eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857.

København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857
    - Kapitel I

Kbh., G.E.C. Gad, 1912

Villads Christensen (1864-1922)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet oktober 2004. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

I. BYENS UDSEENDE.

_____

Adgangen til Byen. - Porte og Bomme.

København var en Fæstning, - det fik dens Indbyggere daglig at mærke. Al Passage til og fra Byen maatte foregaa gennem de mørke og snævre Porte, tre mod Sællandssiden og en ud mod Amager. De holdtes lukkede nogle Timer hver Nat, fra Kl. 12 til hen ad Morgenstunden, hvilket om Sommeren betød tidligst Kl. 3 1/2, om Vinteren Kl. 7, Foraar og Efteraar forskellige Tidspunkter der imellem. For de tre Portes Vedkommende blev Lukningen udført bogstaveligt; den fjerde, Nørreport, lukkedes ikke, og gennem den kunde man for Betaling faa Lov at slippe ind eller ud. Seks Nætter om Aaret, i den saakaldte Kildetid, stod alle Portene aabne hele Natten; men der maatte dog betales for Passagen igennem dem ligesom ellers ved Nørreport.

I Vintermaanederne, naar Portene først aabnedes Kl. 7, kunde man paa Torvedagene, hver Onsdag og Lørdag, se det ejendommelige Syn af de lange Rækker af Bøndervogne, der med Dagens Forraad af Torvevarer holdt uden for Portene og ventede paa, at Konsumtionskontoret skulde lukke op. Det gjaldt om at møde i god Tid, - det kunde endda vare længe nok, inden man blev ekspederet ved Acciseboden og Bommen og slap ind i Byen. Nærmest Porten var der kun en enkelt Række af Vogne, længere ude blev Rækken dobbelt og paa sine

[5]

6

Steder tredobbelt, og medens den forreste Vogn holdt inde i Ravelinen, kunde den sidste holde uden for Søerne, langt ude paa Nørre- eller Vesterbro. Ved Østerport var Tilstrømningen altid mindre. Naar endelig Vagtklokken ringede, og der blev lukket op for Byen, begyndte Vognene deres langsomme Defilering forbi Konsumtionsbetjente, Bomforpagtere og Skildvagter, gennem Raveliner og over Fæstningsbroer og ind gennem det hvælvede Portrum. Det varede ofte et Par Timer, inden de sidste Vogne i det lange Tog var sluppet ind. Byens Borgerrepræsentanter fremkom i 1840 med et beskedent Ønske om, at Portene ogsaa om Vinteren maatte aabnes senest Kl. 6 om Morgenen, da Portspærringen i det hele var byrdefuld og hæmmende for al Handel og Samkvem, og Opholdet uden for Portene i de kolde Vintermorgener var ubehageligt for de torvesøgende Bønder. Men Politimester Bræstrup satte sig derimod: Der var ikke saa tidlig paa Dagen nogen Brug for de Varer, som Bønderne bragte til Torvs, og Portenes tidligere Aabning vilde kun føre til, at Torvehandelen om Vinteren kom til at begynde, inden det var bleven lyst. Dette vilde give forøget Anledning til Tyverier fra Vognene, til falske Penges Anbringelse og til flere lignende Uordener, som Politiet paa Grund af Mørket vilde have Vanskelighed ved at hindre 1). Det nyttede ikke, at Borgerrepræsentanterne med gode Grunde imødegik dette noget søgte Forsvar for det bestaaende; Magistraten gav Politidirektøren Medhold, og Spørgsmaalet blev henlagt.

Portspærringen i de tidlige Morgentimer var dog ikke blot en Hindring for de Bønder og andre, der vilde ind i Byen. Den var lige saa trykkende for dem, der gerne vilde ud. Det gjaldt især Arbejdere, der boede i Byen, men havde deres Fortjeneste ved Fabrikker uden for Vol-

__________

1) 2. Sekr. 1840 Nr. 347, 1841 Nr. 138.


7

dene. I 1844 indgav Fabrikant Drewsen paa Nørrebro og Jernstøber Heegaard paa Blaagaardsvejen en Klage til Magistraten over, at deres Arbejdere i Vintermaanederne ikke kunde komme ud til deres Arbejdspladser om Morgenen uden at betale 2 Skilling for Passage gennem Nørreport, hvilket var en temmelig følelig Udgift for Arbejdere, hvis hele Dagløn var 2 à 3 Mark 1). Senere blev saadanne Klager ret almindelige, men det varede endnu længe, inden man begyndte at tage noget Hensyn til dem.

Vejen gennem Fæstningsværkerne var for Bonden, der skulde til Torvs, ikke blot trang og besværlig; den var ogsaa bekostelig, og Byen aabnede sig kun for ham, naar han havde betalt sin Entré. Maaske han allerede paa sin lange Nattekørsel ad Landevejene havde passeret mere end een Landevejsbom, hvor han havde maattet betale det offentlige sin Tribut, - i hvert Fald var han sikker paa at blive standset uden for Hovedstaden. Ved hver af Adgangene til Byen laa Acciseboden eller Konsumtionskontoret, og uden for dette maatte enhver belæsset Vogn - naar det forlangtes ogsaa enhver ridende eller gaaende - gøre holdt. Konsumtionen var en Afgift, der fra gammel Tid maatte erlægges af snart sagt alt, hvad der af indenlandske Produkter kunde indføres til Købstaden: Af Brød og Mel, Gryn, Kartofler, Smør, Mælk og Ost, Kød og Flæsk, Hornkvæg, Høns, Faar og Lam, Frugt, Vildt og Fisk, Brændevin og Øl, Halm, Hø og Havre, Huder og Skind, Tømmer, Kalk og Mursten, Tørv og Brænde, Voks, Lys, Trækul o. m. m. Da et Par Mænd fandt paa at grave Sand i Valby Bakke, krævede Skatteforpagterne Afgift af dem, førend Sandet kunde faa Lov at komme ind i København, og baade en Højesteretsdom og et kongeligt Reskript maatte udfærdiges i denne Anledning 1).

__________

1) 2. Sekr. 1844 Nr. 2903, 3298.

2) Reskript 1. Maj 1854.


8

Konsumtionsafgiften var en Statsskat, i hvilken dog Kommunen var interesseret med en Tiendedel. Opkrævningen besørgedes af Toldvæsenet, der ved hver Byport var repræsenteret af en Konsumtionsskriver, der udstedte et Bevis for, hvilke konsumtionspligtige Varer der var angivet og betalt Afgift af, og af en Række underordnede Betjente, som derefter undersøgte Vognens Indhold for at forvisse sig om, at dette stemmede med det paa Kon- sumtionssedlen anførte.

Konsumtionskontorerne laa i nogen Afstand foran Fæstningsportene: ved Trommesalen paa Vesterbro, straks inden for Peblingebroen over til Nørrebro og ved Hjørnet af Sortedamssøen paa Østerbro. Inde i selve Ravelinen, umiddelbart foran Porten og i Nærheden af Bommanden og Skildvagten, laa derimod det Skur, i hvilket Konsumtionsbetjentene holdt til, og uden for dette maatte alle Bønder og Fragtmænd aflæsse og atter paalæsse deres Vognlæs.

Af Brænde betaltes i København en særlig Afgift foruden den regelmæssige Accise. Denne Afgift, 11 Skilling af hvert Læs, der førtes gennem Portene, 32 Skilling af hver Favn, der kom søværts, tilfaldt Frue Kirke, der dog i de senere Aar af det indkomne Beløb maatte afgive 4000 Rdlr. aarlig til Hjælp til Opførelsen af Thorvaldsens Museum. Konsumtionsbetjentene besørgede ogsaa Opkrævningen af denne Afgift.

Naar man da omsider var sluppet forbi Acciseboden og Konsumtionsbetjentene, var der kun faa Skridt til den næste Spærring, Byens Bom. Denne var ved alle Indgangene anbragt i selve Ravelinen, det befæstede Udenværk foran Porten; Her skulde atter betales. Om Dagen opkrævedes den saakaldte Skillingstold eller Bropenge, det var 2 Skilling af enhver belæsset Vogn, der kørte ind i Byen, hvad enten Varerne var accisepligtige eller ikke. Navnet Bropenge havde Afgiften deraf, at de 2


9

Skilling skulde være Godtgørelse for Sliddet paa Broplankerne over Fæstningsgravene. Denne Afgift faldt bort om Aftenen, men saa traadte andre og dyrere Takster i dens Sted. Om Vinteren Kl. 4, om Sommeren Kl. 8, Foraar og Efteraar til forskellige Klokkeslet derimellem indtraadte Betalingen af de saakaldte Port- eller Passagepenge, der tilfaldt Kommunen. De betaltes med 19 Skilling for en lukket Vogn, 10 Skilling for en aaben Vogn og 6 Skilling for en Rytter. Dette varede indtil Kl. 12 Nat. Saa lukkedes Portene, og al Færdsel gennem de tre af Byens Porte blev standset. Kun Nørreport holdtes endnu paa Klem, og gennem den kunde Fodgængere samt Rejsende til Hest og til Vogns, men ingen Bøndervogne, Arbejds- eller Fragtvogne, faa Lov at slippe ind. Fodgængerne, der hidtil havde været afgiftsfri, maatte efter Kl. 12 Nat betale 2 Skilling for at komme ud eller ind gennem Nørreport, og af Køretøjerne betaltes dobbelte Portpenge. Disse Afgifter faldt atter bort om Morgenen, naar Portene aabnedes, og Skillingstolden igen tog fat. Søn- og Helligdage vedblev dog Bestemmelsen om Port- og Passagepenge at gælde hele Dagen.

Fritagne for disse Afgifter var: Alle kongelige Vogne samt kongelige og fyrstelige Personer med Følge til Hest; Generaler og Generalstabsofficerer med deres Ordonnanser og Rideknægte; Kurerer og Stafetter, kørende og ridende Poster, Vogne, der kørte med Vildt, Fisk, Frugt og Brænde til Kongehusets Hofetater, eller med Havre, Hø og Halm til Staldetaten og til de militære; alle militære Transporter, alle Husarofficerer i Uniform og Vogne i Fadeburs- eller Kongerejser. Endvidere Sprøjter med Karrer og Sluffer i Ildebrandstilfælde, Ligvogne, Dag- og Natterenovationsvogne og Skydebrødrene, naar de paa Fugleskydningsdagene kørte i Procession med Fuglekongen. Endelig udstedtes Tegn til fri Passage enkeltvis til særlig begunstigede Personer, til fremmede Gesandter, højtstaa-


10

ende Embedsmænd o. a. Der var ialt udstedt ca. 600 saadanne Fritegn, som skulde forevises de ved Portene posterede Bomforpagtere eller deres Betjente; de gjaldt ikke til Passagen gennem Nørreport efter Kl. 12 Nat 1).

At al denne Vidtløftighed og Besværlighed var en utaalelig Plage for alle Parter, siger sig selv, og ude ved Portene var der evindeligt Kævl om disse Bompenge. Et staaende Emne for Ordstrid mellem Bommændene og Publikum var Spørgsmaalet om, hvad Klokken var slaget. Lige siden 1736 gjaldt den Bestemmelse, at Vagtklokkens Ringning om Eftermiddagen skulde angive det Tidspunkt, da Passagepengene traadte i Kraft, og at den militære Appel ved Midnat betegnede Indtrædelsen af de forhøjede Passagepenge ved Nørreport. Men disse Signaler kunde ikke høres i nogen synderlig Afstand, og de, der skulde betale, men intet havde hørt, paastod altid, at det endnu ikke havde ringet. Desuden gaves disse Signaler ej heller med nogen streng Nøjagtighed og ikke altid til samme Tid ved alle Portene osv. Man forsøgte en Tid at indføre en kraftigere Ringning, men det hjalp naturligvis ikke: der var stadig nogle, som intet havde hørt. Efter lange Forhandlinger blev det da vedtaget at opstille et autoriseret Ur ved hver af Stadens fire Porte. Kommunen bevilgede de ca. 1000 Rdlr., som disse Ure vilde koste, Kongen gav sin Tilladelse til, at de maatte træde i Stedet for Vagtklokken, og fra 1. Oktober 1842 blev da de fire nye Ure tagne i Brug. Det var saakaldte bornholmske Prøveure uden Slagværk. De stod inden for Vinduet i Bomhuset, og om Aftenen blev deres Skive belyst af en Lygte. Hofurmager Fr. Jürgensen og siden hans Søn, Urban Jürgensen, havde Tilsynet med dem som med Stadens andre offentlige Ure. De oppebar derfor et Honorar af 100 Rdlr., af hvilke Staten og Kommunen betalte hver

__________

1) 2. Sekr. 1847 Nr. 2657.


11

Halvdelen. - Men heller ikke Foranstaltningen med Porture var altid tilstrækkelig til at forhindre Uenighed mellem de interesserede Parter. Det kom til Politiforhør i Anledning af, at Brandmajor Kellermann paastod at være afkrævet Bompenge 1 Minut før Klokken var 6: Urene slog først, medens han parlamenterede med Bommanden om Klokkeslættet. Denne holdt paa, at Bomuret var 1 Minut over 6, og at det ikke vedkom ham, hvornaar Byens Ure behagede at slaa 1).

Vanskeligere var det dog med dem, som i Kraft af deres Ærinde og Stilling eller med et personligt Fritegn i Lommen var fritagne for at betale Passagepenge. De var tidt uforskammede over for Bombetjenten, forlangte, at han skulde kende dem, og blev fornærmede, naar han slog Bommen ned foran dem og ikke vilde lade dem passere, før de havde legitimeret sig. Snart er det en kongelig Estafette, der i Vesterport er bleven afkrævet 6 Skilling, og som Bommanden har taget Stigbøjlen fra, da han ikke vilde betale. Snart er det en Stabsofficer, Betjenten ikke har villet respektere, skønt han var i Uniform, dog ikke med Hue, men med Hat, hvori rød Fjeder med gul Top. Betjenten svarer, at »det aldrig er bleven forlangt ved slige Lejligheder, at man skulde kende dem paa Hatten, og noget Passagetegn vilde den nævnte Herre ikke fremvise« 2).

Det var derfor ofte en vanskelig Sag for Betjentene at afgøre, hvem der maatte passere uden Afgift, og hvem der skulde betale. Kongelige Jagtbetjente havde fri Passage, og en Dag indfandt sig da ved Nørreports Bom en lille Bondedreng, ca. 8 Aar gammel, som trak et Jagtskilt op af Lommen og krævede fri Passage. Portbetjenten vilde ikke respektere dette, og Drengen maatte betale 6

__________

1) 2. Sekr. 1851 Nr. 2188.

2) 2. Sekr. 1843 Nr. 419.


12

Skilling for at komme ind og lige saa meget for igen at komme ud af Porten. Men det viste sig senere, at Drengen for saa vidt virkelig var »Jagtbetjent«, som han var sendt til Byen i et Ærinde for en Skovrider, der for Tilfældet havde udstyret Drengen med et Skilt, og de 12 Skilling blev derefter betalt tilbage 1).

Saaledes var der bestandig Vanskeligheder med disse Porttegn. Var Tegnet personligt, eller gjaldt det for Vognen uden Hensyn til, hvem der sad i den? Dette Spørgsmaal blev brændende, da den russiske Gesandt Baron Ungern-Sternbergs Vogn blev standset af Bommanden i Vesterport. Kusken forklarede ved Forhøret i Kriminalretten, at han havde kørt i sit sædvanlige Livré, perlefarvet med Sølvsnore om Hatten og hvid Kokarde, samt med sin Herres Vaaben og Krone paa Vogndøren; i Vognen befandt sig Ministerens tre Børn med Guvernante og Barnepige. Bomforpagteren havde spurgt, om Ministeren selv var i Vognen, og da dette ikke var Tilfældet, havde han erklæret, at Tegnet til fri Passage ikke gjaldt, og da Kusken ikke vilde betale Portpengene, havde Bomforpagteren konfiskeret Tegnet. Denne vanskelige Affære satte baade Justits- og Udenrigsministeriet i Bevægelse 2).

Fra begge Sider har der været en god Vilje til at yppe Kiv; thi Forholdet mellem Portbetjentene og Publikum var en bestandig Krigstilstand. En Mand klagede over, at der var bleven krævet Betaling af ham for en tom Vogn, der var bunden bag efter den Vogn, han selv kørte. Bommanden henholdt sig til, at hans Kontrakt hjemlede ham Ret til Passagepenge af enhver Vogn, der passerede Bommen i Spærretiden, og fik Medhold i denne Fortolkning 3). Mindre heldigt gik det den samme Bomforpagter, da han forbød en Vogn fra Løjtegaard paa

__________

1) 2. Sekr. 1852 Nr. 129.

2) 2. Sekr. 1850 Nr. 1133.

3) 2. Sekr. 1844 Nr. 2446.


13

Amager at køre lige til Bommen, sætte sine Passagerer af dèr og saa køre tilbage. Bomforpagteren afkrævede Kusken 20 Skilling i Portpenge og forlangte, at han skulde køre ind gennem Porten og først vende inde i Torvegade. Alle tre Bomforpagtere indsendte i Anledning heraf en Skrivelse om, at det ofte hændte, at kørende og ridende kom tæt hen til Bommen og standsede dèr, »formodentlig for at drive Gæk med os«, og at mange af de Vogne, der i Sommermaanederne kørte Skovgæster hjem fra Dyrehaven, holdt ude i Ravelinerne og satte Passagererne af lige for Næsen af Bomforpagterne. Disse udbad sig Tilladelse til ogsaa i saadanne Tilfælde at kræve Bompenge, men det blev dog nægtet af Magistraten.

Jævnligt forsøgte Vogne i stærk Fart at køre forbi Bomhuset uden at betale. Blev de standsede - og der var foruden Bommanden baade Konsumtionsbetjente og Skildvagter til at passe paa -, var Bøden herfor en Rigsdaler. Vrede Kuske yndede at kaste Pengene til Bommanden hen ad Gaden; men fik man Køretøjet standset, maatte Kusken selv staa af Vognen og samle Pengene op.

De allerfleste Genvordigheder havde Bomforpagterne dog med de Fodgængere, der passerede Porten om Natten efter Kl. 12. Der var gennem alle Befolkningslag en indædt Uvilje imod at betale de to Skilling, en saadan Nattevandring kostede, og mangen anset og velstaaende Mand, som boede uden for Byen, forlod hellere et godt Selskab i Utide, end han betalte disse »ærgerlige 2 Skilling«. Hos Folk af de lavere Samfundslag gav Ærgrelsen sig ofte saadanne Udslag, at det, som en Bomforpagter skriver, uden offentlig Assistance var ligefrem farligt at afkræve de forbipasserende Pengene.

Saa indviklet var dette System med de forskellige Arter af Afgifter, der betaltes til forskellige Tider af Døgnet, at Autoriteterne selv løb sur i dem. Det viste sig, da Landmand Jerichau fra Fredensborg i 1849 fik Be-


14

villing til at udføre Natterenovation fra København. De almindelige Renovationsvogne var afgiftsfri, og det havde været Indenrigsministeriets Hensigt ligeledes at tilstaa Jerichau Fritagelse for Portpenge. Men ved en Fejltagelse blev der i Bevillingen i Stedet for Portpenge skrevet Bropenge - en Afgift, der slet ikke vedrørte Jerichaus Vogne. Bomforpagteren ved Nørreport, der vidste bedre Besked end Ministeriet, afkrævede ham altsaa den sædvanlige Betaling. Jerichau klagede og henviste til sin Bevilling; men Bomforpagterens fornyede Gennemlæsning af denne førte ingenlunde til det forønskede Resultat. Tværtimod! Medens Jerichau hidtil havde betalt efter Taksten for almindelige Arbejdsvogne, kom Bomforpagter Borup nu til det Resultat, at hans Vogne burde betale som Wienervogne eller Omnibusser, og han forhøjede derfor Betalingen til det dobbelte. Nu blandede Magistraten sig i Sagen med en Forespørgsel til Borup; men denne havde sine Sager i Orden og sit Svar paa rede Haand:

»Den kgl. Resolution af 21. Juli 1819 bestemmer, at enhver Karet, Chaise, Jagt- eller anden Vogn med Dæksel paa betaler 19 Sk. Jeg maa derfor paa det bestemteste antage, at enhver Vogn med Dæksel, hvad enten denne Dæksel er af Træ, Læder eller andre Materialier, ikke kan fratage mig mine Rettigheder. Da nu saaledes Hr. Jerichaus Latrinvogne ifølge hans Bevilling ikke kan kaldes Stadens Arbejdsvogne, men privat Entreprise, og som bemeldte store Umnibusser er forsynede med Dæksel, vedkommer det mig ikke hvad samme føre med sig, ligesaalidt, som naar Umnibusser, Wienervogne eller andre tillukkede Vogne føre Flyttegods eller andre Materialier ind eller ud af Stadens Porte« 1).

Jerichau gik saa til Ministeriet, som gerne vilde, men ikke kunde hjælpe ham, og som tilsidst maatte indrømme,

__________

1) 2. Sekr. 1851 Nr. 50.


15

at det ikke rigtig vidste Besked med disse Afgifter. Heller ikke Magistraten følte sig sikker i denne Sag, og den spurgte derfor Jerichau om, hvad det var for en Afgift, der afkrævedes ham i Porten. Jerichau svarede: »Denne Afgift afkræves mig under Navn af Bompenge (den nævnes i Portplakaten Portpenge) og opkræves med 20 Skilling af hver Vogn, som passerer Bommen, før Portene aabnes.« Om denne Oplysning, der gav to Navne for den samme Ting, gjorde Sagen klarere, faar staa hen; i hvert Fald kunde Autoriteterne ingen Vegne komme med Bomforpagteren, og Jerichau løste da selv Spørgsmaalet praktisk ved at lade sine belæssede Vogne holde inden for Porten, indtil Bommen aabnedes om Morgenen. Dette varede, indtil Kontrakten med Bomforpagter Borup var udløbet; da den fornyedes for de næste tre Aar, blev der sørget for Passagefrihed for Jerichaus Vogne.

Nogen Ensartethed i Brugen af de forskellige Benævnelser blev aldrig opnaaet. I 1851 tumlede Ministeriet med en Afgift, som det kaldte Passagepenge; men i Skrivelser om samme Sag betegnedes denne samme Afgift ogsaa som Portskilling, Skillingstold eller Portpenge.

Bommene - almindelige Landevejsbomme, der kunde slaas ned tværs over Kørebanen - var til Vansir for Adgangene til Staden, og efterhaanden som en ny Betragtningsmaade arbejdede sig frem i alle Forhold, begyndte man ogsaa fra det æstetiske Synspunkt at klage over dem. Bommen ved Vesterport maatte tages bort i Anledning af Frederik VI's Begravelse i 1840, da den var for snæver til, at Ligvognen kunde passere igennem den; men saa snart Vognen var kommen tilbage fra Roskilde, blev Bommen sat op igen. I 1848 var den atter nedtaget paa Grund af Ingeniørarbejder i Ravelinen, og da den skulde sættes op igen, protesterede Kæmneren imod dette, fordi Bommen vilde skæmme den nu saa smukke Avenue til Staden. Men Bomforpagterne forlangte den, da de ellers


16

ikke kunde faa Pengene ind. Nogle Aar senere opstod det samme Spørgsmaal ved Nørreport, hvor Passagen ligeledes var bleven udvidet og forskønnet. Her var det Ingeniørkorpset, som af æstetiske Grunde fraraadede Genanbringelsen af den gamle Bom og i Stedet foreslog en Jernkætting over Gaden imellem to Lygtepæle. Bomforpagterne modsatte sig ogsaa dette, men Kæden blev dog nu anbragt trods deres Protest.

Oppebørselen af alle disse Portafgifter var i Reglen bortforpagtet. I Forpagtningsafgift betaltes aarlig ca. 20,000 Rdlr. eller lidt mere for Skillingstolden og Portpengene, og 1000 Rdlr. for de særlige Passagepenge, der betaltes i Nørreport efter Kl. 12. Forpagterne dannede et sluttet Selskab, der havde gjort denne Forretning til sin Næringsvej, og som forstod at holde alle Konkurrenter ude. Da ingen andre end Forpagterne selv vidste, hvor meget Forretningen egentlig indbragte, turde ingen for Alvor byde sammen med dem ved de offentlige Auktioner. Men i 1849 brød Kommunen selv Bomforpagternes Ring. I Stedet for at bortauktionere det hele under ét besluttede den at dele Forpagtningen i 4 Lodder og sætte disse til Auktion enkeltvis samt selv beholde et eller flere af Lodderne, hvis antagelige Bud ikke kunde opnaas. Ved Auktionen blev kun ét Lod bortforpagtet (for 6100 Rdlr.), og Kommunen var forberedt paa selv at overtage de tre. Men siden indkom dog flere Andragender om at faa Part i Forretningen, saa Kommunen kun beholdt ét Lod 1). For at Lodderne kunde blive lige store, fordeltes Opkrævningen saaledes, at hvert Lod havde en af Portene i en Maaned, hvorefter der skiftedes ved hver Maaneds Begyndelse.

Kørsel gennem Portene med Heste og Vogne var saaledes en baade besværlig og bekostelig Historie, som man

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1849 S. 56-57.


17

ikke uden Nødvendighed udsatte sig for. Og for Fodgængere var denne Passage altid en Ubehagelighed, til Tider et Vovestykke og næsten aldrig helt farefri. Portene var nemlig alt for snævre til at optage den vældige Færdsel, der gik igennem dem, og Forholdene blev stedse værre, efterhaanden som Trafikken voksede ved Forstædernes tiltagende Bebyggelse. Især efter at i Fyrrerne Omnibusser og store Diligencer var komne i Brug, blev Tilstanden helt utaalelig, og Ulykkestilfælde indtraf ikke sjældent. Datidens Aviser og Tidsskrifter vidner til Overflod om de Følelser, som Befolkningen nærede over for Fæstningens og Portenes Spændetrøje.

»Naar man ser de Strømme af Mennesker, som, Tusinder efter Tusinder, ofte bølge over Broerne ved Vesterport, medens de mægtige Omnibusser og Postvogne foruden Mangfoldigheden af mindre Befordringsmidler bane sig Vej gennem den levende Masse, der ængstelig maa trykke sig til Siderne for ikke at blive knust under Hjulene eller traadt af Hestenes Hove; naar man ser, hvorledes Folk samle sig uden for Porthvælvingen, der dundrer af den døvende Vognlarm, for at passe paa det belejlige Øjeblik, da de kunne styrte sig i det aabne Fristed bag en indrullende Vogn, og hvorledes de da i vild Tummel, med truende Hestetrav bag efter sig, vælte igennem det dunkle Rum og slæbe grædende Børn eller aandeløse Oldinge med sig paa Farten, ikke at glemme hine smaa, spinkle, tohjulede Børnevogne, som nu er med overalt; naar man da ser, hvorledes de, som ere slupne igennem denne Nød, ofte maa staa og længe vente med Bekymring paa deres Slægtninger og Venner, som de ere blevne adskilte fra i Trængselen . . .« osv.

Denne Skildring er fra 1842; den slutter med at udtale, at der vel næppe bliver gjort nogen Forandring, før engang en Statistiker opstiller »en Beregning over, hvor


18

mange Procent af de Passerendes Arme, Ben eller Børn der vare ofrede for Fæstningsværkernes Skyld« 1).

»Fædrelandet« skriver i 1845, at Vesterport er saa smal, at to Mennesker ikke kan gaa jævnsides, naar en Vogn paa samme Tid kører derigennem. Og ikke desto mindre befares den hele Dagen af Vogne, medens den samtidig »i en halv Dag passeres 2 Gange af over 10,000 Mennesker«.

I en senere Artikkel fra 1847 skildrer Bladet Indgangen til København:

»Man forsøge om muligt at sætte sig ind i deres Sted, der første Gang føres forbi disse Toldhuse, disse uforlignelige Bomhuse, disse Vagt- og Sprøjtehuse, disse i alle Kroge besudlede Porte, gennem al denne Tranghed, hvor Mennesker og Kvæg, kørende og gaaende, Omnibusser og Ammer med Børn paa Armene og Livet i Hænderne presses og stuves igennem den ene snævre Aabning, for at slippe ud og ind; og al denne Styghed og Usselhed danner Indgangen til et Riges Hovedstad, en kongelig Residensstad!«

Eller Bladet skriver: »Vi vilde ønske, Hs. Majt. vilde befale sin Generalstab, sit Ingeniørkorpses Officerer, samt hvad Hs. Majt. iøvrigt har af militære Raadgivere i denne Retning, tilligemed Generaltoldkammerets Deputerede og Kommitterede, at de hver af denne Maaneds raakolde, fugtige Morgener skulde køre hver sit Læs Tørv eller Melk ind igennem en af de ovennævnte Porte; saa ere vi overbeviste om, at Dhrr. inden 8 Dage vilde have forandret deres Mening om det herskende Afspærringssystems Priselighed; at de første vilde være lige saa ivrige til at foreslaa Københavns nærværende Fæstningsværkers Nedrivelse, eller i alt Fald Passagernes Udvidelse, og de sidste lige saa

__________

1) Dansk Folkeblad 1842, Nr. 32-33. - Paa et Maleri af Heinr. Hansen (gengivet i »Københavns Raadhus« S. 14) ses Vesterport, som en Omnibus just kører igennem; den fylder næsten helt det snævre Portrum.


19

hidsige paa at fremme Konsumtionens Afløsning, som de nu paa begge Sider synes koldsindige og sendrægtige til at sætte det fornuftige og billige i Værk.«

Det manglede ikke paa Forslag til Indførelse af en bedre Ordning af disse Forhold. I 1843 indgav Kommunalbestyrelsen et Andragende til Kongen om, at Nørre- og Vesterport maatte blive udvidede. Forslaget blev ganske afvist; men der kom dog det Resultat ud af Henvendelsen, at Kongen i 1844 paabød, at der midlertidig skulde anlægges en Bipassage for Fodgængere paa en Pontonbro over Fæstningsgraven ved Vesterport. I dette og det følgende Aar laa denne Pontonbro fra midt i April til midt i Oktober. Den blev udlagt og atter afbrudt af Militæret, men gjorde næppe nogen synderlig Gavn.

Tanken om en Udvidelse af Vesterport blev taget op igen i 1845 af Arkitekt Herholdt, der foreslog at lægge Tunneler gennem Volden paa begge Sider af Porten; men heller ikke dette førte til noget. Og lige saa lidt Held havde Kunstakademiet, da det i 1846 udsatte som en af Opgaverne for de Neuhausenske Præmier: »Projekt til en Udvidelse og Forskønnelse af Vesterport her i Staden, hvorved tillige tages Hensyn til de foran samme liggende Pladse udenfor og indenfor Volden, saavel som til Broen og de dermed i Forbindelse staaende smaa Bygninger for Told- og Konsumtions-Opsynet m. m.« Opgaven blev ikke besvaret.

Krigsbegivenhederne i 1848 hidførte en lille Lempelse i de bestaaende Forhold. Den 6. April bekendtgjorde Københavns Guvernør, Landgreve Wilhelm af Hessen, at Vesterport indtil videre, af Hensyn til de med Jernbanen ankommende eller afgaaende Kurerer, skulde staa aaben hele Natten. Borgerrepræsentanterne foreslog i den første Frihedsrus helt at nedbryde Porten, men dette kunde Krigsministeriet dog ikke tillade.

Saaledes vedblev alle de skumle og snævre Porte at


20

staa, og Befolkningens Misfornøjelse med dem voksede efterhaanden til et virkeligt Had. Dette er Forklaringen paa den tilsyneladende Vandalisme, der blev øvet, da alle Byens Porte saa skaanselsløst ryddedes bort. Den Glæde at se dem jævnede med Jorden, da endelig Tiden dertil var kommen, vilde Hovedstaden ikke nægte sig. Portenes Fald var for Befolkningen Symbolet paa den nye Tids Indtog, det haandgribelige Vidnesbyrd om en vunden Sejr, - en lille ublodig Gentagelse af Bastillens Ødelæggelse i den franske Revolution.

Disse Følelser hos Hovedstadens Befolkning er forstaaelige nok, - alt for længe havde den lidt under Ulemperne ved at være indespærret i en gammeldags Fæstning. Men Tiden gik, og Fæstningen faldt, og de overstandne Genvordigheder blev hurtig glemte. Tilbage i Erindringen blev et helt andet Billede af Voldene: Indtrykket af det skønne, landskabelige Skue, som disse vidtstrakte Anlæg frembød, og som Datiden visselig ikke var ufølsom for, selv om den til daglig mest beskæftigede sig med Ulemperne ved dem. Vi vil lade en af de gamle, som selv har set Københavns Volde og Grave, skildre, hvorledes de stod for ham i Erindringens Lys 1). Han tænker sig staaende paa Broen uden for Nørreport, hvorfra han har Udsigt ned over Fæstningens Grav:

»De terrasseformede Volde paa den ene Side og de ligeoverfor liggende Glacier paa den anden vare dækkede af en rig Vegetation, der strakte sig lige ned til Vandet. Italiensk Poppel, Hængepil, Ask, Kastanie, Lind, Hvidtjørn og Røn omkransede og overskyggede dens Vande med deres løvrige Kroner, og i den stille Aften, naar Larmen fra den store Stad lidt efter lidt døde hen, og Fuldmaanen sejlede højt paa Himlen, spejlende sig i den blanke Flade, mens Nattergalen slog sin Trille i Bu-

__________

1) Boghandler Wroblewski i »Museum« 1895, I, S. 14.


21

skene i Kirsebærgangen, og kun et enligt Lys i Møllen oppe paa Bastionen røbede Menneskers Nærhed - ja, saa kunde man tro sig tryllet bort, langt bort fra den store Hovedstad med de 150,000 Mennesker, og helt ind i Eventyrlandet. Stilhed hvilede over hele Landskabet og forhøjedes yderligere ved, at en Fisk »slog« i Graven, ved en fjern Hundegøen, ved den ensformige Tuden fra Vægterne paa Blegdammene, eller ved »Afløsningens« taktfaste Marsch over Broen; naar saa Lyden heraf forstummede, hensank atter det hele i en dyb, drømmende Ro, indtil en svag Lysstribe i Øst forkyndte den gryende Dag og med den en enkelt Morgenvandrer, en Arbejdsmand med sit Værktøj eller en forsinket Natteravn, saa atter en, saa flere og flere, og derefter de lange Vognrækker fra Landet med alskens Fødevarer til den store Mave indenfor Voldene, Sædevarer, Brændsel og Furage, der meldte Dagens Komme. - Der var en Poesi udbredt over det Hele, som yderligere forhøjedes ved det ukendte, hemmelighedsfulde, der hvilede over Fæstningens Terræn, hvor al Passage var forment udenfor de slagne Veje, en Poesi, som den, der nu færdes i de brede, gasbelyste Gader, ikke har Anelse om.«

__________

Gader og Pladser.

Den fornemste Adgang til Byen var ad Vesterport. Fra Roskilde og Køge kom man ind ad den brede, men slet vedligeholdte, skyggeløse og snavsede Vesterbrogade med dens Møller og Reberbaner, Gæstgivergaarde og Slagterboder. Ved Trommesalen - der, hvor nu Gl. Kongevej svinger ud til Vesterbrogade, - begyndte de to prægtige Lindealleer, der i en Halvbue paa hver Side af


22

Frihedsstøtten førte frem til Fæstningsgraven, og saa havde man det vanskelige Stykke tilbage, Passagen gennem selve Fæstningsværkerne.

Vejen gik først over en Bro, der i skæv Retning førte fra det faste Land ud til den saakaldte Ravelin, en lille Ø midt i Stadsgraven. Her laa Bomhuset med Bommen og den Bygning, i hvilken Konsumtionsbetjentene holdt til. Mellem Mure med Skydeskaar førte Vejen saa ud til nok en Bro, der atter laa skævt for den første, og for Enden af den aabnede sig det lange, mørke, hvælvede Portrum, der kunde lukkes med vældige, sømbeslagne Portfløje.

Det var ikke noget festligt Indtryk, man modtog af Hovedstaden, naar man endelig havde overvundet alle Forhindringer og var kommen indenfor Vesterport. Til venstre havde man en slet vedligeholdt og stærkt tilsudlet Vagtbygning og et Sprøjtehus, til højre en Vejerbod paa det daarlig brolagte Halmtorv. Da Sansen for større Renlighed og Orden begyndte at vaagne, var denne Plads indenfor Vesterport en af dem, som Opmærksomheden først vendte sig imod: den kunde og burde se lidt bedre ud; thi de høje Huse lige indenfor Porten var efter Datidens Smag helt nette, og »Philosophgangen«, som strakte sig fra Porten ned til Langebro, var en smuk og skyggefuld Allé. Men det Skur, der stod paa Halmtorvet, var et fuldendt Eksempel paa, »hvorledes en Vejerbod paa et saadant Sted ikke maatte se ud«, og Vagthusets Facade var »et smudsigt Plankeværk og nogle væmmelige Latriner«. Yderligere anvendtes Pladsen til Opstilling af gamle Arbejdsvogne, og om Sommeren hang her Skørter og Lagener paa Tørresnore og flagrede for Vinden

__________

1). »Fædrelandet« 26. April 1845 og H. N. Clausen i »Dansk Folkeblad« 1841 Nr. 62. - Vejerboden paa Halmtorvet kunde »Fædrel.« aldrig glemme; det kommer tilbage til den igen i 1852 (11. Maj) i et Angreb paa Kommunalbestyrelsen, der »stil- [ fortsat side 23 ] ler dette Skur hen til Parade allerforrest og midt paa Pladsen, som om det kunde være en Monumentalbygning«.


23

Foruden de nævnte Bygninger stod der i 1840 indenfor Vesterport endnu et lille Hus, som utvivlsomt ej heller har pyntet paa Pladsen, men hvis Historie er lærerig som en Illustration til den Langsomhed og Langmodighed, hvormed Byen i hine Enevældens Dage blev styret.

Da det efter Branden i 1795 gjaldt om i en Fart at skaffe midlertidige Boliger til de brandlidte, havde en af disse, en Gæstgiver fra Vestergade, faaet kongelig Tilladelse til af Materialier fra sin nedbrændte Gaard at opføre en Hytte paa et det offentlige tilhørende Jordstykke ved Vesterports Sprøjtehus. Da Gæstgiveren var død, tog hans Søn, en Tømmersvend, Huset i Besiddelse, og da ogsaa han døde, forblev hans Enke fremdeles boende der. I 1823 gav Magistraten Ordre til, at Huset skulde fjernes; men Enken bad om, at det maatte blive staaende, og hendes Bønner viste sig kraftigere end Magistratens Befalinger. I 1828 maa Magistraten have indset sin Magtesløshed; thi den vedtog da, at Huset kunde blive staaende, saa længe Enken levede. Hun døde i 1840 uden Børn, men hun havde en Plejesøn, der var Former paa den kongelige Porcelænsfabrik. Han tog Huset i Besiddelse og indrettede sig paa at blive boende i det. Det stod der ogsaa endnu i 1841; men kort efter maa det dog vistnok være forsvundet 1).

Pladsen ved Vesterport nævnes stadig som en af de mest forsømte i Byen; men heller ikke indenfor de andre Porte var der synderlig ryddeligt. I 1845 indgav en Mand et Andragende til Magistraten om Tilladelse til at opføre et Beboelseshus indenfor Nørreport »paa den Plads, hvor Sprøjtehuset og Møllestenene nu staa«. Til Støtte for sit Andragende anførte han, at man derved vilde blive fri for »det Vanzir af et Sprøjtehus«, - og saa for øvrigt den

__________

1) 2. Sekr. 1840 Nr. 4363.


24

Klage over Mangel paa Plads, som vi i det følgende vil møde saa ofte:

»Da der er stor Mangel her i Byen paa Huslejlighed saavel for de højere Stænder som for Middelstanden, og Byggepladse inden for Byens Volde ikke er at erholde, saa har jeg i Betragtning deraf udtænkt at lade den omtalte Bygning indrette til Beboelse for galante Familier. Den skal i alle Henseender, ifald den høje Magistrat naadigst vil tage min Ansøgning i Betragtning, blive opført med Smag og Elegance, vorde en Prydelse for Pladsen selv, den eneste i sit Slags og derfor ogsaa attraaet beboet af mange.« 1) - Andragendet blev selvfølgelig afslaaet.

I Gaderne indenfor Vesterport vrimlede det med Gæstgivergaarde af gammeldags Tilsnit og med gammeldags Navne: Paa Halmtorvet laa Knapsteds Gaard; paa Vestergade Prinsen, Farvergaarden, Vinkanden, Gardergaarden, Skibet, Tre Hjorter, Garvergaarden, Rosen, Sælland og Kronen; i Studiestræde Hvide Lam, Hvide Svane og Tre Roser; paa Nørregade Den forgyldte Nøgle lige overfor Dyrkøb og Holland længere oppe i Gaden. En lignende Samling laa indenfor den anden Hovedadgang til Byen, Nørreport. Her var Gl. Avlsgaard, Ny Holland, Tvermosegaard, Solen i Pustervig og Tre Kroner i Tornebuskegade. Alle disse var beregnede paa Bønderne, der kom kørende til Torvs. For dem, der kom søværts til Byen, var der sørget ved talrige Gæstgiversteder omkring Nyhavn. Disses Navne viste, at de var beregnede paa Folk, der kom længere borte fra: de hed Stadt Lybæk, Stadt Flensborg, Stadt Malmø, Stadt Svendborg, Stadt Aalborg o. s. v.

Inde i Byen traf man mange gamle Gadenavne, som nu er forsvundne, om end Gaderne selv er de samme som dengang. I Kvarteret omkring Ulfeldts Plads laa Tugt-

__________

1) 2. Sekr. 1845 Nr. 1119.


25

husporten og Trompetergangen, Store og Lille Helliggejststræde og Kokkegade. I Nærheden af Gammeltorv Klædeboderne og Vandmøllestræde; ved Nikolaj Taarn Hvælvingen, Sct. Jørgens Gade, Halmstræde, Skvaldergade, Nellikegade, Størrestræde og Reverentsgade; bag Trinitatis Kirkegaard Springgade og Slippen og i den nye østlige Bydel Akademigade og Blankogade foruden en Mængde Gadenavne i Nyboder, som nu ikke kendes mere. Ved Volden for Enden af Nørregade laa Skidentorvet; Stokhuslængen var et Stykke af Østervoldgade, og Pladsen øst derfor hed Grønland.


De Steder i Byen, hvor større Forandringer er sket siden da, vil senere blive omtalte; men i det hele vilde en Nutidsvandrer finde Gaderne i den gamle By temmelig uforandrede. Maaske vilde han dog faa et Indtryk af større Snæverhed og mindre Plads i Gaderne. Der fandtes endnu dengang adskillige smalle Gyder og Stræder, som senere er forsvundne; Peder Madsens Gang og Pistolstræde stod endnu urørte, og bag Hovedvagten gik Prammandens Gang. Andre Gader blev i Tidens Løb lidt udvidede i Henhold til et kommunalt Program, der gik helt tilbage til 1754, og som der stadig siden var arbejdet paa. I det nævnte Aar bemyndigede nemlig Kongen Magistraten til at forlange Husene i de smalleste Gader rykket tilbage, hver Gang en Ombygning blev foretaget 1). Adskillige af de Gader, der nævnes i Reskriptet af 1754, var allerede forsvundne i 1840, saaledes Lille Færgestræde og Fyrens Gang; men overfor de fleste af dem anvendtes endnu stadig den gamle Bestemmelse. I 1855 maatte saaledes en Ejendom i Kristen Bernikows Stræde, der skulde genopføres efter en Ildebrand, afgive Jord til Gadens Ud-

__________

1) Reskript 26. April 1754.


26

videlse i Henhold til Reskriptet af 1754. Og Aaret efter blev Halmstræde udvidet paa samme Maade, da Hjørneejendommen mod Østergade ved en Ombygning blev rykket tilbage. I 1844 var Gaasegade bleven udvidet: men her havde Kommunen selv maattet købe Hjørnehuset ud mod Farvergade for at faa det nedrevet. Udvidelsen krævede dog ikke synderlig store Ofre; Huset kostede Kommunen 2800 Rdlr., og da det atter solgtes til Nedrivning og med Forpligtelse til at afgive det forlangte Jordstykke til Gadeudvidelse, fik Kommunen de 1500 Rdlr. tilbage. Lille Fiolstræde fik en noget større Bredde, da Universitets-Biblioteket i 1857 opførtes paa nogle nedbrudte Huses Plads. - Den almindelige Gadebredde var i hin Tid 12-20 Alen. Byens bredeste Gade, Amaliegade, var 33 Alen bred, en af de smalleste, Peder Madsens Gang, 5 Alen. Til Sammenligning kan anføres, at den nye Del af Frederiksborggade er 40 Alen bred.

Hvad der bidrog til at øge Indtrykket af Gadernes Snæverhed, var de dengang brugelige Karnapper eller udbuede Vinduer, der brugtes til Butiksudstillinger og derfor især fandtes paa Østergade og de andre Hovedgader. Men de bekæmpedes af Autoriteterne, og deres Antal var derfor svindende. Der skulde efter en Bestemmelse fra 1811 betales en Afgift af 8 Rdlr. aarlig af hvert saadant Vindue. Pengene - henved 300 Rdlr. - tilfaldt Kunstakademiet. I 1840 ansøgte de Handlende om at blive fri for denne Afgift. Men Kunstakademiet, der som særlig interesseret blev spurgt til Raads, fraraadede dette, da Fritagelsen utvivlsomt vilde have til Følge, at saadanne Vinduer blev »endnu hyppigere end hidtil, til Vanzir for Gaderne og til Hinder for disses øvrige Beboere« 1).

Karnapafgiften vedblev da ogsaa at bestaa, indtil Karnapperne helt bortfaldt efter Byggeloven af 1856.

__________

1) 2. Sekr. 1840 Nr. 1639, 3346.


27

Butikkerne havde endnu et tarveligt Udseende, og Forretningerne gjorde som Regel ikke anden Reklame for deres Varer end den, der kunde læses ud af Fremstillingen paa det malede Udhængsskilt. Udstillinger i Vinduerne var næsten ukendte. Det er vel bekendt, hvilken Opsigt det vakte, da Modehandlerinde Louise Rasmussen i sit Vindue udstillede en paaklædt Dukke i Legemsstørrelse som Skilt; og da Beauvais aabnede sin Viktualiekælder paa Østergade, maatte der hver Aften rekvireres Politi for at holde Gaden ryddelig; saa stor var Tilstrømningen for at se det pyntede Udstillingsvindue 1).

Der var saaledes ikke meget at se efter paa en Tur gennem Gaderne, og da tilmed Brolægning, Belysning og Gadefejning lod meget tilbage at ønske, var det ikke almindeligt, at man spadserede paa Gaden for sin Fornøjelse. Dette vanskeliggjordes forøvrigt ogsaa ved, at det endnu var ret almindeligt at besørge Savskæring og Brændehugning ude paa Gaden, ligesom man endnu efter 1850 kunde se Kobbersmede, Bødkere og Hjulmagere besørge deres Arbejde ude paa Fortovet, naar Pladsen inde i Værkstedet blev for snæver. - Paa de store Pladser fik Græsset Lov til at vokse frit. I 1851 maatte Indenrigsministeriet kraftigt paaminde Magistraten om at lade luge paa Amalienborg Plads, da Græsset nu var opvokset saa højt, at det i høj Grad vansirede Pladsen.

Ethvert Forsøg paa at forskønne Byen, at pynte paa dens Butikker og live en Smule op i dens snavsede Gader var sikkert paa at vække Opmærksomhed. Da Jernstøber Lunde lod male sit Hus i Lille Helliggejststræde og dèr indrettede et Udsalg af støbte Jernvarer, fik han en Anmeldelse i Pressen, som var det en Kunstudstilling, der aabnede: »Det var indlysende, at den

__________

1) J. Plenge: Livet i Kjøbenhavn for en Menneskealder siden. Kbhvn. 1873. S. 19.


28

pompejanske Stil, som allerede med Held har været anvendt til indvendig Hus-Dekoration paa nogle Steder (med den bedste Effect paa Løveapoteket) og ligeledes udvendigt paa 3 eller 4 Huse, ikke var uden Forandring anvendelig i en Beliggenhed som den, hvor Hr. Lundes Butik skulde indrettes: en mørk Stil passede ikke til en snæver Gade og til et Hus, som skulde fremhæves af sin Dunkelhed. Han anbragte altsaa de brogede Borter og mangefarvede Støbejernsfriser ikke paa en mørkerød, men paa en lys orange Grund, og Virkningen er bleven den allerheldigste . . . Butikken er i disse Dage bleven aabnet og fremstiller det skønneste Sortiment af Kakkelovne og andre Sager af Støbejern, man endnu har set i København.« 1)

En Komité til Hovedstadens Forskønnelse sammentraadte i 1841. Dens Ophavsmand var Professor H. N. Clausen, der med sit aabne Blik for Skønhed og med sine Indtryk fra aarelange Rejser i Udlandet stødtes af Smudset og Urenligheden i det gammeldags København. Nogle Artikler af ham i »Dansk Folkeblad« i 1841 gav Anledning til, at Komiteen blev dannet. Den blev sammensat efter alle Regler: Overpræsidenten, Formanden for Borgerrepræsentationen, Chefen for Ingeniørkorpset, en Repræsentant for Kunstakademiet, to Universitetsprofessorer og en Præst. Komiteen afstedkom en Uendelighed af Skriverier, men udrettede kun lidt, skønt Mænd som Professor Hetsch og Slotsgartner Rothe var utrættelige i at arbejde for dens Formaal. Dels laa Skylden for det magre Resultat i den store Mængde af Autoriteter, som ved enhver Lejlighed skulde adspørges, og som med Skinsyge vaagede over deres Myndighed; dels var Overpræsident Kierulff ikke den rette Mand til at staa i Spidsen for en saadan Forening. »Skønt han ikke var uvillig til at sætte

__________

1) Fædrelandet 29. Sept. 1843.


29

nye Sager i Bevægelse, var det dog kendeligt, at han med ganske anden Tilfredsstillelse udførte Begravelsesakten«, siger Professor Clausen 1). Det var særlig Beplantningen, Komiteen tog sig af, og som Resultat af dens Bestræbelser fremkom Alleerne paa Sct. Annæ Plads og Anlæg af Spadserestier paa Esplanaden og paa Voldenes Bastioner. Komiteen foreslog ogsaa allerede i 1842 at indrette det Haveanlæg omkring Statuen paa Kongens Nytorv, som dog først mange Aar senere blev bragt til Udførelse. Lige saa lidt Held havde den med sit Forslag om at plante Alleer langs Kanalerne - de vilde forhindre Sneudkastningen om Vinteren, blev der indvendt - og med sine store Planer om Anlæg af Promenader rundt om Byen med Hvilepladser og Pavilloner og skyggefulde Beplantninger. Der var endnu ingen rigtig Interesse for disse Ting, og baade Myndighederne og Befolkningen har vistnok følt Foreningens mange Forslag som en Plage, - det er betegnende, at en Mand som Tscherning omtaler Foreningen som »Stadens Forskønnelsesdæmoner« 2). Efter faa Aars Virksomhed gik da Foreningen igen fra hinanden.

I 1851 stiftedes en »kvindelig Forening til Hovedstadens Forskønnelse med Værker af Billedhuggerkonsten«. Den fik indsamlet henved 1800 Rdlr., som den skænkede til Monumentet for Oehlenschläger. Dermed standsede ogsaa dennes Virksomhed.

Helt uden Resultat forblev de store Projekter, der i Aktieselskabernes gyldne Tid i Fyrrerne udkastedes til Opførelse af nye, storstadsagtige Bygninger til Pryd for Byen og til Berigelse for Aktionærerne. I 1846 indbød Xylograf Flinch til Aktietegning paa Anlæg af en Passage mellem Østergade og Grønnegade. Passagen skulde indrettes med Butikker og Restaurationslokaler baade i Stuen

__________

1) Optegnelser om mit Levnets og min Tids Historie, S. 242.

2) Til Athenæums Medlemmer, S. 2.


30

og paa første Sal, og det hele skulde overdækkes med Glas. I den udsendte Indbydelse til Aktietegning motiverede han sin Plan netop med Henvisning til de daarlige Butiksforhold i København. Selv paa Østergade, »dette Hovedsæde for det merkantile Detailudsalg«, hvor man dog efter Evne havde forsøgt at følge med Tiden, var Butikkerne mørke og upraktiske, Husene gamle og daarligt indrettede og Gaden »malpropre og uhyggelig« næsten hele Aaret rundt. Foretagendet var kalkuleret til 362,000 Rdlr., og dette store Beløb blev tegnet paa nogle faa Dage. Men Tilliden til det har dog næppe været stor, og da Magistraten afslog Flinchs Begæring om at faa Eneret paa et saadant Anlæg, vedtoges det paa et Aktionærmøde at lade Sagen falde. Senere dukkede Planen op igen i endnu mere storartet Skikkelse. Man vilde købe Hotel d'Angleterre paa Kongens Nytorv, en Gaard paa Østergade og nogle Smaasteder i Ny Adelgade og paa dette store Areal opføre et nyt moderne Hotel med Passage og Rotunda, alt kalkuleret til 700,000 Rdlr. Men heller ikke denne Plan kom længere end til Papiret.


Hvad der i disse Aar blev udført til varig Gavn og Pryd for Byen, skyldtes da ikke det private Initiativ, men enten Kommunalbestyrelsen eller Staten. En Redegørelse for disse Byggearbejder og Anlæg vil tillige blive en Skildring af, paa hvilke Punkter Datidens København især afveg fra den By, som den nulevende Slægt har kendt.

Et af de mest gammeldags Steder i Byen var i 1840 vistnok Ulfeldts Plads. Her stod endnu den sørgelige Skamstøtte fra Enevældens første Tid. Den var omgivet af smudsige Boder og Skur, fra hvilke der dreves Handel med gamle Klæder, Jernkram og deslige, alt af den allerlaveste Slags. Midt imellem dem fandtes Slagterboder og Grøntudsalg.

Da de første Rørelser af en ny Tids Aand begyndte


31

at vise sig i København, varede det ikke længe, før de ogsaa paa dette Sted gav sig Udslag. Kristian VIII og Byens Borgere mødtes her i Forstaaelse af, at dette Fortidsminde var Nutiden uværdigt og Pladsens hele Udseende en Skam for Byen.

Fra 32 Beboere af Ulfeldts Plads indkom i 1841 en Ansøgning til Kongen om, »at den Støtte, der nu i saa lang Tid har vanziret Ulfeldts Plads, maa under vor oplyste og faderligsindede Konges Regering vorde nedtagen«. Baade Kancelliet og Kommunalbestyrelsen anbefalede Beboernes Andragende, - kun den gamle og gammeldags tænkende Borgmester Schæffer forsøgte et Forsvar for Skamstøtten og stemte for dens Bibeholdelse 1). Ved et kgl. Reskript af 31. Juli 1841 blev Tilladelsen til Støttens Nedtagelse givet, »idet Vi gerne se Mindet om en mod Fædrelandet begaaet Udaad fjernet«, og samtidig blev Pladsens Navn forandret til Graabrødretorv.

I Reskriptet blev det tillige paalagt Kommunalbestyrelsen at foranstalte de Skur og Boder fjernede, som opfyldte Torvet, og Magistraten opsagde da straks alle Lejerne af dem - 13 Slagtere og 16 Marskandisere og Grønthandlere - til Fraflytning. For at skaffe disse Folk Plads havde man ved Nikolaj Taarn opsagt 22 Amagere, Høkere og Kallunsmænd, men det forslog altsaa ikke, - der var 7 tilbage, som vilde blive hjemløse. Magistraten var her som altid stemt for at vise Langmodighed og se Tiden an; men Borgerrepræsentanterne stod fast paa, at Pladsen skulde ryddeliggøres straks. Dette blev ogsaa gennemført; til Paaske Flyttedag 1842 var Pladsen ryddet, og de 7 husvilde Handelsmænd skaffede man Plads i Lærredsboderne ved Helliggejstes Kirke.

I et Par Aar laa nu Torvet tomt og stille hen, - en mærkelig Modsætning til det brogede og støjende Han-

__________

1) Historiske Meddelelser om København. III, S. 16.


32

delsliv, som tidligere havde udfoldet sig dernede. Grundejere og Beboere omkring Torvet begyndte allerede at længes tilbage mod de gamle Tider. I 1844 indgav de en Klage over, at Kældere og Stuelejligheder i de omliggende Huse var bleven mindre indbringende, siden Boderne var komne bort; og for at imødekomme dem blev det da bestemt, at Graabrødretorv skulde anvises til Frugt- og Blomstertorv for dem, der til Fods eller paa Hjulbøre bragte deres Varer til Byen. Denne Ordning varede i nogle Aar; men Torvet benyttedes næsten slet ikke, og Planen om paa den Maade at skabe Liv og Virksomhed paa den stille Plads var altsaa mislykket. I 1852 blev det da besluttet at gøre Torvet til et Kødtorv. Der blev, med en Bekostning af 18,000 Rdlr., opført en Bygning til 20 Slagterbutikker midt paa Pladsen, og saaledes fik Graabrødretorv det Udseende, som det beholdt indtil for faa Aar siden.


En lignende Forskønnelse og Omdannelse, der ogsaa resulterede i nye Slagterboder, fandt Sted paa Nikolaj Kirkeplads.

I 1840 strakte den forrige Kirkegaard sig endnu helt op til Husrækken i Holmensgade. Nikolajgade eksisterede ikke, kun en Fodsti gik her tværs over Pladsen og delte den i to Dele. Gravene var forlængst forsvundne, men en Del Træer og Buske fra Kirkegaardens Tid voksede endnu dernede. Den aabne, ubrolagte Plads brugtes til alt forefaldende. Brandvæsenet holdt sine Øvelser paa den, og Byens Borgere fik Lov at afbenytte den til forskelligt Brug. Snart er det en Tømmermester, der faar Tilladelse til at benytte Pladsen i 2-3 Maaneder til at afbinde en Bygning, snart er det en Husejer, der faar Lov til at henlægge Bygningsmaterialier paa den. Brolægnings- og Vejvæsenet havde Oplag paa Kirkepladsen, og en Opsynsmand boede i et lille Hus mellem Stendyngerne. Men ho-


33

vedsagelig var det dog Udsalgsboder, der opfyldte den gamle Kirkegaardsplads. Nærmest Vagttaarnet fandtes især Slagterbutikker - fritstaaende, tarvelige Træskure med et udstaaende Skraatag, der tillige tjente som Lukke for Butikken, naar det var slaaet ned. Disse Boder stod med Aabningen udad mod Lille Kongensgade, Hvælvingen og Vingaardsstræde, og inde bag dem blev der Plads til nogle »Amagere, Høkere og Kallunsmænd«. I den anden Ende af Pladsen, mellem Kirkestien og Baghusene til Holmensgade, var der mest aabne Stadepladser for Handlende med gamle Klæder, Jernkram og andre tarvelige Varer. Her havde ogsaa de Handelsmænd, der blev fordrevne fra Graabrødretorv, faaet anvist Plads, og enkelte Slagterbutikker fandtes midt i disse uhyggelige Omgivelser. I det hele gjorde Pladsen et frastødende Indtryk; Slagterboderne stod uden nogen Orden imellem hverandre, og da Butikkerne var smaa, hang Kødet næsten altid ude paa Gaden, udsat for Sol og Regn og lidet indbydende for Køberne at se. - Der var i 1840 i alt 82 Boder og Stader paa Pladsen.

Allerede mange Gange havde det været under Overvejelse at skaffe en bedre Ordning af Forholdene paa denne Plads. Men altid var Planerne strandede, snart af Hensyn til de dødes Fred paa den gamle Kirkegaard, snart af Mangel paa Penge. Sidst havde de 32 Mænd ved en Skrivelse til Magistraten i 1837 sat Sagen i Bevægelse. De foreslog Opførelse af murede Slagterbutikker paa Pladsen, og da det nu var 40 Aar siden, noget Lig var bleven jordet paa Kirkegaarden, formente de, at Hensynet til Gravfreden maatte være faldet bort. Magistraten og Kancelliet anbefalede denne Plan, og ved kgl. Resolution af 9. April 1838 blev det bestemt, at Slagterbutikkerne skulde opføres, »dog at det i Henseende til Behandlingen af Pladsen som forhenværende Kirkegaard iagttages, at Pladsen, forinden den Udgravning fandt Sted, der maatte udfordres


34

for at lægge Fundamenterne, omhyggelig blev indhegnet og bevogtet saaledes, at ingen Uvedkommende dertil erholdt Adgang, samt at de Ligkister, der nødvendig maatte bortryddes, henflyttedes til Assistenskirkegaard, og de Afdødes Ben samledes og nedgravedes paa det Sted, hvor Kirkens Skib har staaet«. 1)

Men heller ikke denne Gang blev det til noget. Thi nu var Slagterlauget misfornøjet med de projekterede Boder, og da et nyt Udkast blev udarbejdet i Overensstemmelse med Laugets Ønsker, viste det en saa stor Udgift - 55,000 Rdlr. -, at Kommunalbestyrelsen ikke turde indlade sig derpaa. Alle Byens disponible Pengemidler var netop da beslaglagte til Opførelsen af Thorvaldsens Museum.

Medens Planen om Slagterboderne saaledes var gaaet i Staa, indkom i 1844 et helt nyt Forslag om Pladsens Anvendelse. Det var Industriforeningen, der ønskede sig Pladsen overladt. Foreningen tilbød, hvis den kunde faa Grunden gratis, at opføre en mægtig, monumental Bygning, der i Stueetagen skulde rumme en Basar og 31 Slagterbutikker, men dernæst indeholde Koncertsal, Restauration og Kafé, Lokaler for Industriforeningen og Athenæum m. m. Men Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse udtalte sig imod Planen, og Borgerrepræsentationen havde ingen Tro til, at Foreningen evnede at føre dette efter Tidens Forhold kolossale Foretagende igennem; Tilbudet blev derfor afvist.

Man genoptog altsaa Arbejdet med den gamle Plan om faste Slagterboder paa Torvet. Men imidlertid var man bleven betænkelig ved, som tidligere forudsat, at opføre Boderne af Mur. Murværket vilde fylde saa meget paa Grunden, at der ikke blev Plads nok til de 70 Butikker, man havde planlagt. Træ maatte ikke bruges af

__________

1) Koll. Tid. 1845 S. 517 f.


35

Hensyn til Brandfaren, og saa fremkom da Forslag om at opføre Boderne af Jern. Arkitekt Hagemann udarbejdede en Plan, hvorefter der paa den Maade kunde blive Plads til 74 Butikker, 60 med to Rum, 14 med et. Hver Butik skulde have Kælder og Vandindlæg. De skulde staa paa den Del af Kirkepladsen, der laa nærmest Taarnet, og inde i Midten skulde der være Plads til et lille Grønttorv. Bekostningen ved det hele vilde blive ca. 70,000 Rdlr. Denne Plan bifaldtes efterhaanden af alle Autoriteter: Kommunalbestyrelsen, Brandkommissionen, Akademiet for de skønne Kunster og Stadsfysikus, og ved Reskript af 2. April 1845 blev den endelig fastslaaet. Pengene skulde tages af »Stadens forhenværende ekstraordinære Fond eller det nu saakaldte Reservefond«, der ejede over 100,000 Rdlr. Slagterne skulde være pligtige til at have Kødudsalg i den nye Bygning og svare den Leje deraf, som Kommunen fordrede. Da der ingen Kødtakst mere eksisterer, siger Autoriteterne, vil det staa i Slagternes Magt at vælte de mulig forøgede Udgifter over paa Forbrugerne! Lejesummen blev fastsat til 80 Rdlr. for de større Butikker og 40 Rdlr. for de mindre. Desuden skulde betales en Indfæstning, som blev fastsat ved offentlig Auktion. Lejemaalet varede 5 eller 10 Aar ad Gangen. For den aarlige Leje skulde stilles Kaution.

Butikkerne blev derefter opførte i Aarene 1845-46 af Jernplader støbte paa Frederiksværk. Der blev i alt 68 større og 10 mindre Butikker. De fundne Ben blev ikke nedgravede paa Kirkepladsen, men alle udførte til Assistenskirkegaarden. Det hele kostede 92,000 Rdlr., altsaa 22,000 Rdlr. mere end beregnet 1).

Nu stod der da kun tilbage at faa Slagterne til at flytte ind i de nye Butikker, hvilket viste sig at være ikke saa helt let. Slagterlauget vilde fremdeles have et Ord med

__________

1) 2. Sekr. 1846 Nr. 1666.


36

i Sagen. Det forlangte Butikkerne bortlejede for Interessenternes og deres Enkers Levetid og ikke paa Aaremaal, og de nægtede at stille Kaution. Men Magistraten mente ikke, den behøvede at tage Hensyn hertil. Auktionen over Butikkerne blev berammet til den 23. Juni 1845, og i Konditionerne blev det fastsat, at Lejemaalene gjaldt for 5 Aar. Auktionen fik da det bedrøvelige Udfald, at alle Slagterne holdt sig borte, og ikke et eneste Bud blev gjort. Saa maatte Magistraten give efter. En ny Auktion blev berammet, og i de nye Konditioner blev der lovet, at den, der fik Hammerslag, skulde beholde Butikken for sin og Enkes Levetid, men derimod selv kunne sige op med et halvt Aars Varsel; og Kravet om Kaution faldt bort, naar Lejen blev betalt forud for et Halvaar ad Gangen. Paa disse Betingelser blev alle Boderne bortlejede, og Kommunen havde endda gjort en helt god Forretning. Den fik af Boderne en aarlig Lejeindtægt af 7000 Rdlr.

Tilbage var saa Pladsen mellem Kirkestien og Holmensgade, og alle Planer gik nu ud paa at faa den anvendt saaledes, at derved kunde indvindes de 22,000 Rdlr., hvormed Slagterbutikkerne havde overskredet Bevillingen. Til en Begyndelse blev de Marskandisere, som havde Stader paa denne Del af Pladsen, opsagte til April Flyttedag 1845. De klagede ynkeligt. I Bønskrifter til Magistraten fremhævede de, hvorledes de for saa kort Tid siden var bleven forjagede fra Ulfeldts Plads og havde faaet deres nye Stader anvist her; hvis de nu atter skulde jages bort herfra, bad de om i hvert Fald at faa anvist en ny Plads, hvor de kunde være. Men Kæmneren svarede, at han vidste ingen Plads at anvise dem, og deres eget Forslag om at faa Nørretorv overladt, blev der ikke taget Hensyn til. De maatte uden Naade fortrække 1).

Saaledes fik man de gamle Beboere bort; men hvad

__________

1) 2. Sekr. 1845 Nr. 256, 551, 980.


37

der skulde følge efter, var man endnu langt fra enig om. Politidirektøren og Stadsfysikus foreslog, at ogsaa denne Del af Kirkegaardspladsen skulde benyttes til Slagterboder, hvorved man kunde opnaa at faa alt Kødudsalg i Byen samlet paa ét Sted 1). Komiteen for Pladsens Anvendelse vilde opføre to Kommuneskoler dernede, en for Drenge og en for Piger; i Bygningernes Stueetage kunde der da tillige indrettes Slagterboder. Men Skoledirektionen modsatte sig denne Plan paa Grund af Nærheden ved Slagterboderne og ved den smalle Del af Holmensgade. Derimod ønskede Teknisk Institut at faa Skolelokaler i den Bygning, der engang maatte blive rejst paa Pladsen, og Bespisningsanstalten, der manglede Plads til sin Virksomhed, bragte sig ligeledes i Erindring. Endelig ønskede Skuespiller Th. Overskou at købe Pladsen til Opførelse af et nyt Teater.

Overskou havde i 1846 faaet kgl. Bevilling til Oprettelse af et Folketeater. Han bød nu 22,000 Rdlr. for Pladsen i Vingaardsstræde og stillede endvidere Kommunen følgende Fordele i Udsigt, hvis den gik ind paa hans Plan:

1) Teatret og Pladsen deromkring vilde blive belyst med Gas, hvorved Kommunen kunde vinde Erfaring angaaende dette Belysningsmiddel, og de omliggende Butikker kunde faa Gas indlagt, hvis de maatte ønske det.

2) En smuk og rummelig Plads vilde vindes mellem Teatret og Slagterboderne.

3) De gamle Smaahuse i Holmensgade vilde formentlig derved blive fortrængte.

Husejere og Næringsdrivende i Øster Kvarter anbefalede Overskous Andragende. Men Komiteen havde ingen Tro til, at Overskou kunde rejse de fornødne Pengemidler, og vilde derfor ikke have med Planen at gøre.

__________

1) Kødudsalg i private Huse var paa den Tid forbudt; det blev først tilladt ved Sundhedsvedtægten af 1860.


38

Det eneste, der kom ud af disse Forhandlinger, var, at Kommunen maatte betale Overskou 150 Rdlr. i Erstatning for Tegningerne til det nye Teater, hvilke Magistraten havde forlagt og ikke var i Stand til at finde igen 1).

Saaledes strandede alle Planer om en offentlig Anvendelse af Pladsen, og Magistraten faldt da tilbage paa den Udvej, som altid er den nemmeste og bekvemmeste, om end ikke den bedste: at bortsælge Arealet til Byggegrunde. Pladsen blev udstykket i otte Parceller; de syv kunde sælges straks; den ottende, der stødte op til Hjørneejendommen ud mod Lille Kongensgade, skulde foreløbig holdes tilbage, indtil Kommunen kunde erhverve denne Ejendom og lægge den sammen med Parcellen. De Penge, der kunde faas for Grunden, skulde anvendes til Dækning af de 22,000 Rdlr.s Overskridelse paa Opførelsen af Slagterbutikkerne; og hvis der kom mere ind, skulde det bruges til Indretning af otte Grøntbutikker ved Nikolaj Taarn, hvortil beregnedes at ville medgaa 3000 Rdlr.

Ved Auktionen den 9. Februar 1848 solgtes da de syv Grunde under ét til Grosserer H. P. Lorentzen. Arealet udgjorde i alt 3650 Kvadratalen, og Prisen var 9 Rdlr. 5 Mk. 6 Sk. pr. Kvadratalen, - der blev saaledes rigelige Penge til Grøntbutikkerne. Tværs over Pladsen opførte Lorentzen i de følgende Aar den Række af høje Beboelseshuse, som fik Navnet Nikolajgade, efter at Bygherrens Ønske om at faa Gaden kaldt Lorentzensgade var bleven afvist i Borgerrepræsentationen 2).


Saaledes var nu ethvert Spor af den gamle Nikolaj Kirkegaard forsvundet, og nogle Aar senere udslettedes ligeledes, hvad der endnu var tilbage af Vor Frue Kir-

__________

1) 2. Sekr. 1846 Nr. 2723, 1848 Nr. 428.

2) Borgerrepr. Forh. 1849 S. 91.


39

kegaard. Omgivelserne her var bleven saa grundigt forstyrrede ved Bombardementet 1807 og den derefter følgende Genopbyggelse af Kirken, Metropolitanskolen og Universitetet, at der kun var svage Spor tilbage af, at her engang havde været en Begravelsesplads. Pladsen mellem Kirken og Universitetet var opfyldt af Jordbunker og Grus og henlaa, som Professor Clausen siger, om Sommeren som en Flyvesandsstrækning, om Vinteren som et Morads. Kun ved Siderne var der smalle Fortove langs Kirken og Universitetet, og Vognfærdselen gik lige hen over Pladsen.

Konsistorium og Præsterne ved Frue Kirke havde allerede i Trediverne andraget om at faa Pladsen afspærret, men baade Politimesteren og Kancelliet satte sig derimod. Siden fremkom Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse med Forslag til dens Ordning. Langs Kirkens Sider skulde der plantes en dobbelt Række af Pyramidepopler med en enkelt Række rundt om Koret, alt i den udtrykkelige Hensigt at skjule Kirken, om hvis Grimhed der paa den Tid kun herskede én Mening. Og for at skaffe Ro og Stilhed mellem de to Bygninger skulde her indrettes et Anlæg, til hvilket Professor Hetsch havde gjort Udkast, og i hvilket det var Meningen at opstille Runestene 1). Men baade det gamle Kancelli og senere de nye Ministerier holdt paa, at Pladsen skulde brolægges, og Planen om Anlæget maatte derfor opgives. Derimod udvirkede Kirken og Universitetet til sidst, at Pladsen blev spærret for Vognfærdsel. For at opnaa dette afstod Kirken sin Ejendomsret over Pladsen til Kommunen og forpligtede sig til, ligesom Universitetet, at yde et Tilskud til den første Brolægning. I 1853 var endelig alle disse Forhold ordnede, og Pladsen blev brolagt i sin nuværende Skikkelse. Tre Aar efter fik den sin første monumentale

__________

1) 2. Sekr. 1853 Nr. 1383.


40

Prydelse, idet Professor Schouws Buste blev opstillet paa Pladsen, dog ikke som nu foran Universitetet, men ved Pladsens østlige Ende foran Metropolitanskolen 1).

Trinitatis Kirke havde endnu sin Kirkegaard fra Købmagergade til Springgade med en Kirkegang langs hen igennem den. Den kongelige Porcelænsfabrik stod tæt op ad den paa den sydlige Side. Omkring de andre Kirker - Helliggejstes, Holmens, Garnisons og de to Kirker paa Kristianshavn - ses jo de gamle Kirkegaarde til Dels endnu. De benyttedes stadig som Begravelsespladser, skønt man siden 1826 havde søgt at indskrænke Benyttelsen af dem ved at kræve en særlig Afgift af hver ny Grav inden for Voldene. Pengene gik til Frue Kirke, som derved opnaaede en god Indtægt; thi lige til det sidste begravedes endnu aarlig et Par Hundrede Lig paa de indenbys Kirkegaarde. Men efter 1848 krævede Sundhedsautoriteterne og den offentlige Mening med stigende Styrke, at disse Begravelser skulde aldeles forbydes og de gamle Kirkegaarde indrettes til Anlæg eller bortsælges til Byggegrunde, og i 1851 blev det da ved kgl. Resolution bestemt, at alle Begravelser inden for Københavns Volde skulde ophøre fra 1. Maj 1851. For de to kristianshavnske Kirkers Vedkommende blev der dog givet Henstand indtil videre, da man endnu ikke havde noget passende Sted at henvise dem til.

Nogen Ærbødighed for disse midt i Byen liggende Begravelsespladser havde Befolkningen aldeles ikke. Som et Vidnesbyrd om, hvorledes de benyttedes, hidsættes en Skrivelse til Magistraten fra Værgerne for Helliggejstes Kirke, Urmager Jürgensen og Urtekræmmer Sielle. Den er fra 1839.


»Kirken har nu bekostet et nyt Stakitværk omkring alle Kirkegaardene, ligesom omkring Kirken. Lærredsboderne ere

__________

1) Reskr. 12. Maj 1853 og 25. Nov. 1856.


41

paa den Side, der vender ud til Gaden, afpudsede og forsynet med en passende Oliefarve, og Kirkens ydre Omgivende er i det Hele taget sat i fuldkommen Stand, har nu et meget renligt Udseende, saaledes som det sømmer sig for Guds Hus ...

Vi ere nu ogsaa betænkte paa successive at afskaffe den Uskik at benytte Kirkegaarden til Tørreplads for Linned og Sengeklæder; men da saadant har fundet Sted i umindelige Tider, maa denne Foranstaltning ske med tilbørlig Varsomhed, for ikke at opvække Misnøje hos Nogen. Naar Kirkegangene kunde være lukkede, vilde man i disse til visse Tider kunne anvise Sognets Beboere Plads til at tørre deres Vadsk, i Lighed med hvad der finder Sted ved Holmens Kirke; men ogsaa dette vilde være forbunden med Vanskelighed, især naar man vilde frygte for, hvad derom en kort Tid i de offentlige Blade vilde blive skrevet, hvilke Udfald imidlertid vi som Kirkens Værger ville imødegaa med megen Rolighed; men hvad vi derimod hverken med Rolighed eller Ligegyldighed kunne se paa, er, at da Kirkegangene stedse er aabne fra Morgen til Aften, disse ere en Tumleplads for kaade Skolebørn og andre, der, som Tilfældet nylig har været, ej engang give Tid, til det omtalte nye og bekostelige Arbejde blev fuldendt, for atter at ødelægge det, men have endog detruieret Malerarbejdet lige som det var fuldendt, forinden det blev tørt, kaste med Stene og slaa Kirkens Vinduer ind, ligesom man hver Morgen træffer paa Mennesker, der paa den usømmeligste Maade benytter Kirkegaarden, og paa en Maade, der ikke egner sig til at nævnes. Vel have vi paa det strengeste paalagt Fogeden hermed at have Indseende, men vi maa imidlertid erkende, at da denne bor i Byen, kan han ej stedse være nærværende paa Kirkegaarden, hvorfor vi tillade os at foreslaa for høje Magistrat, at Kirkefogeden maatte paalægges for Fremtiden at tage Bopæl paa selve Kirkegaarden for der stedse at kunne være nærværende. Vel indse vi, at den Bolig, ham dér kunde anvises, vel ikke vilde være synderlig tiltrækkende; men i Betragtning af at den heller ikke medfører nogen Udgift for ham, vil denne liden Besparelse for en saadan Mand sikkert opveje Ubekvemmelighed, og hertil ville et Par af Lærredsboderne, naar derpaa anbragtes Vinduer ud mod Kirkegaarden til 2 Sider, saaledes at han derfra kunde have Udsigt i tvende Retninger, synes at være saare passende, idet de Intet koste Kirken, da de staa ledige og ere tillukkede til Gaden.« 1)

__________

1) 1. Sekr. 1839 Nr. 1735.


42

I Henhold til denne Indstilling bestemte Magistraten, at et Par af Boderne indtil videre skulde indrettes til Bolig for »den ved Kirken ansatte saakaldte Foged«, og at den Uskik at benytte Kirkegaarden til Tørring af Klæder o. a. skulde afskaffes.

De Lærredsboder, som Kirkeværgerne omtaler, laa paa Kirkens Grund ud imod Niels Hemmingsensgade - en Række ensartede enetages Smaahuse med spidse Gavle. For at faa mere Indtægt af dem foreslog Værgerne i 1842 ogsaa at leje dem ud til Kødudsalg. Magistraten holdt ikke rigtig af det. Men da en Del Slagtere blev hjemløse ved Ulfeldtpladsens Omdannelse, maatte den til sidst tage imod dem. I nogle Aar havde de da Kødudsalg i Boderne paa Kirkegaarden, men da de nye Butikker ved Nikolaj Taarn var færdige, blev de opsagte til Fraflytning til Mikkelsdag 1846 1).


Et ejendommeligt, malerisk Skue frembød den ufuldendte Marmorkirke og Pladsen omkring den. Pladsen var som en stor Gaard, lukket med en Port ud mod Bredgade, omgivet af Baghuse og forfaldne Haver, overgroet med Ukrudt og opfyldt af Smuds. Og midt i alt dette et Kaos af Marmorblokke. »Hist og her ligge skønne doriske og korinthiske Kapitæler; paa et andet Sted hele Kolonner af glimrende Marmor og i en vis Afstand lange Rækker Marmorstykker, der ligesom vente paa Billedhuggerens Mejsel. Det første Syn af disse Spor af umaadelig Rigdom og vidunderlig Kunst midt imellem Fattigdommens Smuds og usle Hytter fører Tanken tilbage til Asiens og Afrikas sørgelige Egne.« 2)

Midt paa Pladsen stod den vældige Ruin, saaledes som den nu havde staaet i snart hundrede Aar. Da Men-

1) 1. Sekr. 1842 Nr. 117, 1846 Nr. 497.

2) [Pontin]: Kjøbenhavn og Kjøbenhavnerne, bedømte af en Svensker. Kbhvn. 1847, S. 41 f.


43

neskene forlod den, havde Naturen taget den i Besiddelse. Fugle byggede Reder i alle Sprækker og Revner, Blomster og Græs fæstede Rod paa hvert Fremspring, Mosset klædte de haarde Sten. Marmorkirken fik sin egen Flora, selv store Buske og Træer voksede ud af dens Sider og oppe paa dens Tinder. Den klatrende Natskygge havde Overtaget; fra den øverste Murkant til langt ned ad Siderne strakte den sine Grene ud af hver Revne mellem Sandstensblokkene; men ogsaa Stikkelsbærbuske og Hyld havde fundet Vej derop, og øverst oppe paa Tinderne svajede en hel lille Skov af Ahorn, Ask og Elm - Træer paa 4-5 Alens Højde 1). »Nu vokser Græsset i Taget,« siger Pontin, »og Marmorformerne er bedækkede med Mos. Den er dog endnu i sit Forfald den mest storartede Bygning, København ejer.«

Ingen tog sig af Ruinen eller dens Omgivelser. De nærmeste Grundejere, hvis Baghuse vendte ud til Pladsen, benyttede den, hvor de kunde komme til, og skød deres egne Ejendommes Grænser ind over den offentlige Plads. Saaledes havde en Fru Warming, Ejer af Gaarden Nr. 260 i Store Kongensgade, indtaget et Stykke af den i 18. Aarhundrede paatænkte Prinsessegade, der skulde udgøre en Del af Kirkepladsen; og da det offentlige ved Proces søgte at skaffe sig sin Ejendom tilbage, vandt hun Sagen i 1841 2).

Medens Ruinen var overladt til sig selv, tumledes der dog idelig med Planer om, hvad der kunde gøres ud af den, og særlig var Professor Hetsch utrættelig i Arbejdet for dens Fuldførelse. I 1833 vandt han en af Kunstforeningen udsat Præmie med et Udkast til at indrette Ruinen til et Museum for Thorvaldsens Værker. Da det senere blev vedtaget at bygge et særligt Museum til disse,

__________

1) H. Mortensen: Marmorkirkens Flora. (Botanisk Tidsskrift 1879-80).

2) Schlegel: Samling af Højesteretsdomme II, 502.


44

foreslog Hetsch at gøre Bygningen færdig efter dens oprindelige Bestemmelse, at bortsælge Byggegrundene omkring den og at anlægge en Forbindelsesgade mellem Bredgade og Store Kongensgade. »Forbindelsesgaden burde indrettes med Buegange til Spadsereture ligesom den ved Kristiansborg, hvis stærke Afbenyttelse viser, at man her i vort urolige Klima stærkt paaskønner saadanne.« 1)

Andre Forslag gik ud paa at indrette Ruinen til Koncertlokale eller paa helt at rive den ned. I 1849 ønskede Grosserer H. P. Lorentzen at købe hele Pladsen til Byggegrunde. Ruinen skulde nedrives; paa Pladsen skulde opføres »elegante og fortrinlige Ejendomme« og midt i Anlæget rejses en »Konstitutionssøjle« med indvendig Opgang og Galleri foroven som Vendômesøjlen i Paris og med en Krigsinvalid som Opsynsmand 2). - Kunstakademiet og Regeringen modsatte sig dog baade den Gang og senere alle Planer om Bygningens Nedrivelse. Men Lorentzens Henvendelse havde givet Stødet til, at de styrendes Opmærksomhed blev henledet paa den forsømte Plads. Finansminister Sponneck lod Bygningsinspektør Nebelong udarbejde en Plan til dens Anvendelse. Ministeren meddeler, at hans Formaal er, dels at skaffe Statskassen en Indtægt, dels at hjælpe noget paa den i København herskende Mangel paa Boliger. Det var derfor hans Hensigt at faa Pladsen bebygget, og en Plan til dens Udparcellering var allerede udarbejdet. Men Ruinen skulde »for det første« forblive urørt med en passende Plads uden om samme, medens den forlængede Frederiksgade skulde føres rundt om den og ud til Store Kongensgade 3). Gentagne Skrivelser fra Finansministeren til Magistraten i 1851 viser, at han har været ret ivrig for denne Plan, og da Magistraten holdt igen, væsentlig fordi den

1) »Fædrelandet« 9. Febr. 1847.

2) F. G. Schiøtt i »Fra Arkiv og Museum« I, 48.

3) 2. Sekr. 1851 Nr. 1107.


45

trykkede sig ved Udgiften til Brolægning af den projekterede nye Gade, truede Grev Sponneck med i hvert Fald at bortsælge de Parceller, der havde Facade mod Bredgade og saaledes ingen ny Brolægning behøvede. Denne Trusel bevirkede, at Kommunalbestyrelsen tilbød selv at afkøbe Staten hele Pladsen tilligemed Kirkeruinen, der i saa Fald skulde nedrives; hvis Bygningen ikke kunde følge med, vilde Kommunen derimod ikke købe. Under Forhandlingerne herom gik Spørgsmaalet i Staa, og Pladsen blev i 1852 bortlejet.

Grev Sponneck har næppe selv interesseret sig synderligt for Ruinens Bevarelse, men han har ikke turdet gaa imod Kunstakademiet, der bestandig traadte i Skranken til dens Forsvar. Den nye Tids Mænd haanede paa det kraftigste Ruinens Forsvarere. I 1855 skrev »Fædrelandet«, at naar Kunstakademiet bestandig modsatte sig enhver fornuftig Anvendelse af Pladsen, var det kun, fordi det bevarede en Tradition om, at Thorvaldsen engang skulde have sagt, at Ruinen tog sig godt ud, som den laa derinde mellem de gamle Gavle. Og i 1856 skriver samme Blad: »Naar man for Alvor kan beklage Nørreports Nedrivelse, saa vil man naturligvis ogsaa holde ikke blot paa Voldenes Naturskønheder, men ogsaa paa Vejerbodens Ærværdighed, ja paa Tranlygternes rembrandtske Skygger. Kunsten vil komme og skælde os ud for Barbarer og Spidsborgere, om vi ikke lade alt det gamle staa, som det er. Men Marmorkirkeruinen kan ikke ses uden Sorg; det er et sygeligt Liebhaveri at ville bevare den.«

Foruden de arkitektoniske Hensyn, som Akademiet gjorde gældende, fremførtes i Regelen endnu et Argument for Ruinens Bevarelse: det nemlig, at det vilde være en baade vanskelig og bekostelig Sag at faa den fjernet, det vilde blive dyrt at rive Ruinen ned. Denne Betragtning blev der gjort en brat Ende paa, da den engelske Ingeniør John Aird, der var kommen til København for at an-


46

lægge de nye Gas- og Vandværker, i 1856 tilbød ikke blot at nedrive det hele, ryddeliggøre Pladsen og planere Grunden, men yderligere at betale 10,000 Rdlr. samt bygge en Marmorfontæne i Pladsens Midte. Alt dette vilde han paatage sig at besørge i Løbet af et Aar, - hvis han til Gengæld maatte beholde Materialierne, som han da vilde anvende til sine nye Værker. Fra Kommunens Side blev denne Plan modtaget med Bifald. Baade Magistraten, Borgerrepræsentanterne og Komiteen for Vand- og Gasværkernes Anlæg anbefalede at modtage hans Tilbud.

Den smarte Englænders Plan blev dog ikke bragt til Udførelse, - trods alle Smædeord vedblev Kunstakademiet og derfor ogsaa Regeringen at holde sin Haand over den maleriske og ærværdige Kirkeruin, og alle Angreb paa den blev afslaaede. Men ej heller fik Professor Hetsch noget Held af den Plan, som han ufortrødent arbejdede videre paa: at faa Kirken fuldført efter dens oprindelige Bestemmelse. Han havde skrevet derom i 1847, han fremsatte en ny Plan i 1852, og i 1855 udstillede han paa Gharlottenborg Tegninger til Pladsens Anvendelse og til en ny Marmorkirke paa de gamle Fundamenter og opført af de gamle Materialier. Men der skulde jo endnu hengaa en Aarrække, inden der blev begyndt paa at virkeliggøre denne Plan, og saaledes blev da Ruinen staaende urørt hele denne Periode ud og langt op mod vor egen Tid.

Naar Finansministeren havde villet sælge Marmorkirkepladsen for at hjælpe paa Boligtrangen i København, var dette en Plan, som svarede godt til Tidens Forhold. Der var Mangel paa Boliger for Folk af alle Samfundsklasser. Mest føltes det naturligvis af Smaafolk, der dengang som altid var de fleste; men ogsaa større Lejligheder for de mere velhavende var der Mangel paa, og det var just saadanne, Grev Sponneck vilde have indrettet


47

omkring Marmorkirken. Delvis blev dette Savn dog afhjulpet ved samtidige Byggeforetagender i Nyboder.

I Nyboders lave Husrækker blev der i disse Aar gjort det første Indhug. Marineministeriet begyndte at sælge væk af Grundene. I 1852 blev en Karré, omfattende hele Kattegade og Pindsvinegade, den ene Side af Nygade og den ene Side af Bryggerlængen, bortsolgt ved Auktion. Grundene betaltes gennemsnitlig med 7 1/2 Rdlr. pr. Kvadratalen, hvad der paa den Tid var en god Pris. Til April Flyttedag 1853 maatte alle Beboerne (45 Mænd, 76 Koner, 140 Børn og 19 enkelte Personer) rømme disse Huse, som derpaa blev nedrevne 1). Blandt Køberne var den før omtalte Grosserer Lorentzen, den Tids største Bygningsentreprenør. Han bebyggede hele Pindsvinegade med høje Huse, der i mange Aar ragede besynderligt op mellem de lave, gule Huslænger, og ved en kongelig Bevilling fik han Tilladelse til at opkalde Gaden efter sig selv, saa Pindsvinegade blev til Lorentzensgade. Den vilde sikkert ogsaa, siger de misfornøjede Grundejere i Vognmagergade og Aabenraa, »have haft Mangel paa Beboere af dens elegante Lejligheder, om den havde bibeholdt det ingenlunde smukke Navn Pindsvinegade« 2).

Dette første Indhug i det gamle Nyboder blev siden fulgt af mange andre, og nye store Bygninger som Frimurerlogen og Sct. Paulskirken rejste sig over de lave Huse.

__________

Langs Havnen.

Pletvis skete der saaledes en Del Forandringer omkring i den gamle By; men det eneste Sted, hvor de var

__________

1) 2. Sekr. 1853 Nr. 238, 3287.

2) Historiske Meddelelser om Kbhvn. III, S. 12, 14 f.


48

store nok til helt at forandre en Bydels Karakter, var Strækningen langs Havnen fra Langebro ud til Toldboden. Her saa det i Fyrrerne ganske anderledes ud end i vor Tid.

Der blev dengang ofte klaget over, at man i København ikke mærkede noget til, at Byen var en Søstad 1). Mod Syd spærrede Tømmerpladserne langs Kallebodstrand, mod Nord Classens private Have langs Øresund. Langelinie var aflukket ligesom Kastelsvolden, og Adgang tilstedtes kun mod Betaling. Og i hele den indre By, mellem Langebro og Toldboden, var der saa godt som ikke et Sted, hvor man kunde komme ned til Vandet, undtagen ved at gaa ud paa en af Broerne over Havnen. Den hele Kyststrækning var afspærret enten af det offentlige eller af private Ejere.

Fra Filosofgangen kunde man saaledes komme lige frem over Langebro samt til højre hen til Rysenstens Badeanstalt. Men ellers er det først en senere Tids Opfyldninger, der her har skaffet Passage langs Vandet. Nede ved Broen laa et Par uhyggelige Bygninger, som nu er forsvundne, til den ene Side »Druknehuset«, til den anden »Blaataarn«. Druknehuset bevogtedes af en Madam Simonsen, der for 25 Rdlr. om Aaret besørgede Opsynet med denne triste Bygning i hele det lange Tidsrum fra 1810 til 1854. Blaataarn, der laa lige overfor, tæt op til Kongens Bryghus, tilhørte Staten og benyttedes af Københavns Amt som Ting- og Arresthus. Da en ny Bygning til dette Brug var bleven opført paa Blegdamsvejen, solgte Finansministeriet i 1850 Blaataarn ved Auktion for 7150 Rdlr. Om Fordelingen af disse Penge opstod der megen Strid. Statskassen vilde beholde Pengene; men Amtet paastod, at det i 1803 havde bekostet over

__________

1) Saaledes i Orla Lehmanns Efterladte Skrifter I, 207. - H. N. Clausen i »Dansk Folkeblad« 1841 Nr. 63


49

5000 Rdlr. paa en Tilbygning, hvilken Sum det nu forlangte tilbagebetalt; og Kommunen krævede Godtgørelse for et Areal af 470 Kvadratalen, som den ved samme Lejlighed havde afgivet til den nævnte Tilbygning. Det lykkedes dog ikke Kommunen at godtgøre, at den i 1803 virkelig havde været Ejer af det paagældende Grundstykke, og den fik derfor ikke noget af Pengene 1).

Den nye Ejer, Kancelliraad Wolff, lod Taarnet nedrive og en 4-Etages Bygning »med Lejligheder for Familier af Embedsklassen« opføre paa Grunden. For at faa den nye Huslinie i Flugt med Gaden købte han 20 Kvadratalen af Gadens Grund for en Pris af 5 Rdlr. pr. Kvadratalen 2).

Paa Slotsholmen gik Tøjhusets og Provianthusets Grunde helt ned til Havnens Bolværk; den nuværende Kristiansgade eksisterede ikke, og bag Tøjhuset laa en Plads, der med en Benævnelse fra Kristian IV's Tid endnu kaldtes for Søbatteriet. Hvor nu det kgl. Biblioteks nye Bygning ligger, var Indløbet til den af Kristian IV gravede Havn, der indtog det meste af Gaardspladsen mellem Tøjhuset og Provianthuset. Den benyttedes endnu paa den Tid af de Smaaskuder, der kom sejlende med Brænde til Kongens Vedhave eller med Proviant til Holmens Folk, der hver Fredag fik deres Naturalforplejning udleveret i Proviantgaarden.

Slotsholmsgade var ikke anlagt, - dens Plads optoges hovedsagelig af den saakaldte Børsgrav, en stinkende Kanal med stillestaaende Vand, der kun brugtes til Anlægsplads for nogle Smaabaade. For Enden af Kanalen laa Slotsholmens Vagt, og nærmere oppe ved Børstrappen

__________

1) 2. Sekr. 1856 Nr. 2340.

2) 2. Sekr. 1851 Nr. 293. - I en Artikel af Knud Bokkenheuser i Illustr. Tid. 1908-09 S. 77 siges, at den gamle skæve Bygning, som staar inde i Gaarden bag Nr. 131 i Vestervoldgade, er en Rest af Blaataarn.


50

stod den gamle Nationalbank, der over en muret Hvælving havde Forbindelse med Børsbygningen. Mellem Børsen og Kanalen gik en smal Passage for Fodgængere. For at faa denne ført helt ned til Knippelsbro - rundt om den Husrække, der kaldtes Nybørs eller de seks Søstre - købte Kommunen i 1838 Gaarden Nr. 70 yderst ved Knippelsbro, og i 1843 blev Passagen ud til Broen aabnet 1). - Fra den anden Side af Børsgraven var der derimod ingen Forbindelse med Broen. Her gik en Gade, som hed »Bag Børsen«, langs med Ministeriebygningen og ned til Havnen, hvor den endte blindt.

Al Færdselen til Knippelsbro gik derfor ad Gaden mellem Børsen og Havnen, den nu saakaldte Børsgade, som dengang ikke havde noget Navn, men blot kaldtes »ved Børsen« eller Nybørs. For Enden af Gaden laa Knippelsbro, altsaa paa den samme Plads, hvortil den nu igen er flyttet tilbage. Denne stærkt befærdede Gade langs Børsen generedes betydelig af de Finlapperskibe, som havde deres Liggeplads i Graven derudenfor. Lastede med Træ kom disse Skuder hvert Foraar i stort Tal til København og blev liggende ved Børsen Sommeren over. De lod deres Ladninger ligge fra Skibene ind over Bolværket og helt ud paa Fortovet, medens Skibenes Bovspryd derovenover ragede midt ud i Gaden. Alle var enige om, at Finlapperne her var til megen Hinder for Passagen og deres store Træladninger en Brandfare for Byen; men ingen kunde anvise dem en bedre Plads. Man hjalp sig saa med i 1843 at rykke Bolværket i Graven længere ud, hvorved Gaden blev gjort 12 Alen bredere.

Den største Forandring, der i disse Aar skete paa Slotsholmen, var Opførelsen af Thorvaldsens Museum i Aarene 1839-48. Da den store Kunstner havde tilbudt sin Fødeby alle sine Arbejder paa Betingelse af, at de

__________

1) 2. Sekr. 1843 Nr. 3217.


51

samledes i et eget Museum, havde en Komité i 1837 begyndt at indsamle Bidrag til Opførelse af en værdig Bygning, og der naaedes ad denne Vej den betydelige Sum af omtrent 70,000 Rdlr. I 1838 bragte Fregatten »Rota« Thorvaldsen hjem til Danmark, og Aaret efter paabegyndtes Opførelsen af Museet efter Professor Bindesbølls Tegninger. Da Bygningen var færdig i 1848, havde den kostet ca. 258,800 Rdlr.; Kommunen havde heraf udredet ca. 179,000 Rdlr., som den dog til Dels skulde faa tilbage igen gennem Brændeafgiften og paa anden Maade. Grunden, der tilhørte Staten, blev i 1844 skænket Københavns Kommune, der ligeledes er Ejer af Bygningen og ved Thorvaldsens Testamente blev indsat som Arving til alle Kunstværkerne i Museet.

Den 17. September 1848 - Tiaarsdagen for Thorvaldsens festlige Modtagelse paa Københavns Toldbod - holdtes den højtidelige Skiftesamling i Museet, hvor Kommunen overtog Museet fra Bygningskomiteen, og hvor Eksekutorerne af Thorvaldsens Testamente overleverede Staden København de i Museet beroende Kunstgenstande og Samlinger som »dens fulde og uigenkaldelige Ejendom«. Dagen efter, den 18. September, aabnedes Museet for Publikum, efter at Thorvaldsens Lig tidlig om Morgenen i al Stilhed var nedsænket i den murede Grav i Museets Gaard.

Pladsen foran Museet blev beplantet, og for at danne en værdig Adgang blev den brøstfældige Stormbro ombygget og udvidet i Aarene 1851-52. Fra den Tid hørte Pladsen ved Bindesbølls originale og stemningsfulde Bygning med de grønne Plæner foran og Slotskirkens Kuppel over dens Tag til de mest ejendommelige Udsigter, vor Hovedstad ejer.

Grosserer Joseph Owen indgav i 1845, endnu før Museet var fuldført, en Ansøgning til Magistraten om at leje Kælderen under Forhallen til Vinoplag. Der kunde


52

efter Ansøgerens Mening næppe være noget stødende heri, da jo »Museet kommer til at gemme flere af den store Mesters Præstationer af den Gud og hans Attributer, der næppe vilde se foragtelig ned paa det Rige, der frembragte hans Guddom«. Kommissionen for Museets Opførelse havde ingen principielle Indvendinger mod et saadant Lejemaal, men Sagen kom dog ikke i Orden, da det ønskede Lokale ikke fandtes egnet til Øjemedet 1).

Pladsen lige over for Museet, som nu kaldes Gammelstrand, men dengang som oftest Fisketorvet, harmonerede dog ingenlunde godt med det stille Anlæg omkring Museet og langs Slottets svære Mure, og det blev snart øjensynligt, at ogsaa denne Plads maatte omordnes. Herovre laa det gamle Vejerhus, der i 1581 var bleven bygget af Kristoffer Valkendorf. Det var et højt og solidt grundmuret Pakhus, som kun ved en Gades Bredde var adskilt fra Assistenshuset. Alle var enige om at finde det grimt, og det skæmmedes yderligere af sine Omgivelser. Disse bestod af en Del Slagterboder og Grøntbutikker, et Sprøjtehus og et andet Skur til Opbevaring af Brandredskaber, et Lokum m. m. Endvidere brugtes Pladsen uden Tilladelse til Aflæsning af Murgrus og andet Bygningsaffald, og et Par store Sandkister, der i høj Grad skæmmede Pladsen, fandtes her ligesom paa flere Steder rundt om ved Kanalerne.

Midt paa Fisketorvet laa et Hus tværs over Pladsen; det var i sin Tid opført af en Høker Seith, der i 1823 ved kgl. Resolution havde faaet Tilladelse til at bygge paa dette mærkelige Sted. Nu tilhørte Huset en Værtshusholder Hansen, der med stor Nærsomhed havde forstaaet at udvide Ejendommen. Fra Huset og ned til Kanalen havde han opført et Træskur, hvorved en Del af Bolværket var bleven indtaget til hans Gaardsplads. Her

__________

1) 2. Sekr. 1845 Nr. 1758.


53

stod en gammel Kran eller Vippe, som oprindelig tilhørte Kommunen; men Hansen havde ladet den reparere og tog nu Indtægten af den, naar den benyttedes af de Baadførere, der lagde til ved Bolværket.

Efter at Thorvaldsens Museum var bygget, begyndte man for Alvor at føle sig beskæmmet ved det uordentlige Skue, som Pladsen lige over for frembød. Det blev i 1849 besluttet i Borgerrepræsentationen, at Hansens Hus skulde nedrives. For at gøre ham mere villig til at sælge skulde man opsige ham Benyttelsen af den offentlige Plads, han brugte til Huset, og først derefter forhandle med ham om Prisen. Det nyttede dog intet; Hansen vilde aldeles ikke sælge. Det blev da besluttet at undersøge, med hvad Ret han havde opført det før nævnte Træskur paa Torvet, og dette lader til at have hjulpet noget: Hansen vilde nu overlade Kommunen sit Hus, naar den vilde betale det med en Sum, der svarede til 1200 Rdlr. aarlig Indtægt. Dette Forlangende fandt Kommunen alt for ublu, og Forhandlingerne gik i Staa.

Med de øvrige Skur og Boder kunde man gøre kortere Proces. Brandvæsenet flyttede sine Sager hen til Nikolaj Taarn, Slagterne og de andre Lejere blev opsagte til Fraflytning og alle Boderne derefter solgte ved Auktion. I 1850 kunde Kæmneren meddele, at nu var alt bortryddet undtagen Vejerhuset og Værtshusholder Hansens Hus 1).

Vejerhusets Grimhed og forfaldne Tilstand traadte tydeligere frem nu, da Omgivelserne var borte. Skulde Huset blive staaende, maatte det underkastes en Hovedreparation, og Bygningsinspektør Nebelong havde opgivet, at det vilde koste 15-16,000 Rdlr. at restaurere det i dets oprindelige Stil. Værre var det dog, at Bygningen nu ikke længer formaaede at opfylde sin Bestemmelse

__________

1) 2. Sekr. 1849 Nr. 1359.


54

som Vejerhus. I 1852 indkom en Klage herover fra Maskinbygger Lundberg: Naar man kom med svære Genstande, som skulde vejes, f. Eks. en Dampkedel eller en Maskine, som ikke kunde skilles, kunde den for det første ikke komme ind ad Vejerbodens Port, for det andet ikke bringes paa Vægten. Selv var han flere Gange bleven afvist af disse Grunde. Han henstillede derfor til Kommunen enten at indrette en brugbar offentlig Vejerbod eller at tillade Anlæg af en privat.

Stadens Vejer attesterede, at der ikke med Vejerhusets Redskaber kunde vejes mere end 8-10 Skippund, medens Lundbergs Dampmaskiner vejede indtil 20 Skippund. Han turde ej heller overlaste Vægtene, da de var de samme, som havde været benyttede i 200 Aar. Vejermesteren havde derfor i slige Tilfælde henvist Lundberg og andre til Gammelholm, hvor der fandtes en Vægt til saadanne meget svære Genstande; men efter hvad han erfarede, havde nu Kommandør Gandil afvist disse private Henvendelser med den Bemærkning, at de henhørte under Stadens Vejerhus 1).

Aaret efter indkom en lignende Klage fra Kobbersmed Kemp: Han havde ikke kunnet faa en Kedel vejet paa Vejerboden; den vejede kun 3 1/2 Skpd., men den kunde ikke komme ind gennem Porten, hvorfor han efter at have faaet Kedlen næsten spoleret maatte køre med den til Vejerboden paa Halmtorvet. Vejermesteren attesterede igen og beklagede: der manglede kun et Par Tommer i, at Kedlen kunde gaa gennem Døren, men da Kanten blev ramponeret straks ved det første Forsøg, turde han ikke forsøge yderligere 2).

Under disse Omstændigheder var den gamle Vejerbod dødsdømt, og i 1854 blev det vedtaget, at den skulde

__________

1) 2. Sekr. 1852 Nr. 1836.

2) 2. Sekr. 1853 Nr. 2493.


55

fjernes. Sagen trak endnu i Langdrag paa Grund af Forhandlinger om, hvilken Ordning der skulde sættes i Stedet for den gamle; men endelig i 1857 blev det afgjort, at Vejerboden skulde nedlægges og nedbrydes, og saa forsvandt da Valkendorfs gamle Hus. Den sidste Anvendelse, der blev gjort af det, var, at den engelske Entreprenør John Aird her havde Oplag af sine Rør, Gasfittingsapparater og lignende 1). Samtidig nedlagdes Embedet som Maaler og Vejer, der var bleven oprettet i 1848, og som havde samlet paa een Haand de ældre Bestillinger som Vejermester, Kornskriver og Kul- og Saltmaaler. Den offentlige Vejning skulde fremtidig udføres af Justermesteren.

Nu traf det sig tillige saadan, at Værtshusholder Hansen døde i Foraaret 1857. Hans Enke var villigere til at sælge, og Huset blev da erhvervet af Kommunen for en rimelig Pris og straks nedrevet 2). Saaledes fremkom det aabne Torv, der nu strækker sig fra Højbro ned til Assistenshuset. Det blev straks taget i Brug af Fiskerkonerne, der tidligere sad hen ad Fortunstræde til. Projekter om at opføre en overdækket Fiskehal til dem paa Torvet fremkom allerede i 1857, men kunde lige saa lidt da som senere føres igennem.


Fra Holmens Kirke til Nyhavns Kanal strakte sig Flaadens Værfter, det gamle Bremerholm, senere kaldet Holmen og omsider Gammelholm, efter at ogsaa et »Nyholm« var kommet til. Paa dette Terræn, som omfatter 37 Tdr. Land, er ethvert Spor af den gamle Tingenes Tilstand udslettet; Kanalerne er kastede til, alle de gamle Bygninger er jævnede med Jorden, og Gammelholmskvarterets døde og stive Husrækker breder sig over den minde-

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1856 S. 97.

2) Flyveposten 5. Sept. 1857.


56

rige Plads, af hvilken ikke ét synligt Minde er ladet tilbage.

»Holmens Kanal« svarede dengang til sit Navn. Den skar sig ind bag Holmens Kirke og fulgte den nuværende Gade op mod Kongens Nytorv, hvor den bag det gamle kongelige Teater og den militære Højskole drejede mod Øst, omtrent hvor nu Teaterporten og Heibergsgade gaar, for derpaa langs med nuværende Peder Skrams Gade at gaa ned til Havnen. Denne Kanal dannede dog kun paa et kortere Stykke Holmens Grænse. Langs Størrestræde - Gaden fra Holmens Bro til hen mod Niels Juels Statue - var Gammelholm indhegnet af en Mur, og gennem en Port paa denne Mur, lige ud for Holmensgade, var Indgangen til Holmens Værfter. Hvor Muren slap, dannede Kanalen Skel op mod Kongens Nytorv, og over det tjærede Plankeværk, der indhegnede Kanalen, saa man ovre paa den anden Side den 763 Fod lange Magasinbygning, der, følgende Kanalens Bøjning, strakte sig op mod Teatret. Midterpartiet af denne lange Bygning var en treetages Pavillon, der hævede sig op over de lange lige Tagrygninger. Denne Pavillon, der rummede Marinens Arkiv og Orlogsværftets Modelsamling, blev alene staaende, da alt det andet forsvandt, og er først bleven nedrevet i den seneste Tid. Det var Studenterforeningens Bygning. Muren i Størrestræde og den lange Magasinbygning lukkede for alt, hvad der laa bag ved, og Vagten inden for Holmens Port lod ingen uvedkommende komme ind. Men alle Holmens Arbejdere passerede hver Dag gennem denne Port til og fra deres Arbejde i Værkstederne derinde. Her var de store Smedier, i hvilke den første Dampmaskine i Danmark var bleven opstillet og taget i Brug i 1790. Her var Embedsboliger for Værftchefen og Ekvipagemesteren, Kontorer og Materialhuse og den saakaldte »gamle Dok«, der var paabegyndt i 1680, men aldrig kom til at svare til sit Navn og sin


57

Bestemmelse, da Dæmninger og Sluseporte ikke kunde holde Vandet ude; den blev derfor kun et Havnebassin for Smaafartøjer. Den mægtige Reberbane, der havde en Længde af 1146 Fod, strakte sig fra Kongens Nytorv til Bolværket ved Havnen, midt mellem nuværende Tordenskjoldsgade og Peder Skrams Gade. Nærmere Nyhavn laa Marinens Mastegrav, et stort Bassin med to Indløbskanaler fra Havnen; og allerlængst borte var Masteværftet, der kun ved en Mur var adskilt fra Gaden langs Nyhavns Kanal. - Foruden alle disse Anlæg og Bygninger fandtes der Lysthaver og Køkkenhaver derinde. I Værftchefens Have stod »Danmarks ældste Morbærtræ«, en gammel Kæmpe, hvis Grene maatte understøttes af Pæle, men som dog hvert Aar bar modne Bær. Og det blev almindelig troet, at der endnu var saa megen ubenyttet Plads derinde, at Ekvipagemesteren dèr kunde holde Køer paa Græs; det indskrænkede sig dog maaske til en enkelt Ko eller til en Ged, der græssede paa Skraaningen langs Kanalen 1).

Tæt ud til Mastegraven laa den kongelige Mønt omtrent paa samme Sted, hvor den nuværende nyere Bygning ligger, og bag ved denne strakte den botaniske Have sig op til Charlottenborg. Ogsaa dens Terræn havde i sin Tid udgjort en Del af Gammelholm.

Marinen havde imidlertid for længst skaffet sig andre og større Arealer til sine Værksteder og Oplag paa den Række af Øer, der efterhaanden var dannet mellem Or-logshavnen og Kristianshavns Vold, og det var ingen Nødvendighed for den ogsaa at beholde Gammelholm, hvis Beliggenhed midt i Byen efterhaanden havde forringet dens Betydning som Orlogsværft. Allerede længe havde der været Tale om at fraflytte Gammelholm, og i Trediverne havde et Par Kommissioner været nedsatte i den

__________

1) H. Degenkolv: Gammelholm i ældre Tid.


58

Anledning uden dog at naa noget Resultat. Professor Hetsch offentliggjorde i 1844 en Plan til Holmens Anvendelse, hvorved han bibeholdt Mastegraven og Hovedmagasinet og udvidede Botanisk Have; men der kom intet ud deraf. I 1851 saa det ud til, at Kommunen ved en lidt energisk Optræden kunde have erhvervet det hele Areal til Bebyggelse; men Energien var ikke til Stede, - ej heller maaske den rette Lyst hos Borgerrepræsentationens Grundejere til at paaføre sig selv en ny og følelig Konkurrence. Derefter tilbød et Aktieselskab at afkøbe Staten det hele; men nu vilde Marineministeriet ikke sælge, og saaledes gik Aarene, uden at nogen Forandring blev gjort. Først i 1858 blev det ved Lov bestemt, at Orlogsværfterne skulde sammendrages paa Nyholm, og i Løbet af det næste Aarti blev efterhaanden Pladsen ryddet og Kanalerne fyldte.


Fra Nyhavn til Sct. Annæ Plads gik den smalle Kvæsthusgade, der sammen med Kvæsthuset tilhørte Militæretaten. Da der begyndte at blive Mangel paa Anlægsplads for Dampskibe i Havnen, blev Gaden erhvervet af Havnevæsenet, der lod Bolværkerne rykke 15 Alen ud, saa der fremkom en helt bred og bekvem Kajgade, der i Forbindelse med den nye Kvæsthusbro blev Midtpunktet for den voksende Dampskibstrafik.

Sct. Annæ Plads henlaa i en meget forsømt Tilstand, slet brolagt, med dybe Rendestensgrøfter og uden Beplantning. Brolægningsvæsenet benyttede den til Stenoplag (»det danske Schweiz«), Bedemændene havde deres Ligvogne staaende i et uhyggeligt Skur ved Enden af Garnisons Kirke, en Slagter havde Udsalgsbod midt paa Pladsen, og yderst ude var der et Slæbested, som tilhørte Kommunen, men var bortforpagtet. Den yderste Del af Pladsen var kun halvt saa bred som den øvrige; den gik som en Gade langs med Kvæsthuset, medens den saakaldte


59

Sct. Annæ Grav indtog den øvrige Del af Pladsens Bredde. Hinsides Sct. Annæ Grav laa en Tømmer- eller Mastegrav, der tilhørte Jacob Holm & Sønner, som paa den Tid var Ejere af den saakaldte Larsens Plads.

Da Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse var stiftet, henvendte den straks sin Opmærksomhed paa Sct. Annæ Plads. I 1842 androg den paa at faa Stenoplagene flyttede, og i 1843 indgav den et Forslag om Beplantning af Pladsen. Et indhegnet Anlæg med Græsplæne og Blomster skulde strække sig fra Bredgade til Toldbodgade. Paa begge Sider af Anlæget skulde der være Køreveje, og i Midten tænktes anbragt en smuk Solskive eller en Statue. Sct. Annæ Grav skulde opfyldes, hvorved Pladsen kunde forlænges i sin hele Bredde lige ud til Havnen; men denne Del af Planen maatte vente, indtil det omfattende Spørgsmaal om en Anlægsplads for Dampskibe var bleven løst.

Alle disse Planer strandede i mange Aar paa Modstand fra den Slagterenke, der havde Stade paa Pladsen lige ud for Amaliegade. Hendes Mand, Slagtersvend Niels Svendsen af Vesterbro, havde faaet kgl. Bevilling paa denne Stadeplads i 1794, og her holdt hun altsaa trolig ud endnu. Da hun i 1845 blev opsagt til Fraflytning, gjorde hun Fordring paa at faa anvist et andet Stade der i Nærheden; hun foreslog enten Trekanten mellem de tvende Strandstræder eller Krogen ved Garnisons Kirke; men helst vilde hun have et af Ligvognsskurene. Magistraten mente dog, at selv om hun kunde faa et saadant overladt af Bedemændene, syntes det ikke passende at indrette dette til Kødudsalg. Men ved Drøftelsen af Madam Svendsens forskellige Planer kom Autoriteterne til nærmere at tage denne Krog ved Ligvognsskuret i Øjesyn, og samtidig med, at Indenrigsministeriet afslog Madam Svendsens Andragende, udtalte det, at den nævnte Krog var saa uskøn og stødende, at den burde forandres. Magistraten foreslog da at beplante den og indhegne den


60

med et lavt Rækværk, og dette sidste var allerede iværksat, da der fra Kirkens Patronat fremkom Paastand paa, at Pladsen tilhørte Kirken. Hermed begyndte da den langvarige Strid om Ejendomsretten til dette Jordstykke, som først for nylig har fundet sin Afslutning. Brolægningsdirektøren og Stadskonduktøren hævdede enstemmig, at det var en offentlig Plads. Patronatet blev ved sit, og Indenrigsministeriet turde ikke udtale nogen Mening om Spørgsmaalet, men opfordrede til Undersøgelse. Indtil videre gik Kommunen ind paa, at det nye Hegn og den fremtidige Hegnspligt overgik til Kirken, og Beplantningen med Lindetræer uden for Hegnet blev derpaa udført efter den oprindelige Plan 1).

Til Madam Svendsen blev der ikke nogen Plads. Hendes gamle Butik var allerede revet ned, og da hun trods mange Ansøgninger ikke kunde faa nogen anden Plads, som passede hende, bad hun nu om at maatte genopføre Butikken paa det gamle Sted, - det var dog dér, hun allerhelst vilde være. Dette kunde man dog ikke gaa ind paa, og det ordnedes da til sidst saaledes, at hun købte sig et Hus paa Sct. Annæ Plads og af Indenrigsministeriet fik Tilladelse til her at holde Kødudsalg, hvad der ellers var forbudt i private Huse.

Saaledes kunde da omsider Beplantningen af Sct. Annæ Plads føres til Ende. I 1852 var Arbejdet udført, om end i en betydelig enklere Skikkelse end oprindelig paatænkt. Det besynderlige var her indtruffet, at Bekostningen havde været henved 6000 Rdlr. mindre, end den i Forvejen var beregnet til. Det kostede i alt 45,722 Rdlr.

Det lille Slæbested ved Enden af Sct. Annæ Plads havde paa denne Tid overlevet sig selv. Der var Mangel paa Bolværksplads i denne Del af Havnen, og Dampskibenes stadig voksende Tal krævede Plads. Jacob Holm &

__________

1) 2. Sekr. 1850 Nr. 491.


61

Sønner fik i 1845 Tilladelse til at indrette et Anlægssted for Dampskibe ved Larsens Plads og for Enden af Frederiksgade; ved Kvæsthusgade, mellem Nyhavn og Sct. Annæ Plads, laa ligeledes saa mange Dampskibe, som der kunde komme til; men det omtales i 1848, at her ej heller var Plads til flere. Og saa maatte da Slæbestedet for Enden af Sct. Annæ Plads tages i Brug. Den første Kvæsthusbro blev bygget her i 1848-50 1), men noget fyldestgørende Anlæg var ikke muligt, før Sct. Annæ Grav blev tilkastet og den tilstødende Tømmer- eller Mastegrav erhvervet fra Jacob Holm & Sønner. Der forhandledes med dem allerede i 1849, men først i 1855 fik man et rimeligt Tilbud: Graven kunde nu købes for 20,000 Rdlr., og Anlæget blev da besluttet. Den lange Dampskibsbro blev bygget i Forlængelse af Kvæsthusgadens Bolværker, og her samledes efterhaanden hele den indenrigske Dampskibsfart, medens den udenrigske beholdt Pladsen ved Toldboden. Sct. Annæ Kanal blev tilkastet, og Reguleringen af dette Havneparti blev saaledes endelig bragt til en tilfredsstillende Afslutning.

Anlæget havde kostet ca. 86,000 Rdlr. foruden de 20,000 for Købet af Mastegraven. En Del af det Terræn, der blev indvundet ved Opfyldningen, var uden Betydning for Havnevæsenet og blev derfor lagt sammen med Sct. Annæ Plads. Kommunen, som saaledes blev Ejer af dette Areal, betalte derfor 1500 Rdlr. til Havnekassen samt paatog sig at brolægge hele det opfyldte Areal 2).

Pladsen fik dog aldrig det pyntelige Udseende, som man kan skønne, at Samtiden havde ventet af den, - og heri delte den jo kun Skæbne med hele Sct. Annæ Plads, der langt fra kom til at svare til det Billede, Forskønnelsesforeningen havde udkastet. Der var Tale om at op-

__________

1) Grove: Kbhvns. Havn, S. 45.

2) 2. Sekr. 1856 Nr. 928.


62

føre en Pavillon ude ved Bolværket med Restauration og Musiklokale og Venteværelse for rejsende; en Løjtnant Saxtorph søgte flere Gange om Bevilling til at anlægge en saadan; men der var ingen Stemning for den hos Autoriteterne, vistnok ej heller nogen Trang til den 1).

Fra Sct. Annæ Plads helt ud til Toldboden strakte sig den lange Bolværks- og Pakhusplads med Skibsværft, der efter en tidligere Ejer vedblev at kaldes Larsens Plads, undertiden ogsaa Holms Plads, efter at den i 1844 var bleven købt af Grossererfirmaet Jacob Holm & Sønner. Frederiksgade gik tværs over den helt ud til Vandet og delte saaledes Pladsen i to Dele. De nye Ejere ansøgte i 1844 om Tilladelse til at afspærre Gaden med et Stakit, men det blev nægtet. Derimod var tidligere Ny Toldbodgade, der oprindelig havde strakt sig i lige Linie helt ud til Esplanaden, bleven afspærret og dens Grund inddraget til Brug for de tilstødende Grundejere. For hver Ende af Gaden var anbragt Porte, som blev lukkede om Natten.

Saaledes havde Forholdene været i mange Aar, og ingen havde klaget derover, førend Kasinos Direktion i 1847 henledede Opmærksomheden derpaa. Dette nye Etablissement var indrettet med Adgange saavel fra Ny Toldbodgade som fra Amaliegade, og Politiet havde paabudt, at Kørsel med Vogne skulde ske til Porten i Ny Toldbodgade. Kasinos Bestyrelse anmodede derfor Magistraten om at sørge for, at denne Gade - eller i hvert Fald Strækningen fra Sct. Annæ Plads til Frederiksgade - blev gjort farbar, idet den nu ikke blot var afspærret, men desuden den største Del af Aaret aldeles ufremkommelig. Magistraten fandt dette Forlangende i sin Orden; den erklærede sig villig til at lade Gaden aabne, til at lade den brolægge og belyse og forsyne med Vægtere - og til at ligne

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1856 S. 50, 103.


63

de derved foraarsagede Udgifter paa de tilstødende Grundes Ejere. Meddelelsen herom bragte Røre blandt Grundejerne. Grosserer Jacob Holm henholdt sig til den Passus i Skødet fra 1844, at Pladsen var »afspærret fra al Kommunikation med Publiko«, og for at give sit Samtykke til Gadens Aabning forlangte han, at der for det offentliges Regning blev opført et forsvarligt Hegn mellem hans Plads og Gaden, samt at der blev tilsikret ham Frihed for enhver Skat og Afgift, der maatte blive en Følge af Passagens Omdannelse til offentlig Gade. Grosserer Rée, der af Finanskassen havde købt det forrige Korntørringsmagasin paa Hjørnet af Sct. Annæ Plads og Ny Toldbodgade, lukkede demonstrativt Porten ud mod Sct. Annæ Plads, naar der holdtes Kasinomaskerader, og forbød Deltagerne i disse al Gennemkørsel. Men Magistraten stod fast paa, at det var en offentlig Gade. Den lod Gaden brolægge uden Hensyn til Protesterne; men da den derefter præsenterede Grundejerne Regningen, kom det til Proces.

Paa samme Maade gik det i den anden Ende af Ny Toldbodgade. Kasinos Eksempel havde smittet. Det Classenske Fideikommis og Almindelig Hospital, der hidtil stiltiende havde fundet sig i det bestaaende, forlangte nu fri Ind- og Udkørsel gennem den nordre Del af Gaden. De havde utvivlsomt Ret dertil, men al Passage gennem Gaden var umuliggjort derved, at deres Genboer, særlig Grossererne Suhr og Sommer, brugte Gaden til Kuloplagsplads. Magistraten sendte Fideikommis'ets Klage til Grosserer Suhr, der temmelig overlegent svarede, at Fideikommis'et kunde henvende sig direkte til ham, da denne Sag ikke vedkom Magistraten. Lige saa afvisende stillede Grosserer Sommer, der ejede »Blaa Pakhus«, sig over for Almindelig Hospital.

Men da man nu kom til at se rigtig efter, viste det sig, at Kuloplagene paa Gadens Grund endda ikke var det værste. Midtvejs i Gaden var der opført en Grundmur


64

omkring Suhrs Plads. Guidekasernen i Amaliegade, som blev opført i Fyrrerne, stod 4 1/2 Alen ud paa den aflukkede Gade; da der blev klaget derover, svarede Militæretaten, at Tilværelsen af denne Gade var den ubekendt, og i hvert Fald kunde det skete ikke nu redresseres. Og endelig havde Toldboden sat en ny Bygning tværs over Gaden. Særlig af Hensyn til denne sidste maatte man opgive Tanken om at føre Gaden igennem efter den lige Linie, hvor den oprindelig gik, og nøjes med at foreslaa, at den i en Vinkel førtes forbi Guidekasernen og ud til Amaliegade.

Da ingen Ordning kunde opnaas med det gode, skred man til Proces, og Magistraten vandt over det hele. I 1857 blev Grossererne Suhr, Sommer og Holm & Sønner hver for sig tilpligtet inden 6 Maaneder at ryddeliggøre og fratræde de indtagne Stykker af Gaden under en daglig Mulkt for hver af 5 Rdlr. Dommen blev stadfæstet ved Højesteret i 1861, og endelig kunde da Ny Toldbodgade føres igennem, - om end med det beklagelige Knæk ude ved Toldboden.


Til det gamle København, som ved denne Lejlighed - sidst i Tresserne - forsvandt, hørte de saakaldte smaa Huse ved Toldboden eller »det lille København«. Det var en Samling Rønner, der var bleven opførte efter Branden i 1795 for at skaffe midlertidigt Husly til Fattigfolk. Skønt de saaledes kun var bestemte til Afhjælpning af en øjeblikkelig Nødstilstand, havde de faaet Lov til at staa, og i 1820 blev de købte af Fattigvæsenet, der brugte dem til Fattighuse. De ni smaa enetages Bindingsværks Længer frembød et saadant Skue af Elendighed og Forfald, at man efter samtidiges Vidnesbyrd maatte søge helt ned til Italiens smudsigste Flækker for at finde et Sidestykke til dem. De afgav Bolig til 118 Familier og en Portner.


65

»De smaa Huse« var vel nok de værste, men ingenlunde de eneste, der skæmmede dette Kvarter af Byen. Atter og atter klages der over det Billede af Smuds og Uryddelighed, som mødte den rejsende, der ankom til København fra Søsiden, - næsten endnu værre, end naar han kom ind fra Landsiden gennem Vesterport. Selve Toldboden og Toldbodvejen var belemret med uordentlige, forfaldne Bygninger, deriblandt den gamle Toldbodvagt og Traktørstedet Toldbodvinhus med tilhørende 6 Træboder, der lejedes ud til Butikker. Værre var dog den tarvelige, men vidt bekendte Brokkensbod. Begge disse Traktørsteder tilhørte Staten; Toldvæsenet havde fra gammel Tid været Ejer af Vinhuset, og Brokkensbod var bleven købt af Statskassen, for at den i et belejligt Øjeblik kunde nedrives.

Dette Tidspunkt mentes at være kommet i 1847, da Anlæget af en ny Landingstrappe ved Toldboden var bleven paabegyndt. Professor Hetsch udarbejdede et Forslag til Ordning af Omgivelserne derude og til et ret storartet Bygningsanlæg, der blev bifaldet af Kongen, og hvis Iværksættelse blev paabegyndt. Toldbodvagten, Vinhuset og Brokkensbod skulde nedrives og en toetages Hovedbygning opføres til Brug for Toldvæsenet, Havnekaptajnen og Søretten. Der skulde ogsaa indrettes Aftrædelsesværelser for de kongelige Herskaber, naar de modtog Gæster paa Toldboden, og oppe paa Taget en Udkigsaltan for Lodserne. Endvidere skulde der opføres en særlig Bygning for Postvæsenet og uden for Jerngitret en Pavillon med en tidssvarende Restauration. Foran Porten indrettedes en rund Holdeplads til Vogne, og omkring denne skulde der opføres Butikker i to Halvcirkler. Det hele skulde koste 170,000 Rdlr. og være færdigt i Løbet af tre Aar.

Men da de tre Aar var gaaede, havde man lige netop naaet at faa begyndt paa Arbejdet, og kort efter gik det ganske i Staa. Vi havde jo i Mellemtiden faaet en Rigs-


66

dag, og under Behandlingen af Finansloven for 1852-53 nægtede pludselig Rigsdagen at bevilge det for dette Aar opførte Beløb af 16,300 Rdlr. til Arbejdets videre Fremme. Da var det søndre Butiksparti og en Pavillon paa den nordre Side opført; men Hovedbygningen var der endnu ikke begyndt paa, og Fortsættelsen og Afslutningen af Arbejdet var nu skudt ud i en uvis Fremtid. Finansministeriet blev saa ærgerligt herover, at det helst slet ikke vilde have mere med Sagen at gøre, og forespurgte i 1852, om ikke Kommunen vilde købe det hele eller i hvert Fald den nordre Pavillon med den tilhørende Byggegrund og med Forpligtelse til at bygge denne Side færdig. Men Kommunen lod sig ikke lokke, hverken af de gunstige Betalingsvilkaar eller af Udsigten til saa meget des hurtigere at slippe af med Brokkensbod, der ikke kunde undværes, før de nye Bygninger var helt færdige 1). Staten maatte da selv fortsætte med Byggeriet, som Tid og Lejlighed tillod det. Brokkensbod blev dog nedrevet i 1854, og i 1857 var man endelig færdig med Bygningerne uden for Jerngitret. Men Hovedbygningen inde paa Toldbodpladsen manglede endnu ligesom den saa længe og saa haardt tiltrængte nye Toldbodtrappe.

__________

Havnen.

Der var i 1840 kun ringe Liv i Københavns Havn, og der var saa vist ej heller gjort meget for at trække Skibe hertil. Indsejlingsforholdene var vanskelige, Bolværkspladsen daarlig, Havnedybden for ringe og kun Skibsafgifterne store. Alene disse sidste kunde næsten skræmme Skibene bort. Der skulde betales Bolværks-

__________

1) 2. Sekr. 1851 Nr. 2978. Kommunens trykte Regnskab 1852 S. 58.


67

penge, Pælepenge, Broaabningspenge, Havnelejepenge og endelig den byrdefulde Accise. Gammeldags Reglementer og forældede Indretninger bidrog yderligere til at hemme det i Fyrrerne vaagnende Liv i Københavns Havn.

Allerede Adgangen til den var vanskelig. Over Toldbodbroen vedligeholdtes stadig Forbindelse mellem Byen og Nyholm; Broen skulde derfor som Regel være lukket og maatte med stor Vidtløftighed aabnes, hver Gang Skibe skulde ud eller ind. Men selv om den stod aaben, var Indløbet smalt, og navnlig de brede Hjuldampere havde Vanskelighed ved at komme igennem.

Havnens Dybde inde ved Bolværket var op til Aarhundredets Midte 14 Fod, medens Indløbet af Hensyn til Krigsskibene var 22 Fod dybt. Der udførtes et ihærdigt Opmudringsarbejde for at holde denne Dybde; thi Havnen forurenedes stadig ved de mange Afløb fra Byens Gader og Gaarde, som mundede ud i den, ligesom man brugte om Vinteren at læsse den sammenkørte Sne af i Kanalerne. Tilladelsen hertil gjaldt egentlig kun for ren, ny falden Sne, men den blev jævnlig misbrugt, da det var saa nemt paa denne Maade at skaffe sig af ogsaa med den gamle, sammenfejede Sne og den ophuggede Is fra Gaderne. Opmudringen bekostedes af Staten, og Kommunen betalte kun et Tilskud dertil af 800 Rdlr. aarlig. Det var for billigt sluppet, og i 1840 blev en Kommission nedsat til at finde et andet Grundlag for Udgifternes Fordeling. Den delte da Havnen i Orlogshavnen, som alene vedkom Staten, Handelshavnen, der skulde vedligeholdes af Byen, og en Fællesnavn, til hvilken begge skulde bidrage, og i Forhold hertil blev de samlede Udgifter fordelte med syv Tiendedele til Staten og tre Tiendedele til Kommunen. Staten besørgede fremdeles Opmudringsarbejdet udført. I 1847 var det vedtaget at anskaffe en Dampmuddermaskine, som skulde koste 65,000 Rdlr. Men paa Grund af Krigen blev Anskaffelsen stillet i Bero.


68

Hvad der omsider tvang Autoriteterne til at tage sig lidt kraftigere af det forsømte Havnevæsen, var Dampskibsfartens voksende Betydning.

Det havde varet længe, inden de københavnske Skibsredere lærte at tage Dampen i deres Tjeneste. 20 Aar efter, at »Caledonia« havde vist sig i Havnen, var endnu kun et eneste Dampskib hjemmehørende her. De andre Dampere, som anløb København, hørte hjemme andetsteds. I 1840 etableredes en tysk Linie til Stettin og for svensk Regning en Forbindelse med Stockholm, som dog ikke betalte sig. Aaret efter kom et Dampskib i Gang fra København til Flensborg og Aarhus, tillige anløbende flere Stationer paa de sydlige Øer. Men ogsaa dette var paa udenbys Hænder. I 1842 begyndte »Hamlet«, der hørte hjemme i Helsingør, sine Farter op langs Kysten, hvor der skabtes en betydelig Persontrafik og tjentes gode Penge, og København fik Dampskibsforbindelse med Kiel og Aalborg. Men bestandig var det Folk uden for København, som her gik i Spidsen. I 1845, da et i København hjemmehørende Skib var strandet, og et andet blev solgt, var der en Tid, hvor ikke et eneste større Dampskib hørte hjemme her. Alligevel var Dampskibstrafikken paa Hovedstaden ret betydelig; ude ved »Røde Pæl«, hvor Damperne skulde stoppe op, laa ofte 6-8 ad Gangen, og daglig kom og gik Dampskibe til indenrigske og udenrigske Pladser.

Men det var saare langt fra, at Havnevæsenet og de andre interesserede Myndigheder gjorde noget for at lette Dampskibene deres Besøg i Danmarks Hovedstad, - tværtimod var der lagt dem omtrent saa mange Hindringer i Vejen som muligt. Der var først alle Besværlighederne ved Indsejlingen, som de jo rigtignok maatte dele med Sejlskibene. Men dernæst ramtes Dampskibene paa deres allerømmeste Punkt ved det absolutte Forbud imod at have Ild eller Lys om Bord paa Skibe i Havnen. Dampskibe,


69

som skulde inden for Toldbodbommen, maatte altsaa slukke Ilden under Kedlerne og lade sig slæbe det sidste Stykke Vej, - det betød jo i Praksis, at de helst ikke kom der. Selv det med saa mange Forhaabninger imødesete Dampskib, der i 1841 bragte den mecklenborgske Prinsesse, som skulde blive Prins Frederiks Gemalinde, maatte holde sit Indtog i Havnen paa denne Maade, møjsommelig henslæbt til Landingsstedet med Ilden slukt under Kedlerne. Allerede i 1840 androg Grosserersocietetet om, at dette Forbud, som særlig var motiveret af Hensynet til en mulig Brandfare for Orlogsskibene i Flaadens Leje, maatte blive hævet; men Admiralitetet satte sig derimod. Det gjorde mere Indtryk, da Orlogskaptajn Zahrtmann - den senere Marineminister i Martsministeriet - i 1841 traadte frem som Talsmand for et mere moderne Syn paa Københavns Havneforhold. I et til Kongen indgivet Andragende foreslog han helt at lukke Havnen op ved at fjerne Flydebroen ved Toldboden og lade Forbindelsen med Refshaleøen besørge ved Færger; Havneindløbet skulde dernæst gøres saa bredt, at ogsaa Dampskibe bekvemt kunde gaa derigennem, og endelig skulde disse have Tilladelse til at gaa ind i Havnen med Ild under Kedlerne. Trods Modstand fra Autoriteterne trængte Zahrtmanns Anskuelser igennem, og ved Plakat af 3. April 1843 blev det tilladt Dampskibe at gaa gennem Bommen og ind i den indre Havn. - Omtrent fra samme Tid blev det Reglen, at Flydebroen over Havneindløbet stod aaben hele Dagen undtagen lige i den Tid, da Holmens Arbejdere passerede frem og tilbage over den. Dette skete dog flere Gange daglig og varede hver Gang en halv Time, saa Ulemperne ved denne Ordning var endda følelige nok.

Forbudet mod Ild og Lys ombord paa Skibene vedblev at staa ved Magt endnu i nogle Aar. Men Skipperne klagede stadig over, at det fordyrede deres Ophold i Havnen, da Mandskabets Spise maatte koges i Land, og de


70

endog undertiden var nødte til at indkvartere Mandskabet paa Landjorden eller dog at indrømme det større Frihed til at forlade Skibet, end de ellers vilde gøre. Ved Plakat af 3. Februar 1847 blev da omsider ogsaa disse gamle Forbud ophævede. Det tillodes Skibene at have Ild i Kabyssen til Kl. 6 Eftermiddag og Lys i Lanternen til Kl. 10 Aften. Tilladelsen gjaldt dog ikke de Skibe, som havde Last af let antændelige Varer. Et Havnepoliti blev samtidig indrettet til at paase Overholdelsen af disse Bestemmelser 1).

Men det hjalp jo ikke meget, at Dampskibene havde faaet Lov til at komme ind i Havnen, naar man ikke samtidig skaffede dem en Plads, hvor de kunde lægge til. Det kunde synes underligt, at der ikke var Plads i den rummelige Havn paa en Tid, da der netop klagedes over Skibsfartens Stilstand eller Tilbagegang, og det hedder da ogsaa i en Bladartikel fra disse Dage:

»Ikke Plads i Københavns Havn? - Det tro vi ikke, saalænge Synslinien uhindret gaar fra den ene Ende af Havnen til den anden, og det i alle Retninger. Plads er der desværre til flere Dampbaade end dem, som endnu i mange Aar komme til at fare paa København; Plads kan der findes, uden at dertil just hører stor Opfindelsesaand, til tre Gange den Skibsfart, som nu haves.« 2)

Men Sagen var jo den, at der paa de fleste Steder ved Bolværkerne ikke var tilstrækkelig Dybde til større Skibe, og Dampskibene var allerede nu i Reglen større og mere dybtgaaende end Fortidens Fartøjer. Desuden var de bedste Bolværker og Anlægspladser i privat Eje. Da der i 1851 var 19 Dampskibe i regelmæssig Fart paa København, kunde Havnevæsenet kun skaffe Plads til 12; de 6 mindste kunde lægge til ved Kvæsthusbroen, 6 større ved

__________

1) Koll. Tid. 1847 S. 127.

2) Fædrelandet 12. Maj 1842.


71

Toldboden, men de 7 største maatte fremdeles som forhen blive liggende ude paa Strømmen og lade Landsætningen foregaa i Baade. Denne Besværlighed blev yderligere byrdefuld og kostbar derved, at Færgeretten i Havnen og dermed ogsaa al Forbindelse mellem Skibene og Landjorden var givet i Entreprise til en enkelt meget foretagsom Mand, nemlig Havnekaptajn Eskildsen, hvis første Privilegium gik helt tilbage til 1811 1). Eskildsen var en mægtig Mand, der med Strenghed vaagede over sin Eneret til at landsætte Passagerer, og det ser næsten ud til, at han har fortolket denne Ret saaledes, at Passagererne overhovedet ikke maatte forlade Skibet ad anden Vej end ved Hjælp af hans Baade. I hvert Fald nævnes det i Datidens Aviser, at man ude i Havnen kunde se det Særsyn, at et Dampskib, som havde baade Passagerer og Heste om Bord, laa ude paa Strømmen for besværligt at landsætte Passagererne ved Hjælp af Eskildsens Baade og derefter sejlede lige ind til Broen for at udskibe Hestene. - Foreningen af denne private Færgeforretning med Embedsstillingen som Havnekaptajn har muligvis ikke været til Gavn for Embedet, - saaledes fremstiller i hvert Fald Bladene ganske ugenert Forholdet, naar de, hvad ret hyppigt skete, beskæftigede sig med Eskildsen og hans Privilegium. Saaledes skriver »Fædrelandet« i 1852:


»En Krøsus i Indtægter, en Stormogul i Magt - Københavns Havnekaptejn. Vor allernaadigste Konge gav i 1848 Afkald paa sin Enevoldsmagt, men ingen Folkevillie har været i Stand til at indskrænke Havnekaptejnens uindskrænkede, uansvarlige Myndighed over Havn og Rhed. Man antager, at denne Overlevering fra »de gode gamle Tider« af Guds Naade er Enehersker over det københavnske Farvand, dets Lods- og Færgevæsen, og naar man i England synger »Britannia rule the waves«, kan man her passende sætte Eskildsen istedetfor Britannia. Enhver Anke over hans Regering er ham ligegyldigere, end om han høster én Kartoffel mindre, saa lige-

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1844 S. 169. - Dep. Tid. 1857 S. 1088,


72

gyldig, som det er ham, om det ene Fartøj løber paa det andet, eller om Havn og Rhed bliver ufremkommelige. Han er i en vis Henseende en mild Hersker; enhver Skipper kan gøre og lade, hvad ham lyster, lægge sit Skib paa langs eller paa tværs, hvorsomhelst, og stoppe Bommen. Der er kun ét Punkt, hvori Havnekaptejnen forlanger sig respekteret, det er Færgemonopolets Opretholdelse uden ringeste Forkleinelse.« 1)


Saa længe Eskildsen levede, var der altsaa ikke Haab om nogen Forandring, og da han døde i Maj 1856, gik Privilegiet over paa hans Arvinger, som endnu drev Færgevæsenet i nogen Tid; men omsider kunde det jo ikke opretholdes længer. Ved Lov af 14. December 1857 blev Færgeretten givet fri og kunde nu fremtidig udøves af enhver, der opfyldte de af Havnevæsenet stillede Fordringer.

Men Mangelen paa tilstrækkelig Anlægsplads for Dampskibene vedblev at være lige følelig. Hovedadgangen til Byen fra Søsiden var Anlægspladsen ved Nordre Toldbod, en gammel Trætrappe, som allerede i mange Aar havde trængt til Fornyelse, og om hvilken der aldrig siges andet end ondt: »En Hønsetrappe, ikke meget bekvemmere end Falderebstrappen paa et Skib,« kalder Professor Clausen den. »En vippende Flyde- og Baadebro, der bedre passede sig for Skovshoved eller Humlebæk,« hedder det i »Fædrelandet«. Allerede i 1806 havde det været paatænkt at forny denne Trappe, men der blev ikke Raad til det. I 1834 fremkom et nyt Forslag fra Havnebygmesteren om helt at fjerne Træbroen og erstatte den med en Stentrappe. Samtidig skulde hele Toldbodpladsen reguleres og »Hukket« under Toldbodbatteriet opmudres for at give Plads til en Baadehavn, ligesom der maaske her kunde skaffes en Plads, hvor »Dampskibet« kunde lægge til. Men der var mange Autoriteter, som skulde udtale sig om denne Plan, og da man i 1841 i det væsentlige var bleven enig

__________

1) Fædrelandet 20. Sept. 1852.


73

om den, var det allerede for sent: Dampskibsfarten havde i disse Aar udviklet sig saa stærkt, at Planen var forældet, inden der var begyndt paa dens Udførelse. Dampskibene kunde nu ikke længer rummes i »Hukket«. En ny Plan maatte da udarbejdes, og endelig blev det ved kgl. Resolution af 21. September 1844 fastslaaet, at en Landingstrappe af Sten skulde opføres ved Toldboden. I Foraaret 1846 blev der taget fat paa Arbejdet, som skred frem med sædvanlig Langsomhed. Treaarskrigen bragte det til helt at gaa i Staa, og endnu i mange Aar derefter maatte man benytte den gamle Flydebro, ved hvilken Dampskibspassagererne blev landsatte i de eskildsenske Baade.

At der igen blev taget fat paa Arbejderne ved Toldbodtrappen, skyldtes et Andragende til Borgerrepræsentationen, som dennes Medlem, Brygger J. C. Jacobsen, indgav i 1851. Han mindede om, at Forsamlingen allerede i 1844 havde udtalt sig for Toldbodtrappens fuldstændige Ombygning og for en saadan Udvidelse af Havneindløbet, at Indsejlingen kunde ske med saa lidet Ophold som muligt. Og siden den Tid var Dampskibsfarten tiltaget saaledes, at Trangen til en friere Passage og til passende Anløbssteder betydeligt var forøget. »Af de 19 Dampskibe, som nu stadigt fare paa København, søgte 6 af de mindre at hjælpe sig med det indskrænkede Bolværk ved Kvæsthusgaden, hvor der næppe var Plads til 3; de kgl. Postdampskibe og et Par tyske havde faaet Plads ved Toldboden, hvor det paa Grund af Toldbodbroens Længde og Indløbets Snæverhed var saa ubekvemt at komme til og fra Bolværket, at man ofte brugte lige saa lang Tid dertil som til at sejle 1-2 Mile; og de øvrige Dampskibe, 7 til 8 i Tallet, maatte endnu ligesom i gamle Dage blive liggende uden for Toldboden og modtage eller landsætte Passagerer ved Hjælp af Baade.« Brygger Jacobsen anmodede derfor Repræsentantskabet om at foretage de fornødne Skridt for at bevirke, at de af For-


74

samlingen i 1844 paapegede Foranstaltninger til Dampskibsfartens Fremme snarest muligt maatte komme til Udførelse 1).

En ny Plan til Toldbodkajernes Ordning blev da udarbejdet af Vandbygningsinspektør Carlsen; ogsaa dens Vej var trang: Krigsministeriet gjorde Indvendinger imod den af fortifikatoriske Hensyn, og den maatte atter ændres 2). Først i 1856 kunde man begynde paa det endelige Arbejde, og i 1860 var det tilendebragt. Da var der anlagt en Kaj med Landingstrapper af Sten samt en Baadehavn.


Over Havnen førte de samme Broer som nu. Den vigtigste af dem var den gamle Knippelsbro, Kristian IV's Vindebro fra 1620, der stadig spændte sit vældige Tømmerværk over den 300 Fod brede Strøm, som da den første Gang blev opført. Sejglivet trods evindelige Klager over den, smuk i sin Ærværdighed og populær som enhver gammel Kending var den Befolkningens Kælebarn, der let fik Tilgivelse for de mange Forsinkelser, den var Skyld i baade til Lands og til Vands. Efter den sidste Ombygning i 1816 var dens Bredde paa den faste Bro 24 Fod, deraf 18 Fod til Kørebanen og et Fortov paa hver Side af 3 Fods Bredde. Paa Klapperne var Bredden kun 13 1/2 Fod; her kunde altsaa ikke to Vogne passere hinanden, ja, selv for Fodgængere var Situationen ikke uden Fare, naar de mødte en belæsset Vogn midt paa Klapperne. Og et saadant Møde undgik man næppe, - dertil var Færdselen over Broen alt for uhyre. I 1848 foretog Vandbygningsinspektør Carlsen en Optælling af de Fodgængere, der passerede Broen. I de første Morgentimer fra Kl. 6 til 9 passerede gennemsnitlig 12-1500 Mennesker i Timen. Færdselen tiltog op ad Dagen og var stær-

__________

1) Borgerrepr. Forh. 29. Sept. 1851.

2) Borgerrepr. Forh. 28. Jan. 1856.


75

kest hen ad Aften, da 20-2200 Mennesker passerede Broen i hver Time. I 1857 foretoges saadanne Tællinger paa ny, nu tillige omfattende Køretøjer. Det viste sig, at Fodgængertrafikken var omtrent den samme som i 1848; der gik i alt ca. 24,000 Fodgængere over Broen hver Dag, desuden 2800 med Heste forspændte Køretøjer og 3-400 Trækvogne. Det var af forspændte Køretøjer ca. 200 i Timen og paa de mest befærdede Tider af Dagen indtil 270.

Og denne stedse rindende Strøm blev nu flere Gange daglig afbrudt ved, at Broklapperne aabnedes. I alt passerede gennemsnitlig et Par Tusinde Skibe aarlig gennem Knippelsbro, og det varede hver Gang 10 til 15 Minutter at faa et Skib halet igennem. Medens det stod paa, samledes Fodgængere i Hundredevis paa begge Sider af Broklapperne, og Vognene holdt i Række langt op i Børsgade.

Men var denne Ordning byrdefuld for Trafikken over Broen, var ej heller de Skibe, som skulde passere igennem den, ret vel tjente dermed. Broaabningen var 32 (i 1858 kun 30) Fod vid, hvorved alle større Sejlskibe og alle Hjuldampere var helt afskaarne fra at komme der igennem. Tilmed var der altid stærk Strøm i Gennemsejlingen, da de store nedsænkede Stenkister, hvorpaa Broen hvilede, indsnævrede Løbet alt for meget; og endelig var Broen saa svag, at det ved opslaaede Plakater var forbudt at køre over den med større Læs end ni Skippund, hvilket var betydelig mindre end et almindeligt Vognlæs. - Saaledes klagedes der over den fra alle Sider, og i 1857 indsendte en Række ansete Borgere - J. Adolph, C. A. Broberg, A. Hage, H. P. Hansen, L. Holm, H. Kayser m. fl. - en Adresse til Kommunalbestyrelsen om at faa en ny Bro; men den gamle Knippelsbro blev liggende endnu i adskillige Aar, og da den endelig var fjernet, mindedes den dog af alle med Venlighed, og dens gode Egen-


76

skaber traadte stærkere frem ved Sammenligning med den ny 1).

Passagen over Knippelsbro var afgiftsfri, - kun de to Kommuner paa Amager, Taarnby og Store Magleby, betalte 150 Rdlr. aarlig for Benyttelse af den. Derimod skulde der betales Bompenge for Passagen over Langebro, ved hvilken der derfor fandtes baade Bom og Bomhus. Naar der klagedes over Langebro, var det næsten altid Bompengene, det var galt med, - her som ved Landevejsbommene og i Portene. Langebro blev ombygget i 1851. Udgifterne til dens Vedligeholdelse fordeltes efter et Reskript fra 1817 med en Trediedel til hver mellem Kommunen, Havnevæsenet og Landmilitæretaten.

Havnen endte ved Langebro. Rigtignok var ogsaa denne Bro forsynet med Klapper; men Vanddybden i Kallebodstrand var ringe, og desuden spærredes Passagen her af de saakaldte Estakader, et Pæleværk, der gik tværs over Strømmen uden om Rysenstens Bastion og den lige overfor liggende »Køkkenkurv« paa Amager. Imellem Langebro og Estakaderne laa et fredeligt Indvand, der brugtes til Badeplads dels af Gæsterne paa den meget besøgte Badeanstalt Rysensten, dels af den ikke-betalende Ungdom 2). Her blev ogsaa drevet Rusefiskeri, til hvilken Virksomhed der krævedes en Tilladelse, som i Reglen blev givet gamle veltjente Sømænd 3).

__________

Kristianshavn.

Det gammeldags Kristianshavn, der er blevet sig selv lig under Aarhundreders Omskiftelser, havde ogsaa i Fyr-

__________

1) Borgerrepr. Forh. 8. Juni 1857. - Betænkning om Opførelse af en ny Bro mellem Kbhvn. og Krhavn. 1858 (trykt).

2) F. Hendriksen: Fra Kjøbenhavn i sidste Halvdel af nittende Aarhundrede, S. 23.

3) Borgerrepr. Forh. 1843 S. 156.


77

rerne væsentlig det samme Præg som nu. Ud mod Havnen laa det ene Skibsværft ved Siden af det andet. Her havde Jacob Holm sit Skibsbyggeri, hvor han for L. N. Hvidt byggede det første danske Dampskib; det hed Frederik VI og løb i regelmæssig Fart mellem København og Kiel, indtil det strandede i 1845. Bag ved Holms Plads laa det militære Laboratorium, - et Naboskab, som let kunde blevet skæbnesvangert for hele Byen, da Holms Plads den 20. Juni 1843 hjemsøgtes af den største Ildebrand, som København i disse Aar var Vidne til. I Laboratoriet var der et Forraad af 8000 Pund Krudt foruden fyldte Bomber, Granater og Patroner. Brandvæsenets Virksomhed maatte fra første Færd koncentreres om at spærre Ilden Vej til Laboratoriet, hvilket ogsaa lykkedes, medens derimod alle Bygningerne paa Holms Plads nedbrændte 1). - De saakaldte Holms Huse var den Række lave Arbejderboliger, der endnu ses langs Volden i Langebrogade; i Modsætning til Tidens andre Smaalejligheder roses de stærkt for deres Nethed og deres sunde og luftige Beliggenhed.

Paa Wilders Plads, der i 1839 var bleven solgt af Asiatisk Kompagi til Handelshuset Zinn & Søn med flere, var der ligeledes Skibsværft. Ejerne af dette søgte i 1844 at indrette sig en saa moderne Ting som en Flydedok, men inden de skred til Anlæget, ønskede de Eneret paa denne Indretning for femten Aar. Magistraten, som skulde udtale sig herom, vidste øjensynlig ikke, hvad en Flydedok var; men efter at den havde faaet Besked fra sin sædvanlige Tilflugt, Polyteknisk Læreanstalt, og fra Fabrikdirektøren, blev det ansøgte nægtet. - Uden for Wilders Plads kom Flaadens store Værfter paa Nyholm.

Ogsaa længere inde paa Kristianshavn ragede Fa-

__________

1) Borgerrepr. Forh. 7. Sept. 1843. - Ildebranden 20. Juni 1843 (trykt).


78

briksskorstene i Vejret, og Luften genlød af Hammerslag. I 1846 anlagde Baumgarten og Burmeister deres Maskinfabrik i Overgaden neden Vandet, hvorfra senere det store Skibsbyggeri paa Refshaleøen voksede frem. Ogsaa det oprindelige Anlæg i Overgaden udvidede sig stærkt i Aarenes Løb, - Udvidelsen skete til en Begyndelse derved, at Fabrikken bredte sig ud over Gaden indtil Kanalens Bolværk. Allerede i Fyrrerne benyttede Firmaet Gaden fra Lille Sofiegade til Laboratoriet, men først i 1855 ordnedes Forholdet endelig ved, at Gaden blev overladt det af Kommunalbestyrelsen. Da Firmaet var blevet Ejer af Grundene paa begge Sider af Lille Sofiegade, søgte det ogsaa at faa Raadighed over denne Gade; men det gik dog først i Orden i 1868, da Kommunen solgte Lille Sofiegade til Burmeister & Wain for 6000 Rdlr.

Allerede tidligere var den modsatte Ende af Overgaden neden Vandet bleven paa samme Maade afspærret af Ankersmed Caspersen; og i det hele taget var Kristianshavns Gader stærkt efterstræbte af den voksende Industri. Jernstøber Løwener søgte om Tilladelse til at afspærre en Del af Dronningensgade, og Interessenterne i Lille Mølle vilde spærre en Vej langs Volden; men begge disse Andragender blev dog afslaaede.

Kristianshavns største Pryd var da som nu Vor Frelsers Kirke med sit ejendommelige Spir. Men det var en kostbar Pynt, og Kirken var forfalden og slet vedligeholdt, altid trængende til Reparation. I 1845 var Tilstanden saadan, at Tyve om Natten kunde afbrække og bortføre Kobberet paa Kirkens Tag. Det var særlig Taarn og Spir, som trængte til Reparation. Men Kommunen, som var Patron for Kirken, trykkede sig ved at udrede Pengene dertil, da den med god Grund hævdede, at Taarn og Spir var uden Betydning for Gudstjenesten og væsentlig kun gjorde Nytte som Sømærke. I 1849 indsaa endelig alle Parter, at det ikke kunde nytte at forhandle længer om,


79

hvem der skulde betale, - der maatte i hvert Fald tages fat straks. Finansministeriet lovede da at betale Halvdelen af de 16,000 Rdlr., som Overslaget lød paa, naar Kommunen foreløbig vilde lægge Pengene ud og vente med Betalingen, indtil Krigen var endt, og Staten igen fik bedre Raad. Derpaa blev der begyndt paa Arbejdet; men Reparationen viste sig at koste 25,000 Rdlr., og Staten holdt paa, at den ikke vilde betale mere end de 8000 Rdlr., som den fra først af havde lovet. Det blev dyrt for Kommunen, som desforuden havde anvendt 19,000 Rdlr. paa selve Kirken. Og saa var endda en Istandsættelse af Orglet tilbage. Kirkens Orgel var et af de fortrinligste i Landet, men det var som alt det øvrige i en saa maadelig Forfatning, at det ikke mere kunde bruges. Det blev nu undersøgt af Professor Hartmann, der erklærede, at en Istandsættelse vilde koste ca. 4000 Rdlr., men at Orglet var saa værdifuldt, at det fortjente denne Bekostning. Pengene blev da skaffede til Veje af forskellige Legatmidler og Orglet istandsat.

Paaskedag 1853 aabnedes Kirken paa ny efter den langvarige Restaurering. Sognepræsten Visby og Kirkeværgen Ankersmed Caspersen fik af Kommunen bevilget de fornødne Pengemidler til Afholdelse af en højtidelig Aabningsfest med Kantate og Basunmusik.


Omkring de to Kirker paa Kristianshavn laa endnu de gamle Kirkegaarde. Desuden havde Vor Frelsers Kirke en nyere Begravelsesplads, Rolighed kaldet, i Sct. Annæ Gade tæt op mod Volden og en Frijordskirkegaard for Fattigfolk ude paa Amager. Da det i 1851 blev forbudt at begrave flere Lig inden for Voldene, skulde dette Forbud ogsaa have omfattet Kristianshavn; men foreløbig blev det her stillet i Bero. Thi vel blev der anvist Vor Frelsers Kirke, ligesom Byens andre Kirker, en Andel i Assistenskirkegaarden paa Nørrebro; men Kristianshav-


80

nernes Protest mod at benytte en saa fjerntliggende Begravelsesplads var jo vel berettiget, og en Anvisning paa at benytte Assistenskirkegaarden paa Amager strandede paa den tilfældige Omstændighed, at den fine Ligvogn ikke kunde komme gennem den lave Amagerport, - kun Nr. 2 og de ringere Vogne kunde passere Porten. Dette Argument har Autoriteterne dog sat sig ud over; Amagerport blev staaende til 1857, men allerede den 1. August 1853 blev yderligere Begravelser inden for Kristianshavns Volde forbudt. Baade den oprindelige Begravelsesplads omkring Kirken og »Rolighed« blev derfor nedlagte, medens Frijordskirkegaarden uden for Amager Port blev udvidet og saaledes indrettet, at den ogsaa kunde afgive Plads for betalte Gravsteder.

Lige over for denne Kirkegaard, paa den modsatte Side af Amagerbrogade, laa Slavekirkegaarden, der benyttedes til Begravelsesplads for Fangerne i Børnehuset og for dem, der blev henrettede paa Amager Fælled. I 1857 begyndte Arbejdet for at faa den flyttet. Tidsaanden krævede ikke længer med den tidligere Strenghed, at Forbrydere og Straffefanger skulde have deres egen Kirkegaard, - baade i Viborg og Horsens begravede man de afdøde Tugthusfanger i en særlig Afdeling af de almindelige Kirkegaarde. Det var dog først, da de omliggende Lodder paa Amager begyndte at blive bebyggede, og Sundhedsvæsenet klagede over, at Slavekirkegaarden var sundhedsskadelig for Omgivelserne, at denne Begravelsesplads blev nedlagt 1). Nu er et Forstadsteater bygget paa dens Grund.


Bag Vor Frelsers Kirke laa et omtrent ubebygget Terræn, som i 18. Aarhundrede var fremkommet ved Opfyldning med Renovation. Da de nye Renovationskuler uden

__________

1) 1. Sekr. 1857 Nr. 2271.


81

for Amagerport blev tagne i Brug i 1777, ophørte man med at føre Natterenovationen ud paa denne Plads. Derimod beholdtes en Del af den til Losseplads for Dagrenovation og benyttedes som saadan endnu i 1857. medens andre Dele af det store Terræn blev solgte og søgt anvendte paa forskellig Maade. Et Jordstykke syd for Baadsmandsstræde blev købt af den kongelige Porcelænsfabrik, som indrettede en Filialbygning derude, og en Del af Grunden nord for Baadsmandsstræde gik i 1779 over til Søkvæsthuset. Siden 1808 havde det borgerlige Infanteri haft Øvelsesplads og Eksercerhus paa dette Terræn.

Eksercerhuset var en gammel Bygning fra 1704, som stadig trængte til Reparation. I 1843 gjorde Kæmneren opmærksom paa, at der paa Bygningens Loft henlaa en Mængde gamle, svære Isningsredskaber, som ved deres Vægt ødelagde Bygningen, og han anmodede derfor om, at de maatte blive flyttede et andet Sted hen eller solgte. De var bestemte til Isning i Stadsgraven, men havde ikke været brugte siden den engelske Krig.

Denne Skrivelse gav Anledning til, at man undersøgte disse gamle Sager nøjere. De sværeste Stykker var to Isbrydningsmaskiner og en Isplov til to Heste. Endvidere fandtes 238 Issave, 798 Isøkser, 106 Baadshager, 126 Isbrækkere, 3 Jerndykkere, 42 Ishager, 6 Isragere, 12 Isriver, 54 Trækøller og 6 Isslæder 1). Alle disse Ting var ophobede paa et Loft, der havde givet sig flere Tommer under den svære Vægt og næppe længer kunde vedblive at bære den. Men Stadshauptmanden modsatte sig, at noget deraf blev solgt; kun den svære Isplov, der formedelst sin Størrelse og Vægt dog ikke kunde anvendes, maatte man skille sig af med. Det øvrige søgte man at faa de militære Autoriteter til at tage; men hverken Fæstningens Materialgaard eller Arsenalet vilde have det, og i 1844

__________

1) 2. Sekr. 1856 Nr. 2617.


82

maatte Kommunen da opføre et særligt Hus paa den borgerlige Eksercerplads til Opbevaring af disse Redskaber.

Men heller ikke denne Ordning fik Lov til at vare længe; thi snart maatte det borgerlige Infanteri helt rømme Pladsen. Dets gode Dage var forbi, da en Forening med Pastor Visby som Formand i 1851 begyndte at opføre en Række Arbejderboliger paa en Del af Søkvæsthusets Grund langs med Eksercerpladsen og med Vinduer ud mod denne. Kæmneren protesterede mod det hele Anlæg: det vilde være til megen Gêne for Borgerne at eksercere, hvor saa mange Personer kunde se paa dem; uden at Kommunen var bleven spurgt, var der allerede opført et Plankeværk paa Eksercerpladsens Grund, og det maatte antages, at der ogsaa skulde anlægges en Vej over den langs de nye Huse. Da Pastor Visby blev spurgt, erkendte han, at Foreningen havde været uberettiget til at opføre Plankeværket, men bad om, at det nu maatte blive staaende; og en Gade i Forlængelse af Prinsensgade vilde han ogsaa gerne have anlagt. Men det var for sent, han nu kom i Tanker om at ansøge Kommunalbestyrelsen derom. Hans Ansøgning blev afslaaet, og det nyttede ikke, at Finansministeriet, der selv var interesseret i Gadeanlæg paa denne Del af Kristianshavn, støttede ham og anbefalede hans Andragende om en Kørevej hen over Pladsen. Pastor Visby havde faaet de kommunale Myndigheder imod sig ved sin noget overilede Fremgangsmaade, og han maatte nu opgive det allerede paabegyndte Byggeforetagende og se sig om efter en anden Plads til sine Arbejderboliger 1).

Men det var en Pyrrhussejr, Kommunen her havde vundet over Pastor Visby og Finansministeriet. Thi disse Forhandlinger gav Anledning til, at Ministeriet nu lod undersøge, hvem der egentlig havde Ejendomsretten til denne Eksercerplads. Resultatet blev, at Pladsen tilhørte

__________

1) 2. Sekr. 1851 Nr. 1803, 2944.


83

Staten, og dette maatte Kommunen indrømme, idet den dog til en Begyndelse hævdede, at Staten var forpligtet til at anvise Borgervæbningen en anden Eksercerplads, hvis den fratog Byen den hidtil brugte. Men ogsaa denne Fordring frafaldt Kommunen, da Ministeriet forlangte den prøvet ved Domstolene, og i 1854 indrømmede da Kommunalbestyrelsen, at Staten havde ubetinget Ret til at disponere over Eksercerpladsen uden noget Vederlag til Byen.

Regeringen benyttede sig meget energisk af denne Indrømmelse. Den opsagde Borgervæbningen til Rømning af Pladsen inden Udgangen af 1856 og bekendtgjorde samtidig, at det hele Areal vilde blive udstykket i 37 Parceller og bortsolgt til Bebyggelse.

Stadshauptmanden var meget ulykkelig over den Vending, Sagerne havde taget. Han havde ingen andre Steder at gaa hen med sine Folk, og trods Opsigelsen vedblev han endnu i 1857 at eksercere med dem paa den gamle Plads. Fra Regeringen kom den ene skarpe Skrivelse efter den anden for at faa ham bort. Den 6. Juli forlangte Finansministeriet, at Væbningen uopholdelig skulde ophøre med sine Øvelser paa Kristianshavn; men endnu i Begyndelsen af August færdedes Væbningsmændene derude. Saa henvendte Finansministeriet sig til Justitsministeriet med Anmodning om at faa dem fjernede, at faa Porten ind til Pladsen aflaaset og Nøglerne afleverede. Det hjalp, og den 6. August meldte Væbningen, at nu var Øvelserne ophørte. Samtidig indsendtes en Fortegnelse over, hvad der fandtes paa Pladsen, Væbningen tilhørende. Det var en Skydevold, som havde kostet 660 Rdlr., nogle Flagstænger og Skur, 12 Bænke, 53 Elmetræer, 1 Ahorn, 8 Kastanietræer, 28 Frugttræer og nogle Buske. Plankeværket uden om Pladsen var bekostet af Kommunen, ligesom det i 1844 opførte Skur til Isningsredskaberne.

Disse Redskaber var jo nu for anden Gang bleven


84

husvilde, og paa ny forsøgte Kommunalbestyrelsen at faa Tilladelse til at sælge dem ved Auktion. Men det blev nægtet nu som sidst, og Justitsministeriet benyttede Lejligheden til at indskærpe, at ikke blot skulde Redskaberne fremdeles holdes rede til Anvendelse, men Borgervæbningen havde nu som før den Pligt at besørge Isningsarbejdet, naar det blev forlangt. Med Hensyn til Opbevaringen af alt det gamle Jern maatte Regeringen dog denne Gang selv gøre Udvej, da den forlangte Pladsen ryddet; og det ordnedes da saaledes, at det hele blev afleveret paa den militære Materialgaard. Skydevolden paa Eksercerpladsen fik Lov til at blive liggende et Aar endnu, og det øvrige Inventar solgtes ved Auktion for 285 Rdlr.

I de samme Aar skilte Staten sig af med den store Grund mellem Baadsmandsstræde og Sct. Annæ Gade, som tilhørte Porcelænsfabrikken. Her laa en gammeldags Bygning midt i en Have, hvor en Administrator boede, og hvor der var Oplag af ildfast Ler m. m. 1) For at faa Købere til disse Grunde var det af Interesse for Staten at faa en Gade anlagt derover. Indenrigsministeren forespurgte i 1853, om Kommunen vilde købe et Stykke af Grunden til Forlængelse af Amagergade. Men det vilde Kommunen aldeles ikke. Saa spurgte Ministeriet, om Kommunen vilde anlægge Gaden, naar den fik Grunden gratis. Men heller ikke dette Tilbud blev modtaget, ja, Borgerrepræsentationen fraraadede overhovedet at bebygge denne Grund, da den ikke egnede sig dertil. Den var opfyldt med en Blanding af Dagrenovation og Natterenovation, og der fandtes paa sine Steder Lig i Bunden, da der her i ældre Tider havde været Begravelsespladser for Fattiglemmer og Børnehusfanger. Sundhedskommissionen sluttede sig hertil og forlangte, at Grunden i hvert Fald skulde udgraves indtil den faste Bund, før den maatte bebygges.

__________

1) Bergsøe: De forbistrede Drenge, S. 204.


85

Der blev altsaa ingen Gade anlagt hverken dengang eller senere; men Staten udstykkede alligevel Grunden, saa godt det lod sig gøre, og solgte Parcellerne bort.


Uden for Amagerport laa den ilde ansete Forstad Amagerbro med Renovationskuler og Rettersted. Sogneforstanderskabet i Taarnby klagede til Magistraten over den i 1842. Der var hverken Lygter eller Vægtere paa den Del af Byens Grund, der strakte sig fra Amagerport til Sundbyerne; derimod fandtes her adskillige Værtshuse, der søgtes af de laveste Befolkningsklasser fra Kristianshavn og jævnlig gav Anledning til betydelige Ekscesser. Det var saaledes ikke helt farefrit at passere denne Strækning, og den eneste Beskyttelse for den vejfarende, nemlig Skildvagten uden for Barrièren, var nu bleven inddraget som Følge af det nye Militærreglement. Sogneforstanderskabet henstillede derfor til Københavns Politi at drage Omsorg for de vejfarendes Sikkerhed paa denne Del af Stadens Grund 1).

Bræstrup mente dog ikke, at de foreslaaede Foranstaltninger var nødvendige: »Tidligere var der vel paa Amagerbro adskillige faste Danseboder, som jævnligen besøgtes af de simpleste Klasser, hvorved ikke sjældent om Aftenen og om Natten endog temmelig betydelige Uordener foranledigedes paa Broen; men efter at disse Danseboder i den senere Tid er ophævede, er ogsaa hine Uordener saa at sige ophørte eller dog bleven sjældne.«

Dette Standpunkt var dog iøjnefaldende svagt, og det kunde ikke i Længden opretholdes. I 1845 befaledes det da ogsaa ved kgl. Resolution, at der skulde ansættes to Vægtere og anbringes tolv nye Lygter paa Amagerbro 2).

Fra Renovationskulen tæt uden for Amagerport og

__________

1) 2. Sekr. 1842 Nr. 3435.

2) Koll. Tid. 1845, S. 881.


86

ned til Sundet strakte sig de saakaldte Flader, et sumpet Terræn paa 38 1/2 Td. Land, til Dels overskyllet af Vand og benyttet til Afløb fra Renovationskulerne. Dette uappetitlige Terræn, der endnu i vore Dage ikke bruges til andet end til Losseplads for Dagrenovation, forsøgte Amagerne i Fyrrerne med stor Ihærdighed at fravriste Københavns Kommune. De paastod, at Fladerne i Følge en Landvæsenskommissions »Eragtning« i 1784 var bleven forbeholdte hele Amagerland til fælles Brug som - Grusgrave! Men Amagerne kunde aldeles intet bevise af deres Paastande, og Fladerne tilkendtes København ved en Højesteretsdom i 1849 1). Kommunen begyndte derefter at arbejde paa deres Tørlægning. En Mølle til Udpumpning af Vandet blev bygget og Dæmninger anlagte, og det var Meningen, at Terrænet ved Paafyldning skulde forhøjes en eller to Fod. Men først i vore Dage er man kommen saa vidt med dette Arbejde, at der har kunnet blive Tale om en Anvendelse af Fladerne til Parkanlæg.


De mange Kanaler paa Kristianshavn voldte Grundejerne megen Bekymring, og de vidste ikke selv ret, hvorledes de skulde stille sig til dem. Snart kommer der et Andragende om, at Broerne over dem - Wilders Bro, Snorrebroen og Børnehusbroen - maa blive forandrede til Vindebroer, saa Skibe kan passere igennem dem; snart foreslaas det helt at tilkaste Kanalerne og saa igen en anden Gang at uddybe dem. Interesserne var modstridende, og Magistraten havde derfor ikke vanskeligt ved at finde sit Standpunkt: alle disse Andragender blev afslaaede, og alt forblev ved det gamle.


__________

__________

1) 2. Sekr. 1847 Nr. 3384. - Schlegel I, 300.


87

De udenbys Jorder.

Vor Vandring gennem den gamle By har været som et Besøg paa kendte Steder, - Byen var dog den samme som den, vi selv har set, og de Forandringer, der er skete siden Fyrrerne, har næppe været flere eller større end dem, enhver Tid vil føre med sig. Men naar vi nu gaar uden for Portene, vil vi være som i et fremmed Land. Herude er de Forandringer foregaaede, som sætter Skel i Byens Historie. Københavns nærmeste Omegn er siden Fyrrerne ændret saaledes, at næppe en Plet er til at kende igen.

Hen over det hele Landskab foran Voldene svajede dengang Træernes grønne Kroner. Classens Have, Kirkegaardene og Blaagaard dannede hele Parker; hver nok saa beskeden Bygning havde sin rigelige Haveplads, og langs alle Veje og Stier var der plantet Alleer. Poppeltræerne var de fremherskende. De stod langs Farimagsvejen, rundt om Søerne, ud ad Nørrebrogade og Fælledvejen, langs Jagtvejen og Nørre Allé og ud ad Strandvejen. Poplerne stod meget tæt, med 8-10 Alens Mellemrum, og var allerede i Fyrrerne gamle og store Træer. Befolkningen var ikke videre glad for dem. Møllerne klagede over, at de tog Vinden fra deres Vejrmøller, - ude paa Nørrebro var en Mølle allerede i 1840 af den Grund bleven forandret til en Hestemølle. Postvognene generedes stadig i Alleerne af de nedhængende Grene, og paa Nørrebrogade og Fælledvej var Beboerne utilfredse med, at Træerne tog Lys og Luft bort fra Husene. I 1844 blev det ved en Kancelliplakat bestemt, at hvert andet af Træerne skulde borttages, og hvor der blev plantet paa ny, lod man et Mellemrum af 15-20 Alen aabent mellem Træerne. Samtidig ankede Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse over, at Poppeltræerne indtog alt for betydelige Strækninger omkring Hovedstaden: De var hverken smukke


88

eller skyggefulde; ved deres sildige Udspring og tidlige Løvfald, ved deres aabne Grenemasse og urolige Løv egnede de sig ikke til Alleer, og de burde derfor lidt efter lidt erstattes af andre mere skyggegivende Træer. Denne Anvisning blev fulgt i de kommende Aar; Farimagsvejen blev beplantet med Lindetræer, Kærlighedsstierne og Jagtvejen med Elmetræer, som i det hele blev det Træ, man foretrak i den følgende Tid 1).

Vedligeholdelsen af Vejene paa de udenbys Grunde var indtil 1844 underlagt Kæmneren, der bortliciterede deres Istandsættelse til Byens Stenslagere og Harthuggere. I dette Aar gik den over til det forenede Brolægnings- og Vejvæsen - maaske som et Slags Løfte om, at de træbeplantede Veje efterhaanden skulde forandres til brolagte Gader. Hermed gik det dog meget smaat. I 1850 blev Fortovene i Forstæderne for første Gang ordentlig brolagte og Bestemmelse taget om deres fremtidige Vedligeholdelse. Men med Kørebanerne blev der endnu ingen Forandring gjort.

Bebyggelsen uden for Portene var sparsom og tarvelig. Lige saa tæt Befolkningen var sammenstuvet inden for Voldene, lige saa overdaadigt kunde den svælge i Plads og Luft og Lys uden for dem. Store Arealer laa helt tomme hen, og kun foran paa Nørre- og Vesterbro fandtes mere sammenhængende Bebyggelser. Det var atter Fæstningen, som her havde bestemt Udviklingen; medens den inde i Byen trængte Befolkningen sammen paa det mindst mulige Rum, krævede den fri Udsigt og aaben Plads derudenfor. Derfor kunde Bebyggelsen i Forstæderne saa længe bevare sit landlige Præg, og derfor var Overgangen saa voldsom, naar man passerede ind eller ud ad Fæstningens Porte.

Københavns og Frederiksbergs Jorder indtil Falko-

__________

1) 2. Sekr. 1856 Nr. 3233.


89

neralleen og Jagtvejen udgjorde det saakaldte Demarkationsterræn, der var underlagt Militærets særlige Herredømme. Inden for Demarkationslinien maatte der kun bygges af Bindingsværk og kun i én Etage. I Tidens Løb var denne Bestemmelse rigtignok ofte bleven overtraadt, og der fandtes baade grundmurede og toetages Bygninger derude; men des mere føltes det som en Vilkaarlighed, naar de militære Myndigheder til andre Tider søgte at gennemføre Bestemmelserne i deres fulde Strenghed. Dernæst hvilede den Forpligtelse paa Ejendommene, at alle Bygninger i Krigstilfælde kunde nedrives eller afbrændes uden nogen Erstatning til Ejerne. Og selv om ingen ventede, at Københavns forældede Fæstning nogen Sinde skulde komme til at gøre Tjeneste i en Krig, virkede dog denne Bestemmelse hemmende paa al Byggelyst uden for Portene. Husene kunde ikke blive assurerede i Stadens almindelige Brandkasse, og det var næsten umuligt at laane Penge paa Ejendomme, hvis Grund i Reglen tilhørte Kommunen, og hvis Bygningers Skæbne var afhængig af Krig eller Fred. Udlaan af offentlige Midler til Ejendomme uden for Portene var ligefrem forbudt. Alle Fæstere og Grundejere paa Demarkations terrænet ventede derfor med Længsel paa det Tidspunkt, da Københavns Befæstning kunde blive nedlagt og de derved have Udsigt til at slippe for alle disse trykkende Baand. En af de mere naive iblandt dem, Brændevinsbrænder Wium paa Nørrebro, søgte selv at hjælpe Sagen paa Gled ved i 1846 at fremsætte en Plan til en ny Befæstningslinie omkring København. Han foreslog Anlæg af en Række Batterier fra Flaskekroen ved Kallebodstrand, langs Damhussøen, forbi Bispeengen til Lygten, langs med Lersøen til Tre Flasker og ud mod Stranden, »omtrent saaledes, at den ene Kanonkugle i Mag kunde forsvare den anden«. Derved kunde de gamle Fæstningsværker nedlægges, Demarkationsforpligtelsen hæves og - Grundejerne i de udenbys


90

Kvarterer faa Adgang til at skaffe sig Laan af offentlige Midler 1).

Dette sidste Punkt var for Wium Hovedsagen, og heri mødtes han med alle de udenbys Grundejere. I 1850 tilstillede disse i Fællesskab Regeringen et Andragende, der uden at indlade sig paa Spørgsmaalet om Fæstningen ønskede Ophævelse af Forbudet mod Laan af offentlige Midler og af Bestemmelsen om, at deres Huse i Krigstilfælde kunde nedrives uden Erstatning. Kommunalbestyrelsen anbefalede kraftigt deres Andragende; men Tiden var endnu ikke inde til at sætte dette Forlangende igennem.

At Kommunen, der selv var største Grundejer i de udenbys Kvarterer, gjorde fælles Sag med sine Fæstere i denne Aktion, er jo rimeligt. Militærmyndighederne var deres fælles Fjende, og det var i begge Parters Interesse, at Fæstningens døde Haand blev draget bort fra de vidtstrakte Arealer uden for Portene. Men beklageligt og fordærveligt var det, at den samme Kommunalbestyrelse ogsaa var tilbøjelig til at bøje sig for Fæsternes Ønsker, hvor det drejede sig om selve Ejendomsretten til Byens Jorder, - et Punkt, hvor de to Parters Interesser dog maatte være i absolut Modstrid med hinanden.

Hele det store Terræn fra Fæstningens Volde til Bymarkens yderste Grænser havde oprindelig været Stadens Ejendom og var det i de fleste Tilfælde endnu. Men denne værdifulde Besiddelse var i Aarenes Løb bleven vanskøttet, og da den Tid kom, hvor Jorderne steg stærkt i Værdi, og Kommunen skulde høste Fordelen af Byens Vækst og dens Borgeres Arbejde, var dens Styrelse ikke i Stand til at holde paa, hvad der med Rette tilkom den, - eller maaske ikke dybtskuende nok til at forstaa, hvad det egentlig drejede sig om. Vanskelighederne hidrørte fra, at Bygningerne overalt var Fæsternes Ejendom, medens Grun-

__________

1) Overpræsident Kierulffs Papirer Nr. 3.


91

den tilhørte Kommunen. I og for sig var dette Forhold jo klart nok. Men da Bygningsejerne i Reglen kun svarede en meget ringe Fæsteafgift, og Fornyelse af Fæstekontrakten, naar en Bygning gik i Arv eller blev solgt, altid var opnaaet uden Vanskelighed og paa de gamle Betingelser, var Fæsterne bleven tilbøjelige til at betragte sig selv som Ejere og deres Fæsteafgift som en uforanderlig Jordskyld i Lighed med Skatter og andre faste Afgifter. Den stigende Jordværdi, der gav sig Udslag i højere Priser, naar Bygningerne blev solgte, vilde Fæsterne bestandig tilegne sig; og naar Kommunen søgte at gøre sin Ret gældende ved at forlange Fæsteafgiften forhøjet, blev dette af Fæsterne fremstillet som en Krænkelse af al Retfærdighed.

Administrationens Fejlgreb paa dette Punkt var af gammel Dato. Alt for længe havde den ladet Fæsterne optræde, som om de var Ejere af Byjorden. De havde efter Forgodtbefindende solgt bort af deres Fæstejord, - et Eksempel herpaa er Ejendommen Nr. 6 paa Nørrebro, Hjørnet af Fælledvejen, der i 1787 bortfæstedes til Vognmand Salling og endnu i 1840 tilhørte hans Enke. Salling havde udparcelleret Jordlodden og solgt bort af den til Byggegrunde, og det ses ikke, at Magistraten har lagt nogen Hindring i Vejen herfor førend i 1840, da Enken vilde fortsætte yderligere paa denne Vej, men blev standset af Kæmneren 1). - I andre Tilfælde havde Magistraten virkelig bortsolgt Grundene, men dog bestandig i Skøderne forbeholdt sig Tilbagekøbsret. Dette var saaledes Tilfældet med Store Ravnsborg; men naar Tiden saa kom, hvor denne Tilbagekøbsret kunde faa Betydning, blev den ikke benyttet, - da Ravnsborg blev udstykket til Byggegrunde, opgav Kommunen frivillig den Forkøbsret, som Skøderne hjemlede den.

__________

1) 2. Sekr. 1840 Nr. 16.


92

Hvor Kommunen ikke helt vilde forære sin Ret bort, var det dog kun Ubetydeligheder, der kunde reddes af den gamle Ejendomsret. Da »Rosenengen« paa Østerbro skulde udparcelleres, maatte Fæsteren af den, Tutein, først affinde sig med Kommunen, hvis Forkøbsret omhyggelig var reserveret i alle Fæstebreve og Skøder. Han tilbød at betale 3 Mk. aarlig pr. Td. Land, i alt 8 1/2 Rdlr. Borgerrepræsentationen fik dog sat igennem, at der blev betalt 1000 Rdlr. en Gang for alle for de 17 Tdr. Land, som det her drejede sig om 1).

Maaske var det i det hele taget for sent nu at ville gøre sin Ret gældende, og Kommunen kunde nok blive tilbøjelig til at nøjes med, hvad den kunde faa; thi naar den gik til Domstolene, risikerede den at tabe sin Sag. Saaledes gik det med Reberbanerne paa Vesterbro.

De to Jordlodder Nr. 68 og 69 uden for Vesterport var i 1771 givne i Fæste til Rebslagerlauget til Anvendelse som Reberbaner. Men Lauget havde for længst ladet disse Jordstykker gaa over paa andre Hænder, og de brugtes ikke mere efter deres oprindelige Bestemmelse. Paa Nr. 68 var der Køkkenhave. Vejen mellem de to Lodder blev benyttet til Kartofler, og paa Nr. 69 var der baade Have, Hønsegaard, Svinesti og Tømmeroplag. Magistraten paastod derfor, at Rebslagerlauget havde misligholdt Fæstekontrakten, og forlangte, at Lauget skulde fratræde og ryddeliggøre Jordlodderne til 1. Maj 1852. Det kom til Proces, og Magistraten tabte Sagen. Det lykkedes den ikke at faa Fæsterne bort, og da Kommunen nu selv havde anden Brug for Pladsen, maatte den købe sin egen Jord tilbage for 5000 Rdlr. 2)

Antallet af Byens Fæstere var ved Aarhundredets Midte 56. Den største af dem var Kammerherre Classen,

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1857 S. 487. - 2. Sekr. 1856 Nr. 1839.

2) Overretsdom 27. Aug. 1855. - 2. Sekr. 1855 Nr. 3655.


93

der paa Østerbro endnu havde 207,000 Kvadratalen af Stadens Jord i Fæste, skønt han allerede havde bortsolgt flere Tønder Land. Uden for Amagerport havde Fabrikant Holmblad 70,000 Kvadratalen i Fæste, uden for Vesterport havde Møller Svane 74,000 Kvadratalen. Blandt Stadens Fæstere var Døvstummeinstituttet, Blindeinstituttet og Vesterbros Teater, endvidere mange Gartnere, Slagtere, Rebslagere og Møllere samt en Del fornemme Folk, der havde Lystgaarde paa Stadens Grund 1).

Byens dygtige og energiske Kæmner, Grosserer Borgen, var den, der klarest saa, hvor hele den Styremaade bar hen, som Magistraten i saa mange Aar havde fulgt, og han forsøgte, men uden Held, at standse Kommunalbestyrelsen paa det Skraaplan, den var inde paa. Da den sællandske Jernbane blev anlagt, eksproprieredes en Del af Kommunens Grunde til Anlæget, og Betalingen derfor - 10,346 Rdlr. - indgik i Stadens Kasse. Kæmneren gjorde da i 1847 opmærksom paa, at det ikke vilde være forsvarligt at lade dette Beløb forsvinde mellem de løbende Indtægter for det enkelte Aar, men at det burde sikres Staden som en fast og urokkelig fremtidig Værdi:

»Den aarlige Formindskelse i Jordebogsintraderne, som fremtidig opstaar ved de Grund-Arealer, der ere afgivne til Jernbanen, bør vindiceres for Kommunen paa saadan Maade, at ingen fremtidige Begivenheder kunne formindske eller tilintetgøre disse Indtægter. En simpel Anbringelse af Kapitalerne i let realisable Statspapirer vil ikke i den Henseende give tilstrækkelig Garanti. Jeg tillader mig at antyde, at den Værdi, som til enhver Tid synes at have den største Sikkerhed for Kommunens Formue, er Grundstykker, som ej ere benyttede til forgængelige Anvendelser, saasom Bygninger eller Hauger, men

__________

1) Forklaring over Kbhvns. Fæstegrunde 31. Jan. 1851. Ved 2. Sekr. 1852 Nr. 895.


94

blot som Marker, der kunne bortlejes til Græsning eller anden Dyrkning. Af den Beskaffenhed vare de nu afgivne Grundstykker, og de bør efter mit Skøn æqvivaleres med lignende, hvorved Jordebogsintraderne kunne blive uforkrænkede. Jeg antager nemlig det Princip som grundfæstet, at Kommunen aldrig vil bortsælge dens udenbys Grunde som dens eneste urokkelige Værdi i Tidernes Løb.« 1)

Men Kæmneren stod ene med denne Opfattelse. Borgerrepræsentationen skrev til Magistraten, at den ikke kunde tiltræde Kæmnerens Forslag om Indkøb af Markjorder for de fra Jernbaneselskabet modtagne Penge, ligesom den ej heller kunde billige det Princip, at Kommunen aldrig bør bortsælge sine udenbys Jorder. - Der blev snart Lejlighed til i Praksis at vise dette Standpunkt.

Da Kæmneren ikke kunde faa Salget af Jorden forhindret, søgte han i det mindste at skaffe Byen en nogenlunde ordentlig Indtægt af den. Fæsteafgifterne, som der ikke havde været rørt ved siden 1819, var nu gennemgaaende alt for lave, og Kæmneren foreslog derfor en Nyordning i 1847: Jorderne skulde inddeles i 3 Klasser efter deres Beliggenhed, og den nuværende lave Afgift kunde da bibeholdes for Jorderne af 3. Klasse, medens den forhøjedes for 1. og 2. Klasse. Øjeblikkelig indløb fra samtlige Fæstere en Protest herimod til Magistraten: Den af Kæmneren foreslaaede Forhøjelse af Afgiften var saa voldsom, paastod de, at den vilde gøre ikke blot Grundene, men ogsaa Bygningerne omtrent værdiløse. Efter Fæsternes Paastand var Jordernes Værdi i Virkeligheden højst ringe. For en saa fortrinlig beliggende Ejendom som Hjørnet af Nørrebro og Nørre-Allégade var der betalt 1 Rdlr. pr. Kvadratalen; men dette var enestaaende; der betaltes ellers kun 1, 1 1/2 eller 2 Mk. pr. Kvadratalen for Bygge-

__________

1) 2. Sekr. 1847 Nr. 2948.


95

grunde, ja helt ned til 5 Skilling: »Allerønskeligst vilde det vistnok være, om det hele lidet lykkelige Forhold af en saa mislig Ret til vore Ejendommes Grunde kunde vorde aldeles hævet, saaledes at Kommunen en Gang for alle udløstes ved en perpetueret aarlig Grundrente til Stadens Kasse, der stod i et passende Forhold til Grundenes virkelige Værdi for Staden.«

Naar Grundejerne paastod, at en Pris af 1 Rdlr. pr. Kvadratalen var noget helt usædvanligt uden for Portene, var dette dog næppe rigtigt. I 1846 blev denne Pris betalt for Jorder ved Blaagaard, og da Læge Hjaltelin i det samme Aar forhandlede med Kommunen om Købet af Sortedamsagrene - den Plads, hvor nu Kommunehospitalet ligger -, gik han ind paa at betale denne Grund med 1 Rdlr. pr. Kvadratalen, skønt det her drejede sig om et saa betydeligt Jordstykke som 53,600 Kvadratalen. Og den Komité, der forhandlede med Hjaltelin, og som utvivlsomt har haft Kæmneren til Raadgiver, synes endda at have ment, at dette var et billigt Tilbud. Den gjorde nemlig i sin Indstilling opmærksom paa, »at Erfaringen fra en ældre Tid har lært, at den Købesum, der til en Tid synes god og antagelig, i en senere Periode under Pengenes forandrede Værdier findes at være aldeles ubetydelig, hvilket med Føje maa gøre Kommunalbestyrelsen betænkelig ved at afhænde sine faste Ejendomme« 1). Og den fremhævede yderligere, at en ny og stærk Prisstigning kunde forventes i den nærmeste Fremtid, hvis det Andragende maatte blive bevilget, som netop da var indgivet til Regeringen fra en stor Mængde Ejere af udenbys Grunde om Ophævelsen af de Baand og Indskrænkninger, der nu paahvilede disse med Hensyn til Stadens Fortifikationsvæsen. Heri havde Komitéen naturligvis ganske Ret, og da disse Indskrænkninger virkelig bortfaldt nogle

__________

1) 2. Sekr. 1846 Nr. 902.


96

Aar senere, betaltes snart Grundene ude i Forstæderne med flere Rigsdaler pr. Kvadratalen.

Men Kæmneren fik ingen Støtte i sin Kamp for Bevarelsen af Byens Jordværdier. Magistraten var mest tilbøjelig til at holde med Fæsterne og altid villig til at laane Øre til deres Klager, ligesom deres Forslag om helt at udkøbe Kommunen af Jorden, saa alle Fæsterne blev Selvejere, passede Magistraten helt godt. De private var her som saa ofte klogere end de, der skal varetage de offentlige Interesser; Fæsterne havde meget vel forstaaet, at nu, da Byen og særlig Forstæderne stod over for en mægtig Opgangstid, var det just Øjeblikket for dem til at købe. Og de kortsynede Autoriteter arbejdede dem lige i Hænderne.

Kæmneren forsvarede dog kraftigt sine Forslag og fik til en Begyndelse Støtte hos Borgerrepræsentationen, der sluttede sig til Planen om Byjordernes Inddeling i de tre Klasser. Alligevel blev det ikke dette Resultat, som kom ud deraf. En ny Komité blev nedsat, og da denne afgav sin Betænkning i 1852, er det helt andre Tanker, der fremsættes. Man faar af Betænkningen det Indtryk, at Sagen paa Forhaand betragtes som tabt for Kommunen, - i hvert Fald sporer man ikke nogen kraftig Vilje til at værne om Byens Ret. Komiteen fremstiller ganske vist Forholdet, som det virkelig var, og gør opmærksom paa, at de stedfindende Ulemper vilde »kunne afhjælpes, naar det bragtes til almindelig Kundskab, at den nu fastsatte Fæsteafgift kun var gældende for den nærværende Livsfæster, men at det derimod stod Kommunen som Ejer af Grunden ved indtrædende Fæsteforandring frit for at forøge den til et saadant Beløb, som efter de forandrede Konjunkturer fandtes passende«. Men alligevel tilraader Komiteen ikke at anvende dette simple Middel. Dens Forslag gaar ud paa, at Kommunen skulde stræbe efter at faa Fæsteforholdet afløst af et Ejendomsforhold og ved alle


97

Midler opmuntre Fæsterne til at købe deres Ejendomme. Og dette ukloge Standpunkt - der maaske kan undskyldes ved Tidens almindelige Sværmeri for Selveje, men som i Virkeligheden ofrede Byens ældgamle Ret til sine Jorder og de Rigdomme, som de i Løbet af faa Aar vilde komme til at repræsentere, for en ussel Vinding i Øjeblikket og for en magelig og behagelig Fred med de misfornøjede Fæstere, - blev tiltraadt af begge Kommunalbestyrelsens Afdelinger 1).

Resultatet af Komitéens Virksomhed blev da Udstedelsen af en Raadstueplakat af 14. Maj 1852, »hvorved til Efterretning for alle Vedkommende bekendtgøres, at Kommunalbestyrelsen paa nærmere forventende Approbation er villig til efter derom indkommende Begæring at overdrage de af Stadens udenbys Grunde, der besiddes i Livsfæste, til vedkommende Fæstere som fuldkommen Ejendom imod en i hvert enkelt Tilfælde efter de concrete Forhold lempet, passende Købesum, men at for Fremtiden i Reglen ingen yderligere Udparcellering eller Bebyggelse af disse Fæstegrunde vil blive tilstedet, ligesom ogsaa Fæsteafgifternes Størrelse, naar Fæstet vorder ledigt, vil blive reguleret efter den Norm, der af Kommunalbestyrelsen til enhver Tid derom er vedtagen.«

Hermed var altsaa det skæbnesvangre Skridt taget og det Jordsalg indledet, som i Løbet af de følgende Aar skilte Hovedstaden af med dens værdifuldeste Eje. Den hele Sag var endt lige stik imod de Indstillinger fra Kæmneren, hvormed den i 1847 var begyndt.

Paa dette Tidspunkt var Demarkationsforpligtelsen allerede hævet for den Del af Byens Jorder, som laa uden for Søerne. Staten havde ikke betinget sig nogen som helst Andel i de nye Værdier, som ved denne Lovændring blev skabte. Kommunen skyndte sig ved Bortsalg af Fæ-

__________

1) Borgerrepr. Forh. 26. April 1852.


98

stegrundene at give Slip paa sin Part. Den hele store Værdistigning faldt som en moden Frugt i nogle faa Grundejeres Skød.


Jagtretten paa Stadens Grunde tilhørte fra gammel Tid Kongen; men i 1851 blev det ved Lov bestemt, at Grundejerne selv kunde tilkøbe sig denne Ret. Den første, der benyttede sig af Tilbudet, var Konferensraad Kirstein, Ejer af Gaarden Nøjsomhed paa Østerbro, der erhvervede Jagtret paa sin egen Grund for en Betaling af 10 Rdlr. en Gang for alle. Kommunen ønskede derimod ikke at erhverve Jagtretten paa sine Grunde, da den ikke mente, der kunde vindes noget derved; og Domænedirektionen bortforpagtede da denne Ret til lysthavende. En af dem, der stadig meldte sig, var Raadstuearkivaren C. M. Winther, der Aar efter Aar lejede Jagten paa Fladerne, Kløvermarken og det øvrige Terræn uden for Kristianshavns Vold. Adskillige Skrivelser vidner om, at Arkivaren har været meget nidkær i at haandhæve sine Rettigheder. Enhver, som blev antruffen med en Bøsse derude, afkrævede han paa Stedet den lovbefalede Mulkt, 4 Rdlr., og de, som ikke straks betalte, blev overgivne til Kriminalretten.

__________

Mellem Fæstningen og Søerne.

Noget af den Romantik, der hvilede over Voldene og Stadsgravene, kunde strække sig helt ud over de grønne Vænger, der fyldte Rummet mellem Fæstningsgraven og Søerne. Nærmest Fæstningen, paa det saakaldte Glaci, blev den opretholdt af Militæretaten ved strenge Forbud mod at færdes uden for de afstukne Veje og Stier. Forbudene maatte idelig indskærpes; thi herude førte Mili-


99

tæret en bestandig Kamp mod de tvivlsomme Eksistenser, der søgte en lille, men ulovlig Indtægt ved at grave efter Ben paa Glaciet. Yderst ude langs de tre Søer gik en træbeplantet Spadseresti med vekslende idylliske Navne: Venskabsstien, Kærlighedsstien, Ægteskabsstien. Og midt igennem Terrænet, fra Trommesalen til Østerbro, løb den lange Farimagsvej, snart i Bugter og Slyng, snart lige ud med skarpe Knæk, forbi Accisevænget og Sortedamsagrene og hen mellem landlige Haver.

Langs denne Vej laa de faa Bebyggelser, som fandtes herude, - en 30-40 Huse i alt paa det hele Terræn. Nede ved Vesterbro havde Kongens Klub et Sommer-lokale, hvis Have var berømt for sin Nattergalesang. For Enden af Gamle Kongevej laa Gaarden Glaciholm og ved Vester Farimagsvej endvidere J. P. Lundes Jernstøberi, Deichmanns Chokoladefabrik og nogle Gartnerhaver. Ud for Nørreport overskar Farimagsvejen den brede Landevej, der allerede her kaldtes Nørrebro, og som, indhegnet af dybe Grøfter og tætte Tjørnehækker, løb tværs over Glaciet til Peblingebroen. Her laa Gæstgivergaarden »Tre Hjorter« og Tømmerhandler Kellermanns store Ejendom. Længere mod Øst kom et Par Stubmøller og Ejendommen Rørholm.

Langs Øster Farimagsvej var Omgivelserne dog i det hele mindre hyggelige. Naar Holmens Kirkegaard undtages, var der kun gjort lidet for at holde denne Strækning i sømmelig Stand, og uindhegnede Fattigkirkegaarde vekslede med Lossepladser og Svinestier. Den her oplagrede Renovation blev nemlig gjort frugtbringende ved at anvendes til - Svineopdræt. Ingeniørkorpset klagede til Magistraten over denne lige saa uskønne som uhygiejniske Anvendelse af Terrænet; Kæmneren indrømmede (i 1849), at Klagen var grundet, »og det lidet Hensyn, der af vedkommende Grundbesiddere tages til det offentlige, er beklageligt«. Men det var Ejendomsgrunde, og Magi-


100

straten kunde derfor intet gøre derved. I 1852 blev der klaget til Politidirektøren derover, men han var her yderst lemfældig og tog de bestaaende Forhold i Forsvar: Jordbunden var bleven forhøjet og jævnet ved denne Anvendelse, god Havejord var fremstaaet i Byens Nærhed, Svineholdet i Forbindelse med Opsamling af Klude og andet Affald i Renovationen havde skaffet en Del Mennesker deres Udkomme, og af Hensyn til alle disse Fordele havde Politiet taalt og mente fremdeles at burde taale disse Anlæg 1). De forsvandt da ogsaa først, da Kommunehospitalet blev bygget.

Til de uhyggeligste Steder ved Øster Farimagsvej hørte den gamle Koppekirkegaard, der laa til højre for Alleen uden for Nørreport, bag ved Acciseboden og Tre Hjorter. Fattigvæsenet benyttede den indtil 1841 til Begravelsesplads for Koppepatienter, men efter den Tid laa den hen, øde og forsømt. Græsset paa den blev i nogle Aar bortlejet for 10 à 16 Rdlr. aarlig og med Forpligtelse for Lejeren til at skaane Grave og Monumenter samt til ikke at bortskuffe Jorden fra Kisterne, der stod tæt under Overfladen, mange Steder ikke et Spadestik dybt. Siden, da ingen lysthavende til Græsningen meldte sig, laa den som en aaben Tumleplads for Mennesker og Dyr, uden Indhegning eller nogen Slags Tilsyn. Tømmermester Kellermann, der i 1854 ønskede at leje Pladsen af Kommunen, giver følgende Skildring af den:

»Det vil være Deres Velbaarenhed bekendt, at den saakaldte Fattigvæsenets Kirkegaard ved Østre Farimagsvej i flere Aar henlaa som et Vildnis, der tjente til Opholdssted for Lazaroner, som her begik de største Uordener, ja vel ogsaa stundom benyttedes til Opbevaringssted for Tyvekoster. Vel har man nu ryddet de Trær og Buske, som vare plantede ved de afdødes Grave, der tjente

__________

1) 2. Sekr. 1849 Nr. 1209, 1852 Nr. 2457.


101

hine til Skjulested, men da dette Terræn henligger uden mindste Hegn, saa afgiver det endnu ofte Lejlighed for saadanne Personer, hvis Foretagender fra Moralitetens Standpunkt ere uhyggelige for den, der som jeg med sin Hauge grænser lige op her til, hvilket hidrører fra, at det er blottet for Hegn ud til Farimagsvejen.« 1)

Kellermann ønsker derfor at leje Kirkegaarden af Kommunen; han tilbyder at sætte forsvarligt Hegn omkring den og forpligter sig til hverken at grave eller plante paa Jorden. Magistraten modtog hans Tilbud, og den hele Plads, lidt over en halv Tønde Land, blev bortfæstet til ham for ti Aar paa de nævnte Betingelser og mod en aarlig Afgift af 10 Rdlr. - Kirkegaarden forsvandt ved Kommunehospitalets Anlæg. Dens Grund skæres nu af den yderste Ende af Gothersgades Forlængelse.

Da denne Kirkegaard var nedlagt, fik Fattigvæsenet anvist en anden paa den modsatte Side af Farimagsvejen, grænsende op til Søetatens Kirkegaard. Den blev taget i Brug i 1842. Den brugtes indtil 1858, da ogsaa den var opfyldt. Tilbage havde Fattigvæsenet da kun Kirkegaarden paa Østerbro mellem Garnisons Kirkegaard og Fæstningens Glaci. Den stod i Uhygge ikke tilbage for den gamle Koppekirkegaard, om man kan tro følgende Beskrivelse i »Fædrelandet« fra 1858:

»Hvis det ikke næsten var latterligt at tale om de døde, naar der drages saa lidt Omsorg for de levende, vilde vi bede Læseren om engang at gaa ind paa de Fattiges Kirkegaard udenfor Østerport; noget uhyggeligere kan selv den dristigste Fantasi næppe tænke sig. Her findes hverken Vej eller Sti; Brændenælder, Tidsler og andet Ukrud staar i den frodigste Vækst om Sommeren, og Kvinder af Samfundets Bærme benytte fortrinsvis dette Sted som Tumleplads for deres Uterlighed . . .«

__________

1) 2. Sekr. 1854 Nr. 935.


102

Saa stærkt blandet var Idyllen langs de gamle Fæstningsgrave og de grønne Stier.

__________

Vesterbro.

Vesterbro var den ældste af Forstæderne; den havde allerede i 1795 faaet sit eget Apotek, noget, som Nørrebro først opnaaede i 1844, og som Østerbro forgæves ansøgte om i 1853. Der boede i 1840 i alt 1711 Mennesker i »Udenbys Vester Kvarter«. Kun den forreste Del af Broen, fra Farimagsvejen til Værnedamsvejen, havde en nogenlunde sammenhængende Bebyggelse; længere ude var der saa aabent, at man fra Gaden mellem Frihedsstøtten og Skydebanen kunde se Frederiksberg Slot ligge frit paa sin Bakketop:

»Vi drage herud forbi Søjlen saa slank,
Borgen paa Bakken vi skuer,«

sang Skydebrødrene i en af deres Sange ved Festen paa Kongens Fødselsdag i 1842.

Vejen var skyggeløs og aaben, saa snart man var kommen ud af Alleen nærmest Vesterport, og en Tur ud ad Vesterbro var ingenlunde regnet for nogen Fornøjelse. »Ubehagelighederne ved at passere Vesterbro er noksom bekendte,« skriver Beboerne derude i et Andragende til Magistraten i 1852: I Blæst er der en ubehagelig Træk, i Solskin intetsteds Skygge. De foreslaar derfor, at der plantes Træer paa begge Sider af Kørebanen fra Acciseboden til Frederiksberg Allé. Træerne vilde foruden at gøre Nytte tillige blive en haardt tiltrængt Forskønnelse for Broen. »At Gaden, hvis Bygninger for Størstedelen er uanselige, og hvis Bredde er aldeles uforholdsmæssig til dens Bygningers Højde, ikke i og for sig frem-


103

byder noget smukt Skue, derom turde man vel være saa temmelig enig.« 1)

Men Borgerrepræsentationen forkastede Forslaget med den Motivering, at Manglen paa Skygge vilde afhjælpes, naar det søndre Fortov, som nu ganske vist var impassabelt, blev istandsat, saa man kunde bevæge sig langs den søndre Husrække.

Uden for Glaciet havde man paa venstre Haand den saakaldte Dronningens Enghave, der strakte sig fra Alleen ned mod Kallebodstrand. En Del af dette Terræn blev senere inddraget under Tivoli, og her anlagdes ligeledes Københavns første Banegaard. Der var den Mærkelighed ved dette Jordstykke, at det ikke hørte til Københavns Kommune, men til Frederiksberg-Hvidovre Sogne, - en gammel Ordning, der skrev sig fra et Magelæg, Kristian IV havde foretaget i 1621. Saa længe der ingen Mennesker boede derude, havde dette Forhold ikke vakt synderlig Opmærksomhed; men da Jernbaneanlæget havde foranlediget en Del Bebyggelse, begyndte Kommunerne at strides om, hvem af dem der var berettiget til at kræve Skat af de nye Beboere 2). Rentekamret afgjorde i 1846 Spørgsmaalet til Landkommunernes Fordel, og i København begyndte man derefter at interessere sig for at faa Enghaven indlemmet i Byen. I 1848 blev den ved en kgl. Resolution henlagt under København, hvad Justits- og Politivæsenet angik; men først en Snes Aar senere fik Kommunen Bemyndigelse til at søge Arealet helt inddraget under København. - Lidt længere ude i Vesterbros Allé laa Gartner Hintzes store Have, paa hvis Grund nu Helgolandsgade og Colbjørnsensgade er byggede.

Bag ved Enghaven, helt nede ved Kallebodstrand, laa Tømmerpladserne, tretten i Tal. De tilhørte dels Sta-

__________

1) 2. Sekr. 1852 Nr. 355.

2) 2. Sekr. 1845 Nr. 3428.


104

ten, dels Kommunen og lejedes ud til Byens Tømmerhandlere. Uden for dem laa Ejendommen Enighedsværn, der i Frederik VI's Tid tilhørte det borgerlige Skydeselskab. Her var Skydebaner og Selskabslokaler, og adskillige af Tidens talrige Foreninger havde her deres Mødested. Men Skydeselskabet gik fallit i 1840, og Ejendommen blev stillet til Auktion. Den købtes for 8000 Rdlr. af Birkedommeren i Søndre Birk, Justitsraad Frederiksen. Det var en stor Ejendom, Bygningerne alene var assurerede for 13,000 Rdlr. 1)

Vest for Enighedsværn og det dertil hørende store Vænge begyndte Reberbanerne, der i lange smalle Strimler løb fra Vesterbrogade ned mod Stranden. Da flere Skydeselskaber var bleven husvilde ved Salget af Enighedsværn, forsøgte Ejeren af en af disse Baner at afhjælpe Savnet ved at lade sin Jord indrette til Skydebane. Politiet var i den Anledning ude at tage Forholdene i Øjesyn, og i sin Beretning herom tegner Politidirektøren et lille Billede af de landlige Forhold, som herskede herude. Selve den omhandlede Jordlod, Matr.-Nr. 65 og 66 paa Vesterbro, var indrettet til Have. Den var kun ved en liden Grøft og en Række Stikkelsbærbuske adskilt fra Naboen Slagtermester Svendsens Jordlod, der brugtes som Mark. Indgangen til denne Mark var aaben ud mod Vesterbrogade, og om Sommeren var der derfor stor Frekvens over Marken af Folk, som gik ned for at spadsere ved Stranden eller benyttede denne Adgang til Badning. Politidirektøren mente derfor, at det vilde være for farligt at lade Folk holde Skydeøvelser umiddelbart paa den anden Side af Stikkelsbærbuskene 2).

Uden for Reberbanerne kom den store Vesterfælled. Den benyttedes næsten aldrig af Militæret, der havde

__________

1) 2. Afd. 1873 Nr. 1292.

2) 2. Sekr. 1843 Nr. 3734.


105

Øvelsespladser nok i de store Fælleder mellem Nørre- og Østerbro, og i 1848 stillede Krigsministeriet derfor i Udsigt, at den helt kunde afgives til Kommunen. Det kom da paa Tale i Borgerrepræsentationen, om man skulde forsøge at faa den bortsolgt til Bebyggelse; men man enenes snart om, at et saadant Forsøg foreløbig vilde være unyttigt, da Vejen, som førte ned til den, var ufremkommelig, og hele Fælleden henlaa i en saadan Tilstand, at dens Nærhed endog virkede nedtrykkende paa alle de omliggende Grundes Værdi. Den eneste Bebyggelse herude var det saakaldte »Gamle Pesthus«, der senere fik et nyt Navn og blev kaldet Belvedere. Desuden fandtes her Stadens Planteskole, et Areal paa en Tønde Land, hvor Kommunen opelskede de Poppeltræer, der senere som en tvivlsom Pryd blev plantede langs alle Veje i Byens Omegn. Foruden Poppelplanterne indeholdt den Tjørn, Elm, Lind og Ask. Paa Vesterfælled fandtes endvidere tre-fire Vandhuller, der i Ildebrandstilfælde skulde benyttes af Vesterbros Beboere som Branddamme 1).

Paa højre Side af Vesterbrogade, paa Jernbanens nuværende Grund, laa den før nævnte store Ejendom Glaciholm samt Acciseboden og Trommesalen, hvor Kvægtorvet holdtes. Saa begyndte den sammenhængende Bebyggelse af lave Bindingsværkshuse, der væsentlig benyttedes til Slagterier, Stalde og Smaabeværtninger. Forretninger var her ingen af, - det var noget helt nyt, da der i 1843 blev oprettet en saakaldet »Bondebazar« paa Vesterbro, det vil sige et Udsalg af Landbrugsmaskiner og Redskaber, beregnet paa de torvesøgende Bønder. Gadelygter fandtes kun paa den forreste Del af Broen. I 1849 ansøgte kgl. Skuespiller Hansen og flere Beboere af det yderste Vesterbro om at faa Lygter helt ud til »Sorte Hest«. Men det blev nægtet med den gode Motivering,

__________

1) 2. Sekr. 1843 Nr. 1904.


106

at der var adskillige langt stærkere bebyggede Veje, f. Eks. Blegdamsvejen, som heller ingen Lygter havde.

Trods disse Ufuldkommenheder var der dog stor Frekvens ud ad Vesterbro. Thi denne Forstad havde fra gammel Tid Privilegium paa at være det Sted, hvor man tog hen for at more sig. Her laa de to Forstadsteatre, Pettolettis og Prices, her laa »Rosenlund« paa Værnedamsvejen, »Alleenberg« i Frederiksberg Allé, senere jo Tivoli og Alhambra. Her var Skydebanens fornemme Bygning med de store Selskabslokaler og den gode Mad, og her var talrige mindre Beværtningssteder, Bjørnsdal, Blaa Stud, og hvad de nu alle sammen hed, helt ud til den ensomt liggende Slotskro ved Roskilde Landevej. Og saa var Vesterbro først og sidst det nødvendige Gennemgangsled for at komme ud til Byens mest yndede Promenade, Frederiksberg Allé og Slottets Have.

Indgangen til Alleen lukkedes dengang af en Jernport, den samme, som nu er anbragt ved den forreste Indgang til Søndermarken. Gennem den var kun Adgang for Fodgængere og lettere Køretøjer, og Alleen kunde derfor bevare Præget af at være den fornemme Promenade. Færdselen igennem den var efter Tidens Forhold uhyre stor. Da man ved Jernbanens Anlæg anstillede Beregninger over, hvorvidt en Station ved Valby kunde betale sig, kom man ogsaa ind paa at udregne, hvor stort Besøget i Frederiksberg Have var, og en Komité anstillede da i 1844 følgende Betragtninger:


Det er alle bekendt, at den nordre Spadseregang i Frederiksberg Allé næsten hver Søn- og Helligdag samt Onsdag og Fredag Eftermiddag i den smukke Aarstid er saa godt som helt opfyldt med Spadserende fra Kl. 3 à 4 til Kl. henved 11. Denne Gang er omtrent 1300 Alen lang, 10 Alen bred, altsaa 13,000 Kvadratalen i Fladeindhold. Antager man nu ikkun én Person paa hver 9 Kvadratalen, bliver Antallet af de Personer, der paa en Gang opholde sig i denne ene Gang omtrent 1450; men Ingen bliver staaende der, alle passere blot denne Allé,


107

hvortil i langsomt Spadsereskridt omtrent udfordres 1/2 Time. En Eftermiddag fra Kl. 3 1/2 til 10 1/2 har 14 Halvtimer, altsaa 14 Gange 1450 = 19,300, hvilket giver et Individantal af omtrent 10,000, da de fleste Personer komme 2 Gange, baade frem og tilbage....

Nu er det en bekendt Sag, at de fornemmere Klasser næsten aldrig spadsere paa Frederiksberg paa de ovennævnte Eftermiddage, men derimod hyppig gøre Morgen- og Formiddagsture derud eller vælge de andre Aftener i Ugen, saa at der næsten ikke gaar nogen Dag eller Time hen i nogenlunde smukt Vejr, uden at Haven eller Omegnen er besøgt. Men regnes af Sommerens omtrent 130 Dage ikkun de 50 som skikkede til Spadseren, saa vil man dog let finde, at 500,000 Personer aarlig besøge Frederiksberg, og Passagerantallet for et Befordringsmiddel for dem alle, frem og tilbage, vilde være omtrent en Million.

I sidstafvigte Sommer, da 9 Omnibusser i omtrent 100 Dage hver halve Time kørte ud eller ind med i Gennemsnit 10 Passagerer hver Gang, blev ved disse befordret over 140,000 Passagerer, og enhver, der i den Tid jævnlig besøgte Frederiksberg eller boede der, vil vist erindre, hvor ofte man forgæves søgte Plads i disse Vogne....

Støttet paa disse Betragtninger har Komiteen antaget, at paa Foraarets og Sommerens 5 Helligdage og 24 Søndage i Gennemsnit kan ventes, at 4000 Individer ville benytte Jernbanen som Befordring frem og tilbage, eller tilsammen 232,000.

I Fastelavnsugen regnes for 3 Dage det samme Antal, eller tilsammen 24,000.

Paa 30 Onsdage og Fredage omtrent Halvdelen imod om Søndagen, eller ialt 120,000.

Paa de andre Sommerdage ikkun c. 200 i Gennemsnit og for 150 Vinterdage ikkun 25 Passagerer i Gennemsnit frem og tilbage tilsammen c. 67,500 - ialt 443,500. 1)


Saa stærk var Færdselen i Frederiksberg Allé, at Ministeriet i 1849 truede med at anbringe en Bom og lade opkræve en Afgift af kørende og ridende gennem Alleen, da Vedligeholdelsesomkostningerne nu var voksede til det dobbelte mod tidligere. For at undgaa dette tilbød Kø-

__________

1) Indbydelse til Aktietegning, udstedt af Industriforeningen 16. April 1844 (Fædrelandet 18. April).


108

benhavns Kommune at betale 300 Rdlr. aarlig til Alleens Vedligeholdelse 1).

Jernbanens Anlæg bag om Husrækken forandrede ikke synderligt i Vesterbros Udseende. Derimod gav Gasværkets Anlæg i Halvtredserne Stødet til gennemgribende Forandringer, som sluttelig gjorde det af med de gamle Tilstande. Gasværksvejen blev anlagt fra Hovedgaden ned til Værket, og da Bebyggelsen nu voksede rask, blev der Trang til et særligt Torv paa Vesterbro. Der var først Tale om hertil at anvende Pladsen foran Jernporten, hvor de fire Gader støder sammen. Paa denne Plads stod et Portnerhus, som tilhørte det offentlige og uden Skade kunde nedrives, og Ejeren af Hjørnegrunden mellem Alleen og Vesterbrogade tilbød gratis at overlade den yderste Spids af Trekanten til det paatænkte Torv. Men denne Plan maatte opgives, da Pladsen dog vilde blive for lille. I 1857 blev det da bestemt at lægge Torvet ved Hjørnet af Gasværksvejen, og samtidig vedtoges Anlæget af en ny Gade mellem Jernbanen og Vesterbros Hovedgade. Det blev den senere Istedgade, og gennem disse Anlæg begyndte Vesterbro at antage sit nuværende Udseende.

__________

Nørrebro.

Nørrebro var den største af Byens Forstæder og den mest forsømte, det urolige Hjørne, hvor der altid var noget at klage over, noget at rette paa, og hvor det dog aldrig vilde blive helt godt. Nørre- og Østerbro dannede tilsammen det store Udenbys Klædebo Kvarter, der i 1840 havde 3309 Indbyggere. Men dette Tal voksede i Løbet af Fyrrerne og navnlig Halvtredserne med mange Tusinde.

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1849 S. 18. - Trykt Regnskab 1849 S. 56.


109

Det første Hus, man stødte paa, naar man kom over Peblingebroen, var det saakaldte Stenhuggerhus, der laa til venstre for Broen. Det var en lille forfalden Hytte, der dannede et værdigt Sidestykke til »Druknehuset« ved Siden af, et Skur, der tilhørte »Selskabet for Druknedes og andre Skindødes Redning«. I Stenhuggerhuset boede en gammel Mand, Knud Mikkelsen, der havde Opsyn med Redningsapparaterne i Skuret og skulde passe paa, at ingen Urenlighed kastedes i Søen. Da der blev Tale om Bebyggelse af Forstæderne, var det første Skridt jo at fjerne Stenhuggerhuset og Skuret. Men Knud Mikkelsen vilde ikke flytte, og en Opsigelse fra Kommunen brød han sig ikke om. Magistraten var lemfældig som sædvanlig; den gjorde Knud Mikkelsen opmærksom paa, at Huset stod paa Kommunens Jord, og at han kun var Fæster, ikke Ejer, af Grunden, hvilket alt sammen stod tydelig nok i det Fæstebrev, der i sin Tid var blevet ham meddelt. Men Knud svarede, at han kunde hverken læse eller skrive og ikke kendte noget til, hvad der stod i Papirerne. Kommunen maatte da anlægge Sag imod ham og fik ham ved en Overretsdom forpligtet til under en daglig Mulkt af 1 Rdlr. at rive Huset ned. Denne Dom er af 8. November 1858, og paa den Tid stod Huset der altsaa endnu 1).

Selve Nørrebrogade var en træbeplantet Vej, - en af dem, paa hvilke man i 1841 maatte lade hvert andet Træ borthugge paa begge Sider af Gaden. Kun paa den nordre Side fandtes et Fortov, som dog afbrødes omtrent ved Fælledvejen af det saakaldte Barrièrehus, der fra Husrækken sprang frem i Gaden. Dette Hus tilhørte Kommunen og havde i sin Tid været benyttet til Bolig for Opsynsmanden ved Bommene paa Stadens Fælleder. Nu var det udlejet til en gammel Enke, der nødig vilde flytte, og Magistraten lod da Huset staa for hendes Skyld, skønt

__________

1) Museum l. c. S. 4, 30. - 2. Sekr. 1854 Nr. 2538, 1857 Nr. 2274.


110

det var til Hinder for Passagen og til Vansir for hele Gaden. Først i 1847, da Enken selv bestemte sig til at flytte, blev Huset solgt til Nedrivning. Det betaltes med 830 Rdlr., medens Magistraten kun havde krævet 12 Rdlr. af Enken i aarlig Leje 1).

Paa den søndre Side af Gaden fandtes intet Fortov. Her var kun faa Bebyggelser, da Vejen gik langs Blaagaards og Solitudes store Haver og langs Assistens Kirkegaard.

Blaagaard var den største Ejendom paa Nørrebro; den strakte sig lige fra Nørrebrogade til Ladegaardsaaen og fra Peblingesøen til nuværende Griffenfeldtsgade. Den oprindelige Hovedbygning var nedrevet, men endnu henstod paa det udstrakte Terræn en Del ret herskabelige Bygninger og Pavilloner fra »Slottet«s Tid, alle med det blaa Tag af glasserede Sten, som havde givet Gaarden sit Navn; og ud mod Nørrebrogade stod de to svære Stenpiller, kronede af en Gesims og en mægtig Stenkugle, som i sin Tid havde dannet Indkørslen til den herskabelige Bolig. Omkring Pavillonerne laa store Haver, - en af disse, tilhørende Krigsassessor Koop, var vel kendt som Samlingsstedet for adskillige af den Tids selskabelige Foreninger. Men ogsaa Vænger og Fiskeparker, ja hele Kornmarker, fandtes inden for Blaagaards Porte. Terrænet ud imod Peblingesøen laa hen som uopdyrket Land, et Stykke forvildet Natur tæt uden for Hovedstaden. Vildanden rugede i Sivene; Hare, Væsel og Maar færdedes i Haver og Vænger, ja, en veritabel Rævegrav fandtes inde paa Blaagaards Marker 2). Og midt i Vildnisset, ud mod Søen, stod som en forglemt Levning fra Slottets fornemme Dage et forvitret Stenpostament med en hovedløs Krop af en Sfinx.

__________

1) 2. Sekr. 1843 Nr. 2867, 3923. - 1847 Nr. 1265.

2) Museum l. e. S. 39.


111

Det hedder i en Beskrivelse af Blaagaard fra 1853:

»Man behøver ikke at være ret gammel for at mindes den Tid, da de saakaldte Blaagaards-Jorder afgave en god Jagtbane, hvor man kunde forlyste sig med at skyde Ræve, Harer, Vagtelkonger og andet Fuglevildt, - en Tid, da man uden at frygte for Forstyrrelse kunde tage sig et Bad i en derværende lille Sø, og da man endelig ikke kunde gaa over Markerne uden Fare for at synke i Sumpe og Moradser . . . Naar man fra Nørrebros Hovedgade gik et lille Bøsseskud ind paa disse Jorder, modtog man et Indtryk, som om man befandt sig mange Mile fra Civilisation. Dette var unægtelig pikant, naar man betænker, at man befandt sig faa Hundrede Alen fra Hovedstadens Volde.« 1) - Dette var i Frederik VI's Tid. Senere, da der blev bygget en Del derude, opstod en hel lille Koloni paa Blaagaard, hvis Forhold i kommunal Henseende var ret ejendommelige: Grundene hørte til det privilegerede Hartkorn, og Beboerne gjorde derfor Fordring paa Jagtret som en af det gamle Blaagaards Herligheder; Vejene var private, og Beboerne var altsaa fri for Vej-, Vægter- og Lygteskat. Da de ej heller havde Vand fra Søerne, svarede de ingen Vandskat. De styrede selv deres fælles Anliggender, holdt Generalforsamlinger og valgte sig en Formand.

Blaagaardsvej og Korsvej gennemskar den store Have, og langs disse Veje laa adskillige nyere Anlæg. Her var Heegaards Jernstøberi, et Par Lysestøberier og en Voksdugsfabrik, og paa Hjørnet af Blaagaardsvej og Nørrebrogade laa Peter Hansens store og vidt bekendte Blomstergartneri, hvor den første »Victoria regia« blomstrede i Danmark i 1854 2). Ved Blaagaardsvej laa ogsaa Ulrichsens Stiftelse, der blev nedrevet i 1902.

1) Blaagaards Mysterier, 1853, S. 5.

2) Museum l. c. S. 39.


112

Uden for Blaagaard laa Solitude, ligeledes en stor, herskabelig Ejendom med Marker og Enge, der strakte sig helt ned til Ladegaardsaaen. Den tilhørte i Fyrrerne Kaptajn Bangert og blev efter hans Død udstykket af Arvingerne. En Gartner benyttede en Del af Jorderne ned mod Aaen til Dyrkning af Rabarber, og Navnet Rabarberlandet blev hængende ved dette Kvarter, efter at det var blevet bebygget. Parcelvejen, senere Griffenfeldtsgade, førte hen over Solitudes Jorder og ned til »Parcelbroen« over Ladegaardsaaen. - Mellem Solitude og Kirkegaarden laa Beværtningen »Lille Ravnsborg«, der havde sin væsentligste Søgning fra de forfrosne Sørgeskarer, der vendte hjem fra Begravelserne paa »Assistens«.

Paa den modsatte Side af Nørrebrogade laa Store Ravnsborg, en Ejendom paa over 5 Tdr. Land, med en gammel Hovedbygning og store Gartnerier. Hele Ejendommen blev paa et heldigt Tidspunkt købt af »Den bestandig borgerlige Forening«, der havde sit Klublokale her, indtil de stigende Grundpriser satte den i Stand til at udstykke det hele i Byggegrunde til stor Fordel for Foreningens Medlemmer. Hvor Ravnsborgs Have endte, begyndte Blegdammene, der i Nummerorden fra Nr. 1 til 23 strakte sig helt ud til Østerbro. Det var smaa grønne Jordpletter, hver med en lille Dam, der fik Vand ledet ind fra Sortedamssøen, og her laa de lange hvide Lærreds-stykker paa Bleg, bevogtede om Natten af Vægtere, der tudede i Kohorn for at skræmme Tyvene bort 1). Enkelte af disse Blegdamme, var allerede tidligere tagne i Brug som Byggepladser, saaledes til Feilbergs Voksfabrik og den saakaldte Manchesterfabrik. Men en gennemført Bebyggelse af dem begyndte først i Halvtredserne, da Sct. Hans Gade blev anlagt hen over første Blegdam. Paa anden Blegdam opførtes Ting- og Arresthuset i 1847-48,

__________

1) Museum l. c. S. 5.


113

paa tolvte Dam laa Blegdamsvejens Skole. - Paa en af Blegdammene boede Bager Købke, hvis Søn, Maleren G. S. Købke, herfra har hentet Motivet til flere af sine stemningsfulde Billeder, der for bestandig har bevaret Mindet om den stille Skønhed, der kunde hvile over Søerne, saa længe de endnu ikke var bleven »regulerede« til deres nuværende kunstige Form. Disse Billeder er en Kilde til Forstædernes Historie, der taler et andet Sprog end de Arkivdokumenter, som ellers her er benyttede.

Dosseringen langs Sortedamssøen forbi Ravnsborgs Have og Blegdammene tilhørte Vandvæsenet. Der gik en Fodsti hen ad den, men den var ved begge Ender lukket med en aflaaset Laage. Beboerne paa Blegdammene kunde mod et Depositum af fem Mark faa en Nøgle til Laagerne udleveret hos Vandvæsenet, og hvem der ingen Nøgle havde, kunde mod en lille Drikkeskilling faa Manden i Stenhuggerhuset til at lukke Laagen op. Men efterhaanden som Bebyggelsen paa Nørrebro blev tættere, blev Misfornøjelsen med dette Afspærringssystem stedse stærkere, og ofte fandtes Laagerne om Morgenen voldelig opbrudte. Da Sct. Hans Gade blev anlagt 1851-53, blev det umuligt at opretholde Afspærringen, eftersom denne Gade derved blev lukket for den ene Ende; Laagerne blev da omsider fjernede, og Dosseringen blev til en offentlig Gangsti 1).

Paa den anden Side Blegdammene førte Blegdamsvejen ud til Østerbro. Den henlaa i en forsømt Tilstand uden Lygter eller Vægtere og forpestet af Stanken fra den dybe og brede Blegdamsgrøft.

Fælledvejen var temmelig vel bebygget; paa Hjørnet laa Kaptajn Grams Have, der var et stærkt besøgt Traktørsted, hvor blandt andre Christian Winther, der en Tid lang boede paa Nørrebro, var en jævnlig Gæst. Mindre

__________

1) 2. Sekr. 1856 Nr. 3336.


114

vel anset var Danseboden »Det gamle Testamente«, der laa ved Jødevejen, den nuværende Møllegade.

Jødevejen førte ned til den mosaiske Kirkegaard. I Forhold til sin Størrelse krævede den jødiske Menighed en stor Begravelsesplads, da den jødiske Religion ikke tillod nogensinde at opgrave den Jord, hvori et Lig engang var blevet nedlagt. Gang paa Gang blev derfor denne Kirkegaard udvidet, og Kommunalbestyrelsen, som ikke ønskede at faa Begravelserne alt for tæt ind paa de allerede dengang bebyggede Grunde, søgte forgæves at værge sig herimod. Menighedens Udholdenhed var større end Sundhedspolitiets Paapasselighed, og det ene Jordstykke efter det andet blev inddraget under Kirkegaarden. Et Tilbud om at overlade den mosaiske Menighed en Begravelsesplads paa Assistens Kirkegaard vilde Menigheden ikke modtage 1).

Den store Assistens Kirkegaard paa Nørrebro, henved 30 Tdr. Land i Areal, var Stadens vigtigste Begravelsesplads. Alle Byens Sognekirker havde Andel i den; men den Besynderlighed raadede fra gammel Tid, at kun en enkelt Kirkeværge, første Værge ved Helliggejstes Kirke, havde Opsynet med den og Ansvaret for den. Det var en Byrde for Kirken, der maatte staa i Forskud for alle Udgifter ved dens Pasning og Drift og først efterhaanden kunde faa disse Udlæg refunderede fra de andre Kirker. Og det var en saa stor Byrde for Kirkeværgen, at det ofte var vanskeligt at faa Borgere til at paatage sig dette Hverv. Særlig efter 1852, da Kirkegaarden skulde udvides paa Grund af Forbudet mod Ligs Begravelse inde i Byen, blev Stillingen saa byrdefuld, at Kirkeværgen bad om helt at fritages for dette Arbejde, til hvilket der nu burde ansættes

__________

1) P. Knudsen: Undersøgelser af 30 Brønde paa Kbhvns. Nørrebro 1859, S. 28 f. - 2. Sekr. 1849 Nr. 3237.


115

en lønnet Inspektør. Dette blev dog først gjort ved hele Begravelsesvæsenets Omordning i 1860 1).

Det Præg af fri Natur, der trods den store Bys Nærhed vedblev at hvile over Nørrebro, og som særlig er omtalt ved Blaagaards Have, fandtes ogsaa paa Assistens Kirkegaard. Det er betegnende, at Krybskytter gjorde Jagt derinde efter Harer og Agerhøns. Over dette Forhold indkom i 1848 en Klage fra Distrikts jæger Fonseca i Valby, der selvfølgelig ikke klagede, fordi denne Sport var usømmelig paa Kirkegaarden, men fordi »Kongens Vildtbane derved tilføjes ikke ringe Skade«. Der blev holdt Forhør i den Anledning, men da Fonseca imidlertid var draget i Krigen med det ridende frivillige Jægerkorps, kunde han ikke afhøres, og Sagen blev ikke nærmere oplyst 2).

Ogsaa andre og værre Uordener gik i Svang derinde, uden at Kirkeværgen og de to, senere tre, Gravere, som var ansatte ved Kirkegaarden, var i Stand til at hindre dem. Det hedder saaledes i en Klage fra Graverne i 1851:

»Det er næppe tænkeligt, at der nogensinde har hersket større og flere Uordener paa Kirkegaarden end for Øjeblikket, da Graverne eller deres Folk næsten dagligen attraperer Individer, som gør sig skyldige i enten denne eller hin Forseelse. For ikke at omtale utallige Tilfælde, hvor Folk gribes, berøvende de forskellige Gravsteder deres Prydelser eller sidde spisende og drikkende paa de skønneste Steder paa Kirkegaardene, henkastende Levningerne hist og her, tillade vi os kun at anføre et Par enkelte Tilfælde, som ville være tilstrækkelige til at give en Idee om Gravernes Stilling, naar de, overholdende den givne Instruks, søge at afværge stedfindende Uordener.« Uordenerne skyldes især Folk, der under Paaskud af at holde Gravsteder ved lige gør sig skyldige i Tyverier.

__________

1) »Begravelsessagen« ved 1. Afd. 1871 Nr. 1161.

2) 1. Sekr. 1848 Nr. 736.


116

Graverne staar magtesløse over for dem og udsætter sig selv for Overlast, naar de vil træde op imod dem. De beder derfor om, at de til Ordenens Overholdelse maa forsynes med et Politiskilt.

Der blev dog ikke taget noget Hensyn til Gravernes Besværinger, og at Forholdet ikke har bedret sig, fremgaar af en ny Klage fra dem i 1858: »En anden Uorden, som finder Sted paa Kirkegaarden, kan heller ikke lades upaatalt, den nemlig, at Kirkegaarden kun paa en Trediedel er omgivet med Mur, medens den øvrige Del saa at sige ligger aaben for alle og enhver. Dette foranlediger, at en Mængde Individer af den laveste Klasse (f. Eks. Ladegaardslemmer), saavel Mænd som Kvinder, Søn- og Festdage indfinde sig paa Kirkegaarden, hvor de nedtræde alt, hvad der møder dem paa deres Vandring til de mest bevoksede Steder, hvor de mere uforstyrret kunne tilfredsstille deres sanselige Tilbøjeligheder, der ofte udarte til Skandale og til dyb Bekymring for den Nedbøjede, der ogsaa søger didhen i Haabet om der at kunne være ene med sin Kummer.«

Graverne foreslaar derfor ligesom i 1851, at Kirkegaarden bliver forsvarlig indhegnet, at Graverne faar Eneret paa Vedligeholdelse af Gravsteder, og at der tildeles dem Politimyndighed paa Kirkegaarden.

Ogsaa i en anden Henseende voldte den store Begravelsesplads Bekymring; det var med Hensyn til Vanskeligheden ved at faa den drænet og dens skadelige Indflydelse paa Sundhedstilstanden i dens Omegn. Kirkegaarden var lavtliggende og fugtig, og da et fast Lerlag under den forhindrede Vandet i at synke, stod det ofte højt i Gravene eller oversvømmede hele Strækninger af Kirkegaarden. Polyteknisk Læreanstalt blev taget paa Raad om, hvad derved var at gøre, og Jordbundsforholdene blev da undersøgte ved Boringer af Professor Forchhammer og cand. polyt. Julius Thomsen. De kom til det


117

Resultat, at Vandet fra Kirkegaarden let kunde skaffes bort ved paa passende Steder at bore Huller gennem Lerlaget ned til det underliggende Sandlag. Men de ansaa det for uforsvarligt at gribe til dette Middel; thi det vilde bevirke, at Kirkegaardsvandet gennem det vandførende Sand vilde spredes ud over hele det lavere liggende Terræn syd og sydvest for Kirkegaarden og der forurene Brøndene. Kemiske Undersøgelser havde allerede vist, at Vandet i de lavere liggende Brønde indeholdt Kulbrinte og organiske Stoffer, som derimod ikke fandtes paa det højere liggende Terræn nord og nordøst for Kirkegaarden. Og dette vilde blive meget værre, hvis de nævnte Boringer blev foretagne. Det eneste forsvarlige Middel var at aflede Kirkegaardsvandet til en underjordisk Kloak, der førtes under Ladegaardsaaen og helt ud til Stranden. En saadan Kloak vilde koste 15,000 Rdlr.; men indtil den var udført, maatte man hellere lade alt blive, som det var 1).

Da denne Erklæring var afgivet i 1854, forespurgte Konsistorium som Værge for Frue og Trinitatis Kirker, om Magistraten paa sine Kirkers Vegne vilde deltage i Udgifterne ved en saadan Vandafledning. Men der kom aldrig noget Svar paa denne Henvendelse. I 1859 var endnu alt ved det gamle. Da var der Tale om en ny Udvidelse af Kirkegaarden; men Stadsingeniøren August Colding modsatte sig dette af de samme Grunde, som Thomsen og Forchhammer havde anført. Hvis ikke den foreslaaede Vandafledning blev udført, skriver han, maatte man hellere nedlægge hele Kirkegaarden og flytte Byens Begravelsesplads hen paa et andet Sted.

Paa den Tid (i December 1858) omfattede Assistens Kirkegaard i alt et Areal af 537,790 Kvadratalen, af hvilke kun 13,220 Kvadratalen endnu ikke var tagne i Brug.

__________

1) 2. Sekr. 1854 Nr. 1048.


118

De største Lodder var Trinitatis Kirkes med 119,200 og Frue Kirkes med 112,180 Kvadratalen. Frijord var 120,460 Kvadratalen. De andre Parthavere var Helliggejstes, Vartov, Reformert, Katolsk, Petri, Frederiks og Vor Frelsers Kirker 1).

Her som saa ofte ellers taler Arkivdokumenterne kun om en enkelt Side af Fortidens Indretninger, - om de Brøst ved dem, som der førtes Klage over, og om de Mangler, som trængte til at afhjælpes. Vi faar ikke gennem dem at vide, at Assistens Kirkegaard var en af de skønneste Pletter i Københavns Nærhed. Men andre fortæller os derom, saaledes den svenske Digter Nicander:

»For at nyde en tavs og rolig Fest vandrede jeg en Aften ud af Nørreport til den saa kaldede Assistence-Kirkegaard, som sikkert er en af de skønneste Kirkegaarde i Europa. Løvfulde Træer, skyggefulde Gange, aabne og lyse Steder, Monumenter, som beskygges af løvfulde Træer, Popler og Taarepile, Urner og Kors, som omslynges af Rosenranker, Vellugt, Fuglesang, gøre Dødens Bolig til et lidet Paradis. Nogle kunne maaske sige, at Stedet er mere en Have end en Kirkegaard.« 2)

Det yderste Stykke af Nørrebro, fra Kirkegaarden og ud til Lygten, bar Navn af Lygtevejen. Herude laa Gaardene Ventegodt, Petersminde og Petersdal og saa endelig Traktørstedet Lygten ved Bymarkens Grænse.


Fladt og trøstesløst strakte sig de store Fælleder - 293 Tdr. Land - fra Nørre- til Østerbro. De triste Fladers Ensformighed afbrødes kun af melankolske Vandhuller, hvis folkelige Navne var det eneste oplivende i det store Øde. Gaaseparken laa tæt ved Blegdamsvejen, Holger Danskes Briller ved Nørre Allé, - det gamle Navn

__________

1) 1. Sekr. 1857 Nr. 2829.

2) Nicander: Assistence-Kirkegaarden (Dansk Oversættelse 1853).


119

paa et tredie Vandhul, Kammerpotten, var dog nok paa denne Tid gaaet i Glemme. Fællederne som de øvrige Bygrunde tilhørte Kommunen; men efterhaanden havde Militæret ganske taget Magten over dem. Troppeøvelser og Revuer afholdtes stadig derude, Eleverne ved den militære Højskole øvedes her i Fortifikations- og Minearbejder, og Stadens Sandgrave brugtes til Skydeøvelser. Byens Kreaturer skulde endnu som i gamle Dage søge deres Føde paa Fælleden om Sommeren. Men alt som Jordbunden blev mere og mere sammentrampet af Soldaternes Støvlehæle, visnede Græsset bort, og det blev en stedse tarveligere Føde, som de firføddede kunde hente sig derude.

Militærets Herredømme over det store Terræn havde udviklet sig gradvis i Løbet af et Hundrede Aar. I 1737 og de følgende Aar udstedte Kongerne det ene Paabud efter det andet, sigtende til at reservere Fællederne mere og mere til militære Øvelser og Skansearbejder, medens samtidig Stadens Ret til disse Arealer blev skudt i Baggrunden. Saa længe Frederik VI levede, kunde ingen tænke paa at røre ved hans kære Militærvæsen. Men efter hans Død vovede Borgerrepræsentanterne at forlange det Spørgsmaal undersøgt, med hvilke Rettigheder og Forpligtelser Staden ejede disse Fælleder. Resultatet blev en historisk Oversigt 1), og andet kom der ikke ud deraf, - hverken den Gang eller senere.

I 1847 blev Sagen dog draget frem paa ny. Fællederne var da bleven endnu mere ufrugtbare siden sidst; der voksede snart ikke mere Græs paa dem, kun Mos, og Kreaturerne gik og halvsultede. Og dog vidste man, at Jordbunden var god nok, i sin Tid boniteret fra 17 til 22. Byens Indtægt af det store Terræn var ca. 1370 Rdlr., medens det, hvis det blev opdyrket, kunde give over 2000

__________

1) Trykt i Borgerrepr. Forh. 5. Jan. 1843.


120

Tdr. Byg i aarlig Lejeafgift. Kommunalbestyrelsen tænkte naturligvis ikke paa Muligheden af at faa Militæret fjernet fra Fællederne; men den fandt, at de militære maatte kunne nøjes med noget mindre end de henved 300 Tdr. Land; og i saa Fald kunde maaske mindre Stykker af Fælleden midlertidig undværes fra Øvelserne og da opdyrkes og tilsaaes med Kløver, saa der efterhaanden igen kunde komme Græs over hele Fælleden. I Forbindelse med denne Plan indhentede man en Betænkning fra Slotsgartner Rothe, der giver udførlig Besked om Forholdene derude.

Jordbunden paa Fællederne, skriver han, er af en saadan Frugtbarhed, at Gartnerne, som stræber at forskaffe deres Planter den størst mulige Næring, finder Fælledjorden af en saa ualmindelig Frugtbarhed, at den ofte endog maa blandes med mindre næringsholdige Jordarter for ikke at bringe Træer og Planter i for stærk Vækst paa Frugtansættelsens Bekostning. Den af Fællederne undertiden afgravede Agerkrumme kan siges med hvert Aarti at være bleven frugtbarere, ja, saa fortrinlig er den, at Rosenborg Slotshaves udmærkede Frembringelser af Taffelfrugter og til Dels Blomster næsten kunde siges at være begrundet paa Brugen af Jord fra Byens Fælleder. Manglen paa Græs maa altsaa tilskrives andre Aarsager og da navnlig den aarlig tiltagende Brug af Fællederne som Plads for Vaabenøvelser m. v.


»Naar alle Troppesamlinger, som i Aarets Løb finder Sted paa Fællederne, sammenlægges, og alle de Samlinger af Mennesker som Tilskuere ved Vaabenøvelser, ved Vædderidt m. m. lægges dertil, skal det vist næppe kunne siges, at færre end et Hundrede Tusinde Mennesker og maaske ti Tusinde Heste bevæge sig henover de Græsstrækninger, af hvilke det forlanges, at de tillige skulle afgive Føde for nogle Hundrede Kreaturer. Dertil kommer, at disse Græsvæksten ødelæggende Masser ikke bevæge sig derover alene, naar Jorden er noget tør, Planterne sejge, Væksten mindre frodig; men de strømme


121

derover Vinter og Sommer, i tørt og vaadt Vejr, og især i sidstnævnte udtvære de Jorden om Græsplanterne, sønderslide Planterne i deres Hjerte, og Hestene skrabe ofte hele Skiver af Grønsværet af, hvorved al Vækst tilintetgøres. Hvilket Areal bliver ikke aarligt ødelagt af Telte, Tribuner, Marketenderier, Cirkus og meget mere, idet der ikke alene nedtrampes og afslides, men der afbrændes og ved Paagydninger forgiftes store Pletter, der atter behøve mange Aars Hvile for at frembringe nyt Græs! Dertil kommer endnu, at naar der er Troppesamlinger eller andre Aarsager til Folketilløb, sammentrænges de græssende Kreaturer til enkelte Dele af Fællederne, der saaledes afædes i en langt større Grad end forud er betænkt, og end Græsvækst kan taale. Det ses saaledes ikke sjeldent, at næsten det hele Kreaturhold er samlet paa den mindre Nørrefælled, medens de andre to Fælleder ere overdækkede med Kørende, Ridende og Gaaende, der ødelægge mere, end Kreaturene vilde afæde i ti Gange saa lang Tid« .... 1)


I Henhold til disse kraftige Udtalelser nedsatte Borgerrepræsentationen en Komité til at forhandle med Krigsministeriet om efterhaanden at forskaffe Græsset paa Fællederne den haardt tiltrængte Hviletid. Dens Hverv var snart til Ende. Krigsministeriet svarede omgaaende, at det ikke kunde undvære nogen som helst Del af Fællederne, og at det ikke kunde samtykke i den paatænkte Opdyrkning. Dermed var Spørgsmaalet igen skrinlagt for en Aarrække.

Men Græsset blev stadig sparsommere, og da man Aar efter Aar slap det samme Antal Kreaturer derud om Sommeren, blev disses Tilværelse stadig ynkeligere. I 1857 maatte Politiet tage sig af dem. Politidirektør Bræstrup skrev i Slutningen af Juni til Magistraten, at der i flere Uger ikke havde været tilstrækkelig Føde til de til Græsning paa Fællederne indbrændte Kreaturer, og at der i de sidste ti-tolv Dage paa Grund af den vedvarende Tørke saa godt som intet Foder havde været at afgnave, saa Kreaturerne maatte antages at sulte. Kreaturernes

__________

1) Skrivelse af 17. Marts 1847 ved 2. Sekr. 1857 Nr. 2486.


122

Antal, der var ca. 1100, blev derefter noget formindsket, og kort efter faldt der Regn; men alligevel maatte Politidirektøren i Midten af Juli paa ny tilskrive Magistraten, at der snarest muligt maatte tilsikres Kreaturerne tilstrækkelig Føde, da denne ikke kunde tilvejebringes paa Fællederne 1). - Borgerrepræsentanterne stillede da paa ny det samme Forslag som i 1848 om sukcessiv Opdyrkning af Fællederne, og de modtog ligeledes det samme Svar som sidst: Militæretaten kunde ikke gaa ind paa nogen som helst Forandring i de bestaaende Forhold og navnlig ikke paa nogen Indskrænkning af Brugsretten til det hele Areal.

Militæret var dog i disse Aar ikke ene om at ødelægge Græsvæksten paa Fællederne. Selskabet til Hesteavlens Fremme havde første Gang i 1832 faaet Tilladelse til at afholde Væddeløb paa Fælleden paa en Bane, som var helt indhegnet med Plankeværk. Et Andragende om Gentagelse i 1833 var blevet afslaaet af Magistraten, der hævdede, at man just af Hensyn til Græsvæksten ikke burde tillade noget saadant hvert Aar. Selskabet kom da ej heller igen med en Ansøgning før i 1840, da det kunde henvise til, at der netop var særlige Omstændigheder til Stede, idet en Mængde fremmede kunde antages at komme til Byen i Anledning af Kristian VIII's Kroning. Da Magistraten endda tøvede med at give sin Tilladelse, begyndte Selskabet at true: Man udbad sig, at $agen maatte blive forelagt Hans Majestæt Kongen, da man havde Grund til at tro, at den ansøgte Tilladelse i saa Fald vilde blive givet. Efter denne Meddelelse skyndte Magistraten sig at give Tilladelsen.

Selskabet undlod ikke at forfølge sin Sejr. Da Væddeløbet var afholdt d. 21. og 22. Juni 1840, indgav det et Andragende om hvert Aar mellem 1. og 10. Juni at faa

__________

1) 2. Sekr. 1857 Nr. 2021.


123

Blegdamsfælleden overladt til Hestevæddeløb. En saadan Tilladelse en Gang for alle opnaaede det rigtignok ikke, men Resultatet blev dog, at der indtil 1847 hvert Aar afholdtes Væddeløb paa Fælleden. Magistraten var stadig uvillig stemt af Hensyn til Græsningen, hvorimod Borgerrepræsentationen begunstigede Væddeløbene, fordi de bragte Penge til Byen. Desuden var denne Sport stedse velset i de allerhøjeste Kredse, og Prins Ferdinand fungerede flere Gange som Dommer ved Væddeløbene 1).


Hinsides Nørrefælled, ud mod Lersøen, strakte sig den store Raadmandsmark med Kløvermarken og Brudesengen. Herude laa Tagenshus nær ved Stadens Sandgrave og et ensomt Landsted, som en ejendommelig Fremtid var forbeholdt. Det købtes i 1855 for 21,000 Rdlr. af Biskop Grundtvig, der paa sin 70-aarige Fødselsdag havde faaet en Kapital stillet til Raadighed til Oprettelse af en Højskole. Gaarden i Raadmandsmarken blev nu kaldet Marielyst efter Grundtvigs anden Hustru, og Højskolen aabnedes her d. 3. November 1856. Forstander var C. J. Brandt med Jeppe Tang og Morten Eskesen som Medhjælpere 2).

Længst ude ad den Kant laa Store Vibenshus og Ejendommen Venners Minde ved Jagtvejen.

__________

Østerbro.

Østerbro var kun svagt bebygget og var den af Forstæderne, som sidst kom med i Byens Udvikling; derfor blev den ej heller saa vanskøttet som Nørre- og Vester-

__________

1) 2. Sekr. 1840 Nr. 683, 4234.

2) F. Rønning: C. J. Brandt, S. 112. - Borgerrepr. Forh. 1857 S. 65. - 2. Sekr. 1857 Nr. 1064.


124

bro. Uden for Østerport og Kastellet laa endnu store Parker og Vænger: Glaci-Vænget, Classens Vænge, Classens Have og Rosenengen. Ved Citadelsvejen laa Døvstummeinstituttet, der fra 1858 fik en Nabo i Blindeinstituttet, samt et Bomhus til at passe paa dem, der vilde køre gennem Kastellet i Stedet for gennem Østerport. Inde i Classens Have laa Vekselmægler Aggersborgs straatakte Villa paa en Holm ude i en lille Sø; ved Stranden laa Becks og Møens Badehuse, og paa langt fremspringende Pynter ud i Sundet laa Gamle og Nye Kalkbrænderi. I Nærheden af Kalkbrænderierne laa det hyggelige Forlystelsessted, der er kendt under Navnet »De fattiges Dyrehave«. En sammenhængende Bebyggelse fandtes kun for Enden af Sortedamssø og videre hen til Østerbro« Triangel. Blandt Bygningerne for Enden af Søen vilde man særlig lægge Mærke til det høje, hvide Hus, hvis Bjælkeværk sagdes at stamme fra Struensees Skafot, og til Grosserer Tuteins smukke Ejendom Rosendal. Til Rosendal hørte Rosenengen, en Park paa 24 Tdr. Land, der senere blev kaldet Rosenvænget.. Det var først, da denne store Ejendom i 1857 blev købt af Kaptajn Waagepetersen, der lod den udstykke til Byggegrunde, at det gamle Østerbro begyndte at forsvinde. Ogsaa Kammerherre Glassen ønskede at faa sin store Have udstykket, saa snart Demarkationsliniens Flytning i 1852 havde skaffet Mulighed for Bebyggelse. Men det var saa uheldigt, at den nye Linie kom til at gaa tværs over hans Jorder, og han forlangte den derfor flyttet yderligere hundrede Alen tilbage til Fordel for sin Ejendom. Forhandlingerne herom førte til Proces, og saaledes fik Classens Have endnu Lov til at ligge urørt i mange Aar 1). - Længere ude laa Grosserer Melchiors Landsted Rolighed, hvor H. C. Andersen havde et Hjem i mange Aar, og Gaarden Nøjsomhed, der endnu mindes i en Gades Navn.

__________

1) Borgerrepr. Forh. 1852 S. 45.


125

Af alle disse Parker, Haver og grønne Vænger er nu intet tilbage, intet andet end de otte smukke Lindetræer, der staar paa Melchiorsplads, og som blev plantede af Harthugger Krause, der i disse Aar ejede det gamle Kalkbrænderi 1).

Lidt uden for Trianglen hørte Bebyggelsen op, og den aabne Vej gik nu mellem Østerfælled paa den ene Side og Slagtervangen paa den anden. Slagtervangen indtog hele Strækningen mellem Strandvejen og Sundet ud til Svanemøllen. Kommunen havde straks efter Demarkationsliniens Flytning bestemt denne Vang til Udstykning og Bortsalg. Et Forsøg blev gjort med en Auktion over nogle af Lodderne allerede i 1854, men der kom intet Bud, og Magistraten maatte endnu i nogle Aar have Taalmodighed, inden den kunde faa disse Jorder afhændede.

Ligeoverfor, paa den anden Side af Strandvejen, laa de store Marker, Bryggervangen og Vognmandsmarken. De tilhørte Byen, men af Vognmandsmarken havde Kommunekassen rigtignok forholdsvis liden Glæde; thi hele det store Areal, 147 Tdr. Land, var engang i Fortiden bleven bortfæstet til det store Vognmandslaug for en aarlig Afgift af 4 Rdlr. 1 Mark og paa en saadan Maade, at denne Afgift ikke kunde forhøjes. Fire Rigsdaler og en Mark af et Areal, der ved fri Bortleje kunde indbringe mellem to og tre Tusinde Rigsdaler om Aaret! Og ingen Udsigt til at blive løst fra denne Kontrakt, saa længe Vognmandslauget eksisterede! For Folk, som i Forvejen var Modstandere af Laugsvæsenet, var her jo en fristende Lejlighed til at vise sin Kærlighed til Friheden, og allerede i 1844 foreslog da Borgerrepræsentationen at ophæve Vognmandslauget, hvorved disse Jorder vilde falde tilbage til Byen. Det strandede dog den Gang; Postvæsenet modsatte sig Laugets Ophævelse, indtil man

__________

1) Kr. E. Jørgensen: Østerbro før og nu.


126

havde faaet tilstrækkelig Erfaring for, at særlig Persontrafikken kunde besørges tilfredsstillende paa anden Maade. Men da nogle Aar senere den sællandske Jernbane havde leveret dette Bevis, var Laugets Skæbne beseglet, og Byen fik omsider sine Jorder igen.

Langs Strandvejen laa de enkelte Steder, hvis Navne har været vel kendte til denne Dag. Lille Vibenshus tilhørte en Familie Meyer, der her i flere Generationer havde drevet Beværtning. Da Jeremias Meyer i 1853 ansøgte om Bevilling til at fortsætte Forretningen, kunde han meddele, at baade hans Fader og hans Bedstefader havde drevet Beværtning i Lille Vibenshus, og saaledes var det gaaet »vistnok gennem flere Hundrede Aar«. Intet Under, at han fik Bevillingen 1).

Længere ude ad Strandvejen laa Stedet Kildevæld og Svanemøllen, af hvilke i hvert Fald Navnene endnu er tilbage. Jokumsdal søgte i 1851 Navneforandring til Johannedal, hvortil Magistraten svarede, at til en saadan Navneforandring behøvedes ingen Bevilling. Yderst ude paa Byens Grund laa Vilhelmsdal, Gamle Vartov, Norges Minde, Tuborg, Store Mariendal og Slukefter.

__________

1) 2. Sekr. 1853 Nr. 3382.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: fre okt 8 19:52:44 CEST 2004
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top