eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857.

København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857
    - Kapitel III

Kbh., G.E.C. Gad, 1912

Villads Christensen (1864-1922)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet oktober 2004. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

III. STADENS STYRELSE.

_____

Kommunalbestyrelsen.

Den 1. Januar 1840 underskrev Kristian VIII den nye Kommunalanordning for København, - det var Kongens »Nytaarsgave« til Hovedstaden og Indvielsen af den nye Regering. Endnu samme Dag blev Anordningen oplæst paa Raadhuset for Magistraten og de 32 Mænd og modtaget med saa stor Begejstring, at Kommunalbestyrelsen straks vilde gaa til Kongen og takke, hvad Overpræsidenten dog af Hensyn til Etiketten maatte forhindre. Men længer end til den næste Dag kunde de ikke holdes tilbage, - saa mødte de og takkede med Overpræsidenten som Ordfører.

Gennem den nye Forfatning fik Borgerne direkte Andel i deres Bys Styrelse. De »32 Mænd«, sorn havde suppleret sig selv, afløstes af de 36 Borgerrepræsentanter, der valgtes med en Sjettedel hvert Aar. Det andet Led i Kommunens Styrelse, Magistraten, kom til at bestaa af Overpræsidenten, tre Borgmestre og seks Raadmænd; disse sidste skulde vælges af Repræsentanterne, altsaa indirekte af Borgerne selv, og det folkevalgte Element var saaledes ogsaa i Magistraten i Flertal over for de fire kongevalgte Medlemmer. I den gamle Magistrat havde alle Medlemmerne været kongevalgte.

For saa vidt var den nye Forfatning ret frisindet. Men baade Valgret og Valgbarhed var betydelig indskrænket. Halvdelen af de 36 Repræsentanter skulde være

[191]

192

Grundejere, og for at være Vælger skulde man enten eje en Ejendom til mindst 4000 Rdlr.s Assuranceværdi eller betale mindst fem Portioner i Næringsskat. Disse Indskrænkninger betød saa meget, at af Stadens 120,819 Indbyggere fik i 1840 kun 1929 Valgret til Borgerrepræsentationen, - omtrent hver tresindstyvende.

Dernæst var den Magt, som tildeltes den nye Kommunalbestyrelse, i Virkeligheden ikke stor. Det betød endda ikke saa meget, at Overpræsidenten kunde suspendere den samlede Kommunalbestyrelses Beslutninger, og at Kongen kunde opløse Borgerrepræsentationen, naar den »tilsidesatte sine Pligter«. Thi disse Bestemmelser blev aldrig anvendte. Men Kommunens Budget skulde godkendes af Kancelliet og Regnskaberne decideres af Kollegierne. Forslag om særlige Indtægter og Udgifter, om Laan, nye Lønninger og Afhændelse af faste Ejendomme skulde stedse indstilles til Kancelliets eller Kongens Afgørelse. Næsten alle Kommunens Embedsmænd skulde ansættes af Kongen; og i alle Tilfælde, hvor Kommunalbestyrelsens tvende Afdelinger ikke kunde enes, var det selvfølgelig Kancelliet, der havde Afgørelsen.

Ogsaa efter 1840 var det i Virkeligheden Kancelliet, der styrede København: der endte alle de Sager, som var blot nogenlunde af Betydning. Magistratens Kontorer var et Gennemgangsled for Sagerne paa deres Vandring frem og tilbage; Kommunalbestyrelsen blev »hørt« og fik Lov til at afgive Betænkninger og indhente Oplysninger; men Afgørelsen blev truffet andensteds. I 1842 forhøjede Kancelliet den budgetterede Fattigskat med 8500 Rdlr., hvad der vakte saa megen Forbitrelse »som et mærkeligt og ildevarslende Tegn paa Kancelliets Sans for Kommunalvæsenets Betydenhed«, at Gehejme-Statsminister A. S. Ørsted maatte lægge ud med et offentligt Forsvar derfor 1).

__________

1) Kollegial Tidende 1843 S. 48.


193

Indtil 1857 kunde Kommunalbestyrelsen ikke bestemme, hvad en ny Gade skulde hedde, - det afgjorde Kongen og Kancelliet. Da Magistraten i 1843 havde tilladt Opførelsen af en midlertidig Træbygning paa Kongens Nytorv til Afholdelse af en Julebasar, udkom et kgl. Reskript, »hvorved Hans Majestæt paalægger Kancelliet at tilkendegive Magistraten til fornøden Efterretning og Iagttagelse for Fremtiden, at Allerhøjstsamme ikke kan finde den berettiget til at tage Beslutninger om en saadan ekstraordinær Benyttelse af Byens Torve som den her omhandlede« 1). Og saaledes bestandig videre.

Men om end det borgerlige Selvstyre, som den nye Forfatning havde indført, foreløbig ikke betød saa overvættes meget, saa var dog det store og altid afgørende Skridt taget: Borgerne havde faaet en lovsikret Indflydelse paa deres Bys Styrelse, og der skulde nu for første Gang siden 1659 afholdes Valg i Hovedstaden af Medlemmer til Byens Raad.

Ifølge Kommunalanordningen skulde de otte ældste af de 32 Mænd afgaa; af de øvrige trak en sig frivillig tilbage, og der blev altsaa ved første Valg 13 Repræsentanter at vælge, for at Tallet 36 kunde blive fuldt.

Valget var udskrevet til d. 9. April 1840. I de nærmest foregaaende Dage afholdtes Prøvevalg, og Kandidater opstilledes, først af Handelsstanden, derpaa af Haandværkerne, endelig ogsaa paa et almindeligt Vælgermøde. Om Aftenen d. 8. April tog den gamle Kommunalbestyrelse Afsked med den gamle Tid ved et Festmaaltid, hvortil de 32 Mænd havde indbudt Magistraten. Og Dagen efter gik altsaa Hovedstadens Borgere til Valg.

Deltagelsen var efter den Tids Forhold betydelig. Af de 1929 Vælgere afgav 1028 deres Stemme. Den nye Forsamling kom til at bestaa af 14 Haandværkere eller Fa-

__________

1) Reskript 8. Febr. 1844.


194

brikanter, 16 Handlende eller Forretningsmænd og 6 af den saakaldte »nye Borgerklasse«, det vil sige Mænd, som ikke drev nogen borgerlig Næring, og som ikke hidtil havde haft Borgerskab, men som nu havde løst et saadant for at kunne faa Valgret og Valgbarhed til den nye Forsamling. Det er væsentlig blandt disse »nye Borgere«, man træffer de Navne, som gav Forsamlingen sit Præg: Overretsprokurator Balthazar Christensen, Professor Algreen-Ussing, Professor C. N. David, Bankdirektør L. N. Hvidt, cand. jur. Orla Lehmann. Aaret efter kom D. G. Monrad ind i Forsamlingen, der saaledes straks fra Begyndelsen fik sit Præg af den politiske Opposition.

Den nye Forsamling holdt sit første Møde d. 23. April 1840. Ankersmed Caspersen som Aldersformand aabnede Mødet, hvorpaa Bankdirektør H. P. Hansen valgtes til Formand; da han Aaret efter blev Raadmand, valgtes L. N. Hvidt til Formand og beklædte denne Stilling indtil 1853, da han atter afløstes af Hansen. Forsamlingens Møder var endnu ikke offentlige, - det blev de først i 1848; men lige fra Begyndelsen blev et Uddrag af dens Forhandlinger offentliggjort i Trykken. Bestemmelsen herom var for øvrigt allerede taget af de 32 Mænd som en af deres sidste Handlinger. Offentliggørelsen fandt Sted i »Berlingske Tidende« indtil 1845, da man af politiske Grunde gik over til »Fædrelandet«. - En anden Beslutning, som i det ydre kendetegnede en ny Æras Begyndelse, blev ligeledes taget straks: det var den, at Skrivelser fra Borgerrepræsentationen kun skulde underskrives af Formanden og paraferes af Forsamlingens Notarius. I de 32 Mænds Tid havde de alle underskrevet, - en Vidtløftighed, som Borgerrepræsentanterne nu kun anvendte ved enkelte særlig betydningsfulde Lejligheder. Møderne skulde holdes Kl. 6 hver Torsdag, hvilket i 1851 forandredes til Mandag, som det endnu er. Forsamlingen var beslutningsdygtig, naar to Trediedele var til Stede;


195

dette blev dog i 1854 ændret til Halvdelen, - maaske et Vidnesbyrd om, at Interessen for at komme til Stede ikke længer var tilstrækkelig stærk.

Saa begyndte altsaa Samarbejdet mellem de to sideordnede Afdelinger af Kommunalbestyrelsen og dermed Rivningerne og Skuffelserne. Det tog nogen Tid, inden Forholdene kunde falde i Leje og de to Parter vænne sig til hinanden. Den ungdommelige Borgerrepræsentation har nok ventet sig noget mere af Kommunalloven, end det var dennes Hensigt at give; i hvert Fald vilde den prøve, hvor langt dens Myndighed naaede, og hvor vidt den kunde gaa uden at støde paa Modstand. Først da adskillige Sammenstød med Magistraten og nogle Resolutioner fra Kancelliet havde lært den, hvor Grænserne gik, faldt den til Ro.

Det første Spørgsmaal, som de to Forsamlinger blev uenige om, var Valget af Formand i en »kombineret Komité«, som det dengang hed, det vil sige et Fællesudvalg af Magistrat og Borgerrepræsentation. Repræsentanterne hævdede, at Udvalget selv kunde vælge sin Formand; Magistraten paastod, at det ældste Magistratsmedlem var født Formand. Dette Formspørgsmaal maatte indankes for Kancelliet, og en kongelig Resolution gav Magistraten Medhold. - Det næste Sammenstød fandt Sted paa Spørgsmaalet om Orla Lehmanns Udtrædelse af Forsamlingen i 1841, da han var bleven sat under Tiltale for en politisk Tale, han havde holdt paa Falster. Kancelliet sendte Magistraten en Meddelelse om Sagsanlæget tillige med en Henvisning til de Paragraffer i Kommunalloven, der omhandlede Betingelserne for Valgret og Valgbarhed. Magistraten kunde jo nok skønne, hvad Meningen var; men den holdt ikke af ligefrem at forlange Lehmann fjernet. Den sendte Skrivelsen til Borgerrepræsentanterne med en ny Henvisning til Paragrafferne og udbad sig »de Hrr. Borgerrepræsentanters Formening i Sagen behage-


196

ligst meddelt«. Men ogsaa Repræsentanterne var Diplomater; de svarede med at sende Spørgsmaalet tilbage til Magistraten: Er det Meningen, at Lehmanns Valg skal suspenderes, og har Magistraten taget Initiativet til dette Skridt? Og saa maatte Magistraten ud med Sproget: Ja, den mente, at Lehmann burde udelukkes fra Forsamlingen, saa længe Aktionen imod ham stod paa. Umiddelbart derefter tog ogsaa Borgerrepræsentationen sit Standpunkt. Det blev det stik modsatte af Magistratens: Forsamlingen fandt ikke, at der var nogen Grund til at suspendere Orla Lehmann. Denne Beslutning toges med alle Stemmer mod én. Et Medlem, Algreen-Ussing, stemte ikke 1).

Det blev saaledes til sidst Kancelliet, som maatte til at træffe en Afgørelse. Naturligvis blev den i Favør af Magistratens Standpunkt: Lehmann kunde »indtil videre« ikke fungere som Borgerrepræsentant.

Det skarpeste Sammenstød kom dog paa et i Realiteten lidet betydende Spørgsmaal: Ansættelsen af nogle nye Betjente ved den i 1845 oprettede Kriminal- og Politiret. Her var det tydeligt, at Repræsentationen vilde benytte Lejligheden til et Opgør med Magistraten og til at faa sin Stilling inden for den samlede Kommunalbestyrelse klaret. Men det førte ogsaa denne Gang til et Nederlag.

Kommunalbestyrelsens to Afdelinger havde i denne Sag indtaget hver sit Standpunkt, og Magistraten havde da uden yderligere Forhandling indsendt Forsamlingens Betænkning sammen med sin egen til Kancelliet, der som sædvanlig gav Magistratens Standpunkt Fortrinet. Dette Skridt vakte den heftigste Vrede hos Borgerrepræsentanterne, der hævdede, at Magistraten havde været uberettiget til paa egen Haand at henskyde Spørgsmaalet til

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1841, 26. Marts og 19. April.


197

Kancelliets Afgørelse; dertil krævedes ogsaa den anden Parts Samtykke, og denne var ikke bleven spurgt. De gjorde opmærksom paa, at »Repræsentantskabet er en Magistraten sideordnet Branche af Kommunalbestyrelsen og ikke en samme underordnet Autoritet, hvis Erklæring indhentes af Magistraten for igen, forsynet med dennes Erklæring, at tilstilles højere Autoriteter«. De forlangte derfor, at der i saadanne Tilfælde blev afholdt et Plenarmøde af den samlede Kommunalbestyrelse, for at Enighed om en fælles Optræden kunde tilvejebringes.

Men Magistraten afviste dette Forlangende i skarpe Ord: »Naar Dhrr. Borgerrepræsentanter have ytret, at Forholdet ikke maa betragtes saaledes, at Borgerrepræsentanternes Erklæring indhentes af Magistraten for igen, forsynet med dennes Erklæring, at tilstilles højere Autoriteter, da maa Magistraten bemærke, at Forholdet netop er saadant, at dette er den Fremgangsmaade, som Kommunalanordningen forudsætter, som altid har været fulgt, og som nøje iagttages i alle andre Kommuner.« Magistraten kunde saaledes ikke finde sig foranlediget til at gøre nogen Forandring i den omhandlede Henseende. Plenarmøder vilde kun være tidsspildende, og den kunde ikke anerkende, at Forsamlingen havde nogen Ret til at forlange sig Magistratens Erklæringer til højere Autoriteter forelagte. Derimod skulde et Ønske i saa Henseende fra Forsamlingens Side gerne blive efterkommet.

Ordvekslingen blev stedse bitrere, og Repræsentanterne fastholdt i de skarpeste Vendinger deres Krav paa Plenarmøder: »Naar vi nu anmode Magistraten om, at en saadan Fremgangsmaade i den kommende Tid nøjagtigen maa blive fulgt, er dette ikke noget Ønske fra vor Side, hvis Opfyldelse kan anses for at være Magistraten overladt, men et Forlangende, hvortil vi antage, at vi ere fuldkomment berettigede, ... og vi skønne ikke, at nogen betydelig Tidsspilde dermed vil være forbun-


198

den, idet vi holde os forvissede om, at naar Borgerrepræsentanterne, som ved deres forskellige Næringssysler vistnok ofte føle Byrden af de stedse voksende kommunale Forretninger, villigen kunne opofre deres Tid til saadanne Møder, ville Magistratens Medlemmer, hvem det Hverv at besørge Kommunens Forretninger imod tilbørligt Vederlag specielt er overdraget, vist ikke anse den Tid, som derpaa anvendes, for spildt.« 1)

Striden begravedes i et Udvalg. Fra hver Side udnævntes to Delegerede til at behandle Spørgsmaalet om, hvorledes der skulde forholdes i Tilfælde af Dissens mellem de to Afdelinger; men man hørte aldrig siden noget fra dette Udvalg. Repræsentationen har rimeligvis fundet det klogest i Stilhed at trække sig tilbage fra en Strid, som var bleven lidt dristigt rejst, og i hvilken det var uden for Tvivl, at Kancelliet igen vilde give Magistraten Ret.

Den Spænding, der i disse første Aar herskede mellem Magistraten og den nyskabte Borgerrepræsentation, gav sig ogsaa Udslag paa andre Maader, tydeligst maaske i Sagen om Besvigelserne i Brolægnings væsenet.

Bestyrelsen af denne vigtige Administrationsgren havde siden 1819 været betroet Borgmester Schæffer, og det er troligt nok, at han aldrig har kunnet magte Opgaven: Arbejdet blev daarligt udført, og hans Underordnede bedrog ham. Om han selv har anet Uraad, eller det blot skyldtes Ærgrelserne over hans Uheld med Kongens Nytorv, faar staa hen; men i 1839 erklærede han, at han ikke mere vilde have med Brolægningsvæsenet at bestille, og ingen Overtalelser kunde bevæge ham til at fortsætte. Saa maatte hans Kollega Etatsraad Mundt til det. Ogsaa han undslog sig i det længste; men da det bestemt blev lovet ham, at hans Virksomhed kun skulde

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1845, 7. og 28. Aug.


199

være ganske midlertidig, gik han ind derpaa. Men da han først havde faaet Ansvaret, slap han ikke fra det igen, og skønt han ofte mindede derom, fik han dog ikke den lovede Afløser. Han tog sig da saa lidt som muligt af Sagerne. Det tekniske havde han intet Kendskab til, og da der ikke var givet ham nogen Instruks om, hvori hans Virksomhed skulde bestaa, nøjedes han med at holde alt i den gamle Gænge og overlade hele Bestyrelsen til en Brolægningsinspektør.

Da opdagede i 1842 de kommunale Revisorer nogle Uoverensstemmelser i Brolægningsvæsenets Regnskab for 1840. Jo mere de syslede med disse Misligheder, des større syntes de at blive, - det begyndte at dreje sig om mange Tusinde Rigsdaler, og det lod til, at Bedragerierne gik langt tilbage i Tiden, maaske lige saa langt som Schæffers Bestyrelse af Brolægningsvæsenet. Borgerrepræsentationen tog kraftigt fat og forlangte Tiltale rejst mod Brolægningsinspektør Poulsen og Fuldmægtig Bülow. Magistraten tog derimod meget køligt paa Sagen, mente ikke, der var Anledning til at skride ind mod nogen, og trak Tiden ud med at indhente Oplysninger og Erklæringer. Men Repræsentanterne trængte paa, og midt under Forhandlingerne opskræmmedes man ved, at baade Bülow og Poulsen tog sig selv af Dage. Der kom nu Fart i Sagen: det viste sig, at adskillige andre end de to afdøde var implicerede, og Repræsentanterne forlangte endogsaa, at Undersøgelse skulde indledes imod Borgmestrene Mundt og Schæffer. Beslutningen herom blev taget enstemmig i Forsamlingen, og Skrivelsen derom til Magistraten var underskrevet med alle de tilstedeværendes Navne.

Men begge Borgmestrene gav Svar paa Tiltale. Mundt havde allerede tidligere, inden Anklagen imod ham var fremkommet, udtalt sig om Sagen i en rolig og fredsommelig Erklæring, der nærmest gik ud paa, at han intet


200

havde mærket, men heller aldrig havde blandet sig i disse Ting, som han kun haardt mod sit Ønske havde faaet med at gøre. Nu, efter at Forsamlingen havde draget ham ind blandt de anklagede, skrev han et Forsvar paa 46 Foliosider, - ikke rettet til Repræsentanterne, over for hvilke han tydelig nok nærede en bureaukratisk Ringeagt, - men til den Autoritet, som han selv saa op til: det danske Kancelli.

Borgmesteren spotter over, at Borgerrepræsentanternes Skrivelse siges vedtaget enstemmig, og at den er underskrevet med 33 Navne; thi han gaar ud fra, at de fleste af dem intet kender til Sagen og intet forstaar sig derpaa. »Men at de uden egen Overbevisning have kunnet sætte deres Navne under et Skrift, hvori to af Kommunens første og ældste Foresatte ere skildrede som efterladne og pligtforsømmelige Embedsmænd, giver ligefuldt et Billede af den hele Repræsentations Selvstændighed og viser, hvilken Vægt Ordet »enstemmigen« fortjener.«

Det udførlige Forsvarsskrift har i det hele baade Næb og Kløer. Borgmesteren har været vred, og hans Mening om Borgerrepræsentanterne kommer godt nok frem. Havde de »i en sømmelig Tone« anmodet ham om en Erklæring, havde de faaet den: »Nu har de derimod forbigaaet, hvad de vidste, jeg havde udrettet, skudt Lejligheden fra dem til at blive bekendt med, hvad de ikke vidste, beskyldt mig for Forsømmelse af Pligter, som de selv har erkendt ikke kan paalægges andre, og, som om Beskyldningerne i og for sig ikke allerede var graverende nok, ledsaget dem med Haan og Bemærkninger, der er i den Grad pikante og krænkende, at jeg vel kan sige, de er min Ære og Lempe som Embedsmand for nær. Endelig har de gjort Formen af Sagen saa anstødelig som muligt ved at sætte mig i Klasse med underordnede Betjente, af hvilke en indstilles til justitialiter at sættes under Tiltale, en anden til at gives en alvorlig Irettesæt-


201

telse. Efter en slig Fremgangsmaade kan Udfaldet - og jeg kan ikke finde det tvivlsomt, hvorledes det vil blive - næppe genoprette den gode Forstaaelse, som uden Kommunens Skade ikke kan savnes mellem dens Autoriteter.« Sluttelig gør han opmærksom paa, at han er en »af Hans Majt. Kongen beskikket Embedsmand og i denne Egenskab staar under det kgl. danske Kancellis og ej under Borgerrepræsentanternes Overtilsyn«, hvorfor han ogsaa haaber, at Kancelliet vil finde Anledning til »at betyde Borgerrepræsentanterne det Upassende i deres hele Fremfærd imod mig«. Og til Støtte herfor kan han yderligere henvise til et Reskript af 11. November 1763, hvorved de 32 Mænd »advares at begegne Magistraten med mere Sømmelighed og Ærbødighed og paa en anstændig Maade at proponere, hvad de til Byens og menig Bedste have at forebringe« 1).

Den 70aarige Borgmester Schæffer nøjedes ikke med at retfærdiggøre sig over for Kancelliet, men udgav i 1843 sin »Erklæring til Københavns Magistrat« i Trykken. Dette Skrift fylder 78 trykte Sider og er et godt Vidnesbyrd om den uendelige Vidtløftighed, hvormed Schæffer kunde behandle enhver Sag. Han havde aldrig haft noget godt Øje til Borgerrepræsentationen eller den nye Tids Mænd, og da nu to af disse, Etatsraad Hvidt og Professor Algreen-Ussing, har ledet Undersøgelsen i Brolægningssagen saaledes, at den endte med et Angreb paa ham selv, giver han sine Følelser Luft. Han finder Anledningen til det hele Angreb »i den til Lidenskab overgaaede stærke Tilbøjelighed at prange i Kommunens Annaler som Mænd, der have gjort sig fortjente ved at vise den hidtil bestaaende Indretnings Fejl og Mangler, og denne Fortjeneste vorder størst, naar de Angrebne henhøre blandt den bedømte Indretnings øverste Bestyrere«. Særlig Pro-

__________

1) 2. Sekr. 1843 Nr. 2461.


202

fessor Algreen-Ussing »har givet nye Bidrag til den Borgerkrone, som nu længe har været under Forfærdigelse«. Men inden Kronen paasættes, vil Borgmester Schæffer dog gøre opmærksom paa, at ikke alt det dertil brugte Materiale er gediegent Guld, men at der ogsaa findes andet, mindre ædelt, om end galvanisk forgyldt Metal, - alt sammen formodentlig drillende Hentydninger til den Guldpokal, som Algreen-Ussing i 1839 havde faaet overrakt af københavnske Borgere, og for hvilken han bestandig maatte høre saa mange Stiklerier. Sluttelig hæver Konferensraaden sig til den Paastand, at der bag det hele Angreb paa ham og Borgmester Mundt ligger en skjult Bestræbelse efter at gøre Borgerrepræsentationen eneraadende i Kommunen og at faa Magistraten ydmyget og knækket; og han minder om, at Algreen-Ussing i Stænderforsamlingen i 1838 havde stillet sig paa det Standpunkt, »at Magistraten blot skulde ekspedere, hvad Borgerrepræsentanterne resolverede«. »Men da Kongen vilde det anderledes, saa var der intet andet tilovers for Professoren, der vilde have sin Mening gældende, end at omgaa den kongelige Vilje og at søge faktisk at opnaa omtrent det samme.« 1)

Saa store Følger fik denne indre kommunale Strid dog ikke. Kancelliets Afgørelse gik ud paa, at der ikke var Anledning til at foretage noget imod de to Borgmestre. Konferensraad Schæffer døde kort efter at have faaet denne Oprejsning, i December 1843; Etatsraad Mundt vedblev at beklæde Borgmesterembedet indtil 1858. Men Styrelsen af Brolægningsvæsenet blev i 1844 henlagt under en særlig Kommission.

Efter saaledes at have hentet sig forskellige Nederlag blev Borgerrepræsentationen forsigtigere: den havde nu mærket, at Magistraten og Kancelliet overalt stod paa samme Side. Sammenstød mellem de to Afdelinger af

__________

1) Anførte Skrift S. 30 og 76.


203

Kommunalbestyrelsen blev herefter sjældnere. Saa snart der opstod mindste Dissens - om det saa kun drejede sig om, hvor meget Kommunen skulde forlange for et Stykke Jord paa Østerbro -, var Magistraten til Rede med sit Forslag om at lade Regeringen dømme dem imellem 1); men Forsamlingen, som nu vidste, hvad dette førte til, havde ikke andet at gøre end forsigtigt at vige udenom og at undgaa enhver Styrkeprøve med Magistraten.

Men dermed sank rigtignok ogsaa den offentlige Interesse for Borgerrepræsentationen og dens Virksomhed. Under sine Sammenstød med Magistraten havde Repræsentationen lige saa afgjort haft den offentlige Mening paa sin Side, som Magistraten havde haft Kancelliet paa sin. Nederlaget og Skuffelserne bevirkede, at Deltagelsen i Valgene sank fra Aar til Aar, og snart foregik de aarlige Borgerrepræsentantvalg under fuldstændig Ligegyldighed fra Befolkningens Side. I 1846 stemte af 2166 Vælgere kun 391; »Fædrelandet« fik alle sine Kandidater valgte, men var dog misfornøjet, fordi der slet ingen Kamp, slet intet Liv havde været. Og bedre blev det ikke siden hen. I selve 1848, da Mænd som Professor Krieger, cand. jur. Alberti, Arbejderføreren Sadelmager Christensen og Tømmermester Kayser blev indvalgte i Forsamlingen, mødte 500 Vælgere; men allerede Aaret efter var Tallet igen nede paa under 300. Til Dels forklares denne ringe Valgdeltagelse derved, at der ingen Partideling fandtes i Hovedstaden, - hele Byen var nationalliberal. Men Interessen for Forfatningen af 1840 var ogsaa stadig svindende. Alle havde indset, at den kun var en Overgangsform, der snarest burde afløses af en fuldkomnere og mere frisindet Forfatning, som virkelig lagde Byens Styrelse i Borgernes Haand. Det var en Skuffelse, at man ikke allerede fik den straks efter Regeringsforandringen i 1848, og de Aar,

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1854 S. 407.


204

der endnu skulde hengaa, inden den kom, betragtedes kun som en kedsommelig Ventetid 1).

__________

Magistraten.

Inden for Magistraten gik det paa samme Maade som inden for den samlede Kommunalbestyrelse. De første Aar var urolige, til Tider stormfulde, men senere faldt alt til Hvile, og Billedet af »den sovende Kommunalbestyrelse« blev en staaende Morsomhed i Halvtredsernes Vittighedsblade.

De første Aars Uro havde dog ikke nogen saglig Uoverensstemmelse til Aarsag, - den skyldtes næsten altid personlige Grunde og især det daarlige Forhold, der bestandig herskede mellem Overpræsident Kierulff og Borgmester Schæffer. Den gamle Borgmester var en uhyre flittig og ustandselig skrivende Embedsmand, en snæversynet, pedantisk Jurist, for hvem Formerne ofte var af større Vigtighed end Indholdet. Han havde en Lyst til at indtage Særstandpunkter og indgive Separatbetænkninger, som kun irriterede hans Kolleger og bidrog til yderligere at forhale enhver Sags Afgørelse. Et Par Eksempler paa Tonen imellem Magistratens Medlemmer indbyrdes skal anføres.

Da Orla Lehmann havde udstaaet de tre Maaneders Fængselsstraf, som han var bleven idømt for sin Tale paa Falster, meldte han sig straks igen til Tjeneste i Borgerrepræsentationen. Hans Kolleger tog med Glæde imod ham og tilskrev Magistraten, at Lehmann nu atter havde indtaget sin Plads i Forsamlingen. Magistratens Flertal gjorde ingen Indvendinger derimod og lod Meddelelsen gaa videre til Kancelliet. Men Borgmester Schæffer kunde ikke føle sig tilfredsstillet herved; han udarbejdede et

__________

1) Fortegnelse over Kommunalbestyrelsens Medlemmer findes i Mindeskriftet »Københavns Privilegier,« Kbhvn. 1911.


205

Separatvotum og forlangte en Bemærkning om hans afvigende Stilling tilføjet paa Flertallets Indberetning. »Men«, skriver han til Kancelliet, »Overpræsidenten forbød denne Tilføjning og vilde ikke tillade, at bemeldte min af mig oplæste Relation maatte følge med Magistratens til Kancelliet. Jeg fremsender da under egen Forsegling bemeldte Bilag, for at det ikke skal antages, at jeg ogsaa havde haft Del i den i Magistratens Indberetning ommeldte Actus, der formentlig indeholder en Nullitet. - Disse Linier er ikkun anførte for, og maa vel være tilstrækkelige til, at oplyse velbemeldte Kollegium om, i hvilken Stilling et Magistratsmedlem nu befinder sig, der ifølge en fast Karakter pligtmæssigen vil følge sin Overbevisning eller Formening om, hvad de gældende Love foreskriver, og ikke vil tillade sig nogen Afvigelse fra samme eller lade sig binde af nogetsomhelst aparte Hensyn. - København d. 5. Febr. 1842.« 1)

Men Kancelliet tog intet Hensyn til Schæffers Protest, og Orla Lehmann beholdt uanfægtet sit Sæde i Borgerrepræsentationen.

Et Par Maaneder senere maatte Kancelliet atter ulejliges. Et af Fattigdirektionens fem Medlemmer var død, og et nyt skulde udnævnes. Da paastod uformodet Schæffer, at der overhovedet ikke maatte ansættes mer end tre Fattigdirektører med Gage; hvorpaa han støttede denne Anskuelse, vilde han kun udtale sig om i et Plenarmøde. De andre Magistratsmedlemmer vilde ikke have Plenarmøde, og Sagen gik saa til Kancelliet, der svarede, at Schæffer var ganske uberettiget til at stille et saadant Forlangende, og at Sagen burde endelig afgøres i et Magistratsmøde, hvad enten Schæffer vilde deltage i Forhandlingerne eller ej.

Men da Schæffer ud paa Efteraaret klagede igen - denne Gang over en paatænkt Forandring ved Overfor-

__________

1) Borgmester Schæffers Papirer, Nr. 20.


206

mynderiets Bogholdervæsen -, brast Kancelliets Taalmodighed, og det gav Svar i en ualmindelig skarp Tone:


Kollegiet kan, med Hensyn til at det atter af denne Sag ser, at de om samme i Magistraten stedfundne Forhandlinger have givet Anledning til langvarige og Sagens Fremme standsende Konflikter mellem Konferensraad og Borgmester Schæffer paa den ene og Overpræsidenten samt Magistratens øvrige Medlemmer paa den anden Side, - ikke andet end beklage, at der i den senere Tid saa hyppig opstaar Differentser og Disputer om Form- og deslige Quæstioner, hvormed megen Tid spildes, som med Nytte kunde anvendes paa det egentlige Arbejde i Kommunens Tjeneste, og at man derfor forventer, at vedkommende for Fremtiden gensidig ville stræbe at afværge alt, hvad der kan indvirke skadelig og hæmmende paa Forretningernes rolige og uforstyrrede Gang. Ligeledes har det været Kancelliet ubehageligt at bemærke, at den Tone og Adfærd, som under alle Omstændigheder og i alle Forholde burde iagttages, ikke stedse er overholdt, i hvilken Henseende Kollegiet maa misbillige, at Konferensraad og Borgmester Schæffer i forskellige hertil indløbne Skrivelser har benyttet sig af adskillige mindre passende Ytringer om Overpræsidenten, samt tilladt sig forskellige umotiverede Udfald paa og Insinuationer om saavel ham, som Magistratens øvrige Medlemmer. 1)


De to Overpræsidenter, der udfyldte det Tidsrum, i hvilket Forfatningen af 1840 stod i Kraft, tilhørte begge den gamle Skole. A. C. Kierulff, der døde 1846, havde tidligere været Politidirektør i København, og i denne Stilling havde han faaet Skylden for at have organiseret det Pryglesystem, som Politiet ved enhver Lejlighed anvendte over for Byens Befolkning. Hans Efterfølger Michael Lange havde, før han blev Overpræsident i København, indtaget en høj Stilling i danske Kancelli, og hans Sympatier vedblev stadig at være hos den gamle Regering, som han i Martsdagene 1848 var med til at styrte. Skønt

__________

1) Sager fra Overpr. Kierulffs Dødsbo.


207

han med Flid og Arbejdsomhed stræbte at udfylde sin Plads, kom han dog aldrig til at passe til den nye Tid. Han nærede varm Interesse for Byens Forskønnelse og var selv i Besiddelse af megen Sans for gartneriske Anlæg. Beplantningen paa Sct. Annæ Plads, Haveanlæget paa Kongens Nytorv, Plantningerne ved Kristiansborg Slot, Kirkegaardenes Ordning m. m. skyldes ham, ligesom han fortsatte den hensovede Forskønnelsesforenings Bestræbelser for Træplantning langs Kanalerne. Men den alvorlige Bebrejdelse rettes imod ham, at det hovedsagelig var hans Ængstelighed og Snæversyn, der bragte den store Kloakplan til at strande. Nogen Paaskønnelse hos de liberale for sin Deltagelse i Folketoget i 1848 mødte han ikke; naar der hentydes til denne Begivenhed, er det kun i spottende Ord: »Man drage sig til Minde«, skrev »Fædrelandet« i 1854, »at der ikke er mange Mænd i Danmark, som have gaaet en saadan Gang som den Tornesti, han vandrede i Marts 1848 fra Raad- og Domhuset til Slotspladsen Arm i Arm med Hvidt og Orla Lehmann. En saadan Skæbne har Krav paa Overbærenhed.«

Lange døde i 1856 og efterfulgtes som Overpræsident af H. H. Lüttichau.

Byens tre Borgmestre var i 1840 Schæffer, Bentley og Mundt. De to sidste sad hele Perioden ud og af gik først i 1858, samtidig med at en ny Kommunallov traadte i Kraft. Den gamle Schæffer, der havde været Borgmester siden 1818, døde 1843; de Efterfølgere, han fik i Embedet, manglede ganske den Udholdenhed, som han havde vist, og denne Plads maatte derefter besættes hele fire Gange. Schæffers Eftermand blev Professor og Borgerrepræsentant Algreen-Ussing. Forsamlingen viste saa stor Iver for at faa ham ind i Magistraten som »en Mand med ualmindelig Dygtighed og nøje Kendskab til Kommunens Forhold«, at den vedtog at give ham et personligt Løntillæg paa 200 Rdlr., hvis han vilde over-


208

tage Pladsen. Ussing fik i 1844 Embedet og Tillæget, men beholdt det kun i to Aar. I 1846 forlod han Borgmesterstillingen for at gaa over i Kancelliet. Hans Efterfølgere var Mollerup (1846-54), Casse (1854-56) og Linnemann (1856-62).

Af Raadmænd arvedes fem fra den gamle Tid, nemlig Skibsted, Dahl, Münter, Riis-Lowson og Driefer. Der var altsaa i 1840 kun én Raadmandsplads at besætte ved Valg, og hertil udsaa Forsamlingen sin Formand Grosserer H. P. Hansen. Aaret efter kom Professor C. N. David ved et Raadmandsvalg ind i Magistraten. Men denne Ret til at vælge Raadmænd og derigennem sikre den folkevalgte Repræsentations Indflydelse i Magistraten fik aldrig i Praksis den Betydning, som man i 1840 almindelig havde ventet, og som Kristian VIII selv havde tillagt den. Forsamlingen viste ingen synderlig Interesse for disse Raadmandspladser og benyttede end ikke sin Ret til at vælge. I 1846 udtraadte H. P. Hansen, da han var bleven Nationalbankdirektør; han fik dog en Efterfølger i 1847; men da ogsaa Professor David i 1848 opgav Raadmandsstillingen, blev der intet Nyvalg foretaget. I 1852 døde en af de gamle, og saaledes var der nu kun fire tilbage. Saa begyndte man at tale om at vælge nye; men Resultatet blev, at man enedes om at lade begge Pladser staa ubesatte, saaledes at den ene Raadmandsgage sparedes for Kommunen, og den anden blev delt mellem de fire andre 1). Og saaledes vedblev det da, indtil Nyordningen i 1857 gjorde en anden Skik ogsaa paa disse Forhold. - Raadmandsgagen var 1200 Rdlr. aarlig.

Magistraten var saaledes kun for en Del bleven fornyet i de atten Aar, Kommunalforfatningen gjaldt; af dens syv Medlemmer i 1857 havde de tre allerede siddet paa de samme Pladser i 1840. Og de fire nye, som var

__________

1) Reskript 9. Febr. 1853.


209

komne til - en Borgmester og tre Raadmænd -, havde ikke formaaet at tilføre Styrelsen frisk Blod. Dygtighederne, som Algreen-Ussing, H. P. Hansen og C. N. David, havde hurtig trukket sig bort igen, og den Magistrat, der forsvandt i 1858, ragede i ingen Henseende op over den, der paahørte Oplæsningen af den nye Kommunallov d. 1. Januar 1840. - »Fædrelandet« gav i 1856 følgende Skildring af Magistraten:


Vi ere i Forlegenhed med at sige noget om den, thi dens administrative Uduelighed er saa anerkendt, at alt hvad man kan sige i den Retning let bliver trivielt. Og hvorledes skulde det være anderledes! De to første Borgmestre, Konferensraaderne Bentley og Mundt, der begge forlængst have fejret deres 50aarige Jubilæum, repræsentere vistnok begge dèr en lang Erfaring, men da denne fortrinsvis er vunden i selve Magistraten, gør den dem blinde for alt, hvad der ikke ses i Magistratens Belysning. Det er næsten rørende at se den gamle samvittighedsfulde Bentley med en Konsekvens, der fortjente at anvendes paa bedre Sager, at modsætte sig enhver Reform, den være nok saa uskyldig, og det er beklageligt, at Mundts Virksomhed ikke efterlader sig andet Spor, end at man af Protokollerne kan se, at han har Sæde ved Sessionen og i Skilsmissekommissionen. Den tredie Borgmester, Etatsraad Casse, er sikkert en meget dygtig Mand, men det er den almindelige Mening, at han opholder alle Sager, og navnlig de mindre betydelige, i en overordentlig lang Tid; og medens vi villige erkende, at dette for en Del kan ligge i, at hans Kolleger overlæsse ham, er det dog ligefuldt et Kendetegn paa, at den administrative Virksomhed ikke er den, der bedst passer for ham. Magistratens Raadmænd ere næppe istand til at bøde meget paa deres Borgmestres Mangler. I Overauditør Holm har den vistnok et brugbart og dygtigt Medlem, der ogsaa ved alle Lejligheder ses at maatte holde for; i den værdige Driefer har Magistraten kun Øjenlyst, og saa den Ære at være repræsenteret paa Rigsdagen. Meinert er en yngre Udgave af Bentley; naar Duntzfeldt ikke er paa Udenlandsrejser, sidder han 2 Gange om Ugen i Magistraten, og har ogsaa Sæde i nogle af de faste Kommissioner.... Det er disse Mænd, der danne den øverste Administration for


210

Hovedstadens Kommune; skulde man tro, at det Aar ud og Aar ind kunde gaa med dem? Ligger der ikke i den Omstændighed, at en Reform af Kommunalbestyrelsen vilde medføre de unyttigste af disse Mænds Ombytning med dygtige Kræfter, en stor Opfordring til at paaskynde en saadan? 1)

Saa elendige var Administrationsforholdene blevne, at Indenrigsminister Krieger Aaret efter kunde benytte netop »Magistratens Opløsningstilstand« som et af Argumenterne for en snarlig Vedtagelse af den nye Kommunallov 2).

__________

Administrationen.

Forretningsgangen paa Raadhuset blev ikke paavirket af Forandringen i 1840; den vedblev at være lige bureaukratisk, lige indviklet og slæbende; der var den samme Mangel paa Enhed og Kraft, den samme Overflødighed af Betænkninger og Betænkeligheder. De styrende saa det godt selv; der blev talt og skrevet meget om en forbedret Organisation af Forretningsgangen, og i 1846 blev endogsaa en Komité nedsat til at fremkomme med Forslag i denne Retning. Den sad til 1849 uden at udrette noget; saa gav den Sagen fra sig, da Kommunens hele Stilling nu »i Betragtning af de forandrede Forhold« kunde ventes at ville undergaa væsentlige Ændringer. Det hele Spørgsmaal blev stillet i Bero og Komiteen ophævet 3).

Den nye Kommunallov, man havde ventet i 1849, kom imidlertid ikke. Et Forsøg, som Overpræsident Lange gjorde i 1852 paa at faa Sagen i Gænge igen, mødte ingen

1) Fædrelandet 30. Okt. 1856.

2) Folketingstidende 1856-57, Sp. 2333-34.

3) Kommunens Regnskab 1849 S. 57.


211

som helst Paaskønnelse 1), og alt blev saaledes ved det gamle, indtil hele Forfatningen omsider blev omordnet.

Vanskelighederne ved at faa Forretningsmaskineriet til at virke hurtigt og præcist laa til Dels deri, at en Mængde betydningsfulde kommunale Virksomheder var unddragne Magistratens direkte Styrelse og henlagte under særlige med Magistraten sideordnede Kommissioner og Direktioner. Dette gjaldt saaledes Skolevæsen, Fattigvæsen, Vandvæsen, Brandvæsen og efter 1844 tillige det forenede Brolægnings- og Vejvæsen. I Spørgsmaal, som greb ind paa disse Omraader, kunde Magistraten derfor først udtale sig efter vidtløftige Forhandlinger frem og tilbage. Men dernæst besværliggjordes Forretningsgangen derved, at Magistraten ogsaa efter 1840 beholdt den kollegiale Styrelsesform, saaledes at som Regel hele Magistraten skulde tage sig af alle Sager, og først fra 1858 gik over til den departementale, efter hvilken de enkelte Borgmestre fik hver sit Omraade, hvor de alene havde Afgørelsen af og Ansvaret for de dem underlagte Sager.

Indadtil maatte dette System let afføde Gnidning og Sammenstød; udadtil viste dets Virkninger sig i den Langsomhed, hvormed Maskineriet arbejdede, og som i disse Aar næsten var bleven til et Ordsprog.

Et Par Eksempler paa Magistratens Forretningsgang skal anføres.

I 1846 modtog Kancelliet Vandmester Jens Sørensens Andragende om Anlæg af en ny Vandledning til København. Andragendet blev d. 3. September 1846 tilstillet Magistraten til Erklæring. D. 31. December erindrede Kancelliet første Gang om denne Sag, og da der intet Svar kom, gentog det Paamindelsen i Skrivelser af 11. Marts, 22. April, 10. August og 11. November 1847 samt 17. Februar 1848, stadig uden Resultat. Saa blev Kancelliet

__________

1) Borgerrepr. Forh. 30. Sept. 1852.


212

ophævet, og »Sagen« arvedes af det nye Justitsministerium, der mindede om den d. 22. April 1848. Saa endelig svarede Magistraten d. 10. Maj, - at den endnu ventede paa Oplysninger fra Vandkommissionen 1).

Kancelliet, som kendte Magistraten, passede godt paa. Det er foran nævnt, at Magistraten i 1845 forhandlede med Selskabet for druknedes Redning om Forebyggelse af Ulykker ved Badning og derefter lagde Sagen hen uden at foretage sig noget. Men i 1847 indsendte Selskabet til Kongen en Beretning om sin Virksomhed, og i denne læste Kancelliherrerne blandt andet om disse Forhandlinger: Straks afgik en Skrivelse til Magistraten med Forespørgsel om, hvad der siden var bleven foretaget i denne Sag, og først derefter begyndte Magistraten at røre paa sig 2).

Ogsaa Borgerrepræsentanterne passede paa Magistraten, og de havde et Vaaben at true med, som Magistraten ikke holdt af, nemlig Offentliggørelse i de trykte Forhandlinger. D. 6. Juni 1842 udbad Forsamlingen sig Oplysning hos Magistraten om, hvorledes det gik med Undersøgelsen af Bedragerierne i Brolægningsvæsenet. Der kom intet Svar. Forsamlingen bragte sin Forespørgsel i Erindring d. 24. September, men med samme Resultat. Endelig vedtoges det d. 3. November paa ny at erindre Magistraten og samtidig at offentliggøre hele Sagens Forløb. Det hjalp: Den 25. November var Forsamlingen i Besiddelse af alle de ønskede Oplysninger 3).

Disse trykte Forhandlinger var i det hele taget et Værk, som let kunde skaffe en lidt gammeldags Magistrat Ubehageligheder. I 1851 forespurgte Repræsentanterne, hvorledes det gik med Sagen om Natterenovationens Forbedring. Magistraten klarede sig let og overlegent ved at

__________

1) 2. Sekr. 1846 Nr. 2629.

2) 2. Sekr. 1847 Nr. 761.

3) Borgerrepr. Forh. 1842 S. 126.


213

svare, at den endnu ventede paa Indenrigsministeriets Afgørelse af forskellige Punkter. Men dette Svar blev trykt i Forhandlingerne og læst af Indenrigsministeriet, og da Ministeriet virkelig havde sin Ryg fri i denne Sag, kom der omgaaende en Forespørgsel til Magistraten: hvad det var for Punkter, i hvilke den ventede paa Ministeriets Resolution?

Det blev en ynkelig Affære for Magistraten: den maatte indrømme, at hvad den havde sigtet til, var dette, at det nu ophævede Kancelli i sin Tid havde udbedt sig en Betænkning fra Magistraten angaaende visse Punkter, og at denne Betænkning endnu ikke var afgivet.

Det maa kaldes billigt sluppet for Magistraten, at Ministeriet nøjedes med at tilkendegive den sin alvorlige Misbilligelse og paalægge den uopholdelig at give Repræsentationen Oplysning om Sagens virkelige Sammenhæng 1).

Undertiden maatte Hoffet eller Kongen personlig gribe ind i den kommunale Administration for at faa den over et dødt Punkt. Saaledes er utvivlsomt Jagtvejen, der var fuld af Huller og trængte til en grundig Forbedring, bleven istandsat i 1840, efter at Hofmarskallatet havde tilskrevet Magistraten, at »benævnte Vejstykke i tilstundende Sommer hyppig vil blive passeret med kongelige Ekvipager, siden saavel Sorgenfrie som Frederiksberg Slot i anstundende Sommer ville blive beboede af Hans Majestæt Kongen og den Kongelige Familie« 2).

Og Snekastningen paa Københavns Grund kan takke Frederik VII for, at den omsider blev endelig ordnet. Der havde d. 13. Februar 1853 været stærkt Snefald, og tre Dage efter kom Frederik VII kørende fra Frederiksborg til København. Overalt havde Landevejen været rydde-

__________

1) Sager vedr. Komiteen for Forandring af Natterenovationens Udførsel 1846-52. Uddrag i Borgerrepr. Forh. 1852 S. 36.

2) 2. Sekr. 1840 Nr. 1017.


214

liggjort, indtil han kom til Store Vibenshus; men derfra gennem Øster Allé laa Sneen endnu. Kongen lod sin Indenrigsminister skrive til Magistraten derom; denne indhentede nogle Erklæringer fra sine Betjente, og mere blev der saa ikke gjort. Men det traf sig saa uheldigt, at da Kongen d. 1. Marts atter kørte til Byen, gentog det samme sig, hvorefter Indenrigsministeren nu befalede Magistraten uopholdelig at meddele Underretning om, hvorledes det hang sammen hermed, medens Kongen samtidig tilkendegav Overpræsidenten og Magistraten sit Mishag med denne Forsømmelse. Magistraten skyndte sig nu med Snekastningen og naaede saa vidt, at da Kongen d. 5. Marts atter forlod Byen, var Vejene farbare. En bedre Ordning blev derefter indført ved Resolution af 7. September 1853.

En anden slet Sædvane, som den nye Magistrat havde arvet fra den gamle, var den Bureaukratisme, som stadig udvistes i dens Kontorer over for Befolkningen. Kontortiderne var ikke bekendtgjorte hverken ved Paaskrift paa Dørene eller paa anden Maade, og der var Kontorer, som overhovedet ikke havde nogen fast Aabningstid: ét Kontor blev lukket Kl. 12 1/2 eller 1, et andet først aabnet ud paa Eftermiddagen. Det hændte derfor daglig, at Folk stod og bankede paa de lukkede Kontordøre for saa omsider at faa den Besked af et Bud, at der var lukket, eller at »Kancelliraaden« havde forbudt at indlade flere den Dag. Selv naar man mødte efter Tilsigelse og til den opgivne Tid, kunde man ikke være sikker paa at finde nogen paa Kontoret. Disse Tilsigelser var ligeledes en Genstand for megen Misfornøjelse; Magistraten plejede ikke at give skriftligt Svar paa skriftlige Henvendelser, men sendte vedkommende en Tilsigelse om at møde paa Raadhuset og modtage mundtligt Svar.

En Bladartikel i 1847, indeholdende disse og lignende Klager, foranledigede Overpræsident Lange til at


215

afkræve de tre Sekretariater Indberetning om Kontorernes Forretningsgang og særlig om Brugen af de trykte Tilsigelsessedler.

I alle Besvarelserne mærkes den store Afstand, som endnu dengang var eller i hvert Fald føltes mellem Embedsmændene og »Almuen«. Der skrives fra Første Sekretariat: »Jeg har altid søgt, saa vidt det stod til mig, at spare vedkommende for Møder paa Kontoret og benyttet skriftlige Meddelelser; men det har ogsaa hændt, at Brevene, som ere modtagne af Værten, ere kastede bort af denne, eller at et Barn har faaet dem og revet dem i Stykker, ja, at den paagældende Person er kommen op og har bedet om, at det maatte blive læst for ham, hvad der stod i Brevet.«

I Andet Sekretariat har man været mere brysk: »Den langt overvejende Del af de Personer, der tilsiges, henhøre til den simple Almueklasse, Reserver, Tjenestefolk, Arbejdsmænd o. s. v. eller Enker og andre Fruentimmer af lignende Stilling«, saa at »vistnok ikkun yderst faa af de Mødende kunde finde sig ubehageligen berørte ved en saadan Anmodning«. I det hele taget kan »ingen grundet Klage rejses, og Besværinger, der hidrøre fra Mangel paa Kendskab til Forholdene eller fra Redaktørers Lyst til at se deres Blades Spalter fulde, fortjene ikke at komme i videre Betragtning«.

Tredie Sekretariat svarede: »I Almindelighed sker paa den sædvanlige Maade Tilsigelse herfra kuns ved trykte Kaldeseddeler, ombragte af Budet, til den simplere Paagældende, hvem man saaledes sikrest kan blive istand til at give fornøden Underretning eller affordre de Oplysninger, som fra ham ere nødvendige. - I enhver endog ubetydelig Sag at give Vedkommende skriftlig Besked eller skriftlig at affordre manglende Oplysninger vilde gøre Forretningerne saare vidtløftige og brydfulde. - Imidlertid bliver dog Paagældende herfra, i ethvert Tilfælde hvor


216

det kan antages at interessere dem, meddelte skriftlige Svar eller Kommunikation, og det næsten altid naar det er Resolutioner fra Kancelliet eller et andet Kollegium paa indgivne Ansøgninger eller Andragender.« 1)

Men at Overpræsident Langes gode Vilje her som i andre Tilfælde ikke har ført til noget Resultat, ses af følgende Skrivelse til Magistraten fra Formanden for Hyrekuskekorporationen i 1850:

»Den ærede Magistrat har ved flere Lejligheder, naar den ønskede mit Svar paa et eller andet Spørgsmaal, Hyrekuskekorporationen vedkommende, ladet mig tilsige ved en Seddel til at møde i 2det Sekretariat til en bestemt Tid; og naar jeg da er mødt, har jeg faaet mundtligt Paalæg om at meddele de forlangte Oplysninger skriftligt. - Denne Fremgangsmaade er i høj Grad generende for mig, da jeg, som har mange Forretninger at passe, kun vanskeligt kan møde til et bestemt Klokkeslæt, ligesom det ogsaa ofte kan være Tilfældet, at der bliver gjort mig flere Spørgsmaal paa én Gang, hvis rette Form og Indhold jeg ved en mundtlig Meddelelse ikke kan erindre, og som derfor let kunne blive fejlagtigt besvarede. Disse Ulemper kunne hæves ved, at Magistraten skriftligt communicerede mig, hvad den ønskede mit Svar paa, og det er dette, hvorpaa jeg herved andrager.« 2)


Indtil 1840 var saa godt som alle Kommunens Embeds- og Bestillingsmænd kongelig ansatte, - fra Borgmestre og Kontorchefer ned til Raadstuetjenere, Bude, Portnere og Markmænd. Ogsaa i denne Henseende havde Enevælden i Tidens Løb trængt Byens Selvstyre tilbage, og mange Embeder, som oprindelig havde hørt under Magistraten, var efterhaanden gledet over til Kongen, særlig

__________

1) 2. Sekr. 1848 Nr. 577.

2) 2. Sekr. 1856 Nr. 2125.


217

efter at der i 1804 og 1806 var blevet givet de militære fortrinsvis Adgang til en Række civile Stillinger 1). Men i Kommunalanordningen af 1840 stillede Kongen i Udsigt »paa nærmere Forslag fra Magistraten og Borgerrepræsentanterne at bestemme, hvorvidt det atter kan overlades Magistraten, enten alene eller under Medvirkning af Borgerrepræsentanterne, at besætte nogle af de Bestillinger, til hvilke den forhen har haft Udnævnelsesret«. Dette Tilsagn blev indfriet ved en kgl. Resolution af 16. Juli 1841, der gav eller tilbagegav Kommunen Retten til selv at udnævne en Del af sine Funktionærer: Brolægningsinspektør, Vejermester, Kornskriver, Markmænd, Portnere, Opsynsbetjente, Salt-, Kul- og Kornmaalere, Bude og Raadstuetjenere, Bedemænd, Klokkere, Gravere og Organister ved Stadens Kirker. Andre, og det navnlig de vigtigste Poster, forbeholdt Kongen sig fremdeles at besætte, men efterhaanden gled dog flere og flere ogsaa af dem over til Kommunalbestyrelsen.

Af Kommunens Embedsmænd i disse Aar maa særlig fremhæves Fysikeren August Colding, der havde Hovedindflydelsen paa de nye Vand- og Gasværkers Anlæg. Han var først konstitueret som Brolægnings- og Vejinspektør, derefter som Vandinspektør, indtil han i 1858 blev Stadsingeniør. - Som Kæmner var Grosserer Borgen konstitueret i hele denne Periode. Han var med Rette meget skattet; fra de 32 Mænds Forsamling var han gaaet over i Borgerrepræsentationen, og skønt det engang blev fremhævet, at det næppe var korrekt, at Kommunens lønnede Embedsmænd havde Sæde i denne Forsamling, blev han dog stadig genvalgt. Selv da han i 1857 gik fallit, viste Forsamlingen ham den Tillid vedblivende at betro ham Varetagelsen af Kæmneriets Forretninger 2). - Embedet

__________

1) 2. Sekr. 1841 Nr. 39.

2) Borgerrepr. Forh. 1857 S. 539.


218

som Stadskonduktør blev ledet med Dygtighed af Major Schlegel, der døde 1854. Han har navnlig gjort sig fortjent ved en omhyggelig Opmaaling af Stadens udenbys Jorder, og de smukke Kort, han derefter udarbejdede, bliver endnu stadig benyttede.

Blandt de underordnede Betjente herskede vedblivende den Skik at tage mod Dusører og Drikkepenge ligesom at overhænge Kommunen med Ansøgninger om Gratialer. Borgerrepræsentationen var en Modstander af dette System, og Andragender af den Art blev i Reglen nægtede. Derimod var det vanskeligere at faa Bugt med den Uskik, at Vægtere, Politibetjente og andre kommunale Funktionærer sammen med Haandværkssvende og Drenge gik rundt og ønskede »Glædeligt Nytaar« ved Folks Døre. I 1848 tiltraadte Forsamlingen et Forslag om, at dette Nytaarstiggeri skulde forbydes for alle Kommunens Embeds- og Bestillingsmænd. Men da der sidenhen skulde gøres Alvor af denne Beslutning, begyndte Sagen at blive betænkelig. Politidirektøren oplyste, at han i saa Fald maatte kræve en Lønningsforhøjelse af 25,000 Rdlr. til sine Betjente for at holde dem skadesløse, og en lignende Forhøjelse maatte gives andre underordnede Betjente. Efter disse Oplysninger enedes Forsamlingen hurtigt om at lade alt blive ved det gamle 1).

__________

Politiet, Fængsler og Straffe.

Over Byens Ro og Orden vaagede et Politikorps, der - med Politidirektøren selv, med Kontorpersonale og Betjente, Arrestforvarer og Portner - i 1840 kun talte 85 Mand, et Tal, som dog i Aarenes Løb blev noget forøget. Hertil kom saa 188 Vægtere. Politibetjentene var usselt

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1848 S. 85, 1852 S. 172.


219

lønnede - 2-300 Rdlr. om Aaret -, saa det var ikke urimeligt, at de søgte at supplere deres Gager paa hvad Maade ske kunde. At det lykkedes dem ret godt, fremgaar deraf, at deres uvisse Indtægter i 1848 af Politidirektøren blev opgivet til 25,020 Rdlr., medens deres faste Løn samtidig kun var 16,530 Rdlr. Dette Forhold bevirkede en underlig Dobbelthed i Politibetjentens Væsen: han var en ganske anden Person, naar han gik rundt og ønskede »Glædeligt Nytaar«, end naar man ellers traf ham med Stokken i Funktion paa Gaden 1).

Thi til daglig Brug var der Krig mellem Borgerskabet og Politiet. Betjentene og Vægterne bar ikke de lange Bambusstokke forgæves, og i de urolige Tider under Kristian VIII var der jævnlig Anledning til at bruge dem. Naar Orla Lehmann kom ud af Fængslet, eller naar Hvidt gik med en Adresse til Kongen, var hele Hovedstaden paa Benene, og enten der forefaldt Uordner eller ej, følte Politiet sig ved slige Lejligheder forpligtet til at slaa løs paa Mængden. Men de Stokkeprygl, som Befolkningen havde fundet sig i under Frederik VI, blev mere og mere utaalelige under Kristian VIII. De liberale Blade holdt nu omhyggeligt Regnskab med hvert Udslag af Politiets Brutalitet, og i 1848 kunde »Fædrelandet« forsikre, »at Stemningen mod Politiet er saadan, at dersom Folket nogen Sinde under en alvorlig Bevægelse først beslutter sig til ikke at taale Stokkeprygl, da vil det ikke slaa Politiet, men slaa det ihjel« 2).

Politiets øverste Chef, Konferensraad Bræstrup, var en baade human og dannet Mand med et godt Hjerte over for Smaafolk og paa mange Punkter et aabent Blik for de Reformer, Byen trængte til. Men paa sit eget Omraade var han Manden af den gamle Skole, bundet af det System, han selv var uddannet i, og som han havde over-

__________

1) Wroblewski i »Museum« l. c. S. 26.

2) 17. Febr. 1848.


220

taget fra sin Forgænger. Som Politichef fortsatte han kun, hvad Kierulff havde begyndt. Han kæmpede altid hæderligt for at skaffe sine Betjente Dusører og Gratialer af Kommunens Kasse, men han gjorde intet for at forbedre Forholdet mellem dem og Befolkningen eller for at gøre Politiet mindre upopulært, end det i Forvejen var. Det var den samme bryske Optræden, den samme Huggen løs i Flæng paa skyldige og uskyldige. Vilkaarlige Forbud udstedtes hvert Øjeblik, og naar de ikke straks blev efterkomne, var Stokkene til Rede, hvorefter de mishandlede i Reglen blev slæbte i Arrest og dømte for Opsætsighed mod Politiet. I den Henseende skete ingen Forandring, før Bræstrup og det hele gammeldags System samtidig blev afløste i 1863 1).

For dem, der blev indsatte i Politiets Arrester eller i et af Stadens Fængsler, var Tilværelsen ikke hyggelig. Baade Lokalerne og den Behandling, man fik derinde, var vidt berygtede. Et Indblik i Forholdene fik man, da cand. phil. Bartholin Lund for Overretten fremlagde og senere offentliggjorde en Beretning om det, han havde gennemgaaet som Varetægtsarrestant. Hans Gaard i Valby var brændt i December 1839, og han blev da arresteret som mistænkt for at have paasat Ilden. I syv Fjerdingaar sad han i Varetægtsarrest, indtil han i 1841 blev frikendt.

Straks efter Branden blev han sat i Blaataarn, hvor han især plagedes af »Utøj og levende Kryb«. Da han her fik en daarlig Arm, blev han overført til Forbedringshusets Sygestue. Men dette Opholdssted, hvor han var omgivet af Forbedringshusfanger og selv blev behandlet som en af dem, var ham saa utaaleligt, at han anmodede om at komme bort derfra igen, endnu før Armen var lægt. Han blev da indsat i Københavns Politiarrest Nr. 11.

__________

1) Nærmere om Politiet se »Nytaarsrevolten 1860« i »Hist. Meddelelser om Kbhvn.« II, 345.


221

Her laa om Natten fire eller fem Personer sammen i én Briks, Halvdelen med Fødderne nedad og Halvdelen omvendt. Det var ikke noget godt Leje for en Patient, der endnu gik med Spiler og Bandager paa den syge Arm.

Fra Nr. 11 flyttedes han ned i Kælderarresten Nr. 8, et halvmørkt Hul, hvor han kom til at sidde sammen med de værste Forbrydere, blandt hvilke han daglig var Vidne til, at »dyrisk Uterlighed« gik i Svang. Han bad paa det indstændigste om at maatte blive flyttet, han vilde tage til Takke med selv det usleste og mørkeste Hul, naar han blot kunde komme bort fra Selskabet, men forgæves. Han overtraadte da Arrestreglementet ved at skrive et Brev til en af sine Medarrestanter og blev herfor idømt femten Slag Tamp. Skønt han var brystsvag og derfor bad om at blive fritaget for Straffen, blev denne dog eksekveret - af en meget haandfast Person og med en Tamp, der i Forvejen var lagt i Vand. Da Eksekutionen var forbi, faldt han besvimet om, og Blodet sprang ham ud af Næse og Mund. I fire Uger derefter kunde han ikke ligge paa Ryggen og ikke klæde sig selv af eller paa, og endnu seks Uger efter var alle de femten Slag kendelige foran paa Brystet.

I lang Tid laa han nu syg i forskellige af Politiets Arrester, - det eneste Hospital, der blev stillet ham i Udsigt, var Forbedringshusets Sygestue, og der vilde han ikke mere hen. Omsider kom han igen tilbage til Blaataarn, og i Sammenligning med det, han i Mellemtiden havde oplevet i Politiets Arrester, fandt han nu Opholdet her ganske taaleligt.

Det blev sagt 1), at Lunds Klageskrift ogsaa kom Kristian VIII for Øje, og at han i Anledning heraf havde forlangt en Erklæring fra Politidirektøren, hvilket førte til en forandret Indretning af Københavns Varetægtsarrester.

__________

1) Fædrelandet 21. April 1852.


222

Det er rigtigt nok, at Kongen selv greb ind i denne Sag; men han var i hvert Fald ogsaa bleven paavirket fra anden Side.

I 1841 kom den bekendte Kvækerinde Elisabeth Fry, ledsaget af sin Broder Joseph John Gurney, til København for ogsaa her at virke for de ulykkeliges og forurettedes Sag. Hun besøgte de fængslede Baptister og medvirkede til at skaffe dem taaleligere Kaar, og hun gjorde hos Kongen og Dronningen ivrige Paamindelser om Fængslernes Forbedring. Resultatet blev en Resolution af 22. December 1841, der for første Gang gav nøjagtige Regler for Varetægtsfængslernes Indretning og Fangernes Behandling. Det skyldtes Elisabeth Frys Bestræbelser, at der nu blev anbragt Kakkelovne i Politiarresterne, - de havde tidligere ikke været opvarmede om Vinteren 1). Og hun fik Domhuskapellet indrettet til Gudstjeneste alene for Fangerne.

Ved et Møde paa Hotel Royal holdt hun Foredrag om Fangernes Behandling og fik her stiftet et Fængselsselskab, som dog først kom til at virke efter hendes Afrejse. Tilladelsen til dets Dannelse blev givet ved en kongelig Resolution af 25. Juni 1842, og den reformerte Præst Raffard blev Selskabets Formand. Dets Medlemmer fik Tilladelse til at aflægge Besøg i Fængslerne og der uddele religiøse og andre passende Skrifter, og Selskabet søgte at skaffe Fangerne Ophold og Beskæftigelse, naar de kom ud. Kongen nærede varm Interesse for denne Sag, og det blev paalagt Politiet og Fattigvæsenet at støtte Selskabet i dets Virksomhed 2).

I det civile Arresthus i Slutterigade var der alt for lidt Plads. Allerede i 1836 var der til dets Udvidelse købt en Naboejendom (Baghuset til Nr. 122 i Farvergade);

__________

1) 2. Sekr. 1844 Nr. 1329.

2) 2. Sekr. 1842 Nr. 2461.


223

men derved blev det, og intet blev foretaget for at indrette Bygningen efter sin Bestemmelse. Ogsaa her skyndede Kongen paa, og i December 1841 bestemte en kongelig Resolution, at Arbejdet skulde udføres. Men Autoriteternes Langsomhed var ikke let at overvinde, og der gik endnu flere Aar, inden der blev gjort Alvor af Sagen. - Det gammeldags Gældsfængsel bestod fremdeles, men Misbrugen af det blev indskrænket i 1847 ved en Forordning om, at ingen kunde indsættes deri for mindre Summer end 50 Rdlr. eller holdes der længer end i tre Aar.

Fra tidligere Tid var Bestyrelsen af Fængselsvæsenet forenet med Bestyrelsen af Fattigvæsenet. Denne Forbindelse ophørte i 1845, og Fængselsvæsenet fik nu sin egen Styrelse. I 1848 blev C. N. David Overinspektør for Fængselsvæsenet, og betydelige Reformer blev derefter gennemførte 1).

Til Behandling af kriminelle Sager fandtes to Domstole i Byen, det almindelige Kriminalkammer og Inkvisitionskommissionen. Sidstnævnte, der havde Lokale i Stokhusbygningen, havde lige til 1837 haft Ret til at anvende Tortur imod de anklagede. Men da denne saakaldte »skarpe Eksamination« var bleven afskaffet paa Stænderforsamlingens Foranledning, blev den særlige Domstol i Stokhuset overflødig, og Inkvisitionskommissionen blev derfor ophævet i 1842 2). I Stedet oprettedes et andet Kriminalkammer, og i 1845 traadte den nuværende Kriminal- og Politiret i Virksomhed.

Adskillige gammeldags Straffemaader var endnu i Brug, saasom Brændemærkning, der dog blev afskaffet i 1840, og Kagstrygning. Byen havde sin egen Kag, der en Gang imellem laantes ud til Nabojurisdiktionerne, der ikke selv ejede noget saadant Instrument, og sin egen

__________

1) Rubin: Frederik VI.s Tid, 302.

2) Koll. Tidende 1842 S. 58.


224

Skarpretter, som dog tillige skulde betjene Københavns og Frederiksborg Amter. Men i 1842, da to Delinkventer blev henrettede, var Skarpretter Raunholdt uheldig og besørgede Eksekutionen paa en saa uforsvarlig Maade, at han blev suspenderet og sat under Tiltale, og denne Begivenhed gav Anledning til, at Kancelliet foreslog Anskaffelse af en Guillotine. Til at konstruere en saadan blev der nedsat en Kommission, bestaaende af Medlemmer af Sundhedskollegiet og af Polyteknisk Læreanstalt. Men hvorvel denne Kommission løste sin Opgave og anbefalede Indførelse af Guillotinen, der da skulde bruges over det hele Land og betjenes af to fast ansatte Skarprettere, kom der dog ikke noget ud deraf. Kancelliet vilde efter modnere Overvejelse dog ikke fravige den hidtil brugte Henrettelsesmaade, og en ny Skarpretter blev derfor ansat i 1846. Ved denne Lejlighed forenedes hele Sælland under ét Embede, idet det blev Skarpretteren i Sorø, Præstø og Holbæk Amter, Døring, som overtog Raunholdts tidligere Embede. Man mente, at han nok kunde overkomme det hele nu, da Brændemærkning var bortfalden, og Kagstrygning kun yderst sjældent vilde blive anvendt. Døring var svagelig af Helbred og kunde ikke taale Opholdet i København, hvorfor han i 1850 fik Tilladelse til at tage Bolig i Frederiksdal, hvor han havde købt et Landsted, der tidligere havde tilhørt Pastor Raffard. Men Landopholdet hjalp ham ikke, og Aaret efter maatte han søge sin Afsked. Da Embedet paa ny blev besat i 1852, udvidedes Skarpretterens Omraade yderligere, idet Lolland-Falster og Bornholm forenedes med Sælland. Politibetjent Schmidt fra Vordingborg fik dette nye Embede.

En særegen Art af Straffefanger havde København i de saakaldte Fæstningsslaver. Deres Stilling var ejendommelig: den var ment som den haardeste Straf; men den medførte saa mange Behageligheder, at en løsladt og benaadet Slave mangen Gang ønskede sig tilbage til


225

sin forrige Tilværelse. De benyttedes dels til offentlige Arbejder, dels laantes de ud til private, dog kun under Opsyn af en Soldat. De var paa en Maade Befolkningens Kæledægger, og man kunde høre Damernes venlige Tiltale til dem: Lille Slave! De tjente ofte ganske godt, dels ved Drikkepenge paa de Steder, hvor de arbejdede, eller ved Tiggeri, dels ved at samle Klude, Ben og andet Affald, som de realiserede til egen Fordel. I 1844 klagede Byens Jern- og Kludehandlere over disse uautoriserede Konkurrenter; men baade Inspektøren i Stokhuset og Københavns Guvernør, Landgrev Wilhelm af Hessen, tog Slaverne i Forsvar, og de fik Lov til at vedblive med deres Handel 1).

Men den hele Institution var dog nu for gammeldags og kunde ikke længer bestaa. Det fremhævedes, dels at Slavens Tilstand var bleven omtrent det modsatte af det, en Straffefanges burde være, dels at Soldaternes Anvendelse til at passe paa dem var uværdig for Hæren. »Hvem har ikke følt Uvillie ved at se paa Gaderne en Soldat drive med en Slave, som gaar et Ærinde? . . . Og hvor ofte træffer man ikke en dovnende Kreds af Slaver gemytligt henstrakt paa Fæstningens Græsplæner, opvartet af en godmodig Landsoldat?« 2)

Slaveristraffen blev da afskaffet fra 1. April 1851. Den skulde for Fremtiden afløses af Tugthusarbejde.

__________

Vægtere, Gadebelysning og Brandvæsen.

Vægterkorpset, der i 1840 talte 188 Mand, havde flere forskellige Opgaver. Vægterne hjalp Politiet med Orde-

__________

1) 2. Sekr. 1844 Nr. 3478.

2) Fædrelandet 22. Jan. 1846.


226

nens Opretholdelse, og naar der var Tumulter i Byen, mødte de mandsstærkt. Som Natvægtere passede de Gadelygterne, som Torvevægtere ringede de med Torveklokken og holdt Øje med Forprangere og Høkere, som Taarnvægtere spejdede de Dag og Nat fra Byens Kirketaarne efter Ildebrand. De tolv Taarnvægtere var de fornemste, de lønnedes med ca. fire Rigsdaler om Ugen, medens Gadevægterne kun havde to a tre Rigsdaler og Torvevægterne endda knap en Rigsdaler ugentlig 1). Men ligesom Politibetjentene kunde de gøre Regning paa, at Stillingen i Virkeligheden vilde indbringe en Del mere, - det var f. Eks. en almindelig Tro, at Natvægterne tjente godt paa den Tran, de fik udleveret til Anvendelse i Stadens Lygter.

Gadebelysningen besørgedes jo endnu af de gamle Tranlamper. Af saadanne fandtes i 1841 i Byen og dens Forstæder, i Porte og Raveliner i alt 1768 foruden 18 Lygter i Nyboder, der vedligeholdtes af Søetaten 2). Lygternes Antal voksede langsomt, med en eller to om Aaret. Som bekendt tændtes de ikke paa de Tider, da der var »præsumtivt Maaneskin«, som det kaldtes i det officielle Sprog, eller »Magistratsmaaneskin«, som den populære Betegnelse lød. Da Maanen ikke altid fungerede tilfredsstillende, klagedes der idelig over Mørket paa Gaderne i de Aftener, da Lygterne ikke var tændte. Særlig Redaktør Nathanson ved »Berlingske Tidende« var utrættelig i Kampen mod Magistratsmaaneskinnet, og i 1847 gik Autoriteterne med til nogen Udvidelse af Lygternes Brændetid. Efter Vægterinspektørens Forslag blev det vedtaget i Borgerrepræsentationen at »indtage til Belysning indtil Kl. 12 saavel Nyet som en saa stor Del af første Kvarter, at Maanen inden den Tid er saa fuld, at den til enhver Tid kan antages at kunne lyse gennem Skyerne og tilstrækkeligt belyse

__________

1) 2. Sekr. 1840 Nr. 592.

2) Kommunens Regnskab 1841 S. 32.


227

Staden«. Det betød en Udgift af 50 Tdr. Tran mere om Aaret 1). Men Klagerne over Mørket paa Gaderne vedblev ligefuldt, og de hørte ikke op, før det »præsumtive Maaneskin« ganske blev afskaffet ved Gasbelysningens Indførelse.

I Modsætning til Politibetjentene var Vægterne som Regel vel lidte af Befolkningen. De var meget jævne Folk uden al embedsmandig Vigtighed, og enhver Borger kunde forstaa, at de gjorde deres Nytte, naar de gik paa Gaden Natten igennem, passede deres Lygter og sang de smukke Vægtervers, der lige til 1863 lød hver Nattetime paa Københavns Gader:

    Nu skrider Natten sorte,
    Og Dagen stunder til.
    Gud, lad dem blive borte,
    Som os bedrøve vil!
Vor Klokke er slagen Tre.

Og saaledes et forskelligt Vers for hver Gang, Klokken slog.

Den store Travlhed og Tjenstivrighed greb kun Vægterne, naar der opdagedes en Ildløs. Da skingrede Vægterpiberne over Staden, og de svære Mænd i de lange Kjortler løb gennem Gaderne og raabte Brand. Det er disse Optrin, der mere end noget andet Træk fra det forsvundne København er bleven bevarede i Mindet og i Overleveringen, - for saa vidt med Rette, som de utvivlsomt har givet et typisk Billede baade af Datidens brogede Gadeliv og af dens Kommunestyrelses Ufuldkommenhed.

Byen levede endnu i Rædslen fra de store Ildebrande, og omfattende Foranstaltninger var trufne for at afværge en Gentagelse af dem, - lidt for store, mentes der, thi Brandalarmeringen og Slukningsarbejdet antog let saadanne Dimensioner, at det fremkaldte Panik og skabte

__________

1) Borgerrepr. Forh. 19. Aug. 1847. - Regnskab 1847 S. 48.


228

Brandvæsenet unødige Forhindringer. Man faar et Indtryk af den Tids omstændelige og vidtløftige Regeremaade, af den hele gammeldags og upraktiske Tid, naar man betragter de Forberedelser, der skulde gøres i Anledning af en Ildløs, - altsaa ved en Lejlighed, hvor det netop gjaldt om at skynde sig.

Brandkorpset var i disse Aar uforandret, som det havde været siden 1805, - et stort og vidtløftigt Apparat, organiseret paa militær Vis med en General i Spidsen, med Officerer og Læger, med Skærf og Fjer i Hatten. Slukningsmateriellet var betydeligt og Reglementet for dets Anvendelse meget detailleret. Der var 47 store offentlige Sprøjter med Tilbehør foruden de smaa Kabinetssprøjter og Kompagnisprøjter. I hver Ejendom skulde findes en Læderspand for hvert tusinde Rigsdalers Assurancesum og en Brandlygte for hver femten Alen Façade, et Vandkar, som rummede mindst en Tønde Vand, en Trætragt, en stor Strippe, Træpropper til Tagrenderne, for at de kunde fyldes med Vand, en Svabert, en lang Brandstige og en Brandhage. Slagtere, Møllere og Hyrekuske skulde være forsynede med en Sluffe med Vandtønde, med hvilken de i Ildebrandstilfælde var pligtige at møde paa Brandstedet for at køre Vand.

Ved hver af de store Sprøjter var ansat en Overbrandmester, en Underbrandmester, fire Straalemestre, fire Assistenter og 48 Brandsvende. Blandt disse sidste skulde der foruden Tømrere og Murere være mindst to Grov- eller Klejnsmede, to Bødkere, to Hjulmænd og to Skomagere. Dette Personale lønnedes til Dels ved, at de fik Lov til at drive Fuskeri i forskellige Haandværk eller fik en Frimester-Bevilling. Under Slukningsarbejdet fik de Timebetaling.

Naar der udbrød Ildløs, blev dette store Korps alarmeret paa følgende Maade:

Husejeren, eller hvem der ellers opdagede Ilden,


229

skulde uopholdelig melde dette til den nærmest boende Distriktskaptajn og den nærmeste militære Vagt. Kaptajnen sendte Meldingen videre til Brandmajoren, medens Vagten sendte Melding dels til Fæstningskommandanten og til den General, der var højstkommanderende for Brandkorpset, dels til det nærmeste af de tre Kirketaarne, Vor Frue, Sct. Nikolaj og Vor Frelsers. Fra Gaden skulde Budet raabe op til Taarnvægteren, hvor Ilden var, og derpaa skynde sig videre til Gammelholms Vagt, der atter skulde sende Melding til den Søofficer, der var beordret til at møde ved Ildebrand. En af Taarnvægterne var imidlertid ilet med videre Melding til Politimesteren og Stadshauptmanden, medens de tilbageblivende Taarnvægtere klemtede med Klokkerne og viste Signaler fra Taarnet. Saafremt det kun var Skorstensild, slog de ét Slag ad Gangen paa Klokken og udhængte om Dagen et Flag, om Natten en Lygte paa den Side af Taarnet, hvor Ilden var. Var det Husild, slog de indtil syv Slag paa Klokken, hver Gang de klemtede, for at betegne Nummeret paa det Distrikt, hvor det brændte, og udhængte tillige et tilsvarende Antal Flag eller Lygter. Klemtningen skulde straks gentages fra de andre Kirketaarne i Byen; hvor der ingen Taarnvægtere var, skulde Graverne besørge den. Om Natten skulde tillige Borgertrommen gaa gennem alle Gader for at vække den sovende By.

Greb Branden saa stærkt om sig, at det Antal Sprøjter og det Mandskab, der var mødt efter Klemtningen, ikke slog til, kunde Brandmajoren befale, at der skulde ringes i Kirkerne med de store Klokker. I de allerfarligste Tilfælde skulde der gives Signal ved Kanonskud fra Volden, dog kun paa Kongens egen Befaling.

Var det Vægteren, der om Natten opdagede Ildløs, skulde han støde i sin Vægterpibe, raabe »Brand!« og nævne Gaden eller Stedet, hvor det brændte. De andre Vægtere der i Nærheden skulde ligeledes raabe og pibe,


230

idet de søgte hen til den første for at faa Brandstedet at vide. Vægteren i Gaden skulde først banke paa Porten eller Gadedøren i det brændende Hus og derpaa ile med Melding til Distriktets Brandkaptajn og nærmeste Vagt, medens de andre Vægtere vedblev at gøre Alarm med Ringen og Banken paa alle Porte og Døre.

Under alt dette samledes saa Udrykningen paa Brandstedet. Den mindste Styrke, som skulde møde, selv ved Skorstensild, bestod af Brandmajoren, en af Vicebrandmajorerne, alle Brandofficererne i vedkommende Distrikt, nemlig to Kaptajner, to Premierløjtnanter og fire Sekondløjtnanter, 200 Mand af Borgervæbningen med Over- og Undergevær, seks Sluffer med fyldte Vandtønder, en af de store Sprøjter og fire Kompagnisprøjter, hver med sit tilhørende Mandskab, samt alle Stadens Skorstensfejere, hver med mindst en Svend og en Dreng.

Ved Husild antog det hele Apparat ulige større Dimensioner. Da mødte Generalen, Fæstningskommandanten, Søofficeren, Politimesteren og Stadshauptmanden. De samledes i Nærheden af det Sted, hvor Brandkorpsets Faner var plantede, og dannede her i Forbindelse med Brandmajoren et Slags Krigsraad. To Sprøjter, trukne af Soldater, kom fra de nærmeste Vagter. Ti af de store Sprøjter mødte med fuldtalligt Mandskab til deres egen Betjening og med Reservemandskab til de to Vagtsprøjter. Den store Palæsprøjte kørte op med 48 Mand af Garnisonen, og Distriktets otte Kompagnisprøjter og fire Kabinetssprøjter mødte alle. Brand- og Straalemestrene ved Pramsprøjterne skulde møde, hvor disse laa, en af Brandmestrene ved Sugeværkerne forføje sig til Brandstedet for at afvente nærmere Ordre og de øvrige Brand- og Straalemestre holde sig rede. Ved Slagpumperne ved Kanalerne mødte Halvdelen af det dertil udtagne Mandskab, 60 Mand; og en Deling Kavalleri udkommanderedes til Ryddeligholdelse af Gaderne.


231

Blev der ringet med Kirkeklokkerne efter Klemtningen, skulde yderligere ti Sprøjter møde. Resten af Mandskabet ved Slagpumperne skulde indfinde sig ved disse, ligesom de ved Springvandsopstanderne ansatte 64 Mand og de ved Gadepumperne ansatte 106. Overalt skulde Slangerne sættes paa og Pumperne gøres klar til at give Vand. Pramlauget skulde møde med to Baade ved hver af Byens to Pramsprøjter for at lægge disse paa det belejligste Sted, saa nær Ilden som muligt.

Løsnedes endelig Kanonerne paa Volden, skulde samtlige Stadens Sprøjter sætte sig i Bevægelse. Det halve Mandskab af hvert Kompagni traadte under Gevær. Laugs-Oldermændene samledes under Kanalpumpemandskabets Fane, og Vandmestrene med deres Svende skulde retstille alle Hanerne paa Vandrenderne og holde sig parat til at anvise, hvor for øvrigt Vand maatte være at finde. Vognmændene skulde køre Hestegødning til Dækning af Lofter, Vinduer og Døre i de truede Huse og til Tætning af Dørtrinene i dem, der brændte, for at man kunde opstemme Vandet i dem. Gadelygterne blev tændte, hvis de ikke var det i Forvejen, og i Omegnen af Brandstedet udhængtes desuden Brandlygter i fire Alens Højde fra Jorden. Vandkar blev udstillede foran hvert Hus og bestandig fyldte, saa længe det behøvedes.

Naar Ilden var dæmpet, kimedes der af fra alle Taarne, og det store Slukningsapparat opløstes efterhaanden 1).

Saaledes forløb en Ildebrand i hele den Periode, vi her beskæftiger os med. Spektakel, Opløb og Sammenstimlen var der nok af. Ved al denne Fløjten og Kimen, Banken og Ringen over hele Byen sammenkaldtes en saadan Menneskemasse, at Politiet og Borgervæbningen hav-

__________

1) Forordning ang. Brandvæsenet i Kbhvn. 1. Nov. 1805 og Reglement for det kbhavnske Brand korps 1. Maj 1818.


232

de den største Møje med at holde Pladsen omkring Brandstedet ryddelig, - saa meget mere, som Folkehoben var hurtigere paa Benene end Autoriteterne og Brandmandskabet og i Reglen havde taget Pladsen i Besiddelse, længe før disse ankom. Thi det tunge og indviklede Apparat virkede jo trægt og langsomt. »Naar Vægterne paa Vagttaarnene opdage en Ildløs, saa skal der først enten raabes ned til Vægteren paa Gaden, eller en Vægter maa sendes ned af den uendelige Trappe for at hitte en Gadevægter og anmelde Ilden for Brandmajoren, som boer langt oppe paa Nørregade, og hos hvem der alene holdes Brandvagt.« Gadevægteren gaar imens rundt og ringer paa de Huse, hvor der bor Brandfolk. Disse bliver vækkede, paaklædte, faar at vide, hvor Ilden er, og begynder saa at samles om Sprøjten. »Se f. Eks., hvorledes Petri Kirkes Sprøjte besørges i Ildebrandstilfælde: - langt om længe kommer en Mand, som venter, til en anden kommer med Nøglen til Sprøjtehuset; omsider er det den rette Nøgle, og omsider giver den gamle rustne Fjeder efter; - Porten aabnes, - man venter, til de øvrige kommer, - de kommer, - man faar endelig den tunge Sprøjte ud paa Gaden, og først nu er man saa vidt, at de sorte Brandfolk spænde sig selv foran Sprøjten og trække denne til Ildebrandstedet.« 1)

Brandmændenes personlige Mod og Dygtighed roses stadig og savnede ikke Paaskønnelse: Selve Kancelliet satte sig i Bevægelse, da en Mursvend Kemp og en Arbejdsmand fra Didrik Badskærs Gang under en farlig Ildebrand i Adelgade i 1844 havde reddet flere Mennesker fra at indebrænde 2). Men hvad nyttede Mod og Dødsforagt i yderste Øjeblik, naar Apparatet ikke virkede, som det skulde, og de nødvendige Forberedelser var forsømte!

__________

1) Fædrelandet 22.-23. Okt. 1852.

2) 2. Sekr. 1844 Nr. 3592.


233

Det var utvivlsomt, at Brandvæsenet ikke havde fulgt med Tiden. I 1849 oversendte Etatsraad Regnar Westenholz i London som Gave til Staden København en saakaldet »Fire-Escape«, en Maskine, som benyttedes af det engelske Brandvæsen til Redning af Mennesker i Ildebrandstilfælde. Maskinen blev modtaget og stillet hen. I 1856, ved en heftig Ildebrand i en Cikoriefabrik paa Grosserer Adolphs Plads bag Børsen, blev der Brug for den. En modig Brandmand var oppe paa Husets Tag bleven omringet af Luer og kunde ikke slippe ned. Maskinen kom til Stede, og det viste sig da, at ingen forstod at bruge den. Efter at man havde kludret en halv Time med den, medens den ulykkelige ventede oppe paa Taget, maatte han til sidst springe ned fra fjerde Etage. Han slog sig ihjel.

Det nævnes, at ved samme Lejlighed havde Tilskuere i Hundredevis allerede været samlede for at se paa Ildebranden en god halv Time, før Politi eller Brandvæsen viste sig; og da endelig den første Sprøjte ankom, var den ubrugelig. Paa samme Maade forløb Ildebranden i Marstrand & Nielsens Dampmølle i Silkegade, ligeledes i 1856. Det varede tre Kvarter, efter at der var gjort Alarm, inden den første Sprøjte kunde begynde at arbejde, og i disse tre Kvarter var hele Skaden sket og Værdier til omtrent 300,000 Rdlr. ødelagte.

Brandslukningsapparatet var for stort og uhandleligt. Ganske vist var Byen delt i seks Branddistrikter, men dette betød kun, at Sprøjter og Brandfolk fra det Distrikt, hvor Ilden var, skulde møde først. Alarmeringen udstraktes over hele Byen, og kun paa ét Sted, i Brandmajorens Bolig, fandtes en stadig Brandvagt. Den hele By med Kristianshavn og Forstæderne var i Virkeligheden ét Branddistrikt, og derfor maatte hele Byen opskræmmes med Piber, Klokker og Trommer for selv den ubetyde-


234

ligste Skorstensild, ja, selv om Branden var slukket, længe før Alarmeringen var tilendebragt.

Tidens Fordringer til et moderne Brandvæsen udtrykkes træffende i en Artikel i »Fædrelandet« fra 1856:

»Det, hvorover vi klager, er over Indretningernes Ufuldstændighed og hele Organisationens Slethed, der medfører et uhyre Spild af Kræfter, men ikke tilsteder de enkeltes prisværdige Anstrængelser at gøre den fulde Nytte. Det, vi forlanger, i Stedet for et til Dels frivilligt, til Dels daarligt lønnet Brandkorps paa vel et tusinde Mand, adspredt over hele Byen og afholdt ved mangfoldige naturlige og lovlige Forhindringer fra at være hurtigt paa Pletten, naar det behøves, - er et lille fast, vel lønnet og vel ledet Korps paa højst et halvt Hundrede Mand, der befinder sig paa ét Sted, hvortil øjeblikkelig Underretning bringes ved Telegrapher, færdigt til Udrykning med alle fornødne Redskaber i komplet Stand; hint store Korps kan da, organiseret distriktsvis, tjene til Reserve i alvorligere Tilfælde.« 1)

Det varede endnu mange Aar, før dette forstandige Program blev realiseret. Den særlige Brandkommission og den gamle Brandordning af 1805 afskaffedes først i 1868, da Københavns Brandvæsen blev lagt ind under Magistraten.


Brandvæsenet kostede ikke Kommunens Kasse noget, thi alle Udgifterne hertil - ca. 20,000 Rdlr. aarlig - afholdtes af Københavns Brandforsikringsselskab.

Dette gamle Selskab, stiftet 1731, var eneberettiget til at tegne Brandforsikringer i København, og alle Bygninger inden for Voldene samt alle Møller og Huse paa Volden skulde være Interessenter deri. Derimod var alle Ejendomme i Forstæderne lige saa afgjort udelukkede

__________

1) Fædrelandet 27. Dec. 1856.


235

derfra, - de var henviste til at lade sig forsikre som Landbygninger. Københavns Brandkasse stod sig godt. Den havde i 1840 et Overskud paa 1 1/2 Million Rdlr. og kunde nu fritage alle Ejendomme, som i 33 Aar havde svaret deres Kontingent, for at betale yderligere. Kun hvis Beholdningen igen gik ned under 1 1/2 Million, skulde den tidligere Præmie, 1/2 pro mille, atter opkræves. Dette Tilfælde indtraf i 1857 som en Følge af de store Ildebrande i det foregaaende Aar 1).

Assuranceværdien af de indenbys Ejendomme var i 1840 godt 51 Millioner Rdlr. Den naaede først i 1845 de 52 Millioner og steg derpaa med omtrent en Million om Aaret indtil 1856, da den var 63 Millioner. I 1857 steg Beløbet pludselig til 67 Millioner, men denne Tilvækst skyldtes til Dels, at der i Henhold til en Resolution af 6. Februar 1857 blev lagt ti Procent til Vurderingsbeløbet ved nye Vurderinger og ved Omvurderinger af ældre Bygninger. De udenbys Ejendommes Assuranceværdi var i hele Tidsrummet fra 1830 til 1850 noget over 3 Millioner. Saa begyndte den hurtige Stigning som Følge af den tiltagende Bebyggelse i Forstæderne, og i 1855 var Beløbet over 6 Millioner. I de følgende Aar foregik en Omordning af Assuranceforholdene, saa Totalbeløbet ikke kan opgives.

Ogsaa for Løsøre fandtes et privilegeret Assurancekompagni i København, oprettet 1778. Man var dog ikke forpligtet til at lade sine Møbler og Varer assurere; men det var forbudt at assurere dem andensteds, og Overtrædelse heraf straffedes med en Mulkt paa 1000 Rdlr. En saadan Eneret faldt jo ikke rigtig i Tidens Smag, og i 1841 forsøgte Borgerrepræsentanterne at faa den afskaffet; de foreslog, at det skulde staa Stadens Indvaanere frit for at tegne Assurance, hvor de vilde, baade her og i

__________

1) Koll. Tid. 1840 S. 161 f. - Bekendtg. 18. April 1857.


236

Udlandet. Magistratens Flertal tiltraadte dette; kun Borgmester Schæffer blev sig selv lig og holdt paa Monopolet: »Naar det i vore Dage siges«, skriver han, »at et Institut er i Besiddelse af et Monopol, saa er dette allerede nok for at opvække hos andre udenfor samme en Tanke om at bevirke dets Ophævelse . . . Spørgsmaalet: om et tilbage i Tiden givet Privilegium eller Monopol bør vedligeholdes, kan ikke besvares ved andres Betænkninger. Det maa være det Institutet af Statsstyrelsen givne Løfte, hvoraf dets Eksistens og Rettigheder maa udledes.« 1)

Efter hans Mening var det altsaa nærmest en utidig Vigtighed, naar Kommunalbestyrelsen vilde blande sig i Forholdet mellem Staten og det monopoliserede Institut. Og Schæffer blev den, som fik Ret. Da Selskabets Oktroj fornyedes i 1843, blev Monopolet opretholdt.

Varer og Effekter var i 1840 assurerede for godt 14 Millioner indenbys, 1 Million udenbys. I 1857 var Tallene henholdsvis ca. 30 og ca. 3 Millioner. Men da denne Assurance var frivillig, er disse Summer næppe noget Udtryk for Løsørets virkelige Værdi.

__________

Byens Proviantering og Torvehandelen.

Øvrigheden vaagede over, at Staden ikke gik Vinteren i Møde uden en tilstrækkelig Forsyning med Levnedsmidler. I »Slagtetiden«, som hvert Efteraar blev fastsat af Magistraten, var det tilladt alle uden for Portene at slagte uden Hensyn til Lauget; og hvert Aar foretoges en Opgørelse over, hvad Proviant der ved November Maaneds Udgang fandtes inden for Voldene. Bagere, Brænde-

__________

1) 2. Sekr. 1841 Nr. 1163.


237

vinsbrændere og Spækhøkere var forpligtede til at holde et vist Kvantum paa Lager; Grosserere, Hørkræmmere og Mel- og Grynhandlere blev anmodede om at opgive, hvor meget de laa inde med. I November 1840 stillede Resultatet sig som følger:

56 Laugsbagere hver med 50 Tdr. Hvede og 200 Tdr. Rug.

1 Franskbager med 50 Tdr. Hvede.

1 Fribager med 50 Tdr. Rug.

110 Rugbrødsbagere hver med 20 Tdr. Rug.

112 Brændevinsbrændere, som tilsammen benyttede 258 Kar og til hvert Kar skulde være forsynede med 15 Tdr. Hvede.

443 Spækhøkere, som hver var pligtig at have 3 Tdr. Smør, 1 Skippund Flæsk, 2 Skippund Ost, 3 Tdr. Ærter, 2 Tdr. Boghvedegryn og 1 Td. Havregryn.

Det pligtige Forraad blev saaledes i November 1840: 6720 Tdr. Hvede, 13,450 Tdr. Rug, 1329 Tdr. Smør, 443 Skpd. Flæsk, 886 Skpd. Ost, 1329 Tdr. Ærter, 886 Tdr. Boghvedegryn og 443 Tdr. Havregryn.

Foruden dette fandtes til samme Tid: hos Grossererne 1000 Tdr. Rug og 700 Tdr. Byg; hos Hørkræmmerne 4350 Tdr. Salt, 203 Læster Sild, 1100 Skpd. Tørfisk og 600 Læster Stenkul; hos de 127 Mel- og Grynhandlere 2280 Tdr. Rug og Rugmel, 283 Tdr. Hvede og Hvedemel, 293 Tdr. Byg og Bygmel, 465 Tdr. Gryn og 429 Tdr. Ærter 1). Ogsaa Oldermanden for det store Vognmandslaug blev spurgt, hvor meget Havre Vognmændene laa inde med. Bryggernes pligtige Forraad bestemtes for hvert Aar af den kongelige Provianteringskommission; i 1841 skulde de f. Eks. ved November Maaneds Udgang have hver 150 Tdr. Byg eller Malt paa Lager og ved Slutningen af

__________

1) 2. Sekr. 1840 Nr. 3634.


238

Maj Maaned 550 Tdr. vel tilberedt Malt 1). Folk skulde ikke lide Tørst om Sommeren!

Naar Opgivelserne var indsamlede af Magistraten, sendtes de til Borgerrepræsentationen, der blev anmodet om at skønne over, hvorvidt disse Kvanta kunde anses for tilstrækkelige, eller der skulde træffes ekstraordinære Foranstaltninger. Forsamlingen skønnede og fandt, at det tilstedeværende vistnok vilde være tilstrækkeligt.

Denne Ordning, der var paabudt i 1771, føltes dog allerede i 1840 som forældet, og dens Bestemmelser blev ikke overholdte. I 1845 ansøgte Borgerrepræsentationen om at faa den hele Foranstaltning ophævet. Kancelliet indrømmede, at Befordringsmidlerne nu var saadanne, at tilstrækkelig Tilførsel til Byen altid vilde kunne faas, og ved kongelig Resolution af 4. April 1845 blev da alle herhenhørende Bestemmelser satte ud af Kraft og Provideringskommissionen ophævet.

Men Øvrigheden sørgede ikke blot for at skaffe tilstrækkeligt Forraad af Levnedsmidler til Byen, - den vaagede ogsaa over, at Byens Husmødre fik Lejlighed til at forsyne sig med Varerne til Dagens Pris. Hertil sigtede de talrige Bestemmelser til Regulering af Torvehandelen. Det var dengang i langt højere Grad end nu Skik at gøre sine Indkøb paa Torvet, og Magistraten følte det som en af sine Opgaver at forhindre Mellemhandlere og »Forprangere« i at fordyre de fra Landet indbragte Varer for Konsumenterne.

Byens Torve frembød dengang et langt mere broget og livligt Skue end i vore Dage: »Størst var Torvehandelen paa Gammeltorv,« fortæller en samtidig, »hvor Spækhøkerne ikke turde forsyne sig, forinden »Torvevægteren« havde ringet med sin »Torveklokke«. Her sad værdige Valbykoner med deres nedhængende blommererede Kyser

__________

1) 2. Sekr. 1842 Nr. 3468.


239

omkring det - tørre Springvand og falbød deres Fjerkræ . . . Her saa man baade Bønder og Slagtere sælge Kød fra aabne Vogne eller skidenfærdige Kludetelte. Det tækkeligste Syn var de kønne Amagerkoner med deres Grøntsager paa Højbroplads, - det morsomste de højrøstede Fiskerkællinger ved Gammelstrand, - det mest maleriske maaske de smaa Pindevogne, som bragte Tørv fra »Kulsvieregnen«, med deres skindmagre Smaakrikker.« 1). - At faa Slagterboderne samlet paa et enkelt Sted var en Opgave, som man tumlede med i mange Aar. Flere og flere henvistes til Nikolaj Kirkeplads; men i 1845 fandtes dog endnu ved Gammelstrand ti, paa Kristianshavn tre, i Kirkemuren ved Helliggejstes Kirke syv og i private Bygninger elleve, foruden de Bønder og Landslagtere, der havde Stader paa Gammeltorv og her forhandlede deres Varer fra Telte, der bestod af »gamle skidne Sejlduge, Maatter og Gangklæder« 2). Men endelig kom der ogsaa en bedre Skik paa disse Forhold, da de nye Slagterbutikker blev indrettede ved Nikolaj Taarn og paa Graabrødretorv. - Paa Sct. Annæ Plads og Vandkunsten var der Smaahandel med Frugt og Grøntsager. Hauserplads havde ingen Handel, men benyttedes som Holdeplads for de Bønder, der forhandlede deres Varer paa Kultorvet.

Først naar Byens Borgere kunde antages at have forsynet sig paa Torvet, maatte Høkerne begynde deres Indkøb. Tidspunktet herfor var fastsat til Kl. 10, om Fredagen først Kl. 11. Høkerne klagede evindelig over denne Bestemmelse og kunde, som næsten altid over for saadanne velmente Indskrænkninger, pege paa, at Hensigten med den aldeles ikke blev opnaaet. Bestemmelsen førte kun til, at Gaardskarle og Valbyere købte i Læssevis af Bønderne tidlig om Morgenen; men Høkerne maatte da

__________

1) Orla Lehmanns Efterladte Skrifter I, 211.

2) Borgerrepr. Forh. 14. Aug. 1845. - Koll. Tid. 1845 S. 523.


240

siden købe deres Forsyning hos disse ulovlige Mellemmænd, hvorved Priserne kun blev forhøjede. - Skippere, som førte Levnedsmidler til Byen fra Søsiden, havde Ret til i tre Uger at have Udsalg fra deres Skuder i Smaapartier. I de første fire Dage af denne Frist maatte ingen Høker handle hos dem. Hørkræmmerne maatte ej heller købe fersk Fisk ved Stranden før efter Kl. 10.

Tilliden til saadanne Tvangsforholdsreglers Nytte var dog i Fyrrerne stærkt svindende, og Høkerne og Hørkræmmerne opnaaede allerede i 1841, at Indskrænkningerne i deres Ret til Torvehandel kun skulde gælde Onsdag og Lørdag, og at de fire Liggedage, da de ikke maatte handle med Skipperne, faldt bort 1). Paa de to egentlige Torvedage vedblev de ældre Bestemmelser at gælde trods Borgerrepræsentationens Bestræbelser for ogsaa paa dette Omraade at indføre fuld Frihed. Politidirektøren og Kancelliet satte sig derimod; men der opnaaedes dog i 1853, at Høkerne i de tre Maaneder Juni, Juli og August fik Lov til at begynde deres Indkøb paa Torvedagene en Time tidligere end i Aarets øvrige Maaneder 2). - Endelig blev ved Lov af 28. Januar 1856 enhver Indskrænkning i Høkernes Adgang til Opkøb paa Torvet hævet.

Men Høkerne havde ogsaa andet at klage over. Tørvebøndernes Ret til at sælge Tørv fra deres Vogne paa Gaden ansaa de for et Indgreb i deres Næring, og de gjorde, dog uden Held, Forsøg paa at faa ogsaa denne Handel henlagt til Torvene. Men især klagede de over deres udenbys Konkurrenter, Hønsekræmmerne fra Valby, der havde deres privilegerede Stader paa Nytorv.

Valbyernes Ret stammede fra en kongelig Bevilling af 11. Juli 1721. Ved den fik de saakaldte Bomænd og virkelige Fæstehusmænd i Valby, 63 i Tallet, Ret til paa

__________

1) Koll. Tid. 1841 S. 655. 1011.

2) Depart. Tid. 1853 S. 330. - Bekendtg. 8. Marts 1853.


241

Torvet i København at udsælge, dels hvad de selv tillagde, dels kunde opkøbe paa Landet med egne Heste og Vogne. Derimod var det dem udtrykkelig forbudt at opkøbe Varer hos Skipperne ved Stranden eller af Bønderne paa Torvet samt at holde Omløbere med deres Varer. Men Høkerne paastod, at Valbyerne overtraadte alle disse Bestemmelser, og de bad derfor Politiet vaage over, at de kun handlede fra deres lovlige Stader og kun i det lovlige Antal, at de ikke lod deres Børn og Tyende løbe rundt i Husene og falbyde Varer, og at de ikke købte fra Skibene ved Stranden 1).

Ligesom Regeringen i Forbrugernes Interesse søgte at holde Høkerne borte fra Torvet, saaledes sørgede den af samme Grund for at tvinge Bønderne til at komme der. Det var Bønderne forbudt at handle med Høkere og Prangere, som omløb paa Landet, eller at begynde at udsælge af deres Varer, før Vognen holdt paa Torvet. Denne Torvetvang gjaldt derimod ikke for Sædegaardsejerne, - de havde Tilladelse til at afhænde deres Produkter til hvem de vilde, uden først at føre dem paa Torvet. Høkerne var meget forbitrede over denne Forrettighed; thi den førte til, at det fine Herregaardssmør næsten altid solgtes pr. Kommission og ikke i Høkernes Butikker. De opstillede i en Ansøgning den logiske Slutning, at enten maatte en saadan Fritagelse for Torvetvang være et offentligt Gode, og i saa Tilfælde burde den indrømmes alle, eller ogsaa var den skadelig og maatte i saa Fald ganske afskaffes 2).

Høkerne har været saa gennemtrængte af Forestillingen om Torvetvangens Gavnlighed, at de ikke havde tænkt sig, man kunde vælge den første Udvej og afskaffe

__________

1) 2. Sekr. 1840 Nr. 1763; Borgerrepr. Forh. 1840 S. 97.

2) 2. Sekr. 1849 Nr. 889.


242

det hele; men det var dog dette, som omsider blev Resultatet.

I 1850 bragte Indenrigsministeriet Spørgsmaalet om Torvetvangens Afskaffelse paa Bane ved Forespørgsel til Kommunalbestyrelsen. Politidirektør Bræstrup holdt paa, at der ingen Forandring burde gøres, og hans Svar er meget karakteristisk for en Mand af den gamle Skole. Han gaar ud fra, at hele Torvehandelen vil falde bort, naar Torvetvangen ophæves, og han tænker sig, at al Handel i saa Fald vil blive drevet af Forprangere i Stadens Gæstgiversteder. Magistraten var klogere. Den antog, at netop denne Mellemhandel, der nu dreves i Smug af Gaardskarle og andre, vilde falde bort, naar Omsætningen blev givet fri. Magistraten kunde ogsaa henvise til, at der ingen Torvetvang fandtes paa Trommesalen uden for Vesterport, hvor Heste- og Kvægmarkedet holdtes, eller paa Hø- og Halmtorvet, og at ligeledes Kartoffelhandelen var fri, uden at mærkelige Ulemper sporedes deraf. Borgerrepræsentationen sluttede sig til disse Betragtninger og ønskede Torvetvangen ganske afskaffet 1).

Efterhaanden som Jernbanen fik Betydning for Varernes Tilførsel til Hovedstaden, blev det mere og mere klart, at Torvetvangen hindrede Byens Forsyning med Levnedsmidler i Stedet for at lette den. Det afskrækkede de fjernere boende Producenter, at de Varer, der kom med Jernbanen til København, ikke maatte sælges, før de havde været kørte op paa Torvet og udstillede der. Et Eksempel paa det for alle Parter byrdefulde i denne Ordning foreligger i en Skrivelse til Magistraten fra Præsten i Sandby ved Ringsted. Han købte sine Varer hos Købmand Borgen ved Gammelstrand og vilde gerne have Tilladelse til som Betaling at give det Smør, der produceredes paa hans Præstegaard, og som han i Ottinger eller Lis-

__________

1) 2. Sekr. 1850 Nr. 921, 1853 Nr. 1227.


243

punds-Bøtter kunde sende med Jernbanen til København. Borgen var villig til at modtage Smørret, og Præsten ansøgte derfor i 1851 om Tilladelse til et saadant Arrangement, saa meget mere som »den lange Afstand fra Hovedstaden forhindrer mig i selv at føre det til Torvs«. Men Magistraten svarede: Nej, det kunde ikke bevilges 1).

Torvetvangen bortfaldt først ved Næringsloven af 29. December 1857.

__________

Kommunens Pengevæsen.

Der var én god Ting ved Kommunestyrelsen i 1840: den kostede ikke ret meget. Skatterne var smaa, og Byen havde ingen Gæld, - tværtimod, en god Formue og Penge paa Rente.

Budgettet for 1840 balancerede med omtrent en halv Million Rigsdaler. Indtægterne var følgende:

Den samlede Grundskat (herunder
Afgifterne til Borgervæbningen,
Indkvarteringen, Renovationsvæsenet,
Vægtervæsenet og Lygtevæsenet) ....................
107,132 Rdlr. 64 Sk.
Bomforpagternes Afgift. ......... 19,400 --
Brolægningsskat ................ 43,400 --
Vandskat ...................... 37,000 --
Fattigskat. ..................... 153,000 --
Næringsskat ................... 50,000 --
Af Vægterskatten .............. 10,160 --
Indtægt af Bidstrups Gods ...... 16,000 --
Jordskyld og Jordleje .......... 19,600 --
Leje af Torvestader og Slagterboder ... 2,700 --
Indtægt af Fællederne og Renova-
tionskulerne paa Amager ......
2,900 --

__________

1) 2. Sekr. 1851. Nr. 1706.


244

Do. af Vejerboden, Kornmaalingen
og Justerkammeret ..........
3,300 --
Vielsespenge .................... 800 --
Gebyrer for Borgerskab ........ 7,700 --
Do. for Bevillinger og Ekspeditioner ... 2,600 --
Accise og Havnepenge .......... 5,600 --
Do. fra Toldboden .............. 8,900 --
Tiendedelen af Konsumtionen .... 1,700 --
Afdrag paa Tilgodehavende ...... 1,100 --
I alt.... 492,992 Rdlr. 64 Sk.

Udgifterne ansloges saaledes:

Borgervæbningen .............. 12,430 Rdlr.
Indkvarteringen ................ 36,400 --
Renovationsvæsenet ............ 26,700 --
Vægtervæsenet. ................. 41,002 --     64 Sk.
Lygtevæsenet .................. 12,518 --
Brolægningsvæsenet ............ 45,672 --
Vandvæsenet .................. 39,253 --
Fattigvæsenet .................. 153,000 --
Vejvæsenet .................... 12,000 --
Skolevæsenet .................. 17,000 --
Politiet ........................ 38,696 --
Magistratens Løn .............. 12,000 --
Embedsmændenes Løn .......... 23,000 --
Pensioner ..................... 4,300 --
Kontorudgifter, Brænde og Lys ... 5,000 --
Skatter, Assurance og Vedligeholdelse
af Kommunens Bygninger ...
6,500 --
Udgifter paa Stadens Jorder .... 3,000 --
Do. paa offentlige Brønde og Vandposter ... 1,000 --
Do. paa Renovationsbroen paa Amager ... 500 --

245

Brolægningsskat af Stadens Torve og Pladser ... 6,400 --
Bidrag til Fødselsstiftelsen ...... 5,000 --
Do. til Tugthuset .............. 2,500 --
Udgifter til Mandtaller m. v. ved
Næringsskatten ..............
3,000 --
Renter af Stadens Gæld. ......... 1,040 --
Diverse Udgifter ................ 1,000 --
I alt Udgift.... 508,911 Rdlr. 64 Sk.

Udgiften oversteg saaledes Indtægten med 15,919 Rdlr. Af dette Beløb vilde dog 7043 Rdlr. blive refunderet paa forskellig Maade, saa det virkelige Deficit udgjorde 8876 Rdlr. Men til at dække dette Beløb havdes der rigelige Midler i Renterne af Stadens Kapitalformue, hvilke ikke var medregnede paa Indtægtssiden, men, for saa vidt de ikke blev forbrugte, vilde blive lagte til Kapitalen.

Stadens rentebærende Kapitaler var i Obligationer, Statspapirer og rede Penge, indestaaende i Overformynderiet, 322,024 Rdlr. 92 Sk. samt udestaaende Fordringer til et Beløb af 113,095 Rdlr. Den bortskyldige Gæld var kun 33,000 Rdlr. Desuden ejede jo Kommunen Bidstrup Gods, Stadens Jorder og mange Bygninger og Grunde inde i Byen.

Budgettet for 1841 lignede det foregaaende temmelig nøje; Indtægterne var opgjorte til lidt under, Udgifterne til lidt over en halv Million. Da Regnskabet for 1841 blev afsluttet, viste det sig, at Budgettet havde været for knebent; Indtægt og Udgift balancerede med lidt over 600,000 Rdlr. Og Tallene for de følgende Aar viser, hvorledes Kommunens Virksomhed nu tager Fart. 1841-46 omsattes aarlig 6-700,000 Rdlr., 1847-53: 8-900,000, 1854-55 over 1 Million og i 1856 over 2 Millioner. Men da var Kommunen allerede langt inde paa de nye Baner, hvor der ikke var Tale om Opsamling af Formue, men


246

om Stiftelse af Gæld, og hvor Forrentningen af Laanene begyndte at blive en tyngende Post paa Regnskabets Udgiftsside.

I de fattige Aar havde man ikke behøvet at laane. Byen brugte ikke flere Penge, end den havde, ja, det sædvanlige var, at der blev et lille aarligt Overskud paa de smaa Budgetter. Dog havde Kommunen ved en kongelig Resolution af 7. Maj 1834 faaet Tilladelse til at laane indtil 80,000 Rdlr. i Overformynderiet. Først efterhaanden blev Tilladelsen benyttet, og det varede længe, inden Byens Gæld naaede op til de 80,000 Rdlr. Men saa snart det kommunale Initiativ begyndte at røre sig, blev der jo Brug for Penge, - det blev Skolevæsenet, som tog de første. De Skolebygninger, som opførtes efter den nye Ordning af 1844, kostede omtrent 70,000 Rdlr. Saa kom Thorvaldsens Museum, der med paaløbende Renter stod Kommunen i 181,714 Rdlr. Endvidere de nye Slagterboder, Tilbygningen til Arresthuset, Badeanstalten i Kallebodstrand o. a. m. og endelig Dyrtiden i 1847, der kostede Kommunen ca. 35,000 Rdlr. I alt anvendte Kommunen i disse Aar af urefunderede Penge 438,640 Rdlr. Resten af Byens Kapital i Overformynderiet var medgaaet til Dækning af disse store Udgifter ligesom et Overskud paa 94,000 Rdlr., der var indvundet paa de løbende Budgetter eller indkommet som Afdrag paa ældre Tilgodehavende 1). Men det forslog endda ikke, og der maatte altsaa laanes. Under 10. December 1847 fik Staden Tilladelse til at laane 100,000 Rdlr. i Overformynderiet foruden det ældre Laan paa 80,000. Faa Maaneder efter, i April 1848, laantes atter 100,000 Rdlr. af Overformynderiets Midler, og nu blev der aldrig Fred mere. I 1851 laantes paa ny 100,000 Rdlr., denne Gang i Nationalbanken, og i 1853 nødvendig-

__________

1) Borgerrepr. Forh. 25. Nov. 1850.


247

gjorde Koleraen et Laan paa 100,000 Rdlr. i Livsforsikringsanstalten, - det moderne Finansstyre var begyndt.

For Aarene 1840 og 1841 blev Budgettet offentliggjort, men derpaa hørte dette op. I 1851 forsøgte Indenrigsministeriet, som var misfornøjet med Budgettets Form og fandt det lidende af Uklarhed og Mangel paa Enhed i Udarbejdelsen, at faa Offentliggørelse genindført. Men Magistraten gjorde ingen Forandring, og det næste trykte Budget kom først i 1859. Derimod blev en Regnskabsoversigt offentliggjort hvert Aar, som paabudt i Anordningen 1840. Revisionen, der tidligere var besørget af Kancelliet, gik efter 1840 over til kommunale Revisorer, og de i Kancelliets Arkiv opbevarede ældre Regnskaber fra og med Aar 1790 blev afleverede til Raadstuearkivet. Samtidig indførtes det dobbelte Bogholderi ved Kommunens Hovedkasse.

__________

Den, der har Skoen paa, ved jo bedst, hvor den trykker. Det kunde maaske være Umagen værd at høre, hvad en jævn Borgermand fra 1840 mente om sin Bys Styrelse.

En gammel Spækhøker fra Studiestræde indsendte i 1841 en Række Forslag til Borgerrepræsentationen 1). De blev henlagte, uden at nogen tog Notits af dem, og de fortjente heller ikke bedre. Men nu, da de er bleven 70 Aar gamle, har de maaske faaet en ny Interesse; de kan jo vise os, hvorledes Byen og dens Styrelse tog sig ud i en saadan jævn Mands Øjne.

»Da det er Kongens Vilje,« begynder han, »som det ses af Kommunalloven, at den oplyste og frisindede Borgeraand frit maa udtale sig, saa er man saa fri herved at give nogle Forslag til at ophjælpe og forbedre de køben-

__________

1) Borgerrepr. Journal A. Nr. 359.


248

havnske Borgeres Tilstand; thi der er vist ingen By, som er saa bebyrdet med Skatter som København.« (!)

Som den gode Borger, han er, ser han da først og fremmest paa sin egen Stand, Høkerstandens, Tarv: Det er vel bekendt, at mer end 100 Butikker staar lukkede i Staden; Midlet til at faa dem oplukkede og til Handelens Fremme i det hele er det, at al Høkerhandel paa Torvene og al Udraaben paa Gader og Stræder blev forbudt. Det skulde forbydes Bønderne at sælge Smør i Pundevis. »Man kan bevise, at 60 til 70 Bønder har holdt i Aabenraa og Vognmagergade hver Løverdag og høkret det ud, som Kældermændene skulde have at leve af og betale Husleje og Næringsskatter for.« Pottehandelen fra Skibene burde ogsaa ophøre, og al Landprang paa Landeveje og i Kroer i fire Miles Afstand fra København burde strengt forbydes.

Vandkommissionen - med den bestandige Graven i Gaderne, med evindelig Optagen og Nedlægning af Trærender - har forekommet ham en meget uøkonomisk Indretning. Han foreslaar, at ingen Render maa nedlægges eller kasseres, før de er synede af en edsvoren Tømrer og Snedker. Alle Render, som tages op af Jorden, skal skæres (?), naar de anses for at være gode. Mens de opbevares, skal de lægges i Vand. Paa Østergade og andre Steder, hvor Renderne kun ligger 2-3 Alen i Jorden, maatte aldrig bores med det store Bor »uden af Nødvendighed «.

Med Renovationsvæsenets Ordning er han, af økonomiske Grunde, meget misfornøjet. »At Staden sælger en Guldgrube for 1000 Rdlr. til Grosserer Owen, er en Skam for os danske; thi siden de 300 Brænderier og de 72 Bryggerier desværre blev nedlagt siden 1807, er Bønderne og Landmændene meget forlegne for Gødning. Før gav en Brændevinsbrænder alletider 2 Mark for at blive


249

af med det pr. Læs; nu betaler Bonden 50 Rdlr. for det om Aaret.«

Til Industriens Ophjælpning foreslaar han naturligvis højere Toldsatser eller ligefremt Indførselsforbud: saaledes bærer jo andre Lande sig ad. »Hvad bekymrer f. Eks. Sverrig eller Norge sig, om vore Brændevinsbrændere bliver fattige, eller at vi har tabt 300 af dem siden Krigen! De tillader nu ikke, at en Pot Brændevin bliver indført i deres Lande.« Derfor skal ogsaa alt, hvad vi her i Landet selv kan fremstille, belægges med høj Told; men Raaprodukter som Jern og Staal, Tobaksblade, Hør og Hamp kan fremdeles indføres for den gamle Told.

Han vil have Københavns Befæstning lagt uden om Forstæderne og Frederiksberg. »Det vilde være en stor Fordel for Staden; thi da kunde bygges paa alle Stadens Broer med Grundmur; man kunde da ogsaa faa faste Penge i Ejendomme i alle Stadens Forstæder, som nu ikke er godt at faa.« Befæstningen kunde bygges af de 4-500 Slaver, som nu gaar og arbejder i Falkoneralleen og paa Broerne.

Saa vil han have Prostitutionen samlet paa et enkelt Sted, f. Eks. i den Længe af Nyboder, som gaar fra Østerport til Borgergade. Nikolaj Kirke skal genopbygges og Slagterboderne opføres af Grundmur. Nye Matrikelsnumre bør indføres, saa man kunde slippe for de mange Undernumre med A og B, og Gadernes og Torvenes Navne bør tydelig males paa Hjørnestederne.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: man okt 11 19:12:21 CEST 2004
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top