eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857.

København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857
    - Kapitel II

Kbh., G.E.C. Gad, 1912

Villads Christensen (1864-1922)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet oktober 2004. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

II.

DE HYGIEJNISKE FORHOLD.

_____

Boligforhold.

Inden for Voldenes Ramme levede Hovedstadens Befolkning sammenstuvet paa det mindst mulige Rum. Byens Omkreds var den samme som den, Kristian IV havde afstukket to Hundrede Aar tidligere, og siden da var Befolkningen vokset til det seksdobbelte. Det er navnlig i Halvtredserne, at Tilvæksten finder Sted, og det er i disse Aar, at Kravet om mere Plads bliver uimodstaaeligt; men allerede i Fyrrerne var Byen i Virkeligheden overbefolket.

For Grundejerne var det gyldne Dage. Alle ubebyggede Tomter blev tagne i Brug, Gaardsrum og aaben Plads indskrænket til det mindst mulige, nye Etager sat paa gamle Huse. - Alt, hvad der kunde indrettes til Beboelse, var man sikker paa at faa lejet ud. De faa Indskrænkninger, som Lovgivningen lagde i Vejen for en rent uforsvarlig Udnyttelse af Byggegrundene, kom man ud over. Det var i Virkeligheden kun den ene, at der var sat en Grænse for Bygningernes Højde. I Gader, som var under 18 Alen brede, maatte der bygges til 21 Alens Højde, i de bredere Gader indtil 24 Alen, alt foruden Taget 1). De øvrige Byggeforskrifter indeholdt kun Foranstaltninger mod Brandfare samt en Bestemmelse om, at nye Hjørnehuse ikke maatte opføres med spidse

__________

1) Plakat 4. Juli 1795 og 11. Jan. 1810.

[127]

128

Vinkler, men at Hjørnerne i saa Fald skulde brydes. Forøvrigt kunde Bygherren udnytte sin Grund, som han vilde. Der krævedes ikke noget bestemt Areal udlagt til Gaardsplads, ikke noget Hensyn taget til Adgang for Luft og Lys, og angaaende Etagehøjden i Lejlighederne hedder det udtrykkelig i Forordningen om Bygningernes Højde: »hvilken Højde Vedkommende for Resten kan efter Godtbefindende anvende til saa mange Etagers Indretning, som ske kan.« Selv i de smalle Gader paa 12-13 Alens Bredde var der derfor Huse med seks Beboelseslag over hinanden.

Da Husene saaledes var fyldte, begyndte Husejerne at søge om Dispensation fra Bestemmelserne om Husenes Højde. Og i Reglen fik de den ønskede Tilladelse til at sætte en Etage mere paa trods Protesterne fra de Autoriteter, der skulde vaage over Byens Sundhedstilstand: Sundhedskollegiet og Stadsfysikus.

Da der ikke maatte bygges uden for Byen, var der jo heller ikke anden Udvej end at forhøje Husene og formindske Lejlighederne inde i Byen. Folk skulde jo have Plads at bo paa, og Nøden, som bryder alle Love, brød ogsaa Sundhedsautoriteternes berettigede Modstand mod den forøgede Sammenstuvning i Husene og Formindskelsen af Byens ubebyggede Areal.

I begge disse Henseender virkede tilmed forældede og daarlige Lovbestemmelser i samme Retning som Grundejerinteresserne og den voksende Befolknings Tryk.

Der var gennem Lovgivningen ligefrem sat Præmie paa at bebygge hidtil ubebygget Plads, idet der var tilstaaet slige Nybygninger Afgiftsfrihed i en Aarrække. Bestemmelserne herom skrev sig fra Tiden efter den store Ildebrand og Københavns Bombardement, da det gjaldt om at faa Byen genrejst efter Ødelæggelserne. Og med den Sejglivethed, som det bestaaende altid har, var disse Lovbestemmelser vedblevet at gælde, skønt de for længst


129

havde opfyldt deres Hensigt og nu kun yderligere opmuntrede det slette Byggeri, som allerede i Forvejen trivedes alt for godt.

Men dernæst gjaldt den endnu mere forkastelige Bestemmelse, at Beboelseslejligheder paa 64 Kvadratalen og derunder var fritagne for Bygningsafgift 1). Ogsaa den gav jo Byggespekulanterne udtrykkelig Anvisning paa at sammenhobe Folk i saa smaa Rum som muligt, og hvad Resultatet maatte blive, siger sig selv: »Lejligheder« paa 64 Kvadratalen eller otte Alen i Firkant, med Frihed for Bygherren til at gøre Etagerne saa lave, som han ønskede! En saa ublufærdig Spekulation i Fattigfolks Nød blev saa langt fra hindret, men tværtimod befordret af de gældende Love. Og den naturlige Konkurrence mellem Grundejerne, som her vilde have været den eneste Regulator, var paa Forhaand udelukket, da Fæstningen hindrede Byens Udvidelse. De københavnske Grundejere sad i disse Aar inde med et godt og sikkert Monopol.

Og det var ingenlunde obskure Grundspekulanter alene, som tjente Penge paa disse Bestemmelser. Ogsaa Folk med ansete Stillinger og Navne rakte Haanden ud efter denne Gevinst, der tilmed ved Nødens Størrelse kunde besmykkes med Skin af at være et filantropisk Foretagende. I 1845 søgte Arkitekt Hagemann, Oberstløjtnant Kvist og Grosserer Zinn »for at afhjælpe den her i Staden i de senere Aar stedse tiltagende Mangel paa Huslejlighed for Arbejdsklassen og den mindre formuende Borgerstand« at faa dannet et Aktieselskab til Opførelse af et Bygningskompleks for ca. 200 Familier. Bygningerne skulde ligge i Prinsensgade og Dronningensgade paa Kristianshavn; de skulde være paa fem Etager og Lejlighederne ikke over 64 Kvadratalen, - altsaa rene Fattigkaserner. Men Kommunens Embeds-

__________

1) Forordn. 1. Okt. 1802 § 31.


130

mænd - Kæmneren og Stadskonduktøren - modarbejdede Planen ud fra den Betragtning, at man hellere skulde stræbe efter at faa Bestemmelsen om Skattefrihed for de 64 Kvadratalen ophævet end støtte dem, der spekulerede i saadanne ganske smaa Lejligheder, og Foretagendet blev derfor opgivet 1).

Af en noget anden Art var et Byggeforetagende, som den virksomme Præst paa Kristianshavn C. H. Visby stod i Spidsen for. Han fik samlet en Aktiekapital paa ca. 50,000 Rdlr., der skulde anvendes til Opførelse af Arbejderboliger paa Kristianshavn og forrentes med 4 pCt. Selskabet var dog som foran omtalt uheldigt med sit første Forsøg, da det havde forsømt at sikre sig Anlæg af Vej eller Gade hen til de nye Huse, der skulde ligge i Søkvæsthusets Have. Bygningerne maatte da flyttes hen i Overgaden oven Vandet, hvor to Huse var færdige og tagne i Brug i 1852. De var beregnede paa de bedre stillede Arbejdere, og det var Meningen, at Lejerne efter 30 Aars Forløb selv skulde blive Ejere af dem. Men der rettedes den Indvending imod dem, at Lejlighederne var for dyre, saa at de usle Tagkammerbeboere, som trængte haardest til Hjælp, aldrig vilde faa nogen Nytte af dem.

Det var ogsaa først i disse Aar, det blev rigtig almindeligt at bruge Kældere til Beboelse. Saadanne Beboelseskældere indrettedes nu i alle nye Ejendomme, og selv i gamle Huse omdannedes tidligere Lagerrum og lignende til Beboelse. Stadsfysikus Hoppe og Sundhedskollegiet protesterede herimod i 1849: det skulde i hvert Fald forbydes i den lavest liggende Del af Byen! Kommissionen angaaende skadelige Næringsveje vilde have Beboelseskældere forbudt i hele den indre By; men Borgerrepræsentanterne modsatte sig et saadant Indgreb i Grundejernes Raadighedsret, og Sagen blev standset.

__________

1) 2. Sekr. 1845 Nr. 2398.


131

At skaffe Lejerne bedre og billigere Boliger var jo i det hele taget ikke en Opgave, der særlig laa for Grundejerne i Borgerrepræsentationen, og alle Bestræbelser i denne Retning blev snarere hemmede end fremmede af Forsamlingen. I 1850 indgav Oldgeseller og Ladesvende ved de forskellige Haandværkslaug et Andragende til Forsamlingen om at hjælpe lidt paa Bolignøden ved at fremme Konkurrencen mellem dem, der vilde bygge. Men Forsamlingen svarede, at den vidste intet Middel at foreslaa. Og da senere - efter Koleraen - Lægeforeningen begyndte at bygge Arbejderboliger i stor Stil, var et saa fremragende Medlem af Forsamlingen som Etatsraad Algreen-Ussing en Modstander af disse Planer og betegnede den hele Bevægelse som en »Udflytningsmani«.

Allerede i Fyrrerne var der næsten intet ubenyttet Rum mere tilbage inde i Byen, og Byggevirksomheden var omtrent gaaet i Staa. Det hørte til Rodemestrenes Pligter hvert Fjerdingaar at indgive Beretning om, hvad der var bygget i deres Kvarterer. Disse Beretninger lyder i Reglen paa, at der intet er bygget; eller hvis der er foretaget noget, er det en Stald eller et Brændeskur, der er indrettet til Beboelse, en Etage, der er bygget paa et ældre Hus, eller nye Sidehuse og Mellembygninger, der er opførte paa den tidligere Gaardsplads. Fra de udenbys Kvarterer, hvor der jo ikke maatte bygges af Grundmur, høres kun om Bræddeskur og Halvtag.

Rigtig Rede paa, hvorledes det var fat med Beboelsesforholdene i København, fik man først, da der i 1851 blev nedsat en Kommission til Forbedring af de hygiejniske Forhold. Denne indsamlede det fornødne statistiske Materiale og kunde derefter i sine Indberetninger fastslaa:

1) at København maatte anses for at være overbebygget, da den var endog tættere bebygget end Paris, der dog i denne Henseende stod langt under London;

2) at Befolkningen i København var saa tæt sam-


132

mentrængt, at den baade i Almindelighed og især sammenlignet med de to saa stærkt befolkede Stæder maatte anses for overbefolket; og

3) at denne Tilstand forværrede sig mere og mere; thi til Trods for den stærke Tilvækst i Bygningernes Antal oversteges denne dog forholdsvis af Befolkningens Tiltagen, saa at København efterhaanden var bleven ikke blot tættere bebygget og tættere befolket i det hele, end tidligere var Tilfældet, men desuden hvert enkelt Hus blevet mere og mere overfyldt med Beboere. Hvis der ikke toges bestemte Forholdsregler derimod, forudsagde Kommissionen, at al fri Plads og alle Gaardsrum yderligere vilde indskrænkes, Bygningernes Højde og Overfyldning med Mennesker tiltage, Luft og Lys holdes mere og mere ude, Urenligheden og Luftens Fordærvelse forøges og Følgerne deraf, Epidemiernes lettere Opkomst og Udbredelse o. s. v., ikke udeblive.

Det var, siger Kommissionen, ingen Sjældenhed, at Beboernes Antal i en enkelt Lejlighed, især hvor Fremleje fandt Sted, var saa stort, at der kun var 50 Kubikfod Luft til hver at leve og aande i, ja, der var endog anført Eksempel (Adelgade Nr. 292, nu Gadenummer 37) paa, at enkelte Værelser til sine Tider af Aaret havde været saa overfyldte, at Beboerne om Natten havde maattet stuve sig sammen i siddende Stillinger af Mangel paa Plads til at ligge ned. I Gaardsrummene var der ofte næppe Plads til Privetet, og enkelte Steder stod Bygningerne saa tæt, at der aldeles ingen Gaardsplads var, saa at Privetet maatte være inde i Huset. Da Bygningernes indre Konstruktion, Gaardspladsens Størrelse o. s. v. ikke var underkastet nogen Kontrol, saa' man i den senere Tid hyppigt, hvorledes store og rummelige Gaarde blev købte til Nedrivning og flere smallere, højere og dybere Huse rejste i Stedet for med smaa Gaardsrum og uden Hensyn til, om der kom Sol og fri Luft eller ikke til de


133

mange nye Etager i For-, Mellem-, Side- og Bagbygningerne eller til Kælderne, der nu mere og mere udlejedes til Beboelse, enten de var fugtige eller ej 1).

Det ovenfor nævnte Hus i Adelgade var efter Mandtallerne beboet af Fattigfolk og Almisselemmer, men maa vel tillige have været benyttet til Logishus. Af saadanne fandtes mange, og i de laveste af dem, hvor Forbrydere og Vagabonder havde deres Tilhold, var Forholdene særlig slemme. Et af dem, »Tordenskyen« paa Kristianshavn, er skildret af Vilhelm Bergsøe i »Fra Piazza del Popolo«, og Forfatteren hævder, at Skildringen er fuldstændig korrekt: som gammel Kristianshavner havde han haft Lejlighed til personlig at lære det at kende. Og dog hørte ikke »Tordenskyen« til de værste, lige saa lidt som det bekendte »Pjaltenborg« i Aabenraa. Bergsøe nævner andre, hvis Navn alene er tilstrækkeligt til at karakterisere Stedet. Det var saadanne Lokaliteter som »Helvede«, »Pølen«, »Bolle Bandsats Hus«, »Luseklubben«, »Lokumet«, »Krybud«, »Knaldhytten«, »Slaveporten« eller »Rakkerens Hule« 2).

Der var allerede dengang Gader i København med 4-5000 Indbyggere, og Befolkningstætheden var i visse Kvarterer op til atten Mennesker paa hundrede Kvadratalen. Tættest befolket var Kvarteret ved Klerkegade, hvor der i flere af Husene kun var givet hver af Beboerne mellem tre og fire Kvadratalen Areal. Adskillige andre Gader kom tæt op mod dette Kvarter, saasom Søndervoldstræde, Diderik Badskærs Gang, Lille Brøndstræde, Peder Madsens Gang og Kokkegaden ved Nyboder.

Det kan da ikke forundre, at den Tids Aktstykker og trykte Skrifter er fyldte med Beskrivelser af de utaalelige Tilstande. Den saakaldte »Damekomité« (en Velgø-

__________

1) Borgerrepr. Forh. 15. Sept. 1851.

2) V. Bergsøe: Krigen og Koleraen S. 152.


134

renhedsforening) nævner i sine Aarsberetninger fra disse Aar, at Hønsehuse og Brændeskure bliver gjorte om til Boliger for Mennesker, og saa stærk var Boligtrangen, at Kælderen og Stueetagen i nye Huse ofte var bortlejede og beboede, inden de øverste Etager endnu var færdige. Politidirektøren, der ved hver Flyttedag skulde skaffe de husvilde Familier Tag over Hovedet, klagede til Magistraten over, at det blev værre Aar for Aar. Han havde baade Vartovs Loft og Eksercerhuset paa Kristianshavn fulde af husvilde, og han anmodede indtrængende Kommunalbestyrelsen om at sørge for, at der blev bygget og skaffet Husrum i Byen.

Ejerne af de udenbys Grunde, der jo kun med Misundelse kunde se paa det Guld, der ved Befolkningens Forøgelse voksede frem af Jorden inden for Voldene, men som de selv var udelukkede fra at faa Del i, gjorde, hvad de kunde, for at stille deres indenbys Kolleger i den rette Belysning. I et Andragende til Rigsdagen i 1852 om Ophævelse af Forbudene mod at bygge paa Demarkationsterrænet kunde de med fuld Sandhed hævde, at disse Forbud »baade gør det umuligt at forøge Boligernes Antal i et til Befolkningsforøgelsen svarende Forhold og nøder den større Mængde af Lejere til at indskrænke sig til et bestandig snævrere Rum, uden at dog Lejen for dette mindre Rum under Trykket af den store Konkurrence paa samme Tid bliver mindre i Forhold«. De oplyser endvidere, at i København havde hvert Menneske paa den Tid i Gennemsnit 50 Kvadratalen af Byens Fladeindhold, medens der i Paris var 83, i Brüssel 100 og i London 277 Kvadratalen pr. Individ.

Det var dog ikke dem, men Folk med videre Syn og mere Almensans, der førte den egentlige Kamp mod de forældede Forhold, og hvem Æren tilkommer for den endelige Sejr. En af de mest utrættelige Forkæmpere for en bedre Hygiejne i Hovedstaden var Dr. med. E. Horne-


135

mann. I Skrifter og Bladartikler fremdrog han Gang efter Gang de skandaløse Boligforhold, under hvilke Byens Befolkning levede:

»Der findes i vor Hovedstad,« skriver han i 1853, »Logishuse for Nattegæster, hvor disse for et Par Skilling stuves sammen i usle Rum, hvor Mangel paa Plads nøder de sovende til mere at sidde end at ligge. Da den ekstraordinære Sundhedskommission næstforrige Aar anmodede Københavns Distriktslæger om at opgive de sletteste og mest usunde Boliger i deres respektive Distrikter samt om dertil at føje, hvad der efter deres Formening kunde rettes derved, var Svaret fra mange, at hele Gaden, det enkelte Hus eller den paapegede Række af Huse i den Grad var ussel, sammenbygget, forfalden, overfyldt og uden Lys og Luft, at der ikke kunde være Tale om andet end at nedrive det hele ... De større og luftige Gaarde forsvinde mere og mere, Etager bygges overalt til, fugtige Kældere, Lofter, Pakhuse og Stalde indrettes til smaa Beboelseslejligheder, gamle Kirkegaarde udgraves til Grunde for 6 Etagers Huse.«

Aaret efter udgav Professor Wilkens et Forslag til en Udvidelse af København, og det kan mærkes paa den stadig bitrere Argumentation, hvorledes Nøden vokser Aar for Aar, hvorledes Raabet lyder stedse højere, og Tilstanden næsten ikke længer er til at taale. Der findes nu ikke mindre end 26 store Fattigkaserner i København, i hvilke der bor fra 20 til 45 Mennesker paa 100 Kvadratalen, skriver han. »Og denne stærke Sammenpakning paa enkelte Punkter er naturligvis en Følge af Stadens Overbefolkning og den desaarsag stigende Husleje; eller mon det skulde være af Lyst til Selskabelighed, at flere Familier have pakket sig sammen i eet Værelse, adskilte ved Kridtstreger, som de maa banke Børnene til ikke at overskride? mon det skulde være landligt Sværmeri for Møddinglugt, der har drevet andre op under et Lokumstag? Nej, det


136

er først, naar hver Kvadratalen er blevet en Genstand af Værdi, at en saadan Sammenstuvning af Mennesker som Kvæg, ikke det levende, men det slagtede og saltede, som af Negere i et Slaveskib, kan trives i det Store som en rigelig lønnende Industri.«

Længe var dog disse Advarsler talte for døve Øren, og først den store Koleraepidemi formaaede at ruske Myndighederne og Befolkningen op 1).


Befolkningen selv havde lige saa lidt Forstaaelse af Hygiejnens Betydning som Myndighederne. Det snævre Rum inden for Voldene delte den gerne med sine talrige Husdyr. Kreaturhold var tilladt, og Tilladelsen blev rigelig benyttet. Det er kun faa Aar siden, at en gammel Mand kunde skrive: »Jeg har oplevet i Regnegade at se en Ko gaa op ad Trappen til Gaden, gennem Gadedør og Gang og ind i Husets Gaardsrum, hvor dens Stald fandtes, maaske endda med Beboelse for Mennesker ovenover.« 2) Denne Ko er bleven taalt, fordi den ikke boede til Gaden, - hvor dette var Tilfældet, gjorde Politiet Indsigelse. Brændevinsbrænder Cadovius paa Rosengaarden havde i 1850 indrettet en Kostald til tyve Køer i Forhuset ud til Gaden. Afløbet fra Stalden var ført ud til Gadens

__________

1) Ved disse Skildringer af Boligforholdene i Kbhvn. maa det dog ikke glemmes, at Forholdene dengang ikke var bedre andre Steder. Ja selv i vore Dage er Boligforholdene i mange Storbyer næppe bedre, end de var i Kbhvn. for 50-60 Aar siden. Den 1. Dec. 1910 blev der optaget en Beboelsesstatistik i Berlin. Der taltes den Dag i alt 524.000 Lejligheder, af hvilke 257.000 eller omtrent Halvdelen bestod af kun 1 Værelse. I 120.000 Lejligheder boede der 5 Personer i hvert Værelse, i 18.571 Lejligheder 6, i 8.393 Lejligheder 7, i 3.485 Lejligheder 8, i 1281 Lejligheder 9, i 428 Lejligheder 10, i 126 Lejligheder 11 og i 34 Lejligheder 12 eller flere Personer i hvert Værelse. (Redaktør H. P. Hanssen i »Hejmdal« 20. Marts 1912.)

2) Wroblewsky i Museum 1895, I, S. 43.


137

Rendesten, og Staldvinduerne vendte samme Vej. Da Politiet forbød et saadant Etablissement midt i Gaden, ansøgte Cadovius hos Justitsministeriet om Tilladelse til at lade alt blive, som det var. Skønt han ogsaa her fik Afslag, foretog han sig intet; der blev da anlagt Sag imod ham, og omsider blev han dømt til at fjerne Staldvinduerne ud mod Gaden og forlægge Afløbet andetstedshen. Hvad der saa blev af det, vides ikke.

Et andet Husdyr, som dengang var til endnu større Plage i Byen end nu om Stunder, var Hundene. Allerede i det 18.Aarhundrede havde Lægen Tode og senere Callisen klaget over Hundenes Mængde og deres skadelige Indflydelse paa Byens Hygiejne. Siden den Tid var deres Antal i Byen stadig tiltaget, og Mængden af dem paa offentlig Gade var alle fremmede paafaldende. Befolkningen selv var ufornuftig nok til at fylde op i de smaa Lejligheder med disse Dyr: »Man træffer hyppigt i de tættest befolkede Gader og Huse, i smaa indknebne Værelser, fattige Familier, der foruden 5-6 Børn tillige have et Par Hunde, som gøre deres til at forøge Urenligheden og fordærve Luften.« 1) Hundetegn var indført allerede i 1815, og Afgiften var 2 Rdlr. aarlig; først i 1856 forhøjedes den til 5 Rdlr. Men mangfoldige Hunde fristede Tilværelsen uden Tegn, og saakaldte herreløse Hunde fandtes i stort Tal. Da man i 1852 frygtede for Hundegalskab, sendte Politiet Skemaer rundt til Husejerne, paa hvilke herreløse (!) Hunde skulde angives. »Den firbenede Proletar« var saaledes et velkendt Fænomen:

.... den har intet Tegn til sin Hals;
for Hundefangerens Vogn tilfals
den flakker omkring i Staden;
dog Pudlen er snild, den hytter sig nok,
thi hvergang den ser en mistænkelig Stok,
den smutter om Hjørnet af Gaden. 2)

__________

1) Fædrelandet 22. Aug. 1855.

2) Kaalund: Et Foraar, 1858.


138

Det farligste Sted for Hundene at komme var paa Volden; thi her var en Voldskytte ansat til at skyde enhver Hund, som blev antruffet deroppe, - et Myrderi, som der ofte blev protesteret imod, særlig naar det gik ud over en Hund, for hvilken Skatten redelig var betalt.

Uden for Portene, hvor Svinehold var tilladt, havde Beboerne denne Plage mere. En Politirapport fra 1853 i Anledning af Svinehold i et Hus paa Vesterbro (Nr. 36) beretter, »at den paagældende Svinesti ligger i en Afstand af ikkun 2 Alen fra et af 9 Familier beboet Baghus, og at der paa den imellem dette og Forhuset værende Gaardsplads, der ogsaa paa de to andre Sider støder til Bygninger og ikkun er ca. 200 Kvadratalen stor, desuden findes et Slagterhus, et Lokum og en Møgkasse, alt i en Afstand af ikke over 4 Alen fra Baghuset.«

Der fandtes i 1840 i København 2777 Heste, ca. 1450 Køer og 739 Svin.

__________

Renovationsvæsenet.

Det siger sig selv, at i en saa tæt bebygget og overbefolket By kunde der ikke tages synderligt Hensyn til Sundheden og Renligheden. Det maatte hermed gaa, som det kunde, og det gik da ogsaa vitterligt daarligere og daarligere fra Aar til Aar. København er en meget skiden By, siger Dr. Hornemann rent ud i et Skrift fra 1847, og enhver, der fra Landet kommer ind gennem dens Porte, bliver straks slaaet af dens slette Luft 1). »Jeg beder enhver,« skriver han ved en anden Lejlighed, »der muligen ikke skulde kende disse Mangler i hele deres Udstrækning, om at besøge nogle af vore værste Smaagader (f. Eks. paa

__________

1) E. Hornemann: Om adskillige Mangler ved den offentlige Renlighed, S. 24-25.


139

Kristianshavn) og vove sig ind i de fattige og smudsige Huse og Gaardsrum eller spadsere langs vore aabne Kloaker og indaande den ved Sommerens og Solstraalernes Varme fordampende Slam, for ej at tale om Nattens giftige Dunster, som man nu endogsaa om Dagen kan spore paa hele den lange Vej gennem Byen, som den natlige Kørsel for Øjeblikket er henvist til.« 1) Og han foreslog, som en Reform, der straks kunde indføres, at Gaderne blev fejede hver Dag tidlig om Morgenen og Urenligheden derefter straks bortkørt.

At Gaderne skulde fejes hver Dag, var ikke noget nyt Krav, - dette som saa meget andet havde allerede været paabudt i det 18. Aarhundrede ved en Række Anordninger, der maaske ingen Sinde var bleven efterlevede, men dog heller aldrig ophævede. I 1777 var det blevet anordnet, at Gaderne skulde fejes hver Dag til et bestemt Klokkeslæt, Rendestenene samtidig udrenses til Bunds og Gadeskarnet udføres senest en Time derefter; i 1779, at Renovationsvognene skulde køre langsomt, i Fodgang og paa højre Side af Gaden; i 1788, at Priveter skulde renses »ved mindste Ulejlighed af ond Lugt«; i 1789, at nybrolagte Gader hver Morgen skulde bestænkes med Vand, og at Afledning af al Urenlighed til Rendestenene var forbudt. Men intet af alt dette blev overholdt, og det krævede aarelang Kamp blot at hæve Byens Renovationsvæsen til det samme Standpunkt, som allerede i 18. Aarhundrede var bleven foreskrevet.

I Fyrrerne blev Byens Gader fejede to Gange om Ugen. Kun paa disse to Dage indfandt Skraldevognene 2) sig for at køre Fejeskarnet og Husaffaldet ud paa Lossepladserne til Føde for Svinene. Det første Fremskridt var, at det i 1850 blev vedtaget, at Gader og Rendestene her-

1) Fædrelandet 21. Juli 1848.

2) Skralden, hvormed Kusken meldte sin Ankomst, var bleven indført ved Plakat 17. Juni 1806.


140

efter skulde fejes tre Gange om Ugen, ja, der var enkelte smaa Gadestrækninger og nogle Torve, som skulde fejes fire Gange. Ude i Forstæderne var man længere tilbage. Her fejedes Gaden en Gang om Maaneden, hvilket i 1850 forandredes til en Gang om Ugen. Men i 1852 blev det bestemt, at ogsaa herude skulde Gaderne fejes tre Gange ugentlig ligesom i den gamle By.

Herved blev det. Endnu i 1857 kunde man læse følgende Beskrivelse af Gadefejningen i København: »Denne vigtige Ordens- og Sundhedsforanstaltning udføres saaledes, at Gaderne renses kun tre Gange om Ugen; at Rensningen ofte foretages højt op paa Dagen til Hindring for Passagen og Forstyrrelse af god Orden; at den foretages ved privat Foranstaltning under Husværternes illusoriske Ansvar, oftest ved de af Værterne dertil forpligtede Kælderfolk; at den kontrolleres af slet lønnede Politibetjente eller Kommissærer, der aabenlyst for al Verden tage imod Haandpenge af dem, hvis Pligtopfyldelse de ere beskikkede til at have Opsyn med.« - Naar saa Fejningen omsider er besørget, kommer »de saakaldte Skraldevogne, der under Middagssolens varme Belysning skride majestætisk gennem Gaderne, ofte spærrende Passagen og udgydende under Vindenes Ægide deres Overflødighedsartikler over de Vejfarendes Hoveder, medens en Skare af trinde Ungmøer, opskræmmede ved Skraldens Lyd, storme frem med Bøtter og Fjerdinger« 1).

Men netop i Efteraaret 1857, da dette blev skrevet, stod Kommunalbestyrelsen lige foran det sidste Skridt, som endnu var at tage med Hensyn til Gadernes Renholdelse, nemlig Indførelse af Fejning hver Dag. Borgerrepræsentationen var - ud paa Efteraaret, da Sommeren for denne Gang var forbi - gaaet ind paa, at Gaderne skulde fejes daglig i de fem Sommermaaneder; men Sund-

__________

1) Fædrelandet 15. Okt. 1857.


141

hedskommissionen og Ministeriet forlangte daglig Fejning hele Aaret rundt, og til sidst maatte da Kommunalbestyrelsen bøje sig. I November Maaned 1857 begyndte man at feje Gaderne hver Søgnedag, og Anordningen af 1777 var saaledes endelig bragt saa nogenlunde til Udførelse.

Men de aabne Rendestene, der førte Byens Snavs gennem alle Gader, vedblev bestandig at være en Plage for Befolkningen. Naar Garverne oppe ved Nørreport udskyllede deres Kar, hvad der foregik fire-fem Gange om Dagen, lod de det stinkende Vand, som havde været brugt dertil, løbe ud i Rendestenen. Det løb saa ad Frederiksborggade, over Kultorvet og gennem Købmagergade, indtil det endelig naaede ned til Kanalen efter at have fyldt det hele Strøg med Stank. Og som det gik i dette Tilfælde, gik det i utallige andre. Længden af samtlige Rendestene og Udløbsrender i Byen var 139,500 Alen (over 11 Mil) med et Fladeindhold af over en halv Tønde Land. Og dette Areal var, selv om Sommeren, altid halvfyldt med stinkende Vand og Mudder, der langsomt sivede ned i Jorden eller bortdunstede efter en Gang imellem at være fejet op paa Gaden. Det mindste Fald, som Rendestenene efter Forskrifterne maatte have, var en Linie pr. Alen (!), og i adskillige Gader var det endogsaa mindre. Det vil altsaa sige, at Rendestenenes Indhold har været omtrent stillestaaende. - Kun 24,000 Alen af den hele Rendestenslængde var overdækket.

Foruden i Rendestenene havde Byen ogsaa i de saakaldte Kældersumpe en Række faste Arnesteder for Smitstof og Stank. Paa en Tid, da der ingen Dræning fandtes under Husene, stod Grundvandet højt i den lavtliggende By, og Kælderne vilde staa helt under Vand, hvis ikke der under dem var udgravet et endnu dybere Hul, Sumpen, i hvilket Vandet kunde samle sig, og hvorfra det jævnlig maatte oppumpes. Men det var langt fra rent Vand, som samledes her; thi Grunden under Byen var saa gennem-


142

sivet af Urenlighed fra Latringruber, fra Rendestenenes stillestaaende Slam, fra Kirkegaardene o. s. v., at det gav en slem Stank, hver Gang Kælderpumpen blev rørt. »Jeg har«, siger Dr. Hornemann, »paa flere Steder fundet Kælderen, Porten og Trappegangen helt op i Huset fyldt med den afskyeligste Stank fra disse Sumpe, især saalænge Pumpningen varer; og blandt de Ulemper, de iøvrigt medføre, skal jeg blot nævne den, at der næsten overalt, hvor de findes, tillige viser sig en egen Art nøgne Snegle, der ofte i stor Mængde udbrede sig i de lavere Dele af Bygningen og overdrage Træværket, Fødemidlerne og hvad de ellers søge til, med den Slim, de afsondre.«

Det tyder heller ikke godt for den offentlige Renlighed, at man endnu saa langt ned i Tiden havde en kommunal Bestillingsmand, hvis Hverv var at bortskaffe Aadsler fra Stadens Grunde, Gader og Veje. Denne Stilling, der lønnedes med 100 Rdlr., indehavdes siden 1824 af Ole Tønnesen, der døde 1847. Hans Søn, Skomagersvend Jokum Tønnesen, blev hans Efterfølger, og han sad endnu i Embedet i 1856, da han, følgende Tidens Skik, ansøgte om Lønningsforhøjelse.

En enkelt Gang blev København Genstand for en Storvask, som der ikke længe var set Mage til, og som man da heller ikke forsøgte mer end den ene Gang. Det var i 1851. Professor Hummel, der var Medlem af den hygiejniske Kommission, fandt paa at foreslaa, at i de fem Sommermaaneder Maj-September skulde alle Gaardsrum, Gader og Rendestene hver Morgen underkastes en kraftig Skylning. Alle Pumper skulde røres i omtrent en halv Time, og de Gaarde, som ikke selv havde Pumpe, skulde skylles med Vand, der hentedes fra de offentlige Pumper.

Denne Plan var dog for storslaaet; Vandvæsenet nærede Betænkeligheder ved at afgive de 8500 Tdr. Vand, som efter Overslaget vilde forbruges hver Dag til dette


143

Foretagende. Og Borgerrepræsentanterne var ganske bestemte paa, at de ikke vilde bevilge de 13,800 Rdlr., som Foretagendet skulde koste. I dette Spørgsmaal var liberale og konservative, Etatsraad Hvidt og Etatsraad Ussing, ganske enige. Med sædvanlig Frygt for at gaa Grundejerne for nær fremhævede Forsamlingen, at hverken Kommunalbestyrelsen eller Politidirektøren kunde være berettiget til at paalægge Hus- og Gaardejerne til bestemte Tider at lade foretage visse Handlinger i deres Huse eller til derfor at fastsætte bestemte Straffe. De mente heller ikke, at en saadan Udskylning vilde nytte synderligt, da kun de færreste Rendestene var brolagte med flade Sten i Bunden, og mellem de toppede Sten vilde Mudderet fremdeles sætte sig fast. Og i hvert Fald var en daglig Skylning af Rendestenene alt for overdreven.

Man indskrænkede sig da til at vedtage, at Pumpningen skulde iværksættes med Stadens offentlige Pumper, og at der blev rettet en Henstilling til Ejerne af private Pumper om samtidig at lade disse røre 1).

Saaledes reduceret blev Forslaget bragt i Udførelse for den tilbageværende Del af Sommeren 1851. Vandinspektør Colding ledede Arbejdet, og alle Byens offentlige Pumper arbejdede flittigt hver Morgen. De første Dage var der idel Glæde og Tilfredshed over det storstilede Foretagende; men længe før Skylningen var ophørt, havde Glæden forvandlet sig til Misfornøjelse: Rendestenene havde aldrig lugtet værre end nu, og det var den almindelige Mening, at der ingen Sommer havde været saa daarlig Luft i København som i 1851, da Rendestenene blev skyllede. Vandinspektør Colding, der senere indgav en Beretning om denne »Udrenselsesfest«, som han kalder det, skriver herom:

»Hvad jeg først maa sige, er det, at en betydelig

__________

1) Borgerrepr. Forh. 6. Juni 1851.


144

Mængde Snavs, og det stinkende Snavs - derom er nok alle enige - blev sammenfejet og bortkørt fra Staden foruden den Mængde, som med Vandet skylledes bort. Det er imidlertid ogsaa vist, at Fejningen foranledigede megen Stank under selve Arbejdet . . . Saalænge Fejningen varede, hørte jeg udelukkende kun godt om Arbejdet, og jeg var meget fornøjet derover, da ogsaa jeg var overbevist om Gavnligheden af Foretagendet; men senere er det, ligesom om man havde glemt det gode ved Sagen og kun erindrede sig den afskyelige Stank, som navnlig Fejningen af visse Rendestene foranledigede ... At Renfejningen af Rendestenene skulde have skadet istedetfor at gavne, og at man hellere skulde ladet Snavset ligge urørt i Rendestenen end fejet det bort, det vilde dog være en ganske besynderlig Paastand; thi da maatte det jo ogsaa være skadeligt, naar en Husejer lader Rendestenen feje og skylle ren, hvilket dog næppe nogen for Alvor vil paastaa. Var det saa, da var der virkelig ingen Grund til at klage over, at Gadekommissærerne ikke sørger for, at der fejes rent; thi da burde de jo blot passe paa, at alt Snavs blev liggende i Fred og Ro.« 1)

Colding tager lidt humoristisk paa Sagen. Han har selv været en Tilhænger af Skylningen, men Beretningen var ham afkrævet af Overpræsident Lange, der var en Modstander af den og netop skulde bruge Coldings Oplysninger til at afværge en Gentagelse af Forsøget. I den Henseende passede det ham godt, at Colding blandt andet oplyste, at paa Kristianshavn havde Skylningen maattet opgives af Mangel paa Vand, og at Udgifterne ved Foretagendet havde været 90 Rdlr. daglig eller 540 Rdlr. ugentlig.

Men de Autoriteter, som havde hittet paa det, var vel tilfredse med Resultatet; og da næste Sommer kom, fore-

__________

1) 2. Sekr. 1852 Nr. 2265.


145

slog den hygiejniske Kommission, at en Udskylning igen skulde foretages ligesom sidst. Kommunalbestyrelsen satte sig heftigt til Modværge: Foranstaltningen havde kostet mange Penge, og det var tvivlsomt, om den havde stiftet nogen Nytte. Megen Stank havde den afstedkommet, og Rendestenene saa dog omtrent ud som før. For øvrigt var disse Rendestene næppe saa sundhedsfarlige, som man beskyldte dem for; thi selv om Vandet i dem ikke havde noget stærkt Løb, kunde det dog ikke siges at være ganske stillestaaende. Og i hvert Fald paa Kristianshavn var man nødt til at lade være med at skylle, da man ikke dèr havde Vand nok 1). Det hjalp ikke, at ogsaa Justitsministeriet senere hen paa Sommeren anbefalede en Gentagelse af den store Rendestensskylning under Henvisning til Sommerens vedvarende Varme og Tørhed, eller at Bladene indtrængende advarede mod at lege med Faren. »Naar alle vi andre«, skriver Fædrelandet d. 12. Juli, »hver Time paa Dagen i en vestindisk Varme lide under den utaalelige Stank, der saa godt som fra alle Kanter omgiver København i denne Tid, fra Syd og Vest iblandt andet udgaaende fra Masser af forraadnet Tang, en Stank, der næsten gør det til en Tortur at besøge Rysenstens-Badene; fra Nord og Øst iblandt andet fra Garverierne, gamle forraadnede Spækhøker-Oplag, stillestaaende Rendestene, Fiskebløderier, Sumpe, Svovlstikfabrikker, Latrinudtømmelser og alle andre Uhumskheds- og Pestilentze-Magasiner, hvoraf København flyder over: - saa skulde man synes, at Byens Bestyrelse og Politi ikke behøvede af Efterretninger om Koleras Hærjen i Kalisch at mindes om Nødvendigheden af at foretage noget imod de saa ekstraordinære Omstændigheder . . . Den Sundhedskommission, som Indenrigsministeriet fik nedsat af sagkyndige Mænd, har for længere Tid siden som et simpelt Middel til dog lidet

__________

1) Borgerrepr. Forh. 5. Juli og 2. Aug. 1852.


146

at forbedre Luften andraget paa Skylning af Rendestenene. Bybestyrelsen lader Sagen hvile i flere Uger, og endelig erklærer den, at den tror ikke, at Lugten af stinkende Rendestene er skadelig for Sundheden; desuden lugtede det saa slemt, da de bleve skyllede ifjor, hvilket noksom godtgør, at de ikke trænge til at skylles« o. s. v.

Denne Rendestensskylning havde for øvrigt henledet Opmærksomheden paa, at der fandtes Steder i Staden, som slet ikke kunde skylles, da der intet Afløb fandtes fra dem. Dette gjaldt saaledes Kanalen i Kongens Have, nogle Grøfter bag Frelsers Kirke paa Kristianshavn og Grøften i Esplanaden bag ved Husarkasernen. Kanalen i Kongens Have var den værste; den stank saaledes, at det mentes at kunne blive farligt for Byens Sundhedstilstand. Ved Undersøgelse viste det sig, at den havde et alentykt Lag ildelugtende Mudder paa Bunden. For at faa den renset maatte man pumpe Vandet fra den ud i Kronprinsessegade, som derefter gennemskylledes fra den Brandpumpe, der stod i Gaden. Et Antal Slaver fra Fæstningen besørgede derpaa Mudderet fjernet. Af Hensyn til Stanken kunde der kun arbejdes paa dette Værk i de allertidligste Morgentimer.

Den samme Kommission, som iværksatte den store Rendestensskylning, henledede ogsaa Kommunalbestyrelsens Opmærksomhed paa den Mængde Uddunstninger, der strømmede ud fra Porte, Gadekroge og andre lidt afsides Steder. Politidirektøren og Sundhedskommissionen, som ogsaa udtalte sig i denne Sag, giver meget drastiske Beskrivelser af, hvorledes det i saa Henseende gik til paa Gader og Torve, og deres Skildringer passer godt ind i det Billede af Svineri og forpestet Luft, som alle Vegne møder os i Datidens København. Allerede Professor Clausen havde i sine Artikler i Dansk Folkeblad henledet Opmærksomheden paa den »Udskæmmelse og Besudling«, som København paa den Maade var Genstand for:


147

Private Folk søger vel at barrikadere sig mod disse Antastelser ved Bøjler, Brædder, Stænger og Hager. Men alle offentlige Bygninger er prisgivne: »Man begynde med at tage Porten til den kongelige Residensstad udenfra i Øjesyn, derfra at lægge Vejen forbi Raadhuset, gennem det kongelige Slots Buegange, langs Slottet, der hvor ingen Skildvagter ere posterede, at gaa omkring Theaterbygningen, forbi Charlottenborg, det Moltkeske Palais og de tilstødende Bygninger paa det nye Asfalt-Fortog, dernæst at tage Vejen tilbage forbi Trinitatis Kirke, rundt om Frue Kirke og langs Universitetsbygningen. Alle disse Steder og saa godt som alle offentlige Bygninger, for saa vidt som de ere tilgængelige, vil man finde benyttede som lige saa mange Kloaker . . . Om nogen Tid vil man næppe finde det troligt, at selve Indkørselen ved Kolonnaden til de kongelige Palaier paa Amalienborg, dengang Kongens og Dronningens Bolig, har været anvist Livvagtens Mandskab til Kommoditet, som paa den ugenerteste Maade fremviste dette Skue til hver Time paa Dagen for Ud- og Ind-Passerende; alligevel er det ganske faa Aar siden, at dette Arrangement er blevet forandret.« 1)

Den hygiejniske Kommission foreslog nu, at der indrettedes offentlige Urinkroge, der jævnlig skylledes rene.

Forsigtigt og tøvende gik Borgerrepræsentanterne ind paa Tanken. I 1852 blev de to første Smaahuse opstillede, det ene ved Bolværket lige over for Slotskirken og Thorvaldsens Museum, det andet paa den sydlige Side af Børstrappen ved Banken. De var af Træ; en Snedker havde lavet dem. De var ganske smaa, en Alen i Kvadrat, og svarede saaledes vist godt nok til det Navn, hvormed de i Begyndelsen officielt benævnedes, nemlig Urinskabe 2).

Men den rette Forestilling om Urenligheden i Byen

__________

1) Dansk Folkeblad 1842-43, Nr. 54.

2) Borgerrepr. Forh. 20. Sept. 1852.


148

og om dens forpestede Atmosfære faar vi dog først, naar vi vender os til den Del af Renovationsvæsenet, som virkede om Natten. Byens Latriner var endnu for den langt overvejende Dels Vedkommende indrettede efter det gamle Grubesystem. Latrinindholdet samledes i store Kældere eller Fordybninger i Jorden, der kunde rumme flere Læs, saa de kun behøvede at tømmes en eller to Gange om Aaret. Gruberne skulde efter Anordningerne være murede; ikke des mindre var de ofte meget utætte, saa Grundvandet trængte ind i dem og skyllede deres opløste Indhold ud i de omgivende Jordlag, hvor det ofte kom i nær Forbindelse med Vandledningernes utætte og halvraadne Trærender. Grubernes samlede Fladeindhold ansloges til at være over 100,000 Kvadratfod eller et Par Tønder Land. »De, der endnu erindre Gruberne, fortælle, at disse vare saa fulde, at naar man traadte paa de Lemme, der dannede Gulvet, trængte det øverste, flydende Lag op gennem Huller og Sprækker, og at Stanken var saa gennemtrængende, at den endnu længe efter hang i Klæderne; naar Udførsel skulde ske, maatte man omhyggeligt passe paa to Ting: at lukke alle Vinduer og om Aftenen smøre et forsvarligt Fad Smørrebrød, der med Øl og Brændevin stilledes ud til Natmændene.« 1)

Grubernes Tømning besørgedes af de saakaldte Natførere, en snævrere Kreds inden for Sandagerne eller det lille Vognmandslaug. Oprindelig var de 11 i Tallet, men i Tyverne havde Byens Skarpretter, Oswald, faaet en Part med, saa der blev 12, hvilket Tal ikke senere blev overskredet. Et Renovationskontor blev indrettet, hvor den Husejer kunde henvende sig, der ønskede sin Grube tømt, og fra dette Kontor besørgedes saa Tilsigelsen til Natførerne efter Tur. Der var givet detaillerede Bestemmelser

__________

1) Kr. Carøe: Kbhvns. Natterenovation 1800-1870 (Særtryk af Tidsskrift for Sundhedspleje).


149

for disse Natføreres Virksomhed: Deres Vogne, beregnede til fire Tønder, skulde være tætte, forsynede med tætsluttende Dæksel og med paamalet Nummer; de maatte, som paabudt i 1779, kun køre i langsom Fodgang og altid paa højre Side af Gaden, og Udførselen maatte kun foregaa om Natten. Men ingen af disse Forskrifter blev overholdt. Uafladelig klages over, at deres Vogne var utætte og ofte helt manglede Laag, og i en Politirapport fra 1854 hedder det, at Natførerne paa Gaden pisker paa Hestene og kører i Galop, saa de spilder Indholdet ud af Vognene. Den Opgave at tømme Gruberne tog de sig ogsaa let nok. Det blev konstateret i 1853, at mange Gruber aldrig blev helt tømte, men kun det øverste Lag bortført. Dette Lag øste de op af Gruberne i Øsebøtter af Træ, og da der til dette Brug blev indført Jernskovle, som kunde gaa til Bunds, protesterede de mod at bruge dem. Husejerne holdt i Reglen med Natførerne; thi det kostede 10-25 Rdlr. - foruden Stanken - at faa en Grube helt tømt. Det var mest fristende i Øjeblikket at spare paa Udgiften og indskrænke sig til at tage lidt ovenaf. De privilegerede Natførere havde nok at bestille endda, ja kunde efterhaanden slet ikke overkomme Arbejdet. I 1854 laa der 7000 Læs i Byens Gruber og ventede paa dem.

Natførerne var ikke fine Folk, - det er betegnende, at Skarpretteren uden videre indlemmes i deres Laug, - men antagelig har Forretningen været lønnende, thi fra de Vognmænd, som stod uden for de privilegeredes Ring, gøres der stadig Forsøg paa at faa Del i Fortjenesten. I 1843 indgav femten Vognmænd et Andragende herom til Magistraten; de klagede over, hvor lidt de selv havde at fortjene, medens det var dem bekendt, at de enkelte, som havde Ret til Renovationskørselen, havde en aarlig Bruttoindtægt af 1600 Rdlr. hver. De femten tilbyder nu, hvis de maa faa Del i Entreprisen, at anskaffe Vogne, der rummer seks i Stedet for som nu kun fire Tønder, og


150

udkøre dem for den samme Betaling, som hidtil er ydet. Derved vilde ikke alene det hele Laug vorde hjulpen, men ogsaa Borgerne i Staden forskaanede for en stor Udgift. - Men der var intet at gøre over for de tolv Natføreres Eneret. I 1840 fik Lauget Dom over Ejeren af Gaarden Petersdal paa Amager, der efter Kontrakt havde paataget sig at bortføre Natterenovationen fra Fattigvæsenets Stiftelser, Raadhuset og Arresterne ud til sin egen Gaard og for en billigere Betaling end Natførernes Takst. Skønt det saaledes var selve Kommunalbestyrelsen, han havde kontraheret med, blev han dog kendt uberettiget til at give sig af med dette Arbejde. Ikke bedre gik det to Vognmænd, der havde paataget sig at udføre Natterenovationen fra nogle militære Kaserner; dette blev dem i 1847 ved Højesteretsdom forbudt.

Natførernes Betaling var efter en af Magistraten i 1827 fastsat Takst 80 Skilling pr. Læs i København og 64 Skilling paa Kristianshavn. Men hertil kom Skriverpenge, Drikkepenge o. s. v., saa at et Læs i Virkeligheden kostede 1 Rdlr. i København og 5 Mark paa Kristianshavn. Der udførtes aarlig ca. 24,000 Læs, hvilket altsaa kostede Husejerne ca. 24,000 Rdlr. Ejerne maatte selv føre den ubehagelige Kontrol med, at Natførerne tog fuldt Læs.

Al Natterenovationen førtes ad samme Vej, over Knippelsbro, gennem Kristianshavn og ud til Renovationskulerne paa Amager. Kulerne laa lige til venstre for Landevejen, tæt uden for Fæstningsgraven, omtrent ved Begyndelsen af nuværende Kløvermarksvej. Det Syn, som disse Kuler frembød, var et saadant, at »de, som ikke selv havde set dem, næppe kunde gøre sig noget Begreb derom« 1). De var bleven indrettede i 1777 og havde siden den Tid været i uophørlig Brug, som de var det endnu i 1851, da Kommissionen til de hygiejniske Forholds For-

__________

1) Borgerrepr. Forh. 19. Juli 1852.


151

bedring henvendte sin Opmærksomhed paa dem. Kommissionens Formand, Politidirektør Bræstrup, giver i en Skrivelse til Justitsministeriet følgende Skildring af Pladsen:

»Det hele uhyggelige Anlæg bestaar af trende Kuler eller Fordybninger i Jorden, omgivne af en Jordvold, i hvilke Ekskrementerne udøses og forblive henliggende. Naar de ere fulde, eller i alt Fald hvert Efteraar, udlades gennem Aabninger i Volden en Del af Indholdet, som da løber ud over de nærliggende saakaldte Flader. Da dette Terræn ligger 1 à 2 Fod under daglig Vande, umuliggøres som oftest alt Afløb til Stranden. Som Følge heraf opnaaes heller ikke den formodede Hensigt med Ekskrementernes Udløb paa disse Flader, som maa antages at være, at de efter nogen Tids Henliggen her skulde kunne bortkøres i tør Stand; derimod vil næsten til enhver Tid det her opsamlede befindes i aldeles flydende og gærende Tilstand.«

Det var Meningen, at Indholdet af Kulerne efterhaanden skulde sælges som Gødning; men da det ikke maatte føres tilbage gennem Byen, var det kun Amagerne, der kunde melde sig som Købere. Denne Entreprise var bortforpagtet af Kommunen. I en Aarrække var det Borgerrepræsentant Grosserer Owen, der var Forpagter af Kulerne og i Forbindelse med dem havde anlagt en Fabrik til Renovationens Forvandling til Patentgødning. Tidligere solgtes et Læs for tolv Skilling, og Køberen maatte da selv lade Renovationen udtrække af Kulen.

For at slippe for Natførerlaugets Eneherredømme og dets opskruede Priser havde Borgerrepræsentationen allerede i 1841 foreslaaet, at Udførselen af Renovationen og Salget af den fra Kulerne paa Amager bortliciteredes under ét. Men da Natførerlaugets Eneret netop paa den Tid blev fastslaaet ved Dom, var der foreløbig intet at gøre. I 1843 foreslog et Udvalg i Forsamlingen Ophævelse af Natførerlaugets Eneret med den træffende Motivering, at


152

denne ikke kunde betegnes som en Laugsrettighed til Betryggelse af en Industrigrens Opkomst og Udvikling. Og samtidig bragtes forskellige andre Foranstaltninger i Forslag til Fjernelse af de værste Ulemper ved Systemet. De Husejere, der vilde indføre transportable Tønder i Stedet for Gruber, skulde have Tilladelse til at lade disse udføre ved hvem som helst. Udførselen skulde tillades gennem alle Stadens Porte for at undgaa den lange Kørsel med Renovationsvognene gennem hele Byen til Amager, og samtidig skulde Taksten nedsættes. Men heller ikke disse Bestræbelser førte til noget. Kancelliet viste sig uvilligt til at gøre nogen Forandring i de hidtil gældende Bestemmelser, »hvilke det formentligt maa tilskrives, at Staden uden Tvivl staar meget højt i Sammenligning med andre Landes store Byer i Henseende til Renlighed«! 1)

Det er forstaaeligt, at Grundejerne saa vidt muligt søgte at blive fri for at have noget med Latringruberne og Natførerne at bestille. Der var bestandig Folk, som prøvede paa at skaffe sig af med deres Latringødning paa alle mulige andre tilladelige eller utilladelige Maader. Fristende var det at give Latrinerne Afløb til Gadens Rendesten eller til Kældersumpen; det var forbudt, men blev alligevel praktiseret i stor Udstrækning. Endnu i 1857 kæmpede Politiet ved Husundersøgelser, Politiplakater og Trusler om Straffe forgæves mod denne Uskik. Boede man i Nærheden af en Kanal eller en Grav, skaffede man sine Latriner Afløb til denne, og her gik selve Autoriteterne i Spidsen. Den lukkede Grav omkring Rosenborg Slot var saaledes efterhaanden bleven til en hel Renovationskule, idet alle Latrinerne i Garderkasernen havde direkte Afløb til den, ligesom den optog alt Spildevand fra Kasernen og fra Kommandantboligens Kostald 2). Den stillestaaende Hol-

__________

1) Borgerrepr. Forh. 3. Aug. 1848.

2) Carøe, l. c. S. 18.


153

mens Kanal modtog Afløbet fra alle Latrinerne langs den, fra det kongelige Teater gennem Gammelholm til Kanalens Munding. Paa samme Maade benyttedes Gamle Dok, Nyhavn, Børsgraven og Stadsgraven. I Hotel »Løven« i Nyhavn havde Ejeren indrettet sig et formeligt Vandklosetsystem: Under Ejendommen havde han anbragt en muret Rende ud til Kanalen, gennem hvilken Vandet fra en Ferskvandsopstander bestandig strømmede, naar han lod Hanen staa aaben, og ad denne Rende befordredes da al Hotellets Latringødning ud i Nyhavns Kanal. Da Systemet blev opdaget, fik han en Mulkt paa 50 Rdlr., og Renden blev tilstoppet.

I de udenbys Kvarterer tog man sig Sagen mere let. Enhver Grøft maatte gøre Tjeneste som Kloak, eller, som »En Røst fra Blaagaardsbyen« paa Nørrebro skriver i 1855: »Vi skændes ikke som Hovedstadens agtbare Borgere om Tønde- og Grubesystem; thi hvor intet af disse gør sig gældende, behjælper man sig med det allerældste System og gør ugenert Gaden eller Landevejen til sin Møddingplads.« -

Da den hygiejniske Kommission i 1851 tog sig for at undersøge disse Forhold, gjorde den andre overraskende Opdagelser. I mer end 400 Ejendomme fandtes Privetet anbragt under Trapper inde i Huset, under Svaler eller under beboede Lejligheder, og det ikke blot i ældre, men til Dels ogsaa i ganske nye Bygninger. Ikke sjældent anbragtes det inde under Sidehus- og Baghuslejlighederne, hvorved al Ventilation udelukkedes, og den varme stinkende Luft efterhaanden banede sig Vej op i Værelserne ovenover, endog gennem gibsede Lofter. Desuden var Priveterne alt for smaa og faa i Forhold til den tætte Befolkning i Husene; der burde, mener Kommissionen, være mindst ét Privetsæde for hver tyve Beboere over ti Aars Alderen. Fordringen synes os ikke urimelig. Det er en Selvfølge, at Kommissionen foretrækker transpor-


154

table Tønder for de store Gruber; og den glemmer ikke »den Stank, som er forbundet med Grubernes Udtømning, idet Urenlighederne først øses op af Gruben og bæres ud til Vognen og derpaa hældes ned i denne«, eller Vognenes Utæthed, »hvilket bedst ses paa de Gader, gennem hvilke det største Antal af disse Vogne har sin Flugt«.

Det eneste Sted, hvor man ikke synes at have været generet af Renovationsvæsenets Stank, var mærkeligt nok ude paa Amager.

Da der blev Tale om, at der ogsaa skulde indrettes en Renovationskule uden for Nørreport, og at Husejerne skulde have Tilladelse til at afhænde deres Natterenovation til hvem, de vilde, protesterede Formanden for Taarnby Sogneraad i en Skrivelse til Københavns Kommunalbestyrelse; og særlig vendte han sig imod den Paastand, at de store Renovationsoplag ude paa Amager skulde være skadelige for Beboernes Sundhed:

»At det ikke tidligere har været anset for skadeligt for Sundhedstilstanden, at Amagerne hjemkørte og henlagde endog flere Hundrede Læs Natrenovation ved deres Gaarde eller paa deres Jorder, er endnu i alt for frisk Minde hos enhver Amager, til at det bør betvivles, ligesom der heller aldrig har været gjort Indsigelse derimod fra Politiets Side; hvorledes skulde ogsaa, ifald det modsatte havde været Tilfældet, Grosserer Owen kunne erholde Tilladelse til at opkøre flere Tusinde Læs Natrenovation og henlægge det paa en Plads, som er beliggende næsten midt i Sundbyøster og kun meget kort fjærnet fra Hovedlandevejen?«

Alligevel maatte Amager omsider dele Behagelighederne ved Renovationsoplagene med Byens andre Forstæder, særlig med Nørrebro. Der havde allerede længe været gjort Forsøg i det smaa med Indførelse af transportable Tønder i Stedet for Gruberne; men dette System havde ikke vundet nogen synderlig Udbredelse, og Udførselen af


155

Tønderne var lige saa vel som Tømningen af Gruberne i Hænderne paa Natførerlauget.

Den Mand, som først fik Tøndesystemet indarbejdet i København i nogen større Udstrækning, var en Landmand Jerichau fra Fredensborg. Han ansøgte i 1848 Indenrigsministeriet om Tilladelse til at udføre Latringødning fra København, og med Rette kunde han begynde sin Ansøgning med de Ord: »Den uendelige Stank, de store Gødningsbeholdninger foranlediger, har længe været Genstand for Klage.« Han tilbød nu at indsætte transportable Tønder i Priveterne og at skifte dem to Gange om Ugen. Gødningen vilde han afsætte til Landmænd paa Sælland; derfor ønskede han Tilladelse til Udførsel gennem Nørreport og til at have Oplag ude i Forstæderne. En »Forening for Natterenovationens Forbedring«, som paa den Tid var bleven stiftet, anbefalede Jerichaus Forslag, og Borgerrepræsentanterne viste deres Interesse for Opgaven ved at bevilge Jerichau en Understøttelse af 300 Rdlr. Han fik da Bevillingen d. 26. Juli 1849. Den gjaldt for tre Aar og gav ham Tilladelse til at udføre Renovationen gennem alle Stadens Porte, til at være fri for »Bropenge« 1) og til at have Oplagspladser uden for Søerne efter Politiets nærmere Anvisning. Om Betalingen maatte han selv akkordere med Husejerne, og Kørselen skulde være tilendebragt om Sommeren Kl. 9, om Vinteren Kl. 10 2).

Jerichau anskaffede det fornødne Materiel - foreløbig dog ikke Tønder, men firkantede Kasser - og indrettede sin Oplagsplads paa en Jordlod ved Nørreallé i Nærheden af de gamle Sandgrave. I Løbet af den treaarige Periode fik han sit Tøndesystem indført i omtrent 400 Huse foruden i Frederiks Hospital og Fødselsstiftel-

__________

1) Se foran S. 14.

2) 2. Sekr. 1850 Nr. 2680.


156

sen, saa Stadsfysikus i 1852 kunde erklære, at Jerichau havde forbedret de hygiejniske Forhold for ca. 18,000 Mennesker. Men rigtignok var der endnu omtrent 3000 Ejendomme tilbage, som benyttede det gamle Grubesystem. Da Jerichau i 1852 søgte om Forlængelse af sin Bevilling, fik han en Konkurrent i en Urtekræmmer Mygind, der en Tid havde arbejdet sammen med Jerichau, men siden var bleven uenig med ham. Autoriteterne valgte da at give Bevillingen til dem begge. Mygind tog snart Luven fra Jerichau; allerede i 1853 kunde han meddele, at han havde Entreprise for 700 Ejendomme, og at der stadig meldte sig flere. Men samtidig havde rigtignok hans Oplagsplads ved Nørreallé givet Anledning til nye højlydte Klager. De begyndte straks i 1850 og gentoges uafladeligt, snart af Beboerne paa Nørrebro, snart af de militære, der holdt Øvelse paa Fælleden. De Forholdsregler, der skulde tages ved at bestrø Gødningen med Bark eller Melkalk, blev kun daarligt udførte og viste sig utilstrækkelige. Oplagspladsen var paa alle Sider omgivet af et fire Alen højt Plankeværk; men de flydende Dele af Renovationen løb ud under Plankeværket og bredte sig helt hen til Nørreallé og de tilstødende Ejendomme, eller de flød ned i Sandgravene og blev henstaaende i Hullerne dér, hvorved Stanken fra disse blev endnu mere utaalelig end fra selve Oplagene.

Beboerne klagede baade til Magistraten og til Justitsministeriet. I 1854 hedder det, at Forholdene er ubeskrivelige i deres Væmmelighed, og at man endogsaa helt ude paa Jagtvejen undertiden ikke kan aabne Vinduerne i flere Dage.

Til sidst kunde Autoriteterne ikke længer undgaa at tage Hensyn til de bestandig gentagne Klager, og da Bevillingerne for Jerichau og Mygind igen skulde fornyes i 1855, blev det gjort til Betingelse, at de flyttede deres Oplag andensteds hen. Forskellige Pladser blev bragte i


157

Forslag; Jerichau søgte forgæves at faa den tørlagte Lersø overladt; Stadsfysikus foreslog Marken mellem Lundehuset og Strandvejen. Men det endte med, at baade Jerichau og Mygind fik overladt Pladser i Raadmandsmarken, hvor Renovationsoplagene derefter i en lang Aarrække forblev.

Ogsaa de ældre Renovationskuler paa Amager var paa den Tid bleven saa generende for Byen, at de ikke længer kunde taales. I 1852 blev det i Kommunalbestyrelsen bragt i Forslag at flytte dem længere bort, yderst ud paa Kløvermarken ved det gamle Krudttaarn. Aaret efter tilbød Fabrikør Holmblad, hvis Ejendom grænsede op til Kulerne, paa egen Bekostning at indrette nye Kuler og tømme de gamle ved at bortsælge deres Indhold. I en noget ændret Form blev dette Tilbud modtaget og i 1854 bragt til Udførelse. D. 6. September ophørte Brugen af de gamle Kuler, og Natførerlauget maatte for første Gang køre den betydelig længere Vej ud til de nye. Det var bleven bestemt, at deres Vogne nu skulde være dobbelt saa store som før - til otte Tønder i Stedet for til fire -, og at de derfor skulde have dobbelt Betaling, 1 Rdlr. 4 Mk. pr. Læs.

Om de gamle Kuler indgav Kæmneren i 1855 en Beretning til Magistraten. Efter at de var tømte for deres Indhold, havde han bestræbt sig for at faa dem opfyldte med Dagrenovation og havde derfor henvist de Vogne, der tidligere aflæssede Dagrenovationen ved den borgerlige Eksercerplads paa Kristianshavn, til for Fremtiden at benytte disse Gruber. Han foreslog at opbryde og fjerne den hidtilværende Natterenovationsbro, paa hvilken Vognene forhen opkørtes for at udlosse Gødningen. Denne Bro var et meget solidt Anlæg, der i sin Tid maatte være udført med stor Bekostning; »saa vidt den nu var tilsyne«, var den opført af hugne Granitsten med Plankegulv ovenpaa og et Jerngitter. Naar selve Gruberne var fyldte,


158

maatte ogsaa »Fladerne«, der til Dels stod under Vand, forhøjes med paakørt Dagrenovation og et Dige opføres mellem dem og Fæstningens Glaci for at afværge deres fornyede Oversvømmelse af Saltvandet.

Men denne Kæmnerens Beretning om de gamle Grubers Tilstand har været alt for forhastet. Thi endnu i 1857 klagedes over, at Gruberne langt fra var tømte, endsige paa ny opfyldte. Nogle af dem var løbet fulde af Vand, der stod i de halvtømte Huller og stank værre end Gødningen; fra andre var Gødningen kørt op paa de omliggende Marker for at tørres i Luften. Kæmneren oplyste dog, at omtrent seks Tønder Land af de gamle Kuler var bleven opfyldt, medens de Gruber og Huller, som endnu var tilbage, kun udgjorde ca. to Tønder Land. Han foreslog nu, at det hele Terræn bortforpagtedes, og at Forpagteren fik den sædvanlige Tilladelse til at holde Svin paa Pladsen. Bortforpagtningen blev vedtaget, men Tilladelsen til Svinehold i de gamle Renovationskuler vilde Kommunalbestyrelsen dog ikke give.

Samtidig bortsolgtes efter Kæmnerens Forslag det Hus, hvori Opsynsmanden ved den nedlagte Renovationskule havde boet. Opsynsmanden var jo nu flyttet ud til de nye Kuler, og det gamle Hus havde derefter været bortlejet til Fabrikør Holmblad, som dog nu ikke længer var Liebhaver. Huset, Matr.-Nr. 16, staar endnu ude ved Begyndelsen af Kløvermarksvejen og angiver, hvor Indkørselen til Renovationspladsen var. Huset ved Siden af, Nr. 15, var Bopæl for Markmanden ved Kristianshavns Fælled.

De seks nye Kuler ude ved Krudttaarnet vakte ikke nogen synderlig Tilfredshed. Trods den større Afstand mærkedes endnu Lugten fra dem over visse Dele af Byen, hvad der til Dels kom af, at de fra Begyndelsen var meget slet indrettede. De havde en stor Overflade, men kun ringe Dybde, saa de i meget kort Tid alle var fyldte, og i


159

1857 maatte de seks Kuler helt nedlægges og forlades. En ny, større og dybere blev da gravet. Ved at omgive den med en Vold gjorde man den saa stor, at den kunde rumme fire Maaneders Udførsel, og blev den endda overfyldt, kunde man lade en Del af dens Indhold løbe i Søen.

Herved blev det, og ud over det, som saaledes var naaet, kom man ikke i en Aarrække. Det er et af de mørke Punkter i dette Tidsrums Historie, at man ikke, da Lejligheden var der, fik dette vigtige Spørgsmaal løst til Bunds. Det store Kloaksystem, som var planlagt sammen med Nedlægningen af Vand- og Gasrør, blev opgivet i Forsagthed og Indførelsen af Vandklosetter derved skudt et halvt Aarhundrede ud.

Tøndesystemet var ganske vist et Fremskridt fra de gammeldags Gruber i Gaardene, men ogsaa det havde dog sine store Ulemper og Ubehageligheder, og desuden blev Grubesystemet jo ingenlunde afskaffet. I 1854 var der endnu 2355 Latringruber mod 809 Latrinindretninger, og kun langsomt trængte Jerichaus og Myginds Tønder det gamle System tilbage. De to Systemer bestod jævnsides endnu i tredive Aar, og den sidste Latringrube i København blev først nedlagt i 1885 1).

__________

Vandforsyningen.

Byens Drikkevand hidførtes paa den gammelkendte Maade gennem lange i Jorden nedlagte Trærender. Renderne laa i en Dybde af indtil 22 Fod under Gaderne. De var derfor vanskelige at komme til, og Reparationer paa dem var dog meget hyppige. Vandet kom dels fra Emdrup Sø: det var det dyre saakaldte Springvand, dels fra

__________

1) Carøe S. 8.


160

de tre Søer paa Stadens Grund: det almindelige Pumpevand. Forskellen mellem de to Forsyningsmaader var dog ikke saa stor, som Navnene kunde tyde paa. Ingen af de to Slags Vand kunde, som Vandet fra Nutidens Vandværker, stige op i Husenes Etager. Der var just saa meget Tryk paa Springvandet, at det selv kunde løbe ud gennem en Tud et Stykke fra Jordoverfladen, medens Pumpevandet maatte løftes op gennem en paa Rendetræet anbragt Pumpe. I begge Tilfælde maatte Vandet bæres op i Husene, og den store Vandtønde var derfor et nødvendigt Tilbehør til ethvert Køkken. Springvandet var stedseløbende. Det overskydende Spildevand fra Opstanderen kunde købes for en Trediedels Pris, det løb jo ellers ud i Rendestenene og gjorde om Vinteren Gaderne glatte. Springvandet maatte ikke underbores, det vil sige, Opstanderen skulde have sit Udløb i den bestemte Højde, hvor Vandmesteren havde sat det.

Der var fem Springvands- og fjorten Pumpevands-Hovedrender fra Søerne ind til Byen. Med Arme og Biarme udgjorde den samlede Længde af Rendetræerne ca. 10 1/2 Mil, deraf ca. 4 1/2 Mil Springvandsrender og ca. 6 Mil Pumpevandsrender. Pumpevand fandtes i 1848 i 2202 Ejendomme, Springvand kun i 217. Endvidere betalte 99 Ejendomme for »Springvandsspildevand«, og 372 havde ikke Vandindlæg, men betalte en Afgift for at forsyne sig fra de offentlige Pumper 1). En Portion Springvand kostede paa Grund af de lange Ledninger fra Emdrup Sø det tredobbelte af en Portion Pumpevand. Det samlede Vandforbrug var ca. 20 Millioner Tdr. aarlig eller 56,000 Tdr. daglig.

Hvem der vilde have Vand indledet i sin Gaard, maatte, som det hed, »stikke paa Ledningen« og tage Vandet, som det var. Godt var det intetsteds i Byen, men de

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1848 S. 105.


161

Husejere, som laa nærmest ved Enden af en Hovedarm, fik dog altid det ringeste. I den inderste Ende af Trærenderne var Vandet næsten altid stillestaaende og som Følge deraf til Dels udrikkeligt. Dette var saaledes Tilfældet med Stadens Materialgaard i Hestemøllestræde, der havde den inderste Biarm paa en Hovedledning og derfor bestandig klagede over Vandet 1).

For øvrigt var Klagerne hyppige nok over hele Byen. Skønt der aarlig anvendtes 40-50,000 Rdlr. paa Vandvæsenet og nedlagdes ca. 2000 Alen nye Rendetræer hvert Aar, var det bestandig i daarlig Stand. I tørre Somre kunde Vandtilførslen til Dels svigte. Særlig den saakaldte Østre Ledning var utilstrækkelig, og det fornemme Kvarter omkring Bredgade og Amaliegade ligesom selve Kongens Slot manglede ofte Vand. Et eller andet Sted var Renderne gerne raadne eller halvraadne; hyppigt laa de lige op ad utætte Latringruber, ja, der var endog et Eksempel paa, at de gik tværs igennem saadanne 2). Vandet indeholdt en Mængde vegetabilske Urenligheder, og det hørte ikke til Sjældenhederne, at døde Fisk blev oppumpede sammen med Vandet. Aal kunde slet ikke holdes ude af Renderne. Vilhelm Bergsøe mindes i sine Erindringer Pumpen i Borgerdydskolens Gaard paa Kristianshavn. Skolens Drikkevand, siger han, kunde meget godt bruges til Demonstration i Naturhistorie, særlig for de lavere Dyrs Vedkommende. Der var Myggelarver og lignende Smaadyr i Overflod; man kunde ogsaa være saa heldig at pumpe en Igle, en Salamander eller et Par smaa Haletudser op; men naar en fingertyk Aal var sluppen ind i Pumpens Hjerte, maatte Vandkigeren tilkaldes og Pumpen skilles ad 3). Til de øvrige Ulemper ved dette Drikkevand kom den, at det om Sommeren altid var halvlun-

__________

1) 2. Sekr. 1840 Nr. 1842.

2) Sommer: Københavns Drikkevand.

3) Krigen og Koleraen S. 188.


162

kent, 16-18 Grader ude i Søerne. Hvem der overhovedet vilde drikke Vandvæsenets Vand, maatte anskaffe sig baade Filtrerapparat og Vandkøler, og saa kunde man i den varme Tid dog aldrig faa Vandet køligere end mellem 14 og 17 Grader. »Den bekendte lunkne Aalesuppe« var et yndet Kælenavn for det københavnske Drikkevand. Der blev flere Gange gjort Forsøg med Rør af Jern eller Ler, og særlig Jernstøber Lunde var ivrig i Kampen mod de gammeldags Trærender; men nogen nævneværdig Forbedring skete dog ikke, før det nye Vandværk blev anlagt.

I 1842 var der særlig megen Urenlighed i Pumpevandet, og mange raadne Fisk blev pumpet op. Da der samtidig var megen ondartet Sygdom i Byen, begyndte man at ængstes for det daarlige Vand; og den Maade, hvorpaa Vandkommissionen søgte at berolige Folk, er særdeles karakteristisk:

»Hvad de befundne Mangler ved Vandet angaar, maa det bemærkes, at de Tilfælde, hvori en væmmelig Smag og Lugt af raadne Fisk har vist sig, have været aldeles lokale. Naar en Fisk trænger ind i Renderne, vil den vistnok sjeldent blive i Hovedrenden, og ikke let dø der, da den stedse deri faar friskt Vand; men om den endog døde og gik i Forraadnelse deri, vilde Forraadnelsens Produkter saaledes opspædes i den store Vandmængde, som gaar igennem Renden, at ingen paafaldende Lugt og Smag derved kunde frembringes. Det er i Biarmene, at Fiskene let omkomme, især naar de drages op i Pompens Dele og derpaa falde ned igen, enten døde eller Døden nær. De raadner da i Biarmens eller endog Pompens indespærrede Rum, hvor de kunne meddele Vandet en afskyelig Lugt og Smag. Iøvrigt vil enhver indse, at disse Vandets væmmelige Egenskaber tjene som Advarsel mod Brugen deraf.« 1)

__________

1) Borgerrepr. Forh. 19. Febr. 1844.


163

Det er altsaa Autoriteternes Raad til Godtfolk: Man skal lade være at drikke Vandet, naar det lugter alt for galt! Det kunde synes, som om dette Raad var overflødigt, især da de Tyfussygdomme, der i Fyrrerne næsten hvert Aar hjemsøgte København, lige saa eftertrykkeligt som Vandkommissionen mindede Befolkningen om Faren ved Nydelse af det forurenede Drikkevand, Men naar Vandrendernes Brøstfældighed varede i Aarevis, og intet andet Vand kunde faas, maa man holde Befolkningen til gode, at den tog det, som det var. I fire Aar, 1840-44, klagedes der over slet Lugt ved Vandet i Bredgadekvarteret, og i 1842 rasede en Tyfusepidemi, Amaliegadefeberen, i dette Kvarter, uden at der blev gjort noget ved Vandrenderne. Først i 1844 fandt man paa at tage de gamle Render op, og man opdagede da hændelsesvis et Hul af fire Tommers Diameter, der førte fra den underliggende Vandrende til den overliggende Kloak, der blandt andet modtog Afløbet fra Frederiks Hospitals Lighus. »Man kan derfor ikke undre sig over, at det ildelugtende og ildesmagende Vand var blevet sporet baade foran Kommunicationsstedet og bagved samme, endog helt ned forbi katholsk Kirke, saa at man tydeligen havde lugtet Stanken ved Udskylning af Renden bagved Stedet.« 1)

Allerede ude fra Reservoirerne var Vandet urent. Man havde endnu ikke begyndt at bore efter det friske Kildevand, men nøjedes med det Overfladevand, der gennem de forskellige Tilløb samledes i Vandvæsenets Søer, - Vand fra Engdrag og Marker, der ved Regnskyl og Tøbrud førte alle Uhumskhederne fra Gødning, Grøfter og Pøle med sig ned i Søerne. Gennem aabne Grøfter og Kanaler førtes Vandet til Lersøen og Damhussøen, hvorfra det gennem Lygteaaen og Grøndalsaaen naaede ind til Peblingesøen. Og trods alle Forbud fra Vandvæsenets Side

__________

1) Hornemann l. c. S. 26.


164

var det her umuligt at holde Urenlighed borte fra Vandet. Det nævnes f. Eks., at man finder Halmviske, der har Form af at have ligget i Skotøj, flydende i Søerne. Værst var Vandet i Sct. Jørgens Sø, fra hvilken Vesterbro fik sin Vandforsyning. Vandet i denne Sø var i stille Vejr grønligt paa Grund af den frodige Planteverden deri; i uroligt Vejr kom det tykke Lag Mudder paa Søens Bund op til Overfladen, og saa var Vandets Farve graa. Vandmester Jens Sørensen erklærede i Sommeren 1847, at Vandet paa Vesterbro var »stinkende og ubrugeligt«.

Man undgik da ogsaa saa vidt muligt at benytte Vandet fra Renderne som Drikkevand og tyede hellere til de offentlige Brøndpumper, af hvilke der endnu fandtes 4-500 i Byen. Det var dog langt fra, at Vandet i alle Byens Brønde var godt. I 1852 foranstaltede Kommissionen til de hygiejniske Forholds Forbedring ikke mindre end 50 offentlige og private Brønde tilkastede, fordi Vandet i dem var sundhedsskadeligt; og ved en Undersøgelse, som Vandkommissionen lod foretage i 1847, fandtes kun fire offentlige og seksten private Brønde, som kunde faa Attest for at indeholde godt Drikkevand 1). Den berømteste af dem var Pumpen paa Hjørnet af Gothersgade og Volden, der allerede for længst havde erhvervet sig Ry som en formelig Sundhedsbrønd og i saa Henseende endogsaa overgik den meget søgte Brønd ved Kristiansborg Slot. Omkring de Vandposter, som indeholdt drikkeligt Vand, udfoldede der sig i Sommertiden et broget Folkeliv. Paa særlig varme Dage var der en saadan Sammenstimlen omkring dem, at Tjenestepiger og Bude, der sendtes efter Vand, maatte vente i Timevis paa at komme til. Dette gav i 1846 en foretagsom Mand Ideen til at grundlægge sig en Forretning og samtidig gøre sig

__________

1) Kommunens trykte Regnskab 1847 S. 48. - Cand. F. Johnstrups Redegørelse for Undersøgelsen i Dansk Tidsskrift 1847 S. 497.


165

fortjent af sine Medborgere. Han skriver i en Ansøgning til Magistraten 1), at »den daglige Erfaring har vist, at der gives mange Familier her i Staden, der efter Lægernes Anbefaling bruger Vandkur for Helbredens Skyld og desaarsag lader ved deres Tjenestefolk hente Vand fra Posten, som staar ved Nørrevold, lige for Gothersgaden«. Herved forsømmer Tjenestefolkene imidlertid deres Arbejde, og ofte henter de Vandet paa et andet og nærmere Sted i Stedet for at hente det, hvor det er dem befalet, og anvender saa Tiden til at besøge en eller anden god Ven, hvilket tit kan være »til stor Skade for dem selv, at de mangen Gang kommer i en eller anden Omstændighed og spilder deres Fremtids Vel«. Derfor ansøger han altsaa »den høje og velvise Magistrat om, at det maatte tillades mig at køre af dette Vand til de Familier, som ønsker det, for en saare liden Godtgørelse for ikke at forsinke deres Tjenestefolk fra deres Arbejde. Og at det af den høje Øvrighed tillades mig at tage Vandet af den Post, som staar ved Nørrevold, lige for Gothersgaden, da Lægerne har erklæret, at det Vand, som der forefindes, er ikke alene frisk og velsmagende, men endog gavnligt for Sundheden, og tillige at Familierne, som ønske det, faar det til en bestemt Tid, samt at de kan være forsikret om, at det Vand, der leveres dem, er fra det anførte Sted.«

Myndighederne tog højtideligt og alvorligt paa dette egennyttige Projekt: Brandkommissionen vilde finde det betænkeligt af Hensyn til de mange, som kun kan nyde Vandet i Glas- eller Dunkevis, at tillade en enkelt Mand at tage det hele. Vandkommissionen troede at burde henlede Opmærksomheden paa, at bemeldte Brøndpost undertiden pumpes læns, og at det derfor muligt vilde være nødvendigt at gøre nogen Indskrænkning i Vandets Bortførelse i større Kvantiteter o. s. v.

__________

1) 2. Sekr. 1846 Nr. 410.


166

Hvor stærkt Savnet af godt Drikkevand har været i den Tids København, ses ogsaa af de Forsøg, der stadig blev gjorte paa at faa fersk Vand tilført fra andre Steder. I 1843 fik en Mand Tilladelse af Rentekammeret til at hente Vand fra Kirsten Pils Kilde til København. Vandet maatte kun tages mellem Kl. 5 og 7 om Morgenen. Tilladelsen er næppe bleven benyttet, eller Foretagendet er hurtigt gaaet i Staa igen; thi i 1851 kommer paa ny det Forslag frem at hente Drikkevand til København fra Kirsten Pils Kilde. Og saa snart Jernbanen til Roskilde var kommen i Stand, meldte sig ogsaa Tanken om at hente Drikkevand fra denne Bys berømte Kilder. En Ansøgning herom til Magistraten fra 1847 viser, at man dengang behandlede denne sjældne Vædske, som om det var en kostelig Vin.


P. M.!

Da Maglekilde i Roskilde giver det behageligste og for Sundheden bedste Drikkevand, saa har jeg fattet den Idé, og tror at det vil være hensigtsmæssigt, at indføre nævnte Vand i Hovedstaden som Drikkevand for sammes høje Herskaber og til Kontorer samt til enhver, der maatte ønske samme.

Maaden for sammes Indførelse har jeg nemlig tænkt mig saaledes, at lade dertil indrettede Tønder fylde af nævnte Vand hver Nat eller tidlig om Morgenen, og derefter forsegle Spundsene, og med Jernbanens første Tog fra Roskilde til København transportere samme, og efter Ankomsten at indlægge dem i en dertil indrettet Iskælder, for i Sommerens Hede at kunne præsentere det lige saa koldt som det kommer af Kilden, og derefter aftappe Vandet paa Flasker, som ligeledes forsegles, og da imod Billetter at udlevere lige saa mange Flasker Vand som man medbringer Billetter. Ligesom ogsaa paa flere Steder i Byen og paa Broerne at opvarte enhver, som maatte ønske sig et godt Glas Vand.


Dette Projekt kom siden til Forhandling i Borgerrepræsentationen, og af Beretningen herom fremgaar det, at Vandet skulde tages af Helligkors Kilde ved Roskilde, at det skulde sælges i København for 1 Skilling pr. Flaske,


167

og at Ansøgeren havde tænkt sig, at der paa seks af Stadens offentlige Pladser skulde indrettes Beholdere til Opbevaring af det kølige Vand. Han havde allerede af Justitsministeriet faaet Tilladelse til at indføre Vandet samt til at anbringe Vandbeholdere og Udsalg paa Vandkunsten, uden for Banken og ved Rundetaarn 1).

Til de helt vilde Projekter hørte Løjtnant Saxtorphs Plan om at indlede Vandet fra Kilderne ved Roskilde til København gennem Rør af Guttaperka 2).

Vandvæsenets egne Bestræbelser gik i en anden Retning. I Samarbejde med Videnskabsmænd havde Vandkommissionen allerede længe arbejdet paa at forøge og forbedre Byens Tilførsel af Drikkevand ved artesiske Boringer. Det første af disse Forsøg blev begyndt i 1831 med en Brøndboring paa Nyholm, der lededes af en af Videnskabernes Selskab nedsat Komité. Efter fire Aars regelmæssigt Arbejde var man i 1834 naaet ned til 267 Fod. Saa gik et Bor fast i Borehullet, og hele Aaret 1835 gik med Ekstraboring i den Anledning. Fra 1836 gik det atter nedad, og i 1845 var man kommen til 600 Fods Dybde, da atter en Mejsel og nogle Borestænger blev siddende i Borehullet, og Arbejdet paa ny gik i Staa.

Paa dette Tidspunkt henvendte Brøndborings-Komiteen sig til Kommunen med Anmodning om Tilskud til forøget Boring, da det jo var i høj Grad i Kommunens Interesse, om der kunde findes godt og rigeligt Vand ved artesiske Boringer inden for Stadens Volde.

Den Indvending rejste sig dog herimod, at paa Grund af den store Dybde, der allerede var naaet, vilde Vandet, hvis man nogen Sinde fandt det, allerede nu have samme

__________

1) 2. Sekr. 1847 Nr. 2982; Borgerrepr. Forh. 17. Febr. 1848. Kommunens Regnskab 1848 S. 51. En Afbildning af den Udsalgsbod, som blev indrettet ved Rundetaarn, findes i »Hist. Medd. om Kbhvn.« 3 Bd. S. 539.

2) 2. Sekr. 1850 Nr. 2856.


168

Varmegrad som Pumpevandet paa en Sommerdag, og skulde man endnu dybere ned, vilde det blive stadig varmere. Dog bevilgede Kommunalbestyrelsen paa Vandkommissionens Forslag et Beløb af 1000 Rdlr. aarlig til fortsatte Boringer, og Statskassen gav for et Aar et lignende Tilskud. Arbejdet blev altsaa fortsat, men nogen Nytte for Vandvæsenet kom der ikke ud deraf 1).

Derimod lovede Vandmester Jens Sørensens Boringer vest for Byen et godt Resultat. Ved Roskilde Kro, et Par Mil fra København, fandt han rige Kildevæld, der ansloges til at give lige saa meget Vand som Magiekilde ved Roskilde, og i 1846 indgav han en Ansøgning til Kongen om Eneret til herfra at forsyne København med Kildevand gennem en Rørledning. Dette Projekt blev ikke til noget, men Boringerne blev nu fortsatte paa Vandkommissionens Foranstaltning og under Ledelse af Professor Forchhammer, Jernstøber Lunde og Lektor Hummel. De udstraktes over hele Damhussøens Opland, og efterhaanden som man vandt Klarhed over Grønsandslagets Udstrækning og Beliggenhed, kunde Boringerne udføres efter forudlagt Beregning. I 1847 havde man en artesisk Brønd ved Taastrup-Valby, der gav 12,000 Tdr. Vand i Døgnet, og en anden ved Brøndbyøster, der gav 3000 Tdr. Senere samledes Boringerne især om Byen Harrestrup, og i 1851 var man naaet saa vidt, at der fra Kilderne her flød 20,000 Tdr. frisk Vand daglig ned til Damhussøen og derfra videre til København. Man gjorde Regning paa at kunne drive Forsyningen fra de kunstige Kilder op til 50,000 Tdr. i Døgnet, hvilket formentlig vilde være Halvdelen af Byens fremtidige Vandforbrug.

Paa samme Tid havde Vandvæsenet faaet en anden Mangel delvis afhjulpet, den nemlig, at Vandbeholdningerne var for smaa. Hovedbassinet var Damhussøen, og

__________

1) 2. Sekr. 1845 Nr. 2736.


169

denne havde allerede ofte vist sig for lille til Byens Behov. Medens man Foraar og Efteraar maatte lukke de store Vandmasser, som Søen ikke kunde rumme, ud gennem Slusen under Roskilde Landevej, var Søen tit nær ved at løbe helt tør i varme Somre. Dette skete saaledes baade i 1846 og 1847, og der vilde i disse Somre være indtraadt Vandmangel, hvis man ikke havde haft en Reserve i Lersøen, der dog var baade daarlig og dyr at vedligeholde. Men Lersøen var uden Betydning for det Drikkevand, der nu efterhaanden fremskaffedes ved artesiske Boringer, og som alt sammen strømmede til Damhussøen. Denne maatte altsaa udvides, og her bragte Krigsbegivenhederne i 1848 Vandvæsenet en uventet og kærkommen Hjælp.

I de første Maaneder efter Krigens Udbrud tænkte man sig for Alvor Muligheden af en Landgang paa Sælland med paafølgende Bombardement af København efter Mønstret fra 1807. Ingeniørkorpset var derfor i travl Virksomhed med at træffe Foranstaltninger til Sikring herimod, og et Led i disse var Anlæget af en Oversvømmelse foran Byen. Blandt andet skulde et Bassin paa ti Tønder Land udgraves ved Damhussøen; og hvad Vandkommissionen ikke kunde gøre, det formaaede Krigsbestyrelsen: den fik det paagældende Areal eksproprieret og lod Bassinet udgrave. Vandkommissionen betegnede det med Rette som en heldig Omstændighed, at dette Arbejde blev udført, og Kommissionen gik ind paa at betale Ekspropriationsomkostningerne imod, at det udgravede Bassin indgik som et Led i Byens Vandforsyning 1).

Samtidig med, at man prøvede sig frem med Boringer, havde man ogsaa forsøgt et andet Middel til at skaffe mere Vand, nemlig Nedlæggelse af Drænrør i Jorden. Forsøg blev gjort paa nogle Tønder Land ved

__________

1) Borgerrepr. Forh. 17. Aug. 1848.


170

Damhussøen og ved Islehus; men Dræningerne gav kun lidet Vand, i tørre Somre slet intet, og dette Forsøg maatte derfor opgives. - Des mere Held havde man med Boringerne, der stadig blev fortsatte. I 1854 kunde Harrestrup Aa ikke længer optage det Vand, der strømmede til den fra de nye Kilder, og det blev nødvendigt at anlægge et nyt Løb udelukkende til Kildevandet ved Siden af Aaen. Tilmed viste det nye Vand sig ikke saa lidt bedre end det gamle. I 100,000 Dele Vand fra Peblingesøen fandtes 22 Dele Mineralsalte, i det artesiske Vand 36 1/4. Men den berømte Sundhedsbrønd ved Nørrevold hævdede dog overlegent sit gamle Ry: ved de samme Undersøgelser viste den sig at indeholde ikke mindre end 76 4/5 Dele Mineralsalte 1).

Ved disse Anlæg var Hovedstaden saaledes bleven befriet for den Udsigt til Vandmangel, der tidligere stadig truede. Men de aabne Vandløb og de gamle Trærender havde den fremdeles, og en helt tilfredsstillende Løsning af dette vigtige Spørgsmaal naaedes først ved Anlæget af det nye Vandværk.

__________

Brolægning og Vandafledning.

Gadernes Brolægning var ikke god. Stenene var spidse, ikke terningformede, og de var satte i løst Sand, hvor de let forskød sig, saa Jorden og Sandet idelig traadte frem mellem Stenene. Men denne Brolægning havde den Fordel, at den var let at bryde op, og det var en Egenskab, man satte Pris paa dengang, da Vandvæsenets Trærender under Gaderne evig og altid var i Uorden. I 1841 fremsatte Borgerrepræsentant Urmager Kyhl et Forslag om

__________

1) 2. Sekr. 1852 Nr. 621.


171

et helt nyt System for Gadernes Brolægning. Han vilde bruge større, firkantet tildannede Sten, der lagdes paa et fast Underlag af Grus og Skærver og sammenbandtes med Asfalt i Fugerne. Man vilde paa den Maade faa en fast, jævn og stærk Brolægning; men Tiden var endnu ikke inde til en saadan, og Planen blev forkastet netop under Henvisning til, at den kostbare Undergrund jo maatte opbrydes hver Gang, en Vandrende trængte til Reparation 1).

Den daarlige Brolægning føltes dog som en Plage for Befolkningen, og der udfoldedes i disse Aar ihærdige Bestræbelser for at faa i hvert Fald Fortovene belagt med et andet Materiale end Gadens sædvanlige Brosten. Det var Asfalten, der spøgede. Enkelte private Husejere fik Tilladelse til at benytte den paa deres eget Fortov. Fredens Mølles Fabrikker var utrættelige i at give Tilbud paa Asfaltbelægning af Byens Fortove, og Begæringer om Eneret til Fremstilling af Asfalt efter nye Metoder indkom stadig. Men Kommunalbestyrelsen holdt igen; den frygtede for, at det vilde blive for dyrt, og at Asfalten ikke vilde kunne modstaa Vinterens Indvirkning. Derimod begyndte man midt i Fyrrerne at belægge Fortovene i de mest befærdede Gader med Fliser i Stedet for med de sædvanlige Brosten. Ogsaa Træbrolægning var paa Tale; af Hensyn til den stærke Vognlarm foreslog Skoledirektionen den anvendt uden for den nye Kommuneskole i Suhmsgade. - Det er dog et Vidnesbyrd om Teknikkens gammeldags Standpunkt, at man endnu vedblev at lade Fortovsfliserne tilhugge af Stenhuggere ude paa Gaden i Stedet for at faa dem efter opgivne Maal fra Oplagspladserne.

Et stort Stykke Brolægningsarbejde blev, rigtignok efter mange Kvaler, ført til Ende i disse Aar, nemlig Bro-

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1841 S. 103, 117.


172

lægningen af Kongens Nytorv. Torvet havde været brolagt tidligere; men Brolægningen, som altid havde været daarlig, var efterhaanden kommen helt i Forfald; det store Torv var ganske uden Vandafløb, og det var derfor en bekendt Sag, at der altid var fugtigt paa Kongens Nytorv:

»Nu ser man kun af Jorden
En lille sølet Egn.
Det er vist Kongens Nytorv,
Hvor der er faldet Regn,«

synger Luftskipperne i »Mer end Perler og Guld« 1). Brolægningsvæsenets første Forsøg - i Frederik VI's Tid - paa at binde an med den store Opgave faldt ikke heldigt ud. Det Arbejde, som allerede var udført, maatte gøres om igen, og i Aarevis laa de sammenslæbte Brosten i store Dynger paa Torvet. Borgmester Schæffer, der stod i Spidsen for Brolægningsvæsenet, og hvis stadige Konflikter med de øvrige Magistratsmedlemmer forhalede enhver Sag, han havde med at gøre, fik Skylden for det endeløse Roderi, og de optaarnede Stendynger paa Torvet kaldtes af Folkevittigheden for »Schæfferhøj«. Men endelig i Aarene 1840-41 blev Arbejdet ført til Ende. Da havde Torvets Brolægning kostet over 42,000 Rdlr.

Statuen midt paa Torvet blev omgivet af en Indhegning, der blev overskaaret af to flisebelagte Spadsereveje i Retning fra Østergade til Bredgade. Der var ingen Beplantning omkring den, og Statuen synede temmelig lidt paa det store Torv. Det blev derfor en af Forskønnelsesforeningens første Opgaver at foreslaa et lille Anlæg omkring Hesten. Overpræsident Lange interesserede sig meget for denne Plan og bragte den jævnlig paa Bane i Kommunalbestyrelsen, og endelig fik han i 1855 Forsamlingen med sig. Indhegningen blev beplantet under Slots-

__________

1) Opført første Gang 1849.


173

gartner Rothes Ledelse, Spadserestierne over Statuepladsen faldt bort, og Færdselen maatte finde sig i at gaa uden om Jernrækværket. I 1856 var det færdigt, og Anlæget havde da kostet ca. 4900 Rdlr. 1) - Den utrættelige Løjtnant Saxtorph, der havde faaet Afslag paa sit Andragende om at anlægge en Pavillon paa Sct. Annæ Plads, meldte sig ogsaa nu med et Tilbud om at anlægge et Etablissement »for Musik, Konversation og Forfriskning« paa Kongens Nytorv; men dette blev ligeledes afslaaet.

Efterhaanden kom der bedre Skik paa den københavnske Brolægning, især efter at cand. polyt. Lindberg i 1847 var bleven Brolægningsinspektør. Stenene blev nu mere regelmæssigt tildannede, og de nedlagdes paa skraa over Gaden, hvorved et Vognhjul næsten altid vil komme til at hvile paa fire Sten ad Gangen. Rendestenene blev fladere, og hvor de fandtes i Midten af Gaden - som det endnu i 1850 var Tilfældet med Mikkelbryggersgade og flere Smaagader -, flyttedes de ind til Fortovet.

Selv Vanding af Gaderne begyndte man at forsøge. Efter at Strandvejens Vanding til almindelig Tilfredshed havde staaet sin Prøve i 1843, vedtog Kommunen i 1845 at lade ogsaa Østerbrogade fra Lille Vibenshus ind til Østerport vande af Vejvæsenet og paa offentlig Bekostning. En entreprenant Mand, Kukkenbager Dethmer i Skindergade, førte paa egen Regning Systemet ind i Byens Gader.

»Efter truffen Overenskomst med højvelbaarne Hr. Kammerherre v. Berner, som Hofchef hos hendes kgl. Højhed Prinsesse Juliane Sofie, har jeg paataget mig fra 1. Maj til ultimo September at besørge Vandingen af Gaden og Fortouget udfor Højstsammes Palaier i Store Kongensgade,« begynder han sin Skrivelse derom til Magistraten i 1845 2). Men hvorvel Prinsessens Hofchef utvivl-

__________

1) 2. Sekr. 1855 Nr. 1342. Kommunens Regnskab 1856 S. 64.

2) 2. Sekr. 1845 Nr. 1253.


174

somt har været hans kæreste Kunde, drejede det sig dog om langt mere; ved at læse videre i Skrivelsen ser man, at han allerede havde Akkord om Gadevanding med de fleste Grundejere paa Kongens Nytorv, i Gothersgade indtil Kronprinsessegade, paa Østergade, Købmagergade, Højbroplads, Amagertorv og flere Steder. Betalingen var 1 Skilling daglig for ti Alen Facade, og han vandede tre Gange daglig fra 1. Maj til 30. September.


En Sag, som i disse Aar gav Brolægningsmyndighederne meget at bestille, var Striden om brede eller smalle Hjulfælge. Vognmændene i København og Bønderne, der kom agende til Bys paa deres Pindevogne, var lige enige om at lade deres Køretøjer rulle paa ganske smalle Fælge, skønt de skar dybt ned i de bløde Veje, skumplede slemt over Brostenene og skaffede Hestene ufornødent Arbejde. Forkærligheden for de smalle Fælge bundede formodentlig i, at de var billigere end de brede. Noget Forsvar for deres Overlegenhed prøvede ingen paa at føre, men alligevel var alle enige om at beholde dem. Regeringen, der her som saa ofte ellers havde de bedste Hensigter med Hensyn til Undersaatternes Vel, havde for længst indset, at alle Parter stod sig bedst ved de bredfælgede Hjul, og allerede i 1818 var der udkommet en Plakat om, at Arbejdsvogne skulde være forsynede med Hjulfælge af otte Tommers Bredde. Det er derfor ejendommeligt at se Kancelliet i 1840, altsaa 22 Aar senere, spørge Magistraten, om der ikke kunde virkes noget til Opfyldelse af denne Bestemmelse. Efter at have brevvekslet med Politidirektøren, Brolægningsinspektøren og Oldermanden for det store Vognmandslaug svarede Magistraten, at den troede ikke, der var noget at gøre. Kancelliet gik da til Ingeniørkorpset med sin Forespørgsel, og her havde det bedre Held. Ingeniørerne var overbeviste om de brede Fælges store Fortrin: de vilde slide mindre paa Brolæg-


175

ningen og udkræve mindre Trækkekraft, og de burde derfor absolut paabydes. Derefter kom Sagen paa ny til Kommunalbestyrelsen, men med samme Resultat som sidst: Borgerrepræsentationen fraraadede ikke blot nye Lovbestemmelser i den Anledning, men androg endogsaa om, at den gamle Bestemmelse fra 1818 maatte blive sat ud af Kraft. Dels betvivlede Forsamlingen Nytten af de brede Fælge, og i saa Henseende havde den et godt Eksempel at henvise til, idet den kongelige Staldetat og Admiralitetet, som i sin Tid havde efterkommet Paabudet om at anskaffe de brede Fælge, atter havde afskaffet dem. Dels holdt den det for urimeligt at paabyrde Vognmænd og andre denne nye Bekostning - aldeles bortset fra, at det sikkert for Øjeblikket var ganske umuligt at skaffe Fælge af blot fire eller fem Tommers Bredde, og Plakaten af 1818 krævede endogsaa otte Tommers. At de bredfælgede Hjul ikke var praktiske, kunde vel ogsaa sluttes deraf, at man trods Paabudet saa godt som aldrig saa dem anvendte 1).

Kancelliet gav for saa vidt Køb, som det nu tilbød at sætte Grænsen for Fælgens Bredde ned til fire Tommer. Men for at overbevise de vantro, der ikke vilde anerkende de brede Fælges Overlegenhed, foreslog det samtidig ved Hjælp af Kraftmaalere at lade anstille Forsøg mellem en almindelig smalfælget og en med fire Tommer brede Fælge forsynet Vogn.

Denne Udfordring blev modtaget: en Kraftmaaler blev laant hos Landhusholdningsselskabet, Forsøgene blev anstillede, og de brede Fælge sejrede overlegent. Samtidig havde Forsøgene fastslaaet nogle andre lige saa selvfølgelige Sandheder, saasom at daarlig Brolægning stillede større Krav til Trækkekraften end god, at Mudderet burde fjernes fra makadamiserede Veje, og at disse burde tromles efter Istandsættelsen.

__________

1) Borgerrepr. Forh. 30. April 1840, 8. Dec. 1842.


176

Kommunalbestyrelsen opgav nu sin Modstand mod de brede Hjul, og ved Plakat af 7. Februar 1845 blev det paabudt, at alle Arbejds- og Fragtvogne inden Forløbet af fem Aar skulde være forsynede med de fire Tommers Fælge. Mulkter ventede enhver, som efter den Tid blev antruffet med smallere Fælge.

Vognmændene, som kendte Enevældens Langmodighed, forhastede sig ikke. Da Fristens Udløb nærmede sig, begyndte de at ansøge om at faa den forlænget. Som Paaskud beraabte de sig paa, at der ikke fandtes saa meget fire Tommers Hjulfælg i Byen, at det forlangte kunde præsteres. En Forlængelse af Fristen indtil 1. Juli 1850 blev ogsaa tilstaaet; men det nye Indenrigsministerium tilføjede rigtignok, at yderligere Forlængelse under ingen Omstændigheder kunde ventes, og det savnede Hjulfælg maatte altsaa nu skaffes til Stede. I 1853 udvidedes Bestemmelsen til ogsaa at gælde Omnibusser og lignende store Køretøjer.

Uhyre meget blev skrevet om denne Sag, og særlig Borgmester Schæffer var utrættelig i at affatte lange og vidtløftige Betænkninger derom.


Under Brolægningsvæsenet sorterede Stadens elendige Rendestene. De var ganske ude af Stand til at optage Vandet i Gaderne, saa snart et nogenlunde stærkt Regnskyl indtraf, og det gjaldt da blot om i en Fart at faa alle Rendestensbrædder afkastede og at dæmme for Kælderhalsene med Sand og Sandsække. Men indtraf et pludseligt Regnskyl om Natten, da hændte det ofte, at Beboerne i Kælderne vaagnede ved, at Vandet stod alenhøjt i deres Stuer. Store Købmagergade var særlig udsat; her samledes Afløbet fra mange Gaders Rendestene, og hele Gaden fyldtes derfor øjeblikkelig med Vand. Da Brolægningsvæsenet omsider tog sig for at lægge Gadens Rendestene om, blev det helt galt. Rendestenen langs med


177

Rundetaarn blev afskaffet og Afløbet fra Landemærket ført tværs over Gaden til den Rendesten, der gik langs Regensen. En Politirapport fra 1854 skildrer, hvorledes Resultatet blev: Rendestenskisten er for lille til at optage Afløbet, saa der ikke behøves noget særlig stærkt Regnskyl, inden Vandet løfter Dækselbrædderne af og løber tværs over Gaden og ned i Beboelseskælderen i Ejendommen Nr. 2 (Gadenummer 52) paa Købmagergade. Det fremhæves i Rapporten, at dette er noget, som jævnlig sker til ikke ringe Ulempe for de to Familier, som bor i Kælderen. Folkene paa Købmagergade havde ofte klaget til Magistraten, uden at der kom noget ud deraf. Da ogsaa Kristen Bernikows Stræde blev sat under Vand, prøvede Beboerne her at gaa lige til Indenrigsministeriet med deres Klager. Ministeriet tog sig ogsaa beredvillig af dem og skrev flere Gange til Magistraten derom; men der blev intet gjort.

I August 1854 blev Byens Rendestene sat paa en haard Prøve, som de da ej heller bestod. Særlig d. 15. og d. 20. faldt der stærke Regnskyl, og fra Kældere rundt om i hele Byen indløb der Klager over Rendestensvæsenet og Krav paa Erstatning for ødelagte Møbler og Varer. Politimester Bræstrup, der var en ivrig Talsmand for et ordentligt Kloaksystem, lod sine Betjente optage Rapporter over Vandets Ødelæggelse rundt om i Byen. Disse Rapporter, omfattende 253 oversvømmede Kældere, tilstillede han Magistraten og undlod ikke at benytte Lejligheden til paa ny at lægge den Kloaksagen paa Sinde 1).

Rendestenene udmundede sluttelig i Havnen, i Kanalerne eller i Kastelsgraven. Men adskillige Steder havde Spildevandet en lang Vej at løbe, inden det kom til Vejsende, og saa voksede da Rendestenen til en bred og dyb Grøft. En saadan gik i Filosofgangen ned til Langebro.

__________

1) 2. Sekr. 1854 Nr. 2643-44.


178

Den optog Spildevandet fra hele Nørre og Vester Kvarter, deriblandt Afløbet fra mangfoldige Kostalde, saa den ikke blot som saa mange andre Rendestene udbredte en fæl Stank, men næsten var livsfarlig for Folk, der om Aftenen passerede den mørke Allé. Beboerne ved Filosofgangen - og det var fine Folk: to Konferensraader, en Højesteretsassessor, en Højesteretsadvokat, en Professor, en Viceadmiral, en Hof-Perlestikkerinde o. s. v. - ansøgte gentagne Gange om at faa Grøften overdækket, og Politidirektør Bræstrup anbefalede her som alle Vegne den lukkede Kloak. Men Kommunen nøjedes med, naar Klagerne blev alt for højlydte, at lade Grøften oprense.

Det hedder i et af Beboernes Andragender - fra 1852 -, at Sundhedstilstanden i Omegnen utvivlsomt lider under Grøftens Indflydelse, »idet der i denne Gade hersker forholdsvis megen Sygelighed, uagtet den ifølge sin Beliggenhed ved en Udkant og i Nærheden af Stranden maatte være en af de sundeste i Byen . . . Uddunstningerne kunne i den varme Aarstid, især i stille Vejr, lugtes stærkt, ogsaa inde i Husene, hvilket navnligen i dette Aars hede Sommer i høj Grad har været Tilfældet . . . Filosofgangen er meget besøgt af Spadserende, ligesom den benyttes meget af Kvarterets Beboere til der at lade deres Børn bevæge sig i Luften. Men hvormeget Tilværelsen af denne aabne, for Syn og Lugt lige ubehagelige Kloak staar i Strid med, hvad der tilsigtes ved en offentlig Spadseregang, og hvor farlig den ved sin Dybde og Bredde er for mindre Børn, er det næppe fornødent at gøre opmærksom paa«. Endelig vilde, hvis Kloaken blev overdækket, »ogsaa den Uskik forebygges, at der fra Husene og især fra Kjælderne, fornemmelig om Aftenen, udkastes Urenligheder i Kloaken, en Uskik, der vanskeligen kan hæves, saalænge Kloaken er aaben« 1). Der blev

__________

1) 2. Sekr. 1852 Nr. 2646.


179

dog intet gjort ved den, og først Koleraaaret 1853 satte her, som paa saa mange andre Omraader, Liv i Kommunalbestyrelsen. Med Koleraen som Skræmmebillede begyndte Beboerne igen i 1854 at plage Magistraten, og de vedlagde nu Erklæringer fra flere ansete Læger. En af disse, Professor Fenger, udtaler rent ud, at denne aabne Kloak »er til Skade for Sundheden, og at den navnlig har været en medvirkende Aarsag til Udbrudet af den Tyfus-Epidemi, som i den sidste Maaned fornemmelig har angrebet mange af dette Kvarters Beboere«. Da endelig blev det vedtaget, at Kloaken skulde overdækkes, og i Løbet af 1854 blev den store Grøft dækket med tætsluttende Planker 1).


Ude i Forstæderne, hvor der var længere Vej til Stranden, var Afledningsforholdene endnu daarligere end inde i Byen. Der var to Hovedvandløb, som førte Spildevandet henholdsvis til Øresund og til Kallebodstrand, nemlig Blegdamsgrøften, der havde Tilløb fra Blegdammene, Fællederne og Østerbro, og Rosenaaen, der løb i den af Kristian IV anlagte Fæstningsgrav fra Ladegaarden bag om Vodrofsgaard, over Vesterbro og ud til Stranden ved Enighedsværn.

Længere ude fandtes et lille Vandløb, der havde Udløb i Stranden ved Belvedere, og som afvandede den yderste Del af Vesterbro og Frederiksberg. Paa en Del af denne Strækning var det omdannet til en lukket Kloak, efter fattig Lejlighed, idet Vandet lededes under Jorden ved Hjælp af - Tjæretønder 2).

Vandskellet mellem Øst og Vest gik omtrent ved Sct. Hans Gade, hvoraf fulgte, at Nørrebro slet intet Afløb havde for sit Spildevand. Det kunde ikke løbe øst paa til

__________

1) 2. Sekr. 1854 Nr. 1386.

2) Landvæsenskommissions Forretning 6. Nov. 1843.


180

Blegdamsgrøften, og det maatte ikke gerne løbe syd eller vest paa ud i Vandvæsenets Søer eller i Ladegaardsaaen, der tilførte Byen dens Forsyning af Drikkevand. Hvad Resultatet saa blev, kan man tænke sig. Der var i Store Ravnsborgs Have en Sump paa over 1000 Kvadratalens Fladeindhold med tolv Alen dybt Mudder og Dynd, - den modtog Spildevandet fra en stor Omkreds paa Nørrebro. Og den ilde berygtede Grøft, der gik langs Nørrebrogades Sydside, drejede i ringe Afstand fra Peblingesøen ind paa Blaagaards Marker; hvor den saa blev af, siges ikke. En ældre Rende under Ladegaardsaaen var ganske ude af Stand til at hjælpe Nørrebro af med sit Spildevand, selv efter at den i 1851 var bleven forandret til en virkelig lukket Ledning.

Intet af de to Hovedvandløb magtede sin Opgave, og særlig Blegdamsgrøften var Emnet for evindelige Klager til eller Angreb paa de kommunale Autoriteter. Det var en dyb og bred Kanal, fuld af Mudder og aldeles livsfarlig for hvem der faldt derned. Da der engang var Forslag om at sløjfe Digerne omkring Fællederne, holdt Kæmneren paa, at man i hvert Fald maatte bevare Diget langs Blegdamsgrøften for at hindre Kreaturerne fra at styrte ned i den dybe Grøft 1). Sommeren igennem udbredte den en sundhedsfarlig Stank. Grundejerne vægrede sig bestandig ved at holde den oprenset, da de med Rette hævdede, at Opgaven var umulig, eftersom Grøften næsten intet Fald havde paa den hele lange Strækning, og den trods sin store Dybde, 10-16 Fod, dog ikke kunde aflede Vandet fra de lavere liggende Blegdamme. Ofte stod derfor Blegdammene under Vand, saa man kunde sejle over dem med Baade, og i Sct. Hans Gade løb Spildevandet den gale Vej lige ud i Sortedamssøen, hvorfra det senere kom ind til Byen som Drikkevand. En Gang om Aaret

__________

1) 2. Sekr. 1854 Nr. 3346.


181

blev dog Grøften oprenset. Da stod Arbejderne barbenede i Grøften og øste Mudder op flere Uger i Træk, og saa lød Klagerne fra Beboerne højere end nogen Sinde. Kæmneren havde kun liden Trøst at give dem. »Arkivarius Feilberg«, skriver han engang til Magistraten, »har hvert Aar følt megen Trang til at fremkomme med Klager over denne Grøft, uagtet det er ham vitterligt, at der næsten hele Sommeren og sent paa Efteraaret næsten uafbrudt arbejdes paa Grøftens Rensning, og at der øjeblikkelig efter Oprensningen paa ny samler sig Urenligheder, der paa Grund af Grøftens slette Tilstand ikke har det Afløb, som er nødvendigt for at forhindre ilde Lugt.« 1)

Kæmneren siger, at denne Grøft er det vigtigste af alle Vandløbene omkring Byen. Det var derfor uheldigt, at den tillige var et af de sletteste.

Saa var Rosenaaen et ganske anderledes idyllisk Vandløb. Da den modtog Afløbet fra Ladegaardsgravene, der altid holdtes fyldte ved Tilløb fra Ladegaardsaaen, var der bestandig nogen Strøm i den og, i hvert Fald i Begyndelsen, nogenlunde frisk Vand. I Zikzak slyngede Aaen sig hen over Ladegaardsmarken og gennem Vodrofgaards Enge, dannede i Vodrofgaards Have en anselig Park, i hvilken der holdtes Sejlbaad, drev en Vandmølle, gik under Gl. Kongevej omtrent ved Prinsesse Maries Allé, bøjede saa i et skarpt Knæk til venstre hen under en Bro i Bagerstræde og fortsatte i denne Retning, indtil den omtrent ved Stenosgade forenede sig med Afløbet fra Sct. Jørgens Sø. Herfra løb den ind under Vesterbrogade, fulgte et Stykke den nuværende Viktoriagade og naaede saa i mange Bugter og Slyngninger ud over de flade Enge til Kallebodstrand. Der klages ikke, som ved Blegdamsgrøften, over Stank fra Rosenaaen, - det var først en senere og forvænt Eftertid, som bragte den i det daarlige

__________

1) 2. Sekr. 1857 Nr. 3045.


182

Ry, der holdt sig lige til vore Dage, og som i mange Aar gjorde det at skrive en Artikel om Rosenaaen til en Prøve for begyndende Journalisters Vid. Og dog blev den aldrig renset; ingen vidste, om det var Magistraten eller Grundejerne, denne Pligt paahvilede, og da der engang blev holdt et Møde til Afgørelse af dette Spørgsmaal, erklærede en af Grundejerne, Garvermester Bachmann, at i de 50 Aar og mere, i hvilke han havde boet paa Vesterbro, havde ingen Oprensning af Aaen fundet Sted. Følgerne udeblev da heller ikke, men de viste sig navnlig derved, at Aaløbet tilstoppedes, saa det ikke længer kunde føre Vandet bort, og saa blev der Oversvømmelse, saa snart der faldt et Regnskyl. Særlig udsatte var Ejendommene ved det skarpe Knæk sønden for Gl. Kongevej, og hvert Foraar kom der regelmæssig Klage fra Beboerne af Matr.-Nr. 88 paa Vesterbro, at Vandet var trængt ind i Husene og havde ødelagt deres Bohave. Det var navnlig Slagtermester Møller, det gik ud over. Han klagede i 1841, at Vandet stod otte Tommer over Gulvene i hans Stuer; og endnu midt i Halvtredserne hører vi ganske de samme Klager fra Slagtermester Møllers Enke.

Men ogsaa Ejeren af Vodrofs Mølle klagede, naar Vandløbet groede til, - for ham betød det jo, at hans Vandmølle gik i Staa. I Forening med Ejeren af Vodrofgaard besværede han sig flere Gange herover, og gennem disse Klageskrifter faar vi en god Forestilling om Rosenaaens Omgivelser. Det hedder saaledes i en Skrivelse fra 1836:


Aaen, som løber under gamle Kongevej omkring Vesterbro under Stenbroen, igennem nogle Marker forbi Enighedsværn ud i Kallebo Strand, og som modtager Vandet fra Vodroffgaards Mølle, Vodroffgaards Enge, Ladegaardens Jorder og en Del af Frederiksberg Marker, er i mange Aar ikke bleven oprenset, til stor Skade for Undertegnede, idet jeg, Lund, ikke kan male med min Vandmølle, da Aaen ej kan modtage Bagvandet, og jeg, Wolff, ikke alene ej kan faa Vandet afledet


183

paa Vodroffgaards Enge, men naar Vandet ej kan faa Afløb i Aaen, trænger samme endog tilbage igennem mine Grøfter højt op i Markerne, hvor det ofte kan henstaa i flere Uger, som alt haver til Følge, at Engene blive sure og Græsset, som der avles, fordærvet. - Vel hidrører den Skade, vore Ejendomme som omforklaret lide, ikke alene fra Mangel af Aaens Oprensning, hvilken efter derom gjort Andragende til Amtet forhaabentlig nu bliver iværksat, men fornemmelig derfra, at Aaløbets Grund af de tilstødende Ejere dels benyttes og dels indskrænkes, saaledes at Vandet mangler frit Løb og Aaen baade Bredde og Dybde til at modtage det betydelige Kvantum Vand, som Efteraar, Vinter og Foraar skal passere denne, og som især forøges, naar Slusen under Ladegaardsvejen ved den nye Blaagaardsvej aabnes.

Saaledes har Ejeren af Nr. 87, Schibild, ikke alene nedrammet flere Pæle tvert over Aaløbet (for faa Dage siden fandtes der 21 Stk.) for at standse Vandet, som afbenyttes til Tangvaskning, tildækket hele Aaløbet mellem Hr. Bager Sagers og hans Ejendom for at afbenytte Pladsen til Tangens Tørring og tillukket Aaløbets Grund mod gamle Kongevej med Plankeværk, saa at intet Tilsyn med Aaen udvendig fra kan haves; men selve Aaløbets Grund er her, formentlig af denne Ejer og af Ejeren paa den modsatte Side, Slagtermester Hille, som tilhører Nr. 27 paa Vesterbro, kendeligen formindsket; ligeledes er Aaløbet imellem Ejendommen Nr. 72 og 73, Doktor Haugsted, og Nr. 70 og 71, Schmidts Enke tilhørende, saa vel som paa flere Steder betydeligen indskrænket, dels ved Opfyldning og dels ved Plantning af Træer m. m., hvilket de Vedkommendes Maalebreve godtgøre og Stadskonduktøren vil kunne oplyse. 1)


Efter Modtagelsen af denne og flere lignende Klager blev det paalagt de tilstødende Grundejere at lade Aaen oprense. Men de erklærede alle, at Aaen som Magistraten tilhørende var dem uvedkommende. Der blev da næppe heller gjort noget ved den, førend den blev reguleret og inddraget som et Led i den store Kloakplan 2).

__________

1) 2. Sekr. 1841 Nr. 3946.

2) Paastanden om, at Vandløbet tilhørte Magistraten, gav Anledning til en Undersøgelse af, hvor egentlig Grænsen mellem Byen og [ fortsat side 184 ] Amtet (Frederiksberg) paa denne Strækning var. Oprindelig ejede nemlig Vodrofgaard, der jo ligger paa Frederiksberg, den Jordstrimmel paa den sydlige Side af Gl. Kongevej, som laa mellem Aaen og Vejen. Jordstykket strakte sig fra et Stykke vest for nuværende Bagerstræde til Afløbet fra Sct. Jørgens Sø, omtrent nuværende Stenosgade. Det var saaledes Aaløbet og ikke Gl. Kongevej, som i tidligere Tid var Stadens Grænse.

Vodrofgaards Ejer Justitsraad Frisch bortsolgte i 18. Aarh. den vestligste Del af dette Jordstykke, nemlig Grundene paa begge Sider af Bagerstræde, omtrent hen til den nuværende Passage gennem Det Ny Teater. Denne Grund blev efter Ansøgning fra Ejeren, Garvermester Bachmann, ved kgl. Resol. af 14. Febr. 1812 henlagt under Stadens Jurisdiktion. Den østlige Del af Grundstykket forbeholdt Justitsraad Frisch sig, da han solgte Vodrofgaard til Grosserer Zinn, og det gik senere over til Værtshusholder Lars Christensen, der i 1805 fik sit Skøde læst ved Kbhvns. Amts Birketing med en Paategning om, at man ikke vidste, hvor dette Jordstykke hørte hen. Lars Christensen har senere udstykket og bortsolgt Jorden, men ved Undersøgelse i 1836 erklærer Kæmneren, at det ikke er ham bekendt, om denne Strækning (altsaa mellem Teaterpassagen og Stenosgade) nogensinde senere er bleven henlagt under Stadens Jurisdiktion.


184

Disse udenbys Vandløb laa under Stadens Vejvæsen; da dette i 1844 forenedes med Brolægnings væsenet, fik fra dette Aar baade de indenbys og de udenbys Rendestene, Kloaker og Vandløb den samme Bestyrelse.

__________

Badeanstalter.

Kan man fra den offentlige Renlighed drage Slutninger til den private, har denne næppe været stor; og Dr. Hornemann taler da ogsaa aabenlyst om »det Hang til Urenlighed eller i det mindste den ringe Omsorg for Renlighed, der udmærker en stor Del af Stadens Be-


185

boere« 1). Men Befolkningen var nogenlunde undskyldt: med indkneben Plads, et mangelfuldt Renovationsvæsen, daarligt Spildevandsafløb og sparsom Forsyning med frisk Vand maatte den let fristes til at lade det gaa, som det kunde.

Et Badekar oppe i Lejlighederne vilde der ikke let blive Tale om i disse Aar, da Vandet skulde bæres op ad Trapperne. Men ogsaa et Bad ude i Byen var en sjælden Luksus. Badeanstalter maatte ikke anlægges uden efter Tilladelse fra Vandkommissionen, og denne vaagede over sit Pumpe- og Springvand. Et Bad kunde faas paa Frederiks Hospital, og desuden fandtes fra ældre Tid en enkelt Anstalt i Hotel du Nord; den var »kongelig privilegeret«, og Badene her var meget dyre. I 1840 fik Enken efter Herman Randulf, Krigsassessor og Fregatkaptajn i brasiliansk Tjeneste, Tilladelse til at anlægge en Badeanstalt i Gaarden Nr. 230 ved Nørrevold; men Vandet dertil skulde hun rigtignok tage af Gaardens egen Brønd. Aaret efter ansøgte Dominico Capozzi om Bevilling til »ved Hjælp af transportable Badekar at betjene dem, som maatte attraa saadant, med Bade hjemme i deres Huse, saavel af Brøndvand, Søvand som kolde og varme samt Svovl- og Urtebade«. Magistraten anbefalede Andragendet, »da vi ikke skønne, at noget herimod kan være at erindre, efterdi hverken Søbadeanstalten ved Rysenstens Bastion eller Vognmand Jørgensen, der nu ejer Hotel du Nord, er i Besiddelse af nogen Eneret til at holde Bade« 2). I 1846 anbefalede Magistraten ligeledes et Andragende fra Hattefabrikant Feldberg i Kronprinsensgade om at indrette et Dampbad. Det fornødne Dampanlæg havde han allerede, da det brugtes til hans Fabrikation af Silkehatte.

__________

1) Om adskillige Mangler ved den offentlige Renlighed, S. 11.

2) 2. Sekr. 1841 Nr. 2030.


186

Af Søbadeanstalter fandtes kun den ene ved Rysenstens Bastion, der var anlagt i 1824. I 1840 fik Gartner Rasmus Limkilde Tilladelse til at anlægge et Badehus i Kallebodstrand ud for sin Ejendom Ratzeborg; men den laa saa langt ude paa Vesterbro, at den kun kunde faa nogen Betydning for Forstadsbeboerne, der for øvrigt endnu paa den Tid kunde bade fra den aabne Strand bag ved Vesterbro. Da Jernbanen var bleven anlagt, blev de afskaarne herfra; thi der gaves da kun Adgang til Stranden paa et enkelt Sted, gennem en Tunnel under Banen. Rebslager Jensen mente derfor at imødekomme et almindeligt Ønske hos Vesterbros Beboere, da han i 1847 søgte om Tilladelse til at anlægge en Badeanstalt for Enden af sin Reberbane Nr. 68 paa Vesterbro. Aaret efter anlagde ogsaa Lejerne af Matr.-Nr. 67 en Badeanstalt efter Overenskomst med Rebslager Jensen, over hvis Grund man maatte passere for at komme ned til Vandet. Denne Badeanstalt, paa Pynten af Nr. 67, blev eksproprieret til det nye Gasværks Anlæggelse, hvorefter Ejerne i 1857 fik Tilladelse til at anlægge en Badeanstalt længere ude i Stranden uden for Gasværket. I mange Aar derefter førte Badevejen ned til denne stærkt benyttede Anstalt.

Hovedstadens brede Lag badede syd for Langebro ved Køkkenkurven eller Ærtekedlen, og det var de mange Ulykkestilfælde, som indtraf her, der omsider bevægede Magistraten til at anlægge en offentlig Badeanstalt. Tanken herom blev fremsat under Forhandlinger med Selskabet for druknedes Redning i 1845; men med sædvanlig Magistratslangsomhed gik Sagen derpaa i Staa, og det varede flere Aar, inden man hørte noget til den. Og da endelig Magistratens Langsomhed var overvunden, begyndte Ingeniørkorpset at modsætte sig Anlæget af Hensyn til Fæstningens Sikkerhed. Men over for den offentlige Menings Tryk maatte de militære dog til sidst frafalde


187

de opstillede strenge Fordringer, og Badeanstalten blev indrettet i 1850. Den kom til at ligge uden for Estakaderne i Kallebodstrand paa Kristianshavnssiden og var alene for Mænd. En tilsvarende for Kvinder kom først i 1876; dog var der givet Skolepigerne i Kommunens Skoler Adgang til Badning, da Fattigvæsenet i 1847 havde tilladt, at en Flaade, der laa i Havnen ud for Almindelig Hospital, maatte benyttes i dette Øjemed.

Uden for Østerport blev den første Badeanstalt bygget i 1843 af en Billedhugger Møen paa Kammerherre Classens Strandjord. Møen solgte i 1854 sit Etablissement til forhenværende Hovmester Engelbrecht, der fik Bevilling til at fortsætte Forretningen. Bechs Badeanstalt ved Kalkbrænderiet nævnes 1847, og samme Aar fik Jens Knudsen Tilladelse til at anlægge en Badeanstalt ved Siden af Møens. Flere og flere begyndte nu at bygge Badehuse ved Strandvejen, saa de bagved liggende Grundejere fandt sig foranledigede til at protestere derimod, da Badehusene ganske vilde berøve dem Udsigten til Søen 1). Som offentligt Badested paa Østerbro benyttedes almindeligt det søndre Bolværk ved Gamle Kalkbrænderi; men til sidst klagede Fabrikejer Krause derover; han tilbød at anvise et bestemt Stykke af Stranden til gratis Badeplads, naar det offentlige vilde indhegne det samt paase, at der saa ikke badedes andre Steder paa hans Grund. Men Byen mente ikke at kunne indlade sig paa dette Arrangement. - Et Andragende om at udlægge Badeskibe i Havnen, som en Melhandler Neiendam indsendte i 1846, kunde ikke bevilges.

__________

Sundhedstilstanden i København var under disse Forhold - selvfølgelig - yderst slet. Midt i de giftige Dun-

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1850 S. 232.


188

ster fra Fæstningsgraven, der som en stillestaaende Pøl omgav Byen, og i Stanken af Rendestene og Latringruber kunde det ikke være anderledes. Ondartede Sygdomme var hyppige i Byen, og Epidemier opstod jævnlig, - vi har set dem i Forbindelse snart med en utæt Vandrende i Bredgade, snart med en aaben Kloak i Filosofgangen. I Aarene 1845-49 skyldtes 13,6 pCt. af alle Dødsfald i København epidemiske Sygdomme, særlig Tyfus 1).

Dødeligheden var stor, og den voksede fra Aar til Aar. I 1853 - før Koleraen - skrev Professor E. Fenger en Artikel om Dødelighedsforholdene i København sammenlignet med andre Dele af Landet 2). Det Resultat, han kom til, var for det første, at et Barn, der fødtes i København, havde Udsigt til at leve femten Aar kortere end f. Eks. et Barn, der fødtes paa Fyn; og dernæst, at den sandsynlige Livsalder i København blev stadig kortere. Ved den sandsynlige Livsalder forstod han den Alder, som Halvdelen af et Antal lige gamle Mennesker vilde opnaa, naar Dødelighedsforholdene forblev uforandrede. Denne Gennemsnitsalder havde i Aarene 1835-39 i København været 35 Aar for Mænd og 39 Aar for Kvinder. I det følgende Femaar, 1840-44, gik Tallet ned til under 34

__________

1) Stat. Tabelværk, Ny Række I, 1850 S. CXVII. Om dette Procenttal bemærker Tabelværkets Udgiver, at det er »en saa stor Andel, at det er indlysende, at Dødeligheden her i Byen kunde formindskes betydeligt, naar det ved hensigtsmæssige sanitære Foranstaltninger kunde lykkes at gøre Epidemierne sjældnere«. - For øvrigt er Procenttallet tilsyneladende ikke formindsket: i Femaaret 1906-10 opgives 13,7 pCt. af samtlige Dødsaarsager som epidemiske Sygdomme. Men til saadanne regnes nu adskillige, som ikke i hin Tid blev ansete for epidemiske, saasom Lungebetændelse og Tarmkatarr hos Smaabørn, der nu spiller en fremtrædende Rolle som epidemisk Dødsaarsag; og disse Tal er saaledes et Eksempel paa, hvor vildledende det kan være at ville sammenstille statistiske Opgørelser fra forskellige Tidsrum. (Efter velvillig Meddelelse fra Stadslæge A. Ulrik).

2) Fædrel. 6. Maj 1853.


189

Aar for Mænd og under 38 Aar for Kvinder. Men i Femaaret 1845-49 var Dødeligheden tiltaget saaledes, at den sandsynlige Livsalder for nyfødte Drenge var 25 Aar og for Piger 34 Aar. Samtidig var paa Landet den sandsynlige Livsalder omkring ved 50 Aar baade for Mænd og Kvinder og med Tilbøjelighed til at stige, medens den i København var i saa rivende Nedgang. Ingen kunde være i Tvivl om, at det var de daarlige hygiejniske Forhold i Hovedstaden, som var Skyld heri. De mere oplyste saa det og harmedes derover, og den store Kloakplans Stranding var for dem en virkelig Sorg. Derfor vedbliver paa dette Omraade Fortidens Klager at lyde snarest forstærkede, efter som Tiden gik.

»København er unægtelig en interessant og en mærkelig By,« hedder det endnu i 1857 1). »Dens Skatte af Kunst og Videnskab, dens dejlige Omgivelser, dens rige Udvalg af Forlystelser og Adspredelser, dens tiltagende Velstand og dens Befolknings godmodige Natur gør den til et behageligt og tiltrækkende Opholdssted. Men over al denne Herlighed hviler en mørk Skygge; det gaar næsten som i visse tropiske Egne, der med den ydre Pragt skjule de Afkroge, hvor Sygdom og Død lurer . . .

København har endnu alle sine stillestaaende Kanaler og sine utallige aabne og stinkende Rendestene . . .

København har endnu sit barbariske Latrinsystem, sine utallige Pestgruber i Husene, sine Renovationskuler i Byens Nærhed og sine Renovations-Komiteer . . .

København har endnu sine skidne Gader, der renses under en gemytlig Alliance mellem »Gadekommissærer« og »Kælderfolk«, og sine endnu skidnere Gaarde . . .

København har endnu sine udenbys Grøfter og Mudderpøle, der ved Modsætningen forhøje Nydelsen for dem, som paa en lille udenbys Tur ville trække frisk Luft . . .

__________

1) Fædrel. 12. Okt. 1857.


190

København har endnu sine mangfoldige skumle Logishuse, Fattigdommens mørke Skjulesteder, der mere ligner Røverhuler end menneskelige Boliger.

Imidlertid trøster Københavns Befolkning sig over alt dette, over Sygdom og Død, i Tivoli og Alhambra . . .«


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn okt 10 11:23:34 CEST 2004
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top