ingeniør W. Radford afstukne Linie og med Københavns Banegaard i Dronningens Enghave. Den projekterede Hestebane fra Stationen gennem Volden og langs Filosofgangen til Havnen maatte dog opgives, og Jernbanestationen skulde som andre Bygninger paa Demarkationsterrænet opføres af let Bindingsværk.

Banen aabnedes den 26. Juni 1847 under stor Højtidelighed og i Kongens Nærværelse. I en Del Aar var denne lille Stump Jernbane mellem København og Roskilde den eneste i Norden og som saadan en af Hovedstadens Seværdigheder. Da Studenterne fra Upsala i 1852 besøgte København, var en Køretur med Jernbanen til

__________

1) 2. Sekr. 1848 Nr. 3498.


365

Valby en af de Forlystelser, som Hovedstaden kunde byde paa; og saa stor var Nysgerrigheden efter at prøve den nye Befordring, at der i de første seks Maaneder rejste lige saa mange Mennesker med Banen som siden hen i et helt Aar. Men Klagerne over Jernbanevæsenet er lige saa gamle som Banen selv. Der var ikke gaaet 14 Dage, før »Stemmer fra Publikum« begyndte at løfte sig i Bladene. Der havde stedse været nogen Misfornøjelse med, at Stationen ikke var kommen helt ind i Byen, og yderligere Tidsspilde forvoldtes de rejsende ved den nye Administrations Ufuldkommenheder. Der var unødige Formaliteter ved Købet af Billetter; Returbilletter skulde stemples, og Billetsalget sluttede fem Minutter før Togets Afgang. Der fandtes ingen Ventesal for Passagerer; disse maatte opholde sig i Pakhusene og for at komme til dem passere frem og tilbage over Sporene. - Disse Ulemper kunde jo efterhaanden afhjælpes; men værre var det, at det pekuniære Udbytte ikke svarede til Forventningerne. Banens Anlæg havde kostet en Del mere end de 1 1/2 Million Rdlr., og det aarlige Driftsudbytte blev mindre end paaregnet. Valby Station skuffede ganske Forventningerne; man havde her regnet med over 400,000 Passagerer aarlig, og der kom aldrig mere end 30,000. Derimod blev Passagerantallet til og fra de øvrige Stationer langt større end paaregnet: i Stedet for de forventede 80,000 var der hvert Aar ca. 200,000, og i Stedet for de kalkulerede 40.000 Rdlr. fik Banen saaledes paa denne Konto en Indtægt af 100,000 Rdlr. Men til Gengæld skuffede Godstransporten betydeligt; den gav kun en Indtægt af 30-50,000 Rdlr. i Stedet for de beregnede 70-75,000 Rdlr. Banens Indtægt var i alt 130-160,000 Rdlr. aarlig i Stedet for de 167,000, hvormed man havde regnet at kunne begynde straks. Aktionærerne fik derfor kun 1 eller 2 Procent af deres Penge og i enkelte Aar slet intet 1). Forholdet bed-

__________

1) Danmarks Statistik III S. 40, 138-40.


366

redes først, da Banen blev forlænget til Korsør. Arbejdet paa denne Strækning paabegyndtes i 1852, og den hele Banelinie, med Dampskibsforbindelse til Kiel, aabnedes 27. April 1856. Da havde hele Baneanlæget kostet ca. 7 Millioner Rdlr.


En Jernbane nord paa lykkedes det derimod ikke at faa anlagt i disse Aar. Allerede i 1844 indgav Vekselmægler Heymann Andragende om Koncession paa Anlæg af en Jernbane til Helsingør. Men da der ikke forelaa tilstrækkelige Forarbejder, blev Andragendet afvist. Noget større Udsigter havde Planen om en Bane til Klampenborg. Da Dr. med. Hjaltelin i 1844 havde anlagt Klampenborg Badeanstalt, var han interesseret i at faa en Jernbane derud, og i 1845 fik han af Regeringen Tilladelse til at lade det fornødne Nivellement iværksætte. Han foreslog to Linier: en vestlig fra en Station uden for Nørreport over Farimagsvejen og Sortedamssøen, over Blegdammene og Fælleden, hvor den skulde gaa tværs over den af Holger Danskes Briller, som laa nærmest Nørre Allé, og ud til Store Vibenshus. Og en østlig fra Østerport gennem Classens Have til Lille Vibenshus. Men da Banen var en ren Lystbane, blev det ikke Dr. Hjaltelin tilladt at anvende Ekspropriationsloven, og han maatte derfor selv søge Overenskomst med alle de paagældende Grundejere. Med Kommunen blev han hurtig enig, skønt denne forlangte betydelig højere Priser af ham end dem, det sjællandske Jernbaneselskab havde givet. For Sortedamsagrene mellem Farimagsvejen og Søen skulde han betale 1 Rdlr. pr. Kvadratalen. For Vognmandsmarken blev forlangt 4000 Rdlr. pr. Td. Land, for nogle Jordstykker ved Store Vibenshus 3000, medens Fællederne, i Betragtning af den Anvendelse, hvortil de var bundne, kunde sælges for 1000 Rdlr. pr. Td. Land. I alt skulde Kommunen for sit Vedkommende have 111,100 Rdlr.


367

Men langt værre blev det, da Hjaltelin skulde til at forhandle med de private Grundejere, som i det hele taget var uvillige mod Foretagendet. Allerede Nivellementet havde de protesteret imod. Saaledes skriver Etatsraad Tutein: »Da Jernbanen kan anlægges bag om kostbare Ejendomme langs med Stranden, protesterer jeg mod al Ødelæggelse.« Konferensraad Kirstein besværer sig over, at ubekendte Personer uden hans Vidende eller Vilje er trængt ind paa hans Grund og har nedrammet Pæle. Fabrikant Jenner paa 3. Blegdam, hvis Jorder ikke berørtes af Jernbanen, protesterede dog imod den, fordi Røgen og Ilden fra Lokomotivet vilde skade hans Ejendoms Anvendelse som Blegdam. Overalt fandt Dr. Hjaltelin de af Grundejerne forlangte Priser for ublu, og Foretagendet maatte derfor opgives 1). En Jernbane til Klampenborg aabnedes først i 1863, til Helsingør i 1864.

__________

Handelens Opsving.

Alt, hvad der ved Aar 1840 høres om Københavns Handel, er Klager over Tilbagegang og Forfald: Havnen er tom, de store gamle Handelshuse er borte, Børsen helt uden Betydning. Statistikkens Tal bekræfter Klagernes Rigtighed. Københavns Handelsflaade var i Aarene fra 1832 til 1839 gaaet ned fra 302 Skibe med ca. 32,000 Tons til 281 Skibe med ca. 30,000 Tons. Siden Aarhundredets Begyndelse var Handelsflaaden i det hele sunket til det halve 2), og det laveste Punkt var endnu ikke naaet. I 1845 var Skibenes Antal, Dampskibene medregnet, kun 251 med knap 29,000 Tons Drægtighed 3).

__________

1) 2. Sekr. 1844 Nr. 3037.

2) Rubin: Frederik den Sjettes Tid, S. 438-39.

3) Tabelværk til Kbhvn.s Statistik III S. 22-23.


368

Den eneste Vare, med hvilken der i disse Aar dreves nogen betydeligere Handel fra København, var Tømmer. For denne Artikel var København bleven en Stabelplads; de fleste større Grossererfirmaer beskæftigede sig med Tømmerhandel i det store, og de øde Skibsværfter og tomme Oplagspladser langs Havnen toges i stor Udstrækning i Brug til Tømmeroplag. Købmændene i Finland, Sverrig og Norge sendte deres Skibsladninger herned; store Tømmerauktioner afholdtes, og betydelige Mængder udførtes igen herfra til fremmede Lande 1).

Men nu som før hemmedes Hovedstadens Handel af trykkende Baand. Et af disse var den saakaldte Skibsaccise, der stammede fra Kristian V's Tid. Denne Afgift betaltes baade af Skibe og Varer og indbragte fra gammel Tid henved 20,000 Rdlr. aarlig, der fordeltes ligelig mellem Havnekassen og Kommunens Kasse. Den var fornemmelig bestemt til Vedligeholdelse af Havnens Bolværker og Broer. I 1815 var den paa Grund af store Reparationer paa Knippelsbro og Langebro bleven forhøjet med 50 Procent eller henved 10,000 Rdlr., hvilket særlige Tillæg dog kun skulde betales, indtil Havnekassen havde faaet sine Udlæg dækkede. Men senere kom der nye Reparationer til, paa Børnehusbroen og Holmens Bro, saa det varede indtil 1845, inden Gælden var betalt. Og selv da vilde Havnekassen ikke give Slip paa denne ekstra Indtægt; den stod jo nu over for Anlæget af en Dampskibsbro ved Toldboden, ligesom en Ombygning af Knippelsbro bestandig truede. Accisens Forhøjelse blev derfor bibeholdt indtil videre trods bestandige Klager fra den københavnske Handelsstand 2). Forhøjelsen (altsaa en Trediedel af den hele Accise) voksede i Fyrrerne til 12-13,000 Rdlr., i 1848 til 15,000 og 1849-51 til 16-18,000

__________

1) Borgerrepr. Forh. 22. Febr. 1844.

2) Borgerrepr. Forh. 18. April 1842.


369

Rdlr. aarlig. Men den blev efterhaanden for stor en Byrde for Skibsfarten, og endelig bestemtes det, at Forhøjelsen, der siden 1845 kun var bleven vedtaget for et Aar ad Gangen, uigenkaldelig skulde bortfalde fra 1. April 1853.

De voksende Indtægter af Skibsaccisen viser, hvorledes der efterhaanden kom øget Liv i Københavns Handel. Det var - foruden de begyndende gode Tider - især Kristian VIII's forstandige Toldpolitik, som havde virket hertil.

Thi den værste Hindring for Byens og Landets Handel var fremdeles de trykkende Toldbestemmelser, særlig Øresundstolden, der skulde betales af danske Skibe lige saa vel som af fremmede. Det var til sidst blevet saadan, at det var billigere for København at forsynes med oversøiske Varer fra Hamborg end at faa dem direkte tilførte! 1) Grosserersocietetet havde længe arbejdet paa at faa Toldtariffen ændret, og Kristian VIII havde selv Blik for, hvad der her var det rette; han skyede ikke en øjeblikkelig Nedgang i Toldindtægterne for derigennem at opnaa et varigt Gode for Fremtiden, og fra 1. Januar 1842 blev Øresundstolden nedsat. Ved en Forordning af 14. April 1842 om »adskillige Lettelser for Handelen« blev gjort et nyt Skridt i Retning af Handelsfrihed. For den indenrigske Handels Vedkommende blev Lastepengene mellem København og andre indenrigske Havne nedsat til det halve; og til Fremme af den oversøiske Skibsfart indførtes den saakaldte Toldremission, som bestod deri, at Skibe, der hjembragte Varer direkte fra fremmede Verdensdele, fik godtgjort 25 Procent af den sædvanlige Indførselstold, saafremt de ved Afrejsen havde været i det mindste halvt lastede med indenlandske Produkter og Fabrikata. - Bestemmelserne om Toldremissionen stod ved Magt indtil 1854, da de afløstes af en anden Ordning,

1) M. Rubin i »Hist. Tidsskrift« 7, VI, 197.


370

ifølge hvilken alle Varer, der indførtes direkte fra oversøiske Steder, fik den erlagte Øresundstold tilbagebetalt. Saaledes gik man med smaa Skridt fremad mod stedse større Frihandel. - Et Frilager indrettedes i 1851 paa Københavns Toldbod 1), hvorimod de større Planer om at gøre København til en Frihavn, som var fremme i Aarene 1849-51, ikke førte til noget, lige saa lidt som Grosserer A. W. Andersens vidtskuende Projekt i Slutningen af Halvtredserne om en storartet Udvidelse af Havnen mod Syd gennem Kallebodstrand til Køgebugt.

Hvad det gjaldt om i disse Aar, var at gøre den danske Handel uafhængig af Hamborg. Medens Københavns Handel laa stille, havde Hamborg bemægtiget sig næsten hele Danmarks Omsætning. Over Hamborg udførtes vort Korn og Smør, og over Hamborg modtog vi ikke blot alle tyske og franske Varer, men ogsaa Englands Fabrikvarer og Koloniernes Indførsel af Kaffe og Sukker. Alle disse Varer blev ompakkede i Hamborg, inden de sendtes videre til os, og vi kom derved til gennemsnitlig at betale dem med en Fjerdedel over den Pris, vi kunde have faaet dem for fra selve Produktionsstedet. Hamborgs overmægtige Stilling beroede til Dels paa den Dygtighed, hvormed »Probenreuter«-Systemet var organiseret, men især paa, at de hamborgske Huse var tilstrækkelig pengestærke til at kunne give udstrakt Kredit. Den Købmand i Danmark, der ikke selv havde Kapital, kunde i Reglen uden Vanskelighed opnaa en saakaldt Blancokredit i Hamborg, der rigtignok maatte forrentes med 10 Procent. Gennem dette Kreditsystem blev de danske Købmænd jo fuldstændig afhængige af de hamborgske Handelshuse, ja, ofte var de ikke for andet at regne end for Hamborgernes Pladsagenter, omtrent som Hansestædernes »Pebersvende« i gamle Dage. To Gange om Aaret

__________

1) Dep. Tid. 1851 S. 600.


371

oversvømmedes Landet af de tyske Handelsrejsende, der i hvert Købmandshus udkrammede deres vel forsynede Prøvekister, ja ikke forsmaaede, hvor Lejlighed gaves, at gaa lige til Konsumenterne for at gøre Forretning. Det var dette Aag, som det gjaldt om at bryde, og det blev en Opgave særlig for København at tilbageerobre den Plads, som Hamborg havde bemægtiget sig.

Handelen paa Kolonierne var den, som det først lykkedes at vinde tilbage for Danmark. Det Beløb, som udbetaltes i Toldremission i København for direkte Indførsel af Kolonialvarer, var i 1843: 18,900 Rdlr.; det steg derefter Aar for Aar, indtil det i 1848 naaede det højeste Tal med 131,760 Rdlr. I 1843 indførtes direkte til København knap 1 Million Pund Kaffe og 8 Millioner Pund Sukker. I 1852 var Indførslen over 8 Millioner Pund Kaffe og 22 Millioner Pund Sukker. Den tilsvarende Udførsel, hvoraf jo Remissionen var betinget, voksede ligeledes, og medens i 1842 kun 10 Skibe fandt Beskæftigelse i oversøisk Fart, var Antallet steget til 71 i 1851 1).

Men ved Siden af Regeringens Foranstaltninger virkede Tidsomstændighederne heldigt for Udviklingen af Københavns Handel. Treaarskrigen gjorde en Standsning i Hamborgs Forretninger paa Danmark, som aldrig blev helt forvundet igen. Og da England fra 1. Februar 1849 aabnedes for fri Indførsel af Korn fra Danmark, øgedes Forbindelsen stærkt med dette Rige, som snart skulde blive den vigtigste Aftager af danske Produkter.

Saaledes begyndte da paa ny Københavns Handelsflaade at gaa fremad, efter at det laveste Punkt var passeret i 1845. Baade Sejlskibenes og navnlig Dampskibenes Antal og Tonnage tiltog jævnt, og i 1857 talte København 312 Sejlskibe og 14 Dampskibe med en samlet Drægtighed af 43,360 Tons 2). - »Foreningen til Søfar-

__________

1) Tillæg til Rigsdagstidende 1853 Sp. 299.

2) Tabelværk III S. 22-23.


372

tens Fremme«, der stiftedes 1844, ydede et fortjenstfuld! Arbejde for at holde den danske Sømandsstand paa Højde med de forøgede Krav, der stilledes til den. Den lod paa Skippernes Laugshus afholde ugentlige Foredrag for Skippere og Styrmænd over alle til Søfarten hørende Emner, og unge Sømænd skaffede den Undervisning i Engelsk, Navigation, Geografi og lignende Fag. Af disse Foredrag udgik senere Navigationsskolen, der endnu ejes og ledes af Foreningen.

Efterhaanden som Handelen steg, kom ogsaa Københavns Børs til igen at betyde noget. Det var et Led i Bestræbelserne herfor, naar Regeringen i 1842 overlod Grosserersocietetet selv at vælge sin Komité og denne igen at vælge sin Formand. Og denne Komité blev siden ofte raadspurgt af Regeringen i vigtige Anliggender. I 1856 blev Børsbygningen overdraget til Grosserersocietetet paa Betingelse af, at Societetet vedligeholdt Bygningens arkitektoniske Ydre og ingen Forandring foretog heri uden Statens Samtykke.

I smaa Skridt var vor Toldlovgivning bleven reformeret i frihandlerisk Retning, og et stort Skridt blev taget i 1857, da Øresundstolden blev afskaffet. Samtidig afbrød Pengekrisen mange gamle Forbindelser og bidrog derved til yderligere at gøre den danske Handelsstand uafhængig af Hamborg. Men først og fremmest skyldtes dette Resultat dog den almindelige økonomiske Opgang i hele Landet, som omsider satte den danske Handel i Stand til at undvære den udenlandske Kredit.

__________

Selskabelighed og Forlystelser.

Paa næsten alle Omraader er Kristian VIII's Regering en Overgangstid mellem gammelt og nyt. Der levede i disse Aar to Tidsaldre ved Siden af hinanden, hver med


373

sine Interesser, sine Anskuelser og Livsvaner. Ogsaa Maaden at fornøje sig paa var forskellig for den gamle og den nye Slægt, - ja, maaske intetsteds var Forskellen imellem dem saa let at faa Øje paa som netop her.

Klublivets bedste Tid var forbi. Drikkeviserne, Punchebollen og Dilettantkomedien var ikke længer det, de havde været i Frederik VI's Dage; men endnu fandtes dog en Del selskabelige Klubber og dramatiske Foreninger, hvor Underholdningen fremdeles formede sig paa gammeldags Vis. Politiet holdt nøje Regnskab med dem; thi af hvert Klubmedlem skulde betales en Afgift af 2 Rdlr. aarlig til Vor Frue Kirke. Denne Klubskat svaredes i 1842 af følgende Foreninger:


1. Kongens Klub ........................ 128 Medl.,
2. Den bestandig borgerlige Forening ...... 110 --
3. Den nye Forening .................... 185 --
4. Recreationen ........................ 93 --
5. Det forenede borgerlige Selskab ........ 216 --
6. Dramatisk musikalsk Forening ........ 4 --
7. Det borgerlige dramatiske Selskab, forhen Hertha ... 3 --
8. Constantia .......................... 21 --
9. Harmonien .......................... 9 --
10. Holbergs Minde ...................... 12 --
11. Thalia .............................. 8 --
_______________
I alt 789 Medl.,

der altsaa indbragte 1578 Rdlr. Nedsættelse til 1 Rdlr. pr. Medlem var ved kongelig Bevilling tilstaaet:

Athenæum .......................... med 698 Medl.
Læseforeningen ...................... - 260 --
_______________
I alt 958 Medl.

Klubskatten indbragte saaledes i alt 2536 Rdlr. Fritagne var Studenterforeningen, Musikforeningen, Det


374

danske Broderskab, Selskabet »Kæden«, Frimurerlogen, Haandværkerforeningen og Industriforeningen 1).

Klubafgiften betaltes af de Medlemmer, som var i Selskaberne i Begyndelsen af Oktober Maaned. Det saa derfor noget mistænkeligt ud, da »Det borgerlige dramatiske Selskab, forhen Hertha« i Sæsonen 1842-43 indberettede, at alle Medlemmerne havde meldt sig ud med Undtagelse af de 3 Direktører, saa der kun blev 6 Rdlr. at betale, - og der saa senere hen paa Vinteren indkom en Begæring fra samme Selskab om Tilladelse til at afholde Maskebal. Det paapasselige Kancelli studsede herover og paalagde Politidirektøren at undersøge, om ikke den paastaaede Udmeldelse af alle Selskabets Medlemmer kun var et Forsøg paa at unddrage sig Afgiften. - For øvrigt var det ikke ualmindeligt i de smaa Klubber, at saa godt som alle Medlemmerne sad i Bestyrelsen. »Den dramatiske Haandværkerforening« havde i 1855 efter Listen kun 10 Medlemmer. Af dem var 1 Justitsdirektør, 1 Økonomidirektør, 1 dramatisk Direktør, 1 Musikdirektør, 1 Entrédirektør, 2 Repræsentanter og 1 Sekretær.

Efterhaanden som de gamle Klubber forsvandt, - Borups Selskab opløstes i 1841, lidt senere fulgte Den nye Forening, Dramatisk musikalsk Forening og Harmonien, - medens nye Foreninger med hidtil ukendte Formaal stiftedes i stort Antal, blev det vanskeligt at holde Rede paa Klubskatten. En Skakforening, der talte 29 Medlemmer, blev i 1846 udpantet af Magistraten for 58 Rdlr., da den nægtede at betale Klubskat; Sagen gik til Domstolene, og Skakforeningen blev dømt til at betale. Heldigere var Polyteknisk Forening, der samtidig protesterede og blev fritaget. »Den militære Forening« maatte i 1846 betale sine 2 Rdlr. pr. Medlem, medens Maler-Sangforeningen, Kammagernes Forening og en Filial af

__________

1) 1. Sekr. 1842 Nr. 1847.


375

den slesvigske Forening Aaret efter gik fri. Bogbindernes Forening skønnedes af Bræstrup at burde være fritagen, »om endogsaa enkelte Gange nogle af Medlemmerne i Samlingerne kunne bestille et Bord hos Restauratøren og derefter spille Kort«. Derimod skulde »Heimdalen« i Clas-sens Have og »Det gode Sindelag« betale. I 1853 indstillede Politidirektøren, at Den militære Forening, Foreningen af Borgerofficerer, Søofficersforeningen, Livjægernes Skydeselskab og Handels- og Kontoristforeningen skulde være afgiftsfri. Disse fem Foreninger havde hver en Aften om Ugen Møde hos Madam Vincent paa Kongens Nytorv.

Klubskatten anvendtes til Forrentning og Afbetaling af Frue Kirkes Gæld. Da Gælden var afviklet i 1855, blev der gjort Forsøg paa at bevare Klubskatten til lignende Anvendelser i Fremtiden, foreløbig til Opførelse af en Kirke paa Nørrebro 1). Men Skatten var saa upopulær, at dette Forsøg maatte opgives, og Klubskatten faldt dermed bort.

Der er ingen Tvivl om, at Samlivet har været hyggeligt og fornøjeligt i disse private Klubber. Alle Medlemmerne kendte hverandre, og man befandt sig her som i én stor Familie. Endnu længe efter, at det hele var forsvundet, kunde Mindet om disse glade Klubaftener varme et gammelt Medlems Hjerte, saaledes som vi ser det i de naive Erindringer fra »Holbergs Minde«, som et af Klubbens trofaste Medlemmer, Bogbinder Andersen, udgav i 1868. Hans Fordybelse i de kære Minder giver os et levende Billede af Klublivets muntre og uskyldige Glæder, - en Form for Selskabelighed, som den yngre Slægt aldrig har kendt.

»Holbergs Minde« var stiftet i 1827 og bestod endnu helt op i Tresserne. Sjælen i det var den bekendte Vise-

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1855 S. 260.


376

digter og Borgerofficer Garbrecht, der i Kolerasommeren holdt Humøret oppe i Klubben ved hver Aften at spise sin Portion Jordbær med Fløde, - en Ret, som ingen andre i den Tid turde røre. Klubben samledes om Vinteren i Kannikestræde, hvor der spilledes Komedie eller holdtes Baller og Maskerader, og hvor bl. a. Louise Rasmussen dansede spansk Dans for dem. Om Sommeren mødtes de paa Solitude til Skiveskydninger med Flitsbue eller til »Konversationer, der endnu lever i kærligt Minde hos dem, der paa dette yndige Sted har tilbragt saa mange glade og behagelige Timer«.


»Sædvanlig havde Selskabet efter hver Fugleskydning et Fakkeltog om Aftenen, den temmelig store Have rundt, med Musik i Spidsen. Herom maatte altid gøres Anmeldelse til Nikolaj Taarn, for at der ikke skulde klemtes i Formening af, at det var Ildebrand. Smaakanoner var placerede paa passende Steder og gave Salut til Skaalerne. Om Søndagene havde som oftest Aëronaut Colding, der var Medlem, 2 à 3 Luftballoner, lignende dem, der nu for Tiden opstige fra Tivoli, som han fyldte og lod opstige, og lod en af Damerne overklippe Baandet, der holdt Ballonen nede, hvorpaa den gik tilvejrs. I den yderste Udkant af Haven var en Høj, omgivet med Syrener og Caprifolium; til denne Høj marcheredes i Procession om Aftenen, med Værten Østerberg i Spidsen, der bar en Bolle Punch, som her under Spøg og Lystighed og glade Sange blev tømt. Selskabets Medlemmer søgte heller ikke stort anden Sommerfornøjelse; der var dengang hverken Tivoli eller Alhambra eller noget af det, der senere er opstaaet. Her søgte de, som een stor Familie, deres Glæde, og indfandt sig især om Søndagen med deres Familier saa talrigt, at der ofte ikke var Plads ved Bordet til dem alle; men herpaa blev der raadet Bod, idet Selskaberne i Forening fik rejst et stort Telt ude i Haven, med et langt Bord i Midten.« 1)


Da Solitude skiftede Ejer, blev Haven ikke mere udlejet til Selskaber, og »Holbergs Minde« flyttede da ind til

__________

1) I. C. Andersen: Holbergs Minde, S. 61-62.


377

Krigsassessor Koop paa Blaagaard. De fandt, at hans Have mindede saa meget om det uforglemmelige Solitude, at Medlemmerne kaldte den »Ny Solitude«, hvilken Benævnelse derpaa Ejeren optog. Men i 1846 maatte de ogsaa bort derfra. De flyttede da ud til Enighedsværn, senere hen paa Værnedamsvejen, saa til Bjørnsdal paa Vesterbro. Men de gode gamle Tider var uigenkaldelig forbi, og Selskabet blev aldrig mere, hvad det engang havde været.

Hvad Teatret i Kannikestræde, den populære »Kalkeballe«, var for det jævne Borgerskab, var Det kongelige Teater for de højere Klasser. Teatret holdt sig endnu gennem Fyrrerne som Midtpunktet i Hovedstadens Interesser, skønt det efterhaanden trængtes stærkt af det frembrydende politiske Liv. Kristian VIII, som ikke holdt af, at hans Undersaatter politiserede, viste Teatret en øjensynlig Interesse, og Befolkningen var ikke vanskelig at faa med. Efter Opførelsen af »Dina« i 1842 spændte Publikum Hestene fra Fru Heibergs Vogn og trak hende til hendes Bolig, en Hyldest, som tidligere kun var vist Kongen og Thorvaldsen. Og et Par Aftener senere, da det var hendes Fødselsdag, bragte 400 Studenter hende et Fakkeltog. - Aaret efter og flere Gange senere var Jenny Lind i København. Da stod Folk fra midt om Natten opstillede foran Teatret for at sikre sig Billet, naar Dagen gryede. Men faa Minutter efter, at Døren var lukket op, meldte alle Tavler »Udsolgt«, og Folk gik forbitrede hjem og skrev vrede Indlæg til Bladene om den slette Orden, der herskede ved Billetsalget. »Fædrelandet«, der snærrede ad alt, hvad der kunde tage Interessen fra det politiske, skrev spydigt, at Jenny Lind havde formaaet det, som ikke var lykkedes Hans Majestæt: at indføre den almindelige Værnepligt; thi medens det fremdeles kun var Bønderkarle, der manøvrerede paa Fælle-


378

den, var det Folk af alle Stænder, Gentlemen og Fattiglemmer, Herrer i Paletot og Drenge i Bluse, der bivuakerede paa Kongens Nytorv 1). - Men de kongelige Skuespillere følte sig ogsaa! Da »Fædrelandet« i 1840 havde karakteriseret vort Publikum som det mest langmodige i Verden til at taale Sjuskeri »hos Skuespilleren, hos Scene-Arrangeuren, hos Maskinmesteren«, vilde Dr. Ryge, der var Sceneinstruktør, straks anlægge Sag mod Bladet. I Forligskommissionen faldt han dog til Ro, da Bladets Redaktør afgav Erklæring om, at der ikke var sigtet til Dr. Ryge. - Bekendt er Balletmester Bournonvilles Optræden, da han en Aften følte sig krænket i sin Værdighed. Balletten »Toreadoren« blev opført, og Kongen var til Stede i Teatret. Da Bournonville blev baaren i Triumf ind paa Scenen, lod en enkelt Pibe sig høre, og skønt det øvrige Publikum ved at klappe stærkt tilkendegav sin Misbilligelse af denne Demonstration, blev Balletmesteren saa vred, at han sprang ned af Skjoldet og med Lansen i Haanden løb hen foran Kongelogen med de Ord: »Hvad befaler Deres Majestæt, at jeg skal gøre?« Kristian VIII havde Aandsnærværelse nok til at svare: »Danse!«, og saa maatte Balletmesteren danse den Aften. Men nogle Dage senere fik han et halvt Aars Permission og rejste til Udlandet.

Et Vidnesbyrd om den Højtidelighed, hvormed man betragtede det kongelige Teaters Forestillinger, var det, at de tre første Aftener, et nyt Stykke blev opført, maatte Publikum give sin Mening om Stykket til Kende ved Bifalds- eller Mishagsytringer, men efter den Tid maatte der ikke opponeres mod Stykket; »thi Teatrets Publikum maa betragte sig, ikke som en sammenløben Hob af Individer, men som en fornuftig Organisme, der ikke i Morgen kan forkaste, hvad den i Dag har bifaldet«. De, der

__________

1) Fædrelandet 29. Sept 1845.


379

kom for sent til de tre Prøveforestillinger, maatte bøje sig for den afsagte Dom, »fordi de ellers aldeles tilintetgøre Betydningen af Publikums Mening og dermed ogsaa Betydningen af deres egen«. Saa filosofisk moraliserede Bladene dengang for et Teaterpublikum 1).

Teatret var lille og daarligt indrettet. Der var en Vrimmel af Døre, smalle Trapper og uregelmæssige Gange, i hvilke de teaterbesøgendes Overtøj maatte hænge, da der ingen Garderobe fandtes. Siddepladserne var smalle Træbænke, beklædte med Skind eller groft Klæde, i Logerne endog uden Ryglæn. Den mindst mulige Plads var tildelt hver enkelt, saa Folk sad murede op ad hverandre. Maskineriet var forældet og daarligt og Belysningen, der tilvejebragtes ved Olielamper, meget mangelfuld. Men trods al denne ydre Ufuldkommenhed blomstrede netop i disse Aar Kunst og Talent paa Scenen som maaske aldrig før eller siden.

Tilskuerpladsen blev udvidet i 1855 og Scenen ombygget i 1857, alt med store Bekostninger. Men godt blev Teatret dog aldrig, og omsider maatte en helt ny Bygning opføres ved Siden af den gamle. Denne blev da nedrevet i 1874.

Det kongelige Teater var længe Byens eneste. I 1846 fik Skuespiller Thomas Overskou Bevilling til at oprette et »Folketeater«, paa hvilket han maatte opføre Folkekomedier, Lystspil, Vaudeviller, Farcer og burleske Sangstykker. Han havde allerede udset sig en Del af den gamle Nikolaj Kirkegaard til Byggeplads, men det lykkedes ham ikke at føre Planen igennem. Det første Privatteater i København blev da Kasino, der aabnedes i 1848; og Byens tredie Teater begyndte at nærme sig, da Direktør Lange i 1853 fik en Teaterbevilling. Et Par Aar spillede han paa Hofteatret, men da imidlertid Hippo-

__________

1) Fædrelandet 21. Nov. 1844.


380

dromen paa Nørregade, som ikke betalte sig, var bleven indrettet til Teater, drog Lange derind i 1857 og aabnede Folketeatret.

Af Forstadsteatre var der to, som begge laa uden for Vesterport. Pettolettis Teater i Alleen, omtrent paa den nuværende Panoptikonbygnings Plads, blev i 1850 købt af en Arkitekt Henrich Petersen, der fik Bevilling til at fortsætte dets Drift. Morskabsteatret, hvor Familien Price optraadte, og hvor de Gasortiske Pantomimer spilledes, laa længere ude paa Vesterbro, skraas over for Skydebanen. Vesterbro var i det hele taget Stedet for de billigere Forlystelser, og her foreviste tilrejsende Menageriejere deres sjældne Dyr, der altid var sikre paa at vække Opsigt i en Tid, da Byen ikke havde nogen zoologisk Have. - Ude paa det tarveligere Nørrebro kunde man nøjes med »Karusselbane« og Taagebilleder.

Ved Siden af Teaterinteressen stod Musikbegejstringen, der maaske aldrig har været større i København end i Fyrrernes Begyndelse. Det var kun faa Aar siden, det københavnske Musikliv var vaagnet, - det skete hin Aften i 1836, da »Musikforeningen« blev stiftet i det kongelige Teater under Indtrykket af Weyses Melodier. Og da saa den unge Gade i 1840 kom hjem fra Leipzig, anerkendt og udmærket af Udlandets første Mestre, da voksede og svulmede Musikbegejstringen om Kap med Nationalfølelsen: »Ligesom Danmark havde sin Thorvaldsen og sin Oehlenschlager, skulde det nu ogsaa paa Tonekunstens Omraade faa sin Berømthed.« 1)

Det vrimlede nu af Musikdilettanter i København. Strygekvartetter dannedes og opløstes, og Musikforeningens store Koncerter var Begivenheder for hele Byen. H. C. Lumbye uddannede sit eget Orkester, i lang Tid det eneste i København ved Siden af det kongelige Kapel,

__________

1) Angul Hammerich: Musikforeningens Historie S. 55.


381

og begyndte at give Koncerter i Hotel d'Angleterre og Rosenborg Have. Og Udlandets Virtuoser fik Øje paa Danmark: Ole Bull, Franz Liszt og Clara Schumann optraadte i København, og snart kom den fremmede Musik til os, ikke blot med de enkelte store Stjerner, men i hele Flokke og Sværme. I 1840 kom et Selskab af 40 »Bjærgsangere« fra Pyrenæerne til København; men de drog bort igen efter at have givet nogle Koncerter 1). Anderledes gik det med det italienske Operaselskab under Grev Marasinis Ledelse, der kom til København Aaret efter. Italienerne havde deres første Tilholdssted i al Beskedenhed ude paa Vesterbros Morskabsteater; men snart tog selve Kongen dem under sin Beskyttelse og overlod dem Hofteatret paa Kristiansborg. Den 3. Januar 1842 begyndte deres Forestillinger her, og snart havde de med Rossinis og Donizettis Musik forrykket alle Københavnernes Hoveder. Italienerne, som vel næppe havde turdet haabe paa en saa begejstret Modtagelse hos det nordlige Folk, slog sig til Ro blandt de Danske og indrettede sig paa at blive her; og saa længe Kristian VIII levede, var den italienske Opera en af Københavns faste Forlystelser. Saa stor var Begejstringen for den i disse Aar, at Syngemester Rung lod alle sine Elever synge Italiensk; han opførte hele italienske Koncerter og tænkte paa at danne et italiensk Operaselskab af Danske, der skulde konkurrere med de rigtige Italienere 2). Først ind i Halvtredserne begyndte Interessen at tabe sig, og med Sæsonen 1854 ophørte de italienske Operaer paa Hofteatret. - Til Genoplivelse af gammel italiensk Kirkemusik var imidlertid »Cæciliaforeningen« stiftet i 1851.

Det var triste Tider for Stadsmusikanten. Han havde hidtil været ene om at levere den Musik, Byen behøvede; og det havde han Privilegium paa, - de andre maatte

__________

1) 1. Sekr. 1840 Nr. 1281; 2. Sekr. 1840 Nr. 3345.

2) C. Thrane: Cæciliaforeningen, S. 76-77.


382

egentlig slet ikke spille. Han og hans Svende skulde besørge det hele; Taksten var om Søndagen 4 Rdlr., de søgne Dage 3 Rdlr. for hver Musikant, han leverede, - saaledes havde Magistraten selv bestemt det ved en Raadstueplakat fra 1835. Men ingen tænkte mere paa Stadsmusikanten; han blev helt glemt, og da han holdt 50 Aars Jubilæum, maatte han selv indgive en Ansøgning om at blive Dannebrogsmand. Magistraten, som i den Anledning fik en Forespørgsel om den gamles Fortjenester, svarede særdeles køligt, at den vidste ikke af, han paa nogen Maade havde udmærket sig; det skulde da være, at man vilde regne hans lange Embedstid for en Adkomst 1). Kunderne faldt fra ham, og de faa, han endnu havde tilbage, klagede over, at hans Priser var for høje. Det gjorde saaledes Biskop Mynster i 1846. En islandsk Biskop skulde indvies i Frue Kirke, og ved denne Højtidelighed skulde der blæses i Basuner. Stadsmusikanten gjorde Fordring paa at levere de dertil fornødne Musici; men Kantoren, der ellers besørgede Kirkemusikken, vilde helst være fri for hans Assistance, og Biskoppen forespurgte hos Magistraten, om man var forpligtet til at benytte ham. Skulde dette være Tilfældet, maatte man dog ønske, at hans Takst kunde blive revideret, da navnlig den Betaling, han forlangte for at blæse fra Taarnene de hellige Aftener, syntes overdreven høj 2). - Men rigtig galt blev det først, da Tivoli blev aabnet, og Musikken spillede derinde hver Sommeraften. Forgæves søgte Stadsmusikanten at hævde, at han var eneberettiget til at levere Musikken i Tivoli; og lige saa forgæves klagede han sin Nød for Magistraten over de betydelige Tab, han led, »dels ved at omtrent det halve Antal af Stadens Danseboder Tid efter anden af Politiet ere inddragne, dels

__________

1) 2. Sekr. 1853 Nr. 191, 1412.

2) 2. Sekr. 1846 Nr. 1437.


383

ved de ikke faa specielle Tilladelser til Lystigheder, der tilstedes forskellige, og hvortil vedkommende, paa Grund af, at Lystighederne for største Delen udføres enten i kongelige Haver eller Slotte, formene sig fritagne for at bestille Musikken hos mig« 1). Magistraten havde ingen Trøst at give ham.

Langt ned i Hovedstadens Befolkningslag trængte denne nye Interesse for Sang og Musik, og Fyrrerne blev derved ogsaa Sangforeningernes gyldne Tid. Den første Sangforening var stiftet 1828 af Professor A. P. Berggreen; men først i Fyrrerne begyndte de ret at trives. Den enstemmige Visesang, som passede til Frederik VI's nøjsomme Tid og til Rahbeks og Zetlitz's Drikkeviser, tilfredsstillede ikke længer. Tiden krævede den harmoniserede Sang, hvorved tillige den almindelige Lyst til at stifte Foreninger og danne Sammenslutninger kunde imødekommes, og snart blev Trangen til at høre de flerstemmige Mandskor tilfredsstillet i rigeste Maal: Studentersangforeningen stiftedes 1839, »Harmonien« 1841, Livjægernes Sangforening eller »Odeon« 1844, Skandinavisk Sangforening og Haandværkersangforeningen 1845, Typografernes og Malernes Sangforeninger 1846, »Erato« og »Dania« 1850, Septembersangforeningen, Arion, Enigheden og hvad de nu alle sammen hed. Snart havde hvert Svendelaug sin egen Sangforening, ikke just til Gavn for Arbejdet paa Værkstedet; thi det skete jævnligt, at den fjerde Mand i en Kvartet gik sin Vej midt i Arbejdstiden, naar der kom Bud til ham, at de tre andre havde fundet hinanden; ej heller til Gavn for Svendenes Ædruelighed; thi ofte stillede de sig op paa Gaden og sang, til en eller anden Velhaver bød dem ned i en Beværtning, hvor de da kunde blive i Timevis og more sig selv og andre. Sangforeningsskovture kom i Gang, - »Enigheden«s Ud-

__________

1) 2. Sekr. 1843 Nr. 2630.


384

flugt i Juni 1846 nævnes som en af de første. Men ogsaa disse udartede: naar en Sangforening gjorde Skovtur, var det almindeligt, at den i første Skub ikke naaede længere end til »Tre Hjorter« uden for Nørreport 1). De større Sangforeninger, som Haandværkersangforeningen, der talte 110 Mand og lededes af Professor Berggreen, dristede sig til at give offentlige Koncerter i København, der blev meget vel besøgte; og Malersangforeningen gav i 1849 Koncert i Rosenborg Have til Fordel for de saarede. »Enigheden« nøjedes med at give Koncerter i Køge, hvor den optraadte gentagne Gange og gjorde megen Lykke. Medlemmerne kørte med Toget ad Roskildebanen til »Køge Station« ved Køge Landevej, hvor de afhentedes i Vogne fra Køge og Omegn 2).

Der var saaledes Vidnesbyrd nok om, at nu ønskede Folk at more sig oven paa de lange Forsagelsens Aar under Frederik VI. Og i det rette Øjeblik optraadte da den Mand, der kunde organisere Forlystelserne og skaffe Københavnerne al den Øjen- og Ørenlyst, de higede efter. Løjtnant i Livkorpset, Agent Georg Carstensen blev - under Kristian VIII's Protektion - Hovedstadens Maître de plaisir. Da København virkelig var meget fattig paa offentlige Forlystelser, kunde det ikke nægtes, at hans Bestræbelser til at begynde med havde en vis Berettigelse, om end de førte til, at København snart fik for mange Forlystelsesanstalter snarere end for faa.

Fyrværkeri, Illumination og Musik var de Hovedmidler, ved hvilke Carstensen virkede. I Aarene 1841-42 havde han som Redaktør af et Par muntre Ugeblade, »Portefeuillen« og »Figaro«, arrangeret Festiviteter for sine Abonnenter. I Januar 1842 gav han i Kristiansborg Slots Ridehus en straalende Nytaarsfest, der varede i tre

__________

1) Sædder: Arion S. 10, 16.

2) W. S.: Sangforeningen Enigheden, 1870.


385

Dage. Abonnenterne gik gratis ind, andre maatte betale 1 Rdlr. Ridehuset var dekoreret i orientalsk Stil og oplyst af 3-4000 Vokslys, og to Musikkorps spillede derinde. Pressen var imponeret og Publikum henrykt. Gentagne Gange viste han sine Abonnenter Rosenborg Have i straalende Illumination med Rosenborg Slot i bengalsk Belysning, og her fik de tillige Lejlighed til at høre, hvad »det lumbyeske Selskab« kunde præstere. Ogsaa Classens Have maatte holde for til Illumination og Fyrværkeri. Og da alt dette slog fortræffeligt an, greb Carstensen den Idé om at skabe et stort folkeligt Forlystelsesetablissement, som i disse Opgangstider ligesom laa i Luften. Allerede i 1841 havde to københavnske Borgermænd, Papirhandler Bing og Kunstdrejer Nygaard, indgivet Ansøgning om Tilladelse til at anlægge et Tivoli; men der var ikke kommet noget ud af Forhandlingerne 1) . Carstensen greb da dristigere til, fik Bevillingen i 1842, og i en utrolig kort Tid fik han det hele færdigt, saa Tivoli kunde aabnes d. 15. August 1843. Det aabenbarede sig for Samtiden som et Eventyr, og Byen talte ikke om andet end om Tivoli:

»Har De været i Tivoli? Er det ikke charmant; er det ikke nydeligt? Med disse Spørgsmaal er nu i en 14 Dages Tid enhver Konversation begyndt her i København, ikke mindre i Salonerne end paa Gaden. Bladene ere blevne beslaglagte, Censuren halvvejs indført, Associationsfriheden er gaaet fløjten, Københavnerne ere gaaede - i Tivoli. Ja, den sidste Rest af drømte Friheder og Rettigheder kunde forsvinde imellem vore Hænder, Høsten kunde slaa fejl, Kvægsygen udbryde, Øresundstolden tabes, Slesvig og Holsten løsrive sig og Jylland gaa under ved Vandflod; Københavnerne vilde i denne Tid dog kun have een Interesse, og den hedder - Tivoli.« 2)

__________

1) Hist. Meddelelser om Kbhvn. II, S. 595 ff.

2) Fædrelandet 1. Sept. 1843.


386

Saaledes spottede de politiske Alvorsmænd i »Fædrelandet« over deres Bysbørn og den nye Forlystelsessyge, som tog Interessen bort fra deres alvorstunge Bladartikler. Og man faar Indtryk af, at Skildringen ikke er saa meget overdreven, naar man ser den overordentlige Tilstrømning, som Tivoli kunde glæde sig ved i disse første Aar. I 1844 var de besøgendes Antal (foruden Abonnenterne) 372,227, et Tal, som derefter i de følgende Aar gik jævnt nedad, indtil det i 1848 naaede sit laveste: 166,210 Personer. Med den stigende Befolkning voksede derefter atter Besøget i Tivoli, men ikke før i 1857 naaedes et Tal saa højt som i Anstaltens første Aar.

Dog selv for Oppositionspolitikerne bød Tivoli paa noget, der nok lignede et Vidunder: Det nye straalende Forlystelsesetablissement laa paa selve Fæstningens Grund, - den strengt afspærrede Fæstning havde pludselig aabnet sig for Livsglæden og den muntre Latter, ja, saa meget Hensyn blev der taget til Tivolis Gæster, at Vesterport for deres Skyld blev holdt aaben til langt ud paa Natten. Det var tydeligt, at Agent Carstensens Idé var velset paa allerhøjeste Sted.

Medens »Fædrelandet« vedblev at satirisere over Tidens »tivolistiske« Tendens, førte Carstensen sejrrigt sit nye Etablissement frem over for Konkurrenterne paa Vesterbro, ligesom han fra første Færd havde sejret i Publikums Hjerter. Brødrene Price vilde forbyde ham at opføre Pantomimer, Teaterejer Pettoletti nedlagde Forbud mod hans Beriderforestillinger, og Stadsmusikanten vilde forbyde ham at spille Musik. Men ingen brød sig om deres Klager og Protester, og Carstensen forfulgte sin Sejr. Nu havde han sørget for Københavnernes Sommerforlystelse, han vilde ej heller forlade dem om Vinteren. Ogsaa et Vintertivoli skulde de have, og her laa ligesom sidst en ældre Plan og ventede paa ham.

I 1843 ansøgte en Møbelhandler Sivertsen om Tilla-


387

delse til at anlægge en Vinterhave med Musik og Restauration. Han blev imidlertid standset af Industriforeningen, der netop paa den Tid tumlede med sit store Projekt om en Koncertbygning paa Nikolaj Kirkeplads og nu frygtede en Konkurrent 1). Men et Par Aar senere gjorde Carstensen denne Plan til Virkelighed, og saaledes fremstod Casino i 1845.

I sit sædvanlige pompøse Sprog udsendte Carstensen en Indbydelse til Aktietegning i det nye Foretagende. Han betvivler ikke, at et saadant Lokale vil være velkomment »for et Publikum, for hvem Musikken ikke længer er en blot Fornøjelsessag, men en virkelig Fornødenhed«. Her er ikke Tale om at pirre og nære Forlystelsessygen, paastaar han, men om at tilfredsstille en Trang, der efter Forholdenes Natur snarere vil tiltage end aftage. »Medens Sommeren spreder Hovedstadens Indvaanere til forskellige Kanter, samler Vinteren dem paa ny inden for dens Mure; medens Sommeren tilbyder tusinde Fornøjelser uden for Byen, hvor hver en grøn Plet allerede er Forlystelsessted nok, byder Vinteren til Erstatning kun et Teater, der baade er for lille for en anselig Hovedstad og for dyrt for den uformuende, - mon man da ikke i den lange og barske Vinter, naar Sne og Regn og Regn og Sne er den eneste Afveksling, med Glæde og Begærlighed vil ty hen til et Sted, hvor grønne Vækster, sprudlende Fontæner, duftende Blomster og Musikkens Toner kappes om at frembringe et smilende Foraar.« 2)

Saa poetisk var Sproget i Agent Carstensens Henvendelser til sine Bysbørn, naar det gjaldt om at faa dem til at tegne Aktier i hans Foretagender. Intet Under, at de ikke kunde modstaa, og at Kapitalen snart var tilvejebragt. Øverst paa Aktionærernes Liste stod Carsten-

__________

1) 2. Sekr. 1843 Nr. 1277.

2) Carstensen: Indbydelse til Actietegning paa Kbhvs. Casino. 1845.


388

sen selv med 428 Aktier og 28 Stemmer paa Generalforsamlingen; derpaa kom Parfumehandler D. Capozzi og Grosserer Owen med hver 200 Aktier og 22 Stemmer, - kort, Pengene blev skaffede, og Carstensen fik Bevillingen 1). Han købte da den afdøde Statsminister Krabbe-Carisius's Gaard i Amaliegade. Byggegrunden var efter den Tids Priser betalt ualmindelig dyrt: 40,000 Rdlr. for godt 6000 Kvadratalen Grund. Det hele skulde indrettes flot, og det vilde nok have knebet med at skaffe Pengene, hvis ikke Carstensens høje Velyndere igen var traadt til. Af den kongelige Kasse bevilgedes et Laan af 25,000 Rdlr. til Kasino. Det stod paa anden Prioritet efter en Gæld paa 60,000 Rdlr. til Kreditkassen for Husejere. Og saa blev da Etablissementet færdigt og kunde aabnes i Februar 1847, med den store Vinterhave, der gik gennem Bygningens hele Højde, med Balsal og Læseværelser, Billarder og Restauration - og med fuldstændig Belysning med Gas. Atter havde Carstensen lagt Hovedstaden for sin Fod, hans Sukces syntes ogsaa denne Gang fuldstændig: »4000 Mennesker var samlede i det vidtløftige, smukke Lokale. Fontænen i Pergolaen og Kaskaderne i Vestibulen vare satte i Bevægelse, og det lumbyeske Selskab i den store Sal kappedes med det steyermarkske Musikkorps i den mindre om at forskaffe Publikum en musikalsk Underholdning.« Men Glæden varede kun kort. Carstensen havde dog denne Gang forregnet sig. Trods nye Beviser paa Regeringens Velvilje i Form af Bevillinger til Anlæg af en Industribasar i Kasino og til der at give mimiske Forestillinger ligesom i Tivoli, slog Foretagendet ganske fejl; allerede i 1848 var Aktieselskabet fallit til stort Tab for de Haandværkere, der havde leveret Arbejde og Materialier til dets Opførelse og faaet Aktier i Betaling.

__________

1) Fortegnelse over Aktionærer i Kasino 1845 (trykt). - Koll. Tid. 1845 S. 893.


389

Saa fuldstændig var Bankerotten, at Kasinoaktierne i 1848 efter Sigende solgtes for et Glas Toddy 1). Da Anstalten igen kom paa Fode, var det i en helt anden Skikkelse, nemlig som Teater. Aktieselskabet fik under 24. Oktober 1848 Bevilling foreløbig paa 10 Aar til at opføre Lystspil, Folkekomedier og Vaudeviller, og dermed faldt omsider den omtumlede Anstalt til Ro med Lange og senere Erik Bøgh som Teaterdirektør.

Carstensen forstod at skabe Etablissementerne, men ikke at holde paa dem. Ligesom Kasino gled ogsaa Tivoli snart ud af hans Hænder. Da forsøgte han for tredie Gang at grundlægge et nyt Fornøjelsescentrum, denne Gang en Konkurrent til selve hans egen førstefødte. I 1856 fik han Bevilling til Anlæget af Etablissementet Alhambra i Frederiksberg Allé. Det skulde være en fornem og stilfærdig Anstalt, der kun bød paa Musik og Illumination. Modsætningen til Tivoli var gennemført; det var kommet dertil, at Carstensen nu gerne vilde paatrykke Tivoli et Stempel af at være de simplere Fornøjelsers Tilholdssted. Paa ny udstedte han da et af sine højtidelige Opraab til Publikum: Han havde allerede tidligere bidraget sin Del til at højne Publikums Smag ved for 13 Aar siden at stifte Tivoli, for 10 Aar siden Kasino. »I gamle Dage, da man ikke havde andet, strømmede Folk til Dyrehavsbakken; men da Tivoli viste sig, tabte Københavnerne snart Smagen for Fjællebodsløjerne paa »Bakken«, til hvilken dog saa at sige 100-aarige Traditioner knyttede sig: de søgte fra nu af ud til det nævnte Etablissement.« Men nu skulde altsaa Tiden være kommen, da Publikum kunde løftes endnu et Trin op, og Carstensens Bestræbelser gik derfor ud paa »igen at berede Publikum en Overgang til noget nyere, bedre og skønnere«. Alhambra skulde opføres i maurisk Stil, et smukt og værdigt Anlæg,

__________

1) Erik Bøgh: Erindringer II, S. 158.


390

hvorfra alle støjende Forlystelser var banlyste. Danseestrader, Karuseller, Rutschbaner, Keglebaner og deslige skulde ikke findes. Men der vilde blive afholdt Morgenkoncerter, og Mineralvande og frisk Mælk vilde blive udskænket i Etablissementet for de Damer og Herrer, som for deres Helbreds Skyld foretog Morgenpromenader.

»Ved mine Medborgeres Bistand vil det lykkes mig, nu da Aarene og mit Livs bevægede Forhold have fremkaldt en større Alvor hos mig, at forskaffe København og dens nærmeste Omegn en virkelig forædlende Forlystelsesanstalt, hvad der alt tidligere, om end mere ubevidst, var Maalet for mine Bestræbelser, og hvad jeg fra nu af skal betragte som en Livsopgave for mig.« Men inden Alhambra aabnedes i 1857, var Carstensen død. Et Aktieselskab overtog Etablissementet.

Carstensens Eksempel undlod ikke at kalde Efterlignere frem. I 1852 indgav Overkrigskommissær Høegh-Guldberg et Andragende om at maatte indrette en Fyrværkerihal paa en Jordlod ved Sct. Jørgens Sø, der, hvor nu Vandvæsenets Filtre ligger. Den hele Plads skulde omgives med et Plankeværk og derindenfor afbrændes »et meget stort offentligt Fyrværkeri« en Gang om Ugen. Men Justitsministeriet havde saa meget at indvende mod denne Plan, - »foruden de Betænkeligheder, som en Forøgelse af de allerede talrige Forlystelsesanstalter i selve Staden og i Stadens nærmeste Omgivelser ved sligt et Etablissements Oprettelse i Almindelighed maatte frembyde«, - at det nægtede sin Tilladelse dertil 1). Et lignende Afslag fik Kunstfyrværker Biagio Amici, der ønskede at afbrænde Fyrværkerier paa Nørre Fælled. For yderligere at kvalificere sig til en Bevilling havde han, der var Udlænding, først taget Borgerskab i København som Mel- og Grynhandler. Men det hjalp ham altsaa ikke 2).

__________

1) 2. Sekr. 1852 Nr. 1345.

2) 2. Sekr. 1853 Nr. 1712; 1856 Nr. 1431.


391

En Interesse, der nu som før optog Tiden stærkt, var Lotterispil og Tombola. I Fyrrerne havde man endnu det kære Tallotteri, som særlig de lavere Klasser var meget forfaldne til, og som skaffede Drengene i Opfostringshuset, der udtrak Numrene, en anselig Indtægt. Man kunde i dette Lotteri i heldigste Tilfælde vinde sin Indsats tilbage 60,000 Gange fordoblet; og selv om dette Tilfælde maaske aldrig var indtruffet, var Muligheden nok til at sætte Folks Fantasi i Bevægelse. Utrolige Historier løb rundt om Folk, der ved en Lotterigevinst var blevne Millionærer. »Drømmebøgerne« var fulde af Anvisninger til »at drømme sig Tal«, Kassebetjente forgreb sig paa betroede Midler for at kunne spille i Lotteriet, - saaledes Teaterkasserer Prinzlau, der bortspillede de Penge, der var indsamlede til det kongelige Teaters Ombygning. Lotteriet blev trukket hver Uge, og alene i København var den aarlige Indsats omtrent 1 Million Rdlr. Alle oplyste Folk var imod det, og Stænderforsamlingen i Roskilde krævede det afskaffet. Men Regeringen vilde ikke undvære de Penge, Lotteriet gav i Statskassen, og først i 1850 gjorde Rigsdagen ved en Lov Ende paa Tallotteriet.

Men Klasselotteriet vedblev at bestaa, og andre Afløb for Folks Spillesyge blev snart fremskaffede som Erstatning for det, de havde mistet. Man ophjalp Industrien ved Lotterier. »Den københavnske Forening til Industriens Fremme« fik Tilladelse til Bortlodning af indenlandske Fabrikata. Haandværkerforeningen oprettede et Varelotteri, og Idiotanstalten paa Gl. Bakkehus bortloddede Industri- og Kunstgenstande (»Tillægsgevinst i Idiotlotteriet«). Der var Lotterier til Fordel for Sygehjemmet, for Bespisningsanstalten, for Kirken paa Nørrebro o. m. m. Privatfolk søgte ved Lotteri at afhænde de mærkværdigste Ting: et Fortepiano, en Mølle paa Volden, i 1852 endogsaa Hippodromen paa Nørregade, hvilket dog ikke blev tilladt. Ligesom Tallotteriet var disse Tombolaer ilde sete af den


392

liberale Presse; »Fædrelandet« kaldte dem Spillebanker, satte dem i Klasse med de værste Hasardspil og betegnede dem som et Onde, der fortjente at fordømmes af den offentlige Mening. Bladet gav Carstensen Skylden for at have indført dem som saa meget andet slet. Hans Tombola i Tivoli-Basaren har altsaa formodentlig været den første af denne Slags; men allerede i Vinteren 1844-45 var der Tombolaer baade i Industriforeningens Julebasar og paa den saakaldte Børsbasar.


»Fra kvalmfulde Mure til Marken saa huld«! Ud ad Strandvejen gik om Sommeren den endeløse Strøm af ridende, kørende og gaaende, hvis Maal var »Skoven« og »Bakken«. Den gamle Vej blev helt opslidt deraf, og Kæmneren i København og Birkedommeren i Nordre Birk var lige fortvivlede over den. Strandvejen bestod af en Stenbro i 9 Alens Bredde og ved Siden af denne en Jordvej, der i Regnvejr forvandledes til Mudder og i tørt Vejr fløj bort som Støv. Der blev i 1840 kørt 8-900 Læs Jord og Sand paa den, men af dette var intet kendeligt i 1841, og Kæmneren opgav da det hele og henstillede til Borgmester Mundts »sagkyndige Omdømme«, hvad der skulde gøres ved den. Borgerrepræsentanterne foreslog da at lade Vejen makadamisere: det vilde ganske vist blive dyrt, men saa vilde det ogsaa til Gengæld blive en stor Behagelighed for Publikum at befare denne yndede Lystvej. Dette blev vedtaget, og i 1842 blev Strandvejen istandsat »efter Mac Adams Maade« 1).

Efter dette tiltog Færdslen i overvældende Grad; Dyrehavsgæsterne havde forhen mest benyttet Ordrupvejen, men nu trak Strandvejen hele Færdslen til sig. Støvet blev utaaleligt, og i 1843 besluttede Københavns

__________

1) 2. Sekr. 1843 Nr. 1575.


393

Amtsraad at lade Vejen vande fra Vibenshus til Klampenborg. Kaptajn Tscherning udarbejdede en Plan, som baade var praktisk og billig, og paa Amtets Vegne ledede han siden Anlæget 1). Den 12. Juni 1843 kunde Vandingen begynde, og d. 9. Juli vandedes for første Gang helt igennem til Klampenborg. Vandingen foretoges to Gange daglig. Der var almindelig Tilfredshed med Resultatet, men rigtignok lige saa enstemmig Uvilje over den Maade, hvorpaa Pengene til Vandingen blev skaffet til Veje: nemlig ved Anbringelse af en ny Bom ved Slukefter, hvor der maatte betales ekstra 2 Skilling for Passagen. I 1845 vedtog Kommunen at vande det tiloversblevne Stykke af Strandvejen, fra Østerport til Lille Vibenshus. Strandvejens Vanding gjorde saa stor Lykke, at Vandings-Entreprenøren, Mel- og Grynhandler Neiendam paa Østerbro, straks fik Opfordringer om ogsaa at vande inde i Byen. Men det strandede dengang paa et Forbud fra Vandkommissionen imod at bruge fersk Vand til denne Anvendelse.

Ad Strandvejen jagedes i Sommermaanederne de ulykkelige Vognmandsheste frem og tilbage fra Morgen til Nat. »Det er sket flere Gange i Sommer,« skriver et Blad 1852, »at et Par Kaperheste paa Bellevueture er bleven jagede nogle og tyve Mil paa en Dag; man har set døde Kaperheste ligge paa Vejen, og den grusomme Behandling af næsten alle saadanne Heste har idelig været Genstand for Omtale.« Det var Kaperkørsel, og det gjaldt om at benytte Tiden. Konkurrencen mellem de københavnske Vognmænd og de Bønder, der fra gammel Tid havde Tilladelse til at køre i Skovture, var skrap, og gentagne Gange endte den for Domstolene. Vognmændene vilde have Betegnelsen »Bønder« fortolket som Gaardmænd; men en Højesteretsdom fastslog i 1841, at enhver

__________

1) A. F. Tschernings efterladte Papirer I, S. 33.


394

Jordbruger havde denne Ret; og lige saa lidt lykkedes det at faa den Tid, i hvilken Bøndernes Ret gjaldt, indskrænket til den egentlige Kildetid 1). Kildetiden var Ugerne nærmest omkring Sct. Hansdag, og Dyrehavslivets egentlige Kulmination var de seks Nætter d. 23.-25. Juni og d. 1.-3. Juli, da alle Hovedstadens Porte stod aabne om Natten af Hensyn til Skovgæsterne. I Kildetiden var de faste Beværtninger langs Skovvejen - Tre Hjorter, Sluk-efter o. s. v. - ikke tilstrækkelige til Befolkningens Behov, og interimistiske Beværtnings telte blev rejste paa Østerfælled.

Kristian VIII's Omsorg for, at hans Undersaatter morede sig, svigtede dem ej heller, naar de tog i Skoven. I 1844 blev det ved et kongeligt Reskript bestemt, at Jægersborg Dyrehave skulde udgaa fra den almindelige Forstbestyrelse for alene at indrettes til Lystskov, og til dette Formaal maatte der aarlig anvendes 1500 Rdlr. ud over det, Skoven selv kunde indbringe. Og da Dr. Hjaltelin i 1844 fremsatte sin Plan om Anlæg af Klampenborg Vandkur- og Søbadeanstalt, overlod Kongen ham dertil 23 Tdr. Land i Dyrehaven, ligesom Retten til Traktørhold paa Klampenborg, der hidtil havde fulgt med Skovfogedtjenesten, blev ham overdraget for et Tidsrum af 25 Aar. Anstalten aabnedes d. 15. Juni 1845, og snart fremstod her et nyt Tivoli med Koncerter, Dansemusik, Kaproninger o. s. v. Det lykkedes ikke Hjaltelin at faa Jernbanen derud bragt i Stand. Men allerede i Sommeren 1845 begyndte de to smaa Dyrehavsdampere »William« og »Emma« en regelmæssig Fart mellem København og Klampenborg med stærkt Besøg og godt Udbytte.

__________

1) Schlegel II, 498; I, 519: Borgerrepr. Forh. 11.-15. Marts 1841.


__________


395

Træk af det daglige Liv.

Byen og dens Befolkning var ved at skyde Ham. Paa utallige Smaating i det daglige Liv kunde det mærkes, at en Tidsalder snart var til Ende og noget nyt i Færd med at bryde igennem.

Hovedstadens forhen saa krigerske Præg afløstes lidt efter lidt af et mere civilt. Kristian VIII havde straks bestemt, at det militære Vagthold omkring i Byen skulde indskrænkes, og derved bortfaldt bl. a. Skildvagterne uden for Raadhuset og det civile Arresthus, ligesom nogle af Posterne uden for Portene blev inddragne 1). Gammeldags Benævnelser begyndte at forsvinde: Kancelliet fik en Forespørgsel om, hvad der egentlig forstodes ved en Krambod; det omtales i 1848, at Kræmmersvende nu kalder sig Handelsbetjente eller Kontorister, og i 1854 blev Magistratens Kopister gjort til de mere moderne Assistenter. I 1849 begyndte Postvæsenet at omdele Breve i Byen, og fra 1851, da Postfrimærker blev indførte, anbragtes Postkasser i Gaderne. Foruden den gamle Postgaard paa Købmagergade fik Byen i 1847 et Postkontor paa Banegaarden, og i 1850 indrettedes en Postekspedition paa Toldboden. Forslag fremkom om at faa Husene nummererede til Afløsning af de besværlige Betegnelser efter Matrikelnumre eller efter de udhængte Skilte, og i 1859 blev denne nyttige Reform gennemført 2). De store Omnibusser begyndte at rulle gennem Gaderne og vakte stor Opsigt ved deres straalende Maling og pragtfulde Navne: Solen, Den røde Dame, Løven, Ørnen, Nordstjernen o. s. v. »Endnu erindrer jeg,« skriver Grosserer Moses Melchior i 1906, »da den første Omnibus, forskrevet fra Udlandet, ankom hertil for ca. 64 Aar siden. Den hed

__________

1) Saaledes Skildvagten paa Amagerbro, se foran S. 85.

2) Hist. Meddelelser om Kbhvn. III, 21.


396

»La dame rouge« og var stærkt rødfarvet. Da den blev kørt hjem til Vognmanden i Helliggejstes Stræde, var Amagertorv sort af Mennesker, saa Omnibussen havde største Vanskelighed ved at bane sig Vej igennem den tætte Folkemasse, der beundrede det kommende nye Køretøj.« 1) Den første Omnibusrute gik fra Amagertorv til Frederiksberg, men snart blev der ogsaa sat Omnibusser i Gang til Lyngby, Charlottenlund og Dyrehaven 2). - Sporvogne skulde man vel ikke faa at se i denne Periode; men inden den var ude, var dog de første Forslag om saadanne fremkomne. En Plan til en Hestebane i Forbindelse med Jernbanestationen uden for Vesterport er foran omtalt. Løjtnant C. F. Garde vilde anlægge en Sporvej fra Højbro gennem Vimmelskaftet ad Vesterbro, og cand. theol. Peder Larsen foreslog en Linie fra Vesterport til Frederiksberg 3). Trangen til disse Befordringsmidler var til Stede, efter som Forstædernes Bebyggelse tiltog. I 1847 indkom et Andragende om Tilladelse til at anbringe Skopudsere paa Gaden; det motiveredes netop med Befolkningens stigende Tilbøjelighed til at bo uden for Portene.

Turistbesøget begyndte under Kristian VIII og dermed Bestræbelserne for at skaffe Byen et virkeligt moderne Hotel. Vognmand Rasmus Jørgensen - kaldet Specie-Jørgensen -, der ejede Hotel du Nord, var ilde anset og laa i bestandig Strid med Vinhandlerlauget 4). En Plan om at udvide og modernisere Hotel d'Angleterre, som derefter skulde hedde Hotel de Danemarc, strandede i 1846. Ogsaa Agent Carstensen havde Uheld med et Projekt om Oprettelsen af et nyt stort Hotel, der skulde ligge

__________

1) Dansk Portraitgalleri IV, S. 204.

2) Se en Artikel af Bibliotekar Julius Clausen i »Berl. Tidende«s Julenummer 1904.

3) Borgerrepr. Forh. 20. April og 4. Maj 1857.

4) O. Nielsen: Kbhvns. Vintapperlaug, S. 173.


397

paa Sct. Annæ Plads; men omsider realiseredes Planen af det Aktieselskab, der i 1846 købte Hotel »Stadt Hamburg« i Bredgade og »Svenske Hotel« i Dronningens Tværgade og i disse Ejendomme indrettede det nuværende Hotel Phoenix.

Byens Konditorier var endnu i 1840 saa godt som udelukkende i Hænderne paa de fremmede Slægter, der i sin Tid, mellem 1800 og 1820, havde grundlagt dem. Deres Indehavere hed Otto (tre af Navnet), Gianelli (to), Monigatti, Pedrin, Pleisch, Kromayer, Grandjean, Capritz, Apitz, Firmenich, Sechi o. s. v. 1), - alle sammen Schweizere eller Italienere. I 1820 var der bleven lukket for yderligere Tilgang til Faget, og samtidig blev det bestemt, at for Fremtiden kun indfødte maatte antages i Lære. Dette betød, at alt paa dette Omraade forblev i den gamle, beskedne Stil eller snarest gik tilbage, og i 1845 foreslog derfor Politidirektøren, at begge Forbudene blev hævede. Det stemmede godt med Borgerrepræsentationens Anskuelser, og efterhaanden begyndte da nye Navne, baade danske og fremmede, at dukke op i de aarlige Lister. Paa Konditorierne maatte der ikke serveres med Spisevarer, og egentlige Restaurationer var derfor endnu ukendte, - til det Brug havde man kun Spisehuse. En Konditor Caccavajo fra Neapel, der nedsatte sig her i 1847, fik Afslag paa sin Ansøgning om at maatte etablere en »Dejeuner à la fourchette« i Forbindelse med sin Café. Og det var nok et virkeligt Gennembrud, da Stephan a Porta Nytaarsaften 1856 fik en højtidelig kongelig Bevilling til »i Forbindelse med sit Konditori at holde Beværtning med kold Frokost og Aftenspise samt med Bouillon og kogte Æg«. Deraf udviklede sig en helt moderne Café, hvis »Væggemalerier, Dekoration ved Statuetter, Spejle, Portierer, Gaskroner og parketterede Gulve« aldeles forbløffede Samti-

__________

1) Fortegnelse over Konditorer 1840, 2. Sekr. 1840 Nr. 353.


398

den 1). Den havde Lokale i Minis tidligere Konditori paa Kongens Nytorv.

Tidens Opfinderaand og Projektmageri tumlede livligt med Sammensætninger af nye Drikkevarer, og Kancelliet maatte passe paa, at der ikke anrettedes for mange Ulykker med dem. En Værtshusholder Dumin i Klosterstræde havde i 1842 tilberedt en særlig Slags Sundhedsøl eller Gigtøl; men Kancelliet forbød ham at sælge sit Produkt. Han gik til Borgerrepræsentationen for at faa en Anbefaling, men det hjalp ikke, - Repræsentanterne vilde først se en Attest fra Stadsfysikus, at Øllet var uskadeligt. Da en Tysker vilde lave Øl af Kartofler, forlangte Kancelliet nærmere Oplysninger, inden det gav ham Tilladelse. Derimod fik Sukkerraffinadør C. W. Hansen fem Aars Eneret paa Fremstilling af en ny, vinagtig Drik, som bar det løjerlige Navn »Zittem Queers«, ligesom til Fremstilling af Sukker og Sirup af Kartoffelstivelse. Ligeledes blev det tilladt at fabrikere Citronøl, en Drik, for hvilken Cappelns Kælder paa Østergade var særlig bekendt. Ogsaa for Ingefærøl blev der gjort Reklame, og det anbefaledes særlig til Afholdsmænd; og paa Bitterøl fra Kongens Bryghus blev der tjent store Penge i Koleratiden. Sundhedsbrøndvande leveredes tidligst fra Badeanstalten ved Rysensten, der endnu i 1841 fik Fornyelse af sin ældre Bevilling til denne Fabrikation. Men Aaret efter fik Rosenborg Brøndanstalt udelukkende Ret til at fremstille saadanne Sundhedsvande.

Da Politidirektøren i 1845 foreslog, at der paa ny skulde aabnes Adgang til Oprettelse af Konditorier og Restaurationer, kunde han motivere dette Forslag med, at der nu i det hele herskede større Sømmelighed og Maadehold i Drik end tidligere 2). Dette var en Følge af den

__________

1) 2. Sekr. 1856 Nr. 3698. - Fædrelandet 5. Aug. 1857.

2) Borgerrepr. Forh. 9. Okt. 1845.


399

større Velstand og den fremadskridende materielle Udvikling, derimod mindre af den direkte Bekæmpelse af Drikkeriet, skønt en saadan netop i disse Aar for første Gang var begyndt.

I Slutningen af 1842 kom Maadeholdsbevægelsen til København. Der udstedtes en Opfordring til Dannelse af et Maadeholdsselskab efter engelsk Forbillede, men først i Maj 1843 blev Selskabet stiftet paa et Møde i Studenterforeningen. Straks paa dette første Møde understregedes Modsætningen til Afholdsforeningerne, der vilde modarbejde enhver Nydelse af Spirituosa, medens Maadeholds-selskabet tillod sine Medlemmer Nydelsen af Øl og Vin og kun vilde bekæmpe Brugen af Brændevin, Rom, Kognak og Genever. Pastor Visby blev Formand for Maadeholdsselskabet, og der indtegnedes straks 42 Medlemmer. Blandt de første var Konferensraad Engelstoft, senere kom Orla Lehmann og adskillige andre pæne Folk til, som uden større Offer kunde give Afkald paa Brændevinen, naar de maatte beholde Vinen. Et Total-Afholdenhedsselskab blev stiftet omtrent paa samme Tid, og sidst paa Aaret 1843 ansøgte begge Selskaber om Statens Støtte. Visbys Forening ønskede en Pengeunderstøttelse af Kongen; Totalmændene ansøgte om Portofrihed for alle deres Forsendelser i 10 Aar, samt om at deres Indbydelsesskrift gennem Kancelliet maatte tilstilles samtlige Biskopper og Købstædernes Bestyrelser til videre Omsendelse. Begge Selskaber fik paa en og samme Dag Afslag paa deres Begæringer 1). Ingen af Foreningerne fik nogen Betydning, og efter faa Aars hensygnende Tilværelse blev de opløste.

Den gamle Fordom mod Nydelsen af Hestekød begyndte paa den Tid at fortage sig, hvortil ikke lidet bidrog den stærke Prisstigning paa Levnedsmidler, der temmelig

__________

1) 1. Sekr. 1843 Nr. 2531 og 2532.


400

uventet indtraf i 1847. Dr. med. With udgav et Skrift »Om Hestekøds Afbenyttelse til Føde for Mennesket ved Levnedsmidlernes nuværende høje Pris«. Skriftet blev anbefalet af Kancelliet, og Borgerrepræsentationen opmuntrede til Anlæg af Hesteslagterier. To saadanne fandtes allerede paa Kristianshavn, hvor Straffeanstalten var deres faste Kunde. Men nu begyndte ogsaa Folk paa fri Fod at spise Hestekød, og Bladene kunde med Tilfredshed berette, at der i fire Maaneder af Aaret 1847 var solgt over 40,000 Pund Hestekød til private.

I Omsorgen for sit Legemes Sundhed fulgte man stadig de gammeltraadte Veje. Alle Arkanamidler florerede: Opodeldok, Revalenta arabica og elektrogalvaniske Kæder. Velmenende Damer opfandt stadig nye Midler mod Mavekrampe, og kloge Koner fik fremdeles Tilladelse af Magistraten til at sætte Blodkopper. Barbererne flikkede paa de tilskadekomne, skønt den Hjælp, man fik hos dem, efter Borgerrepræsentationens Udtalelse i 1842 var mere til Skade end til Gavn, og Blodigler var et meget søgt Middel i mangfoldige Sygdomstilfælde. En Ansøgning til Magistraten i 1844 om Borgerskab som Iglehandler viser, hvilken Betydning man dengang tillagde disse Dyr:


»I en Række af 10 à 12 Aar har jeg ved Rejser, dels i Ind- og dels i Udlandet, gjort mig, tør jeg sige, fortrinlig bekendt med det for den menneskelige Sundhed saa meget søgte og uundværlige Lægemiddel: Blodigler, hvilke i de senest forløbne Aar have været mit eneste Erhverv, idet jeg ved Handel med denne Vareart en gros har leveret ikke ubetydelige Partier til Apothekerne, hvorved jeg tror at have erhvervet mere end almindelig Kundskab saavel til Blodiglernes Kvalitet, som til sammes Opbevaring i større Partier; . . . Landet frembringer som bekendt kun en ringe Del af de Blodigler, det behøver, hvilket jeg ved mine Rejser i dets forskellige Egne temmelig nøje har erfaret. Der gøres desaarsag betydelig Indførsel af Fremmede . . . For endnu mere i Fremtiden at gavne det Almindelige, hvad Blodiglehandelen angaar, ved at spare store Pengesummers Udgivelse til Udlandet for


401

Blodigler, er jeg af Hans Excellence Herr Geheime- Stats- og Finantsminister Greve af Moltke til Bregentved naadigst givet Tilsagn om et Landsted med Jord paa sine Godser, hvor jeg agter at indrette Anlæg til Blodiglers Opdræt og Opbevaring« 1).


Benyttelse af Lægernes Hjælp var langt fra saa almindelig, som den nu er bleven, skønt Lægerne havde for Skik aldrig at sende Regninger paa det dem tilkommende Salær, men at tage imod, hvad der blev dem tilbudt, vente taalmodig, til det kom, og tie stille, hvis det aldrig kom 2). Homøopatien begyndte at komme i Mode; man gik til »Sukkerdoktoren«, naar man forgæves havde prøvet de andre Læger 3). - Et Vidnesbyrd om Tidens daarlige Sundhedspleje og Renlighed afgiver de mange Klager over Fnat blandt Skolebørn, Fattiglemmer og andre. En Helbredelsesanstalt for Fnatpatienter blev oprettet i 1840 i Frelserens Arbejdshus paa Kristianshavn. I Løbet af seks Maaneder havde den behandlet 446 Personer 4). Ved Siden af denne gammeldags Proletarsygdom optræder den nye Tid i Form af »Influenza eller La Grippe«, der hærgede voldsomt i København i Efteraaret 1847 5).


Herrernes Stadsdragt var endnu ved 1840 den tidligere Tids smukke, lidt kokette Dragt: snævre Benklæder og Skaftestøvler, Silke- eller Fløjlsvest i skinnende Farver, blaa eller brun Kjole med blanke Knapper, højt Silkehalstørklæde og høj sort eller graa Silkehat. Herrerne var ret forfængelige, og Moderne vekslede tit. Det begyndte at blive tilladt at bære Skæg, hvad der tidligere næppe hørte til god Tone undtagen for militære. For disse kunde der endnu gives pudsige Forskrifter. I en

__________

1) 2. Sekr. 1844 Nr. 623.

2) Fædrelandet 13. Dec. 1847.

3) Rosen: Billig Husleje, 1858, S. 5.

4) Borgerrepr. Forh. 1840 S. 59, 1841 S. 58.

5) Fædrelandet 20. Nov. 1847.


402

Befaling af 29. Marts 1843 gav Københavns Guvernør, Landgrev Wilhelm af Hessen, nøjagtige Bestemmelser angaaende de militæres Skæg: Fuldskæg blev forbudt, Overskæget indskrænkedes til en lille smal Stribe o. s. v. - Snustobak brugtes almindeligt af ældre Herrer, og der var endnu noget udfordrende i at ryge Cigar paa Gaden. Tobaksrygning blev drevet med Iver, - at dømme efter de talrige Sager om Forhandling af Tobakspiber og de udstedte Bevillinger til Forfærdigelse af Pibeslanger af Hestehaar eller Pibehoveder af nyopfundne Konstruktioner. Samtidig havde man helt godt lært at forfalske Tobakken. En københavnsk Grosserer havde i 1855 en ubehagelig Sag, da Toldvæsenet opdagede, at han under Navn af Tobak havde indført et Parti Runkelroeblade, som han til Dels allerede havde faaet afsat her i Landet 1).

Medens Herrernes Dragt i Løbet af disse Aar blev stadig simplere, billigere og bekvemmere, og Herrerne selv tilsyneladende mindre forfængelige, gik det med Damerne omvendt. I Fyrrerne var Damernes Dragt ukunstlet og naturlig; men midt i Halvtredserne slog den over i sin Modsætning, da den vidunderlige Opfindelse, Krinolinen, begyndte sit Rædselsherredømme og i Løbet af forbavsende kort Tid fik omstyrtet alle tilvante Forestillinger om kvindelig Skønhed.

Ogsaa med Hensyn til Paaklædningen gjorde Tidens Opfinderlyst sig gældende, - det var vort fugtige Vejr og snavsede Føre, som man forsøgte at værge sig imod. Gummiregnfrakker begyndte at komme i Brug, og snart forsøgte man herhjemme at lave dem selv. I 1845 fik Styrmand og Dykker N. M. Rasmussen Eneret paa at forfærdige vandtætte Tøjer med Anvendelse af uopløst Kautschuk, og senere fik en Skomager Schneider ligeledes Bevilling til at forfærdige vandtætte Klædningsstykker af

__________

1) 2. Sekr. 1855 Nr. 1417.


403

Gummi uden Anvendelse af Syning. Samme Schneider begyndte ogsaa i 1851 at fabrikere Gummi-Galocher og løste derved et Problem, som man i en halv Snes Aar havde tumlet med i København. I 1840 ansøgte et Par Opfindere, Traadhandler Hansen og J. L. Kjørup, om Bevilling til at fabrikere Damegalocher med Træbunde. Ansøgerne fik Løfte om Bevilling, saafremt de kunde bevise, at de selv havde opfundet Nyheden. Det lykkedes da Hansen »ved fjerde Protokol« at bevise Sandheden af sit Anbringende, og han udbad sig derefter den lovede Bevilling til at forfærdige »det saavel leddede Fodtøj af Træ som uleddede, hvilket kaldes Galotsker«. Hans Damegalocher med Træbunde har dog næppe vundet Indgang.


Det var i disse Aar, at den Uskik at give Nytaar ret trængte igennem i København. Det hedder i et Skrift fra 1858, at den blev indført for en Del Aar tilbage: »Mange Husmødre føle sig smigrede, naar deres Pige af Urtekræmmeren faar en Specie i Nytaar, og Pigerne spørger aldeles ugenert, naar de søger Plads, hvor meget der »falder paa Kurven«, som det tekniske Udtryk er. Bonden faar til Nytaarsaften en Flaske Brændevin, Gryn m. m. hos sin Købmand, og Madammer og Piger gør sig mange intetsigende Ærinder for at vise sig i de 6-8 Butikker, hvor de venter Nytaar. Skikken findes kun i Danmark, særlig i København. Begyndelsen til dens Afskaffelse er dog nu gjort, og det fortjener at nævnes med Paaskønnelse, at det nu vil blive forbudt Politibetjente at tage mod Nytaarsdusører.« 1)

Det patriarkalske Forhold mellem Herskab og Tyende, som maaske i ældre Tider havde været til Stede, var i Fyrrerne allerede forsvundet. Næsten alle københavnske Tjenestepiger fæstedes maanedsvis, deres Løn var ringe,

__________

1) Om Nytaars-Presenter. Kbhvn. 1858.


404

og der krævedes meget Arbejde af dem. I 1844 fremkom i Adresseavisen en Opfordring til at danne et Selskab til Forbedring af deres Kaar. Slotspræst Paulli modtog Bidrag hertil; men der kom først ret Liv i Sagen, da Cand. I. Levin tog sig af den. I »Berlingske Tidende« skrev han i 1845 et Par Artikler, der senere udkom i Særtryk, i hvilke han i varme Ord, om end maaske med unødig Bidskhed, taler Tjenestepigernes Sag: det var nu almindeligt, at Herskaberne overlod dem til deres Skæbne, naar de blev syge; det var netop derfor, de kun fæstedes maanedsvis, thi i saa Fald havde Herskabet ingen Forpligtelse. Sygeforsikring for Tjenestetyende, som kunde tegnes i Gyllings Sygekasse for 3 Rdlr. aarlig, brugtes kun meget lidt, - af Hovedstadens 20,000 Familier havde kun 5-800 deres Tjenestepige forsikret, medens det derimod var bleven almindeligt, at man alligevel fradrog de 3 Rdlr. i Pigens Løn! »Og dog findes der blandt dem enkelte, der vel tør stilles ved Siden af deres silkeklædte Søstre, der strør Blomster for Rossi eller lytter til Grundtvigs Bragesnak eller hører Forelæsninger hos Høyen over Kunsthistorien.« 1) Han kræver derfor højere Løn (36 Rdlr. aarlig) og halvaarlig Fæste og anbefaler indtrængende det paatænkte Selskabs Dannelse. Dette Resultat blev ogsaa naaet; i 1847 stiftedes »Samfundet for det kvindelige Tyendes Vel«, som bestaar endnu.

Der er adskilligt i Levins Artikler, som tyder paa, at Kvindesagen er ved at nærme sig. Han fremhæver stærkt, at det gjaldt om at faa Husmødrene med: »hele Selskabsvirksomheden maa blive Kvindernes. - Det maa være et Selskab for vore Kvinder«, Mændene skulde kun understøtte ved Pengebidrag. Det var ogsaa paa denne Tid, i 1847, at Damer første Gang viste sig paa Universitetet, ved

__________

1) I. L[evin]: Om Oprettelsen af et Selskab for det kvindelige Tyende i Kbhvn. 1845.


405

Oehlenschlägers Forelæsninger over sine Tragedier. Kvinders Adgang til Erhverv ved Haandværk eller Handel drøftedes jævnlig i Forbindelse med Planerne om Laugsvæsenets Omordning. Men en Kvinde, der allerede i Fyrrerne ansøgte om Tilladelse til at ernære sig som Barber, fik Afslag; hun havde været for langt forud for sin Tid.

Den egentlige Diskussion om »Damernes Emancipation« indlededes i 1850 med Clara Rafaels Breve.

Det samme Aar bragte - sans comparaison - et andet nyt og begærligt grebet Samtalestof til København. Det var i 1850, at Borddansen, som tre Aar før var begyndt i Amerika, naaede hertil. Professor Holten og Overlærer Petersen ved Metropolitanskolen tog sig for at undersøge denne Sag og offentliggjorde en Beretning om deres Resultater: »En Avis blev lagt paa Bordet, og den kom til at dreje sig, medens Bordet stod aldeles stille; det samme fandt Sted med en Hat ... Vi kom snart til den Overbevisning, at de Bevægelser, vi havde set, hverken havde deres Aarsag i Elektricitet eller nogen anden lignende Naturkraft, men ene i Stød eller Tryk, som de opererende dem selv uafvidende meddelte Bordet.«

Det er vel omtrent det samme, som Naturvidenskabsmændene i vore Dage vilde sige om disse Fænomener.

I de dannede Kredse raadede endnu de filosofiske og æstetiske Interesser fra Literaturens »Guldalder«, om end disse i Løbet af Fyrrerne blev haardt trængte af den nyvakte Interesse for Politik. Mere og mere blev det Skandinavisme og Liberalisme, Pressens Kamp mod Censuren, snart ogsaa den nationale Sag, som samlede Befolkningens Opmærksomhed. Da den saakaldte »Kæmpevisestrid« mellem Svend Grundtvig og C. Molbech, med Bidrag af N. F. S. Grundtvig, Madvig og mange flere, i 1847 lagde Beslag paa Offentlighedens hele Opmærksomhed i nogle Uger, føltes det af mange, som om de var bleven flyttede en Snes Aar tilbage i Tiden.


406

Omgangstonen var endnu i Fyrrerne præget af gammeldags Stivhed og Ceremoniel. Folk af forskellige Samfundsklasser kunde ikke komme sammen, - »blandet Selskab« blev et Ukvemsord. Det voldte mange Vanskeligheder ved Koncerter at faa dannet blandede Kor af Herrer og Damer; sligt ansaas knapt for passende og kunde kun praktiseres under Iagttagelse af den største Kulde og Afmaalthed fra begge Sider. Det er betegnende, at trods al Tidens Musiksværmeri rørte Tilhørerne næppe en Haand til Bifaldsklap, og Musikforeningens store Koncerter forløb under Dødsstilhed fra Publikums Side 1). Det gjaldt om at holde paa sin Anstand og Værdighed. Det er ofte nok fremhævet, at Carstensens Forlystelsesetablissementer, særlig Tivoli, virkede til at fremkalde en Forandring heri ved at blande Samfundsklasserne mellem hverandre. Men mere bidrog vel nok den store Bevægelse, der i 1848 gik gennem det hele Folk, til at bringe alle Landets Befolkningslag i nærmere Forstaaelse med hverandre og til at fremme en større Naturlighed i Omgangen imellem dem.

__________

Dyrtiden 1847.

For Landbruget begyndte i Fyrrerne en gylden Tid. Høsten 1843 var den rigeste i mange Aar, og samtidig med, at den bjergedes i Lade, begyndte en hidtil ukendt Prisstigning paa Landmandens Produkter.

Efter officielle Indberetninger fra Sællands Toldsteder steg Prisen paa Livsfornødenheder i Aarene 1844-46 med følgende Procenttal:

__________

1) A. Hammerich: Musikforeningens Historie, S. 26, 31.


407

Flæsk 30 pCt., Æg og Kød, Tørv og Brænde, Byggryn og Bygmel 43 til 49 pCt., Smør 50 pCt., Rugbrød 55 pCt., Ost 60 pCt., Ærter 76 pCt., Boghvedegryn 83 pCt., Kartofler 200 pCt. - Huslejen i Købstæderne steg i det samme Tidsrum gennemsnitlig 23 pCt.

Alt dette betød strenge Tider for Smaafolk. Vinteren 1845 var tilmed usædvanlig haard, og i 1846 var der delvis Misvækst i flere Lande uden for Danmark. Navnlig Kartoffelhøsten slog fejl, og Kornhøsten var kun maadelig i hele Mellemeuropa. Da tilmed en fra England udgaaet Pengekrise ogsaa naaede Danmark i 1847 1), steg de i Forvejen høje Kornpriser yderligere, og i 1847 var der en Dyrtid i Danmark, som man ikke i lange Tider havde kendt. Hveden, som i September 1846 kostede 7 Rdlr. 4 Mk. Tønden, var i Januar 1847 steget til 10 Rdlr. 3 Mk. og i Maj til 17 Rdlr. 5 Mk., samtidig med at en Tønde Rug kostede 14 Rdlr. og en Tønde Byg 10 Rdlr. 1 Mk. Under Omtalen af Fattigvæsenet har vi allerede set Virkningen af denne Dyrtid i København i den voldsomme Stigning af Tallet paa Personer, der modtog Interimshjælp: 583 i 1844, 1521 i 1845, 2379 i 1846. De talrige Velgørenhedsforeninger satte al deres Kraft ind paa at dæmme op for den stigende Nød. Bespisningsanstalten uddelte i Vinteren 1845-46 indtil 1270 Portioner Mad daglig. Det forenede Velgørenhedsselskab betalte i 1845 ikke mindre end 2326 Rdlr. i Huslejehjælp til 410 Familier uden for Fattigvæsenet samt uddelte Brød for 1152 Rdlr., Brændsel for 394 Rdlr. o. s. v. Tilstrømningen til Arbejdsanstalten paa Ladegaarden var større end nogen Sinde tidligere, og Assistenshuset naaede i 1846 det største Antal Pantsætninger, man indtil da havde kendt. Det sædvanlige Tal var ca. 200,000 om Aaret, i 1846 var det ca. 240,000. Brødprisen, der i 1840 havde været 2 3/4

__________

1) Danmarks Statistik III, S. 471.


408

Skilling Pundet, steg under Dyrtiden til 5 1/2 Skilling; og det var paa den Tid, at Folk begyndte at spise Hestekød.

I Begyndelsen af 1847 var der Uro rundt om i Købstæderne paa Grund af de høje Priser. Der skrives saaledes fra Aarhus d. 26. April: »Ogsaa vi have her i Dag haft en lille Folkebevægelse. Et Skib var kommet hertil med Kartofler, der bleve købte til et herværende Brænderi, men da man vilde transportere dem bort, satte en Mængde af Byens Folk sig derimod og forlangte, at Kartoflerne skulde udsælges fra Skibet til alle og enhver, hvilket ogsaa Skipperen indvilgede, saaledes at hele Ladningen en detail er bleven udsolgt til 3 Mk. 8 Sk. Skæppen, uden at Politiet paa vedkommendes Opfordring satte sig derimod.« - En lignende Urolighed fandt Sted i Kallundborg i Anledning af en Udskibning af Kartofler; Borgervæbningen traadte under Gevær for at standse Opløbet ved Havnen, men dette lykkedes dog først, da Kartoflerne var bragte op paa Torvet til Salg. I Korsør tvang Befolkningen en Bonde, der førte Kartofler til Udskibning, til ligeledes at sælge disse paa Torvet. I Odense var der ret stærke Uroligheder, som først lagde sig, da de kommunale Autoriteter traf Foranstaltninger til at skaffe billigere Brød.

Ogsaa i den københavnske Arbejderstand var der et usædvanligt Røre. Paa Skibsværfterne blev Daglønnen straks forhøjet for at standse den begyndende Bevægelse, og efterhaanden lod alle Haandværksfagene høre fra sig.

De, der først meldte sig, var Smedesvendene, der d. 16. Februar 1847 gennem deres Oldgeseller og Repræsentanter tilstillede Magistraten et Andragende, hvori det hedder:


»Et Fænomen, der har fyldt mangen Menneskevens Hjerte med Bekymring, hvis Afhjælpelse har været, og er endnu en Genstand for den Vises skarpsindigste Undersøgelser, og som vil give disse Aar en særegen Plads i Historiens Aarbøger, er


409

ogsaa Aarsag til denne vor underdanige Ansøgning; nemlig den store Dyrtid, der for Øjeblikket hviler næsten over hele Europa, og hvis Virkninger ikke føles mindst i vort Fædreland.

De Stænder, som fornemmeligen lide under Trykket heraf, ere Embedsstanden, Borgerstanden og navnlig Haandværksstanden; at sørge for den første er allerede en Genstand for Regeringens Omhu, medens der kun er sket lidet eller saa godt som intet for den sidste. Det naturligste Middel til at afhjælpe denne Uoverensstemmelse i Forholdene er imidlertid ikke anvendt; thi medens Prisen paa Livets første Fornødenheder i det sidste Aar, og fornemmeligen i denne Vinter næsten overalt er stegen til det dobbelte, er det saa langt fra, at det samme er Tilfældet mod Haandværksmandens Frembringelser, at hvor denne ikke er falden, er den omtrent den samme som for 10 Aar siden.« 1)


Smedenes Dagløn var 4 Mark paa egen Kost, undertiden mindre, og da denne Betaling aldeles ikke svarede til Tidens høje Priser, bad Svendene om, at »Københavns høje Magistrat vil paalægge det som en ufravigelig Pligt for enhver Smedemester ikke at antage nogen Svend under en Dagløn af 5 Rbmk. paa egen Kost«.

Der gik endnu nogle Uger, efter at dette Andragende var indkommet, uden at Kommunalbestyrelsen fandt det nødvendigt at gribe ind. Og da den endelig maatte træde til, gik den ikke den Vej, som Smedene havde foreslaaet, at søge Arbejdslønnen sat op; men den rettede, som rimeligt var, sine Bestræbelser paa at faa Varepriserne sat ned.

Den Konsumtionsafgift, der betaltes ved Byens Porte af alle Fødemidler og Livsfornødenheder, som indførtes i Byen, havde med Rette altid været ilde set, og den blev det dobbelt under en Nødstilstand, hvor Varerne ogsaa uden den var dyre nok. Regeringen havde da ogsaa allerede tidligere tilstaaet Kommunen og de velgørende Foreninger Konsumtionsfrihed for de Levnedsmidler, som

__________

1) 2. Sekr. 1847 Nr. 789.


410

skulde uddeles til de fattige. Og nu indbragte et Medlem af Borgerrepræsentationen, Fabrikør Fibiger, et Forslag om, at al Konsumtion af Brød, Mel og Gryn skulde bortfalde, indtil Priserne atter blev normale. Forslaget blev tiltraadt af Forsamlingen, der paa den Tid var stærkt liberalt farvet og sikkert ikke ugerne benyttede Lejligheden til at komme den forhadte Afgift til Livs. Men Magistraten vilde ikke understøtte et saa demonstrativt Skridt, og Forslaget blev stillet i Bero. Derimod enedes begge Afdelingerne om at indgaa til Regeringen med et andet Forslag: at Konsumtionsafgiften vel opkrævedes som hidtil, men at det Beløb, den indbragte - ca. 10,000 Rdlr. om Maaneden -, skulde stilles til Kommunens Raadighed til Lettelse af Brødpriserne. Og dette Forslag blev bifaldet ved kongelig Resolution af 29. April; den nye Ordning skulde gælde i de fem Maaneder fra 1. Maj til 30. September 1847, og det vilde saaledes for Hovedstadens Vedkommende blive et Beløb af ca. 50,000 Rdlr., som Staten gav Afkald paa.

Regeringen havde allerede tidligere truffet Foranstaltninger til at lette Indførslen af fremmed Korn. Ved Plakat af 9. December 1846 var Indførselstolden paa Korn bleven hævet. Derimod bibeholdtes en Indførselstold paa Mel og Gryn; men under Trykket af Dyr tiden blev ogsaa denne, ved Resolution af 23. April 1847, foreløbig suspenderet indtil Udgangen af September Maaned. Tillige lovede Regeringen at stille Skibe til Raadighed til Indførsel af Kornvarer, og i Henhold til dette Løfte blev to Krigsskibe, Fregatten »Bellona« og Orlogsdamperen »Hekla«, sendte til Rusland for at hente russisk Rugmel. Men Regeringen erklærede samtidig, at der ikke skulde gøres nogen Indskrænkning i Handelens frie Gang; Udførsel af Korn fra Danmark skulde som hidtil være tilladt, og noget Regeringsmagasin vilde ikke blive anlagt. Et Par Dage senere, d. 26. April, udkom en ny Bekendtgørelse, ved


411

hvilken alle Skibsafgifter af indgaaende Ladninger, som bestod af Kornvarer eller Mel, blev eftergivne, ligeledes for Tidsrummet indtil Udgangen af September.

Hertil kom altsaa nu Resolutionen af 29. April, at Formalingsafgifterne af Korn samt Konsumtionsafgifterne af Brød, Mel og Gryn skulde stilles til Kommunalbestyrelsens Raadighed. En Komité til Brødprisernes Lettelse blev nedsat, og i et Møde d. 1. Maj vedtog denne en Række kraftige Bestemmelser, der tyder paa, at den har anset Situationen for meget alvorlig. Den foreslog:

1. At et eller flere Dampskibe skulde stationeres saaledes, at de kunde bugsere de fra Østersøen kommende Kornladninger, saa snart Skibene maatte trænge til saadan Hjælp.

2. At det maatte tillades Bagerne at bage Brød af Blandingskorn.

3. At der skulde uddeles Brødkort, lydende paa en Godtgørelse af 1 1/2 Skilling pr. Pund af Brødet. Disse Brødkort skulde Bagerne modtage som Betaling, og deres paalydende Værdi kunde de igen faa godtgjort af Komiteen.

Denne Uddeling af Brødkort blev da den Form, under hvilken Statens Bidrag til Byens fattige blev anvendt. Den begyndte d. 6. Maj 1847, og Brødkort kunde fra den Dag af afhentes paa Raadhuset, paa Fødselsstiftelsen i Amaliegade og i det borgerlige Eksercerhus paa Kristianshavn. Tilbudet benyttedes rigeligt. Der blev i Maj Maaned uddelt Brødkort paa 672,000 Pund Brød, i Juni paa 1,088,000 Pund. Alene for disse to Maaneder repræsenterede de uddelte Kort saaledes et Beløb af over 33,000 Rdlr., og da de Konsumtionsindtægter, som Komiteen raadede over, kun indbragte ca. 10,000 Rdlr. om Maaneden, var den efter nogle Ugers Forløb allerede kommen dybt i Gæld og maatte anmode Kommunen om et Laan paa 13-15,000 Rdlr.


412

Ogsaa det andet af Komiteens Forslag blev straks bragt til Udførelse. Ved Resolution af 1. Maj blev det tilladt Bagerne at bage Brød af Blandingskorn eller alene af Byg, dog saaledes at Bygbrødet skulde mærkes med et B. og Brød af blandet Rug og Byg mærkes R. B., foruden at hvert Brød skulde mærkes med Bagerens Navn.

Mistro til Bagerne var almindelig, og disse privilegerede Medborgere havde paa Forhaand den offentlige Mening imod sig. Det blev ved en senere Lejlighed i Rigsdagen sagt rent ud, at de Penge, som blev sammenskudt til Fattigfolk i Dyrtiden, gik i Bagernes Lommer, og Overpræsident Lange, der var Formand for Komiteen til Brødprisernes Lettelse, var ved enhver Lejlighed parat til at se dem paa Fingrene. Saa snart den russiske Rug var ankommet, lod han foretage Prøvebagninger, hvoraf Udfaldet blev, at Brød kunde fremstilles til 4 1/2 Skilling Pundet, medens Bagerne paa den Tid forlangte 5 Skilling. Overpræsidenten forespurgte straks hos Lauget, om det var villigt til at sætte Prisen ned til 4 1/2 Skilling. Lauget tog Sagen med Værdighed, og efter at en Laugsforsamling var afholdt, blev det vedtaget at svare, at man var villig til at fremstille Brød til 4 1/2 Skilling Pundet; men da dette nødvendigvis maatte blive mindre godt, forbeholdt man sig tillige at levere det bedre Brød til den sædvanlige Pris. - Overpræsidenten havde ligeledes Planer om at lade Komiteen overtage og drive det militære Brødbageri i Kastellet for saaledes at kunne paaføre Laugsbagerne en Konkurrence; men Borgerrepræsentanterne, der maaske har ment, at man ogsaa kunde gøre en Bager Uret, modsatte sig denne Plan.

For Kommunalbestyrelsen blev i det hele taget denne Dyrtid en Prøvesten for dens Principfasthed. Den havde kraftigt kæmpet for at faa alle de tidligere Bestemmelser om Byens Proviantering afskaffet; den stolede paa den frie Konkurrence, paa den aabne Dørs Politik, og den


413

havde sat sine Anskuelser igennem 1). I 1845 blev alle Provideringsbestemmelserne ophævede; og nu traf det sig altsaa saaledes, at inden to Aar var gaaet, var der Dyrtid i Byen. Tilhængerne af det gamle System kunde nu pege paa, at det var netop, hvad de havde forudsagt, og de var straks til Rede med Forslag om at genindføre de gamle Tilstande. I Slutningen af Maj og Begyndelsen af Juni afholdtes Møder, hvor en Adresse til Kongen blev foreslaaet og vedtaget. Det var særlig i Laugene, de gamle Anskuelser havde deres Tilhold, og gennem Laugsoldermændene blev Adressen omsendt til hele Haandværkerstanden for at forsynes med Underskrifter. Det hedder i denne saakaldte Dyrtidsadresse:


»Allernaadigste Konge!

Der fandt tidigere en vis Magazinering i forskellige Retninger Sted i den københavnske Kommune; saaledes med Bagere, Høkere o. fl., der, ligesom Takster paa forskellige Fornødenheder, senere er ophævet . . .

Vare hine Paabud ikke ophævede, vilde heller ikke efter et godt Kornaar det i vore Annaler uhørte Tilfælde have fundet Sted, at Brødet, der er Livets vigtigste og første Nødvendighedsartikel, i faa Dage steg til den dobbelte, og er nu snart i den tredobbelte af den tidligere almindelige Pris . . . Vi vove allerunderdanigst at formene, at den Magazinering, som tidligere fandt Sted i Københavns Kommune, atter tildels burde indføres, naar Efteraaret indtræder, ikke alene fra de vedkommende Næringsbrugeres Side, men ogsaa for offentlig Regning, for at alle Borgere kunne blive delagtige i den Lettelse, som derved vilde fremkaldes.«


Det, Adressen egentlig stilede imod, var at formaa Regeringen til at lægge Hindringer i Vejen for, eller rent ud forbyde, Udførsel af Korn, indtil Landet selv havde faaet sikret sig det fornødne. Det var det direkte Modstykke til Borgerrepræsentanternes Liberalisme; og det

__________

1) Se foran S. 238.


414

var den stadig standende Strid mellem Beskyttelse og Frihandel, mellem dem, der nærmest ser paa Fordelingen af det Forraad, der findes, og dem, der med videre Syn stræber mod Forøgelse af Produktionen, hvis det viser sig, at der er for lidt. Eller som »Fædrelandet« udtrykte det i sine Angreb paa Adressen i næsten profetiske Ord: »Tro ikke dem, som sige, at det, Tiden stræber mod, er Formuens Lighed, det er en i sygelige og forvirrede Hjerner udruget Løgn; det, den stræber mod, er Kræfternes Frigørelse af ethvert Tyranni.« 1)

Men selv højt oppe i Regeringskredse kunde Laugenes Anskuelser finde Tilhængere. I et Reskript til Kancelliet af 1. Juli 1847 henstillede Kongen, om det ikke var rettest at indføre de gamle Bestemmelser igen, saa at det atter blev paalagt visse Klasser af næringsdrivende at holde et fast Forraad af Korn og Viktualier. Da Kommunalbestyrelsens Erklæring herover blev indhentet, viste det sig, at kun Borgerrepræsentationen stod fast paa det tidligere Standpunkt. Den fraraadede ethvert som helst Indgreb i Handelens frie Gang og udtalte, at alle Regeringsforanstaltninger for at trække Kornforraad til Byen, hvor velmente de end kunde være, var overflødige og snarere vilde gøre Kornet dyrere end billigere. Det eneste, Regeringen kunde gøre, var at bortrydde Hindringerne for Produktionens frie Gang, f. Eks. det københavnske Bagerlaugs og Møllerlaugets Privilegier, - saa skulde det hele nok gaa af sig selv. Denne Anskuelse blev da ogsaa nu den sejrende, og Kancelliet fraraadede i Overensstemmelse hermed at træffe nogen Foranstaltning.

Men i Magistraten havde der dog været enkelte, som helst saa, at det gamle Provideringssystem blev genoplivet, og i Komiteen til Brødprisernes Lettelse havde disse Anskuelser Overhaand. I Modstrid med Forsamlingens Be-

__________

1) Fædrelandet 5. Juni 1847.


415

slutninger og med Kongens Tilsagn af 23. April om, at Handelen skulde have sin frie Gang, begyndte Komiteen selv at indkøbe Kornvarer og anlægge et Depot i Hovedstaden. Just i den allerdyreste Tid, i Maj Maaned, indkøbte den i Rusland 48,000 Lispund Rugmel og 200 Læster Rug. Det viste sig at være en overilet Forretning: der var i Virkeligheden aldrig Mangel paa Brødkorn i København, naar man blot havde Raad til at betale, hvad det kostede; den fra Rusland hidskaffede meget dyre Rug blev der ingen Brug for, og den maatte siden sælges med betydeligt Tab. Komiteen havde derfor megen Ulejlighed med siden hen at forsvare dette Skridt. Den var kun gaaet til det, skrev den, med stor Betænkelighed, og kun fordi Udførsel af Korn allerede dengang var forbudt i Sverrig, Udførsel af Kartofler i Preussen, og man ligeledes ventede Udførselsforbud fra Rusland. Der var ogsaa paa den Tid en ikke ringe Gæring i Hovedstaden paa Grund af de høje Kornpriser; der afholdtes Forsamlinger og foresloges Adresser, saa Komiteen mente, at der burde gøres noget for at berolige Stemningen. - Borgerrepræsentationen lod disse Undskyldninger gælde og gik ind paa at lade Kommunens Kasse bære Tabet ved Komiteens uheldige Indkøb.

Men der var jo ogsaa andre, der trængte til Understøttelse, end dem, der kunde henvises til Fattigvæsenets Interimshjælp eller til Komiteens Brødkort, og dette gjaldt navnlig alle de underordnede Embedsmænd. Statens Embedsmænd havde d. 17. Maj faaet tilstaaet et Dyrtidstillæg af 25 Procent af alle Gager paa under 300 Rdlr., derefter aftagende indtil 10 Procent af Gager paa 1000 Rdlr., medens de højere lønnede intet fik. Efter ganske den samme Skala vedtog Kommunen at give sine Funktionærer Dyrtidstillæg, og et Beløb af 17,900 Rdlr. blev anvendt hertil 1).

Fra Midten af Juni begyndte en Nedgang i Priserne

__________

1) 2. Sekr. 1853 Nr. 3476.


416

at kunne spores. Rugen, der havde været oppe paa 16 Rdlr. Tønden, kunde nu faas for 12-13 Rdlr., og Brødets Pris fulgte langsomt efter. Haandværkerstandens Adresse til Kongen, der først blev indgivet hen i Juni Maaned, kom derfor egentlig post festum, og det var let for Kongen i sit Svar paa Adressen d. 1. Juli at afvise Kravet om nye Foranstaltninger med en Henvisning til, at det værste jo allerede nu var forbi.

Men det var dog først, da man havde Vished for, at Høsten i 1847 gav rigeligt Udbytte, at man kunde aande lettet efter Dyrtidens svære Tryk. Sin officielle Afslutning fik Dyrtiden ved et kongeligt Reskript til Danske Kancelli af 5. September 1847:


Den nu tilendebragte Høst giver rig Anledning til at takke det algode Forsyn for den Velsignelse, der er blevet Landet og dets Indvaanere til Del efter den overstandne Dyrtid.

For derfor at give Vore kære og tro Undersaatter i alle Dele af Vort Monarki Lejlighed til i Guds Hus at takke den Almægtige for den tildelte rige Velsignelse, byde og befale Vi, at Gudstjenesten den 26. Sept. næstkommende skal sluttes med Tak og Bøn for den nu lykkeligen fuldendte rige Høst.

Idet Vi paalægge Vort Kancelli at foranstalte det herefter Fornødne for sammes Vedkommende, ville Vi tillige, at Vore kære og tro Undersaatter tilkendegives Vor allerhøjeste Tilfredshed med den Omsorg, der paa en saa agtværdig Maade er vist de Trængende under Dyrtiden, og med det under samme i det Hele udviste rosværdige Forhold, hvorved de paa en for Vort landsfaderlige Hjerte velgørende Maade have svaret til Vore velgrundede Forventninger.

Befalende Eder Gud!

Givet i Wyck paa Føhr d. 5. Sept. 1847.

Christian R.


417

Den gamle Tid, den tunge Tid var til Ende. Takkegudstjenesten i alle Landets Kirker d. 26. September blev som en Indgang til den nye løfterige Tid, der nærmede sig. Nu var det haardeste overstaaet; Kampen og Møjen var glemt. Styrket efter Krisen, vaagen og sund, med Forraadskamrene fyldte paa ny og med ubrugte Kræfter i Gem gik Folket frem fra den lange Stilstands Dvale, ind til de store Begivenheder, som det langsomt var modnet til.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn okt 17 18:21:51 CEST 2004
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top