eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857.

København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857
    - Kapitel IV

Kbh., G.E.C. Gad, 1912

Villads Christensen (1864-1922)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet oktober 2004. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

IV. BEFOLKNINGENS LIVSFORHOLD.

_____

Skolevæsenet.

Den eneste af de kommunale Virksomheder, som allerede i Kristian VIII's Tid fik den endelige Ordning, paa hvilken der i det følgende kunde bygges videre, var Skolevæsenet. Vendepunktet her er Anordningen af 20. Marts 1844.

Før 1844 levede man paa Skolereglementet fra 1814, der dog for Københavns Vedkommende aldrig var blevet ordentlig overholdt. Der fandtes en Skoledirektion, hvis Sammensætning ikke var nærmere bestemt, men som i de senere Aar i Reglen bestod af Overpræsidenten som Formand, et Medlem af Magistraten, et Medlem af Fattigdirektionen, to Borgerrepræsentanter og en Provst 1). Under Direktionen stod for hvert Sogn en Skolekommission, i hvilken alle Sognets Præster og nogle Lægmænd havde Sæde. Nogen fast ansat og fagdannet Leder af Skolevæsenet fandtes ikke, og de forskellige Direktions- og Kommissionsmedlemmer havde allesammen andre Ting at passe. Det fremhæves som en Undtagelse fra Reglen, at Magister Monrad, i den Tid han som Borgerrepræsentant var Medlem af Skoledirektionen, flittigt besøgte Skolerne.

Skolevæsenets hele Indretning bar derfor ogsaa i høj Grad Ufuldkommenhedens Præg.

Særlige Skolebygninger til de offentlige Sogneskoler

__________

1) Koll. Tid. 1844, S. 498.

[250]

251

fandtes ikke. Enhver Lærer havde sin egen lejede Skolestue. Lejlighederne skiftede hyppigt, og de maatte tages, som de kunde faas, ofte højst maadelige, i usunde Omgivelser og med uheldigt Naboskab. Skolegaarde og Legepladser var der jo slet ikke Tale om. Et Gymnastikhus til fælles Afbenyttelse for Kommuneskolerne i den vestre Del af Byen var bleven opført 1839 i Gyldenløves Bastion ved Vestervold.

Undervisningen foregik dels i Dagskoler med 18 Timers ugentlig Undervisning, dels i Aftenskoler med 15 Timer. Hver Lærer havde i Reglen i sin Skolestue hver Dag to Dagklasser og en Aftenklasse. Undervisningsfagene var Religion, Læsning, Skrivning og Regning. De opnaaede Resultater var overmaade tarvelige, særlig i Aftenskolerne, der var bestemte for de Børn, som paa anden Maade var beskæftigede Dagen igennem.

Med Skolepligten blev det ikke taget synderlig strengt. Der fandtes nok et Mulktsystem, efter hvilket Skoleforsømmelser kunde straffes; men det traadte først i Kraft efter gentagne Advarsler og kun for vedvarende Forsømmelse, og Mulkterne kunde ikke idømmes af Sognekommissionerne, men kun af Direktionen. Man var ikke ivrig for at drive Børnene ind i Skolerne; thi man havde i Virkeligheden ikke Plads til dem, hvis de kom alle. I 1844 var der 487 skolepligtige Børn i København, der ingen Undervisning fik, og til hvilke man ikke havde Plads.

Børnene benyttede sig af Lejligheden og forsømte Skolen i videst mulig Udstrækning. Det hørte til det almindelige, at man i de offentlige Skoler savnede en Trediedel af Børnene eller derover, ja, der blev nævnt Eksempler paa, at i en Skole med 26 Elever havde i flere Vintermaaneder kun 3-4 været til Stede. Der var Skoler, hvor man i den Grad havde opgivet det hele, at der ikke eksisterede nogen Forsømmelsesprotokol.

Lærerpersonalet skiftede hyppigt. Man fulgte det lidet


252

priselige Princip ej at holde faste Lærere, men derimod stræbe efter, som det hed, stedse at faa friske Kræfter og nyt Blod ind i Skolegerningen. Man opnaaede derved bl. a. at blive fri for at give Pension til gamle Lærere; og da Lønnen var ussel og Skolegerningen lidet anset, var Lærerne i Reglen lige saa ivrige for at slippe over i anden Virksomhed, naar Lejlighed dertil gaves, som Kommunen var for at blive dem kvit, inden de blev for gamle. Nogen virkelig Interesse for Gerningen kunde der under disse Omstændigheder vanskelig blive Tale om, og det hørte da ogsaa til de dagligdags Ting, at Lærerne lige saa vel som Eleverne skulkede af Skole og ganske udeblev fra Timerne.

I de lavere Klasser, for Børnene indtil 9-10 Aars Alderen, brugtes den saakaldte indbyrdes Undervisning eller, som det almindelig hed, »at læse op ad Væggene«. Den bestod i, at Børnene - inddelte i Hold og med en af Eleverne som Leder - læste eller stavede i Kor efter store Tavler, der var ophængte paa Skolestuens Vægge. Lærerens Arbejde bestod kun i at holde det hele i den af Tabellerne anviste Gænge. Med en Fløjte gav han Signal, naar de forskellige Hold skulde træde an foran Tabellerne, naar Læsningen skulde begynde, naar Tabellerne skulde skiftes o. s. v. Denne mekaniske Korlæsning virkede ganske sløvende paa Eleverne og kvalte al Selvstændighed hos Lærerne. Overalt, hvor Metoden brugtes, virkede den til at gøre Skolerne til tarvelige Dressuranstalter. Men den havde jo den Fordel, at Maskineriet gik af sig selv, naar det først var sat i Gang, og at der samtidig kunde »undervises« et næsten ubegrænset Antal Børn.

I de højere Klasser var Friheden saa meget des større. Der fandtes ingen autoriserede Lære- og Læsebøger; enhver Lærer brugte sine, hvilket yderligere forvirrede og forsinkede Undervisningen.

Udgifterne til de offentlige Dag- og Aftenskoler beløb


253

sig i disse Aar til 16-17,000 Rdlr., som udrededes af Kommunens Kasse. I Skolepenge fra Børnene indkom 10-12,000 Rdlr. Der sondredes ikke mellem Betalingsskoler og Friskoler. Nogle af Børnene betalte, andre ikke, men de gik alle imellem hverandre. I alt undervistes i disse Skoler henved 3000 Børn.

Noget bedre end disse kommunale Skoler var de fra gammel Tid stammende Kirkeskoler, der indtil 1844 var ganske uafhængige af Skoledirektionen. De var knyttede til Byens Kirker, og Sognepræsten var Skolens Kurator. De var alle oprettede i Aarene 1700-1760, og de havde i Tidens Løb ved Legater og Gaver og ved Indtægt af Bækkener ved Kirkedørene naaet en vis Velstand. De havde deres egne Skolebygninger og en samlet Kapitalformue paa ca. 240,000 Rdlr. De gav deres Elever fri Undervisning i de sædvanlige Skolefag og forsynede dem desuden, saa vidt Midlerne strakte til, med Klæder. Til Gengæld var Eleverne forpligtede til at synge i Kirkens Kor ved Gudstjenesten. I disse Skoler undervistes 6-700 Børn, og Lærerne var her gennemgaaende bedre lønnede end ved Kommunens Skoler 1).

Ligesom der var en Kirkeskole, var der ogsaa oprindelig en Fattigskole i hvert Sogn. Disse stod under Fattigdirektionens Bestyrelse, og Børnene fik her ikke blot Undervisning, men ogsaa Føde og Klæder. Dommen over disse Skoler lyder højst forskellig; undertiden siges de at staa fuldt paa Højde med Skoledirektionens, til andre Tider betegnes de som rene Planteskoler for Forbrydelser og Usædelighed, - efter Princippet »indbyrdes Undervisning«.

Af private Skoler eller Institutter, som de yndede at kalde sig, var der en overvældende Mængde, og daarlige var de næsten alle. Kompetente Folk betegnede dem rent

__________

1) 1. Sekr. 1840 Nr. 1341.


254

ud som et Onde, der med alle Midler burde modarbejdes. Men de var meget søgte, da de gennemgaaende var særdeles billige, og da Børnene i dem behandledes mere »lemfældigt« end i de offentlige Skoler. Ukloge Forældre roste det »Institut«, i hvilket Læreren var saa »galant« at komme hjem og rette den danske Eksamensstil, førend den blev renskrevet, hvor den franske Lærer forud opgav, hvilke Blade Eleverne skulde forberede sig paa, eller hvor Bestyrerinden holdt en Jomfru et Par Dage før Eksamen for at hjælpe Pigebørnene med deres Haandarbejder. Mange Forældre, som havde Fordel af at benytte Børnenes Arbejdskraft hjemme, satte dem af den Grund i en privat Skole, da de saa des mere ugenert kunde holde Børnene saa godt som helt borte fra Undervisningen.

Kun de højere Pigeskoler roses for en grundigere Undervisning. Særlig blev der lagt megen Vægt paa, at de unge Piger lærte Tysk til Fuldkommenhed, og der var endnu i Fyrrerne Pigeskoler, hvor Undervisningssproget var Tysk, selv om næsten alle Eleverne var danske. Men patriotiske Blade begyndte ogsaa allerede at raabe paa, at dette var en Tilsidesættelse af Modersmaalet, og nogle Aar senere var noget saadant jo utænkeligt. - En »Dannekvindeskole« blev oprettet i 1846 af Professor Mariboe.

Endnu fandtes en Mængde Skoler under særlige Bestyrelser og uden nogen Forbindelse med Stadens almindelige Skolevæsen. De tyske Menigheder og de fremmede Religionsbekendere havde deres egne Skoler, Sø- og Landetaten havde deres, de to Borgerdydskoler og Metropolitanskolen stod under Universitetsdirektionen, Vajsenhuset havde sin egen Styrelse, og det samme gjaldt de 32 Mænds Skole, der dog blev nedlagt i 1841 1), det forenede Velgørenhedsselskabs Skole, der opretholdtes ved Medlem -

__________

1) En historisk Redegørelse for den findes i Borgerrep. Forh. 27. Maj 1841.


255

mernes frivillige Bidrag, og flere andre. - Saaledes var der Splittethed overalt i Skolevæsenet, intetsteds Enhed, Plan eller Orden.


Grundvolden til en ny Tingenes Tilstand blev lagt ved Anordningen af 20. Marts 1844. I denne blev Hovedretningen angivet for den nærmeste Fremtids Udvikling, og de følgende Aars Arbejde gik ud paa lidt efter lidt at bringe det forældede Skolevæsen i Overensstemmelse med de nye Krav 1).

Direktionen og de lokale Sognekommissioner bibeholdtes. Men i Direktionen indtraadte et nyt Medlem, en lønnet og fagdannet administrerende Direktør, hvem den egentlige Ledelse og det daglige Tilsyn paahvilede. Det var en saadan Mand, man hidtil havde savnet, og meget hurtigt blev det nu ham, der kom til at styre det hele. Direktionens Virkeomraade udvidedes ved, at Kirkeskolerne nu blev lagte ind under den. Dog skulde der vedblivende i dem gives en mere omfattende Undervisning end i de egentlige Almueskoler, saa at de blev som en Slags Belønningsskoler for de fremmeligste Børn. Den nye Skoledirektør skulde tillige for alle Skolespørgsmaals Vedkommende være Medlem af Fattigdirektionen. Der skulde fremtidig sondres mellem Friskoler og Betalingsskoler, og af hver Slags skulde et tilstrækkeligt Antal oprettes, saa alle skolepligtige Børn virkelig kunde blive underviste. Man beholdt indtil videre den indbyrdes Undervisning i de lavere Klasser ligesom Aftenskolerne for de Børn, der var beskæftigede om Dagen. Men disse Klasser skulde indskrænkes til det mindst mulige og for Pige-

__________

1) Skildringen af det nye Skolevæsen efter 1844 hører egentlig ikke hjemme paa dette Sted men i et følgende Afsnit, hvor Tidens Reformer omtales. Det vilde dog være uhensigtsmæssigt at dele Emnet, hvorfor det hele medtages her. Oplysningerne er væsentlig tagne af Skolevæsenets trykte Aarsberetninger, der begynder med Aar 1844.


256

klassernes Vedkommende aldeles afskaffes. Hver Klasse skulde have sin egen Skolestue. Til indbyrdes Undervisning maatte der være indtil 100 Børn i en Klasse, i de andre kun 35. Opførelse af særlige Skolebygninger skulde tilstræbes. Skoletvangen skulde nu virkelig gennemføres. Mulkterne kunde idømmes af Kommissionerne, og de skulde falde kraftigt og for hver forsømt Dag, begyndende med 4 Skilling for den første Forsømmelse og stigende indtil 32 Skilling. Ferierne blev bestemte og ret knapt tilmaalte; Sommerferien skulde kun omfatte sidste Uge af Juli og første Uge af August. Børnene kunde af Lærerne straffes med en tynd Tamp eller en Rotting, og genstridige Børn kunde sendes til Tvangsskolen paa Ladegaarden. Sognepræsterne var som forhen fødte Formænd i Skolekommissionerne, og alle Kapellaner og Kateketer i Sognet var Medlemmer. Undervisningen i Skolerne skulde begyndes og sluttes med Bøn, og de ældre Børn skulde tilholdes at møde jævnligt til Gudstjeneste under en Lærers Opsyn. Private Skoler kunde kun oprettes efter Direktionens Tilladelse og under de Vilkaar, denne foreskrev, og Lederens Duelighed skulde nøje prøves af Direktionen 1).

Blandt Ansøgerne til den nyoprettede Direktørpost var Magister D. G. Monrad, der paa forskellig Maade havde vist sin Interesse for Skolevæsenet. Han blev dog forbigaaet, og til Skoledirektør udnævntes Lederen af det v. Westenske Institut, V. A. Borgen. Denne beklædte Pladsen indtil 1859, da han indtraadte som Kultusminister i Ministeriet Rotwitt, og ham tilkommer saaledes Æren af at have organiseret hele det nuværende Skolevæsen i København.

Efter Ordningen i 1844 fandtes under Direktionens Tilsyn:

__________

1) Koll. Tid. 1844 S. 529-55.


257

41 private Drengeskoler med 2367 Elever,
114      »     Pigeskoler » 3540 »
9      »     blandede Skoler » 948 »
6 Kirkeskoler » 592 »
43 Sogneskoler » 2929 »
7 Fattigskoler » 931 »

i alt altsaa 164 private Skoler med 6891 Børn og 56 offentlige Skoler med 4452 Børn eller tilsammen 220 Skoler med 11,343 Børn.

Uafhængige af Skoledirektionen var de lærde Skoler samt Land- og Søetatens særlige Skoler med i alt 1843 Elever. Der var saaledes i det hele 13,186 skolesøgende Børn i København i 1844 1).

De 43 Sogneskoler var ved Udgangen af 1844 fordelte saaledes:

Indbyrdes
Undervisning
Dag-
skole
Aften-
skole
Børne-
antal
Garnisons Sogn » » 1 26
Holmens » » 1 2 169
Trinitatis » 5 6 9 1466
Frelseres » 1 3 5 422
Frue » 1 2 2 477
Helliggejstes » 1 2 1 350
Vesterbro » » » 1 19
____________________________________
8 14 21 2929

Den nye Skoledirektørs første Bestræbelser gik ud paa at skaffe Plads til de overtallige Børn, foreløbig i lejede Lokaler og efter det gamle System, indtil særlige Skolebygninger kunde blive opførte. Dernæst fik han fastsat ensartede Regler for Ansættelse af Lærere, for Under-

__________

1) Beretning om det kbhvnske Borger- og Almueskolevæsens Tilstand 1844 S. 24. - Smsteds. angives Antallet af skolepligtige Børn i 1844, de militære Børn ikke iberegnede, til 15.863, af hvilke noget over 3.000 nød Undervisning hjemme.


258

visningstid og Aarsprøver, for Brugen af Skolebøger o. s. v. I 1845 fulgte saa Delingen i Friskoler og Betalingsskoler. Betalingen blev sat til 8 Skilling ugentlig i Dagskolen, 6 Sk. i Aftenskolen og 4 Sk. i den indbyrdes Undervisning. Lettest var det at gennemføre denne Adskillelse i det store Trinitatis Sogn, hvor der var Børn nok til begge Slags Skoler. Adskillelsen indtraadte her d. 1. Maj 1845. Der meldte sig da 1135 Børn til Betalingsskolen, 270 til Friskolen; men dette Forhold forrykkedes snart, da mange Børn kom i Restance med Skolepengene og efterhaanden maatte overflyttes til Friskolen. Efter et halvt Aars Forløb var der i alle Sogneskolerne tilsammen 1964 betalende og 1007 ikke betalende Børn. - I de mindre Sogne voldte Adskillelsen Vanskelighed, særlig fordi der meldte sig for faa Børn til Friskolerne, og Direktionen erhvervede da Kancelliets Tilladelse til at gaa bort fra Sogneinddelingen, der hidtil havde været det faste Grundlag for Skolevæsenets Ordning. Kristianshavn beholdt sine egne Skoler, en Friskole og en Betalingsskole; for den øvrige By oprettedes i 1846 en fælles Friskole og to Betalingsskoler, den østre for Trinitatis og Garnisons Sogne, den vestre for Frue, Helliggejstes og Holmens Sogne. Denne Ordning blev approberet ved Reskript af 21. Juli 1846.

Endnu var disse Skoler, til Huse i lejede Lokaler, men i September 1847 kunde den østre Betalingsskole flytte ind i sin egen Gaard i Sølvgade. Denne Bygning var den første offentlige Kommuneskole, der udtrykkelig var opført til dette Brug, og den blev højtidelig taget i Øjesyn af alle Autoriteter lige op til Kong Kristian VIII. Den var indrettet med Bolig til Inspektør, Viceinspektør og Skolebetjent, med Gymnastiksal og Legeplads, og den blev saaledes Forbilledet for alle de senere Kommuneskoler. Arkitekt Hagemann havde bygget den, og den kostede med Byggegrunden 43,500 Rdlr. - Paa Kristianshavn indret-


259

tedes paa samme Tid en af Baadebygger Isak Bentzen i 1845 skænket Gaard til baade Betalings- og Friskole.

Saaledes var den nye Skoleordning i det væsentlige gennemført i Aarene 1846-47. Lærernes Løn blev forhøjet, og Kommunens Udgifter til Skolevæsenet, der i 1844 udgjorde 18,500 Rdlr., var i 1847 stegne til 30,000 Rdlr.

Der fortsattes nu med Opførelse af nye Skolebygninger. De forenede Friskoler fik i 1850 deres egen Bygning i Larslejstræde. I 1852 flyttede Vestre Betalingsskole ind i sin egen Gaard i Suhmsgade. Ude paa den hastigt voksende Nørrebro var Skolen paa Sct. Hans Torv taget i Brug i 1851 som Afløser af den offentlige Almueskole paa 11. Blegdam, og Skolen i Nørre Allé aabnedes 1857.

De Aftenskoler, der fremdeles bestod som en Levning fra den ældre Tid, forsvandt efterhaanden. De sidste Aften-Pigeskoler var bleven lukkede i 1853, men i Drengeklasserne var der endnu 300 Elever i 1855, da Borgerrepræsentationen vedtog, at de skulde nedlægges, dels fordi Børnene intet lærte i dem, dels fordi de gav Anledning til Misbrug af Børnenes Arbejdskraft om Dagen, særlig i Tobaksspinderier og Bogtrykkerier. Den sidste Aften-Drengeskole blev da nedlagt i 1857. - En Skole for forsømte Børn var bleven aabnet 1845 med 24 Drenge og 8 Piger, og Tvangsskolen paa Ladegaarden kunde derefter nedlægges i 1850.

Da der ved de nye Skolebygninger indrettedes særlige Gymnastiksale, var der ikke længer Brug for Gymnastikhuset i Filosofgangen. Det stod ubenyttet siden 1852, men Aaret efter fik det en ny Anvendelse som Lighus under Koleraen. I 1856, da der forhandledes om dets Nedbrydning, stod det endnu fuldt af Ligkister, som Sundhedskommissionen havde anskaffet i Koleratiden, men ikke faaet Anvendelse for.


260

For de private Skoler betød den nye Skoleordning et skærpet Tilsyn og en haardere Konkurrence. Der blev indført en Skolebestyrereksamen, og det blev paaset, at Skolerne ikke lededes af andre end dem, paa hvis Navn Bevillingen lød. Timetabellerne skulde hvert Aar indsendes til Direktionens Approbation; og for at tvinge dem yderligere blev der efter Skoledirektionens Forslag i 1845 oprettet to kommunale Borgerskoler med videregaaende Undervisning. Det lykkedes da ogsaa Direktionen i de første fem Aar efter Forordningen at nedbringe de private Skolers Antal med 52; i 1858 var Antallet formindsket med 68.

Der arbejdedes ligeledes henimod at faa Fattigskolerne af skaffede. Deres Elever overførtes efterhaanden til Friskolerne, og i 1847 var der kun tre Fattigskoler tilbage. Men den sidste af disse forsvandt dog først i 1875.

Kirkeskolerne med deres Særstilling under Kirkernes Patronat blev ophævede i 1857. Deres Pengemidler, som nu udgjorde 316,000 Rdlr., blev overdragne til Skoledirektionen, der for disse Penge oprettede to nye Borgerskoler under Navn af de forenede Kirkeskoler. - Saaledes stræbtes paa alle Punkter af Skolevæsenet henimod Ensartethed og Centralisation.

Den indbyrdes Undervisning gik efterhaanden af Brug, og det blev derved nødvendigt at formindske det store Elevantal, indtil 100 Børn, i Klassen, som Anordningen af 1844 havde tilladt. I 1856 vedtog Kommunalbestyrelsen, at Elevantallet i de lavere Klasser ikke maatte overstige 60. Samme Aar blev den knapt tilmaalte Sommerferie ansat til tre Uger i Anledning af, at mellem 3 og 400 københavnske Skolebørn havde modtaget Indbydelse til et Sommerophold paa Landet. Den smukke Skik, at Landboerne tog »Feriebørn« til sig, var begyndt et Par Aar før og blev nu fæstnet ved Autoriteternes Tilslutning.


261

Den sællandske Jernbane og forskellige Dampskibe gav Børnene fri Rejse til samtlige Stationer, og Kongen lod dem befordre frit til Frederiksborg. Den Tradition, som herved var skabt, blev trofast opretholdt i de følgende Aar.

__________

Laugsvæsen.

Hvad Københavns Befæstning var for Byens Ydre, det var Laugsvæsenet for dens Borgeres Virksomhed, - en skærmende Vold, der efterhaanden var bleven til et snærende Baand. Laugsvæsenet var ærværdigt og aarhundredgammelt som Fæstningen, og det havde ligesom denne for længst gjort den Nytte, det kunde gøre. Nu trængte Nutiden paa med andre Opgaver, Kravet om Næringsfrihed blev uimodstaaeligt, og Springet ud i det nye og uprøvede blev gjort. En ældgammel Ordning, der greb dybt ind i mange Livsforhold, og som satte sit Præg paa hele Datidens Borgerskab, blev omstyrtet fuldstændigt og brat, og de ejendommelige Tilstande fra Laugsvæsenets Tid er vel nu næsten forglemte.

I de officielle Lister over Laugenes og Korporationernes Interessenter, som hvert Aar udsendtes af Politidirektøren i København, indtil den hele Laugsordning forsvandt i 1861, opføres i alt 53 Laug og 9 Korporationer 1). Af Laugene er der dog 3 (Færgemænd, Pram-

__________

1) Korporationerne var Sammenslutninger, paabudte af Øvrigheden, i saadanne Fag, som ikke dannede noget Laug. Hensigten med dem var nærmest at lette det offentliges Tilsyn, medens de ikke gav Medlemmerne selv nogen som helst Rettighed. De 9 Korporationer var: Frugt- og Vildthandlere, Glashandlere, Hyrekuske, Hørheglere, Lysestøbere, Mel- og Grynhandlere, Porcelæns- og Pottehandlere, Spækhøkere og Værtshusholdere. Se Laugslisterne [ fortsat side 262 ] samt Otto Muller: Om Laugsvæsen 1840 S. 163-66, Betænkninger ang. Handelslaugene 1844 S. XVI, Betænkning ang. Haandværks- og Fabriklaugene 1844 S. 151-52.


262

og Stenførere og Silkevævere), som i Tiden efter 1840 stadig opføres med tomme Rubrikker; der var saaledes i Aarene 1840-61 kun 50 Laug i København. Paa den anden Side opføres under Korporationer, foruden de 9 faste Grupper, i nogle Aar tillige Øltappere og The- og Kaffeskænkere, der først i 1856 slaas sammen med Værtshusholdere. Og helt uden for Rammen opføres Bryggerne, der hverken dannede Laug eller Korporation, men som efter deres Virksomhed dog maatte regnes herhen. Der blev saaledes i alt 62 Grupper, under hvilke de fagmæssigt ordnede Virksomheder i Hovedstaden fordeltes. En halv Snes af disse var Sammenslutninger af Handlende, Resten udgjordes af Haandværkere. Grosserersocietetet, der nærmest var en Slags Korporation, regnes aldrig med.

Den hele Stab af Mestre, Svende, Drenge og faste Arbejdere, som Laugene og Korporationerne omfattede, var i 1841 i alt 15,717 Personer. Tallet steg jævnt indtil 1847, da det beløb sig til 18,480. I Krigsaarene sank det noget, men steg derefter igen, var i 1852 oppe paa 19,174 og naaede sit Højdepunkt i 1857 med 20,363. Fra den Tid - efter at Loven om Næringsfrihed var vedtaget - gik det tilbage med et Tusinde Mennesker om Aaret. I 1861 var der 16,553.

I 1840 var Fordelingen af Laugsbefolkningen saaledes, at der omtrent var lige mange Mestre og Svende (henholdsvis 5524 og 5532) og halvt saa mange Drenge (2693). Men efterhaanden forrykkedes dette ligevægtige Forhold saaledes, at der forholdsvis blev flere Svende, men derimod stedse færre Drenge. Da Mestrenes Antal i 1847 naaede over 6000, var Svendenes allerede over 8000. Og i Kulminationsaaret 1857 naaede Mestrene deres højeste Antal med 6998, medens Svendene samtidig talte 9600.


263

Drengenes Antal kom aldrig højere end til 2776 i 1845. Derefter gik det jævnt nedad; det var i 1857 2284, i 1861 kun 1545.

De enkelte Laug og Korporationer var af højst ulige Størrelse. Talrigst var Værtshusholderkorporationen, der i 1857 med Øltappere og Kaffeskænkere talte 924 Interessenter. Efter dem kom Skomagerne, der i samme Aar kulminerede med 779 Mestre. Skipperne talte 617, Skrædderne 594, Spækhøkerne 500, Urtekræmmerne 402, Silke-, Ulden- og Lærredskræmmerne 290, Snedkerne 252, Smedene 209, Mel- og Grynhandlere 193, Vognmænd 184, Malere 170, Sadel- og Tapetmagere 130, Guldsmede 123, Brændevinsbrændere 122 og Slagtere 106, - alt i Aaret 1857, der i Reglen betegner de højeste Tal. De mindste Laug var Blytækkerne, Feldberederne, Kandestøberne, Knapmagerne, Skorstensfejerne og Sværdfegerne, af hvilke ingen nogen Sinde naaede op til ti Medlemmer, medens flere af dem kun talte to eller tre.

Som Regel voksede jo i denne Periode Laugsmestrenes Antal ligesom den øvrige Befolknings. Men enkelte Laug gik dog tilbage. Brændevinsbrænderne begyndte i 1840 med et Antal af 167; de var i 1857 kun 122. Dugmagere og Overskærere sank i samme Tidsrum fra 20 til 16, Handskemagerne fra 30 til 28, Kandestøberne fra 5 til 4, Knapmagerne fra 8 til 7, Møllerne fra 36 til 27, Sejl-, Flag- og Kompasmagerne fra 10 til 7, Snedkerne fra 281 til 252, Tøjmagerne fra 66 til 50. Hørhegler-Korporationen, som i 1840 talte 14 Interessenter, var i 1857 gaaet ned til 3.

Farverne dannede hverken Laug eller Korporation. I 1841 ansøgte de om Tilladelse til at danne et Laug med Oldermand, Bisiddere og Mesterprøve, skønt de nok forudsaa, at Tidsaanden ikke vilde være dem gunstig. »Vel kunne vi tænke«, skriver de, »at mange vil møde os med de moderne Grunde om Liberalitet og Frihed i alle For-


264

hold; men omendskønt vi hverken kunne eller ville indlade os paa at debattere det allerede meget udpinte Emne, skulle vi dog tillade os at bemærke« o. s. v.

Det gik, som de havde ventet. De kom aldrig til at danne noget Laug.

Ogsaa Kunstdrejerne søgte paa den Tid forgæves at faa dannet et eget Laug. De stiftede da Kunstdrejerforeningen i 1841.

Diskussionen om Laugsvæsenets Omordning eller Afskaffelse begyndte allerede i 1840, da der ved kongelig Resolution af 3. April blev nedsat en Komité, bestaaende af Medlemmer af begge Kommunalbestyrelsens Afdelinger, til at undersøge disse Forhold. Det var denne Komité, der gav Anledning til det første Sammenstød mellem Magistraten og Borgerrepræsentationen, idet Raadmand Skibsted som ældste Magistratsmedlem betragtede sig som født Formand i Komiteen, hvilket blev bestridt af det unge Medlem af Forsamlingen Orla Lehmann. Komiteens Opgave var først og fremmest at faa Rede paa, hvorledes Laugsvæsenet egentlig virkede, og hvorledes Forholdene faktisk var. Man skulde synes, at Regeringen, som selv havde ordnet det hele, vel maatte vide dette, om ellers nogen vidste det. Men med en priselig Mistillid til sine egne Reskripters og Forordningers Efterlevelse forlangte Kancelliet, at Komiteen ikke skulde indskrænke sig til Studiet af Lovbestemmelser og Dokumenter, men lade den, der selv havde Skoen paa, fortælle, hvor den trykkede. I Henhold hertil mødte en Række Oldermænd, Mestre og Svende for Komiteen, besvarede de stillede Spørgsmaal og gav de Oplysninger, de ellers sad inde med. Det er væsentligt paa Grundlag af disse Afhøringer 1), den efterfølgende Skildring er bygget.

__________

1) Komitéprotokoller med Bilag om Forandring af Laugene, 1840-47. I Raadstuearkivet.


265

Det nederste Lag i denne Stat i Staten dannede Læredrengene. Læretiden var i Reglen 5, 6 indtil 7 Aar, - længere for dem, der boede i Mesterens Hus, end for dem, der boede hjemme og fik en lille Pengeløn af Mesteren; længst for dem, der - som Drengene fra Opfostringshuset og Fattigvæsenet - skulde have baade Kost og Klæder hos Mesteren i Læretiden. Det fremhæves undertiden udtrykkeligt, at Læredrengene ikke bliver benyttede til Byærinder for Mestrene, uden hvad Professionen vedkommer, - en Bemærkning, der formodentlig viser, at det modsatte var Reglen.

I de Fag, hvortil der udkrævedes Færdighed i Tegning, var det forudsat, at Mestrene sørgede for at give Drengene Lejlighed til at nyde Undervisning heri, enten paa Værkstedet eller paa Kunstakademiet. Denne Uddannelse blev dog i Reglen meget forsømt. Snedkersvendene klagede i 1840 over, at Mestrene selv aldrig havde givet dem nogen Vejledning heri, men snarere havde forhindret dem i at besøge Akademiet. Laugsoldermanden nøjedes med at nævne, at der var aabnet Lærlingene Adgang til saadan Undervisning, baade ved Akademiet, i Søndagsskolerne og i en af Lauget selv oprettet Læreanstalt, som Drengene kunde besøge i deres Fritimer; men han tilføjede, at dette vistnok »for en Del negligeres«. Hjul- og Karetmagerlærlingene kom der ej heller, sagde dette Laugs Oldermand.

Læretiden afsluttedes i Reglen med et Svendestykke, der udførtes paa Mesterens Værksted og godkendtes af ham, eller blot med en Attest fra Mesteren om, at Drengen havde udstaaet sin Læretid. Hos Parykmagerne brugtes den Skik, at Svendestykket udførtes hos den Mester, hvis Tur det var at give Plads for den nye Svend.

Straks samme Dag, som Svendestykket var færdigt og Drengen løsgivet fra sine Læreaar, blev han indviet i det kammeratlige Liv med Drik og Fylderi og Pengeaf-


266

presning, som i Laugsvæsenets senere Aar var en af dets mest iøjnefaldende Skavanker. Magistraten modarbejdede denne Skik, og Oldermændene vilde ikke rigtig kendes ved den. Men trods alt florerede den kraftigt til det sidste. Ved en Forsamling i Snedkerlauget i 1841 paatalte det tilstedeværende Magistratsmedlem, Raadmand Driefer, den Uskik, at der paa Svendeherberget var bleven afpresset de udlærte Drenge Penge til Drikkevarer. Oldermanden svarede, at dette i hvert Fald var ham ubekendt; men Raadmanden gentog: »Det fejler ikke, at det jo maa være Dem bekendt.« Og han paalagde Oldermanden at se denne Uskik hævet 1). - I andre Laug vedkendte Mestrene sig ærligt nok, at Skikken gik i Svang, og at de var ude af Stand til at hemme den, skønt de unge Svende derved, som Smedemester Lassen udtrykte sig, »straks lægger Grunden til det Sværmeri, der er saa herskende blandt Laugets Svende, og som har en saa skadelig Indflydelse paa deres Moralitet«.

I 1843 fremdrog en af Laugsvæsenets Modstandere, Algreen-Ussing, et Eksempel fra Murer- og Stenhuggerlauget paa, hvorledes de løsgivne Drenge blev modtagne af Svendene 2).

Samme Eftermiddag, som de hos Mestrene blev løsgivne fra deres Læreaar, blev de af Oldgesellen, Bisidderen, Laugsbudet og en Bøsseskriver førte til et Værtshus, hvor hver af de nye Svende, 30 i Tallet, maatte betale 10 Rdlr. for at lære »Grussen«. Pengene blev brugt til Traktement, medens Undervisningen stod paa, og tre Dage i Træk blev der nu paa de nye Svendes Regning snart spist varm Mad og drukket Punch, snart trakteret med kold Mad, Brændevin og Øl. Endelig den tredie Dags Eftermiddag, da de nye Svende havde lært at fremsige den lange tyske Formular, som kaldtes »Gruss«,

__________

1) 2. Sekr. 1841 Nr. 3727.

2) Dansk Ugeskrift, Række II Nr. 61.


267

og var bleven indviede i de andre Ceremonier, som hørte med til at drikke »Velkomst«, forlagdes Skuepladsen til Svendekroen i Adelgade, hvor den officielle Modtagelse fandt Sted, og hvor der atter blev spist og drukket og derefter danset hele Natten, - alt paa de unge Svendes Bekostning. De først betalte 10 Rdlr. slog da ikke heller til, men hver af dem maatte betale ca. 18 Rdlr., inden Festlighederne var forbi.

Men nu var de altsaa Svende, og med Svendetiden begyndte for Haandværkeren den spændende, urolige, farverige Ungdomstid. Svenden, der for første Gang havde drukket af Velkomsten paa Herberget, følte sig som Studenten, der havde været til Rusgilde. Bag ham laa de trælsomme Underkuelsens Aar, da baade Svend og Mester og Mesters Kone kunde jage med ham, - langt borte i Fremtiden laa endnu de satte Virksomhedsaar, da han selv skulde til at tage sig af Standens alvorsfulde Bekymringer; det, han stod foran, var Ungdommens Frihedstid med Svendelivets halvt mystiske Ceremonier og Frihed til at vandre over den hele Jord.

Svendene var delte efter de samme Laug som Mestrene. Ligesom Mestrene havde deres Laugshus, deres fælles Laugskasse og deres Oldermand, havde Svendene deres Herberg, deres Svendelade og deres Oldgeseller. Just i Svendeverdenen havde hele Laugsvæsenets Ceremoniel og Formalisme udviklet sig frodigst, og den Omhu, hvormed Mestrene vaagede over deres Laugs Rettigheder, var for intet at regne mod den Stridbarhed og Ærekærhed, hvormed enhver Svend fægtede netop for sin Særstilling. Modsætninger, som kun eksisterede paa Papiret, blev tagne med den højtideligste Alvor og kunde give Anledning til store Forviklinger. Teoretisk fandtes der f. Eks. i Hattemagerfaget to Slags Arbejdere, der hver havde sit Laug, skønt de udførte ganske det samme Arbejde, nemlig Hattemagere og Filtmagere. I København


268

hørte samtlige Fagets Mestre og Svende til den sidste Slags. Men kom der fremmede Svende hertil, som i deres Hjemstavn Var bleven indskrevne i et Hattemagerlaug, nægtede de københavnske Filtmagersvende at arbejde sammen med dem eller at anerkende dem som Kolleger: de fik ingen »Geschenk«, ingen Andel i Sygepenge, intet Ophold paa Herberget. Til Tider var Forholdet mellem de to Slags Hattemagere saa fjendtligt, at Domstolene ogsaa her i Byen maatte skille Trætten imellem dem 1).

Midtpunktet for Svendelivet var Fagets Herberg eller Kro, undertiden med et tysk Ord kaldet »Verkehr«. Her indførtes den udskrevne Lærling for under stor Højtidelighed at gøres til Svend: Oldgesellen underrettede ham om hans nye Stillings Pligter, bl. a. den, at han nu ikke mere maatte lade sig se paa Gaden uden Frakke og Stok; han overrakte ham Stokken som Tegn paa Svendeværdigheden og rakte ham sluttelig den fyldte »Velkomst«, som ingen maatte drikke af uden først at have fremsagt »Grussen«, den fagmæssige Hilsen. - Laugskroen var dernæst det Sted, hvor de vandrende Svende, der kom til Byen, først skulde henvende sig. Her havde de frit Ophold, i Reglen i tre Dage, og hvis de i den Tid intet Arbejde havde faaet, modtog de den saakaldte »Geschenk«, nogle Mark eller et Par Daler, og maatte saa forlade Byen for at fægte sig frem til den næste. Ordningen skildres f. Eks. hos Sadelmagersvendene saaledes:

»Ved en rejsende Svends Ankomst tyer han til Herberget, der bestyres af en Oldgesel og en saakaldet Ortesvend eller Ordenssvend. Enhver Mester maa efter Tur afgive en saadan Ortesvend, og det er altid den yngste Svend hos den Mester, hvis Tur det er, som maa udføre denne Funktion, som vedvarer for hver i fire Uger. Ortesvenden modtager den rejsende Svend og lader denne

__________

1) 2. Sekr. 1845 Nr. 310.


269

levere sig Vandrebogen, hvilken først forevises Oldgesellen og dernæst Oldermanden til videre Besørgelse. Oldermanden ser derpaa, om han kan skaffe den rejsende Svend Arbejde hos en Mester, og naar dette ikke kan lykkes, faar han ved Afrejsen 4 Mark, som betales af samtlige Mestre og indkræves af Ortesvenden tillige med Tidepengene.«

En fremmed Svend, som fik Arbejde i Byen og blev Medlem af Svendelauget, maatte - i hvert Fald hos Kobbersmedene - ligesom de udskrevne Lærlinge betale 10 Rdlr. for at lære Grussen. Kobbersmedemestrene gjorde et Forsøg paa at faa de fremmede fritagne for denne Afgift, efter som »den saakaldte Gruss nu for Tiden er aldeles overflødig og aldeles ikke bruges mere«. Men Svendene modsatte sig som sædvanlig enhver Forandring i deres nedarvede Ceremonier og Rettigheder 1).

De indfødte Svende, som gik arbejdsløse, var, paa lignende Maade som de fremmede, bundne til Svendekroen. Det var dem forbudt selv at gaa omkring til Mestrene for at søge Arbejde. Hos Kobbersmedene synes det at være gaaet særligt striks til. Svendene forlangte, at en Mester, der ønskede en Svend, kun maatte henvende sig desangaaende paa Herberget; og hvis en Svend paa egen Haand skaffede sig en Plads, blev han under Trusel om Prygl tvunget til at betale en Mulkt. En Svend, som havde gjort sig skyldig i dette Forhold, forklarede herom i Forhør for Politiretten følgende:

Han blev tilsagt en Aften at møde paa Herberget, hvor en stor Del af Svendene var forsamlede; saa snart han var kommen inden for Døren i Forsamlingsstuen paa Herberget, blev Døren aflaaset, og Oldgesellen foreholdt ham, at han havde »indsneget« sig hos en Mester for at faa Arbejde og derved foranlediget, at en anden Svend

__________

1) 2 Sekr. 1844 Nr. 219.


270

var bleven afskediget, og han maatte nu forlige sig med Svendene ved at betale en Mulkt, som af de forsamlede Svende blev fastsat til 4 Rdlr. til den Svend, der havde mistet Arbejdet, og 3 Rdlr. til Drikkevarer. Da han vægrede sig ved at betale, slog de Kreds om ham og ytrede, at han fortjente at lemlæstes, og en ved Navn Jakob Jakobsen, en Jøde, bibragte ham med knyttet Haand et blaat Øje, og andre stødte og puffede ham, saa hans Klæder blev revne itu; og da han frygtede for at blive slaaet fordærvet, saa han sig saaledes nødsaget til at opfylde deres Begæring og betale de forlangte 7 Rdlr.

Oldgesellen tilstod i Forhøret, at der var købt to Stykker Spanskrør, som var bragt til Stede af Jakobsen, og der var talt om, at naar han vægrede sig ved Betalingen, skulde han lægges over en Bænk og prygles dermed.

Det var sjældent, der forefaldt saadanne Scener paa Kroen, at Politiet blev indblandet deri; men derimod søgte Lauget og Oldermanden stadig at hævde for sig et Slags Overtilsyn med Svendekroerne og Ret til at kontrollere Svendenes Forsamlinger. Bagersvendene var endog i den Grad under Kontrol, at de skulde holde deres Herberg i Mestrenes Laugshus i Læderstræde og derfor betale 200 Rdlr. i aarlig Leje, og at ikke de selv, men Mestrene ansatte deres Krofader. Denne Ordning var bleven dem paatvunget i 1819, da Svendene paa Grund af Deltagelse i forskellige Optøjer havde bragt sig i et daarligt Ry. De havde fundet sig i Forholdet indtil 1843, da Mestrene egenmægtig afsatte den gamle Krofader, skønt Svendene forlangte at beholde ham. De opsagde da Lejemaalet i Laugshuset og beredte sig til at leje et andet Lokale. Mestrene bragte Spørgsmaalet frem for Politidirektøren, og Bræstrup gav dem fuldstændig Medhold: Mestrene havde den afgørende Stemme ved Ansættelse af Krofaderen, og Svendene kunde ikke flytte fra Laugshuset.


271

Trods dette har Mestrene dog været ængstelige ved at drive Sagen paa Spidsen; der blev mæglet mellem Parterne, og et Forlig opnaaedes paa de Vilkaar, at Krofaderen forblev i Stillingen, og Svendene vedblev at holde Herberg i Laugshuset, dog med Løfte om en billigere Husleje 1).

I de større Laug var en saadan Svendekro et ret vidtløftigt Etablissement. Snedkersvendene, der var 7-800 i Tallet, havde store Lokaler, bl. a. en Dansesal. At ogsaa andre Laug har danset en Del, tør vel sluttes af, at flere af dem havde deres Herberg i »Nehms Dansebod« i Lille Kongensgade. Her var en stor Festsal, Selskabsværelser, Restauration, tilstrækkelige Logisrum for tilrejsende eller »fyrige« Svende samt en stærkt besøgt Keglebane 2).

Det var dog ikke alene Drik og Dans, som samlede Laugets Svende paa Herberget. Disse Svendesammenslutninger var først og fremmest Understøttelsesforeninger, og som saadanne gjorde de overordentlig meget godt, ja var vel næsten uundværlige. Enhver Svend maatte indbetale sit faste Bidrag, Tidepengene, til Svendenes Lade. I Tilfælde af, at de ikke blev betalt, kunde de indeholdes hos Mesteren i hans Arbejdsløn; men han var da ogsaa sikker paa sin Understøttelse, naar han blev syg, og paa at komme hæderligt i Jorden, naar han døde. De ugifte Svende fik i Reglen fri Kur paa Hospitalet og desuden fire Mark ugentlig i saakaldte Thepenge, de gifte Svende desforuden en Rigsdaler ugentlig af Svendekassen til Familiens Underhold. Hos Smedene betalte Svendeladen 30 Rdlr. til en Svends Begravelse, hvad enten han var gift eller ugift; men i sidstnævnte Tilfælde var Laden berettiget til at arve den afdødes Efterladenskaber. Adskillige Svendelader var helt velhavende; Drejerne ejede saaledes

__________

1) 2. Sekr. 1843 Nr. 2159.

2) V. Hansen: Malernes Understøttelsesfond 1854-1904, S. 19-20.


272

1000 Rdlr. i Obligationer og rede Penge foruden det værdifulde Sølvtøj, der var et nødvendigt Tilbehør til ethvert vel udstyret Svendeherberg. Men Svendene raadede ikke selv frit over deres Penge; til alle Udgifter ud over det almindelige skulde de have Laugsoldermandens Tilladelse; da Drejersvendene i 1842 vilde anskaffe sig en Fane til 125 Rdlr., maatte de endogsaa ansøge Magistraten om Tilladelse dertil 1).

Laden var Midtpunktet i Svendenes Foreningsliv, og den behandledes med udsøgt Højtidelighed. En Sammenkomst for »aaben Lade« gik for sig efter stift Ceremoniel. Den skildres f. Eks. i Drejerlauget i Begyndelsen af Fyrrerne saaledes:

»Naar alle var forsamlede, lukkedes Døren omhyggelig til, Laden anbragtes paa Bordet, og Oldgesellen slog tre Slag paa Laaget med Skafferstokken, idet han udtalte: »Also mit Gunst, nun mache ich auf.« Højrøstet Tale, Banden og Tobaksrygning var fra dette Øjeblik under streng Mulkt forbudt. Ingen indlodes, og enhver af de tilstedeværende skulde have de tre nederste Knapper i Frakken tilknappede. Først da aabnedes Ladens tre Laase af Oldgesellen og de 2 Lademestre, der hver havde sin Nøgle. Ladens Laag aabnedes, og Skafferstokken anbragtes i lodret Stilling i Ladens bageste Hjørne til højre.« Først efter disse Forberedelser kunde de Forhandlinger, der skulde føres for aaben Lade, tage deres Begyndelse. Naar de var til Ende, slog Oldgesellen tre Slag med Skafferstokken i Bordet, og idet han udtalte: »Also mit Gunst, nun mache ich zu«, blev Laden lukket. Saa var Ordet frit, og Piberne kunde tændes 2).

Svendenes selvvalgte Forstandere var de saakaldte Oldgeseller, i Reglen to i hvert Laug. Det var deres Op-

__________

1) 2. Sekr. 1842 Nr. 1514.

2) Carl Hansen: Kunstdrejerforeningen i København 1841-91, S. 41-43.


273

gave at holde Orden paa Herberget, at sørge for at skaffe arbejdsløse eller tilrejsende Svende Arbejde, at besørge de syge indlagte paa Hospitalet og i alle Forhold at optræde paa Svendenes Vegne. De valgtes paa et Aar og nød et Vederlag af Svendeladen for deres Arbejde.

Autoriteterne saa ikke med helt venlige Øjne til disse Svendeforeninger. Julirevolutionen i 1830 havde sat de styrende i alle Lande en Skræk i Blodet, og Politiet var overalt tilbøjeligt til at ane skjulte og onde Hensigter bag enhver Sammenslutning. Svendenes mange Ceremonier, saa ligegyldige og uskadelige de end var, saa jo ogsaa nok ud til at kunne dække over mange Ting; og sikkert var det jo, at Svendeforeningerne havde et vist internationalt Præg, og at de farende Svende paa deres Vandringer kunde knytte Forbindelser i mange Lande. Om Kammagerne her i København oplystes i 1840 følgende: »Der hersker den Skik, at de herværende tyske Svende gøre de danske zümpftige ved at meddele dem et Bevis, med hvilket de kunne hjælpe dem frem, naar de rejse i Udlandet. De danske Svende, som paa denne Maade ere blevne zümpftige, kunne ogsaa give andre det foranmeldte Bevis til at rejse paa.«

Hvad der muligen kunde stikke under her, var jo ikke saa godt at blive klog paa; men at Øvrigheden har været paa sin Post, ses af en Dom, som kort efter, i 1844, overgik tre Kammagersvende; de to fik Vand og Brød, den tredie blev udvist af Riget. De havde paa egen Haand oprettet en Forbindelse og afholdt Forsamlinger, der »indvirker skadeligt paa det frie Forhold, der bør bestaa imellem en Mester og de Svende, som han afbenytter til sin Professions Drift«, hedder det i Dommen 1). - Det var i 1835 bleven danske Haandværkssvende forbudt at rejse til saadanne Steder i Udlandet, hvor Foreninger og For-

__________

1) 2. Sekr. 1844 Nr. 3188.


274

samlinger af Haandværkere blev taalte, og dette Forbud stod ved Magt lige til 1862. Hver Gang en Haandværkssvend i disse Aar vilde rejse, f. Eks. til Paris, maatte han derfor have Kancelliets specielle Tilladelse. Paa samme Maade gjaldt det jo om at passe paa de fremmede Svende, som kom hertil. I den Henseende var Konferensraad Bræstrup paa sin Post. Endnu helt ned i Halvtredserne, længe efter vor fri Forfatnings Indførelse, vejrede han samfundsomvæltende Tendenser blandt Haandværkerne og undlod ikke at alarmere Magistraten. I en Skrivelse af 31. December 1855 fortæller han, at han ved Brevveksling med Politiet i Hannover var kommen under Vejr med, at der i Tyskland eksisterede en Forening, der under Navn af »Gesellschaft der fremden Gesellen« udbredte sig i alle tyske Stater, skønt den under Straf var forbudt. Denne Forening, som ogsaa havde bredt sig til de herværende Mursvende, havde til Formaal »ved Bøder og andre Straffe at tvinge ikke alene Svendene, men ogsaa Mestrene af deres Laug, ja endog Laugene i hele Byer og Stæder til at efterkomme, hvad der i Selskabet var blevet vedtaget«. Politidirektøren paastod, at dette Uvæsen ogsaa blev udøvet her under Skjul af en særskilt for de tyske Svende bestaaende Sygekasseforening, og han foreslog derfor, at det blev forbudt de fremmede Svende at danne særskilte Sygekasser.

Hvor uskyldigt det hele har været kan muligvis sluttes deraf, at selve Laugsmestrene fraraadede at skride ind mod Svendenes Foreninger: De havde den Overbevisning, at der intet ulovligt blev foretaget 1).

Det var endnu i Fyrrerne almindeligt, at Svendene havde Kost og Logis i Mesterens Hus. Deres Løn var i saa Tilfælde i Reglen et Par Rigsdaler om Ugen (10-14 Mark). Men mere og mere blev det almindeligt, at et

__________

1) 2. Sekr. 1856 Nr. 23.


275

løsere, rent forretningsmæssigt Forhold traadte i Stedet for det ældre patriarkalske. Snedkersvendene arbejdede næsten altid paa Akkord, og hver Gang et Stykke Arbejde var færdigt, kunde Svenden afskediges. De kunde paa den Maade tjene fra 3 til 5 Mark om Dagen. Paa samme Maade arbejdede Tømmersvendene, hvis Fortjeneste sjældent var under 5 Mark om Dagen, Stolemagerne, der gennemgaaende kunde tjene 4 Mark, o. s. v. - Arbejdstiden var lang, fra Kl. 6 Morgen til 8 Aften eller, som for Smedene, fra Kl. 4 Morgen til 6 Aften. Nogen Indflydelse paa Løn og Arbejdstid havde Svendene ikke. I 1847 indgik Smedesvendene til Kancelliet med et ærbødigt Andragende om Tilladelse til i Forening at henvende sig til Mestrene om højere Løn og kortere Arbejdstid. Kancelliet svarede, at dette kunde ikke tillades, og saa var der ikke mere ved den Ting at gøre 1). I 1854 gik Tømmermestrene ind paa at forhøje Svendenes Dagløn i Vintermaanederne fra 64 til 72 Skilling, - dog under Forbehold af, at Magistraten gav sin Tilslutning til denne Lønreform 2).


Betingelsen for at gaa over fra Svend til Mester var, at man udførte det vanskelige og bekostelige Mesterstykke og var i Stand til at afholde de mange andre Udgifter, der var forbundne med Optagelsen i Lauget. Mesterstykket kunde kræve flere Maaneders Arbejde, og saa længe Svenden var beskæftiget med det, var han »Stykmester«. Hvori Prøven skulde bestaa, var en Gang for alle bestemt for de forskellige Laug; men det var Mestre, som skulde bedømme den, i Reglen Oldermanden og to »Skuemestre«, og Lauget selv havde det saaledes nogenlunde i sin Magt, hvem og hvor mange det vilde lade slippe ind.

__________

1) 2. Sekr. 1847 Nr. 1484.

2) 2. Sekr. 1854 Nr. 3288.


276

Næsten i alle Fag førte Svendene Klage over, at Mesterstykket var for svært, og at det dog i mange Tilfælde ikke afgav nogen Maalestok for Stykmesterens virkelige Duelighed; thi Prøven bestod ofte i en saadan Specialitet, at der aldrig blev Tale om at udføre den mere end denne ene Gang. At »gøre Mesterstykke« var en Færdighed, som ligefrem maatte læres, og i hvilken Svendene ofte maatte tage privat Undervisning, da den ikke kunde læres paa Værkstedet. Oplysende er i saa Henseende en Klage fra Sadelmagersvendene: Deres Mesterprøve bestod bl. a. i Forfærdigelse af en engelsk Damesadel med Bom, en Skolesadelbom og en Ryttersadelbom af Bøgetræ. Svendene fandt det urimeligt, at der af dem blev forlangt Færdighed i at arbejde i Træ, hvortil anvendtes Redskaber, som de ikke tilforn havde haft med at gøre. De maatte for at gøre Mesterstykke tage privat Undervisning i dette Træskærerarbejde, hvilket kostede dem omtrent 12 Ugers Arbejde og 70 Rdlr. i Løn til Læreren og Betaling for de Materialier, de fik at øve sig paa. Og den Færdighed, de saaledes med stor Bekostning havde erhvervet sig, fik de aldrig senere nogen Brug for; thi naar de selv blev Mestre, bestilte de dog deres Sadelbomme hos de 2 eller 3 Fagmænd, som specielt beskæftigede sig med denne Fabrikation 1).

Mesterstykkets Forfærdigelse kunde medtage mange Maaneder, undertiden, som for Snedkernes Vedkommende, over et halvt Aar, for en Gørtlersvend et Aar eller mere 2). Det udførtes enten paa Oldermandens Værksted eller i Mestrenes Laugshus. Tilsynet var saa strengt, at f. Eks. den Snedker, der arbejdede paa sit Mesterstykke paa Laugshuset, ikke maatte lade sit Brænde bringe til sig i Sække, ligesom han var under stadig Opsigt af fire

__________

1) Borgerrepr. Forh. 3. April 1845.

2) Dansk Ugeskrift, Række II, Bd. 3, S. 197.


277

Skuemestre. I Smedelauget blev Stykmesterens Arbejde hver Aften taget i Forvaring i en aflaaset Kasse, og det noteredes paa en Liste, som ligeledes nedlagdes i Kassen, hvor vidt Stykmesteren hver Dag avancerede dermed.

Foruden Mesterstykkets Vanskelighed spærrede ogsaa de store Udgifter derved for Indtrædelse i Laugene. De fra gammel Tid fastsatte Takster blev ikke overholdte, og nye Udgifter var stadig komne til. Tømmermester Kayser foretog i et i 1844 anonymt udgivet Skrift 1) en Opgørelse over de faktiske Udgifter ved et Mesterstykke: Det var for Murerlaugets Vedkommende 471 Rdlr. og omtrent det samme for Tømrere, Gørtlere, Hjul- og Karetmagere, Stenhuggere, Sejl-, Flag- og Kompasmagere. Urmagernes Mesterprøve kostede 250 Rdlr., men de vilde i Reglen kunne faa ca. 80 Rdlr. ind igen ved at sælge det færdige Ur, saa deres hele Udgift blev 170 Rdlr. Et lignende Beløb maatte udredes af Sadelmagere, Snedkere og Kobbersmede. Det var Summer, som var ganske uoverkommelige for den allerstørste Part af Haandværkssvendene. Allerede derved var de afskaarne fra nogen Sinde at blive Mestre, og det var da ogsaa kun de færreste af dem, som naaede at komme i selvstændig Virksomhed. I Tømrerfaget var der i 1843 efter Kaysers Angivelse 22 Mestre, men 427 Svende.

Mesterstykket var dog ikke saa dyrt i alle Fag. Bogbinderne, der altid gjorde Prøve paa Snorre Sturlesen og Møllers [?] Huspostil, klagede ikke. Kammagersvenden, der ønskede at blive Mester, indsendte blot en Prøve paa sit Arbejde til Magistraten med Attest om, at det var forfærdiget af ham selv. Blytækkere, Møllere og Brændevinsbrændere gjorde aldeles intet Mesterstykke.

Men naar Mesterstykket var færdigt og betalt, var

__________

1) Om de nuværende Mesterprøver ved Haandværkslaugene. - Smlgn. Fædrelandet 28. Maj 1844. - Hist. Medd. om Kbhvn. II, 583.


278

der endnu for Stykmesteren en hel Række Udgifter tilbage, deriblandt adskillige helt ulovlige. Snedkersvendene betalte foruden de 3-400 Rdlr., som nødvendig medgik, følgende Gebyrer: til Lauget 4 Rdlr., til Oldermanden 2 Rdlr., til Politiet 1 Rdlr., til Laugshusbygningen 5 Rdlr., til Laugsbudets Lønning 8 Rdlr., til Ligkassen og Ligklædet 14 Rdlr. Endvidere maatte der udredes adskillige mer eller mindre frivillige Dusører.

Der blev i Borgerrepræsentationen stillet Forslag om at hemme disse Ulovligheder; det kunde gøres ved, at der blev trykt en Fortegnelse over, hvilke Afgifter der var at erlægge ved hvert Laug, og at Stykmesteren ved Mesterstykkets Forevisning for Magistraten blev adspurgt, om han havde betalt mere, end Reglementet paabød. Alle Oldermændene modsatte sig dog dette Skridt og fik heri Støtte hos Magistraten; men Repræsentanterne tvang Spørgsmaalet frem til Kancelliets Afgørelse, og her fik de fuldstændig Medhold, medens Magistraten fik en Tilrettevisning, fordi ogsaa dens egne Betjente modtog Dusører af Stykmesteren. I 1844 blev da det nye Regulativ udarbejdet og trykt, og det skulde fremtidig udleveres til enhver, der indstillede sig til en Haandværksprøve i København. Men det er dog tvivlsomt, om Reformen fik nogen Virkning, da baade Laugene og Magistraten vedblivende var uvillige til at rette sig efter disse Bestemmelser 1).

Var endelig alt dette overstaaet og betalt, blev »Stykmesteren« Medlem af Lauget som »Ungmester«, - thi endnu stod han ikke helt jævnsides med de gamle i Lauget. Den yngste Mester maatte udføre Laugets løbende Forretninger, besørge Tilsigelser til Møder, ombære og forevise de Cirkulærer, der tilsendtes Oldermanden, og i

__________

1) Borgerrepr. Forh. 17. Marts 1842, 16. Febr. og 8. Juli 1843, 9. Maj 1844; Koll. Tid. 1844 S. 914, 945. Raadstueplakat 18. Sept. 1844.


279

det hele gaa denne til Haande. Folk med finere Fornemmelser følte sig nedværdigede ved disse Forretninger, om end de til Dels kunde udføres ved Hjælp af en Læredreng. I 1856 havde Malerlauget saaledes stor Ulejlighed med en Livjæger, der ikke vilde forrette den ham paalagte Yngstemester-Tjeneste 1).


De store Mesterlaug var vidtløftige Organisationer med meget Skriveri og stor Bestyrelse. Snedkerlauget f. Eks. styredes af en Oldermand, 4 Bisiddere, 16 Repræsentanter, som valgtes af Lauget paa to Aar, og 4 Kvartalsmestre, som Oldermanden selv udnævnte. I vigtigere Tilfælde samledes de alle 25 til Raadslagning og Beslutning. - I Reglen var Fagene stærkt udspecialiserede, og forskellige Forslag til Sammenslutning af nær beslægtede Fag, som Laugskommissionen fremsatte i 1840, mødte stedse Modstand hos Oldermændene. Det eneste Laug, som havde forenet flere forhen adskilte Virksomheder, var Smedelauget. Under dette hørte Grovsmede og Ankersmede, Klejnsmede, Le- og Knivsmede, der ogsaa kaldtes Tøjsmede, Bøssemagere og Sporemagere, der lavede alt fortinnet, poleret og sort Arbejde til Seletøj. Ogsaa Plattenslager Giessing, der i 1840 var den eneste af sit Fag i København, hørte herhen. Han forfærdigede Kakkelovne, Kakkelovnsrør og Brændekasser. Derimod vilde Smedene ikke høre tale om en Forening med Nagelsmedene, hvilket Laugskommissionen foreslog i 1840.

Denne Udstykning gav Vækst til de talrige Laugsprocesser. Saaledes som Virksomhederne var udspecialiserede og ethvert lille Udsnit omgærdet med Bestemmelser og Forskrifter, var det en vanskelig Sag, selv for drevne Jurister, endsige da for jævne Haandværkere, at

__________

1) 2. Sekr. 1856 Nr. 1581. En Knapmager ligeledes, 2. Sekr. 1842 Nr. 331.


280

finde ud af, hvor Grænselinjerne gik. Og en god Vilje til at overskride disse Linjer var vel ogsaa i Reglen til Stede paa begge Sider. Hvert Øjeblik blev Magistraten og Kancelliet og, naar det ikke hjalp, Domstolene lige op til Højesteret sat i Bevægelse ved saadanne subtile Spørgsmaal som: Maa en Vognfabrikant reparere Vogne? Maa en Smedemester, som tillige er Jernstøber, udføre sit eget Smedearbejde i Støberiet, eller skal han holde en anden Smedemester dertil? Hvem har Ret til at fremstille allunerede Skind? Herom procederedes jævnlig mellem Handskemagere og Garvere, og flere Domme erhvervedes i dette Spørgsmaal, indtil endelig Højesteret afgjorde, at de allunerede Skind tilhørte Handskemagerne; Garvernes Skind maatte kun være barkede. Ikke mindre vanskeligt var det at gøre Ret og Skel mellem Handskemagere, Peltsnere og de saakaldte franske Handskemagere, hvilke tre Grupper laa i stadig Krig med hverandre. Kunstdrejerne blev forfulgte fra alle Sider; Paraplymagerne forbød dem at overtrække Paraplystel, Isenkræmmerne fik Højesteretsdom for, at de ikke maatte sælge Porcelæns-pibehoveder, Trædrejerne forbeholdt sig alt Bygnings-, Møbel- og Skibsarbejde, og da de forfulgte Kunstdrejere saa i 1841 søgte at komme ind under Trædrejernes Laug for dog at faa Del i disses Rettigheder, fik de Afslag. Jo flere Berøringspunkter Laugene havde, des daarligere forligtes de, - her var Frænde Frænde værst. Stolemagerne maatte kæmpe baade med Snedkerne og Sadelmagerne, saa det er vanskeligt at se, hvad der egentlig blev tilbage af Stolene for dem at lave. Deres Oldermand meddeler, at de i Løbet af 20-30 Aar havde erhvervet flere Hundrede Domme over Snedkere, der udførte Stolemagerarbejde. Men selve Dommenes Mængde tyder jo nærmest paa, at det ikke har frugtet noget som helst. Værre gik det dem over for Sadelmagerne. I 1848 fik disse Stolemagerne dømte til at betale 478 Rdlr. i Erstatning, 100


281

Rdlr. i Sagsomkostninger og 5 Rdlr. i Bøde til Justitskassen. De stakkels Stolemagere af betalte Erstatningen med 40 Rdlr. aarlig, og Lauget maatte trælle i mange Aar, før det fik Gælden og Omkostningerne betalt, og blev omtrent helt ruineret ved denne Dom 1). Under Stridighederne mellem disse to Laug gik det saa haardt til, at Sadelmager Hauschildt voldelig bemægtigede sig Stolemagernes Laugsprotokoller, og Lauget maatte henvende sig til Magistraten for igen at faa sine Bøger udleverede 2). Brændevinsbrænderne fik Destillatørerne mulkterede, fordi de solgte udestilleret Brændevin. Blikkenslagere og Malere førte Proces om, hvem af dem der maatte udføre Lakering, og Malere og Glarmestre stredes om Retten til at kitte Vinduer. Smedene vilde formene Bødkerne at lægge Jernbaand om deres Tønder; men her gav Retten dog Bødkerne Medhold. Jernstøbere og Smede var i Disput om Retten til at dreje det støbte Jern. Isenkræmmerne forbød Naalemagerne at sælge Synaale og fik Højesteretsdom for denne deres Paastand. Urtekræmmerne var forfulgte fra alle Sider: Malerne forbød dem at sælge revne og tilberedte Farver, Isenkræmmerne fik dem dømte ved Højesteret, naar de solgte Blyanter, og Lysestøberne sagsøgte dem for Handel med Lys; men her klarede Urtekræmmerne sig dog, naar de blot holdt paa, at Lysene var indførte fra udenbys Lysestøbere, - saa kunde man ikke gøre dem noget. Da færdigsyede Herreklæder begyndte at komme i Brug, opstod der Strid om Retten til denne Handel mellem Skrædderne, Hosekræmmerne og de forenede Silke- og Klædekræmmere.

Det mægtige Bagerlaug forfulgte de saakaldte Kukkenbagere, der havde Ret til at bage alle Slags Kager og Nødder; og skønt Lauget blev trængt tilbage af Domsto-

__________

1) Adolf Bauer: Stolemagerlavet 1742-1892, S. 54.

2) 2. Sekr. 1849 Nr. 1831.


282

lene, kom det dog bestandig igen. Ligeledes anlagde Lauget Sag mod en Rugbrødsbager, der havde solgt Brød af sigtet Rugmel. Han blev dømt; men baade Kommunalbestyrelsen og Kancelliet ansaa det for ønskeligt, »at Nydelsen af Sigtebrød fremmes og udvides«, og udvirkede derfor i 1845 en kongelig Resolution for, at Rugbrødsbagere havde Tilladelse til at lade Rugmelet sigte.

Men foruden at Laugene saaledes laa i bestandig Krig indbyrdes, havde de ogsaa Fjender uden for Grænserne at kæmpe imod. Der var først de saakaldte Frimestre. Ved Bevilling kunde ældre Svende opnaa Tilladelse til at nedsætte sig som Mestre uden at indtræde i Lauget og uden at gøre Mesterstykke. De var dog stærkt begrænsede i deres Virksomhed; ikke alle Arter af Arbejde maatte de paatage sig, og de maatte ikke holde Svende, højst kun en enkelt Læredreng; ellers skulde de arbejde med egne Hænder og ved Hjælp af Hustru og Børn 1). Adgangen til at blive Frimester benyttedes stærkt; af Snedkerfrimestre fandtes saaledes i 1840 110.

Det forstaar sig, at disse Frimestre var ilde sete af Lauget; men de skulde dog have en Bevilling og løse et Borgerskab og kunde saaledes kontrolleres. Værre var det med de Personer, som uden at spørge om Forlov kunde gaa Laugsmestrene i Næringen. Dette gjaldt de saakaldte Værkgeseller, Haandværkssvendene ved Brandkorpset, som havde en gammel Ret til at ernære sig ved de »Haandgreb«, de havde lært, og til endda at holde en Svend til Professionens Drift. I visse Haandværk var disse Værkgeseller saa talrige, at deres Arbejde nok kunde mærkes i Lauget; af Skomagersvende var der f. Eks. 70, af Snedkersvende 22. Og værst var det, at de utvivlsomt ikke indskrænkede sig til kun at arbejde selv med en Svend. Da der ved Snedkerlauget blev indført Stempling

__________

1) Rubin, Frederik VI.s Tid S. 183 f.


283

af de færdige Arbejder, indleverede en Værkgesell i Halvaaret fra 1. Januar til 1. Juli 1843 alene 632 Numre; ikke én Snedker troede paa, at dette var gaaet ærligt til.

Atter og atter søgte da Laugene at faa denne Værkgesellernes Ret afskaffet, og med nogen Grund kunde de jo fremhæve, at Brandvæsenet nok selv kunde give sine Folk en passende Betaling for deres Arbejde.

Tidligere havde ogsaa visse militære, saaledes Tamburer og Ordonnanser ved Borgervæbningen, haft lignende Rettigheder; disse var dog nu faldne bort undtagen for Tøjhusarbejderne og Holmens Folk. Særlig over disse sidste var Klagerne højrøstede. Drejerne besværede sig over, at de paatog sig Drejerarbejde for Knapmagere og Possementmagere, hvad der aldrig havde været Meningen med deres Bevilling. Ogsaa Bødkerne kunde mærke Indgreb af dem, men først og sidst klagede Rebslagerne. Det hedder herom i en Skrivelse fra Oldermanden i 1840:


Ved Reskript af 19. Marts 1790 er der tillagt Holmens Folk Ret til i deres Fritimer at forfærdige Rebslagerarbejde, dog at de ikkun maa betjene sig af deres Hustruers og Børns Hjælp. Hvad denne Berettigelse har skadet Lauget, er uberegneligt. Hele Rebslagerlauget her i Staden bestaar p. t. af 12 Mestre; men ved Holmens Reberbane gives der for nærværende Tid omtrent 40 Mennesker, dels Svende, dels Arbejdsmænd, som i deres Fritid i Henhold til de ovenciterede Lovbud drive Rebslagerprofessionen. De kan antages at producere aarlig c. 180 Skippund fint Arbejde, hvilket omtrent er hvad der behøves til Københavns Forsyning. Rebslagerlauget, som ikke er istand til at kunne levere Arbejde til saa billig Pris som Holmens Folk, har saaledes næsten intet uden den ubetydelige Handel med Bonden og Landmanden, og selv i denne sker Afbræk ved Holmens Folk, da disses Hustruer og Børn løbe om i Gæstgiverstederne og paa Torvene og falbyde Rebslagerarbejde til Landmanden .... Det har forøvrigt stedse været mig paafaldende, at den kgl. Reberbane ikke hele Dagen beskæftiger sine Folk. Har den Mangel paa Arbejde, burde den jo ikke antage flere Arbejdere end som behøves, men dette tror jeg ikke er Tilfældet; det er vistnok mere en


284

gammel Vane, som burde afskaffes, at Holmens Rebslagere Kl. 2 om Eftermiddagen ende deres Arbejde for Hs. Majt. og derefter have den øvrige Del af Dagen til deres egen Disposition.

Naar Holmen, der lønner sine Folk godt, lod dem arbejde i lige saa lang Tid, som enhver Haandværksmand her i Staden maa for at finde tarveligt Udkomme, vilde derved hele dette Uvæsen bortfalde, just ikke til Skade for Kongens Kasse.


Det kunde jo ogsaa ske, at Svende, der aldeles ingen Adkomst havde til at optræde som Mestre, nu og da gjorde Indgreb i Laugets Rettigheder. Dette indrømmede Snedkersvendene meget villigt i en Skrivelse til Laugskommissionen samtidig med, at de paapegede Aarsagerne dertil:

»Hertil kommer endnu«, skriver de, »at det i de senere Tider stedse fordres, at Svenden selv skal forsyne sig med Høvlebænk og øvrigt Værktøj, som han derhos for egen Regning maa vedligeholde; og naar da Mestrene, som i Særdeleshed om Vinteren almindelig er Tilfældet, ikke have Arbejde for Svendene, forledes disse naturligvis lettelig til at gøre Brug af deres Redskaber til paa egen Haand at forfærdige et eller andet mindre Stykke Arbejde for derved at forskaffe sig og Familie Livets Ophold; men da Laugsmestrene ere strenge i at vaage over Laugets Rettigheder, ser Svenden, der kun har haft Valget mellem at savne det nødvendige eller at gøre et saadant Indgreb i Laugets Rettighed, sig saa ofte i den ulykkelige Stilling at blive hjemsøgt med Retsforfølgelse, se sit Arbejde konfiskeret og derhos at blive idømt en Mulkt, der i Mangel af Betaling maa blive afsonet med Fængselsstraf.«

Endnu en Gruppe ildesete Konkurrenter havde Haandværkere og Smaahandlende i de kongelige Betjente, som fra gammel Tid havde Ret til at drive borgerlig Næring uden at løse Borgerskab eller svare de sædvanlige borgerlige Tynger. Det var særlig Høkerne, det her gik


285

ud over, og de tog Anledning af Tronskiftet til i 1840 at andrage paa en Forandring heri. De havde erfaret af de offentlige Tidender, skrev de, at en Del af det talrige Personale paa Slottet (Staldkarle, Husgeraadskarle, Arbejdskarle) vilde blive afskediget, og de bad derfor om, at i hvert Fald de afskedigede Folk maatte miste dette Privilegium. Der kom virkelig saa meget ud af det, at Staldbetjentene, som ved samme Lejlighed fik et nyt Lønreglement, mistede denne Forret fra 1. Maj 1841. Men andre kongelige Livrébetjente vedblev at beholde den gamle Stilling, og endnu i 1856 ser man Overhofmarskallatet udstede Bevilling for en kongelig Arbejdsmand til at drive borgerlig Næring som Værtshusholder. - En Konkurrence af lignende Art var Beslagsmedene udsatte for af de fra Veterinærskolen udgaaede Dyrlæger, der uden at tage Borgerskab udførte Kursmede-Arbejde for Stadens Indvaanere.

Men alle disse Konkurrenter var jo kun Smaafolk, der ikke for Alvor kunde skade Laugets Interessenter. Den virkelige Fare for disse kom fra de Fabrikker og andre større Virksomheder, der i Kraft af en kongelig Bevilling rejste sig uden for Laugene. Haandværkets Industrialisering begyndte at vise sig, og Laugenes Klager bærer Vidne derom. Sværdfegerne skriver i 1840, at for 20-30 Aar siden havde deres Laug talt 12 til 15 Mestre, imedens der nu kun var 3, og Grunden til denne Tilbagegang var udelukkende den, at Fabrikken paa Frederiksværk nu udførte største Delen af det Arbejde, særlig til Militæretaten, som Sværdfegerne tidligere levede af. Kobbersmedene trykkedes af Fabrikkerne paa Brede og i Flensborg, der ved Hjælp af deres Udsendinge, de saakaldte »hollandske Kedelførere«, oversvømmede hele Landet. De ulykkelige Rebslagere plagedes ikke blot af Holmens Folk; de maatte yderligere konkurrere med de københavnske Fabrikanter, der ikke var Medlemmer af


286

Lauget, men drev deres Virksomhed i Henhold til specielle Bevillinger. Grosserer Jacob Holm havde paa Amager anlagt den største Reberbane i hele Landet og producerede her næsten alt det svære Tovværk, der brugtes til Søs:

»At Grosserer Holm som en rig Mand kan levere sine Varer til billigere Pris end vi, er ikke alene en Følge af, at han har Evne til i store Partier at kunne forskrive det raa Materiale, men ogsaa deraf, at han ved at afsætte sine Produkter kan som Grosserer tage andre Varer i Betaling, hvorimod vi stedse maa sælge pr. Kontant. Grosserer Holms Privilegium har saaledes berøvet Rebslagerlauget næsten alt Skibsarbejde. - Hvad Marskandiser Olsen angaar, da har han ogsaa en stor Reberbane paa Vesterbro og fabrikerer en Mængde saavel fint som groft Arbejde og er ligeledes en formuende Mand . . . Man skulde næsten fristes til at tro, at der ikke eksisterer noget Rebslagerlaug her i Staden, naar det tages i Betragtning, at 2de privilegerede Mænd næsten alene forfærdige alt Skibsarbejde, og 40 af Holmens Folk producerer det meste fint Arbejde.« -

Saadanne Bevillingshavere var altid ilde sete af Haandværkerne, og Laugene passede paa dem. Saa snart Slagterlaugets Oldermand i Adresseavisen havde set, at en Mand ved Navn Beauvais havde etableret et saakaldt »fransk Svineslagteri« paa Østergade, skrev han til Magistraten og udbad sig en Genpart af hans Bevilling »for at erfare, i hvilket Forhold dette Etablissement maatte staa til Laugets Interesse« 1). - Urmagerne havde Urban Jürgensens Etablissement at passe paa, og Laugsmestrene kunde daarligt forsone sig med, at Elever, som udgik derfra, ansaa sig for fritagne for at gøre Svendestykke 2).

Enkelte Laug blev helt ødelagte ved Tidsudviklingen.

__________

1) 2. Sekr. 1847 Nr. 59.

2) 2. Sekr. 1845 Nr. 439.


287

Saaledes maa det være gaaet Katuntrykkerne, hvis Interessenter dog synes at have reddet sig over i en anden Virksomhed. Da Katuntrykkersvendene i 1840 blev afkrævede det sædvanlige Bidrag til Regensens Ligbærere, fik Magistraten det Svar, at der kunde ikke længer betales noget, »da de Katuntrykkere, som var i Laden, er uddøde«. Brevet er underskrevet af »Gotlieb Buchardt, forhen Katuntrykkersvend, men nu Bomuldsvæver Svend« 1). - Fassbinderiet afskaffedes som særligt Fag ved et Reskript i 1845. Det havde dog allerede længe forinden kun eksisteret paa Papiret, og Virksomheden var bleven besørget af Bødkerne.

Men allerværst saa det maaske ud for Hørheglerne. Da der i 1840 paatænktes Oprettelse af et eller to Maskinhørspinderier, forudsaa de tydeligt, at deres Dage var talte. Man faar Indtryk af, at de var tilstrækkelig oplyste Folk til at indse, at Tidens Udvikling ikke kunde standses af Hensyn til dem, og de klager ikke over, at deres gammeldags Virksomhed nu sejles agter ud. Men hvad de føler som en Uretfærdighed er, at den bestaaende Laugsordning forbyder dem at slaa ind paa noget som helst andet Erhverv: De har gjort deres Mesterstykke som Hørheglere, og Hørheglere skal de vedblive at være, selv om hele Lauget gaar i Stykker og den Virksomhed, de er bundne til, lægges øde. Derfor træffer vi allerede i 1840 i en Skrivelse fra dem til Laugskommissionen det første oprigtige Længselssuk efter Laugstvangens Afskaffelse:

»Det vil være vanskeligt, saa længe den ulykkelige Laugstvang bestaar, hvorunder Stadens Borgere lide, at finde nogen Udvej, der kunde erstatte det Tab, titmeldte Anlæg vilde medføre for os. - Den høje Magistrat vil vist ved denne Anledning faa et talende Bevis for Laugstvangens Skadelighed, der forhindrer de Borgerklassers Til-

__________

1) 2. Sekr. 1840 Nr. 3057.


288

væren, hvis Næringsveje aldeles maa ophøre ved den nyere Tids fremadskridende Industri og Fabrikanlæg i Forbindelse med Handelens forandrede Gang, og med Længsel imødese vi den Dag, da det maatte behage Hs. Majt. Kongen at ophæve Laugsindretningerne som det sikreste Middel til at bringe Liv og Virkelyst i vore saa nedtrykte Næringsveje.«

Det hører dog til Undtagelserne, at slige Ytringer fremføres fra Haandværkernes egen Kreds. Da Næringsfriheden omsider sejrede, var det paa Trods af Laugenes forbitrede Modstand.

__________

Privilegerede Laug.

De mange Lovbestemmelser, der omgærdede Laugene og afgrænsede dem fra hverandre, kunde vel føles som Baand og Tvang; men Meningen med dem var dog netop at sikre hvert enkelt Laug et fredlyst Omraade, hvor det havde Eneret til Udøvelse af sit Haandværk eller til Levering af sine Varer. Paa en Maade var alle Laug privilegerede; en Plads i Lauget skulde være ensbetydende med et sikkert Levebrød, og saa vidt muligt skulde de enkelte Medlemmer af samme Laug have omtrent samme Indtægt. Særlig tydelig traadte den privilegerede Stilling frem, naar Lauget var sluttet, det vil sige, naar det kun maatte tælle et vist Antal Medlemmer.

Til de sluttede Laug hørte Bagerlauget. Der fandtes 50 Bagergaarde i Byen, og flere maatte der ikke være. Kun ved at blive Ejer af en af de gamle Bagergaarde kunde man blive Bager i København og komme ind i Lauget, og Indehaverne af disse 50 Gaarde havde saaledes Monopol paa Byens Forsyning med Brød. Fra Fribagere havde Lauget ikke megen Konkurrence at befrygte. Der fandtes


289

ganske vist enkelte saadanne, men de var stærkt hemmede i deres Virksomhed og kunde i Reglen kun bestaa for en kortere Tid. Men for at Laugsbagerne ikke i alt for høj Grad skulde benytte deres Stilling til egen Fordel og Befolkningens Skade, var de underkastede den saakaldte Brødtakst. Magistraten fastsatte med passende Mellemrum Priserne paa de forskellige Sorter af Brød: Rugbrød, Surbrød, Rugtvebakker, Franskbrød, Hvedesimler, Rundebrød og Hvedetvebakker. Hvad hver enkelt af disse Sorter skulde veje, blev ligeledes paa det nøjeste bestemt. Herom udstedtes saa en Raadstueplakat med f. Eks. følgende yderligere Forskrifter og Formaninger:


Paa Hvedebrødet og det sigtede Rugbrød give Bagerne til Kroersker 3 Skilling paa Marken udi Tilgivt, men paa Franskbrød, samt paa Brød af grovt malet Rugmel gives ingen Tilgivt. Bagerne forbydes, og hermed alvorligen advares, under Straf af 2 Rbdlr. Sølv, ikke at mænge noget Slags Kornvare tilsammen, særdeles Rug og Hvede, men ethvert Slags for sig selv forbage. Ej heller maa de mænge enten Klie eller Afsigtninger under Rugen, hvoraf Rugbrød bages. Ellers tilholdes og herved befales Bagerne, under vedbørlig Straf, hver at sætte sit Navn eller Mærke paa det Brød, som af dem bliver baget og forhandlet, paa det der kan haves Underretning, i Tilfælde at ikke efter Takstens Tilhold er omgaaet, hvem saadanne Brød have baget og bør dertil være ansvarlig. Og saafremt Nogen kan overbevise Bageren at have baget noget Slags Brød af mindre Vægt, end denne Takst formelder og tillader, kunne de saadant hos Politidirektøren angive og vedbørlig Ret forvente.

.........

Københavns Raadstue den 30. November 1840.

Under Stadens Segl.


Denne Raadstueplakat er en af de sidste, der blev udstedt angaaende Brødpriserne. Thi det viste sig, trods al Magistratens anvendte Umage, at det ikke var muligt ad denne Vej at forhindre Optrækkeri fra Bagernes Side. Allerede i 1837 var der bleven nedsat en Kommission til


290

at undersøge disse Forhold, og den kom efter langvarige Overvejelser til det negative, men vistnok ret forstandige Resultat, »at de hidtil foreskrevne Regler for Brødtakstens Sættelse ikke ere i Stand til at betrygge Hovedstadens Indvaanere en billig Pris paa denne Fornødenhedsartikel, og at man heller ikke saa sig i Stand til at foreslaa andre Regler, hvorved dette Øjemed sikkert kunde opnaas, men at det billige Forhold snarere vilde fremkomme ved Takstens Ophævelse«. Regeringen gjorde da et resolut Skridt ved ganske at afskaffe den gamle Tvang paa dette Omraade, og ved Reskript af 7. April 1841 blev Brødtaksten ophævet. Samtidig henvendte Reskriptet følgende indtrængende Ord til Bagerne:


»Vi gøre iøvrigt Regning paa, at Bagerne ikke ville benytte Takstens Ophævelse til Brødets Fordyrelse eller anden ubillig Adfærd, og ville i denne Forudsætning ikke for Tiden tilstede Forøgelse af Laugsbagernes Antal i Staden, skønt Vi ingenlunde kunne erkende, at de have erhvervet Ret til, at det stedse derved vil have sit Forblivende, ligesom vi forvente, at det ej heller vil blive fornødent at træffe andre Foranstaltninger for at modvirke Brødets mulige Fordyrelse, saasom ved at give Tilladelse til Anlæggelsen af flere Bagerier i Forstæderne eller til Brøds Indførsel til Falholdelse paa Akseltorvene.«


I de følgende ti Aar kæmpede Ejerne af de privilegerede Bagergaarde, med Oldermanden Bager Scherfig som Leder, en haardnakket Kamp for deres Monopoler. De hævdede, at nye Bagergaarde ikke kunde oprettes uden Laugets Tilladelse, og denne Tilladelse vilde de ikke give uden mod en Erstatning, som de selv vilde fastsætte. De sammenlignede deres Stilling med det privilegerede Hartkorns og betegnede det som Krænkelse af Ejendomsretten, hvis deres Eneret blev dem berøvet 1). Kampen

__________

1) Andragende til Folketinget fra Ejere af de privilegerede Bagergaarde, 4. Marts 1850 (trykt). - Dep. Tid. 1851 S. 832.


291

førtes med megen Forbitrelse fra begge Sider; thi Bagerne havde efterhaanden faaet den offentlige Mening stærkt imod sig. Man gav dem Skylden for, at særlig Hvedebrødet i København var saa uforholdsmæssig dyrt og derfor saa lidet anvendt, i hvilken Henseende navnlig Redaktør Nathanson ved »Berlingske Tidende« var Bagernes aarvaagne og uforsonlige Fjende; og i Rigsdagen blev den Paastand fremsat, at de Penge, som i Dyrtiden 1847 blev indsamlede til Brød for Fattigfolk, rent ud gik i Bagernes Lommer. Til Slut maatte da Bagerne give tabt. Tidsudviklingen gik dem for stærkt imod, og det lykkedes dem ikke at godtgøre deres Paastande. Monopolet maatte de give Slip paa, men Regeringen viste dem for øvrigt det Hensyn at gøre Overgangen til de nye Forhold saa lempelig som muligt. Trods Truslen i Reskriptet fra 1841 blev foreløbig ingen nye Bagergaarde oprettede. Ved Lov af 12. Februar 1852 blev det tilladt Bagere frit at nedsætte sig uden for Portene. Men inde i Byen blev Bagernæringen først givet fri efter 1. Januar 1860.

Et sluttet Laug ligesom Bagernes var Barberlauget, der fra gammel Tid talte 21 Pladser eller Amter. Tidligere havde disse Amter staaet højt i Pris, og der blev betalt 300 Rdlr. eller mere for en Plads i Lauget. Men de sank efterhaanden stærkt, og omkring 1850 kunde de købes for 40 Rdlr. Grunden hertil var dels det store Antal af Frimestre, dels de Forpligtelser, der fra gammel Tid var Amtsbarbererne paalagte. Frimestrene gav sig kun af med Barbering, og de maatte kun føre ét Messingbækken som Skilt. Amtsbarbererne eller Amtskirurgerne, som de endnu undertiden kaldtes, førte tre eller flere Messingbækkener 1). Men de havde ogsaa underkastet sig en kirurgisk Eksamen; de var forpligtede til at yde Hjælp i Ulykkestilfælde og berettigede til at aarelade, trække Tæn-

__________

1) Salchow: Om det kbhvnske Barbervæsen. 1849.


292

der ud, kopsætte, lægge Plastre og Omslag, sætte Klyster og falholde Igler. Men alle disse Rettigheder var ikke meget værd i Penge og føltes nærmest som en Byrde; Lægerne saa skævt til disse folkelige Kolleger, og det kirurgiske Akademi stillede Forslag om Barbervæsenets fuldstændige Adskillelse fra Lægefaget. Forholdet var i Fyrrerne blevet saaledes, at ingen Barberdreng turde indfinde sig til de anatomiske Forelæsninger, saa Lærlingene var afskaarne fra at erhverve sig de Kundskaber, der krævedes til deres Eksamen. Følgen var, at de 21 Amter til sidst ikke kunde besættes. I 1847 var der kun 8 af dem i Brug, 6 var udlejede til Frimestre, og Resten benyttedes ikke. Derimod var der samtidig 77 Frimestre i Byen 1).

Der var endnu et Forhold, som gjorde Amtsbarbererne kede af Stillingen, og som de i hvert Fald selv klagede meget over. Det var Forholdet til deres Svende. Efter Anordningerne var enhver Amtskirurg forpligtet til at holde en Svend, som bestandig var til Stede paa Barberstuen for i Principalens Fraværelse at yde den fornødne Assistance i Ulykkestilfælde. Denne Svend sagdes at være i »Sustentation«. Endvidere havde enhver Amtskirurg en Svend, der besørgede de daglige Forretninger ude i Byen; hans Stilling kaldtes »Kondition«. - »Af denne Svends Troskab og Konduite er Amtskirurgens Velfærd afhængig, da hans væsentligste Indtægt kommer fra Kunderne i Byen. Er Svenden ærlig og sin Principal hengiven, er der aldeles intet i Vejen; men destoværre hører dette til Sjældenhederne«, og navnlig skete det jævnligt, at naar en Svend forlod sin Kondition, tog han Kunderne med sig.

»Den eneste Maade, vi antager, at dette Uvæsen kunde hemmes paa, var den, at det ved Lovbud blev bestemt, at den Barbersvend, som havde Konditions Bestilling hos

__________

1) Borgerrepr. Forh. 23. Marts 1847.


293

en Barber her i Staden, vel var berettiget til, naar han fratraadte sin Tjeneste, at lade sig engagere hos en anden Barber, men ikkun i det første Halvaar som Sustentations- eller Stuesvend, og, først naar Halvaaret var hengaaet, var berettiget til paa ny at overtage Konditions Bestillingen.« 1).

Trods alle disse Genvordigheder krævede de faa Amtsbarberer dog Erstatning, tilmed en meget overdreven, da Spørgsmaalet om at ophæve den hele forældede Indretning kom under Diskussion. De forlangte 300 Rdlr. for hvert Amt, ogsaa for de 13, der ikke benyttedes, saaledes at de 8 tilbageværende Mestre kunde dele alle Pengene. Magistraten foreslog at give dem det halve, men Borgerrepræsentationen vilde aldeles ingen Erstatning give, og derved blev det 2). Barbernæringen blev givet fri ved Lov af 30. Januar 1861, og Lauget blev ophævet.

Ogsaa det store Vognmandslaug var efterhaanden blevet et sluttet Laug. Det bestod af 25 »Ruller«; men Interessenternes Antal var i Tidens Løb sunket til 18, saa de ældste Interessenter havde 2 eller 3 Ruller hver. Disse 18 Vognmænd havde Eneret til at besørge al Passagerkørsel fra København; de skulde efter Omgang holde sig færdige til at køre, saa snart Tilsigelsen fra Postkontoret kom; de skulde køre uden Hensyn til Vejr og Vind, for en bestemt Takst og i en foreskreven Tid. Til hver Rulle hørte en Wienervogn, to Fjedervogne, en almindelig Postvogn og seks Heste med tilhørende Seletøjer samt Postmunderinger. Desuden skulde Vognmanden holde fem Bræddevogne pr. Rulle til Arbejdskørsel 3). Som Vederlag for disse Forpligtelser havde Lauget Brugsret til den store Vognmandsmark, der tilhørte Kommunen. Deres Folk fik

__________

1) Skrivelse af 9. Sept. 1840. (Ved Laugskommissionens Dokumenter).

2) Borgerrepr. Forh. 1847 S. 152. - Dep. Tid. 1852 S. 91, 115.

3) Borgerrepr. Forh. 17. Aug. 1843.


294

hverken Kost, Logis eller Løn af Principalen, men ernærede sig udelukkende ved Drikkepenge.

Denne Ordning, der gjorde Besiddelsen af en Rulle i Vognmandslauget til en sikker og god Levevej, var dog ikke længer helt tidssvarende. Persontrafikken tog andre Former: Generalpostdirektionen havde begyndt at sætte Diligencer i Gang paa de mest befærdede Ruter; Dampskibene besørgede en stor Del af Trafikken langs Kysten, og endelig kom Jernbanen til Roskilde. Omsider blev der da Tale om at ophæve Lauget med alle dets Pligter og Rettigheder, og Vognmændene svarede straks ligesom Bagere og Barberer, at de i saa Fald maatte have Erstatning. Navnlig vilde de ikke give Slip paa Vognmandsmarken. Her som alle Vegne var det, der oprindelig var ment som Vederlag for en Forpligtelse, snart bleven opfattet som en umistelig Ret, hvilken man vedblev at beholde, selv om de modsvarende Forpligtelser faldt bort. Men deres Krav blev afviste. Da Vognmandslaugene hævedes ved Lov af 1. Maj 1851, bestemtes, at de daværende Interessenter og deres Enker maatte beholde deres Lodder i Vognmandsmarken paa Livstid. Men efterhaanden som de uddøde, hjemfaldt Lodderne til Kommunen. Befordringen af rejsende overdroges til seks Vognmænd (Postholdere), som Postvæsenet selv udvalgte. For øvrigt kunde fremtidig enhver erholde Borgerskab som Vognmand.

Ved Siden af det store Vognmandslaug fandtes det saakaldte lille. Dette Laugs Interessenter maatte kun befatte sig med Kørsel inde i Byen af Bygningsmaterialier, Sand og Grus samt i de tre Sommermaaneder afgive Befordring til Lystture. De maatte selv lønne deres Folk, i Reglen med Kost og Logis samt fem Mark om Ugen. Det var disse smaa Vognmænds stadige Haab og Ønske at blive forenede med de store til ét Laug; men dette naaede de aldrig. Derimod delte de to Laug fælles Skæbne i 1851, da de begge blev ophævede.


295

Inden for det lille Vognmandslaug fandtes en snævrere Kreds af de 12 Interessenter, der udgjorde det saakaldte Natførerlaug. De Karle, som benyttedes ved dette Laugs Virksomhed, fik en fast Betaling for hvert Læs, de udførte: 12 Sk. om Natten og 8 Sk. om Dagen.

Endelig fandtes indtil 1851 en Hyrekuskekorporation, der ophævedes samtidig med Laugene.

Interessenterne i et sluttet Laug var jo stillede omtrent som sportellønnede Embedsmænd, og ikke uden Grund kaldte Barbererne deres Bestillinger for Amter eller Embeder. Allernærmest ved Embedsmændenes Klasse stod Byens Skorstensfejere.

De var fem i Tallet, og disse fem dannede et Laug; de valgte deres Oldermand, og de opførtes paa de officielle Laugslister. Men stort andet end Navnet er ikke blevet tilbage af Lauget. De blev ansatte af Magistraten, der ogsaa bestemte, hvilken Betaling de skulde have for hver Etage, de fejede, - oprindelig 7 Skilling, men nedsat i 1845 til 6 og i 1851 til 5 Skilling pr. Etage. Byen var delt i fem Skorstensfejerdistrikter, der hvert kunde give en sikker Indtægt paa fra 3000 til 5000 Rdlr. aarlig. Skorstensfejerne kunde avancere fra de mindre til de større Distrikter; de var ansatte paa Livstid, og deres Enker havde Ret til at fortsætte Mandens Næring, hvilket dog i 1845 forandredes derhen, at Enken fik Pension af Eftermanden 1). Arbejdet besørgedes naturligvis altid af Svende og Drenge. Svendene havde en god Indtægt: Kost og Logis hos Mesteren og 1 Rdlr. om Ugen »foruden en betydelig aparte Indtægt ved Fejning af Kakkelovne og især ved Komfurindretninger, som nu er bleven almindelige i ethvert Hus« 2). - Først i 1877 bortfaldt Skorstensfejermestrenes Eneret paa Fejning hver i sit Distrikt.

__________

1) Koll. Tid. 1845 S. 849.

2) Brandkommissionens Skrivelse 11. Nov. 1853 ved Reskript 10. Juli 1854. (Reskriptsamlingen).


296

Ogsaa Møllerlauget var for saa vidt et sluttet Laug, som man skulde være Ejer af en af Stadens Møller for at blive Interessent i Lauget, og nye Møller ikke maatte anlægges uden efter særlig Bevilling. En saadan Bevilling blev en Gang imellem givet; men Lauget yndede det ikke, og Oldermanden passede paa, at Bevillingshaveren holdt sig inden for sine rette Grænser. En privilegeret amerikansk Mølle ved Øster Farimagsvej nedbrændte i 1842, og Ejeren ønskede da at genopføre den som en hollandsk Mølle med almindeligt Vindfang. Straks skriver Oldermanden til Magistraten: »Jeg tillader mig at andrage paa, at den høje Magistrat vil drage Omsorg for, at den intenderte forandrede Konstruktion af Møllen vorder ham nægtet, og antages det ogsaa, at Nægtelsen har Grund for sig i den Omstændighed, at Privilegiet udtaler sig bestemt og udtrykkelig indskrænker Ejeren til den amerikanske Bygningsmaade.« 1) Der var i 1840 32 Møller i København, og desuden var tre udenbys Møller, nemlig Vodrofgaards Mølle, Rødevejrmølle og en Mølle ved Storeheddinge, Interessenter i det københavnske Laug. De fleste Vejrmøller stod paa Volden, i Reglen en i hver Bastion: Luciemølle og Store Kongensmølle ved Vesterport, Helmers Mølle, Ny Mølle, Ahlefeldts Mølle, Gothersmølle, Rosenborg Mølle, Sølvgadens Mølle eller Lille Svanemølle, der delvis blev drevet ved Hestekraft, Stokhusmøllen, Grønlandsmølle og Dronningens Mølle ved Østerport; paa Kristianshavns Vold Enhorns Mølle, Breslaus Mølle og Lille Mølle; paa Kastelsvolden Møllen til den militære Brødbagning. Uden for Vesterport laa Banemøllen ved Siden af den kongelige Skydebane og Amerikamøllen med de fem korte og brede Vinger ved nuværende Amerikavej; paa Nørrebro Skæremøllen, Store og Lille Blegdamsmølle, Øelunds Mølle og en Stubmølle paa Hjørnet af Nørre Allé og Sandgravsvejen, længere ude Jagtvejens Mølle og Kristine-

__________

1) 2. Sekr. 1843 Nr. 2644.


297

bergs Mølle ved Store Vibenshus. Ved Strandvejen laa Svanemøllen 1).

Inde i Byen fandtes forskellige Dampmøller og Hestemøller. Den kongelige Maltmølle paa Sct. Annæ Plads var eneberettiget i København til Formaling af Malt. Den blev i 1841 af Staden bortforpagtet til Møllerlauget paa ti Aar for 4000 Rdlr. aarlig. I 1851 blev Eneretten ophævet og Driften standset. Møllen blev købt af Grosserer Svitzer og Tømmermester Blom, der indrettede den til almindelig Mel- og Grynmaling i Stedet for Enhorns Møllen, som ogsaa tilhørte dem, men paa denne Tid blev nedlagt.

Møllevæsenet blev omordnet ved Lov af 14. April 1852. Efter 1. Januar 1862 skulde denne Virksomhed være aldeles fri Næring, og om nogen Erstatning til Laugsinteressenterne var der ikke Tale.

Vel beskyttede i deres Bedrift var ogsaa Bryggerne. Rigtignok var Bryggergaardenes Antal inde i Byen ikke bestemt, men uden for Voldene og i to Miles Afstand fra dem maatte intet Bryggeri anlægges, og Beboerne i dette Distrikt skulde forsyne sig med deres Øl fra København 2). Trods denne Eneret gik Bryggeriernes Antal i København stadig tilbage; i 1805 havde der været 104, men i 1840 var der kun 30, og Tallet sank til 24 i 1857. Bryggerne selv søgte Aarsagen hertil i Mangel paa Afsætning, særlig fordi Brænderierne ikke som forhen brugte Øl til deres Produktion. Men Grunden var vel snarere den, at de ældre smaa Bryggerier bukkede under for de enkelte store Etablissementer, som efterhaanden arbejdede sig frem. I hvert Fald faar man ikke Indtryk af, at Bryggerne manglede Afsætning paa deres Produkt, naar man hører Klagerne fra de Bønder ude i Landdistriktet, som skulde for-

__________

1) Fortegnelse over Møller ved Rentekammerets Sk. J. 1845 Nr. 2854 (Rigsarkivet). - Sterms Kort over Kbhvn. 1843.

2) Koll. Tid. 1847 S. 75.


298

synes med Øl fra København. Thi Bryggerne kørte ikke længere ud med deres Øl end ca. 1/2 Mil, saa der blev et Bælte paa 1 1/2 Mils Bredde, hvor Bønderne intet Øl kunde faa, men »i Stedet derfor maatte drikke Brændevin«. Bryggerne hævdede, at de havde ingen Pligt til at forsyne Befolkningen med Øl; men samtidig forbød de konsekvent enhver anden at gøre det. Saaledes gik det Traktør Kehlet, der i 1844 vilde anlægge et Bryggeri i Alleenberg paa Frederiksberg, Gaardejer Bøttern, der i 1849 søgte en lignende Tilladelse for sin Gaard Rolighed ved Ladegaardsvejen, og Bager Hamann, der i 1850 vilde anlægge et Bryggeri for Stettiner og Berliner Øl i Sundbyvester. Et Ølbryggeri i Glostrup var blevet taalt, skønt det kun laa 1 1/2 Mil fra København; men da det brændte i 1843, modsatte Hovedstadens Bryggere sig dets Genopførelse. Der var oftere Tale om at afskaffe denne Eneret; Magistraten og Kancelliet var imod den, men Kommercekollegiet holdt paa den af Hensyn til Konsumtionen 1). Først ved Lov af 9. December 1851 blev den ophævet og Bryggeriers Anlæg uden for Portene tilladt.

Adskillige Bryggergaarde var tillige indrettede til Brænderier og drev begge disse Virksomheder. Men ellers besørgedes Brændevinsbrændingen af de talrige Smaabrænderier i Byen. Laugslisterne angiver Antallet af dem i 1840 til 167, men samtidig meddeler rigtignok Laugets Oldermand, at kun 111 er i Drift; hvor mange der er forseglede, kunde han ikke angive. Hver Brændevinsbrænder havde sine bestemte Kroersker, og det var vedtaget, at den Brændevinsbrænder, der antog en Kroerske, som tidligere havde taget sine Varer hos en anden Interessent, skulde betale 4 Rdlr. i Mulkt til Laugets Fattigkasse samt betale den Gæld, som Kroersken muligen maatte have paadraget sig hos den tidligere Leverandør.

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1844 S. 33, 173.


299

Brændevinsbrænderne havde Ret til at have siddende Gæster; men denne Ret benyttedes kun af ganske enkelte, og i saa Fald beværtedes kun med Øl og Brændevin, ikke med Spisevarer.

Enkelte af Laugets Interessenter havde just da begyndt at brænde Brændevin af Kartofler; men man var endnu ikke sikker paa, om denne Brændevin var saa god eller saa holdbar som Kornbrændevin. - Brændevinsbrænder Brøndum ansøgte i 1840 om Tilladelse til at anlægge et Dampbrænderi i Snaregade. Inden Magistraten kunde svare paa Ansøgningen, maatte den forespørge hos Polyteknisk Læreanstalt, hvad et Dampbrænderi var; men den beroligedes, da den fik at vide, at Forskellen kun var den, at man i et almindeligt Brænderi anbragte selve Destillerkedlen over Ilden, medens man i et Dampbrænderi satte en Vandkedel over Ildstedet og derfra ledede Vanddampe til Destillerkedlen. Saa blev Tilladelsen givet 1).

I Byens Bryggergaarde holdtes i alt 12 à 1300 Køer.

__________

Kirkelige Forhold.

I Befolkningens daglige Liv mærkedes omkring 1840 endnu næppe noget til den stærkere Religiøsitet, som efterhaanden vaktes af Mynster og Clausen, Grundtvig og Søren Kierkegaard. Rationalismens Aand raadede fremdeles i Samfundet, og Interessen for kirkelige Anliggender var ringe. Besøget i Kirkerne var sparsomt, særlig om Vinteren, da Kirkerne var isnende kolde. Præsterne var ikke ivrige efter at forøge deres Arbejde, og det var en let Sag for teologiske Kandidater, der vilde øve sig, at faa

__________

1) 2. Sekr. 1840 Nr. 932.


300

en Prædikestol overladt i Hovedstaden; der var Søndage, som d. 6. Oktober 1839, da der i København blev prædiket af syv Kandidater og fire Studenter 1). Helligdagene overholdtes ikke. Om Søndagen blev Butiksdøren »blændet«, d. v. s. et Brædt eller en Skodde blev anbragt for Ruden i Døren; dermed var Loven sket Fyldest, og saa havde for Resten enhver Lov til at handle 2). De ulykkelige Butikssvende, der stod i Butikken fra Kl. 6 Morgen til 10-11 Aften, var der endnu ingen, der tænkte paa. Først en Forordning af 26. Marts 1845 paabød, at alle ufornødne Arbejder og larmende Forlystelser skulde ophøre de hellige Dage mellem Kl. 9 og 4, »i Særdeleshed paa den Tid, der holdtes Gudstjeneste«. Forordningen var dog ikke streng, og der var gjort mange Undtagelser; og endda blev den ret aabenlyst overtraadt, ligesom Indsendere i Bladene betegnede den som »lidet tidssvarende, for ikke at sige aldeles ufornuftig og højst uhensigtsmæssig« 3).

Udvortesheden var fremherskende i Forholdet til Kirken. De kirkelige Handlinger var for Befolkningen kun Ceremonier og blev ikke betragtede med synderligt Alvor. Man læse f. Eks. følgende Skildring fra 1841 af de københavnske Kirker paa en Konfirmations-Søndag:


»Naar nogen, som stod udenfor det kristelige Samfund, paa en saadan Dag kom ind i en af vore Kirker, vilde han vist ved første Øjekast tro, at her opførtes et eller andet Skuespil til Øjnenes Forlystelse; thi det første, man ser, er Tilskuere af ethvert Slags og enhver Alder, krøbne op paa Bænkene og Kirkestolenes Rygge, for at beskue dem, hvilke Kirkens Højtidelighed paa den Dag nærmest angaar. Dog dette er ikke det mest forstyrrende; man kan se hele Skarer af Skoledrenge og Piger fra de offentlige Skoler løbe omkring i Kirken, i Gange og paa Trapper, og frembringe en højst forstyrrende Larm ved deres lydelige Fodtrin og højrøstede Passiar, voltigerende fra den ene Stol til den anden. Man kan

__________

1) Prædikantliste i Berl. Tid. 5. Okt.

2) Urte- og Isenkræmmer- samt Sukkerbagerlavet. S. 218.

3) Fædrelandet 28. Nov. 1848.


301

se unge Piger, som efter deres Samtale at dømme kun komme for at tilfredsstille deres Nysgerrighed med Hensyn til deres Veninders eller Bekendtes Pynt, og unge Lapse, som maaske aldrig besøge Guds Hus uden paa denne Dag, og have drevet omkring fra den ene Kirke til den anden for at tilfredsstille deres Øjnes Lyst paa dem, der i en ganske anden Hensigt paa den Dag have fremstillet sig i Kirken. Man kan danne sig et temmelig tydeligt Begreb om den Andagt, der kan finde Sted under disse Omstændigheder, naar man dertil føjer den Uro og Støj, som foraarsages ved de lydelige Fodtrin af Kirkens Betjente og de Drenge, der med dem ombære Tavlerne under selve Prædikenen, og ved den ofte just ikke meget dæmpede Tale, de føre med dem, de skulle lukke ind i Stolene.« 1)


Konfirmanderne ordnedes paa Kirkegulvet efter deres Forældres Stand og Stilling. Omsider fik man dog Øjnene op for det forargelige heri, og i 1851 bekendtgjorde alle Københavns Præster i Adresseavisen, at de havde vedtaget for Fremtiden at ordne Konfirmanderne paa selve Konfirmationsdagen efter Alderen.

Begravelserne, der altid foregik fra Hjemmet, var endnu hele Optog med Sørgekapper og stort Følge. Der trakteredes flittigt med Vin og Kage, Passiaren i Sørgehuset gik livligt, og Handlingens Alvor skulde saa vidt muligt glemmes. Bekostningerne ved en saadan Lejlighed var tit rent ud ruinerende for Familier i smaa Kaar. Først efter 1840 begyndte Brugen af Ligkapeller, og dermed gik Sørgekapperne og de store Traktementer af Brug. - Ved Bryllupper var det en ikke uvæsentlig Ting at slippe for de Kopulationspenge, der skulde betales til Kommunen, og for at opnaa denne Fritagelse opgav man uden videre falsk Bopæl. Et Reskript fra 1842 skildrer »den stedse mere og mere om sig gribende Uskik, at Personer her fra Staden lade sig sammenvie i et nærliggende Landsogn, navnlig i Frederiksberg Sogn, idet man lader det være nok med at anmelde for Politiassistenten, at man er

__________

1) Fædrelandet 22. April 1841.


302

flyttet til Vesterbro eller Frederiksberg for, naar Klage føres, at kunne fremlægge en Attest fra ham, at saadan Bopælsforandring virkelig har fundet Sted, medens Bruden i mange Tilfælde aldeles ikke har forladt det Hus, hvor hun hidindtil har opholdt sig«. Præsterne klagede over det Tab i Indtægter, som derved forvoldtes dem; men Kancelliet kunde ikke give dem andet Raad end at lade saadanne Sager undersøge ved Politiretten.

Dette Raad har Præsterne dog næppe benyttet sig af, og en anonym Skrivelse til Borgerrepræsentationen i 1851 viser, at denne Uskik fremdeles florerede:


»Det er den, som hellere tillader sig at indsende disse Linier i Stilhed, end at overgive dem til Offentligheden, en saa forargelig og modbydelig Tanke, at Pluraliteten af Københavns adelige 1) Borgere begynde deres ægteskabelige Liv med et forsætligt Bedrageri, at han holder sig forvisset om, at Byens højtærede Repræsentanter sikkerligen ville virke for at forhindre saadant, naar de blev opmærksomme derpaa.

Sagen er denne. Der er Lov for, at Stadens Borgere skulle betale noget vist til Kæmnerkassen, naar de lade sig vie i Staden eller paa dens Grund. For at illudere Loven og besvige Kassen erhverver man en, som oftest falsk, Erklæring fra en eller anden, sædvanlig Værtshusholder, i Frederiksberg Sogn, at Bruden opholder sig i hans Hus, hvilken Præsten tager for gode Vare, lyser og vier i Frederiksberg Kirke. - Saaledes staar den meget agtbare Københavns Borger frem for Alteret til højtideligt Troskabsløfte med Svig i Lommen som sin nærmeste Handling.« 2)


Med Edsaflæggelse blev der drevet et saadant Misbrug, at Haandværkerne til sidst besværede sig derover. Murer- og Tømrerlauget oplyste i 1847, at enhver, der tog Borgerskab i deres Fag, først maatte aflægge Ed paa en redelig og retskaffen Handlemaade i Almindelighed; der-

__________

1) Sigter vel til de adelige Rettigheder, som alle Kbhvns. Borgere havde faaet i 1659.

2) 2. Sekr. 1851 Nr. 1100.


303

næst maatte han ved hvert Aars Begyndelse aflægge den saakaldte Vurderingsed, at han samvittighedsfuldt vilde udføre de Vurderingsforretninger, der i Aarets Løb maatte blive ham overdragne; og endelig maatte han aflægge en Afhjemlingsed efter hver saadan afholdt Forretning. »At Edsaflæggelsen saa hyppigt gentages, vil vist i Reglen snarere forringe end forhøje dens Kraft og Værd,« skriver Laugsoldermændene. Og de opnaaede da ogsaa ved denne Henvendelse, at den aarlige Vurderingsed for Fremtiden bortfaldt 1).

I Kirkerne blev Stolestaderne lejede ud, og hvor forretningsmæssigt denne Sag blev taget, ses deraf, at Magistraten i de Kirker, som den var Patron for, fulgte ganske de samme Regler, som naar den bortfæstede Stadens Jorder. Ved Lejemaalets Indgaaelse betaltes en Rekognition eller Indfæstning, der svarede til et Aars Afgift. Den aarlige Leje af en Kirkestol var fra 5 til 8 Rdlr. efter Størrelsen; men ogsaa enkelte Pladser lejedes ud. Da Menigheden og Kirkeværgerne klagede over Indfæstningen, blev denne afskaffet ved Vor Frelsers Kirke i 1853, ligesom den allerede tidligere var bortfaldet i Helliggejstes Kirke 2).

Kommunalbestyrelsen havde her som overalt Hensynet til Kommunens Kasse først for Øje: Kirkerne og deres Drift maatte ikke koste for meget. I 1844 var Hovedstadens Præster naaet saa vidt i Interesse for deres Gerning, at de fremkom med et Forslag om Indførelse af en daglig liturgisk Gudstjeneste. Den skulde afholdes i Helliggejstes Kirke hver Søgnedags Eftermiddag en Time før Solens Nedgang og ikke vare mere end 20-25 Minuter. Men Magistraten fandt mange Indvendinger imod denne Plan: Kirkefogden skulde jo have Betaling for den

__________

1) 2. Sekr. 1847 Nr. 3411.

2) 1. Sekr. 1853 Nr. 935.


304

daglige Rengøring af Kirken, Organist og Bælgetræder skulde ligeledes betales, - kort sagt, det kunde ikke lade sig gøre 1).

Ligeledes strandede et Forslag om at faa Kirkerne opvarmede i den kolde Aarstid.

I 1841 indgav 18 af Københavns Præster et Andragende herom til Kommunalbestyrelsen. Det er, hedder det i Andragendet, almindelig erkendt, at om Vinteren er Menighedens Deltagelse i Gudstjenesten paa Grund af den i vore Kirker herskende Kulde langt ringere end om Sommeren; og den foreslaaede Forandring antages at anbefale sig som et til Tidens Tarv svarende Fremskridt.

Magistraten var dog utilbøjelig til at anvende noget paa dette Formaal, og Stadsbygmesteren mente, at Opgaven var omtrent uløselig. Men Borgerrepræsentanterne vilde ikke helt afvise Sagen, og et Udvalg, bestaaende af tre praktiske Mænd, - Jernstøber Lunde, Tømmermester Kerrn og Murmester Sibbern - blev nedsat. De tilraadede at gøre et Forsøg med en enkelt Kirke ved Anbringelse af 4 eller 6 almindelige Jernkakkelovne 2). Da Værgerne ved Vor Frelsers Kirke ikke var stemte for Forsøget, blev Helliggejstes Kirke udset dertil, og Værgerne for denne Kirke - Urmager Jürgensen og Urtekræmmer Sielle - gav deres Tilslutning til Tanken i følgende forretningsmæssige Skrivelse:


»Allerede fra den Stund, Theatret blev opvarmet, fattede Undertegnede Jürgensen den Idé, at Guds Hus saavelsom de Kirkesøgende burde vises samme Opmærksomhed, som det theatersøgende Publikum. Jeg meddelte denne Idé for Hr. Overpræsidenten og andre af høje Magistrats Medlemmer, men de syntes ikke at ville gaa ind paa Sagen, . . og jeg har derfor indtil videre ladet denne Sag bero, med Undtagelse af Anbringelsen af 2 mindre Ovne i den kgl. Stol, som opvarmes, naar Kongen

__________

1) 1. Sekr. 1844 Nr. 1383.

2) Borgerrepr. Forh. 23. Juni 1842.


305

og Dronningen søge Helliggeistes Kirke, hvilket oftere har været Tilfældet i den senere Tid; imidlertid bliver denne Opvarmningsmaade lidt bekostelig i Længden, da ej alene Ovnene, men det kostbare Brændemateriale bekostes af mig selv.

Naar der var Qvæstion om at opvarme hele Kirken, da frygtedes denne Bekostning saa lidet, at jeg, om det kunde tænkes at ville lucrere ved Kirken, var villig til at udrede den deraf flydende Bekostning af egne Midler imod at tage Indtægten af, hvad de af denne Grund bortlejede Stole, som nu vare ledige, vilde indbringe mere end for Tiden: nemlig under den Forudsætning at Helliggeistes Kirke var den eneste opvarmede Kirke her i Staden: thi i saa Fald vilde enhver, saa længe den havde gode Talere, fortrinsvis søge denne.

Imidlertid maa vi tillade os at bemærke, at uagtet Sagen, alene fra den pekuniære Side betragtet, er hel forskellig, om Helliggeistes Kirke havde været den første og eneste opvarmede Kirke i Staden, eller om den saaledes bliver indrettet tilligemed Stadens øvrige Kirker, . . saa anse vi hverken Udgiften en Gang for alle eller den aarlige Udgift for slet anvendt, saafremt sikker Garanti kan faas for, at Kirken vil kunne blive opvarmet i alle dens Dele. 1)


Magistraten havde imidlertid henvendt sig til Polyteknisk Læreanstalt, hvis Syn paa Sagen faldt godt nok sammen med Magistratens eget. De foreslaaede 6 Kakkelovne kunde Læreanstalten ikke anbefale: »Paa nogle enkelte Steder i Kirken vil Varmen være stærk nok til at genere de Personer, der befinde sig i Ovnens Nærhed, medens i nogen Afstand kun liden Varme vil være mærkelig. Lægges hertil endnu den Omstændighed, at Ovnes Anbringelse inde i Kirken altid vil foranledige nogen Smuds, saa indses det let, at Anbringelsen af saadanne Ovne ikke let kan anbefales.« Mere hensigtsmæssigt vilde det være at opvarme Gulvet ved et Varmeanlæg, der vilde koste 3-4000 Rdlr. Men »skulde Kommunen ikke ville anvende en saa stor Sum som hertil fornøden, er det vor Mening, at man dog ikke skulde gribe til Anbringelse af

__________

1) 1. Sekr. 1844 Nr. 418.


306

Kakkelovne, men hellere indskrænke sig til at forsyne Kirken med dobbelte Vinduer og Døre samt med Bræddegulv, belagt med uldne Tæpper, hvorved allerede et meget godt Resultat vilde opnaas uden betydelige Bekostninger« 1).

Noget i den Retning lovede Magistraten da at gøre ved den forestaaende Hovedreparation af Kirken, og derved blev det. Først langt senere begyndte man at opvarme Kirkerne ved Varmeapparater. -

Ganske ødelæggende for den kirkelige Andagt var Tavleombæringen under Prædikenen. Der var Søndage, hvor indtil 6 eller 7 forskellige Tavler gik rundt for at opfange de raslende Enesteskillinger, hvormed enhver Kirkegænger maatte forsyne sig hjemme fra. Der var Tavler for Brandvæsenet, for Søkvæsthuset, for Kirken selv, for Brød og Vin til Kommunionen, for Kapellanen, for Kateketen, for Korskolen, for de fattige, for de døvstumme, for Fødselsstiftelsen, for Møens Tugthus, for Helsingørs Hospital o. s. v., - nogle kun paa enkelte af Aarets Højtidsdage, andre paa enhver almindelig Søndag.

Borgerrepræsentationen forsøgte allerede i 1842 at faa denne Tavleombæring afskaffet eller dog ordnet paa en anden Maade; men det strandede dengang paa Biskoppens Modstand: Kapellaner og Kateketer kunde ikke undvære denne Indtægt, skrev Biskop Mynster, og der var saa meget mindre Grund til at berøve dem den netop nu, »som det dog er notorisk, at Offeret for en stor Del udebliver, og Betalingen for Ministerialia aftager«. At henlægge Tavleombæringen til et andet Tidspunkt, end netop mens Præsten stod paa Prædikestolen, mente Biskoppen ej heller kunde lade sig gøre. »Dersom Tavlerne, saaledes som det er blevet foreslaaet, skulde ombæres under Sangen, vilde de kun indbringe meget lidet, efterdi

__________

1) 1. Sekr. 1844 Nr. 418.


307

de fleste Tilhørere først komme kort før Prædikens Begyndelse og gaa bort snart efter dens Slutning, og det er umuligt at faa Tavlerne ombaarne i de store Kirker, medens én Salme enten før eller efter Prædiken afsynges.« Ej heller kunde det nytte at erstatte Tavlerne med lukkede Bøsser ved Kirkens Døre; thi »Erfaringen viser, at der paa denne Maade langt fra ikke indkommer det samme Beløb«. Endelig fandt Biskoppen det betænkeligt at berøve Menigheden denne Adgang til at give milde Gaver og at forvandle det, der hidtil var givet frivilligt og næsten umærkeligt, til en tvungen Afgift. - Kancelliet fulgte Biskoppen, og Sagen blev altsaa stillet i Bero for denne Gang; men Borgerrepræsentationen vedblev med sin Kritik: »Helsingørs Hospital synes ikke med nogen tilstrækkelig Beføjelse at kunne gøre Fordring paa at nyde Bidrag af Kirkegængerne i København . . . Søkvæsthuset er et Statsinstitut, der paa anden Maade er rigeligt udstyret og desuden igennem Assistenshuset paa Kommunens Bekostning nyder betydelige Fordele . . . Københavns Brandforsikring er et kommunalt Institut, der har Midler nok til at afholde den ringe forøgede Udgift til Pensioner, som kan blive en Følge af, at Brandvæsenets Understøttelsesfond maa savne de det hidtil tilflydte Tavlepenge . . . Det almindelige Fattigvæsen kunde efter Forsamlingens Formening renoncere paa, at der for det ombæres Tavler; og hvis Opfostringshuset fremdeles trænger til de det hidtil tilstaaede 150 Rdlr. aarlig, da maatte disse udbetales det af Fattigvæsenets Hovedkasse.« For øvrigt kunde det meget let hænde, bemærkede Forsamlingen, »at Menigheden, naar man vedbliver med en Opkrævning, der har den almindelige Mening saa meget imod sig som Tavleombæringen, efterhaanden bestemmer sig til ganske at ophøre med at yde Bidrag« 1).

__________

1) Reskript 4. Maj 1843 og Borgerrepr. Forh. 28. Marts 1844.


308

Saaledes som her forudsagt er det da rimeligvis ogsaa gaaet. En halv Snes Aar senere ansøgte Præsterne selv om at faa Tavleombæringen afskaffet, »idet Misfornøjelsen med denne Ordning stedse bliver almindeligere og tydeligere fra alle Sider«. Præstekonventet mente nu, i Modsætning til Biskoppen i 1844, at der sikkert vilde indkomme lige saa meget eller mere, naar et Bækken blev udsat for Kirkedørene, som der for Tiden indkom i de ombaarne Tavler: Erfaringen fra Slotskirken, hvor Tavleombæring allerede var afskaffet, tydede derpaa. »Fattigvæsenets Indtægt af Tavlerne i Kirkerne kunde kun betragtes som Gaver til de skattepligtige, som derved fik mindre at udrede, uden at de fattige forskaffedes nogen større eller anden Hjælp.« 1)

Dog kom der heller ikke den Gang noget Resultat ud af disse Bestræbelser. I 1863 var Spørgsmaalet igen under Forhandling, men først i 1877 blev det bragt ud af Verden ved den Ordning, at Kapellaner og Kateketer fik deres Løn forbedret, Opfostringshuset fik en Erstatning af 300 Kr., og hver Kirke fik Ret til ved Døren at hensætte en Bøsse til Fordel for Kirken selv.

Korsangen i Kirkerne udførtes af Børn fra Kirkeskolerne; kun ved Holmens Kirke fandtes en særlig »Korskole«, der underholdtes af Kirkens egne Midler. Oprindelig havde det været Disciplene fra Metropolitanskolen, der besørgede Kirkesangen, og herfor oppebar Skolen de saakaldte »Jord-, Sang- og Kopulationspenge«, der beløb sig til ca. 2200 Rdlr. aarlig. Men i 1797 havde Kirkeskolerne imod et Vederlag af 480 Rdlr. overtaget Forpligtelsen, og Metropolitanskolen havde saaledes paa denne Post en ren Indtægt af 1720 Rdlr. uden nogen Ulejlighed. Da der opstod Ønsker om dels at forandre Kirkeskolerne til Borgerskoler, dels at forbedre Sangen i Kirkerne, maatte

__________

1) Borgerrepr. Forh. 20. Novbr. 1854.


309

dette Forhold jo ordnes. Kommunen forlangte selv at beholde sine Jord-, Sang- og Kopulationspenge imod at besørge Kirkesangen udført; men den lærde Skole vilde ikke afgive mere end de sædvanlige 480 Rdlr. til dette Øjemed; for de øvrige 1720 Rdlr. forlangte den Erstatning. Ministeriet nedsatte dog dette Beløb til 1500 Rdlr. aarlig og tilbød Kommunen for denne Sum at indløse Retten til de nævnte Penge. Paa dette Grundlag gik Sagen i Orden i 1855 1); Kommunen foretrak dog foruden de 1500 Rdlr. tillige at betale et aarligt Afdrag paa det kapitaliserede Beløb for saaledes omsider at blive helt fri for denne Afgift. I 28 Aar skulde den betale 2250 Rdlr. aarlig til det almindelige Skolefond og dermed være kvit. - I de følgende Aar blev Kirkesangen da ordnet fra ny. Holmens Kirke skulde som hidtil selv sørge for sin Sang; i de fire andre Kirker (Trinitatis, Vor Frue, Helliggejstes og Vor Frelsers) blev der antaget et Kor, bestaaende af fire voksne og tolv Børn. Disse sidste toges fra Kommunens Betalingsskoler og lønnedes med fri Skolegang, Hjælp til Beklædning og lidt Penge. Der opnaaedes herved en virkelig Forbedring af Kirkesangen, og da Jord-, Sang- og Kopulationspengene, som nu indgik i Kommunens Kasse, snart viste sig at indbringe betydelig mere end de 2200 Rdlr., som de var ansatte til, var dette Resultat naaet uden særlig store Ofre fra Kommunens Side.

Ved Hovedstadens danske Kirker og Kapeller, ved Stiftelser, Hospitaler og Straffeanstalter var i 1840 ansat i alt 30 Præster, Kapellaner og Kateketer. I 1857 var Tallet steget til 34. Desuden fandtes 5 tyske Præster og 1 fransk. Nye Kirker byggedes ikke i disse Aar; snarere blev deres Antal formindsket, da Domhuskapellet, der tidligere havde staaet aabent for Byens Befolkning, i 1843 udelukkende blev Fangerne forbeholdt. Vesterbro hørte

__________

1) Borgerrepr. Forh. 15. Jan. og 22. Okt. 1855.


310

i kirkelig Henseende til Frederiksberg, medens Nørre- og Østerbro hørte til Trinitatis Sogn. Dette store Sogn blev i 1858 delt i to, som dog foreløbig maatte nøjes med den ene Kirke. En ny Deling fandt Sted i 1861, da Sct. Johannes Kirken paa Nørrebro blev taget i Brug.

Derimod fik Katolikkerne i disse Aar deres egen Kirkebygning, - de havde tidligere maattet nøjes med et lille Kapel, der tilhørte det østerrigske Gesandtskab. I 1840 fik de Tilladelse til at opføre Sct. Ansgars Kirken i Bredgade, der indviedes 1. November 1842. Kirkebygningen blev fritaget for Kommuneafgifter ligesom Stadens egne Kirker, da Kommunalbestyrelsen »ikke skønnede rettere, end at Retfærdighed tilsiger, at Stadens Borgere af den katolske Religion bør ydes samme Begunstigelse som Stadens andre Borgere« 1). Den katolske Kirke vedblev endnu i nogle Aar at staa under den østerrigske Regerings Patronat; men i 1850 blev Gesandtskabspræsterne kaldte tilbage, og siden den Tid har den katolske Menighed selv sørget for Ansættelse af Præster.

Naar Katolikkerne blev behandlede saa hensynsfuldt, allerede før Grundloven indførte Religionsfrihed, skyldtes dette den Omstændighed, at Stormagter stod bag dem. Thi at Regeringen ikke ellers var i Besiddelse af religiøs Tolerance, viste den i de samme Aar til fulde over for de svage og værgeløse Baptister.

De jævne Haandværkere og andre Smaakaarsfolk, som i disse Aar sluttede sig til de baptistiske Menigheder, var Genstand for megen Forfølgelse. Biskop Mynster ivrede imod dem i Tale og Skrift, og Kancelliet var villigt nok til at hjælpe ham med at tøjle denne Uregelmæssighed. I 1840 blev det paabudt, at deres Menigheder skulde opløses, og hvem der forsøgte at gøre Proselytter, skulde paagribes. Deres Fører i København, Gravør Mønster,

__________

1) Borgerrepr. Forh. 14. Sept. 1840.


311

tillige med hans Broder og flere andre af Menigheden sad længe fængslede, medens deres Bohave blev solgt til Betaling af idømte Mulkter og Omkostninger. Det hjalp ikke meget, at Kristian VIII selv var stemt for en mildere Fremfærd, at Grundtvig talte Tolerancens Sag, og at Elisabeth Fry varmt tog sig af de forfulgte under sit Besøg her i Landet og selv besøgte Gravør Mønster i Fængslet. Det blev i 1842 indskærpet, at fri Religionsøvelse ikke kunde tilstaas dem; alle Baptistbørn skulde døbes, om fornødent ved Øvrighedens Foranstaltning, og det forbødes dem paa det strengeste at gøre Proselytter 1). Lige op til 1848 havde man derfor stadig det Syn, at Magistraten i København lod Børn døbe imod Forældrenes Ønske. Fremgangsmaaden var den, at man først plagede Forældrene med Mulkter, fordi de ikke selv lod Daaben udføre; saa blev Forældremyndigheden taget fra dem, Magistratens Sagfører blev beskikket til Barnets Værge, og han sørgede saa for, at det blev døbt.

En fra ældre Tid lovbestemt Stilling indtog Jøderne. Med deres særegne Menighedsliv og deres særlige Repræsentantskab, deres ejendommelige Fester og Skikke og deres helt eller halvt tyske Sprog havde de dannet et afsondret Samfund inden for Hovedstadens Befolkning. De havde endnu deres egne Bagerier til at bage de særlige jødiske Brød samt tilberede de Stege, der ikke maatte steges i almindelige Bagerovne. Meyers jødiske Bageri var i Fyrrerne meget anset, og Oldermanden Scherfig giver det Attest for at være et af Byens bedste; ogsaa mange kristne Familier handlede hos ham; særlig var hans saakaldte Birkesbrød en søgt Vare 2). De havde deres egne Slagtere, egne Bade, indrettede efter Moselovens Forskrifter, deres egne Beværtninger og Spisehuse o. s. v.

__________

1) Kancelliplakat 27. Dec. 1842.

2) 1. Sekr. 1840 Nr. 1142.


312

Men Tidsudviklingen slettede stadig mere af det Særpræg, som skilte dem fra deres Bysbørn. Ved en Forordning af 10. Maj 1843 afskaffedes saaledes den tidligere Form for Jødernes Edsaflæggelse: I Stedet for som forhen at sværge i Synagogen i Præstens Nærværelse, med Hatten paa Hovedet og iført alle deres hellige Klæder, skulde de fremtidig sværge i Retten med den højre Haand lagt paa den opslaaede hellige Skrift.

Gudstjenesten i Synagogen holdtes - som den til Dels holdes endnu - i det hebraiske Sprog. Den jødiske Præst Mannheimer havde begyndt ved sine Andagtsøvelser at benytte det danske Sprog, og da den tyskfødte Dr. A. A. Wolff blev Overrabbiner i København, prædikede han i Synagogen paa Tysk. I 1835 blev det ham paalagt hver fjerde Sabbat at prædike paa Dansk, derefter i et Aar at afveksle med Dansk og Tysk hveranden Sabbat og endelig fra Aar 1838 udelukkende at benytte det danske Sprog. Men denne Befaling blev ikke efterkommet. Dr. Wolff indskrænkede sig til at tale Dansk hver fjerde Gang og fik efter Ansøgning Tilladelse til at lade det forblive derved. I 1841 henvendte Magistraten sig til Kancelliet med Andragende om, at den Dr. Wolff givne Dispensation nu maatte blive hævet: »Vi kunne ikke tro andet, end at det maa være i den mosaiske Menigheds Tarv, at de religiøse Taler i det mindste hyppigere end hidtil holdes i det danske Sprog; thi om ogsaa de ældre Medlemmer af Menigheden kunne med samme Lethed opfatte og følge Præstens tyske som hans danske Prædikener, er dette dog ikke i lige Grad at forudsætte om de yngre, der ikke saaledes som hine pleje at betjene sig af Tysk i deres Omgangssprog, men i deres ydre Forhold maa slutte sig til Landets Sædvaner og Sprog. Dr. Wolff har nu ogsaa opnaaet en saadan Færdighed i Dansk, at han er i Stand til at udarbejde Taler deri, som ere fuldkommen sprog-


313

rigtige, og i hans Udtale bemærkes sjælden noget, som støder Øret.« 1)

Denne Henvendelse bar Frugt, og efter 1848 forsvandt det tyske Sprog fra Synagogen i Krystalgade. Inden for Menigheden førtes derimod endnu længe en Strid mellem »Reformvennerne«, der ogsaa vilde have de hebraiske Bønner afløste af danske, og de mere konservative, til hvilke Dr. Wolff selv nærmest sluttede sig.

Fuld Ligestilling med deres kristne Medborgere havde Jøderne endnu ikke opnaaet. Ingen Jøde havde nogen Sinde været Medlem af de 32 Mænds Forsamling, i Stænderforsamlingen maatte de ikke tage Sæde, og endnu i 1863 kunde Vinhandlerlaugets Oldermand med Stolthed pege paa, at ingen Jøde nogen Sinde havde været Interessent i dette Laug 2). I Københavns Kommunalbestyrelse kom Spørgsmaalet om Jødernes Valgbarhed til at foreligge, da den nye Borgerrepræsentation indrettedes i 1840. En Del Grundejere, med Brændevinsbrænder Wium i Spidsen, indgik til Magistraten med Andragende om, at Jøder maatte udelukkes af Listerne over de valgbare. Motiveringen heraf var dels den, at Jøderne ikke kunde arbejde eller underskrive paa Sabbaten, dels Frygt for, at de, naar de kom ind i Kommunalbestyrelsen, vilde sørge for at blive fri for selv at underholde deres fattige, som de hidtil havde gjort, og derimod faa denne Byrde lagt over paa de kristne 3). Men der blev intet Hensyn taget til disse gammeldags Røster, og i 1842 valgtes for første Gang en Jøde, Silke- og Klædekræmmer Fridericia, til Borgerrepræsentant. Samme Aar blev paa et andet Punkt et Skel slettet mellem Jøder og Kristne, idet fattige Jøder ved en kongelig Resolution af 10. Juni 1842 fik Adgang

__________

1) 1. Sekr. 1840 Nr. 2223.

2) H. L. Jürgensen: Københavns Vinhandlerlaug, S. 9.

3) 2. Sekr. 1840 Nr. 1073.


314

lige med andre til gratis Kur og Pleje paa Almindelig Hospital og Sct. Hans Hospital, dog imod Betaling af et bestemt aarligt Vederlag herfor fra Menigheden. - Frygten for, at de kristne Skatteborgere skulde blive bebyrdede med nye Udgifter til de jødiske fattige, gik ikke i Opfyldelse, og Jøderne i København har endnu stadig deres eget Fattigvæsen.

Betegnende for Tidens Udvikling er det, at »Præmieselskabet for den mosaiske Ungdoms Anbringelse til Kunster og Haandværker« maatte ophøre med sin Virksomhed, fordi det ikke længer var nødvendigt at udlove Præmier for at faa kristne Mestre til at antage jødiske Drenge i Lære, og Selskabet ansøgte derfor i 1851 om Tilladelse til at ophøre med denne Præmieuddeling og derimod anvende sine Pengemidler paa anden Maade 1). Den sidste Rest af Jødernes Undtagelsesstilling forsvandt ved Lov af 5. April 1850, der ophævede Forbudet mod fremmede Jøders Adgang til Riget.

Den lille fransk-reformerte Menighed havde i disse Aar (indtil 1851) en dygtig Leder i den virksomme Præst Raffard. Han tog ivrig Del i Tidens filantropiske Bestræbelser, var Almisseuddeler hos Dronning Caroline Amalie og skrev Artikler i Bladene om Fattigspørgsmaalet under Mærket »De fattiges Ven« 2).

__________

Fattigvæsen og Godgørenhed.

Der var megen Fattigdom i København i disse Aar, og den Overgangstid, hvori Byen og Samfundet levede, gjorde Kaarene værre for Fattigfolk. I de tarvelige Tider under Frederik VI, da alle havde det smaat, havde ogsaa

__________

1) 1. Sekr. 1851 Nr. 140.

2) Clément: L'Eglise réformée française, 1870, S. 46. - Erslews Forfatterleksikon.


315

Priserne paa Livets Fornødenheder været billige. I de begyndende gode Tider i Fyrrerne steg Priserne paa alt. Brødet, der tidligere havde kostet 2 à 3 Skilling Pundet, steg til 4 Skilling, Kartofler steg til det dobbelte, Øl og Mælk, Kød og Flæsk blev dyrere, og Huslejen steg ikke lidt. Men den tilsvarende Forhøjelse af Arbejdernes Indtægter kom som sædvanlig bagefter, og Arbejdslønnen lod sig kun langsomt og med Besvær løfte i Vejret. Arbejdets Industrialisering begyndte allerede nu at gøre Ende paa den gammeldags Hjemmevirksomhed. Spinderokken forsvandt fra de fattiges Boliger, da Maskinhørspinderiet kastede sine Mængder af Varer ud paa Markedet, og Dampvaskeriet gjorde meget Kvindearbejde overflødigt. Og den strengere Skoleorden berøvede mange Familier den Hjælp, de hidtil havde haft af deres Børns Arbejde.

Pastor Visby, der selv paa saa mange Maader kom i Forbindelse med de fattige, fortæller i 1845 om deres sædvanlige Levemaade. Han tænker ikke paa de egentlige Betlere og Almisselemmer, men paa de fattige Familier, der søgte selv at slaa sig igennem:


»Deres Bolig er som oftest over al Beskrivelse slet. Den bestaar i Reglen af et eneste lidet, lavt og smudsigt Værelse, stundom med Adgang til et fælles Køkken. Opgangen er i Reglen ad en stejl og brøstfældig Trappe, ofte kun ad en Stige. Jeg har været paa Steder, hvor denne Stige endte sig med en Lem, der maatte løftes op med Hovedet, og hvor man da befandt sig lige under Rygningen af Taget i et tresidet Rum over Hanebjælkerne. Kakkelovnen mangler ikke sjælden ganske. Selv i et Hus paa Kristianshavn, der tilhører en offentlig Kasse, Overformynderiet, udlejes Værelser uden Kakkelovne. Ruderne ere tidt itu og tilklistrede med Papir eller tilstoppede med Pjalter. Den største Urenlighed hersker næsten overalt. Der bliver aldrig vasket hverken Gulv eller Trapper, og da Vinduerne lige saa lidet nogensinde oplukkes, for at ikke den Smule Varme, som er fremkaldt ved det menneskelige Legemes Uddunstninger, skal tabes, hersker der i Reglen en kvælende, højst usund Atmosphære. For saadanne Lejligheder


316

betales fra 8 til 14 Rdlr. halvaarligen, og der gives Huse, hvor de findes til et Antal af over 50 ... De Fattiges Føde er i Almindelighed tør Mad, og da denne vanskeligen vil glide, hjælpe de derpaa ved Kaffe og Brændevin. Varm Middagsmad er sædvanligvis ukendt, undtagen naar den tilsendes dem af godgørende Mennesker.«


Samfundet søgte dog ogsaa dengang efter Evne at rejse Bolværker mod den værste Nød. Laugene følte endnu den fra Middelalderen nedarvede Forpligtelse til at sørge for deres gamle og svage Medlemmer. Henimod Laugstidens Slutning var i alt 51 Laugskasser med over 10,000 Medlemmer i Virksomhed. Svendene opretholdt disse Kasser ved deres tvungne Bidrag, og Mestrene gav oftest et frivilligt Tilskud til dem af Mesterladen. Understøttelsen til gamle og trængende Laugsmedlemmer begyndte dog i disse Aar at tage en ny Form ved Oprettelsen af Haandværkerstiftelser. Mestrene gik her i Spidsen. En Stiftelse for Haandværkere og deres Enker var allerede i 1835 bleven opført i Filosofgangen. Urtekræmmerforeningens Stiftelse i Hoppens Længe blev indviet i 1844, Høkernes i Sølvgade i 1848. Den første Svendestiftelse var Tømmersvendenes i Adelgade, opført 1851 paa den gamle Svendekros Grund. Og i de følgende Aar kappes Mestre og Svende i dette smukke Formaal. 6. Juli 1853 grundlægges Skomagermestrenes Stiftelse mellem Rosengade og Kokkegade; samme Aar bygges Garversvendenes Stiftelse i Sct. Hans Gade, 1854 Garvermestrenes i Løngangsstræde, 1856 Værtshusholdernes ved Østervold og 1857 Snedkersvendenes paa Gl. Kongevej.

Helt uden Modstand trængte denne Udvikling dog ikke igennem. For at samle et Fond til Opførelse af en Stiftelse maatte Svendenes Tidepenge forhøjes, og ofte kæmpedes der i Aarevis inden for Svendelauget, før Beslutningen herom blev vedtaget.

Ved Siden af Laugskasserne og til Dels som Afløsere


317

for disse opstod i Halvtredserne de frivillige Hjælpekasser: De betydeligste af disse var »Den almindelige Syge- og Alderdomsunderstøttelses-Forening« af 1853, »Den broderlige Arbejdsklasses Hjælpeforening« af 1854 og »Folkevennernes Sygekasse-Forening«, der var den første, som ogsaa optog Kvinder. I 1856 stiftede Haandværkerforeningen sin egen Understøttelseskasse.

Disse Forsikringsforeninger havde deres store Betydning for den nogenlunde velstillede Arbejderklasse, der havde Raad til at betale det ikke ubetydelige Kontingent. Men de allerfattigste kunde de ikke hjælpe.

Naar Nøden kom, var disse dengang som nu først henviste til Assistenshuset, hvis Omsætning i disse Aar var stadig stigende. Den var i 1840 ca. 400,000 Rdlr., naaede i 1846 over 500,000, i 1851 over 600,000, i 1857 over 700,000 Rdlr.

Brugen af Assistenshuset var stærkt udviklet og vel organiseret. Der var Mellemmænd, de saakaldte »Sættefolk«, hvis Levevej bestod i at pantsætte Tøj for andre, der undsaa sig ved selv at gaa paa Assistenshuset. Ligeledes var den yderligere Pantsættelse af Assistenshussedlerne sat i et helt System. Man kunde laane en Mark for hver Daler, Sedlen lød paa, mod en Rente af fra 50 til 100 Procent aarlig. Marineministeriet, under hvilket Assistenshuset hørte, søgte i 1853 yderligere at fremme Brugen af det ved at oprette tre Filialer eller saakaldte Indleveringskontorer omkring i Byen 1). Men ikke uden Grund ankedes stedse over, at Assistenshuset, hvis Bestemmelse var »som et nyttigt Værk at komme de fattige til Hjælp med Laan«, blev drevet som en Forretning, hvis Overskud anvendtes til at understøtte og pensionere Marinens Mandskab, og som havde Ret til at tage tredobbelt Rente, imod hvad der ellers var tilladt.

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1850 S. 36. - Bekendtgj. 22. Okt. 1853.


318

Men naar alle saadanne Udveje var udtømte, var der for den fattige ikke andet tilbage end det Underhold, som hans Medmennesker vilde yde ham. Her var to Veje at gaa: enten at ty til den private Godgørenhed eller at give sig ind under det offentlige Fattigvæsen.


Velgørenheden var som altid stor i København, - maaske for stor. Der klages jævnligt over, at den blev misbrugt af de nydende, og at den kunde være byrdefuld nok for de ydende; det var, som om Hovedstaden havde to Principper for sin Fattigforsørgelse, den tvungne gennem Fattigvæsenet og den frivillige gennem Godgørenheden, og at Følgen heraf blev, at ingen af dem var fuldt tilfredsstillende.

For de mest nødlidende, for dem, der sultede, var en Bespisningsanstalt oprettet allerede i 1829. Den havde først Lokale i Holmens Arbejdshus i Bredgade, men da dette Sted var for afsides, flyttedes den til Brandvæsenets Depothus i Gothersgade, hvor en særlig Kogeindretning blev anlagt, og hvor Maduddelingen foregik. Brandvæsenet, som til Dels havde maattet rømme dette Hus, klagede dog stadig over, at det om Vinteren savnede Plads til at optø sine Sprøjter og Slanger, og det opsagde endelig i 1850 Bespisningsanstalten til Fraflytning 1). Foreningens magre Aarsberetninger meddeler intet om, hvor den derefter kom hen.

I Bespisningsanstalten uddeltes i Vinteren 1840 i alt 136,085 Portioner Mad, fra 400 til 1246 Portioner daglig i de strengeste Vintermaaneder. Spisebilletterne uddeltes dels af de enkelte Velgørere, der ved at give 5 Rdlr. til Bespisningen fik Ret til at disponere over en Billet daglig, dels af en Komité, der forestod Indsamlingen af Penge og Naturalier. - For Kristianshavn oprettedes i Vinteren

__________

1) 2. Sekr. 1850 Nr. 3210.


319

1846 en lignende Bespisningsforening med Pastor Visby som Formand. Med vanlig Iver sørgede han for at skaffe Pengemidler til Veje. Han afholdt Passionskoncerter i Vor Frelsers Kirke, ved hvilke det kongelige Teaters Kapel og flere af dets Sangere medvirkede, og han foranstaltede de saa yndede Bortlodninger til Fordel for Bespisningsanstalten. Maden leveredes af Marketenderen paa den nye Artillerikaserne. - En tredie Bespisningsforening blev oprettet paa Nørrebro i Koleraaaret 1853.

Andre godgørende Foreninger tog sig særlig af Børnene eller de syge. Det første Børneasyl i København var oprettet 1828 af det kvindelige Velgørenhedsselskab. I 1835 stiftedes Asylselskabet, der snart raadede over fem Asyler med Plads til 725 Børn; da det viste sig at være for stort anlagt, idet 113 Pladser stod ledige i 1844, blev det ene af dem nedlagt. Et særligt Asylselskab for Nørre -og Østerbro dannedes i 1857. En Plejestue (Vuggestue) for spæde Børn blev stiftet i 1849 af Dr. L. I. Brandes; men den slog ikke ret an, og i 1858 blev den afløst af en Børneplejeforening 1). »Plejeforeningen af besøgende Damer« eller, som den sædvanlig kaldtes, Dameforeningen blev stiftet 1842 paa Dronning Caroline Amalies Tilskyndelse. Dens Forbillede var en Forening i Hamborg, stiftet af Frøken Amalie Sieveking, der af vor Dronning blev kaldet til København for ogsaa her at organisere den nye Forening. Den ydede i Begyndelsen baade Syge- og Fattighjælp; senere ofrede den sig udelukkende for Sygeplejen, og Lægerne fik stedse større Indflydelse paa Anvendelsen af Foreningens Midler 2). - Selskabet »Hygæa«, der var stiftet 1835, ydede værdige trængende fri Medicin og Lægehjælp. »Samfundet for det kvindelige Tyendes

__________

1) L. I. Brandes: Mine Arbejders Historie. S. 26.

2) A. E. Meinert: Dronning Caroline Amalies kvindelige Plejeforening 1893.


320

Vel« blev stiftet i 1847 af Slotspræst Paulli og Cand. I. Levin, og en »Forening til ulykkelige unge Pigers Frelse« dannedes i 1851 efter Opfordring af Pastor Blædel.

Mange andre Foreninger, som stammede fra ældre Tid, vedblev at virke ved Siden af de nye, saaledes »Det forenede Understøttelsesselskab« af 1788, »Det kvindelige Velgørenhedsselskab« af 1815, »Det forenede Velgørenhedsselskab« af 1832, Brændselsforeningen o. s. v. Alle var de Vidnesbyrd om den storslaaede Godgørenhed, der udfoldedes i Hovedstaden; men der blev rigtignok gjort den Indvending derimod, at Virksomheden var alt for splittet, saa at den gode Hensigt ikke altid førte til det bedste Resultat: »At dele sig, saaledes som det er bleven Brug i den senere Tid,« skriver Pastor Visby i 1845, »saa at een uddeler Brændsel, en anden Brød, en tredie Klædningsstykker, maa forkastes, da det netop herved bliver muligt, at den paatrængende erholder Overflødighed, den tilbageholdne intet.« Der klagedes ogsaa over, at den udstrakte Godgørenhed blev misbrugt, og man var ej heller blind for den Fare, som enhver Almissepolitik altid fører med sig: at den kan svække den enkeltes Energi og Følelse af personligt Ansvar og derimod opelske Dovenskab og Lediggang. »Det var«, skriver Pastor Visby, »et i Sandhed nedslaaende Syn i Vinter at se Vaskerkonen forlade sin Ballie, Enken sit Sytøj, Haandværkeren sit Arbejde for alle at strømme hen til de Steder, hvor der sagdes at være nogen Hjælp at erholde. Ingen tænkte dengang paa at bestille noget, men alle vilde leve af Almisser.«

Pastor Visby er lige ved at bryde Staven over det hele Velgørenheds værk, ligesom han uforbeholdent kritiserer Fattigvæsenets mangelfulde Indretning. Han aner, at en virkelig Hjælp mod Fattigdommens stigende Flodbølge ikke naas ad nogen af disse Veje, men at det er dybtgaaende sociale Reformer, der kræves. Og han viger ikke


321

tilbage for den Beskyldning mod de velstillede, at de med Forsæt holder Almuen nede paa det lave Trin, fordi de tror, at dette stemmer med deres egen Fordel. Men, siger han, »det er en slet Politik i et Land at holde Arbejdsklassen i Uvidenhed og Armod i den Tanke, at man saaledes skal have et blindt og villigt Redskab i den. Man opklækker i den kun en sovende Ulv, der engang vil vaagne i Hungerskval og sønderrive sine Bevogtere« 1).


Hvor Godgørenheden ikke forslog, var der altsaa kun Fattigvæsenet tilbage 2). Fattiglovgivningen fra 1799, paavirket af den franske Revolutions Ideer, var oprindelig givet i en human Aand. Men efterhaanden blev Tiderne haardere og Fattigstyrelsen strengere; »enhver Bestemmelse i Planen af 1799, der lod sig benytte til at afskrække Befolkningen fra at søge Fattigvæsenets Hjælp, blev nøje overholdt, medens man mindre brød sig om at følge den humane Aand, der gik igennem Loven« 3). Den særlige Fattigdirektion, som vedblev indtil 1858, da Fattigvæsenet blev underlagt Magistraten, bevarede til det sidste denne Barskhed og opretholdt hos Menigmand Frygten for Fattigvæsenet. Men til Trods for denne Frygt, og uagtet Direktionen fulgte det Princip, at kun de i allerstrengeste Forstand nødlidende maatte falde Fattigvæsenet til Byrde, voksede stadig Antallet af dem, der stod under Fattigvæsenets Forsorg. Dog tør det vel betragtes som et Udslag af en noget større Humanitet, at den store Tilvækst ikke falder paa de Personer, som var under fast og vedvarende Forsørgelse af Fattigvæsenet, men paa dem, der kun nød midlertidige Understøttelser. Den førstnævnte Klasse talte

__________

1) Om de Fattige i Kbhvn. Fædrelandet 24. Nov. 1845.

2) Om Fattigvæsenet i Almindelighed se de aarlige Oversigter over det københavnske Fattigvæsens Tilstand 1835-56 og Tabelværk til Københavns Statistik Nr. 4, 1879.

3) L. I. Brandes: Om Fattigdommens Tiltagen i Kbhvn. 1861.


322

i 1840 5339 Personer, og dette Tal holdt sig nogenlunde uforandret i de følgende Aar; først i 1857 naaede det over 6000. Med de midlertidige Understøttelser, der ydedes i Form af Brød, Husleje eller Plejepenge, var Fattigdirektionen oprindelig meget karrig: i 1840 understøttedes paa den Maade kun 359 Personer, og dette Tal holdt sig omtrent uforandret i de følgende fire Aar. Men i 1845 springer det pludselig op til 1521, og i det følgende Aar, da Dyrtiden begyndte at mærkes, steg det til 2379. I Krigsaarene var Tallet i Nedgang, men fra 1851 begyndte det atter at stige. I 1853 naaede det 3998 og i 1855 endogsaa 6215. Det samlede Antal af Personer, som nød Fattigunderstøttelse, var i dette Aar 11,996; men Tallet sank atter noget i det følgende Par Aar. I de her nævnte Tal er dog ikke medregnet Ladegaardslemmer, Arrestanter, Børn i Opdragelsesanstalter, fritliggende syge o. s. v., hvis Tal i 1855 udgjorde 1081, saa at det hele Antal Personer, der i dette Aar nød Understøttelse af det offentlige, var 13,077 1).

Sammen med Antallet af de fattigunderstøttede steg ogsaa Fattigskatten, der var bleven indført i 1815, da det havde vist sig, at Fattigvæsenets særlige Indtægter og de frivillige Gaver ikke længer kunde dække Udgifterne. Fattigskatten opkrævedes i 1840 med 160,203 Rdlr., og der var adskillige Aar i den følgende Tid, hvor Beløbet var en Del mindre. Men i 1847 naaede det op til 196,740 Rdlr. og i 1848 til 205,552. I 1854 udgjorde Fattigskatten 251,340 Rdlr., i 1856: 279,209 og i 1857: 384,384 Rdlr.

Medens Fattigskatten steg, gik det stadig nedad med Fattigvæsenets særlige Indtægter. Øverst paa Listen over dem stod fra gammel Tid »Det kongelige Herskabs Gave«; denne opføres i 1840 med 5556 Rdlr., i 1850 med 2560, i 1852 med 2110, i 1853 med 1960, hvilken Størrelse den

__________

1) Tallene anførte efter de aarlige trykte Oversigter.


323

beholdt, indtil den ganske bortfaldt ved Resolution af 11. April 1856. En anden Indtægtspost var en Komedie og en Koncert en Gang om Aaret til Fordel for de fattige; denne bortfaldt i 1849, imod at Staten betalte 1000 Rdlr. aarlig til Fattigvæsenet. Dette og andre Bidrag af forskellige Statsinstitutioner bortfaldt helt i 1869 ved Kontrakten om Kommunens Overtagelse af Fæstningsterrænet. Statens Fritagelse for disse aarlige Afgifter var en Del af den Købesum, som blev betalt af Kommunen herfor.

Fattigvæsenet styredes af en Direktion paa fem Medlemmer, de tre udnævnte af Kongen, de to efter 1840 valgte af Kommunalbestyrelsen. Hertil kom siden to ulønnede Borgerrepræsentanter. Til sin Hjælp havde Direktionen 64 ulønnede Fattigforstandere, der valgtes blandt de næringsdrivende Borgere, og som hver i sit Distrikt skulde skaffe Oplysninger om de fattige, føre Tilsyn med dem og uddele Almisser imellem dem. Men dette gammeldags System, der ogsaa var udsprunget af en god Hensigt i 1799, havde efterhaanden helt tabt sin Betydning og var nu kun til Plage for begge Parter.

Fattigvæsenets Administration var ingenlunde uangribelig. Det opdagedes i 1851, at der siden 1840 intet Regnskab for Fattigvæsenet var afgivet til Revision, saa der manglede Decision paa tolv Aars Regnskaber. Der blev nu antaget Ekstramandskab til at revidere, men i 1852 var man kun naaet igennem de to Aargange 1839 og 1840. Efterhaanden som Revisionen skred frem, opdagedes store Misligheder ved Fattigvæsenets Brødbagning. En Bagermester Sørensen bagte alt det Brød, der brugtes paa Almindelig Hospital, Opfostringshuset, Holmens Arbejdshus og Ladegaarden. Dejgen hertil leveredes fra Fattigvæsenets Ælteri i Holmens Arbejdshus. Men der førtes ingen som helst Kontrol hermed: Bageren kunde rekvirere saa megen Dejg, han vilde, og bage lidt eller


324

meget deraf. Sørensen faldt da ogsaa for Fristelsen og blev dømt for Bedrageri ved Bagningen 1).

Den stærkeste Vilje i Fattigvæsenets Direktion i disse Aar var utvivlsomt Kaptajn Herforth, der indtraadte som lønnet Direktør i 1843 efter tidligere at have haft Sæde i Direktionen som ulønnet Repræsentant. Hans Dygtighed som Administrator var hævet over Tvivl, men han var en fuldblods Repræsentant for Fattigvæsenets gammeldags Barskhed og en Modstander af alt nyt. Han maatte derfor ogsaa i sin lange Embedstid døje mange Angreb i den liberale Presse, og da han havde den særlige Ledelse af Almindelig Hospital, kunde han jo ikke frikendes for Ansvar for de Tilstande derinde, som efterhaanden kom til Offentlighedens Kundskab.


Til Optagelse af Fattiglemmer, der ikke kunde anbringes paa anden Maade, raadede Fattigdirektionen over følgende Stiftelser: Almindelig Hospitals Lemmeafdeling, Ladegaarden, de fem Arbejdshuse: Frue, Nikolaj, Holmens, Trinitatis og Frelserens, samt seks Fattigskoler.

Paa Almindelig Hospital optoges de aldeles affældige eller kun lidet arbejdsføre Fattiglemmer, der her fik saa godt som fuldstændig Forplejning. De af dem, som kunde arbejde en Smule, blev beskæftigede i Hospitalet ved Snedker- og Tømrerarbejde, ved at spinde, sy og lappe eller som Vaagekoner og Gangkoner paa Hospitalets Sygestuer. Hver Søndag og Torsdag havde Lemmerne Udgangstilladelse, og de gik da i Reglen rundt i Byen og tiggede. Deres Antal var i 1840: 1030, i 1847: 1233. Foruden disse henlaa paa Hospitalets Sygeafdeling i Reglen ca. 400 Patienter. Trods gentagne Udvidelser ved Køb af tilstødende Ejendomme var Hospitalet langt fra rummeligt nok til denne store Befolkning, og Lemmer og Pa-

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1855 S. 202, 357.


325

tienter var sammenstuvede her under Forhold, som først Koleraepidemien mægtede at gøre en Ende paa.

I 1852 skrev Dr. med. L. I. Brandes i Berlingske Tidende en Række Artikler om Københavns Hospitalsforhold i den særlige Hensigt at virke for Oprettelsen af et Sygehjem. Gennem disse Artikler, der senere blev udgivne som et særligt Skrift, fik Offentligheden for første Gang et Indblik i Forholdene paa Almindelig Hospital:


»Paa den ringe Plads, som Lemmestiftelsen indtager, hvis Gaardsrum ikke er større end en god stor Købmandsgaard i en Provinsby, lever en Befolkning af mer end 1200 Mennesker af alle Aldre, lige fra smaa Børn til firsindstyveaarige Gamle, og dette Sted har derfor vistnok Æren af at være en af de mest menneskeopfyldte Pletter paa vor Jord.

Følgen af denne Sammenhobning er, at næsten alle Stuer ere overfyldte med Senge, der paa mange Steder staa saa tæt sammen, at man næppe kan komme ind imellem dem, endsige at der skulde være Plads til et lille Bord ved hver Seng. Derfor gemmes i Reglen Smør, Sukker, Kød og alle Slags Rariteter i selve Sengen nede ved Fødderne, og kun de, der have en større Sans for Orden, sørge for at faa et Bræt opslaaet over Fodstykket eller et lille Skab indrettet der. Stundom lykkes det en enkelt at faa en Kommode eller Dragkiste ind med i Stuen; sædvanligen hensættes de paa Lofterne eller Gangene; thi da de fleste Lemmer berede sig til at forblive Resten af deres Liv i Stiftelsen, føre de deres Bohave med ind, og naar der i en Stue paa 4-5 Fag skal staa nogle og tredive Senge, kan der naturligvis ikke være Plads til alt det, mange gamle Mennesker føre ind med sig. En saadan Skilsmisse fra en gammel Kommode eller Skab, som man har haft sit hele Liv, og hvor man er vant til at gemme sine Sager i, hører til de første Sorger, der møder det ny indtrædende Lem; Sagerne maa udpakkes og lægges ved andre Folks Tøj, der maaske ikke er saa ganske propert. Er det meget gamle Folk, har man ofte Medlidenhed med dem, og de faa da Tilladelse til at lade et eller andet Møbel staa paa Gangene, navnligen i Ny-Bygningen. Dette har imidlertid haft til Følge, at saa godt som ingen frisk Luft fra de tætpakkede Gange kan naa ind i Stuerne, der nok kunde trænge dertil; thi da den samme Stue tjener som Soveværelse og Spisestue og desuden er Opholds-


326

stedet Dagen over for dem af Stuens Beboere, der ikke arbejde i Hospitalet, og der iblandt disse altid er een eller flere, der er bestandig sengeliggende, saa er der i Reglen ikke den bedste Luft paa en saadan Stue, og hvem der ikke er vant til den, vil den vistnok ofte forekomme kvælende. Vil nu en saadan Nykommen, der har bevaret den naturlige Trang til frisk Luft, aabne et Vindue, saa skænder En, og fordrer det lukket, fordi hun har Gigt i Hovedet, en anden, fordi hun har Hoste, og der er ikke andet at gøre end at se at vænne sig til at leve i kvalm Luft .... Vil man have en Forestilling om de Pinsler, et saadant Samliv kan berede en ulykkelig Syg, saa gaa man op paa Lemmestuerne en Torsdag eller Søndag Aften, naar det er blevet mørkt, og de Syge ere faldne til Ro. Op ad Trapperne kommer ravende snart en, snart flere af Lemmerne, der er blevne forsinkede ude. Det er nogle af dem, som have været omkring i Byen og tigget, og som nu komme berusede hjem. Det varer sjældent længe, førend en saadan faar yppet Klammeri. Skænderiet er først et simpelt Mundhuggeri mellem to, om at have stødt til en Seng, rykket en Stol o. s. v.; saa lægger en tredie sig derimellem for at skaffe Ro, og nu skændes tre i Stedet for to. »Jeg fornærmer ingen, naar man blot lader mig gaa i Ro,« raaber bestandig den Drukne, og Skænderiet og Tummelen bliver hæftigere, alt eftersom flere og flere blande sig i Striden. Forgæves opfordrer Stuekonen dem til at være rolige, at tænke paa, at der ligger mange, der ere syge og daarlige; »det kommer ikke mig ved,« skraaler den Drukne, »jeg la'er mig ikke fornærme, jeg fornærmer ingen og la'er mig ikke vise tilrette af saadan En«, og derpaa følger en Strøm af Skældsord, der besvares af lige saa kraftige, og nu er vakt en Kamp, hvis Varighed og Udfald kan være meget forskellig. Støjen har imidlertid vækket en af de Syge, der lide af Krampetilfælde, og hvoraf der altid findes ikke faa paa Lemmeafdelingen; hun vaagner op i Forskrækkelse, faar Krampe, og Huset genlyder og vil maaske genlyde hele Natten af hendes gennemtrængende Skrig. Og rundt omkring vaagne nu de Syge, én efter den anden: de Kræftsyge, hvem Sovedraaber havde bragt i en smertefri Tilstand, og som nu vaagne op til alle Sygdommens Lidelser, de Brystsyge, hvem Hosten nu i Timer vil holde vaagen, og Patienterne med Hjertesygdomme, der fare op i Angst og som længe ville ligge og pines af Hjertebanken og Kortaandethed; og medens de Drukne støje, og Krampepatienten hviner, vil i den lange søvnløse


327

Nat Erindringen om et Hjem, om Omgivelser med menneskelige Følelser træde frem for disse Ulykkelige, og dobbelt tungt ville de føle det uhyggelige ved et Liv i Lemmestiftelsen.« 1)


Paa Almindelig Hospital fandtes Fattigvæsenets Apotek eller Dispensationsanstalt, fra hvilken de fattige hele Byen over, selv ude fra Forstæderne, skulde hente deres Medicin. Som alt andet paa Almindelig Hospital var denne Dispensationsanstalt i den elendigste Tilstand, og i 1847 erklærede Overlægerne, at nu kunde den overhovedet ikke bruges længer: Der manglede Apparater, Arbejdskraft, Plads og Renlighed. Alligevel var den i Brug endnu fire Aar efter, men i 1851 blev den endelig nedlagt, mest maaske paa Grund af Tidens stadige Uvilje imod, at det offentlige konkurrerede med det private Erhverv. Byens Apotekere tilbød at levere Fattigvæsenet Medicin til halv Pris, og saa blev endda denne Ordning 2000 Rdlr. dyrere for Fattigvæsenet end den gamle 2).

De til Dels arbejdsføre Fattiglemmer blev indlagte i Arbejdshusene, af hvilke der oprindelig var et for hvert Sogn. Allerede tidligere var dog Helliggejstes og Garnisons Arbejdshuse bleven af skaffede, og i 1840 nedlagdes Trinitatis Arbejdshus. De mandlige Lemmer samledes derefter i Holmens Arbejdshus (et Baghus til Opfostringshuset, ud mod Bredgade), de kvindelige i Frue og Nikolaj Arbejdshuse. I Frelserens Arbejdshus fandtes baade Mænd og Kvinder, og her var desuden en Optagelsesafdeling for husvilde og i nogle Aar et Hospital for Fnatpatienter under Fattigvæsenet. I Arbejdshusene fandtes i 1840 tilsammen 624 Lemmer. De gamle Mennesker havde det ikke godt i disse Stiftelser. En Komité udtalte saaledes i 1840, at de Sengklæder, Fattigvæsenet leverede dem,

__________

1) L. I. Brandes: Om den offentlige Understøttelse for Syge i Kbhvn. (Særtr. af Berl. Tid.). 1852.

2) Dep. Tid. 1851 S. 348.


328

var »af saa ringe Kvalitet og saa lidet Omfang, at man vanskeligen kan tænke sig, hvorledes disse gamle Mennesker paa et Loftskammer kunne vedligeholde den fornødne Livsvarme i de strenge Vinternætter« 1).

De fuldt arbejdsføre Fattiglemmer, herunder Betlere, Løsgængere og Forbrydere, der efter udstaaet Straf stod uden Erhverv, var samlede paa Ladegaarden, hvor de beskæftigedes med Ulden- og Linnedmanufakturer eller med Havedyrkning og Stenslagning. Det var en urolig Befolkning. I 1839 stak Lemmerne Ild paa Bygningen, hvorved den store Fløj ud mod Ladegaardsaaen nedbrændte. Den blev dog hurtig opbygget igen og indrettet saaledes, som den endnu staar, med tre Stokværk og en Tagetage. Den høje Midterbygning, hvor Kapellet indrettedes, blev dog først færdig i 1850. Anden Juledag 1843 udbrød atter et »Oprør« paa Ladegaarden, der først dæmpedes, da Militæret var skredet ind. Disse gentagne Ekscesser, som gav Anledning til mange Retssager, bevirkede, at Ladegaarden, der jo laa paa Frederiksbergs Grund, i 1844 blev underlagt Københavns Jurisdiktion. Amtet kunde ikke være tjent med at betale Udgifterne ved disse Retssager, da det jo aldrig fik nogen Erstatning derfor hos Lemmerne. Ladegaardslemmernes Antal var i Slutningen af Fyrrerne 6-700, - i Virkeligheden en Del flere, end Anstalten var beregnet paa at rumme. Til Optagelse af husvilde byggedes 1858-59 en Fattiggaard ved Siden af Ladegaarden. De husvilde var tidligere bleven indlagte i Eksercerhuset paa Kristianshavn og i Frelserens Arbejdshus, senere paa Vartovs Loft; men da Vartov i 1858 blev adskilt fra Fattigvæsenet, ophørte denne Brug af Bygningen.

Endnu ejede Fattigvæsenet de saakaldte »smaa Huse« paa Toldbodpladsen, som forhen er omtalte. De blev nedrevne i 1869.

__________

1) Beretning om det kjøbenhavnske Fattigvæsens Stiftelser, 1840 S. 17.


329

I fjernere Forbindelse med Fattigvæsenet stod Vartov Hospital, Opfostringshuset, Abel Cathrines Hospital og Kristians Plejehus, hvilke Stiftelser helt eller delvis bestod ved egne Midler. Kristians Plejehus blev nedlagt i 1845. Lemmerne overførtes til Almindelig Hospital, og Bygningen, der laa ved Fodgardens Kaserne, blev mod en aarlig Godtgørelse af 250 Rdlr. anvendt til Udvidelse af Kasernen. - De tre andre Stiftelser blev i 1858 udskilte fra Fattigvæsenet og underlagte Magistratens Første Afdeling. Vartov var i 1855 bleven underkastet en haardt tiltrængt Ombygning. Før den Tid var den store Stiftelse meget gammeldags indrettet, med Stengulve i Beboelsesværelserne, store Standsenge med Omhæng, Sovesale til over 100 Personer, ingen Opvarmning undtagen i den store fælles Spindestue. Nu blev der lagt Bræddegulv, Værelserne blev opvarmede og oplyste, de store Sale deltes i mindre Værelser, og Spindestuen bortfaldt helt, da Lemmerne nu kunde arbejde hver hos sig 1).


Over for de syge som over for de fattige var Viljen utvivlsomt god, men Midlerne, man raadede over, kun ringe. Frederiks Hospital var overfyldt; paa den medicinske Afdeling, som oprindelig var beregnet til 150 Patienter, laa i 1845 mindst 220. De, som ikke kunde faa Plads her, var henviste til Sygeafdelingen paa Almindelig Hospital, der tillige skulde modtage alle dem, der var »beladte med veneriske Sygdomme, Børnekopper, Skab, Spedalskhed, Galenskab eller nogen Slags inkurabel Sygdom«, hvilke efter Fundatsen ikke maatte modtages paa Frederiks Hospital. Skønt Forholdene paa Almindelig Hospitals Sygestuer nok var noget bedre end i Lemmeafdelingen, led Patienterne dog ogsaa her under den samme Pladsmangel og deraf følgende Sammenstuvning. Ogsaa

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1855 S. 102. - Reskr. 1. Okt. 1855.


330

Kommunens Sindssygeanstalt paa Bidstrup Gaard var overfyldt med Patienter. Ligesom Almindelig Hospital stod denne Anstalt under Fattigvæsenets Bestyrelse, og Adskillelsen mellem de to kommunale Sygehuse var ikke stærkt gennemført. Der kunde endnu findes sindssyge paa Almindelig Hospital, ligesom Sindssygeanstalten tillige var Lemmestiftelse. Men 1851 blev det vedtaget at opføre et nyt Kurhus ved Bidstrup Gaard og at fjerne alle ikke-afsindige derfra. Samtidig med, at det nye Kurhus toges i Brug i 1860, gik Sindssygeanstaltens Bestyrelse over fra Fattigvæsenet til Magistratens Anden Afdeling.

For Fødsels- og Plejestiftelsen i Amaliegade, der støttedes af Kommunen med et aarligt Tilskud af 5000 Rdlr., var disse Aar en særlig vanskelig Tid. I Slutningen af Trediverne blev Stiftelsen hjemsøgt af en Barselfeber-Epidemi, der naaede sit Højdepunkt i November og December Maaned 1839, da omtrent Halvdelen af de fødende døde. I et haardt Angreb paa den hele Stiftelse skrev Dr. Kayser: »Epidemier med en Dødelighed af 46 Procent af alle Fødende, sunde Mennesker i Livets bedste Alder, som i en Maaned steg til over 56 Procent, overgaar alt, hvad Fødselsstiftelser have at opvise af forfærdeligt. Ja, jeg skulde endog betvivle, at Medicinens Aarbøger kunne opvise Eksempler paa Epidemier af Pest, gul Feber, ondartet Tyfus, som have bortrevet Halvdelen af den sunde Befolkning, blandt hvilken de have raset.« 1) Til sidst maatte man da gribe til den Udvej helt at lukke Stiftelsen. Den flyttedes i Januar 1840 hen til et midlertidigt Lokale i Stormgade; men nogle Maaneder efter mente man dog atter at kunne tage de gamle Lokaler i Brug. Det var imidlertid for tidligt. Barselfeberen tog fat paa ny, og i 1844 maatte man for anden Gang lukke Stiftelsen. Denne

__________

1) E. Ingerslev: Fødselsstiftelsen i Amaliegade. (Særtryk af Tidsskrift for Jordemødre). Kbhvn. 1911.


331

Gang stod den tom lige til 1849. Direktionen købte af »Det forenede borgerlige Selskab« den saakaldte Bügelske Gaard ved Frederiksholms Kanal og indrettede den til Fødselsstiftelse uden dog derved at være undflyet den frygtede Fjende. Dr. Kayser gjorde sig til Talsmand for den Anskuelse, at den gamle Stiftelse i Amaliegade aldrig burde aabnes igen. Han paaviste, hvorledes der paa Stiftelsen manglede Plads og Ventilation, foruden at den opfyldte Jordbund, hvorpaa Stiftelsen var bygget, var den slettest mulige. Accouchøren Professor Levy kom efter en Studierejse i Udlandet til samme Resultat; men Stiftelsens Direktion fastholdt den oprindelige Plan: at Ejendommen i Amaliegade skulde ombygges og derefter tages i Brug igen. Den aabnedes da paa ny i 1849 med bedre Pladsforhold og Eneværelser for alle Patienterne. Forventningerne om at have faaet Bugt med Barselfeberen slog dog atter denne Gang fejl. Sygdommen begyndte paa ny et Par Maaneder efter Genaabningen, om end ikke med samme Voldsomhed som tidligere, og først en senere Eftertid lærte med Held at tage Kampen op mod denne frygtelige Fjende.

Hvad der i disse Aar - før Kommunehospitalets Opførelse i 1863 - blev gjort for de syge, skete for øvrigt væsentlig ad privat Vej. Det eneste nye Hospital, Byen i disse Aar erhvervede sig, var Børnehospitalet i Rigensgade, der aabnedes 1850. Det var grundlagt ved frivillige Sammenskud efter Opfordring af Professor Drejer. En Aandssvageanstalt blev grundlagt 1854 af Dr. Hübertz; den købte i 1855 Gamle Bakkehus i Rahbeks Allé, hvor Anstalten endnu findes. Omsorgen for de blinde var væsentlig overladt til Velgørenhedsselskabet »Kæden«, der med et ringe Tilskud af Staten opretholdt et Blindeinstitut i sin Gaard paa Hjørnet af Tugthusporten og Store Helliggejststræde, nu tilhørende Københavns Sparekasse. I dette Institut, som dengang var Landets eneste, kunde


332

dog kun optages 24 Elever. Det nuværende Blindeinstitut paa Citadelsvejen blev opført i 1857 ved Siden af Døvstummeinstituttet, der allerede tidligere havde faaet sin egen Bygning der.

Dr. Brandes' Artikler i 1852 om de syges beklagelsesværdige Kaar, særlig paa Almindelig Hospital, gav Anledning til Oprettelsen af Københavns Sygehjem. Ved Hovedstadens frivillige Gaver blev de fornødne Pengemidler skaffede til Veje, og i 1856 købte Komiteen Gaarden Rolighed paa Frederiksberg foruden et Areal af Landbohøjskolens Grund. Grundstenen til Bygningen blev lagt i 1857, og to Aar efter aabnedes det nye Hjem for 100 Patienter, lidende af langvarige eller helt uhelbredelige Sygdomme.

__________

Begravelsesvæsen.

Naar en københavnsk Borger i Fyrrerne omsider havde slidt sig Livet igennem, og der kun stod tilbage at komme i Jorden, var det, som om alle Tidens Besværligheder havde sat hinanden Stævne til et sidste fælles Møde paa Begravelsesdagen. Gamle Skikke, som man ikke turde bryde, forældede Lovbud, som man fremdeles var afhængig af, Mangel paa Samfundsforanstaltninger til den enkeltes Hjælp, Optrækkeri og Prelleri overalt, - saaledes forløb dengang en københavnsk Begravelse.

Grundlaget for Begravelsesvæsenets Ordning var Regensens Ligbærerprivilegium og Bedemandsinstitutionen, - begge saare gamle og grundfæstede, begge uundgaaelige med deres Krav paa Betaling, forinden et Menneske kunde stedes til Jorden. Regensprivilegiet stammede fra


333

Pesten 1711; til Belønning for deres Redebonhed til at bortbære Lig i denne farlige Tid, da de sædvanlige Ligbærere svigtede, fik Studenterne først Ret til at bortbære de Lig, hvortil deres Assistance blev begæret, derefter i 1714 Eneret som Ligbærere for Gejstligheden og Borgerskabet i København. Samtidig overførtes denne Ret fra Studenterne i Almindelighed til dem, der boede paa Regensen. Indtil 1792 virkede Regensianerne personligt som Ligbærere; derefter lejede de faste Ligbærere til at udføre Arbejdet; men den anordnede Betaling indflød fremdeles i Kommunitetets Kasse og var saa rigelig, at hver af Regensens 100 Alumner af disse Penge oppebar 20 Rdlr. aarlig, at der yderligere kunde uddeles Gratialer til andre studerende, og at der endda indtil 1838 var opsamlet en Kapital paa omtrent 110,000 Rdlr. Fritagne for denne Afgift til Studenterne var kun de Fattigfolk, der kunde faa Ligbæring udført af Naboer og Venner uden Betaling. Laugene havde Ret til selv at bortbære deres Lig, men for denne Tilladelse maatte de betale de saakaldte »Studenterpenge«, der i Fyrrerne udgjorde ca. 200 Rdlr. aarlig, til Kommunitetet. De betydelige Summer, som Privilegiet indbragte ud over det, som Arbejdet kostede, var i Virkeligheden en Skat paa Lig, som i København maatte betales til Studiernes og Videnskabens Fremme.

Lige saa lidt som man altsaa kunde slippe for at betale til Studenterne, lige saa umuligt var det at komme uden om Bedemændene. Da disse først dukker op i det 17. Aarhundrede, er det en frivillig Sag, om Folk vil benytte deres Tjeneste, og de har ingen anden Opgave end at gaa rundt og indbyde Ligfølget. Men efterhaanden var de bleven autoriserede, magistratsansatte Bestillingsmænd, hvis Tjeneste man var forpligtet til at benytte; og deres Virksomhed var bleven udvidet til at omfatte alt, hvad der henhørte under Begravelsesvæsenet. Samtidig var de


334

stegne meget i Værdighed; naar de var ude i Embedsmedfør, gik de aldrig til Fods, men kørte i Karet med Tjener bag, og skrev naturligvis dette som saa meget andet overflødigt paa Sørgehusets Regning.

Deres Indtægter øgedes derved, at de raadede over Ligvognene. Stadens Sognekirker havde Ret til at holde Ligvogne og tage Betaling for disses Afbenyttelse; men kun Holmens Kirke havde bevaret denne Ret, de øvrige havde bortforpagtet den til Bedemændene. Disse ejede altsaa Ligvognene, som de havde staaende i et hæsligt Skur ved Garnisons Kirke 1), og ligeledes ejede de i Fællesskab alt det øvrige Inventar, der hørte med til en Begravelse: Ligklæder, Skammelklæder, Marskalstave o. s. v. Der var seks forskellige Ligvogne til forskellig Takst fra 1 til 20 Rdlr., og efter disse Takster rettede sig tillige alle de andre Udgifter ved Begravelsen: for Ligbæring, for Jord paa Kirkegaarden, Afgift til Metropolitanskolen, Leje af Hestene for Ligvognen, af Vogne til Følget, Skammelpenge, Honorarerne til Præsten og Bedemanden o. s. v. Ordningen var, set fra et Forretningssynspunkt, praktisk og let: saa snart man opgav til Bedemanden, hvilken Ligvogn man ønskede at benytte, ordnede alt det øvrige sig af sig selv. Men det var Optrækkeri fra først til sidst. Under 100 Rdlr. - og det var mange Penge paa den Tid - slap man i Reglen ikke fra en Begravelse; thi naar man ikke vilde lade sine afdøde begrave paa en ligefrem stødende og uskøn Maade, kunde man ikke gaa længere ned end til at benytte Ligvognen til 5 Rdlr.

For at vise, hvorledes Udgifterne fordelte sig, skal meddeles et Par Bedemandsregninger fra jævnt anstændige Begravelser 2):

__________

1) Se foran S. 58-59.

2) Efter Fædrelandet for 22. April 1836.


335

10 Rdlr. Ligvogn.

Graven at grave - 1 Rd. 4 Mk. 5 Sk. (forøget Dybde 2 Rd.) ..................... 3 Rd. 4 Mk. 5 Sk.
Ligskamler .............................. » - 4 - 6 -
Skolens Rettighed ....................... 5 - 1 - 14 -
Ligvogn, Hesteleje og Kusk .............. 12 - 2 - 11 -
2 Tjenere derved ........................ 3 - 2 - » -
8 Ligbærere ............................. 24 - 4 - 8 -
3 Vogne til disse......................... 5 - » - » -
Deres Kuske ............................. 2 - » - » -
Douceur til Ligbærerne.................. 5 - » - » -
Invitationsvogn og Kusk (for Bedemanden) 4 - » - » -
1 Tjener ved denne...................... 1 - 4 - » -
8 Vogne til Følget........................ 13 - 2 - » -
8 Tjenere ved disse...................... 13 - 2 - » -
Bedemandens Vogn og Kusk (ved Ligfølget) 3 - » - » -
1 Tjener derved ......................... 1 - 4 - » -
Bedste Ligklæde og 2 Skammelklæder ... 12 - » - » -
Bærepenge for disse ..................... » - 4 - » -
Præsten.................................. 10 - » - » -
Klokkeren ............................... 4 - » - » -
Assistensgraverne ........................ 4 - » - » -
Graverkarlen ............................ 1 - 2 - » -
Politi .................................... 5 - » - » -
Til Bedemanden efter Behag............. 13 - » - » -
____________________
149 - 1 - 12 -
Hvis den Afdøde ikke havde ejet et købt Gravsted, skulde man have erlagt for Jorden................................. 6 - » - » -
____________________
155 - 1 - 12 -

5 Rdlr. Ligvogn.

Jorden................................... 4 Rd. 2 Mk. 4 Sk.
Graven at grave.......................... 1 - 4 - 15 -
Ligskamler .............................. » - 4 - 6 -
Frue Skoles Rettighed ................... » - 4 - 6 -
Præsten.................................. 6 - » - » -
Klokkeren ............................... 1 - 3 - » -
Assistensgraveren ........................ 2 - » - » -
Graverkarlen ............................ » - 3 - » -
____________________
Overføres 17 - 3 - 15 -

336

Overført 17 Rd. 3 Mk. 15 Sk.
Ligvognen ............................... 5 - 4 - 14 -
Kusken ved samme....................... » - 4 - » -
Ligklædet................................ 3 - » - » -
Skammelklædet og Buddet............... 1 - 2 - » -
6 Ligbærere.............................. 9 - 5 - 1 -
Douceur til dito ......................... 2 - » - » -
2 Vogne til dito og Kuskene ............. 2 - 3 - » -
3 Vogne til Følget å 5 Mk................ 2 - 3 - » -
1 Vogn til Bedemanden og Kusk......... 1 - 2 - » -
2 Tjenere til Ligvognen .................. 2 - » - » -
Gravskødet at paategne .................. 1 - » - » -
Bedemanden i Salær efter Behag ..... 8 - 2 - 2 -
____________________
58 - » - » -

»Naar man nu hertil regner de Omkostninger, som maa gøres til Kiste, Ligklæder og mange andre Udgifter, som en Begravelse medfører, saa vil hin første Summa næppe blive under 200 Rbd. og den sidste ikke under 100«.


Man vil af disse Regninger faa et Indblik i, hvorledes Sørgehuset blev plaget med Prellerier; der er næsten dobbelt Betaling overalt: Betaling for Graven at grave og desforuden Dusører til Gravere og Graverkarl; Leje af Skammelklæder og Betaling for at bære dem; Betaling til Ligbærerne og Dusører til dem o. s. v. Og endda er ikke alle de medtaget, der ønskede Drikkepenge. Forventning herom næredes af alle de talrige Kuske og Tjenere, ikke mindst af den Tjener, som Bedemanden altid førte med sig paa Begravelsesdagen for i Huset at byde Forfriskninger om, selv om Familien godt kunde besørge dette selv og ikke havde ønsket hans Nærværelse. Pedellen, der modtog Afgiften til Frue Skole, ønskede gerne en Dusør under Navn af »Skriverpenge«, og Ligbærerne forventede sig udbetalt »Handskepenge«, hvis de skulde møde med Handsker paa.

Paa Regningerne findes ogsaa opført en Afgift til Metropolitanskolen; denne betaltes af de fire dyreste Lig-


337

vogne, derimod ikke af de to simpleste, og varierede fra 4 Mark til 10 Rdlr. 3 Mark. I alt indbragte denne Afgift Skolen ca. 1000 Rdlr. om Aaret. I sin Oprindelse er den antagelig et Vederlag for den Sang, som Skoledisciplene i ældre Tid udførte ved Begravelser; men nu var Sangen ved Begravelserne ophørt, medens Betalingen for den fremdeles blev erlagt. - Ved Begravelser paa Kirkegaardene inde i Byen betaltes en særlig Afgift til Frue Kirke; den varierede fra 5 til 20 Rdlr.

Det hed sig i Almindelighed, at Præsten og Bedemanden skulde have lige meget ved en Begravelse; men de meddelte Regninger viser, at Bedemanden fik mest. Ved Udleje af Ligvognene med Tilbehør har Bedemændene rimeligvis haft en god Fortjeneste, og desuden ligger det lige for, at de ogsaa modtog Dusører fra de Vognmænd, hos hvem de gjorde deres store Bestillinger paa Heste og Vogne. Dette siges rent ud i følgende Avertissement, der staar i »Adressekontorets Efterretninger« for d. 25. November 1846:


»Saa mange smukke Karether, som udfordres til Ligfølge, kunne erholdes hos Undertegnede. Det bemærkes, at den Godtgørelse, de Herrer Bedemænd erholde, nemlig 1 Rbd. paa Invitationsvognen og 1 Mk. paa hver af de øvrige Karether, betale vi til enhver, der bestiller Karether hos os til Ligfølge.

R. Jørgensen,
Vognmand
Kongens Nytorv Nr. 1
(Hotel du Nord).

      

S. Soelberg,
Hyrekusk
Lille Strandstræde 68.

Bedemændenes Antal var otte. Der var fem Stadsbedemænd, som havde hver sit Distrikt i Byen; de tre andre var Hoffets, Universitetets og Admiralitetets Bedemænd. Denne Deling efter to forskellige Hensyn kunde give Anledning til Sammenstød, og saa stredes Bedemændene om Ligene. Da Universitetsbogtrykker Schultz var


338

død i 1849, besørgede Universitetets Bedemand, Pedel Møller, Begravelsen. Straks protesterede da Bedemanden i Strand Kvarter, hvor Bogtrykkeren havde boet 1).

Hvad der gjorde Begravelserne endnu mere byrdefulde i hin Tid, var Manglen paa Ligkapeller. Jordfæstelsen foregik saa godt som altid fra Hjemmet, hvor Følget samledes om Kisten i de smaa Stuer, for saa til Fods eller i Bedemandens Vogne at begive sig samlede til Kirkegaarden. Besværlighederne herved blev stedse større, efterhaanden som Bebyggelsen blev tættere, Husene højere og mere overfyldte, Trapperne snævrere og Vejen til Kirkegaarden længere. De allerfattigste, for hvem det var umuligt at have et Lig i Lejligheden, kunde faa deres døde henbragte til Almindelig Hospital, og andre kunde mod Betaling benytte Frederiks Hospitals Ligstue; men denne Adgang benyttedes meget lidt, Paa Assistens Kirkegaard fandtes et lidet Begravelseskapel, men der høres aldrig noget om, at det blev benyttet.

Under disse Forhold er det rimeligt, at Begravelsen fremskyndedes saa meget som muligt, og derfor var den Frygt for skindødes Begravelse, som saa jævnlig kommer til Orde i hin Tid, maaske ikke saa urimelig, som det synes os nu. I hvert Fald var Frygten til Stede, og Bestemmelsen i 1829 om, at ingen maatte begraves, før Lægeattest om Dødens Indtrædelse var udstedt, havde ikke fjernet den. Da der i 1841 fremkom en Plan om Indrettelse af et Begravelseskapel inde i Byen, var det derfor lige saa meget Sikringsforanstaltninger mod skindødes Begravelse som en bedre og lettere Ordning af den kirkelige Handling, der blev lagt Vægt paa.

Det var Hofbedemand Schou, som først fremkom med et saadant Forslag. Han vilde anlægge en stor Centralbegravelsesanstalt med alle tænkelige Apparater til

__________

1) 1. Sekr. 1849 Nr. 1348.


339

Redning af skindøde, med et rigeligt Antal Stuer til Kisternes Hensættelse, med Lokaler, hvor Følget kunde samles, og med en stor Forsamlingssal, hvor Højtideligheden og Jordpaakastelsen kunde foregaa; saaledes kunde Følget fritages for den besværlige Tur ud til Kirkegaarden. Endvidere skulde alle Bedemændene her have et fælles Kontor. Schou havde udset sig den Plads, hvor Holmens Kirke havde sit Ligvognsskur, og ved kongelig Resolution af 21. December 1842 fik han Pladsen overladt og Tilladelse til at indrette sin Begravelsesanstalt med 20 Aars Eneret 1).

Professor Hetsch udarbejdede Tegningerne til det ret storstilede Anlæg, og de vakte en Del Interesse, da de blev udstillede paa Kunstudstillingen i 1847. Alligevel kom der intet ud af Sagen. Først trak det i Langdrag, fordi Schou ikke, som han havde forpligtet sig til, kunde skaffe en anden Plads til Holmens Kirkes Ligvogne. Han fik da overladt den Plads, hvor Gammelholms Vagthus stod - ved Indgangen til Holmen -, og kunde derefter udstede Indbydelse til Tegning af Aktier i Foretagendet. Men de andre Bedemænd modarbejdede ham, da de frygtede for Skaar i deres Næring, og Konkurrenter meldte sig, saa snart Foretagendet syntes at slaa an. Samtidig med Schou udsendte et Par andre Mænd Indbydelse til Aktietegning i et Ligkapel, der skulde give Aktionærerne 14 Procent i Udbytte. Formodentlig er Pengene ikke bleven tegnede til noget af Projekterne; thi efter 1847 høres ikke mere om Sagen.

De, der klagede mest over den bestaaende Ordning, var mærkelig nok dem, der tilsyneladende var mest begunstigede, nemlig Laugene. Disse havde jo Ret til selv at bortbære Ligene; men naar de benyttede sig af denne Ret, maatte de ogsaa bære Kisten den hele Vej; thi

__________

1) Koll. Tid. 1843 S. 91.


340

nogen Ligvogn kunde de ikke faa uden ved Henvendelse til Bedemændene. Dette føltes som en stor Byrde for Haandværkssvendene, og gentagne Gange klagede Oldgesellerne til Magistraten over den for dem saa trykkende Ordning.

Det var jo en lang Vej at bære Kisten inde fra Byen og ud til Assistens Kirkegaard paa Nørrebro eller til Frijordskirkegaarden paa Amager, og ved hver Begravelse maatte derfor et betydeligt Antal Svende tilsiges. Det betød en Dagløn spildt for hver af dem og, især om Vinteren, en kold og anstrengende Tur. Uviljen mod disse »Ligture« var derfor stor blandt Svendene, og uagtet der var fastsat Mulkt for at udeblive efter Tilsigelse, var det meget vanskeligt at bringe det fornødne Antal til Veje. Oldgesellerne anholdt derfor om Tilladelse til at anskaffe Ligvogne for Laugenes Regning og til Laugenes eget Brug; men selv et saa beskedent Ønske kunde ikke opfyldes 1).

Imidlertid arbejdedes der ogsaa fra anden Side paa at skaffe en bedre Ordning af disse Forhold. Det teologiske Fakultet havde, vistnok meget mod sin Vilje, givet Stødet til Forhandlingerne herom ved i 1838 at indgive til Universitetsdirektionen en Fremstilling af den hele Sag, især sigtende til en større Betryggelse og bedre Haandhævelse af Regensens Ligbærerprivilegium. I 1840 naaede det saaledes rejste Spørgsmaal til Behandling i Borgerrepræsentationen og blev her grebet an med en ganske usædvanlig Radikalisme. Borgerrepræsentanterne forlangte Regensprivilegiet, Forpligtelsen til at benytte Bedemænd og Afgiften til Metropolitanskolen ganske afskaffede. Et kommunalt Begravelseskontor skulde oprettes, alle Gebyrer og Honorarer til lønnede Bestillingsmænd bortfalde og de nødvendige Afgifter overalt ned-

__________

1) Skrivelse 11. Sept. 1854 fra Oldgesellforeningen til Magistraten. Ved Begravelsessagen 1. Afd. 1871 Nr. 1161.


341

sættes. Kun Afgiften til Frue Kirke for Begravelser inde i Byen ønskedes bibeholdt for derigennem saa vidt muligt at hindre saadanne Begravelser. Der skulde kun være to Slags Ligvogne, den ene til 1, den anden til 2 Rigsdaler. Alt Begravelsesudstyret skulde afkøbes Bedemændene efter Vurdering. Jord paa Kirkegaarden maatte ikke købes for et længere Tidsrum end 60 Aar. Talen og Jordpaakastelsen skulde ikke foregaa ved Graven, men i Kirken eller i Hjemmet 1).

Disse omfattende Planer mødtes med al den Modstand, som interesserede Enkeltmænd og Autoriteter kunde yde. Konsistorium forlangte Erstatning for Ligbærerprivilegiet og Metropolitanskolen for sine gamle Indtægter. Holmens Kirke, der af sin Ligvogn havde en aarlig Indtægt af over 400 Rdlr., vilde ikke gaa med til den nye Ordning. Hofmarskallatet, Admiralitetet og Universitetet holdt hver paa sin Bedemand o. s. v. Det lykkedes da ogsaa først at faa Sagen forhalet i en Kommission og derefter at faa den helt bragt til Hvile i Kancelliet.

Her laa den rolig indtil 1847. Da fremsendte Borgerrepræsentationen gennem Magistraten en Forespørgsel til Kancelliet om, hvor Sagen for Øjeblikket beroede, hvad der kunde være i Vejen for dens Afgørelse, og naar denne kunde ventes. Det var næsten den omvendte Verden! Tit nok kom der Forespørgsler af den Slags fra Kancelliet til den for sin Langsomhed bekendte Magistrat. Nu er det Kancelliet, der maa rede for sig og virkelig ogsaa efterkom Kommunalbestyrelsens Opfordring til at gøre det.

Borgerrepræsentationen fik saaledes bragt Liv i Sagen, og under de følgende Forhandlinger fastholdt den sit gamle Standpunkt: Privilegiernes Afskaffelse uden Erstatning. Det lykkedes den virkelig at faa dette Princip ført til Sejr paa det afgørende Punkt: Ved Reskript af

__________

1) Borgerrepr. Forh. 21.-28. Juni 1844.


342

1. September 1850 fik Kommunen Tilsagn om, at Regensens Ligbærerprivilegium kunde forventes overført til Kommunen uden nogen Godtgørelse! De andre mindre væsentlige Stridspunkter gik efterhaanden i Orden, til Dels ved Ofre fra Kommunens Side. Det varede dog endnu en halv Snes Aar, inden den endelige Ordning var gennemført; men i 1860 aabnedes det nye Begravelseskontor under Magistratens Bestyrelse.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: lør okt 16 20:38:18 CEST 2004
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top